Lys i mørket

22:30, Terras gågade, overskyet, meget mørkt.

Gaderne slangede sig af sted, den kolde nat mærkede Henry-Philippe ikke noget til, til trods for, at alt hvad han bar på sin krop, var et lændeklæde. Det deforme Nosferatu-ansigt spejdede ud over gaderne... Han kunne lugte hende, fornemme hende.

Livet havde ikke været let for den unge mand - nu om stunder unge "vampyr". Han var blevet bidt transformeret, og i ét nu, var hans jordfølelse fuldstændig forsvundet. Både på godt og ondt. Han følte sig uovervindelig, men samtidig skamfuld. Han kunne løbe stærkt, ja, slå hårdt, ja, hårdere end han nogensinde havde kunnet drømme om... Men han havde ingen familie, ingen venner, ingen bekendte. Den unge skabning overlevede i byens kloaker, og levede mest endels af rotter og andet utøj, da han bare ikke kunne få sig selv til, at gøre skade på et andet menneske. Han følte stadig bånd til denne del af økosystemet, selvom han ikke længere var en del af den.

"Siden dagen hvorpå jeg til denne skabning blev, dette væsen, har jeg savnet skønhed, lys og liv. Mit eget liv er et uliv, og samtidig et ikke-liv. Ingen har jeg, intet har jeg, og dog. Jeg har dig..." tænkte vampyren til sig selv, som han krøb langs taget på en bygning, hans døde øjne rettet imod den unge dame, som gik på gaden under ham. "End ikke blinker jeg, min menneskelighed fuldstændig passé. Kan det passe, at jeg var og ikke længere er, hvori ligger naturens lov, som lader art skifte art." fløj tankerne rundt, som den blege, benede krop fortsat krøb af sted i en smule langsommere tempo end den unge dame gik. "Min tilværelse har intet lys, men hvordan er det overhovedet muligt, at leve uden lys. Jeg kan se i mørket, men kun spejde efter lys. Jeg kan intet se, intet af værdi, kun omkransningen, af skabninger som bærer lys. Jeg er død. Men jeg lever. Jeg ser lys, men det glider ud af mine hænder, da jeg aldrig ville tage lyset fra dig. Lyset kan jeg se, men ikke røre, kan jeg så overhovedet se det? Hvis jeg ikke kan røre, er det så til nogen nytte? Uanset hvad, så giver du mig liv" fortsatte tankerne. Henry-Philippe vidste allerede, at det meste af det, nok skulle skrives ned, når han kom tilbage til hans... "Hjem".

"Jeg kender ikke din destination, men den er min. Sammen rejser vi ud i nattens mørke, mig som din sky vogter, og du som den livsgivende prinsesse."

Selvom livet var hårdt for en engel nu til dags i Frankrig, nød de fleste det nok alligevel, og i dag. I dag skulle Angelin også nyde livet en lille smule. Bare en lille bitte smule, og så kunne hun klare sig et par hundrede år igen. Riften under hendes kindben, signalerede at hun var såret. Dog ikke hårdt såret, men hun var såret. Flere steder på kroppen havde hun blå mærker og åbne sår. Hendes mosegrønne kjole, sad stramt til hendes overkrop og nogle gange havde hun på fornemmelsen, at den strammede hende så meget, at hun ikke kunne få luft. Kjolen var efterhånden blevet slidt, men hun havde ikke rigtig andet tøj at tage på. Sådan var det at være slave. Man var ussel og beskidt, og man kunne intet gøre ved det selv, når man altså stod i den suppedas som hun lige pt. Stod i. Hendes blonde hår, sad dog stadig i gyldne lokker, som om de var blevet redt for få minutter siden, men tvært imod, var det utrolig længe siden at hun havde fået børstet det ordentligt igennem. Sidste gang, havde hun bare ordnet hår med fingrene, men det var heller ikke helt så svært som hun havde regnet med at det ville være. Den kvindelige skikkelse hed Angelin og hun havde efterhånden været engel i 272 år eller noget. I de mange år, havde hun strejfet rundt i verden, og tjent en familie i et par dage, hvorefter hun så strejfede rundt på gaderne i et land i en dag eller to, og så videre til den næste familie. Når hun havde været i familiernes tjeneste, krævede hun blot et lille måltid og et sted at sove, og så ville hun ordne deres hus for dem, vaske deres tøj, tage opvasken og bare søger for at der var rent og nydeligt. Det var først et år siden, at hun var kommet tilbage til hendes hjemby, og det frydede hende ved tanken om at hun endelig var hjemme igen. Hjemme i hendes by igen.

I et par uger, havde Angelin følt sig overvåget og udspioneret, men hun var ikke klar over hvem der mon holdte øje med hende. Først og fremmest kunne hun ikke forstå at noget holdte øje med hende, eller at nogle eller noget holdte af hende. Det var hun jo så egentlig godt klar over at der var, da hun var højt elsket af nogle få personer.
Ikke langt fra hende, og faktisk længere over hende, hørte hun stemmer igen, og hun blev klar over at det var tanker hun lyttede til. Ordet ’lys’ var meget med i tankerne, og det gik op for hende, at det næsten var vendt mod hende. Rædselsslagen udstødte hun et skrig, og begyndte at løbe så hurtigt hun kunne. De stemmer gjorde hende vanvittig, og de blev ved og ved og ved…
Kort efter sank hun sammen på en bænk, da hun var for svag til at løbe længere. Hun kunne lige så godt give op, og dog…

Henry-Philippe bemærkede hvordan hans øjestens skridt blev langsommere, i takt med hans tanker. "Kan det..." tænkte han til sig selv, som han stoppede op i sin færd, og fortsat ivrigt betragtede den unge dame. Men så! Så løb hun, og det gik stærkt. "Hun må kunne læse mine tanker, hun er endnu et offer for denne brutale og bizarre verden, endnu et offer for den tændte stemning, det brummende mørke og de sorte hænder.", og i samme nu, var også den unge Nosferatu-vampyr afsted. Han måtte ikke miste sit lys af syne. For længe havde han ledt uden, at finde. For længe havde han søgt, uden at kunne se.

Hurtigt vandt han ind, ja faktisk alt, alt for hurtigt. Henry-Philippe sagtnede tempoet, og holdte sig konstant ude af den unge dames syne, og alle andres også, for den sags skyld. Som han så imod hende, var det nærmest som om hun gled i ét med natten, men samtidig oplyste verden for øjnene af ham. "Du glider i ét med natten, men samtidig omgiver du dig med lys og oplyser vejen for ikke blot dig selv, men andre. I sandhed fabelagtigt." fortsatte Henry-Philippe i hans tanker. "Men er det mig som har gjort dig bange? Fred kan du få, fred for mig, jeg vil intet ondt til min redning. Intet ondt skal komme til den lysende hånd, som tilbyder en vej ud af det alt-omsluttende mørke. I din blotte eksistens giver du livsgrundlag, endog grundlag for liv for de som intet har. Jeg fryder mig over, blot at kunne betragtede dig, selv med viden om, at vi aldrig må mødes. Du er den smukkeste skabning jeg endnu har set." gik det bare slag i slag, som Henry-Philippe sad omkring ti meter væk fra den unge dame, stadig oppe på et hustag, og betragtede hende, som hun hvilede på bænken.

Angelin holdte sig for ørene, for at stoppe de tanker hun fik hørt. Hun ville ikke høre på dem! Det ville hun altså bare ikke! Og hvis det blev nødvendigt, tog hun gerne livet af sig selv, for at få tankerne fra den ukendte forfølger, til at forsvinde fuldkommen fra hendes hoved. Forsigtigt rejste hun sig op, og gik vaklende hen ved et af husene. ”Hvor befinder du dig? Giv dig til kende eller jeg slår dig ihjel eller mildest talt bevidstløs!” Dette var nok ikke første gang at forfølgeren havde hørt hendes milde stemme, men denne gang var den mere tung og dyster, da hun inderst inde var ved at dø af skræk, blot ved tanken om at nogle forfulgte hende, og sikkert havde gjort det i et godt stykke tid. Hvilke typer kunne dog finde på at forfølge en ung, smuk og ubevogtet engel? Ikke nok med at hun var en ung kvinde, var hun engel, og kunne sagtens fine på at bruge noget af hendes englemagi på forfølgeren. Han skulle nok opleve hvad hun var i stand til at udrette.

Der gik ikke længe, før Angelin fik sine smukke hvide vinger til at komme frem, hvorefter hun slog et par slag med dem. Hun ville helst blive på jorden, og var sikkert for svag til at flyve alligevel. Hun havde været så meget igennem på det sidste, og det havde ham forfølgeren vel også set. For forfølgeren var vel en ham? Eller tankerne lød mest som om det kom fra en ung poet eller noget i den stil. ”Hvorfor holder du øje med mig, og hvem er du!? Hvor længe har du forfulgt mig!?” Angelins stemme var kræftfuld sådan som hun råbte ordene ud i natten, bare op i luften, i håb om at hendes forfølger ville opfatte det hun sagde.


//Kreasvigt:(//