The Fox in the woods

“ Jeg er sikker på jeg.. “ den lille ræve skikkelse bevægede sig smidigt rundt mellem grene, træer og buske i skoven. Talende ræve var ikke hvad man mødte mest, men denne ræv var nu heller ikke en helt normal en af slagsen, animagus var svaret på hvorfor en så ellers normalt lookin' ræv kunne tale. Det var ikke fordi han kunne tale rent endnu, men trænningen med at tale i dyre skikkelse var stille begyndt at give pote. Eliot havde for lidt siden forladt sit telt som han havde slået op et nyt sted i skoven, mest fordi han før havde valgt en plet med alt for meget blæst, og nu var han løbet tør for overskud til at bygge videre på den hytte han ellers egentlig snart var færdig med, men altså, han kunne altid vende tilbage til hytten når overskudet var der. Eliot vidste ikke rigtig hvad han havde skulle tage sig til så han var smuttet afsted rundt i skoven for at finde på noget underholdende at lave, hvilket var ret svært på dette tidspunkt da der sjælendt var nogen her. - Normalt ville han nok have smuttet i skikkelse som et menneske, men eftersom her var rimelig koldt til aften kunne han ikke se bedre muligheder end at udnytte sin varme rævepels fornuftigt. Desuden elskede han verden på en helt anden måde når han var ræv. Man så verden fra helt andre vinkler.
Eliot spidsede sine ører da han kunne høre at der ikke langt fra ham var et andet levende væsen, det tog ham ikke lang tid at nå frem på listende poter og lod blikket glide ud fra mellem grenene på en lille busk. Foran ham sad en yndig ung kvinde, det ville Eliot hvert fald kalde hende, smuk, nærmere. Han sad stille i busken med blikket mod kvinden, fascineret over hendes rolige bevægelser, det fleste væsner Eliot mødte i skoven havde enten altid meget travlt, ellers var de på jagt, eller bare sure og gnavne, slog planter ihjel, fællede træerne. Han forstod det ikke rigtig. Men alle var vel forskellige.
Han tog så bare stille et skridt ud fra busken og listede sig stille nærmere, helt stille, men med hovedet en anelse på skrå.


//undskyld længden .___. //

Hun kiggede stadig på valmuen i sin tynde hånd. Tankerne var låst fast inde i hendes hoved, og ingen af dem gad rigtig blive tænkt. Det var hun taknemlig for, for nu da hun sad herude i kulden, så var det dejligt at ikke kunne tænke men bare se. Kenzie løftede langsomt sit hoved op, da hun hørte en lille lyd. Sikkert fra en af de tudende ugler eller andre dyr. Hun var som sagt ikke bange, og alligevel gemte sig noget inden i hende som bare vil væk. Men hun ignorerede det som hun ignorer så meget andet.
Hun trak vejret dybt ind til lungerne og beroligede sig selv, for hun kunne igen høre den lille lyd. Som om en eller anden legede bag buskene rundt omkring hende. Kenzie lag stille valmuen ned og passede på, at bladende ikke faldt af. Kun tre blade var tilbage nemlig. Hun rettede hovedet op og hendes grønne øjne mødte med det samme rævens øjne. Ræven der var lidt for tæt på. Hun kneb øjnene sammen for det kunne jo være, at tågen drillede. Hvad i alverden skulle en ræv her?
Kenzies hjerte hoppede og hun kunne ikke se væk fra ræven. Den var sikkert på jagt og den havde lugtet sig frem til hende. Det var da klart! Inden hun kom til Di Morga havde hun fået at vide, at de fleste steder var dårligt at hænge ud som engel. Nu forstod hun hvorfor. I går var hun en tur ved kirkegården om aften og var nærmest ved at blive overfaldet.
Kenzie løftede sin ene hånd for at advare ræven, at den ikke skulle for tæt på, selvom det lignede at hun vil klappe den. Hendes mund var tør og hun kunne ikke rigtig føre et ord til live. Hun rystede blot på hovedet så det krøllede hår piskede hende på kinderne i blide bevægelser.
Hun måtte indrømme at rævens pels så tiltrækkende ud og varm. Hvor måtte den have varmen? Hun bed sig på indersiden af underlæben og blev ved med at ryste på hovedet. Hun kunne jo for fanden ikke snakke til ræven og hvis hun gjord, hvem sagde så at den forstod hende? Det gav jo sig selv! Kort rystede hun på hovedet da alle mulige underlige tanker væltede ned over hende.

"Hej lille ven" man kunne høre at hendes stemme rystede. Både af kulden og ræven, som forresten så fredelig ud. Men engle så jo også alting fredeligt og sådan var det sgu ikke altid

//Pyt! Vi skal jo også i gang, ik’også?//

Kulden der lå over alt omkring i skoven, byen, landet sikkert også, irriterede ikke Eliot, han havde sin vinterpels som kunne varme ham – så det havde aldrig været et problem for ham, tågen derimod var en smule træls, ikke at han ikke kunne se, det kunne han nemlig sagtens, dog med undtagelser, lige nu slørede det dog en smule og i forvejen havde han et problem med at fokusere, lige nu gik det dog helt udmærket, de små blanke brune øjne var skarpt rettet mod kvinden der stadig sad på det kolde underlag – Eliot synes at hun så ud til at have det koldt, hendes kjole var kort og, der var koldt? – skoven var kold, på trods af træernes smule varme var her koldt, det var grunden til at Eliot havde valgt vejen som ræv, og andre grunde men lige nu, kunne han se hvorfor.
Han fulgte hendes bevægelser meget nøje mens han stille trådte få små skridt tættere på. Han lagde kort stille hovedet glide en smule på skrå og lod det ene øre hænge en smule, da kvindens hånd pludselig rykkede på sig. Et kort vift med halen og et ryst på hovedet var hvad der kom fra Eliot før han trådte tættere mod kvindens hånd og lod den bløde pels gnide sig mod hendes hånd, helt stille. Man kunne næsten se et lille kælent smil om munden på den lille ræv, dog ikke særlig tydeligt.´

Eliot anede ærlig talt heller ikke rigtig selv hvad han lavede her, han trængte vel egentlig bare til noget selskab, og det var af en eller anden grund meget nemmere at lokke folk til sig når man var ræv, ikke at han sådan normalt udnyttede det på grove måder, men det var rart at se, hvordan folk stolede på dyr frem for mennesker, eller andre væsner. Han levede vidst godt op til rævens titel som den snug ræv, ikke at han følte sig snu på nuværende tidspunkt, men for det meste, var det hvad der strejfede hans tanker, at han faktisk levede temmelig godt op til det. – Han brugte det dog aldrig til noget dårligt. Der var nemlig intet ondt over Eliot, hvert fald ikke så længe man var god ved ham og dem han elskede. – Efter et kort øjebliks kælen satte han sig hvor han stod og rettede igen blikket mod kvindens smukke ansigt. Og sådan sad han så stille lidt, klar til at høre en historie, ikke at han regnede med at hun ville fortælle noget, men det var det udtryk han sad med.

De grønne øjne veg ikke fra rævens brune øjne. Hendes hjerte bankede som aldrig før, selvom ræven ikke specielt så sulten ud. Det var bare den måde den kiggede på hende, som om den tænkte. Men enhver vidste jo, at dyr ikke tænkte, selvom Kenzie altid havde haft et stik i hjertet, for hun inderst inde vidste, at dyr altså kunne tænke.. på en anderledes måde.
Hun sank en klump spyt som sad fast i hendes hals, idet ræven begyndte at bevæge sig. Kenzie klappede sine øjne sammen og holdte stadig sin hånd foran sig. Vil den måske først tage hendes fingre og derefter hendes hånd? Kenzie blev dog overrasket over, at hun kunne mærke noget blødt under hendes hånd. Hun åbnede det ene øje og så sin hånd på ulvens pels. Hun smilede på en skør måde, mens hun trak vejret hurtigt. Så den vil alligevel ikke æde hende!
Hun kløede den stille bag øret, og kunne ikke lade være med at kigge den i øjnene. Smukke brune nogen. Kenzie smilede da den satte sig og lag hovedet på skrå, som om den ventede på et eller andet. Kenzie gjord det samme og man kunne se, at hendes skuldre rystede på grund af, at hun holdte et grin tilbage.
”Tænk, at jeg var så bange for dig, lille ven. Jeg ved at tude!” hun rakte ud efter ræven og kørte en hånd under dens hage. Hun rykkede sig helt tæt på den, så hun kunne mærke dens ånde. Nu begyndte begge hendes hænder at kærtegne rævens pels og hun kunne ikke stoppe med at smile.
”Men jeg vil væde med, at du lever herude. Sikkert fået lavet dig en lille hule og har unger. Ej, måske er det lidt for tidligt med unger på dette her tidspunkt af året” Kenzie’s læber pegede opad og hun lod sin næse ramme rævens snue. Hun havde altid holdt af dyr, men aldrig været i nærheden af ræve. Ulve ja, men ræve.. aldrig. En ræv var sådan et smukt dyr, og alligevel ser man dem som noget ondt. Hun kom i tanke om, at hendes fra forbandede rævene i Skotland fordi de åd en af hans høns. Men Kenzie var sikker på, at det ikke var en ræv der havde gjort det, og hvis det var.. Jamen sådan var dyr altså!
Hun kiggede på ræven og lag hovedet på skrå, som ræven havde gjort tidligere. ”Jeg vil kalde dig Vulpes. Rød ulv. Selvom du helt sikkert ikke er helt rød, men jeg kan ikke se klart i tåge” hun kælede den under øret igen, og smilede mildt. ”Vulpes. Jeg glad for, at du ikke er en person. Jeg hader at tale med andre personer, og derfor er jeg herude ret tit. Bare for at komme væk fra al det pis der findes i verden. Krige, kærlighed som er noget snyd, væsner der slår hinanden ihjel uden grund osv.” hun løftede det ene øjenbryn og kiggede fortsat på ræven. ”Her findes godt nok grusomme væsner kan jeg fortælle dig. Og du skal bare være taknemlig for, at du er en ræv som lever livet. Tænk hvis du var et væsen der gik på to ben?” Kenzie rystede på hovedet og krammede ræven. Det var typisk af hende, at åbne sig så meget, men ræven var jo kun en ræv. Hun vil aldrig have åbnet sig så meget for et andet væsen.


”Vulpes vulpes. Min første ven” lo hun.