Let's play...

Baal smilede og nikkede, imens han satte sig op. Han havde fået det langt bedre efter at Emily havde drukket hans blod, så han tog endnu et hiv af sin cigaret inden han selv begyndte at snakke. "Haha, ja sådan er visse vampyrer desværre. Hvem andre har du mødt, hvis du har fået deres navne? Hvis en af dem er Pixie, så hils."
Det var på denne måde, at han generede Pixie mest på. Han blev ven med en af hendes venner, og bad så personen om at hilse eller noget. Det kunne pisse hende noget så gevaldigt af... Eller.. Det kunne det i hvert fald engang. Om det kunne nu vidste han ikke.

Emily bed sig let i læben og vendte ansigtet op imod himmelen. Mødet med den første vampyr, havde faktisk været en misforståelse. Det havde så ført til en mindre kamp, hvor ingen af dem egentlig kom til skade. Hun tippede let hovedet på skrå, da han nævnte Pixie. Hvem var det? Det måtte være en vampyr han kendte, og måske var venner med. Hvorfor skulle hun ellers hilse hende? Eller ham, hvis det nu var en mand. "Jeg ved ikke hvem Pixie er", sagde hun roligt. "Jeg har fået et af navnene. Oliver Carter", hun nikkede kort for sig selv. Denne Oliver virkede rigtig flink. Måske kendte Baalichi ham?
"Kender du en Oliver Carter? Han er blond", spurgte hun nysgerrigt. Emily sendte ham et lille smil. Han lod til at have fået det bedre igen. Det gjorde hende ret lettet. Så var der intet alvorligt galt med ham. Hun håbede, at det ikke var sidste gang hun havde smagt på hans blod. Når der nu ikke var sket noget slemt, havde han måske større lyst til at give hende noget en anden gang.

Baal kiggede stille ud i luften mens han tænkte. *Oliver.. Hvor fanden har jeg hørt det navn før fra?* "Øhmm, skulle han tilfældigvis ikke være homoseksuel? Sådan en lidt provokerende fyr?" Nu havde den Oliver, Baal havde mødt, jo ikke ligefrem været provokerende, og dog alligevel. Bare sådan at kysse ham.
"Men siden du ikke kender Pixie, så lad mig fortælle hvem hun er. Hun er lederen af en bande der er her i Terre, måske hele Di Morga. Hun er en idiot og elsker at få mænd til at tro at der ikke er nogen anden end dem. Og så er hun pervers som bare i helvede. Hun og jeg har været fjender lige siden vi mødtes første gang for 500-600 år siden." Gid Baal dog kunne huske præcist hvor lang tid der var gået.

Emily kiggede eftertænksomt på Baalichi, da han snakkede. Homoseksuel? "Eh.... Det ved jeg ikke", sagde hun langsomt. Så godt kendte hun endnu ikke Oliver. Han havde ikke nævnt at han var homoseksuel, men det gjorde man nok heller ikke ved det første møde. "Han virkede ikke provokerende", sagde hun med et skuldertræk. Faktisk havde Oliver bare virket venlig.
Hun lyttede opmærksomt, da han begyndte at fortælle om denne Pixie. Hans ord kom fuldstændig bag på hende. Hun havde jo troet, at de var venner. Det lød nærmere som om, han slet ikke brød sig om hende. Hans sidste ord bekræftede hendes mistanke. De var ligefrem fjender. Tænk at hade nogen i så lang tid. "Føler du aldrig nogensinde, at du har hadet nok?", spurgte hun undrende. "600 år er trodsalt ret lang tid, at være fjender", tilføjede hun. Selv kunne hun ikke forestille sig, at have en fjende i så lang tid. Det måtte være forfærdeligt opslidende.

Baal sukkede og smilte. "Gør ikke noget." Da hun til sidst sage nogen, kunne Baal ikke lade være med at grine. Det var simpelthen for sjovt. Hans grin blev ved i fem minutter før han fik kontrol over sig selv. "Undskyld mig meget... Men Pixie og jeg.. Hade hinanden for meget? HAH! Selvom vi ville kan vi ikke lade være med at hade hinanden. Vi lever næsten for at hade hinanden."
Det var så uendeligt sjovt, at Baal ikke kunne lade være med at kramme Emily. "Kæft man hvor er du sød. Ikke for noget, men du vil formentlig lære, hvad det vil sige at hade en person så meget som Pixie og jeg hader hinanden. Men jeg håber ikke at det sker for dig." Endnu et kys, sneg han ind på hendes kind.

Emily rynkede undrende panden, da hybriden fik et latteranfald. Hun forstod overhovedet ikke, hvad der var så sjovt. Hun havde da ikke prøvet at være sjov. Ikke på nogen måde. Nå, han skulle da have lov til at grine. Også selvom det var af hende. Emily trak blikket til sig og lod det istedet vandre rundt på omgivelserne. Der var endnu ikke kommet et tog. Gad vide hvornår Baalichis tog burde ankomme? Hun nød faktisk hans selskab.
Hun lod igen blikket vandre over på Baalichi, da han snakkede igen. Det lod til, at han nu havde fået styr på sig selv igen. Det havde været hendes mening at svare ham, men overraskelsen over at blive krammet, stoppede hende. Hun fik næsten lyst til at græde, selvom det ville være blod hun græd. Det sidste kram hun havde fået, var for 2 måneder siden, og det havde været af hendes mor. Hun blinkede det hurtigt væk, inden Baalichi slap hende. "Nej, det håber jeg ikke, at jeg kommer til at opleve", sagde hun roligt. Det lød ikke ligefrem behageligt at hade nogen så meget. Hans læber efterlod et spor af varme på hendes kind.

Baal smilede til hende. Han kunne godt se, at det rørte hende meget at blive krammet, så han krammede hende en gang til. "Er det længe siden at du har fået et kram sidst?" Det måtte det næsten være. Ellers ville hun jo ikke ligne en der var ved at tude.
Stille lagde han armen om hendes skuldre. "Hvor gammel er du egentlig? 20? 21?" Det måtte hun næsten være. Men nu havde han ikke gode erfaringer med at gætte en piges alder.

Emily nikkede kort, som svar på hans spørgsmål. Da det ikke virkede tilstrækkeligt, tilføjede hun også nogle ord. "Det er 2 måneder siden sidst", sagde hun stille og bed sig let i læben. Det gjorde ondt at tænke på hendes mor. Bare at tænke på familien i det hele taget. Hun fik pludselig lyst til at dele det med nogen. Og her sad Baalichi. "Jeg tør ikke se dem", sagde hun stille, "Min familie altså. Jeg er bange for at skade dem". Hun kiggede kort væk. Ud over skinnerne.
"Jeg er 19", sagde hun roligt. "Du har allerede spurgt mig", tilføjede hun. Enten havde han en meget dårlig hukommelse, eller også havde han ikke bidt mærke i det første gang. Det første fandt hun mest oplagt. Emily kendte også godt selv den følelse. Nogle gange fløj informationen bare ind af det ene øre og så ud af det andet. Uden overhovedet at efterlade det mindste spor. Det kunne godt irritere hende. For hvis hun så spurgte igen, kom hun til at virke dum. Folk lagde mærke til den slags. Præcis ligesom hun havde lagt mærke til Baalichis fejltagelse.

Baal lagde armene omkring Emily, da hun forklarede, at hun ikke turde se sin familie af angst for at skade dem. "Du skal ikke være bange for det. Det eneste, du skal sikre dig, hvis du gerne vil se dem igen, er at have spist inden du mødes med dem. Og hvis du stadig ikke tør, så kan jeg gå med og passe på at der ikke sker noget."
Baal smilede til hende og krammede hende ind til sig. Hun var ret sød og havde brug for en eller anden form for opmuntring. Men hvad kunne han, en hybrid, gøre for at opmuntre en vampyr?
"Du skal bare sige til, hvis du får brug for en eller anden form for hjælp, søde."

Emily rystede let på hovedet af hans forslag. Det lød så nemt, når han sagde det. Men hun vidste, at det ikke var sådan i virkeligheden. Hvis det sagde klik for hende... Hun kunne nedslagte hele sin familie ved et uheld.
"Det går ikke", sagde hun trist. "Hvis du tager med... Så går det bare ud over dig", hun sukkede lavt. Emily havde ikke lyst til at skade Baalichi. Han virkede rigtig flink. Hun lukkede kort øjnene i. Hun måtte gøre noget ved sine spisevaner. Hvad nu hvis hun tog alle de gode mennesker? Alle dem, som aldrig kunne finde på at gøre en flue fortræd.
Da han lagde armene om hende igen, tillod hun sig selv at læne sig ind til ham. "Tak, men jeg klarer den", sagde hun hurtigt og trak sig igen væk fra ham. Hun havde ikke brug for hans medlidenhed. Men det var da sødt af ham, at tænke sådan på hende. Også når de nu ikke kendte hinanden.
"Kommer jeg til at smage dit blod igen?", spurgte hun og skævede over til ham.

Baal kiggede stille på hende og nussede hendes nakke stille, inden hun trak sig væk. "Måske... Men man ved jo aldrig. Og mig skal du ikke tænke på. Jeg kan godt klare en vampyr." Her blinkede han udfordrende til hende, og gav hende et venskabeligt dask på armen.
"Du skal ikke afvise al hjælp du får. Selv når man er ny her og er ny vampyr. Så har man brug for venner og hælpere." Han lagde blidt armen om hendes skuldre.
"Og i forhold til mit blod.. Så måske.. Men jeg skal først komme oven på med mit tab. Har det stadig ikke helt vildt fantastisk." Han grinede dumt til hende.

Emily fnøs kort, da han sagde han godt kunne klare en vampyr. "Nå? Er du helt sikker på det?", spurgte hun. Udfordringen i spørgsmålet var tydelig.
Hun trak let på skuldrene. Han havde vel ret. "Ja måske", sagde hun og kiggede ud over banegården. Et blidt grin undslap hende, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun var ikke længere bekymret, for han lod til at have det godt nok. I det mindste var han hverken besvimet eller noget i den stil. Emily tog blidt fat om hans håndled og førte det op imod sit ansigt. Hun kiggede på det sted hun havde bidt. Der var mærker efter hendes tænder.
"Gør det ondt?", spurgte hun nysgerrigt og kiggede på ham. Hun kunne ikke engang huske, om det havde gjort ondt, da hun selv blev bidt. Men hun havde skreget. Det var dog mere af frygt end noget som helst andet. Før hun blev forvandlet, havde hun ikke vidst, at der fandtes alle de overnaturlige væsener. Hun havde fået sig noget af en overraskelse.

Baal grinede drillende til hende og kyssede hende på panden, mens han holdt hende ind til sig. "Hvor er du sød. Jeg gider da ikke slås med sådan en ung vampyr som dig." Tonelejet var en blandig af kærlig og udfordrende. Han vidste ikke om hun nu ville føle sig mere provokeret til at slås eller ej. Men det kunne han kun finde ud af, ved at udfordre hende på denne måde.

Han rystede på hovedet, da hun spurgte, om det gjorde ondt. "Nej, det gør ikke ondt. Det gjorde hellere ikke særligt ondt, da du bed mig, men det sved godt nok lidt." Han smilede til hende og kyssede hende på næseryggen.

Emily lod helt være med at svare på hans provokerende udtalelse. Han havde jo mere at sige, så hun ville lade ham tale ud. Hun lyttede interesseret, til det han sagde om bidet. Så det havde altså ikke gjort ondt. Det havde hun næsten forventet, at det ville. Hold da op, hvor virkede Baalichi kærlig. Var han mon sådan overfor alle de piger han mødte? Hun kunne næsten ikke lade være med at tro andet. Hun var helt tilfældig. Bare en person han havde mødt på gaden. Det gjorde hende både utilpas og behageligt til mode på samme tid.
Nu var han færdig med at snakke. I en hurtig bevægelse skubbede hun til ham, så han væltede ned på ryggen på bænken. Hun satte sig på ham, tog hans cigaret og smed den væk. "Har du stadigvæk ikke lyst?", mumlede hun, imens hun holdt hans håndled fast over hans hoved.

Baal kunne ikke lade være med at grine, da hun skubbede til ham så han endte liggende på bænken. Det irriterede ham lidt, at hun smed cigaretten væk, men han sagde ikke noget, og han gjorde sit bedste for ikke at vise det i ansigtet. "Nå, så man er lidt voldelig, bette? Men nej.. Mangler stadig lidt kræfter. Tror at det vil slå mig helt ihjel hvis du gjorde det."
Det sidste sagde han med relativ seriøs stemme, da han rent faktisk mente det. Han var sikker på, at hvis hun havde så svært ved at stoppe, så ville han højst sandsynligt blive dræbt, hvis hun drak af ham igen. "Men senere kan det godt være at jeg vil give dig noget."

Larmen fra et tog, der kom fik ham til at dreje hovedet i retningen af det. Det kom stille og roligt nærmere, og Baal så på tiden. Toget var ikke hans. Hans ville først komme om ca fyrre minutter, så han havde god tid til at blive underholdt af Emily. "Hvis du har lyst, kunne du så tænke dig, at komme med mig, når mit tog kommer? For at se hvad jeg laver og hvor jeg bor?"

"Lad være med at kalde mig bette", sagde hun lavmælt. Det irriterede hende virkelig, når folk kaldte hende lille. Det mente hun jo ikke selv, at hun var.
Emily rynkede panden. Snakkede de overhovedet om det samme? Det lød lidt som om Baalichi talte om det at drikke blod. Det var jo ikke det hun havde ment. Ikke denne gang. Hun havde snakket om at slås. Men det var måske heller ikke en god ide, når han nu stadigvæk følte sig svag.
"Jeg taler ikke om blodet", sagde hun roligt og fjernede sig igen på ham. Hun satte sig på bænken lige ved siden af ham. Hun hørte lyden af et tog og kiggede opmærksom i retningen. Var det hans tog? Et hurtigt kig på Baalichi afslørede, at det var det ikke.
Emily kiggede lidt på ham. "Tja... Hvorfor ikke.. Det kunne da være hyggeligt nok", svarede hun roligt. Emily havde alligevel ikke andet at lave, så hun kunne da ligeså godt tage med ham.

Baal grinede af hende og kyssede hende på panden. "Nååårh, hvor er du sød." Da hun fortalte, at det ikke var blodet, at hun mente, kunne Baal ikke lade være med at grine fjoget af sig sel. "Ups. Nå.. Men nej, jeg tror ikke rigtigt jeg har energien til at slås med en vampyr lige nu. Det virker ret voldsomt."
Han smilede til hende, da hun sagde, at hun gerne ville følge med ham, og han smilede varmt til hende. "Jeg skal hen til lejlighederne for at ordne et job." Han nævnte ikke præcist, hvad han skulle. Det ville bare skræmme hende.

Emily nikkede kort, da han takkede nej. "Måske en anden gang", sagde hun med et lille smil. Han havde altså misforstået hende. Nu gav hele deres samtale en smule mere mening end før. Emily havde ikke særlig stor erfaring indenfor kamp og kampteknik. Faktisk havde hun absolut ingen. Kun ud fra hvad hun havde set i film. Men hvis det kunne bruges, var det vel intet problem.
Hun lagde hovedet på skrå, da han nævnte et job. "Hvilken slags job? Er du ejendomsmægler?", spurgte hun nysgerrigt. Gad vide hvad for nogle lejligheder han snakkede om? Emily havde endnu ikke nået at undersøge hele Di Morga, eller Terre for den sags skyld. "Hvilke lejligheder taler du om?", spurgte hun så. Han kendte jo svaret, så der var ikke den store grund til, bare at gætte.

Baal grinede. "Senere. Så skal jeg nok tæve dig, min store ven." Han grinede fjoget til hende. Det ville være usandsynligt, hvis hun havde mere erfaring for kamp end han havde. Hun var jo trodsalt kun de 19 år, mens han var 2577 år. Han havde kæmpet både med samuraier, soldater, krigere, ninjaer, munke og alle mulige former for kæmpere. Ikke at han havde vundet altid. Langt fra. Men han havde da en god erfaring.
Baal blev lidt nervøs, da hun spurgte ham om, hvad det var, at han lavede.
"Øhhh, nej det er ikke lige så lovligt, som du måske tror." Han turde ikke fortælle hende, at han var lejemorder. Det havde jo næsten skræmt Izobell væk!
"Det er lejlighederne i midten af Terre." Han smilede, men han var lidt nervøs.

Emily sendte ham et kort smil. "Kom bare an", sagde hun udfordrende. Hun ville med garanti tabe, men selvom hun tabte, ville det være god træning for hende. Det bedste ville nok være at træne med en vampyr, men sådan en havde hun ikke lige ved hånden på nuværende tidspunkt.
Hun kunne mærke, at han pludselig blev nervøs. Hvorfor blev han nu det? Hvad havde hun sagt? Hans svar kastede lys over sagen. Aha.. Han var altså kriminel. "Slap af, jeg løber ikke skrigende væk", sagde hun roligt.
Emily nikkede, da han nævnte lejlighederne. Så var det altså dem i Terre. Hun havde aldrig set dem, men hørt om dem havde hun. Det at han undveg, gjorde hendes utroligt nysgerrig. Hvad var hans job?
"Skal du slå en eller anden ihjel?", spurgte hun roligt og løftede det ene øjenbryn. Hun vidste ikke hvor hun fik tanken fra, men det kunne jo godt være en mulighed. det hang også sammen med den måde han havde snakket på. 'Ordne et job'.

Baal grinede lidt af hende, mens han foldede hænderne pænt på skødet. "Senere søde ven. Senere." Hun var en fantastisk morsom pige, og Baal tænkte, at hun godt kunne blive en fed ven. Da hun fortalte, at hun ikke ville løbe skrigende væk, og da hun lige ud spurgte, om han skulle slå nogen ihjel, slappede han mere af. Hun virkede rolig i forhold til det, så han kunne vel nok bare svare.
"Ja, jeg skal slå en ihjel. Jeg er lejemorder, og jeg har fået at vide, at en af mine hits skulle bo i en af de her lejligheder. Så jeg håber ikke at det vil skræmme dig, når du nu ved det."

Emily blinkede langsomt, da han havde talt færdig. Det var helt utroligt så afslappet hun var blevet omkring drab, efter sin forvandling. Måske var det fordi, hun selv dræbte folk. Hun kiggede over på ham og prikkede ham i maven. "Du ser ikke særlig farlig ud", sagde hun roligt. Det var lidt underligt, at han ikke havde sagt det før. Så burde hun jo slet ikke have smagt på hans blod. Ville han kunne nå at få det godt, inden hans tog kom? Hun ville helst ikke være skyld i hans død.
Hun sendte ham et skævt smil. "Jeg er her stadigvæk, er jeg ikke? Og jeg syntes altså lige jeg sagde, at jeg ikke ville løbe skrigende væk", hun vippede det ene øjenbryn op og ned, imens hun kiggede på ham. Hun havde jo faktisk fortalt ham, at hun ikke ville løbe væk. Måske havde hun forventet det en lille smule?
"Så du har altså et job", konstaterede hun. Selv havde hun ikke noget, og det var ved at blive lidt problematisk. Hun anede bare ikke hvor man skulle kigge hen, hvis man var vampyr, og gerne ville have et job, som intet havde at gøre med kriminalitet.

Baal kunne ikke lade være med at grine, da hun prikkede ham i maven. "Nej, måske ikke. Men er det ikke en fordel for mig? Så kan det jo være, at jeg kan komme lettere ind og dræbe et hit." Han placerede sit ansigt drillende foran hendes, mens han smilede drillende til hende. Endnu et tog kom og stoppede ikke. Typisk. Nå. Der var stadig 10 minutter til at toget kom. "Ja, måske. Men man kan jo aldrig vide, vel? oOg ja, jeg har et job." Han kunne ikke lade være med at smile til hende, og da toget kom, nikkede han i retningen af det. "Så er toget her, smukke."

Emily trak let på skuldrene. Det havde han vel ret i. Hvem ville invitere en farlig mand ind i deres lejlighed? En der lignede en lejemorder? Det var jo hul i hovedet. Hun løftede det ene øjnebryn, da han holdt sit ansigt ud foran hendes. Emily opfangede, at der kom endnu et tog. Det var tydeligvis ikke hybridens tog, for han rejste sig overhovedet ikke op. Men det stoppede heller ikke. Så han kunne ikke stå på det alligevel.
"Næh...", sagde hun langsomt. Han havde jo ret. Man kunne aldrig vide det.
Da han sagde, at han havde et job, nikkede hun langsomt. Han havde jo allerede sagt det én gang før. Igen hørte hun lyden af et tog, og Baalichi nikkede i retningen af det. Emily rejste sig op. "Dit tog", sagde hun med et smil. "Kalder du tit fremmede for smukke?", spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå. Det virkede en smule underligt, at han sådan kaldte hende for smukke. Han havde jo også kysset hende. Hvor underligt...

Baal grinede lidt til hende, da hun spurgte ham om han kaldte fremmede for smukke. "Haha, jeg kalder kun folk for 'smukke' hvis det er at de er smukke. Det er en ting jeg har." Han kunne halvt forlegent på hende, da det var, at han begyndte at gå ind i toget.
Kort vendte han sig om for at se om hun fulgte med ham. Derefter fortsatte han videre ind i toget, og indtog en plads ved siden af vinduet. Hurtigt begyndte toget at køre igen.