A Cold Evening

T: 21:34
S: Søen
O: Ingen
V: Koldt og en masse tåge

Aftenen ved søen var kold. Det var tydeligt at den bidende kulde stadig ikke havde tænkt sig at forsvinde lige foreløbig. Mørket havde lagt sig over de rolige bølger og stilheden lå som en tæt tåge. Det var i hvert fald lige indtil et par støvler ramte den fugtige jord så småkrybene skyndte sig væk fra vibrationerne der gik igennem dem med røst. En ung kvinde gik tæt ved breden. Hun var iklædt et par stramme sorte jeans og en hvid top som man lige kunne ane for den lukkede læderjakke som gik hende til lidt under hofterne. Hendes ildrøde hår så nærmest ud som om at det brændte for hvert gang det bølgede i takt med hendes skridt. Hun stoppede brat op ved lyden af noget der skvulpede ude på søen. Det var dog ikke til at se om der var noget for tågen der lå hen over det hele. Som om tågen fulgte hende hvorhen hun gik hen. Hendes ansigt var ikke som andres. Det var dækket med en hvis maske som havde hver sit udtryk på hver side. Men alligevel smeltede de sammen og blev til noget der mindede om ondskab og vrede. De røde øjne skar igennem hullerne på masken. For dem der havde sagt at øjnene var sjælens vindue ville de nødigt vide hvad der var i denne unge kvindes sjæl når man mødt hendes øjne og brændte sig ind i dem der vovede at se ind i dem.

Man kunne sige meget om Di Morga, men man kunne aldrig hade det for dets stilhed og mange naturundere. Søen var ét af de mange vidundere som fandt sted ved Di Morga, der var dejligt med liv og alligevel virkede det også meget mere naturligt anlagt end mange andre søer. Mange søer nu om dage var lavet af andre end naturen selv, men han kunne mærke at ingen havde blandet sig i denne sø. Træerne gjorde det også sværere for andre at kunne blande sig i formen for den, så det var nok bare nemmere at lade søen passe sig selv. Den var nu også kæmpe stor, lige noget for ham! Manda, som var alt for meget naturmenneske i forhold til mange andre, men hans evner fortalte også lidt om det. Han strakte sig og kiggede rundt, der var meget tåge denne gang. Der var også rimelig fugtigt, som typisk hjalp til med at gøre vejret tåget.
Han strakte sig endnu engang og hans ryg sagde endelig et lille knæk. han gav et nydende suk fra sig og lagde sig i græsset med et bump. "Livet er herligt!" råbte han op mod himlen og nød at kunne se lidt af himlen selvom træer, blade og tågen kæmpede lidt imod synet. Han lukkede stille øjnene og fik armene under hovedet. En god aften at slappe af.

Hendes lyttede så meget som muligt efter det hun havde hørt i vandet. Men det var højst sandsynlig bare en fisk eller andet der ikke kunne gøre nogen eller noget fortræd. Mens hun stod helt stille. Som om hun var stivnet og ikke kunne røre sig vendte hun hurtigt hovedet, da noget råbte hende ind i øret. Hendes øjne var sikre på hvor lyden kom fra da hendes hørelse tydeligt havde afsløret det. Hvad end det var kunne hun høre det pusle et sted i tågen. Hun vendte sig let om på hælen og begyndte at gå mod lyden. Hun havde tænkt sig at undersøge dette væsen. Nu da hun intet kunne se for tågen brugte hun sin høresans ekstra meget. Den var bedre end de flestes hvilken både kunne være godt og skidt engang imellem. Hun var en god jæger, da hun kunne høre de mindste ting bevæge sig hvis hun virkelig anstrengte sig. En skikkelse kom frem fra tågen efterhånden som hun bevægede sig fremad. Hendes støvler gjorde at hun ikke var helt lydløs, men det var skam heller ikke hendes intention. Hun stoppede op få meter fra væsnet som lå på jorden. En dreng eller ung mand som lå og så ud til at nyde livet ved at ligge og slappe af på jorden. Et svagt smil spillede frem på hendes læber. Det var dog ikke til at se på grund af den maske hun bar.

Han gabte lavt, mens han kiggede mod himlen. Der kom en let vind en enkelt gang og han kiggede opgivende mod vindens retning. Sikke noget kedeligt noget, med noget vind oveni en tåge. Han rettede på sin åbne jakke. Den sad ikk lige så frygteligt behageligt ovenpå den hvide t-shirt. Han kiggede hen af mod en lyd da han pludselig kunne høre noget. Hvad var mon det? Hvis det var noget interessant, mon så ikk at det ville komme tættere på? Han trak på skuldrene, han lå så godt, så hvorfor rejse sig. Han lukkede øjnene igen, men det varede ikk længe før han åbnede dem igen. Han kunne høre noget nærme sig, og det lød vist til at være en person. Han begyndte at lugte lidt i luften, en blanding? Han rynkede brynene ved tanken, hvad mon det var for en blanding denne gang? Han mødte mange af den slags. Han smilede stille da skikkelsen endelig blev synlig, og at den til sidst endte de få meter ved ham. Han kiggede stille på benene, det gjorde det tydeligt at det var en kvinde. Han kiggede længere op, elegant og slank, til sidst ville hans blik ende ved hovedet og han fik et overrasket udtryk. En maske? Han satte sig op og kom til at grine lidt, "Det er nu hvor du ånder som darth vader og fortæller mig at du er kommet for at dræbe mig og alt muligt." grinte han og smilede. Han rejste sig op, han var ok højere end hende. Han satte hovedet på skrå, "Hvad er det for en underlig maske?" han lagde sin pegefinger på panden af masken.

Selvom at andre ikke ville kunne høre det var det som om at dette væsen larmede forfærdeligt meget og bare ville opdages af andre. Men hun havde efterhånden vænnet sig til det. At leve i en verden hvor der aldrig blev helt stille omkring hende. Da hun stoppede op og hendes støvler ikke larmede mere så hun hvordan væsenet betragtede hende. Hun løftede det ene øjenbryn. Hun vidste at han alligevel ikke ville kunne se hendes ansigt. Hun ventede lidt, indtil væsenet talte. Hun klemte øjnene sammen for at kunne se mere intenst på ham. "Du er ikke så lidt fræk at sige det" sagde hun snerrende da han ligefrem havde grinet af hende. Hun havde dog ikke tænkt sig at gøre ham ondt. Ikke endnu i hvert fald. Hun havde ikke tænkt sig at blive uvenner med væsener medmindre de selv bad om det. "Har det nogen betydning om jeg har den på eller ej? Alle bærer masker du kan bare ikke se dem" sagde hun med en mere rolig stemme end før. Først nu begyndte hun at lægge mærke til hvordan væsenet foran hende virkelig så ud. Hun havde hørt hans grin genlyde i hendes hoved i flere sekunder som havde gjort at hun intet andet havde tænkt på. Specielt fordi hun ikke var vant til at nogen grinte omkring hende. "Jeg kan se at heller ikke du har et helt normalt ansigt" sagde hun mens hun lod en af sine lange negle bevæge sig rundt om hans gule øje i nogen få sekunder.

Han kiggede stille på hende, hun var vist ikk en der var til humor? Hun virkede meget mere kold i positionen efter han havde sagt det, end inden han havde sagt det med darth vader. Han grinte lidt igen, "Træk du nu bare vejret helt stille og roligt," smilede han let til hende. "Det var bare for sjov, havde ikk regnet med at se en kvinde med maske på idag." Han aede hende blidt på hovedet og havde et glad udtryk. Det virkede ikk til at hun ville tage den af, men han havde heller ikk travlt med at se hendes ansigt endnu. Endnu... Hendes næste sætning, satte ham i et stort tænke perspektiv. Alle bar masker? Det lød faktisk på en måde lidt rigtigt, dog virkede det også som en forkert sætning. Ham selv bar ikk ligefrem en maske, men alle havde vel egentlig dette som var hemmeligheden bag det der var på masken? Han kom med et opgivende smil, det var virkelig noget af en sætning! Den var ny og nærmest som taget ud fra en gammel poetisk bog af en slags. Da hendes hånd nærmede sig hans øje, fik han et undrende udtryk. Han kom til at le lidt, "Det er kun en del af mit ansigt, det gør ligesom ikk resten af mit ansigt unormalt..." han rynkede brynene og rørte lidt på sin kæbe og ansigt. "Medmindre jeg har et mærkelig ansigt i sig selv..." han tænkte lidt og kiggede mod hende. Han fik et kejtet smil, "Hvis mit ikk er normalt..." mumlede han stille og fik et blidt tag af bunden af masken. "Hvordan ser dit så ud?" spurgte han mildt og kiggede i de røde øjne. Han begyndte langsomt at trække masken op, hun måtte selv stoppe ham hvis han ikk måtte se det og hun skulle have mulighed for det.

Hun fandt bestemt ikke hans morsomheder særlig sjove. Selvfølgelig var det ikke normalt at bære maske. Men det var hendes valg. Få andre havde set under hendes maske, men det havde hun også set som en nødvendighed. Men hun bar ikke nag overfor ham. Det var mange der gjorde grin med hende, men det var bare dem selv der gjorde sig til grin. Dem og deres facader. Hun valgte bare at have en facade så folk ikke ville dømme på hvordan hun så ud. Idet hendes negl nåede siden af hans øje stak hun den kort og hurtigt ind i hans hud og lod en dråbe blod ligge på hendes negl. Hun lod sin negl forsvinde ind i maskens åbning hvor munden var. Hun slikkede let blodet af sin negl og smagte på det. Hun smilede indenunder masken. "Det er ikke så tit man møder en varulv" sagde hun med let sammenkneble øjne. Hun betragtede roligt hans gule øje. Hun havde ikke set noget lignende før. Det var yderst interessant. Men lige så snart hun hørte hans ord om hvordan hendes ansigt så ud rettede hun sine brændende øjne mod ham og tog hårdt fat i hans håndled for at stoppe ham. "Det. Ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig" sagde hun bestemt. Hendes øjne glødede af raseri og det samme gjorde hendes hånd. Hendes hånd var på kort tid blevet så varm så hun næsten kunne lugte kødet fra væsenets håndled som blev brændt.

Han kiggede stille på hende, han gned sin tinding. Så besværlig det var at snakke med hende, det var som om at hun tog det hele seriøst og at han gjorde grin med hende. Han ville nok bare mere lette stemningen, da den hun bar rundt på virkede utrolig akavet og stille. Hvilket var to ord der ikk hørte til hans hverdag, det ville jo køre dagene alt for kedelige! Han lukkede øjet da hun fik en fingernegl ind i hans tinding, han reagerede ikk meget mere, det kom mere som en overraskelse end som en smerte. Han sukkede let over hendes måde at skulle smage hans blod på, hun kunne bare spørge istedet for at smage sig til hans race. En enkelt dråbe blod løb ned fra hans tinding, til kinden og den lille dråbe faldt til jorden fra hans kæbe. Han trak på skuldrene, "Nej, men jeg kan stolt sige jeg var den første varulv der kom hertil." smilede han tilfreds. "Det var ensomt, men jeg lokkede da vist andre varulve til ved selv at komme og bevise vi eksisterede" Han lod den røde streg blive på sin højre side af ansigtet, gad ikk rigtig til at tørre det væk og risikere at der bare kom en ny streg. Han kiggede roligt på hende da hun tog fat i hans håndled. "Må jeg spørge hvorfor jeg ikk skulle?" smilede han let. Han lænede hovedet lidt frem imod maskens læber, "Hvis nu det er et ansigt der er interessant..." hviskede han blidt og kiggede hende stadig i øjnene. Han gav en lille og hurtig grimasse fra sig da han begyndte at kunne mærke sin hud brænde ved hendes hånd. Han ville nu stadig ikk vige tilbage for varmen og trak lidt mere op i masken så han kunne skimte hendes hage. "Hvad er det værste der kan ske?"

Hun kunne tydeligt se hvor opgivende han så på hende. Tydeligvis var han ikke vant til nogen som var som hende. Men det var hans problem hvis han ikke brød sig om hende. Hun betragtede let hvordan blodet løb ned af siden på hans ansigt. "Jeg kan ikke ligefrem sige at jeg har været den første hybrid. Men det er heller ikke vigtigt" sagde hun hurtigt. "Men så kan jeg da glædeligt meddele dig at du er den første varulv jeg møder. Selvom jeg kan fornemme at glæden ikke rigtig er gengældt" sagde hun med en mistroisk stemme. Det var ikke fordi hun ikke forstod ham. Mange brød sig ikke om hende. Men hun holdte sig nu for det meste også for sig selv og havde intet imod det. Men selskab var da heller ikke helt dårligt til tider. Så længe det ikke gik hen og blev en vane. Hun så hans grimasse, men var ligeglad. Han skulle lære at holde sine hænder for sig selv. "Mit ansigt er ikke mere interessant end andres" sagde hun væsende. Da han begyndte at hive endnu mere op i hendes maske glødede hendes øjne for alvor. Hun vred hans arm rundt, dog uden at skade ham yderligere og smed ham ned på jorden. Hun lagde sig på alle fire over ham og en spids hale dukkede op ved siden af hende. Den spidse hale bevægede sig hen mod hans strube. "Hvis du har dit liv kært, så hold dig væk fra mit ansigt" sagde hun med sammenbidte tænder. Af det han havde nået at se af hendes hage var ligbleg. Men huden var blød og ren som en engels hud.

Han kiggede på hende med et let smil. Uden egentlig at kigge på hendes øjne, vidste han godt at hun kiggede på det blod som havde frit løb ved hans kind mens det var. Han kløede sig i nakken over det hun sagde, hybrid? Var det dét sådan en slags blanding hed? Han var ikk så meget inde på det, eftersom at han ikk ligefrem selv havde haft nogen form for... to blandede racer... Han kunne ikk lade være med at grine og bukkede sig lidt, "Jamen det er mig da en ære at være den første til at repræsentere min race for eders skue." sagde han med et drillende smil. Han satte hovedet på skrå og kom til rette på sin ryg. "Jeg giver dig ret i at det ikk er glæden der skriger fra mig, fordi du virker alt for seriøs i det, til at det kan være godt for noget." smilede han uskyldigt. Da hun begyndte at gå mere op i at han ikk skulle se hendes ansigt, kunne han godt mærke trangen til egentlig at se det. Han dømmede ikk på udseendet, men det var altid meget sjovere at stride imod hvad folk sagde til ham, fordi de troede det ville virke at true ham med blikke, ord, våben eller evner for den sags skyld. Da han blev lagt til jorden, lå han stille lidt tid. Han kunne mærke hun var over ham, og han kom til at grine ved synet af hendes spidse hale. Uha da... En hidsig person. Det var jo endnu sjovere at drille dem! Han kom op på alle fire, så hun endte med at ligge på hans ryg og han tænkte lidt. Han fik skarpe negle og tænder, uden at hun så det. "Hvis du har din hale kært..." Han fik hurtigt løftet den ene arm over skulderen og tog fat i hendes maske. Han rev den af og fik den kastet væk. Han bed hårdt fat i hendes hale, væk fra den alt for spidse ende. "Så holder du den væk fra min hals." fik han sagt så godt han kunne og bed lidt til med de skarpe tænder.

Hun havde aldrig mødt en type som ham før. Han kunne gøre grin med alt selvom han vidste at hun ikke var typen som brød sig om sådan noget. Han kunne nok bare ikke håndtere kvinder som var alt andet end glade hele tiden. "Der er heller ikke nogen der har sagt at det skal være godt for nogen" sagde hun med en legende stemme. Han forstod hende vidst ikke helt. Da hun lå hen over ham var hun sikker på at hun havde ham lige hvor hun ville og at han snart ville trygle hende om at lade være med at dræbe ham. Men hun vidste også at det var en svaghed at hun aldrig havde mødt en varulv før. Hvem vidste hvad de kunne finde på. Hun havde hørt de kunne være lumske og det var sikkert ikke anderledes for dette væsen. Men før hun havde fået tænkt det hele igennem mærkede hun hvordan hendes maske blev trukket væk fra hendes ansigt og blev revet fri. Hun skreg arrigt af ham da hun mærkede de spidse tænder bore sig ind i hendes hale. Hun så på ham med vilde øjne og strakt brændte hendes hale så flammerne stod højt op i luften så han ikke kunne andet end at slippe hvis han ville kunne spise igen. Hun fik fjernet sin hale lige så snart hun havde muligheden og faldt ned på jorden. Det brugte meget af hendes energi at lave så stor en flamme, da hun ikke var så trænet endnu. Hun krøb sig sammen på jorden og dækkede sit ansigt med sine hænder.

Han satte hovedet på skrå igen, hun virkede stadig alt for seriøst. Der måtte være en måde hvorpå at man kunne smelte hende lidt så hun ikk virkede så kold. Han tænkte stille, "Altså måske er det derfor jeg virker så glad og grinende, fordi jeg gør det for os begge to!" smilede han og nikkede som i at det var det rigtige svar. Han klappede hende på hovedet, det var egentlig sjovt at være så glad og hyper foran en som bare var kold og kedelig. Tænk hvis nu at man rent faktisk kunne smitte af med det gode humør? Det ville da være meget sjovt. Det at være på alle fire med hende på sig, det var underligt. Især med den mærkelige haleform ved sin hals. Han havde ikk set nogen grund til at det skulle ende som det havde gjort, men hun kunne jo bare lade være med at være hidsig og selvsikker i sig selv. Han havde mødt mange der troede at han egentlig ikk kunne gøre dem noget, men som mange andre gange, kunne de da lige tro om igen. Han hørte hendes skrig over at han bed hendes hale, en lille sejr inde i ham selv, da hun egentlig udbrød sig i smerte og vrede over at han kunne finde på at bide i hendes ellers så flotte hale. Det gav et sæt i ham da han mærkede ilden kommer fra hendes hale. Den var i hans mund, hans læber og ikk mindst... hans ansigt. Han ville dog ikk give hende fornøjelsen af at høre et skrig eller noget fra ham og han bed bare endnu hårdere fast i hendes hale. Der gik dog ik længe før han slap, ikk af lyst, men hun fik den fri af hans greb. Han havde fået brandsår hurtigt og han kunne godt mærke hvor hårdt det tog på hans hoved at få den ild. Der var meget og det hjalp heller ikk at det havde brændt ham godt over hele ansigtet. Dog især ved munden og kinderne. Da hun kom ned fra ham faldt han ned at ligge og hev lidt efter vejret. Der gik lidt tid før han kom til sig selv og han satte sig op igen. Han fik hendes hår lidt væk fra hovedet og sukkede opgivende. "Hvorfor gemmer du dig sådan?" Han lød lidt mærkelig i det, og også meget ødelagt.

Kampen havde ikke ligefrem fået som hun havde håbet. Men der var intet hun kunne gøre ved det nu. Han var ikke ligefrem hendes type og hun var tilsyneladende heller ikke hans. Hun gad ikke op at slås med nogen hun ikke havde i sinde at slå ihjel. Så da han valgte at give slip på hendes hale efter han havde fået en masse brændsår valgte hun at ligge sig ned. Hun havde fået nok af ham og havde brug for at få noget af sin energi igen da hun ikke havde så meget endnu. Men for hver gang hun brugte sin energi blev hun også stærkere. Hun begyndte stille at ryste som hun lå på den fugtige jord. Ikke fordi hun frøs, men af ren chok. Hun kunne mærke hvordan han lå ved siden af hende. Hev efter vejret. Hvordan kunne hun gøre det mod ham? Hun havde ikke lyst til at gøre andre fortræd. Men det var hendes skæbne at leve sådan. Hun mærkede lidt af hans hånd idet han fjernede noget af hendes hår. Hun vendte hovedet en smule så hun kunne se på ham med det ene øje mens de meste af hendes ansigt var dækket af hendes hænder. Hendes blanke krystalblå øje kiggede op på ham med et bange udtryk. Det man kunne se af hendes hud var lige så bleg som det han havde set på hendes hage og lige så blød var den også. Som om silke var lagt hen over hele hendes hud og gjorde at hun så så blid ud.

Han mærkede det begyndte at svie meget ved hans hoved, også hans håndled sviede rimelig godt. Men det var ikk så forbrændt som hans hoved. Han havde åben mund og prøvede så vidt som muligt ikk at få noget i kontakt med hinanden, ellers ville det nok bare svie endnu mere. Han havde ikk overskud til at heale det, ikk før han vidste om hun ikk ville gøre det igen, ellers ville det være spildt energi. Han sad stille og kiggede ned på hende, han smilede stille. Man skulle tro hun var bange for at han ville gøre hendes ansigt noget. Han kunne tydeligt se at hun passede til sin halve race, den bløde og blege hud var lige til at skimte. Og det fik ham til at gætte at hun blev fanget af mange herrer på udseende. Det var ikk en sjov ting, kunne han gætte sig til. Eftersom hun gemte ansigtet bag en meget mærkelig maske... Han så hendes øje kom frem og han vinkede blidt til hende, hendes øjne var ikk røde mere? Mon det betød at hun var mere rolig? Han kiggede stille på hende. Han havde vilde brandmærker ved munden, op af kinderne og helt til tindingen. Mens at han havde lidt brandsår op af ansigtet, lidt ved det højre øje og på næsen. Resten af hans hoved var nogenlunde normalt, selvom han så rimelig rød ud. Han aede hende blidt på hovedet. "Jeg gør dig altså ikk noget, men du gør det meget fristende at se dit ansigt når du siger jeg ikk må." smilede han og fik hende op at sidde. Han fik hende til at hvile ryggen ind mod hans mave og hvilede hovedet på hendes. Han lukkede stille øjnene, det var svært at holde sig oppe, men han troede at hun frøs. "Du virkede meget mere farlig før." mumlede han.

Hun brød sig ikke om hvad hun havde gjort mod ham. Eller mod andre for den sags skyld. Men det var jo ikke hende. Ikke rigtig. Det var forfærdeligt nogen gange at kunne se hvad der foregik, men at man ikke kunne gøre noget ved det. Hun hadede det. Hadede sig selv. Men hun kunne ikke gøre noget ved det. Da hendes øje dukkede frem kunne hun ikke lade være med at se på alt det hun havde gjort mod ham. Han havde tydelige røde brandmærker i ansigtet samt hans håndled så heller ikke for godt ud. Men hun kunne ikke gøre noget ved det. Sket var sket. Hun drejede hovedet lidt mere så han kunne se begge hendes øjne. "Det er ikke mig der siger du ikke må" sagde hun med en utrolig blid stemme som nærmest gav genlyd i hele området. "Jeg kan heller ikke fordrage den maske" sagde hun stille. Hun krøllede sig lidt sammen da han nærmede sig. Bange for om han kunne finde på at gøre hende noget. Men lidt efter tog hun sig lidt sammen og satte sig op som han vidst ville have hende til. Hun betragtede ham let idet han fik hende til at sidde op af sig. Hun krøllede sig lidt sammen igen. "Please ikk gør mig fortræd. Det var ikke min mening at gøre det her mod dig" sagde hun og vendte hovedet så hun kunne se på ham. Hun havde det så dårligt hver gang hun gjorde nogen fortræd. Enten brænde dem som der var sket med ham her eller ligefrem set nogen blive dræbt og smage blodet der fyldte hendes mund som en tyk væske. "Jeg er en lidt anderledes hybrid end andre" sagde hun blot og lod sig slappe mere af ind til ham. "Jeg er ked af det jeg har gjort mod dig" sagde hun idet hun så ned. Man skulle tro hun var vant til det efterhånden. Men det blev hun aldrig. Hun kunne aldrig vænne sig til at se nogen komme til skade. Ikke på grund af hende.

Han kiggede opgivende på hende, hun så ud til at studere hans brandmærker. Han ville nu stadig vente til at han vidste at hun intet ville gøre ham, hvilket han stadig ikk var helt sikker på. Hun var stadig meget stille og gemte sig bag "masken" så gad vide om hun kunne finde på at vende tilbage til denne ting med at få et angreb på ham. Han satte hovedet på skrå da hun kiggede mere på ham med begge øjne, der var noget over hendes øjne. Hun virkede mere anderledes, bange... efter hun havde skiftet øjenfarve... Han tænkte stille, var hun også ligesom ham? Havde en personlighed til hver sin side af racen? Hun var jo trods alt dæmon og engel, så måske at dæmonen var den lidt ondere type som angreb ham, og den der var foran ham lige nu, det var engle siden. Som også frygtede ham. Han kom til at grine lidt, "Måske siger du det ikk..." mumlede han let og fik en pegefinger på hver af hendes håndrygge. "Men jeg gætter på at disse to viser at jeg ikk må." smilede han let og tog hænderne tilbage. Han havde lukkede øjne mens de sad sådan, han åbnede øjnene og kiggede overrasket på hende. Han aede hende blidt på hovedet og smilede. "Bare rolig, jeg gør dig ikk noget, medmindre du selv beder om det." Han tog sin hånd mod ansigtet og lavede en lille bevægelse som i at han gerne ville klø det, men stadig forhindrede sig selv i at røre sit ansigt. Han hvilede hovedet på hendes igen da hun kiggede ned. "Det er tilgivet, men ville sætte pris på hvis du ikk gjorde det igen." Han mærkede at han blev lidt mere træt i hovedet, og han begyndte at ligge lidt mere op af hende end hun gjorde af ham.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv. Det virkede forkert pludselig at sidde sammen med det væsen som hun lige havde angrebet. Men han så ud til at have gættet at hun ikke kunne finde på at gøre ham ondt mere. Det håbede hun i hvert fald. Især fordi hun ikke ønskede at være den hun var. I hvert fald ikke hele tiden. "Det var ikke min mening at gøre dig fortrød. Tro mig" sagde hun og så op på ham. Han var en del højere end hende så hun blev nødt til at kigge op for at kunne se ham ind i øjnene. Det var utroligt så hurtigt han kunne være sød mod hende igen. Hun ville tro han havde været rasende og hun måtte have fundet et nyt sted at være. Det ville ikke være første gang hun var nødt til at løbe for sit liv. Det var jo kun naturligt når hun havde såret dem at de også prøvede at såre hende. De kunne bare ikke forstå når hun ikke kunne gøre dem noget mere. "Jeg beder ikke om at nogen skal gøre mig ondt med vilje. Jeg kan bare ikke gøre for det" sagde hun opgivende. Hun var træt af at leve sådan. Men hun vidste også at det ikke kunne være anderledes. Så hun havde accepteret det for lang tid siden. "Jeg kan ikke love jeg ikke vil gøre det igen. Lige så snart jeg har fået min fulde energi igen kan jeg ikke kontrollere mig selv" sagde hun og så undskyldende på ham. Hun mærkede hvordan han blev tungere og tungere på ham og hun fjernede sig lidt fra ham mens hun støttede ham. "Lig dig ned" sagde hun med sin blide stemme og støttede hans baghoved mens hun fik ham lagt ned lige så stille så han kunne slappe helt af. Hun aede blidt hans pande som ikke var fyldt med brændmærker og smilede kort til ham.

Han manglede stadig at sætte lidt prikker sammen i hovedet, han var stadig ikk helt kommet sig over det der var sket. Hun gik fra voldelig til skrøbelig. Det kunne da ikk fungere på anden vis end som han havde det? Altså at skifte personlighed, men det gav stadig ingen mening for ham. Det var der nok bare ikk så meget der gjorde for ham, fordi han selv gav heller ingen mening. Han fik vendt blikket tilbage mod hende da hun begyndte at snakke. Et smil kom frem og han aede hende på hovedet. "Ok ok, jeg skal nok tro på det." sagde han stille. Hvorfor hun ikk rigtig havde forstået at det ikk var noget, det var stadig svært at se, men hun kunne bare sige undskyld eller hvad end hun kunne finde på så tosset hun ville. Han prikkede hende på hånden ved kinden. "Nej, men normalt ville man heller ikk lade nogen slippe godt fra at brænde og skade dem." sagde han opgivende. Han fik hendes hale op og kiggede på det sår han havde givet hende. "Men normalt så bliver nogen meget fornærmet og sart over at man bider dem i halen, så jeg vil mene at vi står nogenlunde lige." Han begyndte at observere hendes hale igen, den var unik på sin helt egen måde. Han lagde den der hvor han fandt den igen, han kunne heale det senere. Han tænkte. "Hmm... Hvor meget energi har du genopbygget?" spurgte han roligt og smilede uskyldigt. Det var underligt at høre, kunne hun ikk kontrollere sin egen energi? Måske var dæmonen så overvældende at englen ikk kunne håndtere det i hende? Han kom en smule til sig selv i at blive tungere og tungere, da hun valgte at sige han skulle lægge sig. Han rystede på hovedet og kom op at sidde med albuerne som støtte. "Det går ikk, ellers falder jeg bare i søvn eller noget..." sagde han stille og lukkede det højre øje. Det begyndte at svie meget ved ansigtet.

Efterhånden følte hun at de havde snakket nok om det. Hun havde forstået at han ikke havde tænkt sig at gøre hende fortræd mere og han så ud til at være mere rolig nu. Hun lod være med at sige mere om det og lod det bare glide hen så de eventuelt kunne snakke om noget andet. Hun kunne ikke li at snakke om hvad hun havde gjort ved andre. Hun så stille på sin hale som han tog fat i. Den var hård som om der lå en skal udenom den, men samtidig kunne man tydeligt se bidemærkerne i den som havde han bidt igennem den uden besvær. Hvilket han sikkert også havde. Hun betragtede ham let mens han havde den. Da han lagde den ned igen løftede hun den og lagde den ned i hendes skød og så på den. "Det gør vi vel" sagde hun og lagde sin hale væk igen. Den blødte og hun gad ikke have det udover sig. Hun så lidt overrasket på ham over spørgsmålet. Hun forstod godt hvis han ikke gad at være i nærheden af hende lige så snart hun havde fået sin energi tilbage. "Bare rolig der går nogen timer" sagde hun stille. "Lige så snart jeg kan se jeg gør dig fortræd. Så prøver jeg at bruge så meget energi som muligt. Men det er svært når en anden side af dig kæmper imod" sagde hun med et kort grin, inden hun lod det forsvinde. Det var jo ikke fordi det var sjovt. Hun havde meget mere energi end hvad hun havde vist, men hvis hun kunne bruge det hele på en gang ville det ikke holde længe. "Det gør skam ikke noget hvis du falder i søvn. Jeg skal nok prøve at styre mig imens" sagde hun med et drillende glimt i øjet og et kækt smil.

Han kiggede stille ud i luften, det var mærkeligt at føle sig brændt. Han havde egentlig aldrig tænkt så meget over det, da han bare fjernede det sådan som det kom, men denne gang lod han det blive så han rigtig kunne sætte sig i hvordan det var. Alt andet end sjovt. Han var ikk overrasket over følelsen af hendes hale, den var fuldkommen som han tænkte. Hård. Ellers ville hun jo heller ikk kunne true ham med den, og da slet ikk holde til den ild. Normalt var haler det mest sarte punkt ved en dæmon, det var ligesom den der var kendetegnet for dem udover vingerne. Han grinede stille over at se hende bevæge halen, det var sjovt at se, da den virkede meget mere levende og fri end hans egen ulvehale. Han lagde forsigtigt hånden ved bidemærket og der kom et grønt skær fra hans hånd og ned mod halen. Der begyndte at danne sig en varme ed punktet og såret forsvandt på noget tid. Han smilede tilfreds og trak hånden tilbage. Han kiggede på halen, så god som ny. Han nikkede stille, "Jeg har nu en bedre plan end det." sagde han roligt og kiggede på hende med et smil. Han lagde en hånd blidt mod hendes pande og lukkede stille øjnene. Han hvilede hovedet på hendes skulder. "Så prøv at sig når det er ved at være, så skal du se." sagde han hemmelighedsfuldt så hun kunne blive nysgerrig hvis det var hendes ting. Han kiggede op på hende, han lagde en hånd mod sin venstre tinding som var mindst forbrændt. "Jeg tror dig... Men jeg har bare ikk lyst til at falde i søvn..." han lukkede øjnene lidt hårdt i og fik lidt fat i sit hår med fingrene.

Hun ville virkelig ønske at hun kunne gøre et eller andet ved hans brændsår. Men han så ud til at tage det roligt nok så hun ville ikke blande sig mere i det. Det var jo trods alt hende der var skyld i det. Hun så stille på ham i lidt tid. "Jeg kender ikke engang dit navn" sagde hun roligt. Det var heller ikke fordi der havde været så meget tid til at hyggesnakke når man tænkte på deres slåskamp. Men ikke mindst ville hun gerne vide hvad han hed. Det var sikkert et lige så mystisk navn som ham selv. Han forekom i hvert fald som en gåde for hende. Han var ikke til at blive klog på. Men det var hun jo heller ikke selv. Selvom hun aldrig syntes hun havde været så gådefuld. Hun forstod ikke helt hvad han mente da han lagde sin hånd på hendes pande. Hun smilede blidt og tog den væk fra hendes ansigt. "Jeg behøver ikke hjælp" sagde hun stille og så ned på sin hale. Han havde tilsyneladende healende evner. Men han var sikkert for svag endnu til selv at heale det hun havde gjort mod ham. Det måtte være praktisk at kunne. Hun ville selv ønske hun kunne rode bod på det hun gjorde mod folk, men den evne havde hun ikke. "Du burde få noget søvn, du ser helt smadret ud" sagde hun og strøg ham blidt over håret en enkelt gang. "Jeg lover jeg ikke vil gøre dig noget imens" sagde hun stille. Selvfølgelig behøvede han ikke at sove hvis han virkelig ikke ville. Men han så bare ud som om at han ikke kunne holde sig vågen særlig meget længere.

Han kiggede med hovedet på skrå, hvad mon hun tænkte på? Det lignede at der var noget galt, men nu havde de trods alt haft en kamp og han havde et ansigt der nok lignede noget der var løgn. Da hun snakkede, kom han til at grine over det hun sagde. "Og jeg kender heller ikk dit, så vi står stadig lige?" smilede han let og aede hende på hovedet. Han tog lidt fat i sin kæbe og begyndte at rode lidt med den, puha hans hoved var ømt. Han sukkede let da hun snakkede om ikk at have brug for hjælp, selvfølgelig var hun den type. Han rystede på hovedet, "Se det ikk som hjælp, men som at gøre det meget mere simpelt end at vi skal til at slås igen. For mit vedkommende, gider jeg ikk til at skal have brandsår igen. Og eftersom jeg kan høre at din bedste løsning er bare at bruge al din energi når du får den, som vi nok ender i slås med igen, så vil jeg hellere min hvor du aldrig når at få så meget energi." sagde han roligt. Hun kunne selv vælge hvilken metode hun ville bruge, men hvis han kunne mærke hun var ved at blive mere ond i det, eller klar til at slås, så ville han om ikk andet bruge sin metode. Han orkede ikk at skulle slås. Han kiggede stille på hende og slap sit hår, han sukkede let og rystede på hovedet. "Det er ikk fordi jeg ikk tror på dig, men jeg kan muligvis være væk længe fordi jeg er rimelig god til at sove." smilede han uskyldigt. Han kløede sig på halsen, "Og hvis jeg sover længe nok, ender det jo bare med at du får din energi tilbage inden jeg vågner."

Hun så stille på ham og kunne ikke lade være med at grine lidt af hvad han sagde. Han havde ret. De stod lige stadigvæk. "Mit navn er Rogue" sagde hun så for at det ikke ville stå lige længere. I håb om at hun fik hans navn at vide selvom det ikke så ud til at han sagde det så frivilligt. Han virkede egentlig som en meget klog dreng. Hvis man snart kunne kalde ham dreng, så ung så han heller ikke ud. Men udseendet kunne jo bedrage. Det han sagde fik hende i hvert fald til at tænke en ekstra gang over det. Det virkede til at være en meget god løsning. I hvert fald bedre end hvis hun skulle til at løbe væk inden hun ville gøre ham ondt igen. "Fint" sagde hun blot med et lille smil. Hun havde ikke selv nogen bedre idé så hvorfor ikke tage imod hans. Godt nok følte hun at hun ikke havde brug for hjælp, men samtidig vidste hun også at hendes anden side var langt mere kraftfuld end hende. Selvfølgelig ville hun kunne slå den ihjel på ingen tid, men hun var bange for at det ville gå ud over hende selv nu når de har samme krop. "Du må selvom om du vil sove eller ej. Du ser bare ret træt ud" sagde hun med et blidt smil. Hun lod sine krystalblå øjne hvile i hans i lidt tid. Hun var nysgerrig i hvad der lå bag det gule øje. Hun kunne sikkert godt bare spørge, men hun tænkte at der altid kunne være tid til det når de begge to var kommet lidt mere ovenpå igen. Eller nok mest ham. Lige så snart hun ville være ovenpå igen ville den onde side komme frem så hun havde det fint med ikke at være ovenpå lige nu.

Han blev næsten helt forbavset over hendes grin. Hun grinte rent faktisk? Han sukkede over sig selv, selvfølgelig grinte hun. Hun var bare som ham, to personligheder, og når hun skiftede blev hun mere menneskelig. Han tænkte lidt, hun havde et interessant navn. Det passede nærmest fuldkommen til hende. Han smilede, "Jeg hedder Manda." Han hvilede hovedet på sin hånd og kiggede på hende, "Manda Hitsugaya." sukkede han let. At sige sit efternavn var ikk ligefrem af stolthed, han skammede sig mere over sit navn, end han var stolt over det. Han strakte sig lidt og sukkede, det var måske også ved at være på tide at få healet sine skader, det var ved at være for irriterende og han så nok bare rimelig ubehagelig ud for hende, når hans hud nok var godt brændt og måske havde lidt bylder på sig. Han vidste det egentlig ikk. Han blev tilfreds med at hun godtog hans forslag, det var da rart nok at hun ville prøve at give det et skud, selvom hun ikk kendte til det. Han kunne nok godt fortælle hende det, men det var ikk noget særligt, det gjorde ikk engang ondt på hende. Han tænkte lidt, "Hvordan kan det egentlig være at du bliver... den røde? Hvis jeg kan sige det. Altså jeg kan ikk se hvordan en dæmon kan være mere psykisk stærk end en engel, men det kan også godt være det bare er mig?" spurgte han og gav udtryk for at hun ikk skulle fortælle det, hvis hun ikk gad. Han kom til at grine og rystede på hovedet, "Når jeg ordner det her..." han pegede mod sit ansigt. "Så tror jeg nok jeg kommer til at sove temmelig godt og længe." sukkede han let. Det var lidt sværere at heale når det var brandsår, han var bedre med almindelige sår eller brækkede knogler. Han tænkte lidt, nej han ville til at fjerne det nu, han var træt af at lade det hænge. Han lukkede blidt øjnene og lagde sin højre hånd foran ansigtet. Det grønne og varme lys begyndte at komme frem, og så småt begyndte hans skader at forsvinde. Det forsvandt fra toppen og ned af hans ansigt, og jo længere ned hans brandsår forsvandt, jo mere træt og svag så han ud i ansigtet. Da det endelig var forsvundet det hele, faldt han ned at ligge og hvilede hånden over sine øjne. Han trak vejret tungt og hårdt, mens han løftede hånden og kiggede på den. Hans blik var blevet tåget og han kunne mærke hovedet dunke.

Efter at have været fanget i sin egen krop var det altid rart hvis der var nogen der kunne få hende til at grine. Hun kunne ikke holde alt det alvor og smerte ud hele tiden. Så at kunne snakke med drengen hun havde fundet ud af hed Manda var virkelig en lettelse. Hun nikkede blot da han havde sagt sit navn, og efternavn. Hun var ikke så vant til at være bekendt med andres efternavne selvom hun aldrig havde hørt hans før. "Jeg ved ikke hvad mit efternavn er. Jeg gætter på at jeg ikke har et" sagde hun med et let skuldertræk og et mildt smil. Hun sad lidt i sine egne tanker indtil han pludselig spurgte hende om noget. Det var ikke ligefrem noget hun havde regnet med, men hun var da kun glad for at hun virkede interessant for ham. Også selvom de skulle snakke om hendes anden del. Hun så lidt ned. Tænkte over hvordan hun skulle forklare sig. "Jeg ved det ikke helt. Men jeg gætter på at jeg er blevet svagere efter at jeg er fanger inde i denne krop. Som du kan se tilhører den ikke mig. Jeg ville aldrig se sådan ud" sagde hun med et kort grin mens hun så hen på ham. Hun rømmede sig lidt og blev så mere alvorlig igen. "Hun har større kraft end mig. Selvom jeg let ville kunne slå en djævel ihjel med min lysmagi. Jeg kan desværre bare ikke huske hvordan jeg gør. Jeg husker intet af hvordan mit liv var før jeg blev fanget i denne krop. Jeg ved ikke engang om jeg havde et. Eller om jeg er født inde i denne djævel" sagde hun stille og gav ham et kort smil. "Men det virker ikke særlig sandsynligt hvis Satan skulle have skabt mig inde i hende" tilføjede hun og trak let på skuldrene. Der blev stille i lidt tid. "Jeg har dog tænkt på en teori der kunne være mulig" sagde hun uden helt at vide hvorfor hun fortalte ham alt det her. Hun manglede vel bare nogen der kunne forstå hende. Og hun var ret sikker på at Manda ville kunne forstå hende. "Når djævle dør kommer de ned i helvede igen. Der bliver de straffet af deres kronprins hvilket i dette tilfælde er Satan. Satan straffer dem der bliver dræbt på jordens overflade. Så måske er jeg hendes straf. Det ved kun hun" sagde hun med et let smil. Hun var glad for endelig at kunne fortælle det til nogen. Men hun var bare ikke helt sikker på hvordan han ville reagere. Hun var jo nok ikke typen man mødte hver dag. "Men jeg har på fornemmelsen a hun ikke har lyst til at fortælle det til dig" sagde hun med et lille grin mens hendes krystalblå øjne hvilede i hans.