Tur på stranden(Drake= privat)

T. Ca klokken 22.34
S. Stranden
O. Vand og sand
V. Solen er ved at gå ned, men alligevel dejligvarmt/ solen skinder
D. 18 Junli 2010

Twi sad på en sten i vandkanten og så på den smukke solnedgang. "Bare jeg havde noget selvskab." sagde hun opgivende. De smukke blå bukser var blevet lidt våde for neden fordi hun sad og dyppede fødderne i vandet. Hun begyndte at synge en smuk sang om solen og hvor smukt det var at se den gå ned. Hendes stemme var så smuk at man ikke kunde finde smukkere stemmer i miles omkreds. Solen var kun et lille stykke nede i vandet, men Twi sang og sang. I vandet kunne man se solens røde, orange og gule skær i vandet. Hun lavede lidt ringe i vandet med sine fødder og så en smuk stor rød kongkylie. Hun tog den op og sang nu om den. Det var fantastisk alt det man kunne se og finde på stranden. Twi's smukke hår blæste med vinden. Det så, så flot ud. Hun var perfekt. Hendes hud var perfekt, hendes hår var perfekt og selv hendes magi var perfekt. Huden var så blød, håret var silkeblødt. Hun var lidt sexet i det tøj hun havde fået på. Hun var også fræk selv så det passede jo godt sammen. Nu var solen halvt nede i vandet og Twi holdte kolkylien op i lyset. Det var fantastisk. Det så, så smukt ud. Hun holdt en pause med sangen: "Bare jeg havde noget selvskab." mumlede hun og så videre på solen.

En fast hånd kørte raffineret sin stryger over violinens stramme strenge. Heftige toner kom der ud af dette, men selvom de var heftige var de så bløde som en kanins pels, så smukke som en glitrende sommerfugl der flakser rundt i en smuk orange solnedgang, men samtidige også underlig sørgelige. Tonernes passede faktisk til denne solnedgang, solnedgangen var jo fin og smuk og dens bløde stråler der kærtegnede de tilstedeværende personer, og sørgelig pga endnu en dag var i gang med at dø bort. Dette var i hvert fald Drakes syn og mening, og eftersom det var ham der sad og fremtvang tonerne var det jo forståeligt nok. Drake var en rødhåret fyr i 20'erne som lige nu sad med bukserne smurt op og med sine nøgne fødder i vandkanten, hvor bølgerne nåede op og gjorde dem våde.
Drake ændrede sin tonerne i sin musik. Musikken blev nu smuk, men sørgelig. Tonerne hang lidt omkring Drake inden vinden tog dem med sig og førte dem bort. Den samme vind som blæste Drakes røde hår tilbage, og som lavet blide kærtegn...

//Musikken: //

Twi hørte den smukke, men sørgelige musik der blev spillet et sted ikke ret langt fra hende. Det var så sørgeligt at der løb en lille tåre ned af hendes bløde kind. Hun gik mod lyden og sang en sang der passede fuldstændig til musikken. Hun kom tættere på musikken og tilsidst kunne hun se en dreng med smukt rødt hår blafrende i vinden. Hun kiggede på ham. Hun så hans violin og hvordan hans stryger gled så smukt på strengene. Hun ville stoppe og snakke med denne dreng, men kunne ikke få sig selv til det. Det lød så smukt. Tilsidts tog hun sig sammen til at stoppe ham og tale med ham. Hendes smukke bløde hånd ramte strengene for at stoppe ham. Hun så blidt på ham med de smukke sølv grønne øjne. Hun kunne mærke at hendes hjerte begyndte at banke hurgtigere og hurtigere. Det var en kærlighed til drengen der brusede inden i hende. Det var en af de første rigtige kæligheder hun havde haft til en dreng før. Hun kom til at stryge ham over håret og synes det var fantastisk dejligt.

//Musikken er rigtig smuk må jeg sige:)//

Musikken fortsatte sin tilsyneladende endeløse vandring i den lette vind, og det samme gjorde Drake med sin spillen, dog lod det som om der var et splitsekunds pause, mens Drakes øjne hurtigt flakkede rundt. Og dem som havde hørt og set dette havde set rigtigt, for det havde Drake gjort, men der var en grund til det. Grunden lå i den smukke stemme som spandt sig sammen med tonerne. Stemmen og violinens toner mødtes og næsten dansede sammen i vinden som førte dem bort, men pludselig stoppede dette. Dette som der et kort øjeblik havde syntes så smukt, uberørt og på sin vis uendeligt. Men nu var det slut. Det havde givet et helt gib i Drake da musikken og stemmen sluttede. Han så op og fik øje på en ung kvinde der stod og holdt en hånd på hans violin. Drake prøvede ikke at vriste den ud af hendes hånd, men heller ikke på at sige noget. Han sad blot og ventede på at hun ville sige det første. Hans ansigt var roligt, og det samme med øjnene, men så skete der et en lille ændring i hans blik. Hans blik blev først forskrækket, og derefter forvirret. Drake var ikke van til at nogle rørte ham. Han vidste ikke om han kunne lide det eller ej, men en undrende tanke undslap da ikke hans hjerne.

//ja ikke?^^//

Twi så på hans øjne. "Du spiller fantastisk!" sagde hun og smilede let til ham. Da hun fjernede sin hånd fløj der en lille tone ud af violinen.
Hun kunne læse i hans tanker at han ville have hende til at sige det første. Det var selfølgelig derfor hun gjorde det.
//Jo,//

Hendes hånd gled ned og tog fat i hans hånd. Hendes øjne strålede mere end nogen singe før. "Du er også smuk." hendes stemmer var lige så smuk som sangstemmen. Luften var vidunerlig. Man kunne stadig høre sangen og musikken gi' genlyd et sted. Hendes følelser for ham blev større. Hun blev mere og mere forelsket i ham. "Vil du ikke med op til mit sommerhus?" spurgte hun sagte og så på ham. Omgivelser var der ikke mange af. Mest vand og sand, vand og sand. Det smukke skær fra solen blev lidt svagere. Den var næsten væk.
Hun tog lidt af det bløde sand og gned det mellem hænderne. Hendes smukke stemme var der stadig.

Hendes ord, hendes berøringer, ja bare hende... Han kunne ikke have det! Drake rejste sig og snoede sin hånd ud af hendes. ”tak” sagde han en smule kort for hovedet. Han vidste ikke helt hvorfor men jo længere tid han var i hendes nærvær jo mere voksede en følelse. En følelse fuld af afsky. Også hendes næste ord. Med hende hjem, nej ellers tak. Drake skjulte sin afsky, både i sit sind og i sin udstråling. På den måde ville man ikke – ikke engang hvis man kunne læse tanker – vide at det var en voksende følelse, det eneste man ville kunne mærke/læse ville være at der var en voksende følelse, men ikke hvad for en. ”Nej det tror jeg ikke lige” Sagde han med en uhyggelig rolig stemme. Drake begyndte at bevæge sin ene finger. Noget der skete af ren refleks og hård træning. Han ikke engang tænkte over hvad han lavede, hans træning tog over og lod hans sin være tomt. Drake ud af til og sindsmæssigt tom, men hans krop var klar. Som en løve der ligger i græsset og blot venter på at tiden skal blive den rette.

Twi kiggede på ham. Hun prøvede at læse hans tanker, men de var utydelige. "Okay..." sagde hun stille og vendte sig mod sit hus. "...så må jeg vel bare gå alene." Hun var så smuk. Der burde ikke være nogen der kunne modstå hende. Hun var jo sød, smuk og fantastisk. Det var en meget ked af det følelse hun havde i sig. Hendes sind blev mørkt. Hun var aldrig blevet afvist på den måde. "Jeg skal nok få hævn," hviskede hun til sig selv og kiggede tilbage mod drengen. "Det skal jeg nok." Selvom hun var en utrolig smuk vampyr kunne hun også være en utrolig ond vampyr der havde mord i blikket. Hun havde haft mord i blikket mange gange, men aldrig dræbt nogen som helst, selvom hun virkelig, virkelig havde lyst til det. Der var mange der var bange for hende, men hun var jo en meget sød og smuk pige der ikke kunne komme i tanke om at gøre nogen fortræd med vilje. Hun begyndte at synge igen da hun var nået lidt længere op ad stranden. Det var den smukkeste sang stemme. Denne gang sang hun om kærlighed og hvor svært det kan være. Hendes bare tær var ligblege sammen med resten af hendes krop. "Jeg skal nok få hævn over alle dem der har ladet mig i stikken med ulykkelig kærlighed!" sagde hun og gik og gik.

Hendes ord hørte han godt, men han gad ikke tage notits af dem. Ord var jo blot ord. Han ville først begynde at bliv varsom når ordene begyndte at blive til handling, men som det så ud nu ville der nok gå lidt tid. Drake hørte hendes sang, og måtte indrømme at hun sang godt, men samtidig syntes han at hun virkede som ikke så lidt af en Dramaqueen. Sådan at snakke om ægte kærlighed til en fyr hun lige havde mødt, for derefter at snakke om hævn pga. den pågældende person ikke lige var klar til at binde sig med hende. Hvor afskyeligt. Nærmere tænkte Drake ikke over det. Han tog blot sin violin op til sit kraveben og slog en tone an, derefter begyndte musikkens toner igen at blive båret med vinden op, men dette varede ikke længe. Drake blev hurtigt træt af kun at sidde og spille. Var der ikke andet han kunne lave? Han sænkede sin violin og tonerne forsvandt. Drake så på sin violin. Hvad skulle han gøre med den? Han lagde den i vandkanten. Bølgerne kom op og gjorde den våd. Drake gjorde intet, heller ikke selvom jo flere gange bølgerne ramte den jo længere ud kom den. Han så blot på den. *Den betyder heller ikke så meget. Blot en dårlig kopi.* tænkte han, da violinen var omkring en meter ude. Derfra forsvandt den hurtigt med bølgerne, for til sidst kun at være en lille prik et sted ude i horisonten.

Twi gik ikke hjem. Hun satte sig bare på en sten lidt længere oppe på stranden. Hun var slet ikke forelsket i ham. Hun var bare ked af alle dem der havde ladet hende i stikken med ulykkelig kærlighed. Hun var smuk og der var ikke mange der kunne lade være med at gøre hende fortræd. Det var mærkilgt, men så smuk var hun bare. Der var nu en der var helt rent forelsket i hende, men ikke havde gjort hende fortræd.
Hun så violine ude på vandet og mumlede: "Swet swat, sjane jhane." Violinen Steg og den fløj op i hendes hånd. Hun knuste den og lod de sidste stykker glide ud af hendes smukke hånd og ned på sandet.
Hendes hår flavrede i vinden og hun skar sig på et af stykkerne af den smadrede violin. Det gjorde vældig ondt.
"Orgh..." sagde hun. "...det gjorde ondt!" Hendes stemme var blevet smukkere. Hun var blevet smukkere. Det var en fantastisk aften det havde været, men nu begyndte det både at regne, lyne og tordne. Hun blev drivvåd. Hun frøs. Hun var kold. Hun havde det meget, meget dårligt.

//Skal logge nu-.-Øv//

Det begyndte at blæse op, jo Drake havde lagt mærke til det. Men i modsætning til så mange andre syntes han ikke at regnen var noget negativt, eller irriterende. Tvært i mod. Drake elskede regnen. Den var så dejligt forfriskende. Drake der stod og så ud over havet mærkede de første par regndråber der fløj ned af himlen. Han lukkede sine øjne og vente hovedet op imod himlen. Et let suk smuttede forbi hans læber. Hvor var dette dog en dejlig følelser. At stå på en strand mens de bløde dråber ramte hans ansigt, først panden. Derefter begyndte de enkle regndråber deres kapløb ned af hans ansigt. Først ned af hans tinding, så af hans kind, for at afslutte turen ved hans hage. Der gav dråberne slip og fløj det sidste stykke ned i det mørkere sand. Drake stod sådan et lille stykke tid, og af den grund bemærkede han ikke hans tidligere violin som fløj igennem luften, og mod det sted hvor vampyren befandt sig. Det var først da han åbnede sine øjne og et billed blev vist for hans øjne at han vidste hvad der var sket. Billedet der blev bragt til ham var af den samme vampyr fra før, der smadrede hans violin i sin ene hånd. Drake hævede et øjenbryn ved dette. ”Javel ja. Noget kunne tyde på hun er blevet en smule... mopset” mumlede han for sig selv, og rystede opgivende på hovedet. Dette resulterede i at hans røde våde hår kom i bevægelse og smed omkring sig med et par dråber, som når en våd hund ryster sig efter at have været en tur ude at svømme.

Twi løb ned mod vandet og på vejen smed hun sin trøje og bukser. Inde under havde hun et par sports shorts og en bikini bh. Hun sprang på hovedet i vandet og var der i lang tid. Hendes smukke hår var nu blevet enddu mere vådt da hun kom op. Hun smilte til Drake som om hun var meget, meget glad for ham. "Vil du ikke med i?" spurgte hun og så sødt på ham. "Det er dejlig varmt." Hun nærmest fløj under vandet. Hun kom opp igen og så igen blidt på ham. "Jeg er en vampyr der fryser meget så det er herligt at komme ned i det dejlig varme vand." sagde hun og dykkede en gang til, men da hun kom op var der et stort hul i hendes pande. Nu flød hun ovenpå vandet og var bevidstløs. Det viste sig at hun havde dykket for langt inde mod bredden og slået panden mod en meget, meget skarp sten. Der flød blod udeover det hele i vandet. Det var næsten rødt altsammen.

Høje lyde kunne høres, lyde der kom fra hende. Drake bemærkede dem, men tog ikke rigtigt nogen notits af dem. Da han så så hende begynde at smide bukser og trøje var han tæt på at tro at hun var desperat, og blev næsten helt lettet over at se at hun havde badetøj inden under. Dog synes hans mandelige instinkter at det var lidt af en skam ikke at se hele hende krop. Hun var jo trods alt en flot ung kvinde. Men Drakes bevidsthed slog det lige så hurtigt ud, som det var kommet ind. Han hverken så eller svarede hende derefter. Hans blik var fastlåst på horisonten hvor det sidste lys af solen svagt kunne anes imellem de tunge skønne regndråber. Han faldt tilbage i sine tanker og nød kort at der endelig blev tavst, men alligevel undrede det ham lidt at der blev stille så hurtigt. Han ville have kunne forstå det hvis der stadig var plaske lyde men de var også forsvundet. Han vente sit blik mod stedet hvor vampyren var sprunget ud, og blev på en måde hverken overrasket eller chokeret over synet. ”Tja.. vandet af jo ikke dybt” mumlede han svagt for sig selv, mens han kort overvejede sine valgmuligheder. Skulle han trække hende på land så hun ikke blev ædt af et eller andet, eller skulle han lade hende sejle i sin egen sø? Det var jo ikke fordi hun kunne drukne eller dø af iltmangel. Han tvivlede også stærkt på at hun ville kunne blive kvalt i sit eget bræk. Han så kort på hende, og det vand der omkring hende blev farvet af hendes døde vampyr blod. Uden at tænkte nærmere over det tog hans menneskelige del af sindet over. Han tog hurtigt sit tøj af, så han til sidst kun stod i et par sorte tætsiddende boxershorts. Pga. han nu kun stod iført dette kunne de to tattoos på begge hans underarme tydeligt ses. (se underskrift) Drake så lidt på hende for at være sikker på sit valg, derpå gik han ud i vandet. Vandet føltes først som is der ramte mod hans lune hud. Han stoppede kort, mens han mærkede gåsehuden komme krybende. Han bed sig let i læben og fortsatte ud i vandet, mens han mumlede nogle indædte forbandelser og eder. Da han var tæt på hende tav han og rakte sin hånd ud mod hende. Han fik fat og begyndte at trække hende hen imod sig. Hun flød på bølgerne mod ham, og da hun var tæt nok på tog han hende op i sine arme. Ryggen støttet mod den ene arm og benene over den anden. Så vendte han rundt og begyndte besværet at gå ind i mod strandens bred. Mens han gjorde dette lovede han sig selv at når denne vampyr kom til bevidsthed skulle han nok give hende en skarp repremangte om hvordan man opføre sig på en strand, hvor vandet sjældent er dybt nok til at man kan lave hovedspring. Ja han skulle så!

//Ved ikke lige hvad der skete xD Det er måske lidt langt? (kun 502 ord :p)//

Hun kunne mærke en voldsom dunken i hendes hovede. Da han tog hende op mærkede hun ingenting udover at der blev koldere end der havde været nede i vandet. Hun kunne lige akurat tænke. *Hvorfor gjorde jeg det? Men jeg havde jo ikke tænkt på at der ikke var dybt.* Hun blev væk i smertene igen og hun kunne ikke mærke sin pande. Hendes hjertes dunken blev svagere og svagere. Pludselig stod det næsten helt stille. Hun ville ikke dø, men alligevel var der ikke noget andet hun hellere ville. Hun var ung, men alligevel ikke. hendes liv havde været hårdt. Allermest hendes barndom hvor hendes mor blev stukket ned med en kniv af hendes egen far. Hun så selv mens det skete. Lige i det øjeblik hun var løftet tænkte hun tilbage på dengang hendes far løftede hende op som lille og da han skød hende i det ene ben. Drake var som ham. Drake var en smuk person og det var hendes far også. Drake havde rødt hår og det havde hendes far også. Der var stor ligehed mellem disse to. Hun tænkte på da hun var kommet til byen for første gang. En ensom, men smuk vampyrpige. Hun sad tit derhjemme og græd over hendes far og hendes mor. Hun græd over hendes liv, hun græd over sig selv. Hun synes at hun var en udugelig pige der ikke kunne finde ud af noget. Hele hendes liv var ren sorg. Jo længere ind i hende man kom jo større blev sorgen. Det var ikke nogen god følelse at sidde i et liv som hendes. Dengang hun blev født var hendes far ikke til stede. Han havde for travlt. Han havde altid for travlt med noget andet end hendes mor. Det var et pokkers dårligt liv hun havde!
//Undksyld, men nu kom jeg også til at skrive meget^^//

Bølgerne slog ubarmhjertigt mod Drakes bare ben. Slagene var hårde, præcise og kolde, og gjorde så han kæmpede med at holde sin balance. Flere gange mærkede han hvordan sand og sten under ham var ved at forsvinde og gøre så han faldt, men underligt nok skete dette aldrig. Han undrede sig, men tænkte ikke nærmere over det, nu gjaldt det blot om at få vampyren ind. Mens han holdt hende i sine arme mærkede han hvordan hun nogle få gange ryste-spjættede. Drake gættede på at hun havde en form for flashbacks. Han gjorde det som faldt ham mest naturligt. Han talte til hende i en blid og beskyttende tone, som i sig selv lovede sommermåne og behagelige stunder. Kort sagt en stemme der lovede tryghed. ”Rolig, der sker dig ikke noget. Du har det godt og jeg vil ikke gøre dig fortræd.” sådan fortsatte han med at hviske til hende. Han vidste ikke om det havde nogen effekt på hende, men nu prøvede han da på at gøre sit. Endelig nåede han ind til stranden. Der lagde han hende blidt ned, mens han fortsat talte mildt til hende. Mens han gjorde det begyndte han at finde sin t-shirt frem. Den som han tidligere havde haft på. Han rev den i strimler, hvorefter han begyndte at forbinde hendes hoved, så blødningen hurtigere ville stoppe. Drake var ikke uddannet læge, så forbindingen blev sjusket, og langt fra perfekt, men den var bedre end ingenting. Det sagde han i hvert fald til sig selv.

Hendes øjne var stadig lukkede og hun hørte ham tale. Hun fik nogle ord frem der også var kommet frem da hun var menneske. "Nej, lad være slip mig!" skreg hun uden at vide noget om hvad hun gjorde. Man kunne høre på hende at hun var bange, men for hvad? Det var ikke til at vide. Der var løbet noget blod ned på hendes kinder som tåre der lød fra øjnene. Alt tydede på at hun græd indeni og ville blive ved med det til hun vågnede. Hendes smukke øjne var triste. Vinden blæste præcis som den gjorde dengang...ja dengang hun var lille. Hun kunne mærke at hendes pande blev bundet ind i noget blødt. Og at hun blev lagt ned i det bløde sand. Hendes ben var kolde. Hendes mave var kold. Hun var tynd og smuk. "Nej....nej....lad være....!" lød det igen fra hende. Hun havde stadig ikke styr over hvorfor hun sagde disse ting.

Hendes ord var ved at få ham til at trille hende ud i vandet og derefter bare gå, Drake havde aldrig haft den største tålmodighed hvad angik personer som han ikke brød sig synderligt om. Han sad lidt fra hende og kiggede på hende med et udtryksløst ansigt. Han var holdt op med at tale til hende, og sad nu bare og ventede på at hun skulle komme til sig selv, så han kunne forlade stedet, med en ren samvittighed. Mens han sad og ventede på at hun skulle vågne fik han vinden lidt kraftigere i bevægelse, så han hurtigt blev tør.
Drake sad nu i egne tanker, mens han tænkte på den pige der havde haft størst indflydelse på hende. Den eneste som rent faktisk havde fået ham til at blive forelsket, og kaste sig vildt ud i det hele. Tankerne fik et svagt smil frem i hans mundvige. Alt det syntes at ha' hørt så uendelig lang tid tilbage. Helt tilbage til dengang hvor han havde været et ganske normalt, eller næsten normalt menneske...

Twi vågnede ikke. Hun begyndte at lave nogle meget pludselige bevægelser. Det var nogle bange bevægelser. "Hjælp!" skreg hun. "Hjælp mig... ARGH!" Hunn skreg enddu højere end før. Hun var helt bestemt bange. Meget, meget bange. Det var virkelig koldt nu. Hun havde ligget på stranden bevidstløs i snart 2 timer. Hun åbnede sine øjne i panik. Hun satte sig op i panik. Hun var i panik. Det var tydeligt at se. "Hvor er han? Hvor er han!" skreg hun. "Jeg skal dræbe ham!" Hun var både bange og vred. Det gyngede mellem om hun var bange eller vred. Lige nu var hun vred, virkelig vred. Vredere end hun nogensinde før havde været. Men samtigdig var hun i panik. Hun fik øje på Drake, men sansede ham ikke. "Hvor er han!" skreg hun igen og var virkelig alvorlig.

Det gav et helt gib i Drake og han vågnede da hendes så pludselige høje udbryd kom. ”Slap af” mumlede han søvndrukkent. Han gned sig i øjnene, hvorefter han rejste sig og gik over til hende. Drake havde nu fået bukser og jakke på, dog havde han intet under sin jakke, da hans t-shirt var blevet til bandage. Han lagde en beroligende hånd på hendes skulder, og så hende ind i øjnene. ”Der er ikke andre” Mens han talte fik han en idé. Han gik lidt væk fra sig. Koncentrerede sig knapt nok, inden han var blevet til det lille sølvfarvede rævevæsen med de fire haler. Derpå gik han igen over til hende. Han vidste at bløde og søde væsener ofte kunne have en beroligende effekt på paniske og bange personer.
Drake så op på hende med et par venlige øjne. Han bevægede sin ene halespids og lod den kort stryge mod vampyrens venstre arm. Halespidsen var blød som kaninpels, men med samme farve som hvidt måneskin.

Twi var stadig i panik, men ikke så meget som før. Hun kiggede sig omkring. Personen hun ville have hævn fra var død for flere år siden. Alligevel var hun bange. Hun lå hver nat og havde mareridt om denne person. Hun vendt sig om og så ind i solen der stadig var lidt af. Hun så et ansigt. Føerst et blidt ansigt og så et ondt et. Hun begyndte at græde. Hun lagde sig på jorden og græd og græd. Det var tydeligt at hun stadig var bange. Hun var forfærdlig bange for personen.
Personen var hendes far. Hende og hendes far kunne kun enes når hendes mor ikke var der. Han havde også fået en ny familie dengang og ville ikke have Twi mere.
Hun græd enddu mere og så op på ræven. Hun krammede den og græd mere. Hendes tåre landede på den bløde pels. Det var nogel smukke våde tårer. Hun var smuk. Hendes øjne var smukke når de var våde. Hun savnede sin mor så gevaldig meget. Det var bestemt ikke sjovt at se sin mor blive dræbt. Twi var kun 4 år da det skete.
//Spil den der musik mens du læser det og jeg har lige skiftet billede//

Hendes blik lå på hende mens hun græd. Han fortsatte med venligt at stryge hendes ene hånd, men i det hun tog ham op og krammede ham ind til sig, synes han at hun var gået langt over stregen. Han vred sig for at komme fri af hendes greb. Til sidst lykkedes det. Han pillede væk fra hende. I sin flugt væk fra hende blev han til sit menneskelige jeg. *Okay, der gik hun over grænsen! En ting er at hun er møg irriterende, og at hun er ved at drukne, selvom hun ikke kan dø af det. Men det der. Nej det er ikke til at tilgive. Så er jeg ligeglad med hvor ihh og åhh så synd det er for hende!* tænkte Drake meget vredt. Han kunne virkelig ikke have den slags, især ikke når det var fra en person han ikke brød sig om, hvis han havde tænkt positivt om hende så ville han ikke gøre det som han nu skulle til at gøre. Drake ville bruge sin egen evne. Han tog hånden ned til den lille taske som hang i hans bælte. Åbnede den hurtigt med en hånd. Frem tog han en lille sammenrullet rulle, og en gammeldags blækpind. Drake standsede. Kastede et blik bag sig på hende. Han smøg sit venstre ærme op, drejede armen så hans underarm med den ene tattoo var op i mod himlen. Derpå jog han blækpinden ned i armen. Hans røde blød kom straks, og det gjorde forfærdeligt ondt, men han prøvede at abstrahere fra det så godt som muligt.
Drake rullede rullen ud og skrev med hurtige bogstaver. Han så igen på vampyren. Han vidste ikke hvad hun hed. Han tænkte hurtigt og mens han så på hende beskrev han hendes udseende, race og alder. På den måde ville det virke. Det viste han. Efter det skrev han indre kvæstelser i maveregionen. Han så på vampyrpigen og afventede en reaktion.

Hun så på ham, men hvad lavede han mon? Hun kunne ikke finde ud af det. *Hvad laver han?* tænkte hun. Hun var stadig meget, meget ked af det, men hun skjulte det så godt hun kunne. Det var svært ikke at være ked af når menn havde sådan et "lorte" liv som hende.
Twi rejste sig og løb. Hun løb meget langt væk mens hun græd. Billedet af hendes far var der stadig. Hun satte sig ned i sandet og rev bandagen der var om hendes hoved af. Nu kunne man se et kæmpe stort sår i panden på hende. Det så drabeligt ud. Hun var nok lige så bange for Drake som hun var for sin far. Drake havde gjort hende fortræd nok gange nu. Hun hade ham. Hendes far og Drake var der meget stor ligehed i mellem. Gad vide hvem der var Drake's far? Hvis det var hendes far der også var Drake's far var de halvsøskende, men det kunne jo umugligt være. Hun holdt med at græde og gik ned mod Drake. "Hvad hed din far?" spurgte hun lidt ondt, men hun ville finde ud af det. Hvis de var halvsøskende ville hun ikke være ond overfor ham. Hun så spørgende på ham. Hun mærkede vinden mod såret og det gjorde vældig ondt.

En lidt skriblende lyd kunne svagt høres. Lyden kom fra Drake der skrev forskellige smertelige måder at pine på. Han sad og tænkte lidt, inden han så begyndte at skrive et langt ord ned. Da han havde skrevet det så han på det. *Mhh... kan det mon gøre nok?* tænkte han koldt. Han hørte hendes stemme spørge ham. Han så uendeligt langsomt op på hende. Hvor var hun dog ynkelig. Ordene strejfede hans tanker, han vidste ikke helt hvor det kom fra, det kom bare. ”Og hvad kommer det dig ved?” spurgte han med en stemme der var så kold som en polar snestorm nede på Antarktis når den var værst. Hans blik var mørkt, og indeholdt en mystik der var sort som de lange december nætter. Drake der stadig holdt blikket på hende syntes at han lige ville informere hende om nogle små ting. Hun skulle jo gerne vide hvem der var skyld i den smerte hun snart ville få at føle, så Drake viste hende det stykke pergament hvorpå han havde noteret hendes udseende, og forskellige smertefulde måder. ”Ved du hvad dette er?” spurgte han, men holdt en lille pause. ”nej det gør du ikke, men ved du hvad. Det vil jeg gerne fortælle dig.” den kolde stemme havde fået en hånligt og nedladende tone. ”Dette er det stykke papir som du om lidt ville ønske brændte op. For ser du, nu har jeg tænkt mig at du må få den store ære af at se min evne i funktion.” Drake satte en ring rundt om der hvor der stod indre kvæstelser i maveregionen. Derpå mumlede han et lavt ord. ”lad det ske” derpå så han lige på hende. Nu kunne hun under ingen omstændigheder undgå at mærke den smerte der snart ville overgå hende, når hendes indre organers blodkar begyndte at springe, som hvis en havde sparket hende hårdt lige i maveregionen, dog var det bare et spørgsmål om tid før end den stoppede med at virke. Hvis det holdt stik med hvad han havde prøvet tidligere stoppede den smerte først når Drake ønskede det.

//Vi tager lige evnen, som Drake bruger: Evnen går ud på at Drake har nogle dokumenter som man kan skrive under. Gør man det vil den person som man ønsker skal lide smerte, få smerte. Den smerte personen vil få, er den som Drake bestemmer at vedkommende skal have. Men til gengæld for det må man betale. Det man betaler med er et lille stykke af sin sjæl. Sjælen får Drake så, og det gør ham stærkere. Hvis personen der underskriver selv har en magisk evne vil Drake være immun over for denne persons evne. Drake kan godt selv skrive navnet på en person, hvor denne effekt sker. Dog må han selv lide lidt, i form af at han bliver nød til at skrive under med sit eget blod. Hvis Drake selv gør det så vil han kunne blive immun overfor sit offers evne. Så burde der ikke være nogen tvivl :) //

//Det forstod jeg dog ikke helt, men okay:)//

Twi så på ham. Hun blev sulten. Hun gik hen mod Drake og tog fat i hans hals. Hun trak den op til sin mund og satte sine skarpe tænder i den. Blodet fossede ud af Drake. Hun sugede og sugede lige til han næsten var lige så bleg som hende selv. "Du er som min far!" hviskede hun ondt ind i hans blege øre. Hun holdt en fast greb om hans hals og satte neglene i den. Der kom et hul, men der flød ikke ret meget blod ud så det var et tegn på at der snart ikke var mere blod i ham. Hun var ligeglad med det pokkers pergement og tog det bare ud af hans blege hånd og rev det itu. Hun var blevet ond. Hun havde arvet sin sangstemme og alt det gode fra sin mor, men alt det kolde og onde havde hun arvet fra sin onde far. Drake havde gjort hende nok fortræd han skulle bøde. Hendes greb om hans hals tog af og hun smed ham på sandet. Hun gik derefter sin vej ud i vandet. Hun havde fået sit tøj på og var ligeglad med at det blev vådt. Da hun kom ind igen havde hun en stor skarp mussling med som hun så havde tænkt sig at skære Drakes hovedbund op med. Vinden mod såret gjorde ondt og den smerte hun havde haft var fra sin far og hans efterkommer var vel Drake. Det skulle Drake bøde for selvom det nok ikke var hans skyld.