Familie? tror jeg ikk nej...

Tid; 12.00
Sted; Forét ~ Skoven
Vejr; Det fint nok
Omgivelser; Ingen`?
Påklædning; En hvid T-Shirt, sorte Jeans, sorte slidte converse, og en sort jakke der står åben.


Yuuki gik stille gennem Terre's gader, de sidste dage var hun begyndt at tænke på hendes familie igen, og det gjorde ondt på hende, så hun søgte meget væk fra alle andre lige nu, havde der kun vært hendes forældre og brødre? der måtte da ha' vært flere.. men hvem var de? og levede de overhovedet stadig? hun sukkede lydløst, og stak hænderne langt ned i lommerne på jakken og så op på himlen og bed sig lidt i læben *Hvem er i? og hvor?* tænkte hun trist inden hun rystede på hovedet og så ned på sine ben da en tåre løb over hendes kinder, hun rystede lidt på hovedet og tørrede den hurtigt væk inden hun rejste sig og begyndte at gå længere ind i skoven.

For at være helt ærlig, havde Cameron ingen anelse om hvor han var. Det lignede en skov, men hvilken skov? Hvilke skove var der egentlig i den her by? Eller var det måske bare en klump træer? Bladene på skovbunden knasede let under hans fødder. Det var en sjov lyd. Et slags tegn på liv. Et smil bredte sig hurtigt på hans læber. Lyden af syngende fugle nåede ham. Det var da et godt vejr i dag. På en af sine gåture, var Cameron så endt her. Om han syntes om det, var han ikke helt klar over endnu.
Ved første øjekast, så det ikke ud til, at der var andre til stede i skoven. Ikke andet end dyr, og de var ikke så sjove at tale med som mennesker.
Cam rettede sig lidt op og fortsatte længere ind i skoven. Uden at tænke over det løftede han sin ene hånd og strøg det sorte hår væk fra øjnene. Det var halvlangt, og trængte sikkert til at blive klippet, men han kunne godt lide det på den her måde. Hvis han havde brug for det, kunne han gemme sig lidt under det. Det var dog ikke særlig tit han gjorde det. Faktisk skete det utroligt sjældent. Nej, Cameron holdt mere af at snakke med folk.
Hans tanker strejfede det stykke papir, han havde i lommen på sine jeans. Hans mor havde kun fortalt ham, hvordan hun så ud, og så havde hun givet ham et stykke papir med navnet på. Yuuki Kuran. Hvem var hun? Og hvordan skulle han finde hende? Den her by var vist rimelig stor, og hvor stor var sandsynligheden egentlig for, at hun var i skoven? Men nu havde han jo heller ikke ledt efter hende endnu. Hvis ikke han tog meget fejl, ville han støde på hende på et eller andet tidspunkt.
Et vindstød gik igennem skoven, og satte Cams hår i bevægelse. De fleste som så ham første gang, var overbevist om, at han var asiater. Det var han bare ikke. De træk havde han bare fra sin far, men det var nemt at forveksle på den måde. Især når man ikke kendte ham.
Lidt længere fremme så han en skikkelse. Med et smil på læben, begyndte han at gå hen imod hende. Det var sjovt... Hun lignede lidt den beskrivelse han havde fået. Men nej. Det kunne da ikke passe. "Hej", sagde han muntert og sendte pigen endnu et smil. Hun så ud til at være ældre end ham, men det var svært at bedømme.

Yuuki gik og hørte fugle synge, hun sukkede lydløst og så lidt rundt mens hun prøvede at finde på noget at lave, hun telepaterede sig kort op i et træ og så lidt rundt for at være sikker på at hun stadig var alene, hun havde ikk lagt mærke til drengen der faktisk gik ret tæt på hende, hun telepaterede kort efter ned igen og gik videre, hun bed sig lidt i læben og gik videre, hun fik et lille chok da han snakkede til hende, hun vendte sig hurtigt og så på ham "Ehm.. Hej" sagde hun med et lille smil, og prøvede at virke venlig selvom hun mest af alt havde lyst til at rulle øjn af ham.
Hun bed sig i læben og blev lidt mere venlig som de stod der, det fik hende til at lade være at tænke på sin afdøde forældre, hendes forældre, og dem hun ikk kendte fra sin familie. Hun sukkede lydløst og lukkede kort øjnene inden hun igen så på ham med et lille smil.

Pigen lod til at blive lidt overrasket, da han snakkede til hende. Det havde på ingen måde været hans mening at forskrække hende. Et lille grin undslap ham. "Det må du undskylde. Det var ikke min mening at forskrække dig", sagde han blidt og sendte hende endnu et smil. Skulle han spørge hende? Det ville være nemt og hurtigt. Men ville hun så tro, at han var dum? Det kunne gøre langt mere diskret.
"Smukt vejr, ikke sandt?", sagde han muntert og kiggede kort op i luften. Solens stråler nåede ned igennem træernes blade, hvilket gav lyset et grønligt skær. Cameron rettede igen opmærksomheden imod pigen. Der var et eller andet over hende. Hun virkede ikke helt normal. Men hvad var det? Hun havde bare... et eller andet over sig.
Cam lod sine fingre glide igennem håret og fik det igen skubbet væk fra øjnene. Han lod sit blik hvile på hende. Var hendes øjne ikke en lille bitte smule røde? Det lod han være med at kommentere. Det ville være dumt. Hvis hun havde grædt, var det sikkert ikke noget hun ville snakke om, med en helt aldeles fremmed.
"Jeg hedder Cameron Leroy", sagde han roligt og bukkede let for hende. Et nyt smil bredte sig på hans læber. "Må jeg få lov til at gætte dit navn?", spurgte han smilende. På den måde kunne han lokke navnet ud af hende, uden måske at virke alt for underlig. Eller hvad? Det her virkede nok også lidt underligt.
Han lod igen sit blik glide hen over pigen, lidt undersøgende måske, som prøvede han at bedømme hendes navn, blot ud fra udseendet. "Hedder du.... Yuuki?". Så. Nu måtte det briste eller bære. Enten tog han fejl, og hun hed noget helt andet, som Caroline, eller også havde han ret, og han havde fundet hende. Cameren lod sin ene hånd glide ned til lommen i de jeans han bar. Der var et brev i dem. Et brev til Yuuki Kuran. En forklaring, der ville fortælle, hvem Cameron var, og hvad deres relationer var. Men det var slet ikke sikkert, at pigens navn var Yuuki. Det var dog et forsøg værd.

Hun så undrende på ham lige da han undskyldte, efter lidt tid kunne hun ikke lade være at grine lidt "Du skal ikk undskylde" sagde hun smilende, og bed sig lidt i læben "Men ja det er et smukt vejr" sagde hun smilende, og bed sig lidt i læben, hun sukkede lydløst og stak hænderne i jakkelommerne igen mens hun så på ham, hun så slet ikk fjendtlig ud eller noget, hun var meget åben lige nu, hun bed sig lidt i læben og lavede et let kast med hovedet så hendes hår kom væk fra øjnene, hun bed sig en smule i læben igen inden hun så lod sin læbe være, og bare smilte til ham.
Hun så smilende på ham da han lod fingrene glide gennem håret, hun lagde hovedet en smule på skrå mens hun så på ham, hun håbede ikk han lagde mærke til hendes røde øjne... eller... hun håbede i hvert fald ikk at han sagde noget om det, hun smilte stille da han sagde hvad han hed, hun skulle lige til at gøre det samme da han spurgte om han måtte gætte hendes navn, hun så lidt undrende på ham, men trak på skuldrene og sagde "Jaja, du gætter bare" hun kunne ikk forestille sig hvordan han sku' kunne gætte hendes navn, hun stod tålmodigt og ventede mens han lod blikket glide over hende, Hun så overrasket på ham da han sagde det [i]Ehm... Ja... Yuuki Kuran?" sagde hun lettere forvirret... hvordan kunne han gætte det? hun rykkede sig et lille skridt tilbage, det kunne jo være det var en hun engang havde irriteret og som nu var kommet for at hævne sig eller sådan noget... hun vidste det jo ikk.

Hold da op. Han havde gættet rigtigt. Det her var Yuuki Kuran. Men var det dén Yuuki Kuran? Det kunne også være at denne Yuuki bare lignede hans kusine, og tilfældigvis hed det samme. Eller hvad? Fandtes der overhovedet tilfældigheder, eller var alting meningen? Da hun trådte et skridt tilbage, løftede han hurtigt begge hænder og rettede håndfladerne imod hende, som var hun et skræmt dyr. "Nej nej, du behøver ikke gå", sagde han hurtigt. Han lod igen hænderne falde og tog så en dyb indånding. Det var lang tid siden han havde prøvet det her. At være usikker på, hvad han burde sige. Han havde helt glemt, at det føltes på den her måde.
"Okay, nu siger jeg det bare lige ud, for jeg gider ikke lege julelege", sagde han roligt og fokuserede sit blik på Yuukis ansigt. "Jeg tror du er min kusine, Yuuki Kuran. Jeg har et brev i min lomme, som vist nok er til dig, hvis du altså er den Yuuki Kuran jeg søger. Du passer godt nok på beskrivelsen. Min mor har fortalt mig om dig. Min far og din far er vist brødre eller noget i den stil. Men alt står forklaret i brevet", han hev det omtalte brev op af lommen og rakte det hen imod hende.
Ville hun stikke af nu i troen om, at han var skør? Eller ville hun faktisk give det en chance, og tage imod brevet. Der var noget lidt usikkert i hans blik, som fik ham til at se en hel del yngre ud. Hvad nu hvis det var den forkerte Yuuki? Den tanke blev ved med at køre rundt inde i hovedet på ham. Det ville være en smule akavet, for ikke at sige meget.
Cam løftede sin ene hånd og lod den glide igennem det sorte hår. Han sagde ikke mere. Det måtte være Yuukis tur til at tale. Hvis hun da havde tænkt sig at gøre det.
"Åh, forresten, kald mig Cam", sagde han med et lille smil.

Hun bed sig i læben og sank en klump mens hun så på ham, hun rystede kort på hovedet *Hvordan kan han vide hvad jeg hedder!?* tænkte hun lettere panisk, hun bed sig i læben, ventede bare på at han skulle sige et eller andet, hvad som helst der kunne gøre det her lidt mere realistisk... kort efter sagde han det med at han troede hun var hans kusine, hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun så på ham, han mor havde fortalt.. ham om hende? hun fattede et ikk, hvis han virkelig var hendes fætter... hvordan skulle hans mor så vide noget om hende? hun havde jo aldrig vært hjemme ved dem... eller havde hun? måske da hun var meget lille.
hun så på ham da han rakte brevet imod hende, hun bed sig lidt usikkert i læben, vidste ikk om hun skulle ta' det eller bare skynde sig at gå... men tanken om at han måske kunne være noget af hendes familie fik hende til at tage imod brevet, hun bed sig svagt i læben, og stod lidt med brevet i hånden.
hun så op på ham efter at ha' set på kuverten lidt, og kunne ikk lade være at smile lidt af det han sagde.

Cam følte sig en lille smule lettet, da Yuuki tog imod brevet. Men hun sagde ikke noget. Ikke et eneste ord. Skulle det opfattes som en god eller dårlig ting? Han kunne ikke lade være med at opdage, at hun igen bed sig i læben. Det havde hun gjort ret meget de sidste 5 minutter. Var det noget hun altid gjorde, eller var hun nervøs? Cameron havde ikke den mindste anelse. Han kendte ikke Yuuki, så hvordan skulle han kunne vide det?
Stilheden begyndte at føles lidt trykkende. Det var han bestemt ikke vant til. Der plejede altid at være et eller andet han kunne sige, men nu var ordene slet ikke til stede. Han følte ligesom, at han allerede havde sagt det, han skulle. Det begyndte at blive lidt akavet. For at foretage sig noget andet, kiggede han kort rundt på omgivelserne. Det var sandelig en flot skov. Her måtte han gå en tur igen en anden gang. Måske med en han holdt af.
Cameron kiggede igen tilbage på Yuuki. Han var ganske uvidende om, at hans øjne nu havde skiftet farve til meget mørke igen. Det var slet ikke noget han kunne styre. "Skal du ikke åbne det?", spurgte han en smule undrende og nikkede i retningen af kuverten i Yuukis hånd. Selv havde han ikke læst det, da det jo var hendes brev. Derfor var han også frygteligt nysgerrig efter at vide, hvad der stod i brevet.

Hun så lidt rundt, at hun bed sig i læben var en vane, man kunne dog godt se forskel på når hun bare gjorde det, og når du var nervøs... var det bare fordi det var en vane hun gjorde det var det kun let hun bed i sin læbe, var det fordi hun var nervøs bed hun hårdt i sin læbe, hun sukkede lydløst, skulle hun sige noget? hun sukkede lydløst igen og vendte kuverten lidt i sine hænder.
Hun så op på ham da han spurgte om hun ikk skulle åbne det, hun bed sig hårdt i læben, sukkede lydløst og åbnede stille brevet, follede det stille ud, og læste det stille, bed sig i læben mens hun læste det, i mens hun læste det blev hendes øjne mere røde, og let blanke, men hun kæmpede for at holde tårende tilbage, hun ville ikk græde nu, hun bed sig hårdt i læben og folede let brevet sammen igen, og så på ham lidt...

Ligeså snart Yuuki åbnede brevet, gik Cameron hen til det nærmeste træ. Han havde ikke lyst til at sidde på jorden, for skovbunden var fugtig. Istedet kunne han læne sig op af det her træ. Det gjorde han så også. Øjnene lukkede han kort i, imens brevet blev læst. Hun blev vel færdig med det på et tidspunkt, og så ville hun måske fortælle Cam, hvad der stod. Det havde hans mor nemlig ikke fortalt ham.
Brevet indeholdt lidt om Cameron og Yuukis fædres forhold. De havde åbenbart været ret tætte. Det var også derfor Camerons mor kendte til Yuuki. Cam åbnede øjnene igen og kørte hånden hen over sit ansigt. Da han igen lod den falde, kiggede han over på Yuuki, som allerede kiggede på ham. "Nå?", sagde han spørgende og løftede det ene øjenbryn. Han skubbede sig fri fra træet og gik hen til Yuuki. Var hun ved at græde?
"Aww, du må ikke græde", sagde han stille og trak hende ind til sig i et kram. Selvom han ikke rigtig kendte hende personligt, ville han ikke have at hun græd. Der var ikke noget så trist som ulykkelige tårer.

Yuuki bed sig i læben og så ned i jorden med tåre i øjnene, hun så op da hun hørte ham sige 'Nå?' hun rystede lidt på hovedet, hun kunne ikk få sig selv til at sige det. hun så på ham da trak hende ind til sig, af en eller anden grund var hun glad for det, og kunne ikk lade være at ligge armene om ham, en lille tåre løb over hendes kind og ramte hans skuldre selvom hun virkelig prøvede at lade være at græde, hun havde altid fået af vide at man ikk skulle lade andre se en græde. Men. han var jo en del af hendes familie? og lige nu kunne hun bare ikk lade være.
Hun sank en lille klump og så lidt på ham "Undskyld" sagde hun stille, hun undskyldte self. for at hun græd, hun hadede at gøre det når hun ikk var alene, hun følte sig svag når hun græd...

"Shh...", tyssede han blidt, da hun undskyldte. Hvad var der at undskylde for? At hun havde følelser? Det kunne ikke ligefrem betragtes som en forbrydelse eller noget i den dur. "Lad være med at undskylde", hviskede han og holdt hende fortsat tæt ind til sig. Cam ville virkelig gerne trøste hende. Det virkede ikke som om hun græd særlig tit, når der var andre til stede. Men der var jo kun ham? Og de var endda i familie? Så gjorde det vel ikke så meget...
"Hvad stod der i brevet?", spurgte han stille uden at slippe hende. Han prøvede vel at give hende en fornemmelse af tryghed. Det mente han, at han kunne give hende igennem et kram. Andre gjorde det igennem kys og kærtegn, men det ville være akavet. Især nu hvor de var fætter og kusine.
Cam var faktisk rigtig nysgerrig efter at vide, hvad der havde stået i brevet. Tydeligvis noget, som havde fået hende til at græde. Måske var hun bare blevet rørt over ordene? Det var kun et tegn på, at hun havde følelser. Det var en god ting.

hun bed sig i læben da han tyssede stille på hende, hun sank en lille klump, hun så lidt på til han sagde hun skulle lade være at undskylde, hun bed lidt lidt i læben igen og lukkede kort øjnene mens hun kæmpede med nye tåre, hun sank en lille klump, og rystede på hovedet for at samle tankerne lidt.
"Ha,Han vidste det.... Min far vidste at de ville bli'e slået ihjel... han havde fortalt det til din far... men han holdt det skjulet for os..." mumlede hun hæst og så lidt på hans skulder inden hun så på ham igen med tåre i øjnene, hun var underligt glad for at ha' fundet ham... eller... at han havde fundet hende, hun sank en lille klump og rystede lidt på hovedet, hun fattede ikk hvordan hendes far kunne ha' holdt det skjult for hende, hendes mor og hendes brødre, men det havde han gjort... det havde self. vært for at beskytte dem... men hendes mor var blevet dræbt med ham, og hendes brødre var forsvundet...

Cameron var tavs. Helt tavs. Han sagde ikke et eneste ord. Hans hjerne var i fuld gang med at bearbejde det Yuuki lige havde sagt. Slået ihjel? Hvem var...? Åh.. Hendes familie. Men hvem i alverden var 'de'? Cam bed sig i læben. Det her var lidt overvældende. Da hans mor havde fortalt om denne Yuuki Kuran, havde han bestemt ikke regnet med, at noget som det her ville ske. Hendes forældre var døde. Hvorfor havde ingen fortalt ham det? Nu så han helt igennem dum ud.
"Årh Yuuki... Det er jeg ked af... Jeg anede det ikke", sagde han trist. Tænk at miste sine forældre på den måde. De var blevet slået ihjel. Hvor måtte Yuuki bare have det forfærdeligt. Cameron kunne ikke engang forestille sig, hvordan det måtte være. Det var det alt for forfærdeligt til. Hans far havde aldrig fortalt ham noget, og desuden var han rejst. Hvorhen anede Cameron faktisk ikke. Han vidste bare, at han fortsat var i live. Et eller andet sted..

Hun bed sig i læben mens han var tavs, hun vidste ikk selv hvad hun skulle sige til det hun lige havde sagt... men at hendes far havde fortalt hans bor.. og ikk hans kone og børn at han ville bli'e slået ihjel... det fattede hun bare ikk, hun bed sig i læben og så lidt ned.
Hun så op på ham igen da han sagde noget igen, hun rystede stille på hovedet "Det okay, det er ved at være nogen år siden..." sagde hun stille, og bed sig let i læben igen da en ny tåre løb over hendes kind, hun tørrede den hurtigt væk, og bed sig hårdt i læben, og sank en lille klump, rystede lidt på hovedet og knugede brevet lidt i hånden, hun ville gemme det for evigt... hun ville altid ha' det på sig, det ud over Cam var jo tegn på at hun stadig havde noget familie.

Cam sukkede lavt. "Nej det er så ej. Bare fordi det er nogle år siden, betyder det ikke, at det er okay", sagde han blidt. Hvem løj Yuuki egentlig over for? Sig selv eller ham? Eller måske løj hun overfor begge to? Tiden læger alle sår. Pfff, helt sikkert. Smerten blev nemmere at takle igennem årene, men den ville aldrig forsvinde helt. Især ikke når hun havde mistet sine forældre på den måde.
Han slap hende igen og trådte et lille skridt tilbage, så de ikke stod helt oppe i ansigtet på hinanden. Det ville blive lidt akavet. Lidt i tvivl om hvad han skulle gøre, kørte Cam hånden igennem sit hår. Han fokuserede sit blik på Yuuki og sendte hende et lille opmuntrende smil. Hans øjne havde skiftet farve igen. Nu var de mørke og ikke blå længere.

Hun bed sig en smule overrasket i læben af det han sagde, han havde måske ret, men hun ønskede selv at tro på det, og ønskede at han også ville tro på det, hun så stille på ham, og bed sig hårdt i læben igen mens hun så på ham.
Hun så på ham med et lille smil da han slap hende, hun bed sig lidt i læben og stoppede brevet i lommen, sank en lille klump, og rystede lidt på hovedet.
Hvorfor var det sket? Og hvor var hendes brødre overhovedet? dem havde hun jo heller ikk set i virkelig lang tid, men det ville hun ikk nævne, hun tørrede bare hurtigt en tårer væk fra sin kind ved tanken om dem.
Hun sank en klump, rystede lidt på hovedet og fik lavet et ret troværdigt falsk smil.

Cameron lagde hovedet let på skrå, da han så hendes smil. Var hun allerede ovenpå igen? Nej, det kunne ikke passe. Det smil måtte være falsk. Også selvom det så meget troværdigt ud. Han hørte en knurren fra sin mave og kiggede ned på den. "Yuuki?", sagde han og kiggede op på hende. "Kender du måske et eller andet sted, hvor man kan få lidt frokost?", spurgte han roligt. Det ville være rart med lidt frokost. Hvis hun nu kendte et sted, kunne det også være en god måde, at lære hinanden lidt bedre at kende på. Cameron vidste stort set intet om hende. Ikke andet end at hendes forældre var døde, og at hun var hans kusine. Det var den viden havde om hende. Ret begrænset.
Men hun vidste jo heller ikke noget om ham. Næsten endnu mindre end han vidste om hende. Han rystede let på hovedet, for at få styr på sine tanker. Han tog fat i Yuukis hånd og trak let i den, som et tegn på, at de skulle gå. Der var ikke rigtig noget at lave i skoven, så hvorfor blive?

Hun så stille på ham, troede han overhovedet på hendes smil? hun bed sig lidt i læben mens hun så på ham, hun hørte hans mave, og fik et lille rigtig smil på læben, "Jae?" sagde hun stadig med det lille smil, hun bed sig lidt i læben, mærkede hvordan hendes mave ogs' rørte lidt på sig, men knurrede ikk "Jae, det gør jeg vel" sagde hun med et lille smil, det var jo en god anledning til at finde ud af noget mere om ham... og så bare få noget i maven.
Hun så på ham med et lidt større smil og ga' hans hånd et let klem inden hun begyndte at gå, hun var sulten, og så havde hun egentlig ikk rigtig lyst til at være i skoven lige nu hvor hun havde fået nyt familie... det var jo ogs' her hun havde mistet sine brødre... og vidste stadig ikk om de var i live eller døde.

Da Yuuki begyndte at gå, fulgte Cam efter hende. Det han havde tænkt på tidligere, kom han endnu en gang til at tænke på. Hun virkede ikke helt normal.
"Eh... Yuuki? Nu siger jeg noget, som du ikke skal blive fornærmet over", sagde han tøvende. Han var ikke ude på at fornærme hende. For hvad nu hvis hun var vel helt almindelig? "Der er et eller andet over dig... Noget jeg ikke kan sætte en finger på.. Du virker altså ikke helt normal. Er du normal?", Cam tvivlede på, hvor meget mening det gav. Han kunne bare godt tænke sig et ærligt svar.
Da han var færdig med at snakke, kiggede han lidt rundt. Skoven var ret smuk på denne tid af døgnet. Om sommeren var den garanteret meget pænere. Var der mon mange personer, som valgte at besøge den? Var det en hyggeskov? Eller ligefrem en farlig skov? Udseendet kunne snyde. Det vidste han af erfaring.

Hun bed sig stille i læben mens de gik, hun gik og så lidt ned i jorden mens hun overvejede om hun skulle fortælle ham hvem hun virkelig var... måske troede han jo at hun var et menneske, eller normal... måske noget andet... hun så op da han snakkede til hende, hun kunne ikk lade være at grine lidt af det han sagde, hun bed sig lidt i læben da han spurgte om hun var normal "Hmm.... definer ordet normal..." sagde hun smilende, men vidste self. godt hvad han mente, hun bed sig lidt i læben igen og sagde så "Men nej jeg er ikk 'normal.... jeg er dæmon" sagde hun lidt nervøst... hun vidste jo ikk hvordan han ville reagere, så hvorfor være lettet over at have sagt det før man kendte resultatet af det man havde sagt... måske ville han jo hade hende... man vidste jo aldrig.

Cameron sendte Yuuki et skævt smil, da hun bad ham definere ordet normal. Det havde han aldrig kunnet. Hver gang nogen havde bedt ham om lige netop dette, fandt han det umuligt. Var der overhovedet noget, som hed 'normal'? Alle var vel normale på deres egen måde. I en alternativ gruppe, var en ikke-alternativ vel unormal? Det måtte være noget i den stil. Alt andet lød helt ulogisk.
Han rynkede undrende panden. Dæmon? Ahva? "Undskyld mig? Sagde du lige dæmon? Du virker da ret venlig. Der er ingen grund til at tale så grimt om sig selv", sagde han roligt. Da hun havde sagt dæmon, tænkte han selvfølgelig straks på en meget ond person. Det var for det meste sådan de blev udstillet, i de bøger han læste. Derfor var det heller ikke underligt, at Cameron troede, at Yuuki opfattede sig selv som en ond person. Dæmoner fandtes da ikke... Eller.. gjorde de? Han bed sig i læben. Hvad var nu det her for noget? Det var helt underligt. Nej. Hun måtte helt klart have mente et dårligt menneske. Det andet var simpelthen for underligt og utænkeligt.

Hun så stille på ham mens han så ud til at tænke over det, hun bed sig i læben med et lille smil da han begyndte at sige noget, til det sidste kunne hun ikk lade være at grine "Jeg taler ikk grimt om mig selv" sagde hun og prøvede at stoppede med at grine, hun fattede ikk at han havde misforstået det så meget, hun bed sig lidt i læben, smilte lidt inden hun lagde en arm om ham, og teleporterede sig et lille stykke hen med ham "Eller..." sagde hun med et lille smil, og fremmanede en lille ildkugle i den ene hånd "Jeg mente det skam bogstavligt" sagde hun med et lille smil, okay, nu måtte det briste eller bære, måske ville han aldrig snakke med hende igen fordi han var bange for hende... eller ogs' ville han acceptere hende som hun var, men hun var ikk sikker på hvilken af dele hun kunne stole mest på lige nu...

Et undrende udtryk bredte sig hurtigt på Camerons ansigt. Nu grinede hun. Hvad foregik der? "Gør du ikke? Jamen du sagde da lige at...", han gispede overrasket. Hvordan havde hun flyttet sig tættere på ham så hurtigt?
"For helvede!", udbrød Cameron overrasket og hoppede et par skridt tilbage, væk fra Yuuki og ildkuglen. Ildkuglen?! Hvad fanden? Det der var helt klart ikke normalt. Intet menneske kunne fremane ild ud af den blå luft. Medmindre... Havde hun en lighter et eller andet sted? Nej, der var ikke nogen lighter...
Hvad skulle det her forestille? En dæmon? Hvad indebar det ord overhovedet? Var de nogle personer som lignede mennesker, men som bare kunne skabe ild ud af den blå luft? Cams øjne var store og overraskede. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Eller jo, det gjorde han. Der var meget han gerne ville sige, men det hele kunne ikke siges på én gang, så han måtte prioritere. "Du eh... er en dæmon? Hvad betyder det?", spurgte han langsomt.

Hun bed sig lidt i læben, og så stille op ham, hun så overrasket på ham da han udbrød det, og da han hoppede et par skridt tilbage, hun sank en lille klump mens han så ud som om han vejede det... hun bed sig hårdt(nervøst) i læben mens hun så på ham, hun bed sig lidt i læben, og sank en lille klump, hun lagde hovedet en smule på skrå da hun mærkede hans aura... hun kunne ikk lade være at smile lidt, men blev revet ud af tankerne igen da han snakkede til hende, hun bed sig i læben igen "Hved mener du ed 'hvad betyder det' " spurgte hun undrende, hvad var der at forklare? medmindre self. han ville ha' alt forklaret, hun stak hånden i lommen igen, og knugede en smule om brevet... gad vide om han selv vidste hvad han var? hun bed sig i læben, og så på ham med meget let sammenknebne øjne.