Let's play...

"Aha", Emily nikkede langsomt. Hun forstod dog på ingen måde hans tanke gang. Hvis han kaldte alle folk for smukke, endte det jo med ikke at have nogen betydning overhovedet. Hun rejste sig dog op og fulgte efter ham ind i toget. En masse dufte væltede imod hende. Duften af mennesker og andre væsener. Hun løftede det ene ærme og holdt det op foran sin næse. Det var lidt overvældende.
Emily holdt øje med Baalichi, og fulgte også efter ham hen imod en vinduesplads. Lydløst placerede hun sig på sædet overfor ham. "Nå... Hvorfor var det lige du gik ind i den her branche?", spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun kunne ikke huske, om hun tidligere havde spurgt om netop dette, men hvis hun havde, ville han nok fortælle hende det. Ville han ikke? Et tænkende udtryk strejfede hendes ansigt. Derefter lod hun tungen glide hen over den ene hjørnetand. Det var svært at glemme smagen af hans blod. Det havde smagt fantastisk.

Baal kiggede stille på hende, mens han trak sin lommelærke op og tog en slurk. Whiskeyen brændte ned ad halsen, men han tænkte ikke over det, da han var vant til det. Han slikkede sig om læberne og tænkte stille. "Mine forældre og jeg blev brændt inde i en lejlighed i Terre for alt for lang tid siden. Dengang var jeg fuldblods djævel. Da jeg kom tilbage som hybrid, var jeg opslugt af hævn. Derfor gik jeg ind i den her branche, da jeg gik ud fra, at jeg kunne få hævn på dem, der gjorde det, eller deres afkom. Det har endnu ikke været muligt."

Emily lyttede opmærksomt til hans lille historie. Interessant. Hævn... Så mange havde lige netop dette motiv til drab. Der var bare én lille ting hun ikke forstod. Hvorfor skulle det gå ud over deres afkom? Børn, efterfølgere, hvad man nu valgte at kalde det. For at være helt ærlig lød det ikke helt fair. Skulle de virkelig bøde for noget, som var sket for over 2000 år siden?
"Det lyder ret dumt", sagde hun roligt og lagde hovedet let på skrå, imens hun betragtede ham. "Som om du skulle få det bedre af at dræbe uskyldige personer. De kan da ikke gøre for, hvad deres forfædre har foretaget sig". Ærlig talt gjorde det hende en smule sur, og det gav hende også et andet syn på Baalichi. Et dårligere syn. Måske var han faktisk ikke så flink, som han havde virket i starten. "Det er sgu da hul i hovedet!", nærmest snerrede hun og blottede sine tænder. Emily prøvede ikke engang på at være skræmmende, men det skete bare, når hun blev sur.

Baal kiggede stille på hende, mens hun talte, og da hun begyndte at snerre løftede han stille det ene øjenbryn. Hun var åbentlyst meget ung, da hun ikke kunne affinde sig med det onde i folk, så han lagde sin lommelærke tilbage i lommen, foldede sine hænder, mens han satte albuerne på bordet foran sig for at kigge lidt på hende.
"Du er åbenlyst ret ung og uskyldig siden du kan få den der reaktion. Du skal tænke på at en fyr som mig, der ikke har fået sin hævn over nogle nederdrægtige folk i evigheder, begynder at blive knotten. Jeg er jo trods alt lejemorder, så jeg forstår simpelthen ikke din reaktion? Slår jo alligevel relativt uskyldige mennesker ihjel via mit job?"

Emily kneb øjnene lidt sammen. Det han sagde, gav vel god mening. Han dræbte jo faktisk mennesker hver dag. Men hvis ikke han var så opsat på hævn, ville han jo aldrig have gået ind i lejemordernes verden. Ville han?
"Du forstår overhovedet ikke, hvor jeg vil hen", sagde hun lavmælt og rejste sig op. Det gik slet ikke op for hende, at hun ikke var et hak bedre selv. Hver gang hun spiste, dræbte hun jo faktisk et menneske, og de var også uskyldige.
"Hvis ikke du havde været så opsat på den hævn, ville du slet ikke behøve at dræbe nogen overhovedet", hun lænede sig ind over bordet. "Du kunne have et hæderligt job. Måske en butiksejer, en advokat, bibliotekar, et eller andet i den stil. Der er mange jobs, som ikke medfører drab", hun holdt stemmen i den lave tone. Der var jo faktisk andre med toget end lige dem, og de ville nok blive en anelse skræmte, hvis de hørte den her samtale.

Baal blev ved med at kigge på hende, men hun rejste sig og snakkede. Det var utroligt svært for ham ikke at smile. "Tror du virkeligt selv på det? Jeg er jo trods alt havlt dæmon halvt engel. Selvom min engel side er ret styrende, så har jeg stadig min dæmonside." Han blinkede kækt til hende. "Nu må du hellere sætte dig så du ikke får for meget opmærksomhed. Og.. hvad dig selv? Du er jo vampyr? Du dræber jo også mange uskyldige, når du spiser?"

Det irriterede Emily grænseløst, at Baalichi gav sig til både at blinke og smile til hende. Hvad skulle det nu til for? Han burde tage det her seriøst! Præcis ligesom hun gjorde. Men... Hans ord ramte hende hårdt. Han havde ret. Hun dræbte mange uskyldige mennesker, når hun spiste. Pokker tage logikken...
"Jeg står op, hvis jeg vil", snerrede hun "Og mine spisevaner vedkommer virkelig ikke dig. Jeg har ikke bedt om det her. Ikke på noget tidspunkt. Så luk arret, hybrid!", bare for at være demonstrativ, blev hun stående lænet ind over bordet. Hans attitude gik hende virkelig på nerverne. Hvorfor indså han ikke bare, at det hun sagde, var rigtigt? At hun havde ret? De kunne undgå den her diskussion, hvis han bare gav hende ret. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at give ham ret. Aldrig i livet.

Baalichi kiggede stille på hende, hvorefter han tog sin lommelærke op og tog en slurk. Derefter kiggede han på hende og smilede til hende. "Man beder ikke om hvem man er, det er rigtigt nok. Men tænk på at jeg stadig er dæmon. Hævn og smerte er en stor del af mig, selvom jeg har min skide medlidenhed med de stakler" han nærmest spyttede ordet ud "jeg dræber og jeg er meget mere venlig og god end andre dæmoner."
Udenfor bevægede husene sig hurtigt forbi dem, og toget bremsede ned. Første station.

"Men du bliver nød til at acceptere at der findes ondskab i verden, og at nogle ikke kan benægte denne ondskab. Ligesom jeg ikke kan benægte min trang til at dræbe eller til hævn. Så nu sætter du dig ned og slapper af, ellers skal jeg nok få dig til det."