Hmm... Endelig regn! xD -Drake=privat!

Omgivelser: Ingen siden der regner rigtig meget xD
Sted: Stranden! xD
Tid: Aften...
Vejr: Regn? O.o
Dato:?

Lilly traskede let gennem det våde sand. Man kunne lugte havet; som lugtede af salt og fisk. Hun mærkede let de regndråber som fossede ned fra himlen. Hun smilede let før hun gik hen af stranden. Hendes hår hang ned af hendes skuldere, men det var plaskede vådt af regnen. Hun havde bare tær så hun kunne mærke regnen og det våde græs. Hun smilede kort igen, for regnen virkelig begyndte at fosse ned. Man kunne se regndråberne glide ned over hendes bare ben. Hun havde nemlig kun hendes shorts og trøje på. Hun elskede stranden, regn og duften af natur og sand. Hun bed sig kort i læben, før hun let kiggede rundt.. Hmm.. Der var ingen at se på stranden. Hun kiggede igen rundt, før hun elegant lod sig dumpe ned i det våde sand. Hun kiggede mod himlen, men kunne ikke holde hendes øjne åbne da vandet ramte dem. Hun smilede kort igen, hun blevv nød til at rejse sig igen. *Møg!* tænkte hun da hun var nød til at rejse sig op igen. Hun fik rejst sig og gik langs vandkanten i et godt stykke tid.

// Sorry tiden, telefonen ringede^^ Tøj: Jakken,, bukserne og skoene <- kliklink //


De tunge dråber der havde ramt det mørkerøde hår en efter det, tog nu deres flugt ned af de lyse kinder, for til sidst at nå hagen hvor de gav slip, faldt og ramte skiftevis det mørke sand og skoene som sad på fyren med de røde hårs fødder. Fyren, der bar navnet Drake, havde et roligt ansigtsudtryk på, som ikke viste nogle tegn på irritation over regnen, eller det at han blev våd. Han gik blot nede ved strandens kant, hvor han mærkede det kølige vand blive skubbet op på hans føder, trække sig væk, og med sig tage en lille smule sand, det var en savnet fornemmelse. Drake kom i tanke om hvor lang tid siden det egentlig havde været at han sidst havde gået som nu. Med de tanker blev Drake nostalgisk, og gik nu bare uden rigtigt at se hvorhen.
Drakes nostalgiske øjeblik varede ikke længe, men dog længe nok til at mærkede et lille stik i sit inderste. Et lille savn, både af sin fortid, men også af nogle andre ting, som han ikke engang selv kunne sætte fingeren på. Så han opgav det inden han rigtigt forsøgte, derudover så virkede det ikke til at det lige var tiden eller stedet til at blive opslugt af sine egne tanker, især ikke pga han før var blevet revet ud af dem.

Lilly mærkede at sandet var ved at blive dejligt, men meget vådt. Hun smilede idet hun traskede hen af den; smukke, lange og bløde strandkant. Hun smilede kort igen før hun let bed sig i læben. Hmm.. Hun syndes hun kunne høre skridt lidt lægere væk. Hendes lyse hår klistrede sig fast mod hendes hud. Men hun lod sig ikke provekere af det. Det var nu rart nok med noget vand ikke? Hun mærkede snadet mellem hendes tær. Hun smilede kort før hun let snurrede rundt og landede i det bløde sand.

//Nettet gik ned den anden dag xD Sorry.. xD

Vandet skylede nok endnu engang op på strandens mørke sand, gjorde alt på sin vej vådt og med sig tog vandet eventuelle tidligere sandaftryk, og forlod standens kant som en glat overfalde. Som strandens vand altid havde gjort det. Intet anderledes ved det, men naturen gik jo også sin gang, så der var jo næppe en grund til at lave det om, men det kunne Drake ikke helt lade glide forbi sin nysgerrige næse. Han så den næste bølge der langsomt begyndte at kruse nogle få meter længere ude. Hvordan den langsomt rejste sig en smule, og dannede hvidt skum på toppen. Drake lavede hurtigt et fodspor i sandet. Holdt en hånd mod det, mens han lod sine medfødte luftdæmoniske evner strømme ud. Nu var det bare at vente de få sekunder som det højst sandsynligt ville tage for vandet at nå stedet. Vandet kom og da det skulle lige til at bange mod den usynlige bæreære som Drake havde dannet af vind, mærkede han en duft som vinden havde taget med på sin evige vandring. Drake blev så optaget af at lokalisere duften at han et øjeblik gav slip på sit greb om vinden. Vandet smadrede igennem og tog alle spor af det tidligere fodspor med sig ud i havet. Drake opdaget det og mumlede kort for sig selv, inden han igen rettede sin opmærksomhed mod duften, der langsomt var på vej væk med vinden...

//Gør ikke noget^^//

Lilly lagde sig let ned i det våde sand. Det var rart at ligge i, lidt ligesom, en våd seng, men det her var behaligt. Hun smilede let mens hun mærkede, duften af saltet fra vandet. Et afslappet suk passerde hendes blide læber. Hun smilede let før hun blot stragte sig ud, og mærkede den kolde regn, mod hendes hud. Hun smilede let, dog var det kun hendes ansigt,hænder og ben, der blev rant af den kolde regn. Hun smilede let i det og lukkede hendes smukke blå øjne i. Hun smilede kort igen, mens hun tænkte hvad denne by havde gjordt, ved hende. Både gode og dårlige ting, men det var dog det vær. HUn havde endelig fået nogle venner.

Opmærksomheden var stadig vent mod den duft han forinden havde svoret på var der. Drakes begyndte at gå i retningen af der hvor duften havde syntes at komme fra. Han ville helst ikke blive taget på sengen, hvis det nu var en person som var fjendtligt indstillet. Man kunne jo aldrig vide, og især ikke i en verden som denne. En verden der for normale mennesker syntes så uendeligt langt borte, og forekom dem så uvirkelig. Mennesker som kun troede at dette fandtes i Tim Burtons film, men der tog de fejl. De vidste det dog ikke, måske til alt held. Mennesker der vidste mere end de burde var irriterende, alt for nysgerrige og manglede respekt. En respekt der udelukkende bundede i den frygt som langsomt ville brede sig i deres krop og sind. Få de små hår til at rejse sig, og koldsveden til at snige sig langsomt ned af ryggen, mens gåsehuden bredte sig. Så menneskerne virkelig kunne mærke den ringe akt der var overfor dem, i hvert fald fra hans side, så de kunne mærke, følge, vide og tro på at de ikke var andet end små svage skabninger der allernådigst var blevet givet livet, dog kun så de kunne blive brugt til føde og legetøj for de stærke, der så dem som afskum.

Endelig så Drake noget andet end den tomme strand. En skikkelse var begyndt at tone frem længere fremme, men fra denne afstand kunne Drake ikke bedømme om det var en pige eller dreng, eller andre små detaljer. Foruden det lå personen ned, det gjorde det ikke lettere. Men jo tætere han kom på hende, jo flere detaljer han se, logisk nok.
Himlens livgivende væske, eller himlens tåre som nogle fortrak, ramte stadig Drakes pande, lave deres lille kapløb ned af hans kinder for at give slip og flyve en sidste gang da de nåede hagen.