This is My Life...

Mahieu så lidt underlidt på Cameron der var et eller andet galt, da Cameron gemte sit ansigt væk.
"Hvad er der med dig Cameron, du plejer ikke at være så stille. Er du blevet genert?" Spurgte han mens hen så på ham da han godt ville vide hvad der var galt.
"Ja det er du" sagde Mahieu og kyssede ham på håret, da det var det nemmeste sted at kysse ham lige nu.
Mahieu gengældt Cameron's smil "du kan da flytte ind hos mig, jeg har et rum som jeg ikke bruger, og min lejlighed er jo rimlig stor, og så jeg bor alene" sagde han mens han smilede til Cameron, "jeg har et job, men jeg finder jo også jobs meget hurtigt, for det har jeg været nød til i de sidste to år" fortsatte han mens han stadig smilede til Cameron.

Da Mahieu begyndte at spørge, rystede han hurtigt på hovedet. Jo, han var lidt genert, men det ville han ikke indrømme overfor Mahieu. Aldrig i livet. Normalt brød han sig ikke om, når folk kaldte ham Cameron, men når Mahieu sagde det, lød det helt anderledes. Han kunne slet ikke beskrive det.
Cameron spærrede overrasket øjnene op, og mærkede hvordan han nærmest tabte underkæben. "Hvad?", sagde han en anelse skingret, men rømmede sig så, "Øh.. Jeg mener... Seriøst?", han havde svært ved at styre sin overraskelse. Var det en joke? Eller mente Mahieu det rent faktisk? Det var svært at bedømme...
Men Mahieu havde altså et job? Ude af stand til at styre sin nysgerrighed, blev han nødt til at spørge. "Hvor arbejder du?"

Mahieu skar in grimasse da Cameron sagde hvad med en skrigende stemme, "seriøst jeg mener hvad det er jeg sige, det kan være ensomt at bo alene, og hvis det her forhold udvikler sig, så er det jo også en god ide at bo sammen. For jeg håber jo at det her forhold udvikler sig." Sagde han mens han mens han så på Cameron med et smil, og fjernede en af sine arme og lage sin hånd på Cameron's kind, for at nusse den mens han smilede til ham.
"Jeg arbejder i en cafe på gågaden" sagde han mens han så på ham med et smil.
Nu stod Mahieu med den ene arm rundt om Cameron, og med en hånd på Cameron's kind som han nusset.

Cameron følte sig helt lammet. Han havde en fornemmelse af, at han så ubeskriveligt dum ud. Med munden let åben og et dumt udtryk i ansigtet. Det var ikke en joke. Det lød i hvert fald ikke som en joke.
"I en cafe?", spurgte han stille. Hvorfor han havde gentaget det, vidste han ikke helt. Han blinkede langsomt og kiggede på Mahieus ansigt. Derefter sukkede han lavt, lænede sig langsomt frem, og kyssede blidt Mahieus læber. Hvad skulle han sige? Der var ikke noget han hellere ville, end at flytte ind sammen med Mahieu, men virkede det ikke lidt pludseligt? Men... Han kunne ikke glemme Mahieus ord.. Han ønskede, at forholdet udviklede sig... Vidunderligt...
Cameron slap igen Mahieus læber, og trak sit ansigt en smule væk fra Mahieus. "Jeg vil gerne flytte sammen med dig", hviskede han "Men er det virkelig, hvad du ønsker?"

"Ja i en cafe" gentog Mahieu mens han smilede til Cameron.
Da Cameron kyssede ham, kunne Mahieu ikke lage være med et smile stort, og kyssede ham blidt igen.
Mahieu smilede stadig da Cameron slap Mahieu læber, han var glad for det første Cameron sagde, men det andet Cameron sagde, fik ham til at se lidt ned, og mens han så ned sagde han: "Det ved jeg ikke, men lige nu er det mit ønske."
Han så op igen men så så væk, da han ikke viste hvad han skulle sige, for at gøre det være slap han Cameron, og tog et lille skridt tilbage, mens han stadig så væk.
Mahieu viste ikke helt om det var det rigtige han gjorde, eller om det var forkert.

En ubehagelig følelse bredte sig i Camerons mave, da Mahieu slap ham og trådte væk. Havde han gjort noget galt? Var det et underligt spørgsmål han havde stillet? Skulle han bare have holdt munden lukket?
"Jeg...", han kiggede ned i jorden. Det var begyndt at blive koldere. Især nu hvor han ikke havde en varm krop imod sin egen. Lige nu er det mit ønske... Hvad skulle det betyde? At Mahieu var usikker? At han bare havde slynget et eller andet ud? Cameron lagde armene rundt om sig selv og stødte skosnuden ned i græsset.
Det begyndte at blæse, hvilket fik en hel bunke mørke skyer til at fylde himmelen. Regnskyer... Fedt.. Så ville vejret passe til Camerons humør. Det var virkelig styrtdykket efter det her..

"Cameron måske er det her ikke helt rigtigt, måske skal vi bare være venner" sagde Mahieu stille mens han stadig så væk. "Men du må stadig godt flytte ind hos mig hvis det er, men bare som venner" sagde han lidt efter og så på Cameron.
Han havde det dårligt over det der skete lige nu, da han kunne se at Cameron frysete, eller bare også havde det dårligt, over det der skete.
Mahieu så op på himlen og så de mørke regnskyer, det ville sikkert begyndt at regne lige om lidt.
"Øm.... Jeg tror heller vi må se at komme i læ, det ser ud til at det snart begynder at regne" sagde han stille og så på Cameron igen, han smilede ikke da han ikke var særlige glad lige nu.
Han viste ikke hvorfor men han rakte sin hånd mod Cameron, som om han ville havde ham til at tage den, så de kunne følges ad hånd i hånd.

Cameron havde det som om han fik en lussing. En rigtig hård en. Hvad nu? Trak Mahieu sig endnu længere tilbage? Fortrød han? Havde han løjet? Var han virkelig ikke forelsket alligevel? Hvorfor skulle det være så fandens besværligt?
Han bed sig i læben, da Mahieu snakkede videre. Stadigvæk bo sammen... Nej. Det virkede helt forkert. Akavet.. Cameron var stadigvæk forelsket, og det var Mahieu tydeligvis ikke. Det ville ikke gå.
Cameron ville gerne svare, men han var sikker på, at hans stemme ville lyde helt forkert, hvis han prøvede. Eller endnu værre.. Knække over. Gå i læ... Ja... det var nok en god idé. Men lige nu havde han ikke helt vildt meget lyst til at være sammen med Mahieu. Han ville bare begynde at græde, og det skulle Mahieu ikke se. Så virkede han endnu svagere, end han i forvejen gjorde.
Derfor tog han heller ikke Mahieus fremstrakte hånd, men kiggede bare kort op, for derefter at ryste let på hovedet og gå forbi ham. Hans arme hang igen ned langs siderne. Så begyndte det at regne. Der var ikke engang nogen form for advarsel. Det var nærmere som om, der blev åbnet for nogle sluser. Det stod ned i stænger, og det gjorde Camerons hår og tøj vådt på ret kort tid. Men han var ligeglad.

Mahieu trak sin hånd til sig og så ned i jorderen, han viste han havde sagt noget forkert, det havde han kunne se på den måde som Cameron's aura, han havde løst til at bare løbe efter Cameron men han viste ikke hvad der så ville ske.
"CAMERON!" Råbte Mahieu og vente sig om.
"Vent" sagde han lidt lavere, inde han faktisk løb op til ham og tog fat i hans hånd.
Det var begyndt at stå ned i stænger da Mahieu tog fat i Cameron's hånd, "undskyld..." Sagde han mens han så på ham, "jeg er ked af at jeg sagde det jeg gjorde. Men du ved jo godt at du var den første der viste mig rigtig kærlighed" sagde han mens der begyndt at løbe nogen tårer ned af hans kinder, "du ved jo at jeg ikke kender til mine forælder, og der for er opvokset på et børnehjem, hvor de sagde jeg var psykisk syg, og der for blev jeg aldrig adopteret, og jeg....."
Mahieu kunne ikke sige mere, fordi han græd.
"Jeg kender ikke mine føleser" fik Mahieu frem stammet mens han græd.

Cameron hørte udmærket, at Mahieu råbte hans navn, men han stoppede ikke op. Det havde han ikke lyst til. Fortrød han nu? Det forvirrede ham forfærdelig meget. Hvorfor ombestemte Mahieu sig hele tiden? Kunne han ikke bare holde sig til én holdning? Det ville gøre alting meget nemmere....
Det overraskede ham faktisk en smule, da der var en, som tog fat i hans hånd. Det tvang ham til at stoppe op. Cameron valgte at kigge op på Mahieus ansigt. Han blinkede langsomt. Jo... Han vidste alle de ting, der blev nævnt. Han havde altid ment, at det var frygtelig sørgeligt. Tænk at gå igennem hele sit liv og vide, at ingen ville have en. Det måtte være forfærdeligt at bo på et børnehjem. Mahieu havde garanteret ikke fået kærlighed nok. Det havde ingen af børnene på børnehjemmet vel fået..
Cameron bed sig selv hårdt i læben, da han opdagede, at dråberne på Mahieus ansigt ikke var dråber, men derimod tårer. "Mahieu...", sagde han stille og kiggede kort ned i jorden. De tårer han prøvede at holde inde, ville ikke længere blive. De begyndte at trille ned af hans kinder.

Mahieu så ned i jorderne mens han græd, enden han fik taget sig sammen til at snakke ingen.
"Cameron sig noget, mere end bare mit navn" sagde Mahieu mens tårene stadig løb ned af hans kinder.
"Cameron jeg har brug for en der...." Sagde han, ende han så op på Cameron, og lage sine arme om ham, "der kan vise mig hvad rigtig kærlighed er, vil..... Vil du ikke vise mig hvad det er Cameron?" Forsatte han, mens tårerne lige så stille trillede ned af hans kinder.
"Jeg beder dig, vil du ikke vise mig det" bad han, mens han igen begyndt at græde, ende han så på Cameron's ansigt, og så at han også græd, det fik ham til at falde ned på sine knæ, mens han stadig bad "jeg beder dig" blev han ved med at sige, mens han græd.

Endnu en gang følte Cameron sig lammet. Fuldstændig paralyseret. Han kunne ikke lide den følelse. Den fik ham til at føle sig svag, og hjælpeløs. Det var forfærdeligt at se Mahieu på den her måde. Og på samme tid vide, at det dels var hans skyld. Han gispede overrasket, da Mahieu lagde armene om ham. Vise ham hvad rigtig kærlighed var? Mahieu blev bare ved og ved med at bede. Også da han faldt ned på knæ. Cameron snøftede, men var ikke i stand til at stoppe tårerne. Efter et lille stykke tid, forsvandt lammelsen, og han kunne igen bevæge sig. Han gled ned på knæ ved siden af Mahieu. Jorden var blød under hans knæ, og bukserne blev beskidte, men han lagde ikke mærke til det.
"Mahieu...", hviskede han og løftede langsomt hånden. Den blev svævende tæt ved Mahieus ansigt, inden han forsigtigt lagde den imod Mahieus mørke hår. "Jeg kan ikke.... Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Hvordan skal jeg vise dig det? Jeg kan ikke... Mahieu...", han kiggede ned i jorden. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre...", gentog han igen.

Mahieu så på Cameron da han også faldt ned på knæ, han kunne se tårerne der løb ned af Cameron's kinden, og Mahieu var sikker på at det var hans skyld at Cameron også græd, og det fik ham bare til at græde endnu mere.
"Cameron bliv hos mig..... Bare bliv hos mig" sagde Mahieu og lage sine hænder på bække af Cameron's kinder, mens han så på ham.
"Jeg ved godt at jeg skifter meningen, men det kun fordi at jeg ikke kender mine følelser" sagde han lidt efter mens han så på Cameron's ansigt, mens der løb tårer ned af sine egne kinder.
"Det er som om mit hjerte og min hjerne, siger to forskille ting. Mit hjerte siger kys ham dog, men min hjerne siger lad vær, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" sagde Mahieu stille mens han så på Cameron.

Det var aldrig det her, Cameron havde forestillet sig, ville ske. Aldrig. Normalt så han kærlighed som noget smukt og lyserødt noget. Ikke noget gråt og forvirrende noget. Som det her. Det var forvirrende. Og en smule gråt.
Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke nogen ord ud. Han følte sig totalt gennemblødt, og det fik ham til at fryse ret meget. Cameron gøs lavt og begyndte at ryste. "Fryser...", mumlede han. Dog havde han hørt alt det, Mahieu sagde. "J-jeg ved i-ikke h-hvad jeg skal g-gøre", stammede han.
"D-du f-forvirrer m-mig". For det forvirrede ham virkelig, at Mahieu hele tiden skiftede mening. Og det gjorde ondt. Det gjorde rigtig ondt. Han ahvde aldrig selv haft det problem, som Mahieu tydeligvis havde. At hjernen sagde en ting, og hjertet en anden. Hvis han havde været i Mahieus sted, hvad ville han så lytte til? Hjertet, eller hjernen?

"Jeg ved godt at jeg forvirrer dig" sagde Mahieu, inden han fjernede sine hænder fra Cameron's kinder.
Mahieu tørret tårerne væk fra sine kinder, han var holdt op med at græde, da der var svært for ham, at sige det han ville sige til Cameron.
"Cameron jeg sikke på at, jeg knuser dit hjerte om lidt, da jeg er sikke på at det er best for os begge" sagde han og rejste sig op, men så ned på Cameron, "hvis vi ikke ser hinanden mere" fortsatte han mens han så på Cameron.
"For jeg vil ikke forvirrer dig med mine følelser, som jeg ikke kender. Jeg kan ikke lide at se dig sådan her, jeg....." Han kunne ikke sige mere, det var for meget, lige nu.
Mahieu vente ryggen til Cameron og sagde stille "farvel Cameron" enden han begyndt at gå væk fra ham, han følte sig som et fjols, men det var der jo ikke noget at gøre ved nu.

Cameron havde lyst til at lukke ørene. Han ville ikke høre det, som Mahieu havde tænkt sig at sige. Inderst inde havde han en fornemmelse af, hvor det her var på vej hen. Knuser dit hjerte... "Nej", hviskede han og kiggede ned i jorden. Uden at tænke, knyttede han næverne. Mahieu havde tænkt sig at flygte. Igen. Præcis ligesom han havde gjort dengang. Var det ikke det, han altid gjorde? Stak af, når det hele blev lidt for meget.
Han registrerede, at Mahieu snakkede videre, for derefter at sige farvel og gå sin vej. Nej. Sådan skulle det ikke være. Han ville ikke lade det ende på den her måde. Cameron kom langsomt på benene. Tøjet klæbede sig ind til hans krop, og håret lå helt fladt. Han græd stadigvæk. Og han hadede sig selv for det. "Mahieu", sagde han stille, inden han tog sig sammen, tørrede tårerne væk fra sine kinder, og så løb efter Mahieu. Han lagde armene om ham bag fra, for på den måde at holde ham fast. "Jeg lader dig ikke flygte igen", sagde han bestemt. Det var næsten værre, end at blive forvirret.

Mahieu stoppede da der blev lagt et par arme om ham, han så ned da han hørte Cameron's stemme.
"Cameron lad mig gå" sagde han og så sig over skulderen for at se på Cameron, "det er best hvis vi ikke ser hinanden mere, for jeg komme bare til at knuse dit hjerte igen og igen" sagde han list efter.
"Slip mig" forsatte han, og prøvede at komme fri fra Cameron's arme.
Da han endelig kom fri fra Cameron's arme, vendt han sig om og så direkte på Cameron, Marhieu havde blanke øjne da han gjorde det.
"Glem alt om mig, glem at alt det her nogensinde er sket, glem dine følelser for mig" sagde han koldt og hårdt, han ville ikke være kold eller hår, men det var han nød til lige nu.
Mahieu skubbede til Cameron, så hårdt at han var sikker på at Cameron fladt, enden han vendt sig om og løb væk der fra.
Han viste at han ikke burde havde gjort var forkert, og det var der for han stoppede op da han var noget et godt stykke væk fra Cameron, hvor der så begyndt at løbe tårer ned af hans kinder igen.
Han så op på himlen og lod sine tårer blandes med regnen.

Cameron følte sig svigtet, da Mahieu rev sig fra fra grebet. Han lignede en efterladt hundehvalp, da han kiggede på Mahieu. Ordene var som en lussing. Især det tonefald de blev sagt i. Det her kunne ikke passe. Det var en drøm. Eller nærmere et mareridt. Om lidt ville Cameron vågne op, og så ville han ligge i sin seng.
En overrasket lyd undslap ham, da Mahieu skubbede til ham. Det kom fuldstændig bag på ham, så han faldt. Jorden var blevet helt mudret efter regnen, så hans tøj blev endnu mere beskidt, end det i forvejen var. Langsomt satte han sig op og kiggede efter Mahieu. De varme, salte tårer begyndte igen at løbe hurtigt ned af kinderne. *Hold op med at græde! Du er ikke 5 år længere!*
Cameron kom på benene og kiggede en sidste gang over på Mahieu, inden han snøftede og vendte sig om. Lige nu ville han bare gerne hjem. Derfor begyndte han at gå. I den modsatte retning af Mahieu.