Just a little taste...

Sted - Gyderne
Vejr - Det er køligt og fuldmåne
Tid - Klokken er 23.12
Omgivelser - Skraldespande, rotter, enkelte væsener og diverse andre ting.
Dag - Det er en fredag

*Sikke da et hyggeligt sted*, tænkte Emily ironisk. Hun rystede let på hovedet og trak den tynde jakke tættere omkring sig. Det var mere af refleks end noget andet. Som menneske havde hun altid gjort netop dette. Nogle vaner var vel svære at lægge bag sig. Også selvom man døde. De røde øjne begyndte at vandre rundt på omgivelserne. Det var noget hun altid gjorde, når hun kom til et nyt sted og nye omgivelser. Det var smart at orientere sig. Hvis ikke man gjorde, kunne man risikere at blive overrasket af noget ubehageligt. Men på den anden side, det kunne man jo også, selvom man havde orienteret sig først. Den her gyde, virkede som det perfekte sted for et overfald. Eller en jagt. Hvilket jo egentlig var grunden til, at hun var kommet her.
Emily fortsatte med at gå. Hun kiggede sig fra side til side, på udkig efter et bytte denne gang. De sidste 3 dage havde hun intet fået at spise, så nu var hun sulten. Det kunne hun tydeligt mærke. Hun følte sig ikke nær så stærk som hun plejede.
Efter et lille stykke tid, fik hun færten af et menneske. Hun kunne lugte frygten helt herovre. Et smil bredte sig på hendes læber og hun satte i lydløst løb. Emily kunne høre hjertets hurtige slag. Det fik hende til hurtigere at indhente bytten. Det viste sig at være en mand. Han var vel omkring de 38 eller noget i den retning. Altså dobbelt så gammel som Emily selv. Hun satte farten ned, for ikke at skræmme ham alt for meget. Manden fik øje på hende. "Nej! Nej, du må ikke gøre mig noget", bad han ynkeligt. Luften var tyk af frygt. Det frydede Emily, at hun var den første på stedet.
"Bare rolig, jeg gør dig ikke noget", sagde hun med en beroligende og blød stemme. Hun bevægede sig langsomt tættere på ham og havde inden længe trængt ham op i et hjørne. "Det gør ikke ondt", hviskede hun og holdt ham presset op af muren. Selvom hun var svagere end normalt, var hun alligevel stærkere end dette menneske.
Den unge vampyr blottede tænderne og lod dem glide ned i mandens hals, lige der hvor hun vidste pulsåren var. Hun stønnede lavt, da hun mærkede blodet i sin mund. Det smagte himmelsk. Det føltes som om styrken vendte tilbage til hende, i takt med at mandens puls blev nedsat.
Hun var så fordybet i sit måltid, at hun slet ikke lagde mærke til, at manden langsomt løftede sin hånd og satte sit håndled imod hendes hals. Emily skreg højt og slap omgående manden. Sølv... Det havde brændt hendes hud. En arrig hvæsen undslap hende, men hun lod ham ligge. Han var død nu, og ville ikke længere være et problem.
En forbipasserende ville straks kunne se, at hun havde spist. Hver gang hun spiste, svinede det helt forfærdeligt. Med den ene hånd tørrede hun blodet væk fra sin mund.

Layson havde fundet et sted i gyderne et gammelt minde kom frem i ham fra dengang han mødte Gregory, men det var lang tid siden og den tid var længe nok til at han vidste at han ikke ville støde på ham igen, et lettere suk kom fra ham, men han fandt dog en papkasse bag en skraldespand en lettere godt gemmested, han fik sig sat på hug og derefter kralvede han ind i den store papkasse, lige plads til ham og hans taske som han havde på ryggen han lå der, blot med det ene øje åbent for at være på jagt efter om der var nogle som ville gøre ham noget, han ville altid kun kunne sove halvt når han sov på gaden og rigtig nok var det vel sådan, men han opdagede lettere en skikkelse som ja var mere end et menneske en mand, han fik sig kravlet hen til ham og så de to bide mærker på hans hals, Layson trak sig til sig, men ingen frygt intet og være bange for han havde mødt en vampyr fyr og det gjorde ham ikke bange af den tanke, men der var en vampyr der var godt på en lille jagt efter blod, han kunne mærke denne blodtørst længere væk, han fik sig bevæget længere ud på den store gyde som førte til de andre gyder, han kunne ikke sove der efter at ham manden var død det ville tiltrække for mange hen til ham, han fik sig bevæget længere væk fra dette sted som kunne være et sandt mord en rigtig god historie til en avis, men han tænkte ikke serlig meget længere over det, da han kunne se en lettere skikkelse længere fremme, men lyset fra lampen gjorde at der ingen skygger var, men han fik dog sneget sig hen et sted med en lettere lille skygge, men han kunne lige nå at være der, og der forsvandt han væk, ingen kunne se ham eller høre ham, men hvis man kunne mærke hans aura var det nok det som gjorde at man vidste hvor han var henne, man kunne ikke lugte ham intet, kun hans aura, han kiggede lettere på at skikkelsen kom nærmere til det sted han næsten lige havde været, det var ikke andet end en lille dreng, han var godt faret vild så det ud til, det nemmeste bytte for en vampyr, Layson fik helt medlidenhed med den lille dreng at han var så bange for hvad der ville ske med ham om nogle ville gøre ham ondt eller hvad?
Layson kom ud af sin skygge og nærmede sig stille denne lille dreng, drengen var helt i skræk over for ham og råbte "Hold dig væk du må ikke dræbe mig, du må ikke suge blodet ud af mig" Layson grinede lettere af at drengen troede han var vampyr "Søde ven jeg er ikke vampyr, men dette sted er ikke ligefrem det sted du burde være her om aftenen her er det nemmeste sted for en vampyr at dræbe en" Sagde han lettere roligt, mens han så at drengen troede på ham "Jamen hvis mig vejen ud så jeg kan finde min mor" Sagde den lille dreng helt bange, Layson vidste ikke hvem hans mor var, men han kiggede rundt og lyttede nu meget godt efter og kunne høre en dame råbe efter drengen den lille drengs navn var åbenbart Martin "Hedder du Martin?" Spurgte han så, mens han kiggede på den lille dreng, den lille dreng nikkede, og Layson lagde sin taske fra sig bag en af skraldespanden godt gemt væk, og tog den sorte trøje af og t-shirten så den ikke blev hullet eller blev ødelagt, han tog stille rundt om den lille dreng og med et kom de sorte vinger frem, den lille dreng så helt overrasket på vingerne, og Layson satte af i et sus og de var oppe i luften, han fik fløjet ham længere væk fra det sted at de havde befandt sig til enden af gyderne hvor hans mor stod og råbte efter ham, den lille dreng fik tårer i øjnene da han så sin mor, Layson landede blidt foran moren og fik den lille dreng afleveret til hende, glæden at se de to forenet igen var en glæde for Layson og se, men morer takkede af hele hendes hjerte til ham "Jeg gjorde bare det jeg skulle" Sagde Layson lettere smilende, mens han satte af igen og fløg hen til det sted han var før for at få sine ting igen, han fik sin t-shirt på igen og den sorte trøje igen og tasken på ryggen igen og han bevægede sig lettere ind i de mørke gyder.

Emily efterlod manden og forlod stedet. Hun holdt sig i skyggerne. Mandens blod havde smagt godt, og hun følte sig nu mere stærk. Det var bare ærgerligt, at han havde haft det forbandede sølv. Det havde brændt sig ind i huden, og efterladt et mærke. Det var ikke første gang hun prøvede det. En af de første dage som vampyr, havde hun prøvet at røre ved et af sine gamle smykker. Det havde brændt hende, og det var så der, hun opdagede, hvad det gjorde ved hende. Det her var så hvad et lille bitte øjebliks uopmærksomhed, kunne være skyld i.
Hun stoppede op, da hun hørte nogle skridt. Emily blev straks nysgerrig efter at vide, hvem det var. Derfor listede hun sig tættere på personen. Det var en lille dreng. Emily åbnede let munden. Han burde ikke være her. Denne gyde var bestemt ikke et sted for små børn. Hun havde selv tænkt sig at gå hen til ham, for at hjælpe ham ud af gyden, men en anden person kom først. Hun betragtede dem fra skyggerne. Hvor ironisk. Drengen troede at denne person var en vampyr. Det var han dog ikke. Emily kunne slet ikke lugte ham. Det gjorde det svært for hende at bedømme, hvilken race han var. Hun blev stående i skyggerne, også da denne person smed trøjen og slog et par vinger ud. Det ene øjenbryn fløj i luften. Han måtte være en eller anden form for engel. Engle havde vinger. Havde de ikke?
Ligeså snart personen med vingerne kom tilbage, trådte Emily ud af skyggerne. Han kunne ikke være ond. Han havde jo lige hjulpet en lille dreng ud af de her gyder.
"Hej", sagde hun roligt og høfligt. Hun prøvede ikke at se skræmmende ud.

Layson have nærmest lige fået sine ting på sig igen da han hørte et hej fra hans side, hans blik røg over på denne person og opdagede det var en dame, men også bare han kunne nemt se de røde øjne med det samme "Hvad vil du mig?" Spurgte han dernæst da han vidste at vampyrer kunne være rolige i starten inden de angreb en, men ikke ligefrem ham var han godt ligeglad med hvad der skete med ham, men stadig han ville ikke havde at der ligefrem blev slugt blod fra ham, han gad det bare ikke, for de kunne ikke holde deres tørst til nogle nemmer prodokter som selv lavet blod fra hospitalet, det var nemmere og tage og så fik de deres tørst væk. Men nej de skulle ud og suge blod fra et menneske eller et væsen.
Layson hadet den måde de prøvede og fange deres bytter på, han vidste at det ville ende med at hun ville angribe ham, men dog var han sådan at han sagtens kunne passe på sig selv, men også bare at gyderne det var ikke det bedste sted at være som engel, men han var vel godt ligeglad, da han bare var sig selv, og prøvede og finde et sted og sove, han prøvede altid og finde et sted og sove, men sommetider gik det bare ikke så godt for sig.
Laysons blik forsvandt ned i sin lomme til nogle smøger han fik tændt en smøg og pustede stille den røg ud fra da han havde tændt den. Et lettere skævt smil kom på hans læber og han vidste ikke hvad denne dame ville, men han havde på fornemmelsen at det ville gå rimlig galt hvis han ikke passede på, da han vidste at det kunne gå veldig galt med at man kunne få suet blodet ud af sig selv, men ja han var vel bare sådan en lettere lille skjuler på det punkt, med at ingen skulle røre hans blod med mindre man gav lov.

Emily løftede langsomt hænderne i en overgivende gestus. Denne mand virkede enten skræmt eller fjendtlig. "Wow wow", sagde hun langsomt. "Rolig nu. Jeg vil ikke gøre dig noget", fortsatte hun. Hendes tonefald var helt roligt og det modsatte af fjendtligt. Det var måske ligefrem venligt.
Hun havde ingen planer om at smage på ham. Ikke så han døde i hvert fald. Emily havde tænkt lidt på, at ændre sine spisevaner. Hvorfor dræbe alle de gode mennesker? Det var latterligt. Og ham her virkede god nok. Desværre var det nogle gange et problem for hende at styre sig, og så kom hun alligevel til at drikke af de gode. Nogle gange var det også forfærdeligt svært at se forskel. De mennesker som virkede gode, kunne faktisk være de værste. De var bare kloge nok, til at spille gode.
De røde øjne hvilede på ham, da han tog en cigaret frem fra sin lomme. Aha. Endnu en ryger. Selv havde hun aldrig rørt en cigaret, og faktisk havde hun heller ingen planer om det. Rygning ødelagde lungerne. Var det mon også sådan, når man var vampyr? Der var så mange spørgsmål hun gerne ville have svar på, men ingen hun kunne gå til. Det irriterede hende nogle gange helt forfærdeligt. Hvorfor forvandle hende, hvis han alligevel bare ville efterlade hende? Det virkede forfærdelig latterligt.