Familie? tror jeg ikk nej...

Cameron blinkede hurtigt med øjnene. "Hvad jeg mener? Ja, det jeg siger", sagde han langsomt. "Hvad betyder det at være dæmon?". Han følte sig forvirret. En dæmon? Hvad var en dæmon? Grimme væsener, som rente rundt på alle 4? Nej, sådan var de vel ikke. Yuuki var tydeligvis en af de her væsener, og hun gjorde ingen af delene. Så hvad var det egentlig? Det kunne hun forhåbentlig svare ham på. Hvis hun altså havde forstået spørgsmålet.
Han gav sig til at gøre noget, som han ikke havde gjort længe. Han vred sine hænder. Da han var yngre, havde han gjort dette meget, når han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Præcis ligesom nu. Hvilket ben skulle han stå på? Hvis Yuuki var en dæmon, var hendes familie så også? Og endnu vigtigere, var hans? De var jo i familie, så havde de det tilfælles? Nej, det kunne ikke passe. Sikke dog en latterlig tanke.

Hun tænkte lidt over det... hvordan forklarede man hvad det ville sige at være en dæmon? hun bed sig lidt i læben og så på ham "Det betyder at man er et overnaturligt 'væsen' som tit bli'r fejlbedømt..." startede hun, hun tænkte lidt over hvordan hun skulle fortsætte "Hmm... altså... jeg kan manipulere med ilden... ikk selv skabe den... bare kontrolere den... og så kan jeg telepatere... og som alle andre dæmoner..." hun trådte lidt tilbage, og lukkede øjnene... hendes hår blev helt blondt, hun fik en lang hale og fik en lidt anden skruktur i ansigtet, hun var blevet helt bleg, havde fået 'katteøre' og da hun åbnede øjnene igen var hendes øjne blevet sorte... helt sorte... Hun så stille på ham, med et lidt nervøst anisgtsudtryk, hvilket bare fik hende til at ligne en lille pige mens hun så på ham.
Altså... hun havde taget sin dæmonskikkelse.

Imens hun talte, nikkede Cameron langsomt, for at vise, at han hørte efter. Nogle gange blev hans ansigtsudtryk ret fraværende, og folk gik ud fra, at han ikke lyttede. Hvert eneste ord hun sagde, sugede han til sig. Hvis hun var en.. dæmon.. måtte han vide alt om dem. Eller måske ikke alt. Han havde fornemmelsen af, at noget af informationen ikke var for sarte sjæle.
Kontrollere ilden, teleportere... Det var hårde sager det her. Han rynkede panden let, da hun lukkede sine øjne. Derefter spærrede han overrasket øjnene op og trådte hurtigt et par skridt tilbage. "Jesus Kristus hyrde fra Judæa!", udbrød han. Katteører og en hale?! Hvad?!
Fordi han prøvede at tråde endnu et skridt tilbage, lykkedes det ham at snuble over sine egne ben. Det her kunne ikke være sandt. "Det her er en drøm", sagde han lavt og kneb øjnene hårdt sammen. "Når jeg åbner dem igen, er alting normalt....", han lød nærmest bedende, som ville han virkelig ønske, at alting blev normalt igen. Ingen katteører, hale, eller ild. Bare... Normalt.

Hun bed sig lidt i læben, og var lidt overrasket af hans reaktion, hun var på vej over og hjælpe ham da hun hørte han bedende ord, hun stoppede, og så kort såret på ham, men tog igen sin menneske form og gik over til ham, hun lagde en hånd på hans skulder "Hey... er du okay?" spurgte hun oprigtig bekymret. Hun bed sig lidt i læben, okay, måske havde det vært lidt for meget for ham... i hvert fald lige nu... så hun havde tænkt sig at lade som hun slet ikk havde vist ham noget af alt dette, hun ville ikk ha' at han var bange for hende... eller det... det han selv var noget af... hun bed sig hårdt i læben, og lidt blod løb ned af hendes hage fordi hun havde en tand der var lidt spidsere end de andre, ikk noget man lagde mærke til, hun tørre hurtigt blodet væk mens hun så bekymret på ham...

Det gav et sæt i Cameron, da han mærkede hendes hånd på sin skulder. Mest fordi han blev overrasket. Igen. Han åbnede øjnene og kiggede op på hende. Så. Nu lignede hun sig selv igen. Han kom på benene og førte sin hånd op til hendes hår, som for at lede efter katteørerne. De måtte da være der et eller andet sted. Han havde ikke svaret på hendes spørgsmål, og det havde egentlig ikke været med vilje. Det var bare glemt.
"Hey... Du..", han slap hendes hår og trådte et lille skridt bagud. "Undskyld", sagde han stille og kiggede kort ned i jorden. Nu var han lidt flov over sin egen reaktion. Hvordan måtte hun ikke have det nu? Yuuki havde vist sig for ham, og så opførte han sig på den her måde. Hvor var hans manerer dog?
"Jeg er bare ikke van til at se ting som... eh... det her", sagde han og gestikulerede imod Yuuki. "Jeg vidste ikke engang, at der fandtes dæmoner", han sendte hende et undskyldende smil, som forhåbentlig skulle råde bod på hans lille 'optræden'.

Hun så stadig lidt såret på ham til han åbnede øjnene og så på ham, hun bed sig i læben og vidste ikke rigtig nogen følelser i ansigtet, hun sank en lille klump og ventede på at han kom sig over chokket.
Hun så stille på ham da han førte hånden op til hendes hår, hun bed sig i læben, hun rystede stille på hovedet da han sagde undskyld "Du skal ikke undskylde" sagde hun stille, og bed sig i læben, og sank en lille klump, hun skjulte godt hvor såret hun var blevet af hans reaktion, man kunne ikke engang se det på hende...
Hun holdt masken indtil hans ord... "men det burde du... du burde vide at du selv er halv dæmon!" hun havde fået tåre i øjnene, hvorfor vidste han det ikke? hun kunne ikke gøre for det... ordne røg bare ud af hende...

Cameron stivnede, da hun sagde, at han var halv dæmon. Derefter lo han kort. Det kunne ikke passe. Påstod Yuuki virkelig at han, Cameron Leroy, skulle være en halv dæmon? Det hang jo slet ikke sammen. Men på den anden side... Det ville forklare hans skiftende øjenfarve... Og måske, kun måske, var han så virkelig en halv dæmon.. Det var bare umuligt at tro på.
Hans latter stoppede hurtigt igen, og hans blik blev mere alvorligt. Han sank en klump. "M-mener du det, Yuuki?", spurgte han forsigtigt. "Du laver ikke bare sjov, vel?". Cameron førte en hånd igennemsit sorte hår og kiggede lidt rundt, inden han igen lød blikket falde på Yuuki. Det her kunne ikke passe. Det kunne det bare ikke. Så var der da nogen, som ville have fortalt ham om det. Ikke sandt? Det gav jo ingen mening. Absolut ingen mening. Utroligt så mange underlige ting han skulle stå model til. Dæmoner?

Hun så på ham med et løftet øjenbryn da han lo, hun sukkede lydløst og ventede til han stoppede med at grine, hun sukkede lavt og nikkede "Ja jeg mener det, jeg laver ikke bare sjov" sagde hun mens hun så på ham, hendes ansigt var udtryksløst, man kunne ikke spore en eneste følelse i hendes ansigt. Hun bed sig let i læben, det undrede hende lidt at ingen havde fortalt ham det, hun kunne selv mærke hvilken race andre kom fra... og så kunne hun se deres aura hvilket også hjalp hende lidt, hun bed sig stadig i læben, men så bare på ham, ventede hans næste reaktion...

Det at Cameron ikke kunne se nogen følelser i Yuukis ansigt, gjorde ham en smule nervøs. Hvor ville det bare være praktisk, hvis han kunne læse tanker. SÅ ville han vide, hvad hun tænkte på, inde bag den der maske.
Men nej. Den evne besad han desværre ikke, og det ærgrede ham en smule. "Hvorfor pokker er der ingen, som har fortalt mig det?", sagde han stille og vendte ansigtet imod himmelen. Det virkede helt absurd. Betød det så, at en af hans forældre var en dæmon? Det måtte det nærmest. Og det blev vel nødt til at være hans far, når nu Yuuki var på den side af familien. Den nye viden virkede svær at overskue. Virkelig svær.
"Er der ellers andet, som du gerne vil fortælle mig?", spurgte han stille og vendte igen blikket imod Yuuki. Han ville gerne have alle de dårlige nyheder overstået på én gang.

Hun trak let på skuldrene "Det ved jeg ikke, jeg regnede med at de havde fortalt dig det... men... åbenbart ikke...." hun trak lidt på skuldrene igen og bed sig i læben.
Hun overvejede det lidt... var der mere... hun kløede sig en smule på hagen inden hun sagde "Jeg ved ikke rigtig mere om dig... men du skal vide at du ikke kan møde mine forældre, og mine brødre.... min mor og far blev slået ihjel for et par år siden... og mine brødre er forsvundet..." sagde hun stille, og bed sig svagt i læben, så lidt ned i jorden inden hun så på ham igen, og sukkede lavt.

Cameron bed sig i læben. Noget han normalt ikke gjorde, og da slet ikke i så voldsom grad som Yuuki. "Nej... åbenbart ikke...", mumlede han og kiggede kort væk fra hende. Øjenkontakt havde han aldrig været specielt god til. I hvert fald ikke i længere perioder. Hvis det var en kæreste, kunne han holde kontakten lidt længere, end med venner.
Døde... Forsvundne.... Fuck hvor trist! "Det er jeg vildt ked af at høre, Yuuki", sagde han blidt. Var hun stadigvæk sur over hans reaktion på det udseende? Det håbede han ikke. "Du må ikke være sur på mig", sagde han bedende. "Jeg kan ikke klare det". Cameron brød sig ikke om at være uvenner med folk. Især ikke familie. Altid endte han med at undskylde, hvis det var ham, som havde gjort noget forkert. Hvis ikke han havde, undskyldte han nogen gange alligevel. Ret så underligt.
"Tro mig, jeg blev bare overrasket. Meget", han prøvede vel næsten at forklare sin opførsel overfor hende.

Hun bed sig i læben og så lidt ned, hun prøvede virkelig at lave være, men det var svært, hun så på ham da han sagde han var ked af at høre det, hendes øjne var blevet lidt røde fordi hun holdt tåre tilbage "Hvorfor? jeg mener... det sker... alle skal dø på et tidspunkt.." sagde hun lavt og bed sig i læben igen. Hun så spørgende på ham da han sagde hun ikke måtte være sur på ham "Hvorfor skulle jeg være sur på dig?" spurgte hun undrende, hun sank en lille klump og prøvede at finde ud af hvad han mente "Vent.. jeg er ikk sur på dig... jeg blev såret over din reaktion fordi jeg troede du kendte til det... men nu hvor jeg ved at du ikk gjorde er det fint nok" sagde hun og smilte stille til ham.

Cameron følte sig ret lettet, da hun ikke lod til at være sur. Men han havde gjort hende ked af det. Såret hendes følelser. Nogle gange var det værre end fysisk smerte. "Det var virkelig ikke min mening, at såre dig", sagde han stille. "Jeg har bare... Aldrig nogensinde... Ehm... Set noget som.. Det der", han vidste ikke, hvordan han skulle formulere sætningen, så den blev ret hakkende. Han havde ikke engang set noget som det der i film. Aldrig nogensinde. Derfor var han også blevet utroligt overrasket. At hun så var blevet såret, havde bestemt ikke været hans mening. Han brød sig ikke om at såre andre. Det gav ham skyldfølelse, og set brød han sig ikke om.

Hun sukkede og lagde en hånd over hans mund "hold så op med at undskylde, jeg har sagt det er i orden, du kendte ikk til det, jeg ville selv være blevet overrasket hvis jeg havde vært i dit sted... tror jeg" sagde hun smilende, og sank en lille klump og holdt stadig hånden over hans mund, hun ville ikke have han undskyldte, for hun mente ikke han havde noget at undskylde for, hun bed sig lidt i læben og smilte lidt mens hun holdt ham for munden.

"Hmpf!", det var den eneste lyd han kunne sige. Det lød som et lidt halvkvalt ord, hvilket det også var. Faktisk var det overraskende svært at snakke, når msn havde en mund for hånden. Han lod hende tale færdig og nikkede derefter. Fair nok. Han skulle ikke undskylde. Det var vidst meget godt, hun holdt en hånd over hans mund, for ellers ville han bare have undskyldt for at sige undskyld. Hvilket jo var ret dumt. Cameron løftede hænderne og fjernede hendes hånd. "Okay, okay. Jeg skal nok lade være", lovede han og sendte Yuuki et skævt smil. Derefter var han bare stille. Hun havde måske noget, hun gerne ville sige, så han ville da ikke forhindre hende i det. Det ville ikke være særlig høfligt.

Hun kunne ikke lade være at grine lidt af hans 'Hmpf!' hun så på ham mens hun snakkede, bed sig lidt i læben da hun så endelig var færdig og smilte da han fjernede hendes hånd "Godt" sagde hun smilende, og bed sig lidt i læben igen "Hmm... jeg ved at være sulten... vil du med ind til byen og ha' noget at spise?" sagde hun smilende og så på ham, lagde hovedet lidt på skrå og ventede på hans svar.

Cameron nikkede hurtigt til hende. Nu hun sagde det, var han faktisk også blevet lidt sulten selv, så noget mad, var nok en god idé. "Kender du et godt sted?", spurgte han og tog hendes ene hånd. Derefter begyndte han at gå, og med mindre hun rev sin hånd fri, var Yuuki ligesom tvunget til at gå med ham. Imens han gik, sendte han hende endnu et smil. "Kender du et godt sted?", spurgte han. Der var en stor sandsynlighed for, at Yuuki kendte byen bedre end ham. Hun havde trodsalt boet i byen i længere tid end ham.