Even if you where the last person on, shit.

”Don't worry, Evelyn. I won't take much, and I'll be gentle.. Who knows.. You might even like it...”

Ordende rungede inde i kvindens hoved, hvordan havde hun kunne være så dum? Hvor lang tid siden havde det været efter uheldet? Ikke meget mere end, da Evelyn prøvede at tænke kunne hun mærke hvordan endnu en slag af smerte vældede hen over hendes krop, her gik hun så, uden sko. Hendes kolde fødder mærkede den hårde asfalt, eller var det fortorv under hendes fodsål som om hun ikke en gang var iført sokker. Slåret foran hendes øjne gjorde det svært for hende at fokusere på noget som helst, hun mærkede en hånd på hendes skulder og en bekymret stemme der ville høre om hun var i orden. Med sveden der løb ned af panden, kunne hun lige ane hvordan at kvinden kiggede skrækslagende på hende, og vente sig om og løb sin vej. Forundret over kvindens reaktion, lod hun sine slanke fingre finde sin vej op til ansigtet, hun mærkede hvordan at hun kunne få fat i noget der føltes som noget tørt læder, en kold følelse skød igennem hendes ryg sølje, da hun mærkede hvordan at hvis hun hæv i lappen for at få det væk fra hendes ansigt, blev mere hævet med. Det var den selv samme følelse man fik når man fjernede død hud fra ens fødder, hun gøs. Hun måtte væk fra gaderne, og det skulle være nu! Men så slog det hende igen, hun anede ikke hvor hun var henne, eller hvor hun skulle gå hen. Tanken om at skulle vende tilbage til hendes hjem, nej, nej det kunne hun ikke. Da det var fastlagt begyndte hun at gå frem ad, kun ved hjælp af muren ved siden af hende, og hånden som langsomt pressede frem ad. De rustikke mursten pressede sig ind i mod hendes håndflade, også her røg mere af hendes hud af, folk der så hende på gaden gik en lang bue uden om hende, ingen bed mærke i de store bidmærker i halsen hvor blodet stadig flød ud af hullerne, så meget at hendes grå tangtop som hun havde haft på ikke længere var særlig meget mere grå. Hendes vejtrækning var dyb, næsten som en raspen, bedre forklaret som en der havde røget alt for meget i hele personens liv, og lungerne ikke længere kunne indeholde alt det luft der blev trukket ned i dem. Hun mærkede hvordan at muren pludselig slog et sving, hendes øjne prøvede at fokusere ned af den nye vej, og til sidst kunne hun stille så skarpt at hun kunne tyde at hun var kommet til en gyde, måske hun kunne gemme sig der inde?

Som en krøbling bevægede hun sig ned af gyden, ind til at hun mærkede hvordan hendes fingre lukkede sig rundt omkring et dørhåndtag, måske.. Da disse tanker passerede nethinden, kunne hun mærke hvordan at dørhåndtaget gav efter og hun kunne trykke den ned, med en smule held pressede hun sig ind igennem døren. Her befandt hun sig så... I et lagerum? Mistroisk kiggede hun lidt rundt, hvad lavede hun helt ærligt, det var som om jo længere hun befandt sig ude, jo mere kom hun tilbage til sig selv. Men som hun skulle til at vende om kunne effekten af det store blod tab pludselig mærkes, og før at hun kunne nå at gribe efter en af hyldernes kanter gav benene efter, og med et højlydt knald ramte Evelyns krop gulvet med et hårdt knald. Igen fik tårende frit løb, her kunne hun så ligge total ynkeligt ind til at der ville komme en eller anden ud, og med garanti tilkalde politiet. Really Evelyn, you have out done yourself this time, her lå hun så, med et halvt fjæs der lignede hendes gamle, og halvt lignede det ansigt hun havde haft tilbage, den gang hun havde været en troende pige, som gik i kirke, og troede at det eneste der havde været galt med hende var en ond ånd er havde besat hende. De nu næsten krystal blå øjne betragtede hendes arme, og så hvordan af halvdelen af tatoveringerne var væk, og nogle halvt revet over. Med afsky, kiggede hun væk, lukkede øjnene og håbede inderligt at når hun åbnede dem igen, så ville alt det her bare have været en virkelig ond, og syg drøm.

”Jeg vil lige gå ud og se om, vi har en ny liggende klar ude på lageret.” David virkede næsten helt normalt, som han stod i forretningen i sin navyblå polo T-shirt med det fine navneskilt ved venstre bryst. Det støvede brune hår sad som det plejede. Ret tilbage med voksklistrede fingre. Den mest effektive og hurtige metode han kendte til, han kendte til. Og så meget tid havde han sjælendt om morgenen. Selvom han vågnede ordentligt op, syntes han altid at falde i staver over kaffemaskinen. Han var begyndt at tvivl på sig selv om menneske. Hvilken person kunne dog føle sådan en irritation overfor andre? Det var tydeligt for ham selv, at han ikke hørte til i denne tidsalder. Men heldigvis var den information skjult godt for alle andre omkring ham. Ingen ville finde ud af en ting! Så længe han i det mindste holdt en lav profil. Og det var vel det, han var bedst til. Der gik ikke længe, før han fik drejet om på hælen. Vendte ryggen til kunden og i det øjeblik hans ansigt var ud af andres synsvinkler, sukkede han lydløst, og det typiske fjæs var tilbage. Bare for en lille stund.

Han var begyndt at elske turene ud i lagerrummet. Det betød, han kunne være alene. Væk fra utilfredse kunder. Og dem der var direkte åndssvage. Men alligevel havde han lært at finde sig i at rette op på de små dumme fejl, folk i denne by lavede med deres elektronik. Han havde haft utallige computere inde som skulle have fjernet en af de klassiske pornografiske virusser. Hvem var dog også så dum at trykke på den slags spammails? Denne generation havde en masse at lære. Han lukkede hurtigt døren i efter sig og indsnusede den kølige lugt af de forskellige ting og sager, der befandt sig i det store rum med betonvægge. Han så sig lidt omkring. Alt imens han fumlede med at finde vejen imod lyskontakten på væggen ved siden af døren, han netop havde gået indad. Til sidst fandt han den dog og svang den over på tænd, så lyset flakkede og fik oplyst hans arbejdsplads. Nu var det lidt nemmere for ham at finde rundt. Han havde trods alt ikke et af de fantastiske nattesyn, som så mange andre hader. Forbandede nattevandrere. Den unge engel nåede knap nok at få misset med øjnene, inden han opfangede den del der ikke burde være der. Eller han mente i hvert fald med sig selv, at de ikke normalt havde en krop liggende på gulvet midt i det hele. Han kunne tage fejl, men han valgte ikke at spørge først. ”What the..?” Han satte hurtigt i et mere luntende tempo og stoppede først, som han stod ved sit nye mål. Han kom hurtigt ned på hug og så videre ned på knæ, inden han fik taget ordentligt indblik i, hvad det var. Han satte hænderne i gulvet ved siden af hende og følte med det samme en lun væske glide ind imellem sine fingre. Da han så så ned, blev det mere klart. Blod. Han så ikke skræmt ud, som han studerede sine hænder. Han så mere panisk ud. Og der gik ikke længe, før han havde fået tørret sine hænder af i sin T-shirt for at efterfølgende prøve at få armene omkring kvindevæsnet. ”Shit!” mumlede han, idet han opdagede bidemærket. Det virkede så surrealistisk. For stort til et simpelt vampbid. Det var da helt sikkert. Et vampyrbid ville nok helle ikke tillade så meget blod. ”Fuck!” Som han sad der med hende i sine arme og så sig omkring efter noget der kunne hjælpe i situationen, følte han sig måske lidt ubrugelig. Han havde en bevidstløs person hos sig, og han havde ingen idé om, hvad fanden han skulle gøre. Det var nok derfor han endte med at lægge hende tilbage. Lidt mere behageligt end før. Og selvfølgelig forsøgte han at gøre så hun ikke ville blive kvalt i sit eget bræk, hvis det endte med det. ”Stay….put!” Han vidste ikke, hvorfor han sagde det. Det var ikke engang sikkert på, hun var vågen til at høre det. Og så virkede det ikke til, at hun rent faktisk kunne røre særlig meget på sig.

”Eric! Hit med dine nøgler. Jeg låner lige din bil!” Der var ingen tid at spille. Og ingen tid til at spørge pænt. Derudover var David nu fuldkommen ligeglad med, hvad kunden på den anden side af disken tænkte omkring hans opførsel. Og hans udseende. Den ældre dame fik dog åbnet munden. ”Unge mand! Er det blod?” Hun lod umådelig chokeret, og uden at tænke meget over det, så han ned af sig selv. Hans hænder var helt røde, og flere steder på hans tøj havde fået tværet blod rundt omkring. Selv hans kind havde fået et lille strøg. Efterfølgende røg de brune øjne blot tilbage. ”Nej. Jeg valgte bare at gå ud bagved og smøre mig selv ind i ketchup. Selvfølgelig er det blod, din uintelligente gorilla!” Han var ikke specielt glad lige nu. Og det virkede damen såvel heller ikke. Men han lod hende ikke sige meget, inden han havde hapset nøglerne fra sin kollegas hånd, der egentlig bare havde taget dem frem uden at spørge indtil det. ”Thanks man!” Så var David på farten igen. Igennem butikken og ud på lagerrummet igen.

Med nøglerne siddende mellem sine læber, og kvinden, nu svøbt i et tæppe, løftet op i hans arme, fandt han sin vej ud imod den lille parkeringsplads bag ved forretningen. Hun var ikke tung, man nu var han heller ikke den med byens største muskler. Og hans balance var nok den største grund til han vaklede lidt omkring. ”Hang in there..” Man kunne godt høre at han anstrengte sig lidt. Faktisk behøvede han ikke nøglerne til bilen, men det var altid mere høfligt at få lov før, man tog ting. Med et enkelt blik blinkede lygterne, som et tegn på at bilen nu var løst på. Og med et nyt blik åbnede den nærmeste af de to døre til bagsæderne sig for ham. Med lidt mere anstrengelse lykkedes det ham at fik lagt den, for ham, fremmede kvinde ind på sæderne, hvor efter han rettede sig lidt op og igen fik tørret sine hænder af i sin T-shirt. ”Bare rolig. Jeg tager dig til hospitalet. Det skal nok gå.” Han havde ikke genkendt hende. Det makabre syn af hendes hud der pilede sig selv af lidt efter lidt, havde distraheret ham alt for meget, til at lægge et mere undersøgende blik på hende. Han smækkede døren i, inden han løb om på den anden side af bilen for at hoppe ind på forsædet. Nøglerne blev vendt lidt i hans hånd og efterfølgende sat ind og drejet omkring. Motoren startede med det samme, og han syntes at slukke ned på speederen så snart det var sket. Et hvin lød fra hjulene og lidt efter, var de ude på vejen.

Evelyn missede lidt med øjnene da der blev tændt for et lys i lagerrummet, men ikke en gang her gik det op for hende, hvor det var hun i virkeligheden var henne. Hvordan at hun i det hele taget var nået hele vejen fra hendes lejlighed, og hele vejen hen til gågaderne, ville forblive hende en gåde, når hun en gang ville vågne op og vide hvor hun havde været henne. Måske i hendes underbevidsthed havde hun husket hvor at David havde sat hende af henne, husket glimt af hans arbejdstøj, også gået efter det? Eller var hun overhoved i stand til at huske noget som helst, på nuværende tispunkt? Spørgsmål på spørgsmål, og ubesvaret ville de forblive, for hun havde allerede problemer nok med at få vejrtrækningen til at forblive stabil, hvilket mareridt, endelig at tro at hun havde en chance, en chance for at blive noget mere, noget bedre end hvad hun var, også skulle hun ende her. I en butik der solgte tekniske dele til folk, som typisk ikke en gang vidste hvordan de i virkeligheden virket, hvor nemt det dog var at snyde mennesker som kun havde disse genstande for at være med på moden, fordi de ikke mente at de kunne leve uden, uvidende individer, typisk var dette menneske racen, fordi de aldrig havde oplevet en anden tidsalder end den de var i lige nu, mennesker levet ikke meget længere end under et århundred, hvilket bestemt ikke var noget at prale af, især ikke når man pludselig stod over for en dæmon der havde levet i flere århundred, halvvejs til et årtusind. Når man havde set så mange tidsaldre komme og gå, vidste man at teknologien også ville have et knæk, eller også var den kommet for at blive. Men når man tænkte over det, burde menneskeheden måske have en lidt mere paranoid tanke gang, en teknisk supporter kunne tage ens opkald omkring problemer med computeren, eller hvis man kom forbi en butik som denne kunne eksperten der kiggede på maskinen, lige så godt plante en form for program i computeren der gjorde at personen kunne tænde og slukke for computerens webcam og udspionere personen, vide hvornår personen var hjemme og ikke var, eller endnu bedre smide en virus ind som de kunne kontrollere, tomme alle netbankerne, forså at kunne slette den igen, og ingen ville vide hvem der havde været på spild, da det ikke ville kunne spores. Stemmen af en mand der råbte et eller andet uforståeligt, noget der lød som shit, eller fuck? Det hele var pløret sammen, men det rev hende ud af den psykotiske tanke gang, eller allermest paranoide tanker omkring at alle var efter alle. ’’Jeg går ingen vegne’’ hostede hun svagt, og vejtrækningen blev en smule mere normal da manden havde lagt hende bedre på plads igen. Ingen hun drev væk igen, nåede hun dog kort at tænke, at alle de serier hun var begyndt at se, det måtte virkelig stoppe. Det var begyndt at give hende et helt urealistisk syn på verden, og det var sikkert bare vreden og aggressionerne der prøvede at komme ud i tanker, da hun fysisk ikke kunne gøre noget i dette øjeblik.

Det føltes som en evighed at hun bare havde ligget der, hun kunne mærke hvordan at hendes mørke hår der var noget af det eneste der forblev sin oprindelige form, var ved at blive delvist vådt af den pøl af blod som lagde sig under hendes hovedbund. Noget mundvand blev sunket, og selv at have lukket øjne virket anstrengende, men hun kunne ikke få dem til at lystre så hun kunne åbne øjnene igen, de var som syet fast. Kvalmen begyndte at overtage spiserøret, hvilket gjorde det meget svært for hende at holde på den væske der rumsterede rundt i hendes mave, men trods forsøg fra kroppen til at få det op igen formåede hun at holde det i sig, hun skulle ikke både ligge her og forbløde på et gulv, hun ikke anede hvor var, med hud der faldt af hendes krop, for så at begynde at brække sig, ydmygelsen måtte have en grænse! Kvalmen forsvandt også lige så stille da hun mærkede tæppet blive viklet rundt omkring hende, hvilket gjorde at varmen lige så stille vendte tilbage til hendes indre, som i noget tid havde føltes så koldt som is. Da han begyndte at sige lidt flere sammenhængene ord følte hun noget velkendt strømme ind over hende, kunne det virkelig være? Efter noget tid kunne hun mærke hvordan at vægten skiftet og hun ikke længere lå på det tunge gulv, men hang oppe i luften i nogle lige nu betryggende arme, men det var først da den velkendte duft, lige som den trøje hun havde stjålet fra hans lejlighed i sin tid, slog ind i hendes næsebord. Som om hun havde en indre kamp med hendes øjenlåg fik hun langsomt åbnet det ene på halvt og betragtede det semi velkendte ansigt, brillerne, de brune øjne der kom lidt tættere på da han fik lagt hende ind i bilen, også forsvandt igen. Det var først da han sagde han ville kører hende til hospitalet at hun fik tungen på gled og ordene igen ville lade sig forme i hendes mund ’’Da-david?’’ de næste ord var usammenhængende mens hun prøvede at sige at hun ikke ville på hospitalet, det var der ingen grund til, hun skulle bare hvile sig lidt, så ville alt blive bedre, men i stedet var det bare utydelige ord blandet med støn og hæse vejtrækninger.

For hende var der nok ikke så meget andet at gøre, end at blive liggende i bilen og lade sig blive kørt til hospitalet, trods det problem det ville skabe. Et sted i hendes indre lignede hun jo stadig sig selv, og hun vidste at politiet havde vel lignende billede af hende, hvad nu hvis at nogen på hospitalet genkendte hende og ringede efter politiet? Hun kunne ikke holde ud at skulle bruge endnu et ophold i fængsel, det kom bare ikke til at ske! I et halv hjertet forsøg på at rejse sig op, endte hun bare med at falde hen imod passager forsædet, med halv åbne øjne kiggede hun på manden som kørte bilen ’’Don’t.. Don’t drive me to the hospital… It’s not save for me..’’ i forsøg på at få ham til at forstå vigtigheden slog hun over i hendes modersmål, nemlig britisk. Det var for stor en risiko at køre hende der hen, men før at hun kunne overbevise ham yderligere, faldt hun tilbage på bagsæderne, øjnene lukket ufrivilligt i, og lige så stille begyndte mørket at omfavne hendes krop, og hun forsvandt igen, men denne gang for nok ikke at vågne op inde for den næste lange stykke tid.

David havde lidt problemer med rent faktisk lægge mærke til, hvad der foregik på bagsæderne. Hans blik var endnu stift imod trafikken foran ham, og det tog skrevet i hans ansigt, at han koncentrerede sig om ikke at danne en eller anden ulykke. Farten var trods alt blevet sat utrolig højt op. Ikke at han ikke stolede på sine evner som bilist, men chancerne var der altid. Dog holdt det ham ikke fra at høre de små lyde, der kom fra hende. De små lyde der fint dannede ord. Et ord af gangen. Det tog lidt tid for ham at programmere lydene ind i de rette data filer. Selvom han selv var så vant til det spørg, havde han befundet sig i Di Morga længe nok, til at være mere vant til det franske. Og han måtte indrømme, at han ikke havde forventet at kvindemennesket ville gå over imod det engelske. Så der kom lige et kort hva, inden han endelig fik forståelse af, hvad fanden hun lå og sagde til ham.
”Du laver fucking sjov med mig, ik’?” vrissede han mere eller mindre frustreret, og i samme øjeblik drejede han skarpt til venstre. Han havde ikke tal på hvor mange biler, han havde fået overhalet på sin raske tur igennem Terre. Hans hænder knugede sig hårdt til rettet. Faktisk så hårdt at hans knoer fik en fin hvid farve, over manglen på blodstrøm. Af en eller anden underlig grund, hamrede hans hjerte af sted. Galoperede. Og gav ham en umådelig dårlig smag i munden af den pludselig hurtige strøm af blod, der flød i hans årer. ”Du må have slået hovedet! Det her er ikke tiden til at sende din rebelske attitude frem. Det er ikke tid til at protestere! Du har brug for professionelt pleje!” Han tog ikke blikket væk fra vejen foran sig. Men samtidig fokuserede han ikke på, hvor fanden han kørte. Var han overhoved på rette vej? Han genkendte ikke omgivelserne. Og i det øjeblik han så havet forude, var han ret sikker på, at han måtte have taget et forkert sving på et eller andet tidspunkt. Kystvejen ville i hvert fald ikke tage dem videre til hospitalet. ”Fuck!” svovlede han og slog imod rattet med den ene hånd, inden den igen greb fat i det robuste læder betræk. Han så forvildet frem og tilbage og kæmpede for at holde bilen i en nogenlunde lige linje. Han var tydeligvis ikke en lige så god bilist, som han havde troet. Det havde været for længe, siden han tog sit kørekort. Havde han overhoved et i øjeblikket? Selvfølgelig ikke. Han ville først være i gang med sin køreprøve 100 år ind i fremtiden. Det her var da bare fantastisk! ”Jeg vil sagtens kunne lappe dig sammen, men det er fandme også det eneste jeg dur til. Men har du ikke selv lagt mærke til den enorme mængde blod du har mistet? Det vil jeg ikke kunne gøre en ski- ..”
Med et stoppede han med at tale. Han havde brugt det for at holde hende i live. Eller vågen, så hun ikke ville gå i koma. Men det havde åbenbart distraheret ham alt for meget. Han mistede kontrollen over den ukendte bil. Vejen under dem var glat. Og ingen andre biler havde rigtigt taget denne vej, så det var ikke blevet tøet ordentligt op af bilernes varme kontorer. Bilen skred med det samme ud i rabatten i den modsatte kørebane. Kanten havde nær fået dem til at svinge rundt, men heldigvis var det hele ikke en Die Hard film. Så de endte kun med at lette fra jorden et øjeblik. For så at få smadret snuden imod jorden igen kort efter. Lige det øjeblik var han sig evig taknemmelig for at have taget sikkerhedsselen på. Dog gjorde rykket at David selv fik hamret sit fjæs lige ned i rattet foran sig. Og hvis ikke han have nået at lukke sine øjne i, ville små skår fra foruden have gjorde ham blind.
”Argh… !” Han lænede sig beklagende tilbage imod sit sæde. Sad lidt og bed smerten i sig, inden han endelig tog slap rattet igen. Uden at tænke på blodet, der fin flød fra både hans næse, læbe og øjenbryn, fik han klikket sig fri fra sikkerhedsselen med rystende hænder, og drejede sig besværet for at se imod bagsædet. Det hele gjorde pludselig ondt. Ryggen havde tydeligvis fået taget et slag fra det pludselige ryg. Hvor fanden var bilens airbag overhoved!? ”Ey! Woman!” Han drejede kort hovedet til siden og spyttede en lilel mængde blod ud på det andet forsæde. ”Er du okay?” Han så ret forslået ud. Næsen var ikke direkte brækket, men en flænge havde fundet sin vej over næseryggen. Hans ene øjenbryn var flækket, sammen med hans underlæbe. Og ikke nok med det, men små glasskår havde revet ham på bare hænder, i ansigtet og hals. Hans briller var knækket, og lå lige nu nede ved instrumentsystemet. Bilen var stoppet. Og stod egentlig nu bare og blinkede, som kaldte den på hjælp. Også selvom der ingen andre bilister var at se i miles omkreds. Ikke mange tog kystvejen.

Hun fulgte ikke længere med i hvad der skete, på intet tidspunkt var hun vidne om at de havde kørt forkert, eller at han snakkede til hende igen efter den lange stilhed og koncentration fra hans side af. Da hendes øjenlåg havde gledet ned omkring de ny krystal blå øjne, i stedet for de varme brune øjne hun havde haft før, begyndte hendes hår lige så stille at ændre sig, den sorte farve blev lysere, først en flot brun farve, lige så varm som de chokolade brune øjne hun en gang havde besiddet, til en flot blond naturlig farve. Ansigtet mere rundt, hjerte formet næsten, det var også tydeligt at se at kvinden der lå på bagsædet ikke længere lignede en over de treogtyve eller måske endda mere på grænsen til de fireogtyve, men meget tydeligt nu lå i aldersgruppen af tyve år. Hun sukkede tungt, og hun mærkede hvordan at vejrtrækningen kom mere normal, som om alle hendes ribben havde fundet sig en ny plads for at give hende en anden form, knogler der havde flyttet sig få millimeter, især i benene var der nu en tydelig forskel på at de havde trukket sig sammen og hun ikke længere havde den samme højde. Alt på hende forvandlet sig tilbage til den pige hun en gang havde været, den pige hun havde været første gang hun havde taget en anden kvindes liv. Ikke mere end nittenår havde hun været. Et lavmeldt skrig fik hende til at misse en smule med øjnene, og den søvn der måske skulle have varet en smule længere blev hun hævet ud af igen. Skrækslagene så hun hvordan at David mistede herredømmet over bilen, og den skred ud, trods hans forsøg på at rette den op igen, kunne man mærke hvordan hele bilen lettede og hendes krop løftede sig fra sæderne, da hun ikke lige som ham var iført et sikkerhedsbælte. I forsøg på at komme ned at sidde igen, så hun ikke ende med at ryge ud af en af ruderne, fik hun vent sig således at hendes knæ nu lå med alle fire imod sæderne. Men den pludselig bevægelse af at fronten af bilen hamrede ned imod asfalten kom som en overraskelse for hende, og hendes eget ansigt hamrede imod venstre dør af bilen. Hun mærkede hvordan at det voldsomme slag sendte et lyn af smerte igennem hendes hoved, og blodet begyndte at løbe ned af en flænge i hendes pande, men heldigt for hende slap hun med et let slag imod næsen. Hun snøftede lidt, og lod fingrene glide hen imod såret hvor blodet lavede en let strøm fra, nu blødte hun fra tog steder, hendes hals og hendes pande. Dette var den mest fantastiske dag i hendes liv, hun huskede ikke at hun havde skrevet nogen steder, kom og fuck med Evelyn Swifts liv, hun har det jo så fantastisk i forvejen. Hun skød underlæben frem, og følte sig også yngre sindsmæssigt, som om at dæmonen der havde været i hendes hjem ikke kun havde taget hendes udseende og kræfter, men også noget af hendes viden og modenhed. Var det noget hun bildte sig selv ind? Det hele var så forvirrende for hende, hvad var der sket og hvor var hun i det hele taget henne? I kort stykke tid kunne hun ikke huske hvordan at hun var kommet fra hendes lejlighed, også ind i den her bil, det hele var tåget for hende, kun små brikker, brøkdele af det hele var til at huske. Det nu næsten transformerede ansigt vente sig imod stemmen der talte til hende,  da hun prøvede at fokusere kunne hun ikke med det samme se ansigtet, det var som om alting var en pløret masse, men stemmen udtalte ord, ord der lød som Er du okay, og med et undret udtryk i ansigtet, stillede tingene sig langsomt mere og mere tydeligt, og hun genkendte atter ansigtet der var vent imod hende, samt ordene om hun var okay stod nu helt tydeligt for hende. Hun sank en klump der havde håbet sig op i halsen, hun kunne ikke svare på hans spørgsmål, hans øjne kiggede på hende som om hun var ukendelig for ham, godt nok havde de kun mødtes en gang, men, men han burde da kunne genkende hende? Med rystende hænder, satte hun sig ordenligt ned på sædet. ’’Jeg..-’’ hendes stemme svigtede hende kort, men stadig den samme som hun havde haft før at bidet, og som nok var det eneste hun nogen sinde ville beholde. Før hun nåede rigtig at svare lagde hun ordentlig mærke til hans ansigt, den flænge han havde fået hen over næsen op til øjenbrynet og hvordan at blodet langsomt gled sin vej ned af ansigtet. ’’Undskyld.. det ser ud til at du ikke kan være sammen med mig, uden at du kommer.. kommer til skade med din.. din næse’’ hun stammede mens hun prøvede at få ordene ud, og tårende igen pressede på i øjenkrogene, hendes rystende hænder lukkede sig om dørens håndtag ’’Jeg er virkelighed ked af, jeg..’’ mens hun igen prøvede at fremstamme noget omkring at hun var ked af at hun havde bragt ham i problemer igen, fik hun åbnet døren, og næsten faldt ud af bilen for at komme væk. Hun kunne ikke holde ud at være nogen steder, hun skulle væk, langt væk. Hun nåede et kort stykke væk fra bilen, og faldt nærmest over hendes egne ben. Med knæene der skrabede imod den kolde asfalt, lyden af de blinkene lygter der kaldte ensomt efter hjælp, fik hun rejst sig selv op igen. Den kolde dug lagde sig hen over den forvirrede Eve, tæppet havde hun tabt halvvejs ud af bilen, og kun iført en tangtop og slidte jeans, ikke en gang sko på fødderne havde hun. Solen var lige så stille på vej ned i sækken, og kastede desperate lys hen over det forladte sted, inden at skyerne slugte solen helt, og mørket lagde sig med den fulde kraft over dem.

Det var ingen overraskelse af David ikke lagde mærke til en skid omkring dæmonen. Hendes stemme var en smule for svag for ham at høre den ordenligt. Og derudover var han utrolig frustreret over situationen. Alt for frustreret og panisk til at lægge mærke til små ting som det. Det havde ikke engang undret ham at hun kendte hans navn. Han havde trods alt stadig sit navneskilt sat fast på T-shirten, der ikke længere kun var blå. Så ham hun talte mere sammenhænget til ham, forstod han intet. Og han havde ikke rigtig tid til at få det tænkt igennem. ”Hvad fanden snakker du om!?” var det eneste der fandt sin vej over hans læber, i det han begyndte at kravle om på bagsædet. Eller han nåede ikke specielt langt, inden han fandt en lidt nemmere vej ud. Igennem sin egen dør. Den var trods alt ikke smadret halvt ihjel lige som bilens snude. Hvad skulle han ikke sige til din kollega? ’Hey man. Jeg fuckede din bil op. Her er nøglerne. Tak for løn.’ Han kunne være sikker på at blive dræbt. Dø for anden gang! Men af en eller anden grund lykkedes det hende at få ham på helt andre tanker. Lige i samme øjeblik, som bildøren kom med sit lille klik og så fik helt op. Hvor efter denne nu blonde kvinde steg ud. Det var da ikke sådan hun så ud før? Var det? Var hun en fucking formskifter? Og havde hun skiftet harm? Var det derfor hendes ud skaldede som den gjorde? Alt for mange spørgsmål omkring hende, fik ham igen på afveje, inden han tog sig sammen til at nærmest sparket sin egen bil dør op. For så at trillet ud af den. Han kom dog hurtigt på benene igen. Lidt ude af balance på grund af virvaret, der pludselig var sket. Men det stoppede ham tydeligvis ikke fra at forsætte med nogle skridt hen imod hende som hun bevægede sig væk fra ulykken. ”HEY!!” råbte han en smule vrissent med en hånd løftet op over hovedet. Som om det ville hjælpe. Han greb om tæppet, der nu lå på jorden lige ude foran den åbne bildør. Han smækkede døren i og råbte så igen. Denne gang af bilen. ”SÅ HOLD DOG DIN KÆFT!!” Og med ét stoppede bilen med at blinke og bippe og beklage sig. Derefter fik han så ellers sat i løb. Direkte imod hende. Han havde fundet fodfæste igen. Og han følte sig ikke helt så svimmel som, da han lige havde steget ud af bilen. Men han følte sig nu heller ikke ligefrem frisk. Ingen ville føle sig top-noch efter, hvad de lige havde oplevet.
I samme øjeblik han nåede op til hende, havde han fået foldet ud og fik nemt slynget det omkring dæmonens krop, samtidig med han holdt hende fast med sine arme. Fast indtil sig så hun ikke skulle gå nogle steder. ”Hvor i helvede tror du, du er på vej hen?” Han lød næsten forpustet. Men det var nok kun på grund af panikken. Og det faktum at hans hjerte galoperede af sted i hans brystkasse. Meget muligt kraftigt nok til, hun ville kunne mærke det. Han var så tæt på selv at falde sammen, men det lykkedes ham pludselig at få lagt en arm omkring hendes skuldre og en anden under hendes knæ. Og så fik hun mirakuløst løftet hende op igen. Uden at side noget. Eller så på hende fik han bragt hende tilbage til bilen. Her lagde hun hende igen ned. I det mindste ville han havde flere ting ved sine hænder, hvis det var nødvendigt. Og bilen udgav stadig en smule varme. ”Lig stille. Du er i et værre stadie end mig lige nu, så tænk ikke på mig. Jeg er vant til at slå næse en smule. Og det er ikke fordi jeg bløde en syndflod.” mumlede han med samme frustrerede undertone i sin stemme. Alt imens han søgte med blikket efter noget der kunne bruges. Det blev bekræftet at han nok skulle være nød til at rejse sig for at få fat i noget, så der gik ikke så længe til han blot trak sin mere eller mindre blodige T-shirt af sin overkrop, krøllede den sammen og lagde den under hendes hoved. ”Fuck…” mumlede han utydeligt og søgte frem og tilbage på hendes sår.

Ordet 'hey', som han havde råbt af hende, efterfuldt af nogle ord hun ikke lige helt fik fat i, blårede langsomt ud. Hun tog sig til hoved og den skarpe smerte borede sig igennem hendes kranium, eller sådan ville hun beskrive det, hvis nogen havde spurgt hende. Hold nu kæft, hvor er du latterlig at høre på, hendes egen stemme rungede dybt ind i hendes hoved, hendes selvtillid var ikke hvad den havde været forhen, mens hun blev ved med at se billede fra hvordan alt hendes blod blev tømt ud af hendes krop, spillede på repeat for hendes øjne. Hvor havde hun været dum, tilladt et andet væsen at drikke af hende, uden at vide, uden at kende til hvem han var, og hvilket væsen personen virkelig havde været. Hans hjerte havde banket, så han havde ikke været en vampyr, pludselig efter endnu et jag af smerte som fik hende til at stoppe op og placere begge hænder på panden så hun hvordan at kreaturet havde ændret form, en formskifter, en, en dæmon? Hun sank noget mundvand, men førend at hun kunne nå at tænke videre over hvad hun skulle gøre med den nye information mærkede hun nogle stærke arme der lagde sig rundt omkring hende, samt tæppes varme der blev slynget omkring hendes nu meget spinkle krop. Det var som om alting pludselig stod stille, den måde at han stod bag hende på, hjertet der hamrede imod hende. Alle de elementer trak hende tilbage, og det var som om hun igen stod i sin lejlighed og kreaturet var lige ved at sætte tænderne i hendes hals igen. Et halvt kvalt skrig flød ud igennem hendes læber, mens hun sprællede i hans arme.
''Please, dont, not again!'' tårende flød ned af hendes kinder, men det var først da hun blev taget op i hans arme, og hendes hoved nu lå imod hans brystkasse at det gik op for hende, at hun bestemt ikke var tilbage i lejligheden, og dette ikke var et væsen der ville spise hende, tvært imod havde han kun prøvet at hjælpe hende. Trods tårene der stadig gled ned af hendes hvide kinder, stoppede hun brat med at skrige og forholde sig nogenlunde roligt i hans arme.

Hun protesterede ikke yderligere, så ikke længere nogen grund til at skulle prøve at overbevise ham om at hun burde gå sin vej, lade ham være alene. For slet ikke at snakke om at hun blev ved med at sørger for at han fik problemer på halsen, hun sank en lille klump da hun blev lagt på sæderne i bilen, og lod de blå øjne glide op imod hans ansigt, han lignede sig selv, men hvordan kunne det være at den så irritable og menneskehadende person hun havde mødt den gang, nu hjalp hende mere end han overhoved burde. Mange havde nok skubbet hende ud af lagerrummet, låst døren og gået fløjtene i gang med at tørre blodet op fra gulvet. Hun måtte dog blinke lidt ekstra med øjnene da han pludselig hæv sin t-shirt af og lagde den under hendes hoved som en form for pude. Trods alvoren i det hele denne situation, kunne hun ikke lade være med at trække op i den ene side af læben, så et kækt smil opstod.
''Tænk at jeg har ladt en stripper hjælpe mig'' mumlede hun svagt, men stadig højt nok til at han burde høre det. Derefter lukkede hun langsomt øjnene, da smerten stadig var på stadiet til at være ubærlig, men hans nærvær, hjalp underligt nok på at hun faldt mere og mere til ro, efterhånden som tiden gik.

Pladsen var minimal i bilen. Det kunne godt være at den var ’mere rummelig end andre biler på markedet’, men han følte sig nu stadig ret indeklemt, som han halvt stod og halvt sad på knæ i mellemrummet mellem forsæderne og bagsæderne. Han kunne ikke finde den mindste behagelige stilling. Overhoved! Det var umuligt. Hvorfor havde han ikke bare lagt hende i bagagerummet, så ville han da have haft en del mere plads til at få behandlet hendes sår. Gamle som nye. Blodet, der endnu flød fra hende, tog han sig ikke rigtig af. Sæderne var allerede blevet svinet til. Og selve bilen var ikke helt i den bedste tilstand. Too bad.
”For fucks sake!..”svovlede han mere mumlende, idet han prøvede at få forsæderne ned at ligge. Det burde da være muligt. Var det ikke det hans kollega havde gået og pralet omkring? Jo da. Men af samme grund forstod David ikke mekanismen. Eller teknikken. Han vendte siden til dæmonen og begyndte pludselig at gå mere aggressivt til. Han ruskede voldsomt i hans udvalgte sæde. Men det rykkede sig ikke meget mere end en lille centimeter. For så at komme tilbage på den oprindelige plads. ”Sikke noget lort!..” Han kunne intet gøre. Ikke med sine evner i hvert fald. Det var ikke føret af elektronik. Det skulle bruges mere fysisk kræft. Og med et, kom han helt op at stå i bilen. Eller hans ben var strakt helt ud, mens hans overkrop lå parallel med taget. Han tog fast i den nærmeste hank, inden han bøjede sit ene ben og som en hest, der sparkede bagud, sparkede han imod sædet. Han både hørte og følte det give efter og uden at se efter, sparkede han ud efter det andet. Hvilket egentlig kun resulterede i en del mere plads. Han dumpede en smule udmattet ned på de nu nedlagde sæder. Han var ikke sikker på om de ville kunne sættes op igen. Men det gjorde vel ikke så meget.
Han sad lige og fik pusten igen, idet han hørt hendes stemme endnu engang. Ord. Mere forstående ord. En forståelse der rent faktisk gav mening i hans hoved. Og han var ikke sikker på, han brød sig specielt meget om den nye mening. Han så langsomt op imod hende med de brune øjne stirrende imod hende. ”Sig ikke.. Oh god!” Han skød sine hænder op til sit hoved og greb om det i opgivelse. Han begravede kort sine fingre i sit nu meget uglede hår, inden han i pludselige bevægelser igen så imod hende. ”Jeg burde have set den komme. En formskifter. Fantastisk.” Han lød ikke direkte irriteret. Ikke på hende i hvert fald. Han virkede bare frustreret over hele situationen. ”Og ikke nok med det. Det er en formskifter, der i sine svage øjeblikke bruger min egen joke imod mig.” Igen kom den ene af hans hænder igennem håret. Kørte det tilbage og væk fra hans ansigt igen. Afslørede de frustrerede rynker han havde i panden. Han sukkede dybt og begyndte så ellers at sætte sig bedre til rette. Lidt tættere på hende. Han rystede sine hænder og pustede en smule stresset ud igennem munden. ”Lige meget nu.” Han tørrede en smule af blodet under næsen væk og tørrede så sin hånd af i sine bukser. ”Vi skal have lappet dig sammen. Læg stille.” Han gnubbede kortvarigt sine hænder imod hinanden og tog en dyb indånding inden han førte sine hænder ned imod såret ved hendes hals. Som han stirrede imod det, begyndte et blåligt og koldt lys at skabes omkring hans hænder. Og som han studerede processen begyndte hudceller at gendannes. Lidt efter lidt. Han forsøgte at holde sine vejrtrækninger stabile og efter lidt tid, og han var færdig, sad han et sekunds tid, før han rettede hænderne imod hendes pande. Eller rettere - flængen i hendes pande. Samme proces.

Til sidst trak han roligt sine hænder til sig, efter lyset var forsvundet igen. Han åndede lettet ud og lænede sig udmattet tilbage. Han lå rimelig akavet på det ene nedlagte sæde, men det virkede så behageligt bare at ligge ned. Hans brystkasse hævede og sank markant og man kunne vel se hans ånde en gang imellem på grund af kulden, der langsomt krøb ind i bilen. ”Jeg klarede sårene… Ikke blodtabet. Andre skader?” spurgte han forpustet som han endelig satte sig op igen og så spørgende imod hende. Lettet. Bare en smule.

''dont take the lords name in vain'' mumlede hun sarkastisk, en dyb indånding blev taget mens hun ikke kunne finde rundt i tid eller sted. Hun lå bare, minutter føltes som timer, timer føltes som sekunder, der var intet der virkelig gav mening for hende. Revet rundt mellem bevidsthed og bevidstløshed, mørke og lys, ord og stilhed. Kulden blev erstattet af varme, og varmen blev erstattet af kulden igen, men trods at hårene på armene rejste sig fladt der stadig en svedperle ned fra hendes pande, hun mærkede hvordan at den varme dråbe langsomt fandt sin vej ned langs hendes hoved, jo længere den fik lov til at glide jo koldere blev den imod hendes hud. Hun snøftede en smule, et kort ønske om at tæppet var varmere blev sendt ud, men det gjorde desværre ikke den store foreskel. En fuge i panden trådte kraftigt frem, da han nævnet noget omkring en formskifter, formskifter? Hvad snakkede han om, hun havde stadig ikke helt fået omfanget med af hendes ændring af kroppen, bedre beskrevet, så anede hun i det store og hele slet ikke at hendes krop havde ændret sig så drastisk som den havde gjort. Lige som hun skulle til at rejse sig op, og forlange han forklarede hvad han mente med formskifter, mærkede hun hvordan en hånd blev lagt på hende, og stemmen fortalte hende at hun skulle ligge stille. Hun skød underlæben frem, som et lille barn der følte sig uretfærdig behandlet, men gjorde trods alt som hun fik besked på lå stille og lukkede atter øjnene for at slappe fuldstændig af, eller så tæt hun nu kunne komme på at få sig selv og sine følelse under kontrol. Det var så der hun mærkede det, den varme som pludselig bredte sig i højre side af halsen, en velsindende følelse bredte sig igennem hendes krop helt ud i hendes fingerspidser, hun kunne mærke hvordan at hullerne lukkede sig, derefter mærkede hun hvordan at den lange flænge i panden. Den smerte som havde banket igennem hendes åre forsvandt lige så stille, hendes øjenlåg gled op og øjnene skinnede nu af liv, hvor de førhen havde vist en mathed som kun en døende ville have gjort. Den røde tunge skilte sig igennem hendes læber, hvor efter at den lige så stille kørte hen over hendes underlæbe, følelsen af den rug læbe pressede sig følsomt imod tungens underside.

Lige så stille fik hun endelig sat sig op, fingrene gled sig igennem det krøllede gyldne hår, men halvvejs stoppede hun op. Et næsten panisk blik blev rettet imod ham da han spurgte hende om der var andre skader, igen kom ordet formskifter op til overfladen, og hun kravlede halvt over ham for at komme hen til bakspejlet for at se sin egen refleksion stirre tilbage, trods for at hun kun kunne se en del af hendes ansigt kunne hun sagtens se at der var noget helt galt ''This is not right'' sagde hun mens at panikken var tydelig at høre i hendes stemme, trods hendes forsøg på ikke igen at begynde at græde. Men de øjne, de øjne hun havde flygtet så længe fra, og det ansigt, det hår. Hun var som revet tilbage fra hvor hun startede, tilbage til hendes gamle jeg, lysten til at skrige og splitte hele bilen ad var stor, men i stedet gemte hun sit ansigt væk i mellem hendes arme og tog en dyb indånding. ''jeg er ingen formskifter..'' mumlede hun så stille, og kravlede tilbage på bagsædet ''han gjorde dette imod mig, han.. han tog mine kræfter'' imens hun mumlede videre fik hun skubbet bagsædet ned, så hun kunne komme til i bagage rummet og fiskede hvad der skulle være standart i alle biler en første hjælps kasse frem. Derefter vente hun ansigtet imod David og fandt en rense serviet frem. ''Du burde have tænkt mere på at fikse dine egne skader end at tænke på mig'' sagde hun stille mens hendes hånd lige så stille nærmede sig hendes næse, ''det kommer til at svig, men det ved du vel allerede'' sagde hun med et lille smil på læben, for så at begynde på at fjerne blodet og rense såret. ''Du er så den første i over et århundret der får lov til at se mit rigtige ansigt.. mit navn er Evie Day Hooper, normalt kendt som Evely Swift'' hvorfor hun fortalte ham dette, havde hun ingen anelse om, tæppet som havde været rundt omkring hende, lagde hun rundt omkring manden foran hende, et dybt suk undslap hendes læber. Hendes hænder faldt ned i hendes skød, hun tog det besynderligt roligt alt det med hendes forandring, men et eller andet havde slået fuldstændig klik i hendes hoved, hun kunne ikke længere finde hoved eller hale i hvad der var sket eller hvad hun skulle gøre. Den ellers så kølige Evelyn var i vildledelse omkring hvad hun skulle gøre nu, hvad var hendes muligheder? Hænge sig selv? Det virkede yderst fristene, men de tanker blev skubbet væk, og overtaget af fuldkommen intethed, ingen tanker, ingen billeder, intet virkede for hende lige nu, med tomme blå øjne stirrede hun ud af bagdørens vindue, ud i det mørke som der nu havde fuldkommen overtaget og gjorde det svært at bedømme hvor de i virkeligheden var.

David vidste det ikke, men han blev godt overrasket over, hvor mente hun fik lagt bagsædet ned. Han missundede det. Han var tydeligvis ikke vant til hans nye nutids små finurligheder. Ikke at han nogensinde ville spørge hende, hvordan hun gjorde det. Han havde i princippet ikke brug for en bil i fremtiden. Han havde, hvad han havde brug for af transportmiddel. Men lige nu kunne han ikke helt lade være med at bare stirre på, hvordan hun kravlede om i bagagerummet. Uden problem. Overhoved. Åh gud! Han fandt hurtigt sig selv godt i gang med at studere hans bagdel. Det virkede så forkert. Og han fik da også hurtigt set væk. Lige tidsnok inden hun kom tilbage med en knald rød plastikboks i sine hænder. Hun virkede da til at være okay allerede. Men så igen - Hun var ikke ligefrem menneske. Lidt blod hist og her gjorde åbenbart intet for hendes helbred. Han burde have vist det. Så ville han nok ikke have gået i panik helt så meget. Eller jo, men det var en helt anden sag.
”Mine sår er ingenting. De har ikke brug for meget andet end lidt vand og så et plaster. Det er ikke fordi der findes utrolig mange bakterier, der vil kunne skabe infektion i dem her omkring. Av!” Det gav et set i ham, det øjeblik renseservietten blev gnubbet imod hans stakkels næse. Hans krop havde nær givet et spjæt fra sig, men han havde lige nået at gribe omkring de små indhulninger i det sæde han sad på. Det var ikke fordi det gjorde så ondt igen. Okay. Det gjorde ondt. Det brændte. Det sveg. Hvor han dog hadede denne proces. Han havde været igennem den alt for mange gange. Heldigvis slappede han af igen kort tid efter. Skuldrene faldt ned på plads og han skar ikke grimasser. Mumlede bare noget utydeligt, inden han koncentrerede sig lidt mere om dæmonen foran sig.
Det virkede helt underligt, den måde hun sad og fortalte om sig selv. De havde aldrig været på navn ved hinanden. Hun havde ved et tilfælde opdaget hans, men han havde aldrig præsenterede sig. Eller tilladt hende at rent faktisk tiltale om ved det. ”Så du er egentlig utrolig gammel.. hm..” Han havde stadig ikke ændret sig specielt meget. Han kom stadig med de små kommentarer for at få andre væk. Ikke at han gjorde det bevidst. Forsigtigt lænede forover. Lagde støttende sine arme på sine ben og lod sine hænder dingle frit i mellemrummet imellem hans lår. Han gjorde det blot nemmere for hende at nå hans ansigt. Nu sveg det ikke helt så meget. Eller jo, det gjorde det. Men han havde fået vænnet sig til det. Så nu var det ikke andet end en kølig prikkende følelse. ”Oh well.. Du kender allerede mit navn. Og det lyder så dumt, at du ikke får mig til at sige det højt.” Han drejede sit blik en smule og så selv ud af vinduet. Bare kort. Indtil han kunne mærke tæppet omkring sig. Han tøvede ikke med at tage det af sig igen. I stedet lænede han sig blot en smule længere frem. Han strakte sin arm forbi hende og greb om den sammenkrøllede T-shirt på sædet. Han fik foldet den ud og trak den roligt over hovedet igen. Undgik for meget kontakt med de små flænger i ansigtet. ”Og selvom du siger du ingen formskifter er. Så er du tydeligvis det.” Han lagde sin ene hånd oven på hendes nye mængder af tykt bølget blondt hår. Som han havde gjort første gang de mødtes. Som et enkelt klap. Han trak sin hånd tilbage og fik med lidt held møvet sig ud af bilen igen. ”Du siger dette er din sande form. Så må du have ændret dit ydre. Hvilket i mit hoved.. står klart som en formskifter.” Han strakte sine arme højt op over hovedet og slappede ikke af igen, før hans ryg gav efter og gjorde hans stilling en del mere behageligt.

Alle ord sårede ekstra meget end hvad de havde gjort, hvis hun havde været sit gamle jeg, hvis hun ikke havde gået igennem alt det hun havde gjort denne dag. Hun undslap et lille hvæs, men mest over hendes egen tydelige sårbarhed hvor tårene pressede på, næsten så hårdt at det begyndte at svig i hendes øjne. Hurtigt fik hun presset en håndryg imod det højre øje for at holde tårene tilbage, mens hun håbede på at han ikke ville opdage, eller stille spørgsmål til hvorfor hun nu græd igen. Endnu en klump der havde dannet sig i halsen blev slugt, og begyndte derefter at hive lidt i hendes fingre mest af alt i nervøsitet at hun ville begynde at skrige af ham, især på grund af hendes store frustration over alt. Da han var gået ud sad hun der, stille, rolig, mens at en indre krig rasede inde i hendes indre. Hun ville have skubbet hans hånd væk da han lagde den på hendes hånd, men var ikke hurtig nok, så havde han selv fjernet den og møvet sig ud af bilen. Hun sad der kun i få sekunder før at hun selv fik banet sig vej ud af bilen, vreden var tydeligt malet i hendes ansigt, da hun placerede på hans brystkasse og puffede til ham. ''Hvis du foragter mig så meget, hvorfor fanden skubbede du mig så ikke bare ud i gyden og lod mig ligge der!'' det var tydeligt at høre at hun var såret i de ord hun fik fremsagt, tårene prikkede atter under øjnene, og krøb langsomt imod øjenkrogen. ''Jeg er blevet overfaldet i mit eget hjem, de egenskaber jeg havde tiltrukket mig i over længere tid er revet fra mig, og jeg ved ikke hvornår at det som kirken frygtede jeg ville blive træder i kræft, fordi jeg ikke længere ved hvordan jeg skal beskytte mig selv!'' allermest havde hun lyst til at slå ham, ham som ellers havde reddet hende, utroligt så venlig hun var over for hendes redningsmand, men lige nu kunne hun ikke se bort fra den følelse der var ved at æde hende op. Men lige som hun skulle til at svinge en næve efter ham, måtte hun i stedet placere hånden imod den kolde bils metal og tage sig til hoved, trods hendes dæmoniske blod i årene kunne hun stadig mærke hvordan at blodtabet havde sin indvirkning, hun blev pludselig utrolig svimmel og måtte tage sig til hoved da en splintrene hovedpine greb sit tag om hende. ''Fuck'' mumlede hun stille, og gik forbi ham for at kigge på bilens skader, igen blev ordet fuck ytret, hun lod den ene hånd glide igennem hendes hår og rystede på hoved. Allerede nu kunne hun se at de ikke ville få bilen ud og køre igen, nok aldrig hvis hun skulle være helt ærlig, i første om gang havde hun håbet op at det måske bare var motorhjelmen der var krøllet og køleren som havde røget sig en tur, men så ville de stadig have kunne kørt ind til bilen før at motoren ville overophede, men det der, hun rystede igen på hoved, det ville ikke gå, den bil havde levet sine dage og ville aldrig komme ud og køre igen. Hellere ikke at hun troede at nogen ville køre i en bil, hvor der var blod ud over det hele, realiteten om at få det fjernet så man ikke ville kunne se at en blødende kvinde havde ligget på bagsædet var minimale, hun havde været der, og det var ikke en køn eller særlig dejlig opgave at få tildelt.

''Hvor hyggeligt, ser ud til at vi skal gå hele vejen ind til byen, mind mig om at jeg aldrig nogen sinde skal sætte mig med dig ind et motorkøretøj igen'' brømmede hun surt og begyndte at gå imod den retning hun regnede med byen var, aldrig havde hun været så langt ude, hun ville sagtens kunne få en til at hente hende hvis det ikke havde været fordi at hendes jakke hang i lejligheden, mobil, pung ja alt lå i den. Dog lige nu af allermest så savnede hun sine cigaretter, hvor hun dog ville gøre alt for bare at få en enkelt hun kunne ryge for at få styr på nerverne. Men nu prøvede hun dog mest af alt at få hovedpinen under kontrol, og prøvede ikke at vise tegn på at hun havde fået det værre igen, mest af alt ville hun slet ikke være i nærheden af ham, hun ville bare gerne kravle ind i et hul, forsvinde og græde sig selv i søvn.

Idet hun puffede til ham, blev han nød til at tage et lille skridt bagud. Ikke fordi hun havde skubbet specielt hårdt, men det var kommet ud af det blå. Han havde ikke forventet, at hun ville begynde at gå i fysisk forsvar overfor ham. Så det lille skridt havde kun været på grund af en godt omgang med en ustabil balance. Hans hænder blev hurtigt løftet op i samme højde som hans hoved. Og lige det øjeblik hendes ord nåede ham. Og rent faktisk gav mening for ham. Eller ikke mening direkte. ”What the fuck?! Hvad fanden skulle det til for? Hvem i helvede har sagt jeg foragter dig?!” Han forstod sig ikke på hende. Overhoved. Havde han sagt noget forkert? Sikkert ja, men an havde ikke troet det ville være noget hun ville tage til sig. Og han havde ikke udtalt sig omkring hende. Ikke på en specielt hårdtslående måde. Resten af hendes lille forklaring var som ren uforståeligt snak for ham. Hvor var det lige kommet fra? Var deres møde nu blevet til en skriftestol, hvor de skulle fortælle alt muligt om hinanden? Han var i hvert fald ikke med på det. Og hvad snakkede hun overhoved om? Kirker. Frygt. Beskyttelse. Han kunne ikke andet end at se imod hende med et løftet øjenbryn og en næsten opgivende mine. Man manglede blot at han rystede på hovedet for at give den ekstra effekt.

Med et åbenlyst suk kørte han begge sine hænder igennem sit hår og drejede en halv omgang omkring. Brillerne blev sat på plads på næseryggen, og han lod lige sin ene hånd glide ned over skægstubbene ved hans hage. ”Med glæde! Hvad siger du til at vi liiiiige smutter forbi Terre og for det..” Han drejede igen omkring og stod med fronten til hende. ”..for fucking tatoveret det i panden på dig!!? Det ville gøre det så meget nemmere, så jeg ikke ville blive nød til at komme forbi en gang om ugen for at minde dig om det..!” Han lød heller ikke specielt glad i øjeblikket. Sarkasmen lød næsten giftig og irritationen løb igennem hans løb. Som kriller. Ubehag. Hvordan var det overhoved muligt for hende at få ham op i det røde felt så nemt som, knipsede hun blot med fingrene. Han stod og havde den største lyst til at rive hovedet af hende. Eller bare få hende til at holde sin mund. Måske kunne han få lidt ro på vejen hjem. Var det egentlig overhoved nødvendigt for ham at følges med hende? Hun så ud til at kende vejen selv. Næsten da. ”And besides, little Goldilock. Byen er den her vej.” Uden at sige mere vendte han sig om. Gik lige hen til bilens forsæde. Strakte sig ind og trak hurtigt nøglen ud. Efterfølgende smækkede han hårdt døren i, så hængslerne ikke nåede at gribe fat. Og så forsatte han ellers i den modsatte retning af, hvad Evie gik. ”Tjep tjep. Det er koldt og vi er langt hjemmefra.” konstaterede han. Stadig med ryggen til hende. Kun en svagt viftende hånd blev løftet, som når man vinkede farvel og noget i den stil. Efterfølgende blev hans hænder proppet dybt ned i hans buksers lommer. Og hans skuldre røg op til ørerne. Alt imens han brummede for sig selv og forsatte sin vej med raske skridt. Han ville egentlig bare hjem. Nok lige som hende. For at berolige sig selv lidt, pillede han ved bilnøglens form nede i lommen. Bare en smule. Fulgte kanterne og legede lidt med vedhænget. Han tog sig ikke rigtig af, om hun fulgte med. Men det lå stadig i baghovedet. Den lille lyst til at se sig over skulderen imod hende. Bare kort for at se hendes lille uskyldige udseende. Hendes sande form, or what ever. Men han forholdt sine brune øjne ned imod jorden. Studerede hvordan han jævnligt fik sparket til en sten på sin vej. Hvorfor skulle han overhoved tage sig af hende? Hun kunne tydeligvis klare sig selv. Var det ikke det hun altid gav udtryk for?

Han kunne lige så godt have taget et bat frem og smækket hende lige i maven, for sådan føltes det, som om alt luft blev presset ud af hende. Hun kunne ikke, hun ville ikke mere! Trængen til bare at give op, sætte sig ned på asfalten og begynde at græde, græde ind til at der ikke kunne komme flere tårer frem. Hvorfor skulle alting være så uretfærdigt, hvornår var det hendes tur til at der skete noget godt for hende? Hun vente sig om og kunne tydeligvis hørte den spydighed der var i hans ord, hun tog en dyb indånding, dér vidste hun godt hun var gået overstregen, trods hans ord gjorde ondt, vidste hun at hun fortjente dem, hun havde selv bedt om dem. I bund og grund havde han ikke gjort andet end at hjælpe hende, lige siden de første gang mødte hinanden. Det prikkede under øjenlågene, men hun rystede på hoved og vente så rundt, med nogle hurtige skridt som næsten var mere løb, fik hun indhentet ham, hun lod forsigtig sine fingre slutte sig rundt omkring hans arm, og kunne mærke kulden der omsluttede hans hud imod hendes håndflade som underligt nok var varm. Hvis han ville vende sig ansigt imod hende, ville hendes øjne søge hans, undskyldende mens at det var tydeligt at se sårbarheden skylle hen over hendes ansigt, hvis ikke, ville hun stadig kigge imod ham.

''Undskyld'' mumlede hun stille, og stemmen knækkede halvt over igennem ordet, hun slap ham hurtigt derefter og lagde armene omkring sig selv for at få varmen frem i kroppen, derefter holde hun det løfte som han havde fået hende til at love da de først mødte hinanden, hun kunne få lov til at være i hans 'selskab', så længe hun ikke talte unødvendigt og egentlig bare holde til sig selv. Langsomt gik hun afsted imod byen, mørket og kulden var virkelig begyndt tage sit tag i natten, og hun mærkede hvordan at hendes krop efterhånden ikke ville stoppe med at ryste på grund af kulden, sulten, i blodmangel og i en krop hun ikke følte sig hjemme i, gik hun i stilhed og mærkede hvordan at det kun var varmen fra tårene der trillede ned af hendes kinder. Hun gad ikke en gang tårer dem væk, hun var ligeglad om han så hende sårbar nu, alt var faldt sammen omkring hende, desuden havde hun ikke et hjem at tage tilbage til, aldrig om hun nogen sinde ville sætte sine fødder ind i den lejlighed. Hun begyndte at gnide sine hænder omkring hendes ribben for at få varmen, så vidt hun huskede så var der noget med at brystkassen var den man skulle varme op, armene kunne sagtens klare sig selv. Hvem fanden der havde sagt det kunne ryge til helved, ikke en skid om det hjalp, hun frøs stadig som var hun hoppet ned i en sø med frossen vand, hun sukkede kort og overvejede kort at sige noget, men lukkede hurtigt munden igen, hun var ked af hun havde skubbet ham og hun var ked af at hun bare havde kastet rundt med ord. Men hun regnede ikke med at han ville forstå hvis hun prøvede at forklare, og et eller andet sted var hun ret sikker på at han ikke gad hører hende fortælle noget som helst, men bare ville gå i stilhed og være, ja ham.

”It’s fine, I guess.” mumlede han mere roligt end hans elskede sarkastiske undertone, der faktisk lød til at være blevet slået fra denne gang. Han så dog ikke imod hende. Han nød det korte øjeblik med hendes varme hånd imod sin arm, men han holdte stadig blikket ligefrem for sig. Eller rettere sagt så fik han rettet blikket fra jorden og op. Men han så ikke imod hende. ”Det er ikke fordi min verden brød sammen, over et par beskyldninger.” Han var faktisk ikke selv klar over det. At han af og til sagde noget, der blev misforstået af andre. Det var nok mest fordi, folk ikke kendte ham specielt godt. De kom altid tæt ind på ham. Han tillod dem ikke at komme indenfor. Og ud ad til lignede han faktisk ikke den skarpeste kniv i skuffen. Så han faktums kommentarer, havde det med at blive sendt imod andre som en hånlig eller spydig kommentar. Ikke at han kendte til det problem selv, men han havde lagt lidt mærke til problematikkerne.
De gik lidt i stilhed. Hvor han dog nød stilheden omkring dem. Hendes stemme syntes dog ikke at irritere ham længere. Den passede til hendes ydre nu. Første gang de havde stødt ind i hinanden, havde hendes stemme virket malplaceret. Hendes udseende havde været for hårdt. Var det overhoved sikkert at hun tilhørte den dæmoniske side? Hans skuldre var faldet lidt ned, og han gik lidt mere afslappet. Ryggen var en smule ranglet som altid, og hans skridt virkede dovne. Han havde stoppet med at pille ved bilnøglen og drejede forsigtigt hovedet til siden. Ned imod Evie. Den spinkle lyshårede pige. Var det overhoved den samme person, han havde mødt før? Han så hurtigt væk igen, med endnu et åbenlyst suk og så mere imod himlen, der nu var dækker af utallige stjerner. Det var helt klart. Ingen skyer. Det regnede ikke. Ingen sne. Heller ikke rigtig nogen vind længere. Det hele var bare… roligt.

Pludselig stoppede David helt op og med en arm strakt ud til siden, forsøgte han at stoppe den unge kvinde ved siden af sig. Han sagde intet. Men han tøvede skam heller ikke i den aktion, han fik i gang. Han fik taget et skridt ind foran hende. Og inden hun ville kunne nå at protestere, kom han ned på hug, tog fat omkring hendes lår og på mirakuløsvis, fik hun hende op på ryggen. Han kom op at stå igen. Fik skubbet hende lidt bedre op at sidde på sin ryg. Sikrede grebet omkring hendes ben, så hun ikke ville falde ned. Var hun ikke blevet en smule lettere? ”Det burde sætte tempoet lidt op.” Det var både af den grund, og hun virkede ikke til at være helt i top endnu. Hun havde ikke rigtig sveget men i hans øjne, virkede hun endnu bleg. Han satte efterfølgende i gang i sine ben igen. Et skridt af gangen. Lidt hurtigere end før, hvor han skulle holde hendes tempo for ikke, hun sakkede for meget bagud. Han knejsede lidt med nakken og havde det endelig behageligt med hende på ryggen. Intet sad forkert. Og intet gjorde ondt. Og intet virkede besværligt. Eller jo. Han havde lidt mere vægt på sig, men han var ikke ved at dø over det. Han kunne bruge motionen.

”Hvordan kan det være, at du har skjult din sande form så længe?? I mean.. jeg har hørt at harmskiftning tager enormt meget af ens energi at bibeholde.” Det lød næsten som om han forsøgte at sætte en samtale op med hende. Det gjorde han vel også. Diskret. Han ønskede ikke ligefrem at indrømme det. Også selvom han tydeligvis gjorde sit til at bryde stilheden. Han måtte være træt.

Da han pludselig stoppede hende kiggede hun nysgerrig rundt; Hvad stoppede han hende for? Hun var så optaget af at finde ud af, hvorfor de pludselig ikke gik længere, da hun troede det var fordi at han havde hørt noget som gjorde at de lige skulle stå i stilhed for at finde ud af hvor lyden kom fra. Da han pludselig gik ned på hug, åbnede hun munden og halvdelen af ordet hvad, blev sagt inden det blev overtaget af en let skrig, for til sidst at blive erstattet med et grin. Hun lagde sine ben rundt omkring hans hofter således at hans hænder kunne hvile under hendes lår, hun lagde armene løst rundt omkring hans hals så de dinglede foran hans brystkasse, hun kunne godt nu se hvor langsomt hun var gået da han begyndte at gå op i tempo, det gjorde hende ikke så meget at hun lå her omme bag på hans ryg, og følte sig pludselig så veltilpas, trods hovedpinen og sulten der rumlede inde i hendes mave. Hun kunne mærke hvordan at hendes krop blev en smule mere tens da han spurgte ind til hvordan hun havde holdt den anden form så længe og fugtede langsomt læberne. Hendes hoved lagde sig på hans skulder, og hun kunne mærke hvordan at varmen begyndte at opstå mellem hendes mave og hans ryg, for langsomt at brede sig rundt i kroppen så hun ikke frøs så meget mere.

''Jeg var ikke nogen formskifter, ikke som man normalt ville se en.. jeg''

hun sukkede kort, og vidste virkelig ikke om hun skulle fortælle ham det, en angst for at han ville smide hende fra sig kigge på hende som om hun var det ulækreste han havde set nogen sinde, for derefter at skynde sig væk bredte sig i maven, og var lige ved at være nok til at hun ikke ville fortælle videre. I et kort øjeblik betragtede hun stjerne og smilede kort ''Orions bælte er flot i nat, især cassiopeia er stærk'' hun tog endnu en dyb indånding, lukkede øjnene og begravede kort sit ansigt i hans skulder inden at hun begyndte at tale.

''Jeg voksede op, alene med min mor.. den bedste kvinde jeg kendte, den eneste.'' hun grinede kort, mest et akavet grin inden hun fortsatte ''Min mor var speciel i mange menneskers øjne, og dette blev desværre hendes undergang, man valgte at dømme hende som heks og brænde hende på bålet, men da ingen ting skete, og kun et smil var tilbage på hendes læber, stoppede til råbende og menneskerne omkring bålet forstod pludselig at dette var en kvinde, en kvinde med en niårig datter som aldrig havde været andet end et menneske.. Kirken valgte at tage mig ind, give mig et hjem, kærlighed, i det omfang de nu kunne... problemet var bare, at min mor nok ikke var så menneskelig igen, da jeg som syttenårig begyndte at vise tegn på dæmonisk besættelse, de...'' hun sank en smule mundvand, og kunne mærke at det lettede at tale omkring det, bare lige for en kort stund, kulden dæmpede den varme der var steget op i kinderne omkring tanken hvad der var sket den gang hun stadig havde været helt ung ''Dæmonen overtog min krop fuldstændig under en af deres uddrivelser, og.. derefter begyndte jeg at opdage at hvis jeg kunne brødføde dette væsen, denne sygdom inde i mig, lod den mig være i fred, så jeg..'' hendes stemme var lav, men lige høj nok til at han burde kunne få fat i alle ordene, mens at tårene atter flød ned af kinderne. ''Grunden til at jeg så ud som jeg gjorde, var fordi at hver gang jeg stjal et menneskeliv, for at holde min største frygt i skak, så tilføjede den en del af deres skønhed i mig, ind til at jeg til sidst ikke længere var Evie, men en helt anden kvinde, som der langsomt mistede grebet hvad der var menneskeligt, og hvad der ikke var'' hun gjorde sig klar til at møde den hårde asfalt imod hendes krop, hun slap grebet omkring hans hals men mærkede kort hvordan at hendes ene hånd kortvarrigt førte sig forbi hans hår da hun trak armen til sig. Noget vand i munden blev langsomt sunket, og hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at begyndte at stor tude, ikke så meget over hendes barndom, men mere over hvor et forfærdeligt menneske hun havde været, stjålet for at kunne beholde hendes eget. Egotisk, det mest passende ord for at beskrive hende.

David sagde ikke rigtig noget. Han lyttede bare. Han lagde ikke noget tegn omkring sig, at han faktisk gjorde det, men ordene flød ind igennem det ene øre. Og forblev inde i hans hoved. Rungede i dybet. Og fik endnu engang en forståelse af lydene der kom fra hende. Han lagde mærke til, hvordan hendes ånde af og til strejfede hans nakke, som hun talte. Det fik hans nakkehår til at rejse sig, men af en eller anden grund kommenterede han ikke på det. Han forblev stille. Og han gjorde ikke rigtig noget specielt ved hende andet end at forsætte med hende på ryggen. Jo mere de gik, jo mere til hans ryg vant til hendes vægt. Og til sidst ville han nok slet ikke tænke over at have hende på sig som en sækkartofler. Eller noget. Han måtte dog indrømme for sig selv at han var overrasket over, hvad der løb hen over hendes læber. Han havde ikke forventet at få en barndoms fortælling ud af det. Og slet ikke af den kavaler, som han lige havde fået. Han forsøgte at holde sig rolig omkring det. Lade som om det var ingenting, selvom det meget muligt ikke var helt så betryggende. Eller ikke på den måde. Han havde svært ved at finde ord, der kunne beskrive følelsen. ”Holy shit..” mumlede han blot, inden han igen gav hende et lille skub op ad ryggen. Han lænede sig en smule fremover for at få hende til at ligge imod sig igen. I stedet for at trække sig væk, som ville han smide hende af hvert eneste sekund. Det skræmte ham ikke ligefrem væk, der hun fortalte. Hun var ikke den første dæmon, han havde stødt på igennem sit liv. Han var ikke et uvidende menneske længere. Han ville nok stadig løbe, hvis han stod overfor en enorm djævel med slange tunge og horn. Det ville han skam ikke lyve omkring. Men den unge kvinde, han endnu havde løftet op på rygge, virkede langt fra som det billede man normalt fik i hovedet, når man talte om dæmoner. ”Så i princippet var det ikke direkte dig, der bankede på min dør som en sindssyg en dejlig oktober aften.” Tænk at han overhoved huskede hvilken måned de havde været i den gang. ”Ikke overraskende, siden du virker en del mere sårbar nu.” Som det røg hen over hans tørre læber, følte han endelig, hvordan hans skuldre var blevet en smule fugtige. Om det var nyt eller lidt tid siden, kunne han ikke helt finde ud af. Men han vidste da i det mindste, hvor det var kommet af.
”Oh god! Nu skal du ikke til at gøre mig helt gennemblødt, vel.” Selvom han lød irriteret, lød det ikke helt ægte. Det lød ikke så hårdt, som normalt. Hvordan kunne han komme med hårde kommentarer til hende i en situation som nu? Han ville med det samme blive stemplet som verdens største idiot. Han tog en dyb indånding og lod sin hjerne køre på topfart, inden han bare vendte blikket op imod himlen lige som før. ”Du burde ikke tude. Du sagde selv, at din mor smilede helt til sidste ende. Tror du selv, hun ville ønske at du gik rundt og græd?” Han pressede sine læber hårdt sammen til enlige linje og lod sit blik glid hen over stjerne himlen. Han anede ikke, hvilke stjernebilleder hun havde peget ud. Han kendte egentlig kun et. Den der altid var på himlen lige meget hvad. ”Se! Karlsvognen skinner nok klarest end alle de andre her til aften.” Han slap kortvarigt hende med den ene hånd og pegede imod det velkendte stjernebillede foran dem. Efterfølgende tog han hurtigt et greb i hende igen for ikke at tabe hende. ”Det er helt utroligt, hvor forskellige vores verdner egentlig er. I din første tid brændte I stadig hekse, for gods sake. That’s just sick.” Han var direkte elendig til det, han blev ved med at forsøge sig med. Så fandens elendig.

Hun var løsnet en smule op, og de ting han sagde gjorde ikke indtryk på den dårlige måde længere. Hans kommentar omkring at hun ville gøre ham gennemblødt fik i stedet et let grin frem, i stedet for sårede ord der spydigt blev rettet imod ham som et forsvar imod at blive såret. I stedet tog hun det til sig og ville hellere drille ham i stedet, hendes læber blev ført hen til hans øre. ''Undskyld, jeg skal gøre mit bedste for at du ikke bliver gennemblødt hr. O'Neal'' Den her gang fik hun da sagt det rigtige efternavn hun lod sit blik blive ført op på stjernebillederne igen, mens et smil var som klistret på hendes læber, tårene var efterhånden stoppet, og i stedet lagde hun sin arm tilbage rundt omkring hans hals og lod sig synke tættere imod imod hans krop. Hun tænkte lidt over det han sagde, det med at det var sygt at man havde brændt kvinder, hekse som man kaldte dem, men hvor forskelligt var det til hvad man gjorde i dag? Nu om dage kaldte man dem i stedet homoseksuelle, og før dem havde det været de afroamerikanerne. Hun fugtede langsomt de sprækkede læber, som der vidste tegn på at december måned for alvor havde sat ind. Tænk at der var gået så længe siden de første gang havde mødtes? Hun var en smule overrasket over at han faktisk kunne huske det, men så igen, det var nok ikke hverdag at en næsten druknet kvinde stod og hamrede imod ens dør, for derefter at lukke sig selv ind i ens lejlighed. ''Nej man kan vel ikke påstå at jeg var mig, den oktober nat, men jeg laver stadig fantastiske pandekager'' hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene helt i, den rolige bevægelse af hvordan han gik, og hvor behageligt hun egentlig lå imod hans varme ryg, hun kunne næsten ane hans hjertebanken imod hendes, det gjorde hende underlig tryg og måtte tage sig selv i at være ved at falde i søvn flere gange. Måske hellere ikke den bedste idé at de faldt i søvn nu, når de begge nok skulle regne med at have en mild form for hjernerystelse efter den ulykke, plus hun slet ikke burde være i live, så hun var et eller andet sted en smule bange for at falde i søvn.

''Du.. egentlig ret dejlig... når du giver en lov til at komme lidt tættere på, og man giver dig en chance'' mumlede hun søvnig, hendes arme flyttede sig fra halsen, og lagde syg rundt omkring hans brystkasse i stedet, hendes hænder lagde sig varmene imod hans t-shirt lige øverst på maven, og begyndte lige så stille at føle sig mere og mere døsig, ind til at hun svævede lidt mellem at sove og være mere eller mindre vågen. Hun puttede sig ubevidst mere ind til ham, hvilket gjorde at hendes hår lagde sig imod hans nakke, og hen over hans ene skulder. Det ville tage noget tid at vende sig til det blonde uregerlig hår igen, som mest af alt havde sit eget liv.

Selvom David fik holdt sine smil helt tilbage, ville der nok have formet sig et på hans læber, som hun endelig fik hans navn rigtigt. Det havde faktisk været første gang nogen havde kaldt ham andet. Normalt gik folk så heller ikke efter ens efternavn. Ikke længere. Nu var det kun de mere fornemelle oldinge, der gjorde det. Og så lige sat end titel foran. Og med et fint eksemplar her, blev det bekræftet at nu om dage, tiltalte man kun andre med en ironisk undertone. For sjov. Useriøst. Men lige meget hvad, han blev kaldt, var han ret ligeglad, når det kom til stykket. Så længe han reagerede, skulle det vel være okay.

I det ordet dejlig løb hen over hendes læber løb det ham koldt ned ad ryggen, og han blev igen nød til at få hende lidt bedre op på ryggen, som havde han være ved at tabe hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Eller jo. Klart og tydeligt, men det virkede alt for absurd for ham, at han lod det runge i sit hoved et øjeblik, inden han skilte sine læber ad til et tilbagesvar. ”Pff.. Fuck no! Jeg er bare træt. Og udmattet. Det er drænende at arbejde med kunder, der ikke kender forskellen på en computer virus og en fysisk virus..” Han vrissede stadig ikke. Men der lå heller ingen drillende tone hen over hans ord. Han mente dem rent faktisk. Og det han sagde, var sandt. Han var bare udkørt. Og han havde ikke lyst til at diskutere med hende længere. Han nød dog hendes selskab. Følelsen af hendes varme krop imod sin ryg, var mere eller mindre beroligende. ”Min mur er kun midlertidig nede. Mest fordi den er pisse irriterende at have nede. Al den larm fra dem omkring mig giver mig hovedpine. Men lige nu.. er der ingen larm..” Han var vel god at snakke med. Han var ikke akavet at være omkring. Han vidste hvordan man førte en samtale. Problemet med ham var blot, at han ikke ønskede det.

”Jeg bryder mig ikke om socialisering..” indrømmede han så endelig efter lidt tids stilhed. Han så sig stadig ikke over skulderen imod hende. Han forholdte sine brune øjne ligefrem for sig. Hen ad den stadig tomme vej. Eller så tom var den ikke rigtig længere. Et par biler havde allerede passeret dem på deres lange vej imod byens travle liv. Han var ret sikker på et par underlige blikke var blevet rettet imod dem. Men en hver i byen kunne få sig en blodtud. Det var normen i Di Morga. Så ingen havde stoppet for dem. ”Før jeg døde havde jeg en søster. En lille søster. Hun var den eneste, jeg fandt mig selv smilende omkring. Hun var nok den eneste jeg elskede højere end mine forældre. Du minder mig omkring hende. Hun gik mig altid på nerverne, men samtidig havde hun stort set altid brug for min hjælp i sidste ende. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg løftede hende med mig hjem, efter hun enten var faldet i søvn eller havde slået sig.” En skygge var igen faldet ned over hans ansigt, som han så ned i jorden igen. Han kunne vel godt finde ud af at gå i en lige linje, uden at skulle se sig for hele tiden. ”Jeg ville ønske, jeg bare kunne få lov til at se hende igen.”

Mørket lagde sig kraftigt hen over hende, alt hvad der foregik rundt omkring hende i virkeligheden fade væk og trække hende langsomt ind i hendes eget sind, ind i drømme oplevelser, samt ting der ikke ville give mening med mindre man var en drømme tyder. Hvis hun vidste hvad der kom ud af hans mund, den måde han åbnede sig op over for hende, fortalte hende personlige ting som han nok aldrig rigtig havde delt med andre, i hverfald ikke i den her tid. Hun ville ganske enkelt aldrig tilgive sig selv, men det var jo den gode ting ved at falde i søvn og drengen som der delte lidt af sig selv, nok aldrig nogen sinde ville nævne at han faktisk havde prøvet at vise hende en anden side af sig selv. Hun vidste udenmærket godt, at så snart denne tur var forbi, når de atter var inde i byen og de var gået vært til sit, så ville denne lille boble briste og der ville igen være sat en væg op imellem dem.

Hun et lille suk undslap hendes læber, mens at grebet omkring ham blev strammet en smule. Alt over denne situation, trods at de for noget der føltes som timer siden var hent, føltes dette for hende som det mest trygge hun nogen sinde havde oplevet siden hendes mor var taget fra hende. En smil fik lov til at brede sig hen over de fyldige læber, og hun begravet hoved ind i hans hals, den varme, hun kunne ikke i drømmen finde ud af hvad der helt bestemt skete, men noget magisk. Hendes hjerte begyndte at slog en smule hurtigere, hun bevægede sig hurtigere, hele hendes bryst og ben føltes som om de brændte, men da hun stoppede op for at kigge ned var der ikke noget. En fuge ville vises sig i hendes pande, da den ellers så behagelige følelse der havde været i hende, blev erstattet da et mareridt begyndte at tage form. Mon hun kunne blive mere besværlig end hun allerede var? Ikke nok med at han havde været nød til at begynde at bære hende, så var hun også faldet i søvn, og nu lå hun uroligt på hans ryg for at kaste onde drømme ud af hoved, for at komme tilbage til overfladen, åbne øjnene og mærke hvordan den kolde vind kunne kaste sig imod hendes hud og få hende til at føle at alting nok skulle blive okay igen.

Smerten fra bidet vællede op i hende, mens at hun grædende i drømmen prøvede at få monstret til at stoppe, hun prøvede at gå tilbage, ønske at hun aldrig havde fået sat den annonce i avisen, at hun havde været syg den dag og derfor ringet og aflyst. Men der stod han igen, i døråbningen charmrede sig ind på hende, lod hende tro at han kunne opfylde hendes ønsker, få lov til at lave det hun elskede allermest nemlig at synge, at skrive sange og tjene nok penge på det så hun ikke længere behøvede at arbejde for Greg. Blodet blev suget ud af hendes åre, hun blev svimmel og hoved begyndte at spinde. Hjertet begyndte at banke på rekord tid. Hendes tag omkring David blev endnu strammere, mens hun klynkede en lille smule, hvis hun dog kunne have set sig selv nu, hun ville hadet hvor sårbar og ynkelig hun var blevet, ikke en gang gå selv kunne hun, båret rundt som en eller anden svækling. Det næste blev vel at hun ville råbe efter mor i håb om at hun ville vågne op fra overfaldet.

Der var ikke gået specielt lang tid, inden David havde opdaget at Evie var faldet hen I en mere døsig tilstand. Hendes vejrtrækninger var tungere og mere rolige. Og varmede konstant hans nakke mere og mere op for hver gang, hun trak vejret. Han var dog ikke stødt af det. Han ville mere sig, at han var lettet. Han havde gjort noget, han ikke ligefrem havde forventet af sig selv.. Åbnet sig op for hende uden nogen yderligere grund. Så det faktum, at hun nok ikke hørt, hvad han havde at fortælle, virkede mere beroligende, end hvis hun havde hørt efter. Derudover var det overraskende behageligt at få det ud. Han havde ikke talt med nogen længe. Ikke som nu. Han holdt sig altid tæt lukket, som når man svøbte sig selv ind i et tæppe på en isnende kold dag. Nægtende at fjerne tæppet igen og dele det med andre. Og kun af egoistiske grunde, selvfølgelig.

Med et dog lidt irritabelt fnys fik han atter hende bedre op på ryggen. Hun syntes hele tiden at være ved at glide af. Og hans arme var begyndt at blive en smule trætte. For ikke at tale om hans ben, der skulle løfte på både hendes og hans egen vægt. Ikke at hun var tung, men han havde ikke holdt sig i den bedste form. Netop, som havde hans ønske blevet hørt af guderne for oven, nærmede sig der en noget velkendt bil. En bil alle kendte til. Eller burde. Den gule farve streg i tusmørket, og det lysende skilt på toppen indikerede sig hurtig ledig. Det var lige, hvad han havde brug for. Af flere grunde. Kulden var begyndt at samle sig godt og grundigt omkring ham. Og hvordan ville denne dæmon ikke have det, som hun lå stille.
Med lidt besvær fik han lænet sig en smule mere forover og fik sin ene hånd fri uden at lade hende falde ned. Eller vågne for den sags skyld. Han nærmede sig vejen, som taxaen kom tættere på. Den fri hånd blev rakt i vejret, så godt han kunne. Heldigvis forsatte den ikke bare hen ad vejen. Og for at undgå skrid, satte den farten ned lidt efter lidt. Indtil den stoppede næsten lige ved siden af de to unge individer.
”Tak..” mumlede han fraværende, idet han fik åbnet døren til bagsæderne. Meget forsigtigt fik han den sovende pige ned fra sin ryg og ind i sine arme. Endnu engang som holdt han hende som en skråbelig prinsesse af glas. Med omhu lykkedes det ham at lægge hende ind på bagsædet, inden han selv gled ind. Han greb ikke om sikkerhedsbæltet. Han overlevede den der var sket for nylig. Så skulle han nok kunne overleve en næste. Hvis det skete. 7, 9, 13. ”Búnaché Avenue.” Han blev ret overrasket over, den måde han ikke engang havde tøvet med at udtale sin egen adresse. Men hvor skulle han ellers tage hen? Han kendte ikke hendes adresse. Han havde ikke taget sig af, at få fingrene i den. Hvorfor skulle han? Dog undlod han at udspørge sig selv alt for meget. Han ville nok bare have hende med sig til et mere trygt sted.
Som taxaen satte i gang, fik David forsigtigt lagt hendes hoved op på sit lår. Bare for at kunne holde styr på hende lidt bedre. Og så hun ikke skulle trille rundt og slå hovedet endnu engang. En hånd blev lagt beskyttende imod hendes skulder, hvor efter hans anden arms albue blev sat imod dørens armlæn. Hans hoved blev lagt imod hånden og hans brune øjne søgte udmattet ud af vinduet. Lige som de passerede den stakkels bil. Dog sagde han ikke en lyd. Nød bare at kunne slappe bare en smule mere af, uden anstrengelser.

Intet hvad der foregik rundt omkring hende lagde hun mærke til, ikke hvor langt de var nået, hvor koldt det i realteten var begyndt at blive. Igen når man huskede på at hun kun var iført en simpel tang top, nogle grå hullede jeans og hvide uld sokker, intet andet. Alligevel formåede hun ikke at vågne op fra kulden, det var som om at hendes krop havde givet op og ikke kunne mere, måske håbede den på at den bare kunne få lov til at dø lige så stille ind her i kulden? Hun mumlede let i søvne da hun mærkede hvordan at vægten på hendes krop pludselig blev flyttet, kort varrigt blev hun hævet ud af drømme verden for at mærke hvordan at hendes krop ikke længere lå op af hans ryg men i hans arme, derefter den behagelige fornemmelse at have noget blødere der støttede imod hendes ømme ryg. De havde trods alt været ude for en bilulykke og trods det, havde de stadig formået at gået så langt at der kørte ledige taxa'er rundt.

Hun mumlede svagt noget i søvne og den ubehagelige drøm var nu skiftet, der var ikke længere billeder, der var ikke noget for hende at huske, andet end sorte og den velbehag faktisk bare at kunne slappe af og samle energi til at fortsætte når hun en gang vågnede igen. Trods at varmen var blevet skruet op i taxa'en, føltes det mere som om at alting blev koldere, hendes arme lagde sig lige så stille rundt omkring hende selv, og hun drejede således rundt på hans lår at hendes ansigt nu vente imod hans mave i stedet imod forsæddet. Som en lille pige der var blevet lagt på hendes mors skød, rullede hun sig helt sammen og gemte sit ansigt væk. Det gyldne hår lagde sig som en uredt høstak rundt omkring det fine ansigt, et ansigt hun ville komme til at bruge meget lang tid på nogen sinde at vænne sig til, hvis det overhoved var muligt for hende at komme til det punkt, hvor hun faktisk ville kunne acceptere at hun ikke længere så ud som hun gjorde første gang de havde mødtes, men nu var som snydt ud af næsen på sin mor, hvis man blot så bort fra det blonde hår. At hun hver gang at hun kiggede sig selv ind i spejlet ikke ville se andet end hendes højt elskede og længe savnet mors øjne stirre tilbage på hende, dømme hende, som kunne hun høre hendes mors stemme fortælle hende hvor skuffet hun dog var, om det virkelig var sådan hun havde opdraget hendes datter til at være? Evie krummede sig mere sammen, men vågnede stadig ikke op.

David rettede kortvarigt sit blik imod Evie, da hun begyndte at røre lidt mere op sig. Han fjernede sin hånd fra hendes skulder. Bare i tilfælde af at hun skulle vågne op. Hvilket ikke så ud til at ske. Heldigvis. Han havde brug for stilheden. Bare lidt endnu. Hans hoved rungede. Det var som om nogen havde iført ham en alt forstrem hjelm, der ikke havde intentioner til at sprede sig lidt ud. Han lagde derfor efter bare sin hånd imod hendes skulder igen. Lod hende putte sig ind til ham, eller hvad hun nu ville. Igen gled hans brune øjne ud af vinduet. Det hele virkede så stille for tiden. Det lignede ikke jul, når man kom ud på kystvejen. Hvis man ønskede at se julepynt, skulle man hele vejen ind i midt byen. Gågaden var i hvert pyntet utrolig meget op med blændende lys. Han tog en dyb indånding og lukkede sine øjne helt i. Slappede helt af. Så meget han nu kunne. Han pressede sine øjenbryn en smule imod hinanden, men lidt efter lidt faldt hovedpinen til ro endnu en gang. Og han havde nær faldet i søvn. Hvis ikke det havde været for den ujævne kørsel. Nogen burde få åbnet vejen. Og de burde få det gjort hurtigst muligt. Og få strøget noget salt, så der ikke ville opstå flere unødvendige ulykker.

Som de endelig kørte ned af den velkendte vej, åbnede han igen sine øjne for at se sig omkring. Bilen kørte langsommere og forventede vejvisning. Eller det forventede David i hvert fald. ”Bare lidt længere ned. Nummer 13.” mumlede han en smule døsig og viftede med hånden imod retningen. Ingen kommentar kom fra chaufføren. Og det passede ham ganske fint. Jo mindre snak, jo bedre.
Med det samme, som bilen endelig stoppede op foran det hyggelig rækkehus, blev døren til bagsæderne åbnet. Han tøvede ikke et eneste øjeblik. Han steg ud med let ned og trak sin slidte pung ud af baglommen. Utroligt at den stadig befandt sig der. Og utroligt at den stadig holdte sig sammen med al den gaffatape. Måske skulle han få taget sig sammen til at købe en ny her til jul. Han trak et par sedler ud og rakte dem ind igennem det vindue, som chaufføren havde rullet ned for. Pengene blev taget imod, og mens han talte dem op, gik David i krig med at få den unge kvinde ud fra sæderne. Uden at vække hende. Hun kom igen op i hans arme, og han fik lukket døren ved hjælp fra sin ryg. Måske smækkede han lidt for hårdt, for det var ikke det mest behagelig blik der blev sendt imod ham, inden taxaen endelig kørte væk igen.

Det havde lykkedes ham at åbne hoveddøren, stadig med hende løftet op i sine arme. Han lukkede døren i bag sig, igen ved hjælp fra sin ryg. Og få fik han da ellers sparket skoene af. Først der efter bevægede han sig igennem gangen, til han nåede stuen. Den lignede sig selv. Lettere rodet. Hyggeligt. Hjemmeligt. Passede perfekt til David, når man tænkte over det. Forsigtigt lagde han hende på sofaen. Sørgede for at hun ikke lå alt for ubehageligt. Derefter faldt han selv sammen på gulvet. Ryggen imod sofaen. Benene strakt helt ud. Og hans hoved blev lænet tilbage. Udmattet lukkede han øjnene i igen. Og til trods for at han ikke ønskede det, endte han nu alligevel at falde lidt hen. Mere og mere. Indtil han, lige som Evie, faldt hen i søvnen.

Resten af turen lå hun for det meste stille og lige til, hun havde altid været en person der ikke bevægede sig særlig meget når hun sov, hun lavede hellere ikke de største lyde. Den gang hun havde været en lille pige, havde hun oplevet at hendes mor pludselig havde grebet fat i hende for at sikre sig at hun stadig var i live, dette kom selvfølgelig af at Evie havde været en af de smittede da pesten atter ramte England i 16'hundrede tallet.

Så udmattet over alt der var sket den dag vågnede hun hellere ikke da taxa'en endelig stoppede, den kolde luft der igen pressede sig imod hendes bare hud vidste hellere ingen effekt på at vække hende, fuldstændig fortabt i mørket lod hun sig dingle i hans arme ude af stand til at være på nogen måde behjælpelig med at det var nemmere for ham at få hende ind i hans lejlighed. Da hun mærkede den bløde sofa imod hendes hud, bredte sig et lille men dog synligt smil hen over hendes læber, og hun puttede sig ind til sofa puden som hendes arme hurtigt havde fået fat i da han havde lagt hende ned. Hun sukkede af velbehag og faldt nu fuldstændig hen, alle forsvars vægge var som revet ned, intet kunne redde hende nu hvis at hun atter blev angrebet, forsvarløs lå hun nu et sted hun i bund og grund ikke anede hvor var, sidst hun havde været her var på flugt fra politiet, og da hun skulle hjem havde hun kørt med bag på en motorcykel, meget kunne man sige, men man fik ikke fat i særlig meget på sådan en tur, så hvis man havde bedt hende om at gå hjem her fra, ville hun nok ende med at fare vild til sidst.

Hvor længe der var gået var ubevidst, om det kun havde været et par minutter eller måske flere timer var ikke godt at vide, men på stadiet mellem at være vågen og stadig at være dybt inde i drømmeverden, lå Evie med sitren i øjenlågene som en kat eller hund der havde en dårlig drøm, så med et sæt rejste hun sig op i sofaen og af ren af refleks grundet den gennemborene smerte der slog som et lyn ned igennem hendes hoved, tog hun sig til panden. Hun brummede stille mens hun prøvede at fokusere med øjnene hvor hun var henne, alt var stadig blurred men lige så stille begyndte hendes syn igen at stille skarpt. Efter at have fastslået hvor hun i grunden var henne, lagde hendes blå øjne sig på David der stadig sad ved sofaen og sov, hånden gled igennem det gyldne hår og hun tog en dyb indånding, hvor længe havde hun været væk? En dyb, meget dyb indånding blev taget, inden at hun lod sin ene hånd glide hen imod ham, i et kort sekund genovervejede hun sin handling, hun vidste konsekvenserne af det, men hendes disorienteret hjerne og nysgerrigheden overtog hendes bevægelse og hun lagde hendes hånd på hans skulder. Billeder overvældede hende, billeder hun ville have ønsket hun aldrig nogen sinde have set, de ting som han havde snakket om mens hun havde sovet, omkring hans forhold til sin lillesøster, billederne af en ung knægt der igen kom hjem med blå mærker, unge drenge der bruge ham som deres egen personlige boksebold. Hun rev sin hånd til sig og begravede sit ansigt i hendes hænder, hun hadet denne evne, hun havde ikke tænkt sig om og nu havde hun gjort det igen. Billederne var som brændt fast i hendes nethinde, de sidste øjeblikke inden at bilen var væltet lidt lige som deres egen lille uheld med bilen for ikke så længe siden, bare ti gange værre. Et liv var blevet taget og en lille pige der svævede mellem liv og død. Tårene kom uden hun kunne stoppe dem, sammen med svedperlerne der opstod på hendes pande, hovedpinen bankede afsted hun kunne næsten ikke holde ud af at være i hendes egen krop længere. De billeder, disse forfærdelige billeder, var det ikke nok med hendes egne minder, hvorfor skulle hun også opleves andre? Tænderne bed sig hårdt fat i underlæben, mens hun rokkede frem og tilbage stadig med ansigtet begravet i hænderne.

”David! What happened?!” Den unge mor satte med det samme vasketøjkurven tilbage på gulvet for så at vende sig helt imod hendes elskede søn. Hun kom ned på hug og lagde sine hænder imod hans skuldre for lige at ruske ganske svagt i ham. Han stod bare og stirrede på hende det første stille tid, inden han så trak de brune øjne væk fra hende med en skamfuld atmosfære. ”Nothing. I just fell on my way home.” Han lavede et hårdt vrid med sin krop og fik hendes hænder væk fra sig. Som brændte de imod hans hud. ”I’ll be in my room. Don’t bother me if it’s not important.” vrissede han som et slut kommentar, inden han hårdt smed den ødelagde rygsæk hen imod entreens ene hjørne af ren frustration. Han bevægede sig med sløveskridt op ad trappen og videre hen imod værelset for enden. Han smækkede døren i bag sig og stod der bare i et øjeblik, inden han forsigtigt vendte sig om for at blive mødt af sit spejlbillede i det øje spejl, der var blevet sat op på hans dør. Han borede sit kolde blik imod sig selv. Han var utrolig beskidt af mudder, han netop havde rullet rundt i. Hudafskrabninger fra slag var at finde imod hans ansigt. Og flere var at finde på hans egne knoer. Hans bukser var revnet både ved kanterne og knæene. Hans bluse kunne han ikke tage på igen. Nogen sinde. Ikke med mindre han ønskede at vide halvdelen af hans overkrop frem. Et udråb lød pludselig fra ham, som han sendte et sidste slag imod sit eget spejlbillede. Glasset splintrede. Efterlod et smukt mønster af revner omkring hans knyttede næve. Hans brune hår faldt ned over hans øjne. Gjorde skyggen trykkere. Han blev bare stående således. Med blod dryppende fra hans hånd. Og en heftig vejrtrækning blev ført ud og ind igennem hans mund.

”You wanna hold her?” Den lille dreng så helt forundret ud. Han så frem og tilbage imod hans mors lettere udmattede ansigt og det lille individ i hendes arme. Hans kæbe havde løsnet sig og han måbede nærmest over spørgsmålet. ”You mean.. I can hold?” Han sank en smule nervøst og sendte en hånd igennem håret, inden han blev bekræftet af et nik fra den smukke kvinde i sengen.
Forsigtigt fik han overført den lille nyfødte pige ind i hans egne arme. Han lignede et sted imellem en nybagt far og en stolt bror. Med det samme pigens små øjne åbnede sig og så op imod ham, følte han et kraftigt skyl af følelser. Han følte en sådan trang til at passe på hende. Som var hun det mest værdifulde i hans liv.

”Lily!” råbte han efter hende igen. Han så panisk rundt. Andre folk på legepladsen stirrede på ham, som var han sindssyg. ”LILY!!” Han følte at hele verdenen drejede omkring ham. Han pressede konstant sine briller op på næsten igen, og til sidst måtte han hive huen af for at afsløre det typiske teenage morgenhår. ”LILY!!!”

Det eneste han syntes at kunne høre var det hjerteskærende skrig fra pigen ved siden af ham. Han nåede knap nok at dreje hovedet for at se det skræmte udtryk i hans søsters kønne ansigt. Hans hænder, der ellers havde klamret sig til rattet slap af refleks. Utroligt at han overhoved nåede det. Men det lykkedes ham at få åbnet sin egen sikkerhedssele og få kastet sig over den anden i bilen. Han viklede sine arme omkring hendes spinkle krop. Lige tidsnok inden alt blev sort for ham.

David’s øjne sprang med ét op. Han gispede et kort øjeblik efter vejret og stirrede blot tomt ud i luften, som var han netop vågnet op fra et slemt mareridt. Dog syntes der ikke at gå specielt lang tid, inden han kom til sig. Han kom utrolig hurtigt på benene og vendte sig efterfølgende hen imod den unge blonde kvinde på hans sofa. ”WHAT THE FUCK DID YOU JUST DO!!” Han var ikke i tvivl om at det var hendes skyld. Og han vidste, hvad hun havde gjort. Hun havde begravet sig ind i hans smil. Fundet frem til hans fortid. Han knyttede sine hænder hårdt, dog rystede de stadig mindst lige som meget som hans stemme. Vreden var nem at høre. Og se. ”HAR DU NOGEN IDÉ OM HVAD FANDEN DU LIGE HAR….. DU HAR INGEN FUCKING RET TIL AT BLANDE DIG I MINE MINDER!!” Han fik helt ondt i halsen af alt det råber i. Og inden længe holdt han inde. Han tog ingen tid af til at se imod hende længere. Han kunne ikke. Han drejede om på hælen og trampede ud af stuen. Ned ad gangen. Og ud af hoveddøren, som blev smækket så hårdt i at låsen ikke nåede at tage fat, og døren blot åbnede sig igen.
Frustreret sparkede han til græsset, som han passerede over græsplænen. Han tog sig ikke af sneen der var begyndt at falde. Heller ej tog han sig af mørket, der nu lå tungt. Han kom til sidst ned at sidde igen. På kantstenen ude foran sit eget hjem. Han havde ikke forventet at skulle gå igennem det, han netop var gået igennem. Genindlevelser af gamle minder. Han bøjede sine knæ, støttede sine albuer imod sine lår og gemte sit ansigt i hænderne, inden de kørte videre igennem det uglede brune hår. Han følte den første dråbe falde ned ovre hans kind. Og så den næste. Og lige en til. Han bed tænder hårdt sammen. Og klemte sine øjne ligeledes. Det stoppede bare ikke strømmen. Hele hans krop spændte. Og han vidste egentlig ikke, hvad han skulle gøre af sig selv i øjeblikket.

Hun fik et kæmpe chok og vente forskrækket, de krystal blå øjne imod den råbende mand.  Hun tog en dyb indånding mens tankerne løb igennem hendes hoved, hvordan skulle hun snakke sig ud af den her? Hvad kunne hun sige, hvordan ville hun sige ordene? Hver gang en sætning kom op i hoved på hende, føltes hendes mund som sand, helt tør og det var næsten umuligt for hende overhoved at åbne den. Hun mærkede hvordan at nogle enkelte tåre fandt deres vej ned af hendes kinder, inden hun nåede overhoved at komme frem med noget havde han allerede stormet ud af rummet ’’David!’’ prøvede hun desperat, men for sent. Hun hørte hvordan at hoveddøren blev revet op og smækket i efter at han var gået ud. Det gav et lille gib i hende, hun følte sig mest af alt bare magtesløs, svækket prøvede hun at komme op fra sofaen, og mærkede hvordan at benene gav efter hende da hun endelig kom op og stå. Hendes fine smalle hånd lagde sig hurtigt på sofaens armlæn for at genvinde balancen inden at hun satte efter ham, dog løb hun ikke, hendes ben ville ikke følge med selvom hun allermest bare havde lyst til at styrte ud af døren, hen til ham, og prøve at få ham til at forstå hvad der var sket. Men hun havde ingen ord, ingen måde at forklare ham på hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort. Der var ingen undskyldning der nogen sinde ville kunne gøre det okay, ingen ting der kunne siges for at alting ville blive okay igen, ingen ting. Hun sank en klump der havde siddet og generet hende i halsen, men da hun prøvede at få den ned føltes det som små nåle der prikkede hende hele vejen ned igennem spiserøret. Hun stoppede kort op ved dørkarmen til entreen, hun hæv en smule efter vejret - det havde virkelig taget på hendes kræfter den her gang, hvorfor skulle hun også gøre det? Hun følte sig så dum, det var jo ikke med vilje, hun stoppede dog sig selv der, det nyttede ikke at lyve over for sig selv, selvfølgelig var det med vilje, hun var nysgerrig og hun havde ikke kunne stoppe sig selv i tide.

Hun kom endelig uden for, der gik ikke mange sekunder før at hun så ham sidde ikke så langt væk på kantestenen foran hans indgang til lejligheden. En dyb indånding blev trukket igennem næseborene, så igen endnu et, med langsomme og meget usikre skridt fik hun bevægede sig over imod ham, hun var meget tøvende vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, om hun bare skulle have taget sine ting og gået, lade ham være i fred og kommet tilbage noget tid efter for så at sige undskyld? Men inderst inde vidste hun jo at det kun ville gøre tingene værre, hvis hun gik nu, kunne hun lige så godt lade være med nogen sinde at komme tilbage igen. Igen måtte hun synke en klump, men denne gang føltes det som om at der kom noget liv tilbage til hendes tung. Hun var nu kommet helt hen til ham, lydløst uden at ville tilkendegive hendes tilstedeværelse, måske stadig give hende tid til at flygte og ikke skulle konfronterer det hun lige havde gjort. Hendes hånd bevægede sig langsomt ud for at tage ham på skulderen, men hæv den hurtigt til sig og lagde den i hendes anden hånd i stedet. ’’David…. Jeg.. Im so sorry…’’ fik hun fremstammet med en meget svag stemme. ’’Jeg, jeg mente ikke.. jeg ville ikke… det’’ igen hun kunne høre en masse gode undskyldninger, massere gode sætninger forme sig inde i hendes hoved, men da hun prøvede at få dem ud var det slet ikke de ord der formede sig hen over læberne. Det var allerede en mistet kamp, men for en gangs skyld, havde hun ikke tænkt sig at stikke halen mellem benene, men tage den straf som hun virkelig fortjente. Inderst inde vidste hun jo godt at han aldrig nogen sinde burde tale til hende igen, for det hun havde gjort, men hun håbede, og bedte næsten til at han ville, at han ville finde det i sig at se bort fra hvilken idiot hun kunne være. Inderst inde, ville hun jo ikke miste ham.