Hiding in the woods

T: 22:14
S: Skoven.
O: Træer og hvad der nu ellers tilhører i en skov.
V: Køligt og stjerneklart.

Han stirrede mod månen, med tanker der var dybt begravet i fortiden. En vind kørte stille igennem skoven, der rislede i træernes grene, der var beklædt med mørkegrønne blade. Det var en kølig sommer aften og månen stod højt på himlen. Evan sad på en gammel træstub, med hænderne begravet i sin våde hættetrøje, der klistrede ind til hans krop. Han havde hætten trukket over hovedet, og benene trukket op under sig, med hans hage hvilende mod de plaskvåde knæ. Skoven var stille i aften, bortset fra uglerne der tudede højlydt og varulve der kaldte ude i horisonten.
Evan lukkede sine mørke øjne i og et stort dybt suk forlod hans læber. Ensomheden sneg sig ind på ham og langsomt lagde det sig om ham, som et tungt tæppe, der føltes tungt på hans skuldre. Han åbnede atter sine brune øjne op og stirrede ind i skovens mørke dyb. Han lyttede opmærksomt efter, om der var nogen i nærheden, men skoven var stadig blik stille. Når solen gik ned gemte han sig skiftes vis i skoven eller ved Cimetére. I dag var det skoven, for Cimetiére var optaget af et hold unge opdagelseslystne, der ledte efter spor fra den anden side. Men Evan ville ikke afsløre sig, han ville ikke være en turistattraktion og blive gjort til grin for hans ækle udseende. Hans ansigt var vådt med skræmmer og han havde et blåtmærke ved hans højre øje, samt blåmærker på hans hals, ved forsøg på kvælning. Resten af kroppen var ligeså slemt til skade. Han syntes selv at han var det grimmeste spøgelse, der længe var set. Dette vidnede så også, om hans tragiske og brutale skæbne, og hvad der var hændt ham inden han døde, hvilke pinsler han var blevet udsat for. Han havde ikke fortjent sin skæbne. Vinden kærtegnede let hans ansigt, og Evan vendte atter sit tomme blik op mod månen. Natten var stadig ung..

Alias havde endnu engang reddet et liv, endnu engang havde han kunne se en lykkelig mor i øjnene, og fortælle hende de gode nyheder, totalt hysteriske forælde. Han lænede sin ryg mod træstammen, og lukkede øjnene langsomt i, imens scenen fra tideligere langsomt gled forbi hans øjenlåg i slowmotion billeder. Han sukkede og åbnede øjnene igen, en forkert bevægelse og drengen havde været død.. så svært.. at stå der, og skulle bestemme, om et menneske skulle dø eller ej, han havde egentlig ikke regnet med det ville være så svært for ham. Han tog tords alt den beslutning rimelig tit, når han dræbte et offer for at kunne sørge for sin egen overlevelse, det var aldrig noget problem, han havde ikke svært ved at dræbe. Når han var på arbejde, var det noget andet der trykkede, når han stod der, indsmurt i blod, og med fire andre kirurger omkring sig, der ventede på hans næste handling.. what a feeling. Wow. Lige der i det sekund, der var det eneste han havde lyst til at dræbe den dreng, lade noget gå galt, og fortælle den åndsvage mor at hendes klamme barn var død, og lige om lidt havde han tænkt sig at skære ham op i små fucking stykker, tømme hans hjerte for blød og æde hans fucking øjne! Fuck han hadet håb, håb var noget af det fucking værste i verden, og han ville knuse det, hvert eneste lille håb i verden.. men hans job var så.. imod det.. han kunne godt lide sit job, ud over, når han skulle lade nogen leve, det kunne han ikke lide, han kunne godt lide at dræbe. Han slap træet og bevægede sig dybere ind i skoven, et udmærket sted at udtænke onde planer, tale med sig selv, og langsomt blive sindsyg.. good job you!

Der lød skridt og bevægelse ude i natten. Evan rejste sig fra sin stub og så sig omkring, men det var efterhånden blevet for mørkt for ham, at se. Hans største bekymring var, at nogen ville se ham, da han lyste meget svagt op, men det var nok til, at folk ville opdage ham. Han blinkede et par gange med øjnene, for at få gang i sit nattesyn, hvorefter han tog et par lydløse skridt for, at se hvor lyden kom fra. Forhåbentligt var det bare et dyr. Han nærmede sig lyden, der bevægede sig hurtigt igennem skoven og efterlod sig knasende grene under sig. Det var et levende væsen. Dyr var ikke så hurtige, og de larmede ikke nær så meget. Evan stoppede op og foran sig kunne han skimte personens sjæl, der lyste op for hans mørke øjne. Han holdt vejret, og drog i skjul bag et træ. Han var jo lydløs, da han jo ikke kunne røre noget, ting gik jo bare igennem ham, hvilket han afskyede.
Han betragtede skikkelsen, i håb om at væsenet ikke ville vende sig om, eller mærke at nogen holdte øje med det. Han kunne jo selvfølgelig også bare løbe væk, men nysgerrigheden havde overmandet ham. Han havde tit set varulve og andre mørke væsener oppe i skovene, på dette tidspunkt. Det var dog sjældent at han blev opdaget.

Han stoppede op igen og lagde en hånd mod et af de mange højre træer, han gik ikke op i hvilket, måske var det et bøgetræ, de kunne blive meget høje, måske var det et andet træ, et andet træ der også kunne blive højt, han vidste det ikke. Træets bark var ru mod hans hånd, og han lod hånden glide over træet, han havde ikke drukket noget alkohol idag.. alkohol, hans evige flugt fra virkeligheden, hans evige flugt fra at blive sindsyg, uden det.. så mistede han kontrollen, fuldstændig. Han kunne ikke styre det mere, før havde han haft det under kontrol, så meget under kontrol man skulle tro det var løgn, han havde været en god vampyr, så god en vampyr nu kunne være.. men nu.. nu kunne han hverken finde op eller ned, og det slog ham.. ud.. hele tiden.. han hadet ikke at have kontrol.. han skulle helst kontrollere så meget som muligt, han var et magt dyr.. fuldstændig. Sadist.. åh ja. Han smilede for sig selv. han blev dog revet ud af tankerne da han lagde mærke til noget, hans instinkter var overnaturlige, han kunne ikke lade være med at ligge mærke til noget som helst, det hele var så.. virkeligt, og så uvirkeligt. Han vendte sig langsomt rundt og så lige igennem noget, han mente selv han aldrig havde set før.. egentlig kunne han ikke se hvad det var, ikke til at starte med.. men så forstod han det.. langsomt.. han var ikke alene.. egentlig gjorde det ham rædselslagende, han havde ikke drukket.. han havde brug for at være alene når han var ædru.. fuldstændig alene.. og dog.. skikkelsen.. virkede til både at være der.. og så alligevel.. som om den ikke var.. hvem var det? Eller hvad var det? "hej" sagde han så helt stille.. var det et menneske? Nej.. han kunne ikke lugte det, og han havde intet hørt.. hans instinkter fra den trejde verden derimod, havde blot fortalt ham at han ikke var alene.. men stadig.. han var ikke sikker på om han var sammen med nogen, måske var han allerede sindsyg? "Er du.. noget?" spurgte han så, forvirret.. meget forvirrende.. hvad var det?

Evan betragtede hvordan skikkelsen vendte sig rundt. Han havde opdaget. Fuck, tænkte han lettere irriteret på sig selv, hvorefter han gemte sig helt bag ved træet. Han skulle have gået hans vej, flygtet, men nu var det for sent. Han spjættede, da skikkelsens stemme hilste, noget nær tøvende. Han kneb øjnene i og bed sig hårdt i læben, mens hans tanker kørte på højtryk. Hvad skulle han gøre? Blive? Sige noget? Lade være med at sige noget og håbe på at han gik? Flygte? .. Mulighederne var mange.
Han trak vejret langsomt ud, mens han kørte en hånd igennem sit våde rodet hår. Han var drivvåd, ækel og klam at se på. Skikkelsen, der nu havde fået stemme og køn på sig, måtte for alt i verden ikke se ham. Ville han også gøre nar af ham? Eller ville han løbe skræmt væk, som alle andre? Han havde udelukket at flygte, han kunne også forsvinde i et stykke tid, over i den anden verden, men det krævede for meget af hans magier, og han var allerede træt nok i forvejen da han måtte forsvinde over på den anden side, da han forlod kirkegården da de unge opdagelseslystne mennesker var kommet rendende.
Evan tog en dyb indånding, hvorefter han tøvende og lavt svarede ”.. hej” han begyndte så småt, at ryste. Fyren spurgte ham om han var noget? Han så ned af sig selv, i hans egen øjne var han ingenting. Nu var spørgsmålet bare hvad han skulle svare.. ”.. på… på en måde” svarede han stammende, på spørgsmålet som den fremmede stillede ham. Han blev stadig stående, bag træet, rørte sig ikke en meter.

Alias lagde mærke til hvordan skikkelsen, lyset, sådan forsvandt. Han var ikke dum, så han kunne godt regne ud at personen, hvis det var en person altså, havde forsøgt at gemme sig. Det var noget han aldrig havde set før, det gjorde ham voldsomt nysgerrig, han kunne ikke forstille sig noget som helst.. hans underbevidsthed sukkede højlydt af ham, han byggede hurtigt muren op og holdte den ude, ikke lige nu.. han havde ikke tid nu. Han blev dog overrasket da skikkelsen svarede ham, okay det var en dreng, eller en mand.. han var ikke sikker, han havde ikke set ham særlig god, hvilket egentlig var mærkeligt, hans syn fejlede intet, det var i tip top stand.. det her var.. underligt.. virkelig underligt. "Okay.. " sagde han og prøvede at finde en blid tone, han var ikke god til at være venlig, men han kunne sagtens være høflig. "Kommer du ikke frem?" spurgte han så blidt og tog forsigtigt et lydløst skridt frem mod det sted hvor personen før havde stået. "Jeg gør dig ikke noget" sagde han så, han ville se ham, se ham igen, se hvad han var og hvem han var.. og vide hvorfor han var her, og hvorfor han var sådan der.. wow. "Hvad hedder du?" spurgte han så nysgerrigt og ventede utålmodigt på svar.. han tog endnu et lydløst skridt, han kunne ikke være langt væk nu.

Nervøsiteten steg Evan til hovedet og han så ned af sig selv, våd, fyldt med blå mærker der og nogle steder åbne sår, det var et hæsligt syn og han hadede det inderligt. Til tider havde han bare ønsket, at hans død havde været mindre voldsom, for så ville han være et pænt spøgelse, ligesom en pige, som han havde mødt nogle år tidligere. Hun var blevet syg og døde pludseligt, og hun lignede sig selv, ingen sår, ikke våd, hun så bare ud som hun gjorde normalt, når solen var stået op. Han misundte alle dem med en god død.
Knækkede grene tydede på at fyren kom tættere på hvor Evan nu stod, og han brød sig ikke om det. Hvorfor kunne han ikke bare have holdt sin kæft? Han sukkede for sig selv og rystede kort på hovedet. Han forstod godt hvorfor fyren var nysgerrig, Evans reaktion var jo heller ikke normal. Men han var jo heller ikke sådan i dagslyset, næ der var han yderst rolig og tilpas, men der var han jo heller ikke hæslig at se på.
Evan tog mod til sig, for fyren ville alligevel se ham på et eller andet tidspunkt, så han tog et tøvende skridt, vendte sig rundt og tittede dernæst frem fra træet, dog kun med overkroppen. Han havde stadig hætten over hovedet, så noget af hans ansigt var stadig skjult. Hans krop lyste svagt op, og han var en smule gennemsigtig og ikke mindst var han drivvåd fra top til tå, og hans tøj, der var ligeså vådt, klamrede sig til hans normale kropsbygning.
Evan så på fyren, der stod mindre end en meter foran ham og han betragtede fyrens aura der lyste op omkring ham, men den var kedelig og grå og ikke som nogen mennesker, han før havde set, der havde de smukkeste mønstre. Evan konkluderede hurtigt at fyren var et af mørkets væsener, ikke blot på udseendet og hans hurtige måde at komme rundt i skoven på, men også på hans sjæl, der ikke var decideret god.
Skoven var stille nu, mere end den havde været før, bortset fra uglernes tuden og vinden der raslede i grenene. Et eller andet sted virkede han bekendt, men han kunne ikke helt sætte sin finger på hvor, han havde set ham før. Evan betragtede ham bare og ventede på en reaktion.

Alias ventede, meget utålmodigt, han brød sig faktisk ikke om at vente, og hvis der havde været en måde hvorpå han kunne tvinge fyren frem, så havde han udnyttet det. Han smilede det venligste smil han kunne da han opfattede bevægelser omme bag fra træet. Dog var der ingen der svarede ham, han var helt stille. Han betragtede ham som han kom halvt frem fra sit skjul, han fokuserede først på lyset der omgav ham, og indhyllede ham, som om der bar ham. Jo mere han stirrede jo mere gik det op for ham at han kunne se igenne, det var det andet han opdagede, at drengen var gennemsigtigt. Det trejde han opdagede var at drengen var våd, meget våd, han så ud til at fryse, det var koldt i nat. Han lagde sig hovede let på skrå, han havde aldrig mødt et spøgelse før.. millioner af spørgsmål poppede frem i hans hoved, han havde levet i over trehundrede år.. og han havde aldrig mødt et spørgelse.. han havde selvfølgelig hørt historier, men aldrig selv været en del af historien.. og nu ville han virkelig virkelig gerne være en del af historien. Desværre kunne han ikke tvinge drengen til at lade ham være det, hvilket kunne have endt blodigt, men han var ret sikker på at vold ikke ville virke på drengen. Han bøjede sig let, for at få et glimt op under hætten, han ville se hans ansigt.. og et glimt var nok, Alias havde meget stærke øjne. "Evan?" spurgte han så, navnet fandt ham automatisk, det lå lige på tungen, som om Evan var en ven, han var vant til at hilse med navn.. men han anede virkelig ikke hvorfor dette navn kom, og om det overhovedet tilhørte fyren. "Hedder du Evan?" spurgte han roligt, "Er du et spøgelse Evan?" sagde han så og rettede sig op igen. Han ville helst ikke forskrække ham. "Jeg hedder Alias.." sagde han så, og måtte bide trangen til at hilse med en fremstrakt hånd, som den høflige Alias altid gjorde, i sig.. man kunne ikke hilse sådan på et spøgelse. I stedet tog han et skridt tilbage, og gjorde plads til Evan, hvis det var det han hed altså.

Evan lagde nysgerrig sit hoved på skrå, "Hvor... hvor kender du mit navn fra?" spurgte han stille, med et mere forbavset udtryk i sit våde tilslået ansigt, der stadig var skygget bag hætten. Han syntes at det var underligt, at fyren foran ham vidste hvad hans navn var, for han var ikke kendt i Di Morga, selvom han havde boet der i mange år efterhånden.
Evan trådte mere frem fra træet og tog et tøvende skridt mod fyren, "hvad er dit navn?" spurgte han. Han følte sig dårlig tilpas i situationen og hans hjerte var langsomt begyndt at tage sin fart.
Evan nikkede blot, ved hans spørgsmål, men tilføjede så, "ja... jeg er et spøgelse" stadig med lav stemme og tøvende tonefald. Han betragtede fyren yderligere prøvede, at finde ud af om han kendte ham, eller om han bare havde set ham et sted før. Nu var Evan selv begyndt at blive nysgerrig. Hvem var fyren? Og hvor vidste han fra hvem han var?

Alias lagde hovedet lidt på skrå, det overraskede ham at det faktisk var rigtig, nok ligeså meget som det overraskede Evan at Alias kendte han navn. Han trak på skulderen, "mente nok bare jeg havde set dig et eller andet sted før.. i noget vand" mumlede han og smilede, da minder begyndte at dukke op i små billede.. åh jov han havde været der.. og Evan var død nu, han var druknet. Ikke at det ikke var tydeligt ud af hans tøj, at hans død helt sikkert havde haft noget med vand at gøre, men Alias vidste mere end det. Han tænkte langsomt tilbage og lukkede øjnene lidt, der havde været mørkt den aften, han havde betragtede Evan på afstand, siddende på toppen af en bygning, på udkig efter sig næste bytte.. da han have fået øje på Evan, og flokken af ubarmhjertige mennesker, der havde udsat Evan for mere end hvad et menneske kunne klare. Alias havde ikke grebet ind. Han valgte aldrig side. Og hvis han gjorde, gjorde han det af en grund, det var ikke nær så enkelt. "Alias" sagde han igen roligt og smilede forsigtigt til fyren.. den nysgerrighed han før havde haft, var langsomt forsvundet og Evan begyndte at betyde mindre og mindre for ham, han var teknisk set ligeglad.. det havde han før været med dette menneskebarn.. nu spøgelse. "Hvor lang tid har du været spørgelse?" spurgte han "Og hvorfor er du ikke kommet vider endnu, er du ved at tage hævn?" spurgte han så bare undrende, hvad blev spøgelser til? Engle, eller dæmoner.. han kunne godt se hvor Evan ville ende henne, og det var ikke i helved.. derfor passede det endnu mindre sammen.. Alias ville helt sikkert ende i helved.