Lys i mørket..

Når du ser lys i mørket, fatter du håb.
Kaylii sad på en bænk i midten af det hele. Hun kiggede rundt. Så forfaldent trist og gråt. Og dog... Al den glæde stedet engang havde været med til at skabe. Hun kiggede på de gamle lyskæder. En kold brise skød igennem luften, og fik det gamle pariser hjul til at knirke lidt.
Hun sukkede let, og trak den tynde jakke lidt tættere om sig. Det var måske heller ikke optimalt at smutte ud i blandingen af vinter og begyndende forår, kun i leggins og en alt for stor t-shirt.
Kaylii smilte lidt, og blottede den fine hvide perlerække. Hvor var stedet her fantastisk. Som et melankolsk paradis. Hun rettede lidt på håret, som blæsten allerede havde rodet i. Hun tænkte sig om. Nogle steder burde blive delt oftere med omverdenen.
Hun kiggede rundt for tusinde gang. Hvor virkede verden tom, stille og fredfyldt..

Det var helt utroligt at der var nogle børn som ligefrem skulle flygte hjemmefra, bare for at få lov til at komme ud bare lidt. Det var sådan Andrei's liv hang sammen, han måtte smutte ud af døren så hurtigt kan kunne.. ellers havde hans forældre aldrig ladet ham gå ud. Selv om de jo godt viste at de ikke kunne passe på ham hele tiden, og han ville jo også gerne ud og udforske verden. Han gjorde jo også alt for at passe på sig selv, holde sig væk fra mennesker så meget som muligt og gik bare rundt på sig selv.
Han havde nok gået i flere timer, uden at vide hvor han ville hen og hvornår han ville komme hjem.
Det slog ham først hvor han var gået hen, når han så hegnet som omringede forlystelsesparken. Sidst han havde været der, var det bestemt ikke været sjovt for ham. Han havde ligefrem blevet overfaldet af en eller anden pige, som havde sat hans fobi igang og et anfald.
Så han stod der ude og overvejede længe, før han tog sig sammen og gik igennem et hul i hegnet.
Han så sig omkring mens han bare gik rundt, men stoppede langsomt op da han fik øje på en person flere meter foran sig. Han stod bare helt stille og så over på hende, selv om det tog længe for ham at se at det var en pige.

Kaylii nynnede lidt, og tog en dyb indånding af den friske luft. Hvor føltes det godt, at være fri fra alle de indhegninger... Altså, ikke bogstaveligt talt.
Hun rettede sig lidt, og hankede op i sig selv. Hele natten lå blottet.
Hun kunne ikke lad vær' med at smile. Smile så meget at det gjorde ondt.
Hun pillede lidt ved sine negle, og pillede noget af den afskallede neglelak af.
Hun kiggede lidt op, da hun kunne fornemme at en eller anden kiggede. Den fornemmelse hadede hun. At føle sig iagttaget. Selv når der ikke var fare på færde.
Hun løftede hovedet, og fik øje på skikkelsen lidt væk. Det var meget mere komfortabelt, når hun vidste hvorfra der blev kigget, og hvad der kiggede.
Hun smilede venligt selvom det nok ikke kunne ses, og vinkede som var personen en bekendt, for hun havde efterhånden lært, at man kommer længst ved at være imødekommende. Forsigtigt gik hun et skridt mod skikkelsen. Ikke så usikker. Havde vedkommende været vampyr, havde den nok angrebet allerede.

Han blev bare stående der og så på hende, og blev lidt usikker i det når hun sådan vinkede til ham og ligefrem gik et skridt hen mod ham. Han var en ret så genert dreng, og ikke bare det normale genert.. han skulle ligefrem kæmpe ord ud for at snakke med folk, og var ikke ligefrem en af dem som kunne starte med at snakke. Han kunne bedre lide at svare, og havde det faktisk bedre med det. Han tog langsomt sin ene hånd op og vinkede kort tilbage til hende, selv om det var et mere forvirret og usikkert vink. Han bed sig let i læben og smilte lidt usikkert, mens han med langsomme skridt gik tætter på hende. Han sagde ikke noget, men stoppede op omkring 2 meter fra hende. Han gav langsom slip på sin læbe, og havde mest lyst til at vende sig om og løbe sin vej.

Kaylie smilede. "Halløj... Smuk aften, ikke?" hun løftede hovedet og kiggede op i den mørke nattehimmel.
Drengen var køn. Måske lidt tavs af sig. Men hun havde jo også kun lige sagt hej.
Hun stak hænderne i lommerne, og blinkede lidt. Det var en af de aftener... Smukke og betagende, med et twist af mystik. Og hun elskede det.
Det var nok vinterens højdepunkt. Måske. Der var altid én dag, der var bedre end de andre.
Hun kørte langsomt sin hånd igennem det glattede hår, og så på drengen igen.
Han så faktisk helt igennem rar ud. Uden bagtanker, og bagage. Men hvad, hun digtede for meget. Hendes sjæl var en drømmers. Hun prøvede altid at regne andre folk ud, ved første blik. Men det skete aldrig. Hun havde aldrig ret. Åh nej. Hun smilte, og sukkede tungt.

Hans blik fulde hende kort op på himlen, inden han vende sit blik hen mod hende igen og nikkede kort "j.. jo det er den" stammede han let i det, og skulle virkelig kæmpe lidt for at få sine ord ud. Han sende hende flere usikre smil "hv.. hvad laver du her?" spurgte han om og måtte tage flere dybe indåndinger, det var ikke til at forstå hvor svært han havde det med det. Han fik alligevel sagt det til sidst, og havde nok aldrig været mere stolt af sig selv.
Det var helt utroligt hvor stille der var, det var kun dem og den knirkende lyd fra parken som gav lyd fra sig.

Kaylii smilede da han snakkede til hende. Han stammede. Et tegn på usikkerhed eller nervøsitet. Rettere sagt skulle hun vel være påpasselig med sit kærlige jeg.
"Jeg havde bare brug for en pause fra verden... Og så endte jeg her... Og jeg synes faktisk det er et ret smukt sted... På en dyb melankolsk måde, ikke? Og ja... hmm... Jeg laver ikke noget sådan, rigtigt... ja." Hun grinede lidt af sig selv, og rynkede på næsen. Hun snakkede altid som et vandfald, det måtte være forfærdeligt afskrækkende.
Hun så på ham med et venligt smil. "Hvad med dig selv? Hvad laver du herude på forfalden plads her om aftenen?"
Hun kiggede endnu engang lidt op i mørket. Hmm.

Han blev helt overrasket over hvor meget hun snakkede, selv om det også var rart så behøvede han jo ikke snakke så meget. Han forblev bare stille og smilte flere gange til hende, bare for at vise at han lyttede efter på hvad hun sagde "je.. jeg gik bare rundt.. også endte jeg her" sagde han og kunne bare godt lide steder hvor der ikke var nogle mennesker, hvor der bare var stille og roligt. Han gik stille hen og satte sig på en bænk, han hadet at stå op og snakke og mest når han var så usikker som han var så var det bare dejligt at sætte sig lidt ned en gang imellem.

Kaylie betragtede ham lidt, og smilede. "Her er også, så fantastisk fredeligt..."
Hun kørte endnu engang en hånd igennem sit hår, det var en vanesag, og hun gjorde det hver gang hun var lidt usikker.
"hmm... Hvor uhøfligt af mig... Navnet er Kaylii..." hun lagde hovedet lidt på skrå, og satte sig ned på jorden. Det gjorde hende ikke noget om hun blev beskidt. Det bliver man alligevel.
Hun pillede lidt ved sine leggins og fik sig et ordentligt kig på drengen, bare fordi hun kunne, og håbede ikke at hendes nysgerrige blå øjne skræmte ham væk.
Hun fugtede læberne lidt, og blinkede, før hun så ned i jorden.

Andrei havde ikke noget imod at folk kiggede på ham, så længe de ikke besluttede sig for at røre ved ham "h.. hyggeligt at møde dig Kaylii.. je.. jeg er Andrei" sagde han og var virkelig stolt af sig selv, selv om han også stadig var ret så usikker. Han så sig lidt omkring, bare for ikke at lade sit blik forblive på hende hele tiden "he.. her er utroligt" sagde han og elskede bare stilheden, bare det at der ikke var nogle mennesker som han skulle være bange for. Han nød det virkelig hver gang, det var så frit også behøvede han ikke have sine forældre omkring sig hele tiden

Kaylii smilede varmt. "Utroligt ja, det har du helt ret i... Du skulle have set det, da lysene stadig virkede, og da folk faktisk kom her ofte... Musikanter på hvert hjørne, forlystelser, lys og boder..."
Hun sukkede. Hun savnede det lidt. Hun havde forladt Terre før det hele var blevet lukket ned, og var kommet tilbage til dette, grålige melankolske sted.
Men det havde stadig charme. Alt det, som folk havde efterladt af spor.
"Og musikken der blev spillet her..." hun huskede lidt tilbage, meget drømmende, og så op på ham med et smil. "Andrei, dit navn er meget pænt... Heh..." hun betragtede ham endnu engang, og sukkede let.
Tankerne susede stadig rundt i hendes hoved, men hun tænkte at hun nok hellere måtte lade vær' med at snakke så meget, så freden kunne sænke sig en smule.

Han så sig omkring mens hun fortalte, og kunne ligefrem se det for sig. Det havde nok været som i en drøm, helt fantastisk og et sted hvor alle børn elskede at være "je.. jeg kan ligefrem forstille mig" sagde han og vende atter sit blik hen mod hende igen, med et stort drømmende smil på sine læber "d.. det lyder som en drøm" sagde han og hader ønsket at han var der, at han havde set alt det skønhed som der var den gang "t.. tak.. d.. dit er også pænt" sagde han og kunne faktisk godt lide hendes navn, det var nok en af de navne som han altid havde kunnet lide.

Kaylii grinede. "Men her er stadig smukt... Og folk har sat præg på stedet. Ville lidt ønske at jeg også havde gjort det..." hun smilede varmt.
"Og, en eller anden dag, så finder jeg forbandet mange lys og hænger dem op over det hele... Det kunne blive noget så flot..."
Hun lænte sig lidt tilbage, og kløede sig i nakken. Hun frøs slet ikke. Det var rart med noget selvskab egentlig, for en gangs skyld.
Hun så lidt på ham igen. "Hvorfor er du nervøs?" hun rynkede på næsen, og smilede drillende.

Han nikkede langsomt, mens han blev ved med at se sig omkring. Han kunne godt lide alt omkring sig, der var bare et eller andet dejligt ved dette sted, og han elskede virkelig dette "j.. ja det ville være skønt" sagde han og var sikker på at det ville se virkelig smukt ud, han ville jo virkelig gerne se dette. Hans blik gled langsomt hen på hende, og hans smil forsvandt langsomt "je.. jeg snakker ikke med mange" hviskede han og bed sig i læben, men gav hurtigt slip på den igen så der ikke kom nogle bidemærker.

Kaylii kiggede på ham. Vidste at hun ikke skulle komme for tæt på. Men han var spændende.
Så anderledes fra hendes egen realitet. "Det er ok... Jeg bider ikke... Bare... Chill..." hun smilede venligt.
"Slap af og se på stjerner med en fremmed... Det er meget nemmere, hvis du bare slapper af..." hun smilede helt oprigtigt, og lagde sig helt ned på jorden, og kiggede op i nattens stjernetæpper.
"Fortæl mig hvad du ser..." sagde hun, interesseret, og lukkede sine egne øjne. Hun ville høre ham snakke. Måske ville det hjælpe ham lidt.
"... Hvisk det hvis det er nemmere... Og læg dig endelig ved siden af mig, hvis du har lyst..."