Cold-, but Sunny

Tid: Lidt over middag.
Sted: Parken
Omgivelser: En masse folk, rundt omkring.
Vejr: Solen skinner, men der er koldt og lidt blæsene.



Flic havde det meste af morgenen siddet på biblioteket og læst i sin kære bog, en bog om en mand og en kvinde, et forhold og en masse ulykkelig kærlighed, nogen som Flic elskede, ikke det at det var ulykkeligt, men alt det med nogen der kunne elske hinanden så højt på måder som næsten var ulovligt, han elskede historien bag deres kærlighed og deres forhold som blev kørt i skyggerne af en anden kvinde. Det var en bog med en masse indhold, nogen af kapitlerne var temmelig lange og man skulle kæmpe sig lidt igennem det, men andre blev man fanget helt af og Flic havde taget sig selv før i at læse flere timer uden at vide hvor han var eller hvad tid det var. Han blev helt opslugt af den anden verden en bog bragte en ind i. Flic havde forladt biblioteket eftersom han synes det med tiden blev en smule langtrukkent at sidde der, han var kommet lige da de åbnede, for at få varmen og sidde et sted uden sne, men synes så efterhånden at folk begyndte at undre sigh over hvorfor han stadig sad der. Så han havde endelig taget sig sammen til at gå udenfor. Det var ikke rigtig fordi han havde lyst til at gå udenfor, han havde været ude det meste af natten og det havde ikke ligefrem været en varm nat. Tværtimod. Koldt som det altid var på denne tid af året.
Flic havde placeret sin bog i sin taske som han havde hængende over den ene skulder, så havde han den da hvert fald med hvis han skulle få brug for den senere på dagen. Han havde sin elskede blå hue på, en hue der virkelig varmede om ørerne i det kolde vejr, et halstørkløde i en lidt mørkere blå, sine vanter med en broderet ræv på toppen også ellers sin store jakke der lige nåede ned over hans bag, et par sorte jeans også et par vinterstøvler der kunne holde kulden fra sneen væk. Det var ikke fordi Flic manglede varmt tøj til det kolde vejr, men når man var tvunget til at vandre rundt i kulden varmede det ikke altid lige meget. Det blev koldt om natten, endnu koldere end om dagen og der måtte han vandre rundt for at holde varmen på trods af det tykke tøj.
Flic gik stille ned gennem parken med sine hænder i sine lommer og blikket rettet i en tilfældig retning mens han gik, han tog stille skridt ned af stien som var dækken af sne, med is under så han tog ingen chancer, det at vælte på røven var ikke lige hvad han håbede på. Her var temmelig mange andre end ham selv, men det undrede ham ikke, solen skinnede og vejret var faktisk forholdsvis godt, på trods af den kolde vind. Folks så da hvert fald ud til at nyde det, og det samme gjorde Flic, hvert fald indtil videre, det kunne vel hurtigt ændre sig. Dog håbede han ikke på det, hans gode humør skulle ikke ødelægges pga. af vejret, det var noget mærkeligt noget. Man måtte tage tingene som de kom. Det var ikke fordi han skulle noget bestemt i parken, men en lille gå tur havde vidst aldrig slået nogen ihjel. Og dog, men det krævede noget seriøst uheld, hvilke Flic ikke lige følte at han havde i dag. Mens han gik håbede han på at han snart måske kunne finde et fredfulgt sted at slå sig ned, og læse lidt videre. Men hvis der kom andet for var det også en mulighed.

Det var en befriende følelse at forlade skolens område efter frokosttid. Antonio havde ikke flere timer denne dag, da professoren var syg. Selvom det var synd for den arme mand, kunne han ikke undgå at plante et smil på sine læber, mens han slentrede hen af fortovet. Det var hans sidste år på gymnasiet - et halvt år mere, og han var fri. Han kunne ikke særlig godt lide sin skole, og kunne heller ikke rigtig lide eleverne på skolen. De var alle samme egoistiske og matrialister. To ting som Antonio ikke kunne lide.
Før han vidste af det, var han nået til parken, som var mere overbefolket, end han havde regnet med. Alligevel satte han sig på en tilfældig bænk, kløede sig lidt i håret og lod blikket glide rundt på alle menneskerne. Det var en ting, som han brugte meget tid på. At studere folk, og alle de sjove typer man stødte på. Folk ville nok mene, at det var spild af tid, og dét havde de helt ret i. Det syntes at være ved at gå op for Antonio, for han fandt i hvert fald en bog frem fra sin tasken. Engelsk litteratur. Titlen var ikke ligefrem spændende, men han havde valgt at læse engelsk da han havde en fordel ved at være født og opvokset i Londons smalle gader.
Som tiden gik, var han efterhånden helt opslugt af den gamle, slidte bog, som alligevel var så fantastisk interessant at læse i, hvis man spurgte Antonio. Han var, og havde altid været, lidt af en nørd, som til hver en tid valgte at sidde hjemme og se film en fredag aften i stedet for at tage ud og feste. Ikke fordi han aldrig festede, det var bare ikke hans højeste prioritet. Det var blandt andet også derfor, det ikke gik så godt med hans medstuderende. De syntes han var mærkelig, fordi han ikke følte for at gå ud og drikke sig stiv hver eneste weekend. Men det måtte de jo også selv om - han havde ikke brug for dem. Og hvorfor skulle han også det? Han havde sig selv.

Flics alligevel gode humør varede ved som han gik der ned af stien i parken. Hans blik gled rundt på tilfældige mennesker. - Nogen legede rundt i sneen, det var dog mest børn og måske en få fædre der var med på den idé, andre gik ture med deres hunde, nogen sad og snakkede på de få bænke der var i områderne, også var der vel også dem som bare gik en tur, ligesom ham selv, fredeligt og ikke med tanker om specielt store ting. Det var hyggeligt at se på hvad folk lavede, endnu sjovere var det dog at følge med i samtaler folk havde kørende, det var dog ikke noget Flic havde planer om lige nu, men før i tiden, sammen med gamle venner eller lign. havde han da taget sig selv i mange gange at have smuglyttet lidt og måske grint lidt af de forskellige emner folk havde kørende, det var bare ikke så underholdende at gøre alene - og det var ikke fordi han kendte voldsomt mange her i området, han håbede dog at det ville komme med tiden.
Han så sig omkring efter et muligt sted at sidde, nu havde han nemlig fundet frem til at hans bog var den eneste mulighed for at finde på noget lidt spændende at lave, han var desuden smuttet fra biblioteket midt i et spændende kapitel som han nu alligevel gerne ville læse lidt videre på, men de fleste bænke i parken var allerede blevet snuppet, vel mest fordi folk ikke ville sidde i sneen, hvilket Flic godt kunne forstå, at sidde og blive helt kold, våd og måske endda syg, var vel ikke lige hvad folk ledte efter, desuden så var han jo selv en del af dem der ikke ville slå sig ned i en kold snedrive, han foretrak også selv en bænk - så han fortsatte sin søgen efter en ledig bænk. - Ikke at han fandt det, det tætteste han kom på en ledig bænk var en bænk hvor kun en anden fyr sad, så han tænkte at det nok ville være okay at slå sig ned der, ellers kunne han jo altid flytte sig igen, hvis det var et problem, eller noget i den dur.
Flic så ingen andre muligheder og valgte så at gå mod bænken med ham fyren på efter en kort overvejelse, han tænkte for meget over hvad han gjorde, det kunne han især mærke på tidspunkter som dette, han kunne vel bare sætte sig? - det var offentlige bænke, og folk bed vel ikke bare ved at man satte sig. Dårlig vane som han snart burde vænne sig af med, men det havde altid været et stort problem for ham, det der med at man tænker for meget over hvad andre tænker, når man gør ting, eller siger ting. Et eller andet sted enormt deprimerende. - Flic slog sig ned på bænken efter at have gennemrodet sin taske og fundet sin bog frem. Han bed sig kort en smule i læben, uden at vide helt hvorfor, men lænede sig så bare tilbage og fik fundet frem til kapitlet han var nået til.

Endnu engang blev Antonio bidt af bogen. Det havde altid været et problem, at skulle igang med at læse. Det virkede uoverskueligt og ikke særligt fristende. Og det gjorde ikke situationen lettere, når man var så doven som han selv var. Det var virkelig slemt. Han havde flere gange taget sig selv i at blive lettet, når diverse planer blev aflyst. Det var da et tegn på dovenskab. Men det var faktisk ikke så slemt at læse, når han så bare havde taget sig sammen, og begyndt at læse. Det var jo et interessant læsestof han sad med mellem hænderne. Det syntes han i hvert fald selv, men desværre var det ikke særlig mange mennesker, der delte lige netop dén holdning. Det skulle bare vide, hvad de gik glip af.

Efter en halv times tid var han færdig med at læse kapitlet, som han havde haft for. Han kunne selvfølgelig læse foran, men siden han havde en dejlig rapport, som ventede ham, besluttede han at det nok ville være bedst at lade være, så han ikke fik andre ting i hovedet, og måske glemte det. Der dukkede dovenskaben op igen - tænk, hvis han skulle læse det samme hele to gange! Nej tak!
Han smækkede bogen sammen og puttede den i sin taske, hvorefter han så sig lidt omkring, for så at få et mindre chok. Han havde slet ikke lagt mærke til, at der nu sad en lidt yngre dreng ved siden af ham. Bogen måtte virkelig have opslugt ham, hvis han lukkede så meget af for omverdenen.
Af ren og skær kedsomhed lænte Antonio sig en smule frem, for at se om han diskret kunne skimte, hvad den læsende drengs bog hed. Men det var ikke den optimale vinkel, så han måtte give op og læne sig tilbage på bænken. Så fandt han en pakke cigaretter frem, men stoppede så sig selv og betragtede drengen ved siden af ham. "Do you mind?" spurgte han så med lighteren og en smøg fremme. Det var vel på sin plads at spørge først, især fordi han vidste, hvor hysteriske nogle mennesker var på dét punkt. Ikke fordi drengen så ud til at være typen, der havde noget imod det, men øjnene kunne jo bedrage ret så meget.

Han sad bare stille og læste lidt, mens fyren havde gang i andet. Det gjorde ikke nogt, hans bog var god, og han hang nærmest ved hvert eneste ord.
Flic bemærkede godt at fyren forsøgte at se hvad han læste. Han valgte dog ikke at reagere på det med det samme, lod lidt som om, han ikke havde set det. Et lille smil begyndte at kruse hans mundvig, da han skævede til fyren, men foregav ellers at være optaget af bogen. Det var sødt, på en eller anden måde. Kan man synes det om én, der ser ældre ud end en selv? Åbenbart. Det var også lige meget, han burde slet ikke tænke over hvorvidt det han tænkte, var okay eller ej. Han ville jo have tænkt det, uanset hvad han gjorde bagefter, ikke?
”Den hedder For Evigt,” sagde han endelig, uden at løfte blikket fra siden. Han læste egentlig ikke på den, men han havde på det tidspunkt ikke lige lyst til at se op. ”Og, umgh, den handler om.. kærlighed.”
Han lukkede stille bogen, sad bare lidt med den. Da fyren så ud til at ville have en smøg selv, så han op mod hans ansigt, rynkede kort på panden, før han smilede lidt. Nok en lille smule drillende, på grund af det han nu ville til at sige.
”Det kommer an på, om du måske giver en?” spurgte han med glimt i sine blå øjne. Han drillede selvfølgelig, selvom han nu gerne ville have en smøg – Men han var egentlig ligeglad med om fyren røg eller ej. Det var okay, selvfølgelig. Han røg jo også selv, så lugten og røgen gjorde ham ikke så meget, som den kunne gøre imod en ikke-ryger. Flic følte sig måske en smule tåget i hovedet, også fordi han havde læst sådan i sin bog. Det kunne godt føles lidt mærkeligt at finde tilbage til virkeligheden igen, nærmest. Man følte sig en smule træt. Men vinden omkring ham gjorde godt ved det, og han var jo i godt humør, så det hele var fint nok alligevel. Hans blik faldt ned og fokuserede lidt på snuderne af hans sko. Han vippede med tæerne, uden lige at tænke over det, før han så op på fyrens ansigt igen – De havde vel en eller anden form for samtale i gang, og så skal man vel være opmærksom.

Den unge dreng ved siden af ham, lod til at have opdaget, hvad Antonio ellers havde troet var meget diskret. Han fortalte i hvert fald bogens tittel. Forsigtigt lod den brunhårede dreng sit blik hvile på den anden, fremmede dreng, men han holdt blikket i bogen. Det var egentlig ret pinligt, men mærkeligt nok tog han sig ikke af det. Drengens tonefald havde ikke været irriteret eller negativ på nogen anden måde, så man kunne vel ikke sige, at han havde dummet sig så slemt. Det overbeviste han i hvert fald sig selv om.
Antonio måtte have set meget nysgerrig ud, for drengen, hvis navn han ikke kendte, begyndte at fortælle om handlingen. Kærlighed. Tja, der var visse folk, som syntes det var helt fantastisk at leve sig ind i en fantastisk kærlighedsroman. Men dér måtte Antonio være lidt af en lyseslukker, da han var en af de typer, som bildte sig selv ind, at kærlighed ikke eksisterede. Man kunne vel håbe på, at han en dag blev klogere, men oddsene for dét, var rimelig små. Han havde den holdning, at så længe han havde sig selv, skulle alting nok gå. Han kunne godt lide at være uafhæning af andre, være alene og klare sig selv. Men selvfølgelig havde han da også brug for at være social med bekendtskaber, man kunne vel bare sige, at behovet ikke var så stort, som hos andre.
Han blev revet ud af sin tankegang, som ofte syntes at køre helt af sporet, da drengen gav grøn lys for rygningen, hvis han selv gav en cigaret. Det var først nu, at det var gået op for Antonio, at drengens blik nu også var hævet. Så smilede han skævt og svarede: "Selvfølgelig." Egentlig vidste han jo godt, at han nok ikke skulle gå rundt og dele cigaretter ud til mindreårige, men ærlig talt var det jo ikke hans problem. De burde være i stand til at passe på sig selv.
Efter en del fumlen med pakken, fik han den endelig åbnet og rakte den ud mod ham. Så lukkede han igen for den, og puttede den i sin taske, hvorefter han fik tændt for sin smøg. Han tog et stort, tilfredsstillende sug og mærkede straks, hvordan han blev helt afslappet i kroppen. Så rakte han drengen lighteren.