Setting forth (Åbent)

Store, fyldige snefnug dalede fra en overskyet himmel. Når de landede på jordens lune sten blev de omgående forvandlet til vand, men Liam forsøgte ikke at følge så meget med, da der var så mange snefnug og det hele gik så hurtigt. Hans fødder var nøgne og en anelse snavset af det beskidte terræn, men af mystiske årsager rørte det ham overhovedet ikke. Normalt ville han gå i spåner ved den blotte tanke om snavs og urenhed, men med tanken om hvad der ventede forude, formåede han at holde sig nogenlunde stabil. Stenene under ham blev varmere og varmere i det han nærmede sig de varme kilder, og i selv samme takt steg hans selvsikkerhed. Det var dette, han ville, det var dette, han skulle. Han måtte simpelthen gøre det. Han havde brug for det. Han havde brug for at synke ned i dette vidunderlige resultat af jordens maskineri. Gå i et med naturen, sagde man. Den natur, der havde skabt ham. Hans hjerne fnøs. Det lød både fjollet og fremmed fra den sædvanlige tankegang, der cirkulerede i Liams lukkede og slukkede reptilhjerne.

Hun havde været væk allerede inden, de kom ombord på flyet. Hendes kiste var tom ved ankomsten til hotellet, og det havde den forsat været resten af tiden i Paris. Det var der ikke noget at gøre ved, havde Emmett forsikret ham flere gange, nærmest som om en anden vampyrs forsvinden slet ikke rørte ham. Det rørte heller ikke Liam. I hvert fald ikke på den der måde, som triste ting burde røre én på. Men Penelope havde jo været en vampyr? En af deres? Og vigtigst af alt havde hun været Liams, om hun så ville indrømme det eller ej. Liam blev afbrudt i sin strøm af tanker, da han mærkerede en euforiserende fornemmelse i mellemgulvet. Var det spændingen ved kilden eller noget andet? Det fik hans næse til at klø på en mistænkelig måde, der afslørede, at der lå noget magisk over stedet, og da han rettede sin opmærksomhed mod kilderne længere fremme, kunne han gennem eskalationen af snefnug ane en skikkelse i vandet. Havde det været under nogle svagt anderledes omstændigheder, var han stænget målrettet over til vedkommende og fisket denne op - det var trods alt hans plads, og ingen skulle komme her og snuppe den fra ham sådan uden videre, i hvert fald ikke uden kamp - men der var denne magi i luften. Han blev så let påvirket af den slags, det var en udbredt ulempe hos vampyrerne ikke at kunne modstå heksekunst.

Der sad hun så. Naturen. Moder Jord. En skønhed uden lige tittede frem med sine glatte skuldre over kildens krans, og Liam stod blot og stirrede. Han følte, at alle hans sanser blev trukket og vredet i. Han følte, at han kunne dufte lydene, høre sine fødder hvile mod stenene og allerhelligst af det hele smage synet, der åbenbarede sig foran ham. Forbandede aspara.

Liam fik lyst til at stampe i jorden som et hysterisk barn på grund af den indflydelse, hun fik på ham. Det virkede så fjollet alt sammen. Direkte fjollet, hvilket var en smertefuld tanke for Liam, da han på ingen mulig måde så sig selv som en fjollet person. Det der med at flyve oppe mellem skyerne og være tættere på Vor Herre som en anden galning var ikke ligefrem ham. Der var et eller andet ved himlen, der skræmte ham. Som om han frygtede at få skæld ud, hvis han kom for tæt på, og endnu engang fik han sammenlignet sig selv med et barn. Det var ikke til at holde ud.

Hendes bevægelser virkede langsomme og elegante, men alligevel forholdsvis spontane, som om de ikke var planlagte. Så hun havde slet ikke til hensigt at tryllebinde ham på denne måde? Hans øjenbryn sænkede sig automatisk ved denne konstatering. Når han endelig blev angrebet af denne lykkelig form for magi, ville det have været ret, at han i første omgang rent faktisk havde været et mål. Han himlede med øjnene ad sig selv og hans hjerne slog et højt latterbrøl op. Hvad var det dog for en verden, han var trådt ind i? Hvilket paradoksalt univers. For ikke nok med kvindens væsen, nu undskyldte hun også. Undskyldte for hvad? Undskyldte for sig selv, for sin eksistens og tilstedeværelse, og Liam hævede et af de flade øjenbryn. Intet gav mening. Intet. Alt var fjollet og forkert. Fjollet og forkert.

"Du behøver skam ikke undskylde," mumlede Liam og befandt sig med ét ovre ved den lille bunke af tøj, der var blevet hvid af sne. Vampyrens hastighed gav ham lyst til at klappe sig selv på skulderen af ren og skær stolthed. "... Jeg har ikke noget imod at dele..." Han kunne lige så godt lade som om, at han var hersker over den lille pøl, nu hvor hun selv havde startet det. "... med dig." Han betragtede hendes skikkelse - men nok mest hendes bryster - og lod et legesygt smil lægge sig som en lang bane over sit ansigt.

Liam, der ikke før nu havde været klar over, at asparaer ikke kunne kontrollere sine evner, rynkede let på næsen ved hendes ord. Han forsøgte at rive sig lidt løs fra magien og virke upåvirket, men det var så godt som umuligt. Da hun så talte om, at Liam ikke måtte gennembanke hende lagde han nakken bagover med åben mund så snefnuggene raslede ned i halsen på ham.
"Aha-aha-aha," grinede han mekanisk, som havde han lært at grine ved at læse det højt fra en bog. Han lukkede sit gab sammen igen, men brugte et par sekunder på at glo op i den gro himmel, der blev lyst op af sneen. Afstanden mellem de hvide fnug var blevet større og de havde ikke længere den samme massive fylde. Han vendte til sidst blikket mod asparaen, blinkede et fnug ud af sine øjenvipper og bibeholdt det legesyge smil. Han forsatte med at betragte hende. Han havde lyst til at give slip - hans hjerne skreg rent faktisk, at han skulle holde op - men han kunne ikke. Det mindede ham om sin tid som menneske, hvor han kunne ligge fredfyldt i drømmeland velvidende om, at han burde åbne sine øjne og komme i gang med dagens arbejde, men det var så nemt bare at flyde bort og drømme, så det var med stor anstrengelse, at han vendte ryggen til kvinden og afklædte sig sit tøj.

Endnu engang brugte hun ordet "banke", og Liam smilede bredt, omend hun ikke kunne se det. Det var et besynderligt udtryk, men handlingen i sig selv virkede simpelthen for primitiv og han forestillede sig to hulemænd banke hinanden i hovedet med hver sin kølle. Imens han fumlede med sit bæltespænde drejede han hovedet over sin skulder for at få et hurtigt kig på hende, og svarede med et let barnlig røst: "Jeg slår ikke på kønne piger." For derefter at krybe ned i vandet til hende. Det var vel nok forkert, at et kønt ansigt skulle give et frikort fra Liams blodtørst, men det var altså sådan, det hang sammen, eftersom at Liam levede i en ond verden, hvor det ydre talte for alt.

"Så... hvad har fået dig ud på disse kanter? Og med dette vejr?" spurgte han dvælende og lagde afslappet albuerne op på kanten bag sig.

Endnu engang måtte han erkende, at han var umådelig fjollet. Det lignede ham slet ikke at komme krybende ned i vandet til en kvinde på den måde - normalt krævede han, at andre kom krybende til ham. I et forsøg på at klamre sig fast til de sidste brøkdele af sit oprindelige jeg, hævede Liam overlegent blikket og overvejede omhyggeligt sit svar. En stemme i hans hoved bad ham om at være dryppende sarkastisk og sjofel, men den blev hurtigt sløret til af duften fra asparaen, der ramte ham i ansigtet som et blødt kærtegn, og han fik sagt noget i stil med: "Overordentlig køn." Han slog sin knoglede hånd op for munden og lukkede håbløst øjnene.
"Beklager... jeg er ikke normalt sådan... du piller ved mine sanser, jeg kan ikke gøre for det," halvsnerrede han ud gennem fingrene og kom så til at klukke af grin over sig selv og hele situationen. Sikke irriterende fjollet du er, Liam, fortalte han sig selv og slikkede asparaens skikkelse med øjnene. Han smagte lidt på den information, hun stak ham. Vand aspara. Det måtte altså betyde, at hun havde noget med vand at gøre. Vandnymfe? Det var næsten lidt sødt, og her sad han så med hende, splitterravende nøgen og med en kummerlig lyst til at forføre og tilkæmpe sig status i hendes øjne.
"Så bliv siddende," foreslog han hende, da hun mindede ham om kulden over deres hoveder. Det var dog ikke noget, han mærkede, da hans hud var mindst lige så kold som sneen. Det var derfor, han godt kunne lide de varme kilder; han kunne mærke varmen. "Vejrguderne har bare ikke været på min side," svarede han og skovlede varmt vand op i sine hænder og pøsede det gennem sit hår. Han lænede sig endnu engang tilbage med lukkede øjne, men han kunne stadig se asparaen for sig, også selvom han prøvede at glemme hvor han var, eller hvem han var. "Tror du på Gud?" spurgte han efter et stykke tid uden at lade øjenlågene glide op.