En aften i biografen

Tid: 21:45
Sted: I og udenfor biografen
Omgivelser: Der er en masse mennesker og væsener rundt omkring, som enten er i biografen, eller som stadig står udenfor den.
Vejr: Det er ikke varmt udenfor, men fordi der er vindstille, er det heller ikke så koldt igen.


Giselle stod udenfor biografen og betragtede de forbipasserende. Der var mennesker i alle aldre, som alle havde deres favorit-film. Der var også noget for en hver smag i Terres biograf. Latter og råb, gjorde det nærmest umuligt at tænke, hvis det nu var det man ville. Et kærestepar stod midt i det hele, og lagde på ingen måde skjul på, at de var i et forhold. De kyssede og krammede - eller, det lignede mere, de prøvede at sluge hinandens hoveder. Giselle sukkede og trak Burberry-frakken tættere om sig, for at holde på varmen. Hendes forældre havde for nyligt foræret hende den. De havde købt den på endnu en forretningsrejse. De var stort set aldrig hjemme, og prøvede vidst at erstatte den manglende kærlighed med materielle ting, som jakken. Gucci-støvleren, Prada-tasken og diamanthalskæden var glimrende beviser på dette. Hun sukkede igen, og lænede sig op af den nærmeste mur. Hun ventede på en - en af hendes meget nære venner - som altid havde været vigtig for hende. En slags erstatning for en nær familie, kunne man vel kalde ham. Han havde kendt hende siden de var helt små. Han kendte hende bedre end nogen anden - meget bedre end hendes forældre gjorde. Hun lod de nødde-brune øjne løbe rundt i gaderne, for at se, om han var sted blandt alle menneskene.


//Undskyld, den korte længe n.n//

Cameron satte i løb. Han var allerede sent på den. Hvor længe havde hun mon ventet? Forhåbentlig ikke alt for længe. Det ville være surt. At vente kunne han ikke selv fordrage. Især ikke hvis han vidste, at den modsatte part var sent på den. Det fik ham altid til at forestille sig alle mulige forfærdelige ting, der kunne være sket. Et trafikuheld, et røveri, alt muligt.
Han havde overvejet at ringe til Gis, men selvfølgelig var hans mobil løber tør for strøm. Typisk. Sådan noget skete altid for ham, når han havde brug for den. Men når han ikke skulle bruge den, var den altid fuldt opladet.
Længere fremmede kom biografen til syne. Det fik ham dog ikke til at sætte farten ned. Løbeturen havde fuldstændig blæst hans frisure i stykker. Det gjorde ikke så meget, for han havde ikke ligefrem brugt tid på at sætte det.
Her til aften havde han ikke noget specielt fint tøj på. Han skulle bare i biografen. Det var blevet til et par mørke jeans, en lilla t-shirt og hans sorte jakke. Hans sneakers sad på fødderne som altid. Det var faktisk overraskende gode at løbe i.
Imens han løb, lod han blikket glide hen over de forskellige mennesker, som var ved biografen. Hvor var hun? Cameron stoppede brat op, for bedre at finde hende. Efter få sekunder, faldt hans øjne på hende. Et stort smil bredte sig på hans læber. Han vinkede hurtigt til hende, inden han løb hen til hende. "Gis!", sagde han glad og sendte hende et stort smil. "Undskyld jeg er forsinket. Jeg havde tænkt mig at ringe, men selvfølgelig døde min mobil", han sendte hende et undskyldende smil. "Jeg håber ikke du har ventet for længe". Derefter lagde han armene om hende i et kram.

Giselles brune øjne, stoppede ved en skikkelse, som kom løbende mod biografen. Det så ud som om, at han var sent på den og løb hurtigt. Hun smilede - han var sent på den. Hun havde aftalt at møde ham her, for adskillige minutter siden. For selvfølgelig havde hun genkendt ham med det samme; Cameron. Eller; Cam - som hun kaldte ham. Cameron var for formelt - hun (og sikkert også alle andre) fortrak at kalde ham Cam. Han kaldte også for det meste "Gis". Det plejede folk også at kalde hende - dét og "Selle", alt efter, hvem det var. Dog kaldte hendes forældre hende altid Giselle.

Smilende lagde hun armene om ham, og grinede over hans grund til forsinkelsen. Eller, en grund til, hvorfor han ikke havde fortalt hende om den. Det var så typisk ham. Der var ALDRIG strøm på hans mobil, når han skulle bruge den. Men når han ikke havde brug for den, var den altid fuldt opladet. Hun havde skam også regnet med, at det var derfor han ikke havde ringet og sagt det - sådan uheldig havde han altid været med sine mobiler.
"Nej, nej - jeg har ikke været her særligt længe", forsikrede hun ham om. Igen trak hun Burberry-frakken tættere om sig, så hun kunne holde varmen, eftersom hun havde sluppet sit tag i den, da hun lagde armene om Cam.

Cameron følte sig lidt lettet, da Giselle sagde, at hun ikke havde ventet så længe. "Vidunderligt!", sagde han med et stort smil. Trods aldersforskellen på 4 år, kom de utroligt godt ud af det med hinanden. Hun var nærmest som en lillesøster for ham. Den lillesøster han aldrig havde fået. "Hvor er det bare godt at se dig igen", sagde han glad. Gis var en af de personer, som virkelig bare kunne redde hans dag. En som fik ham til at smile, inden han begyndte at græde. Venskaber som dette var sjældne, og han følte sig derfor utroligt heldig, når han havde Giselle.
Cameron flyttede vægten fra den ene fod til den anden. De blå øjne gled hen over de forskellige plakater, som hang ved indgangen. Den her biograf havde et ret stort udvalg. Der var alt lige fra meget romantiske film, til meget blodige film. Nå, det var da altid noget. "Har du købt billetter?", han vendte blikket imod Gis igen. Han kunne ikke lige huske, om de havde aftalt en film, de skulle se, men det måtte Giselle jo svare på.
Det var svært for Cameron, ikke bare at snakke som et vandfald. Der var så mane ting, han gerne ville sige og spørge om. "Mand jeg snakker", sagde han med et grin og lagde højre hånd imod sin nakke.

Det var alt, alt for lang tid siden, hun sidste havde set Cam, og Giselle havde virkelig glædet sig til alt tilbringe en hel aften, i hans selskab.
"Det er virkelig også godt at se dig, Cam!" Hun smilede, da han før det, havde sagt det samme til hende. Hun værdsatte virkelig deres venskab. Hun havde få venner som ham. Eller, faktisk så havde hun kun en ven som ham. Deres forhold var mere et bror-søster-forhold. Sådan havde hun det ikke med andre venner eller veninder. Cam var hendes familie. Ikke biologisk set, men sådan føltes det. Han var sådan set mere familie, end hendes forældre nogensinde havde været.

Giselle fulgte hans blik rundt på plakaterne og pegede på en af dem. Filmen var en komedie, og havde fået gode anmeldelser - en sjov film. Giselle trængte til et godt grin, og hun kunne ikke finde en bedre måde at få det på, en sammen med Cam.
"Den der", sagde hun, som svar på hans spørgsmål. "Den skulle vidst være meget sjov". Billetterne havde hun i hånden, og rakte en af dem, frem mod ham. "Jeg giver selvfølgelig", smilede hun. Hun havde jo penge nok, så naturligvis var det hende, der betalte turen.

//Undskyld, jeg først svarer nu! n.n//

Cameron kiggede i den retning, hun pegede. Han vidste ikke helt, hvad for en film det var, men den var garanteret sjov, når nu Gis havde valgt den. Det var også hvad hun selv sagde. "Fedt", sagde han glad og sendte hende et stort smil. Han tog imod den billet, hun rakte ham. "Åh, det behøvede du skam ikke", sagde han med et smil. Men Gis havde jo ret så mange penge. I hvert fald flere end Cameron selv havde. Det gjorde ham dog ikke noget. Ikke specielt i hvert fald. "Jeg kunne da sagtens have betalt for mig selv, Gis", sagde han med et skævt smil.
Han kiggede ned på billetten i hans hånd og vendte derefter blikket imod Giselle igen. "Filmen starter snart", sagde han og rakte ud efter hendes hånd. Hvis hun tog den, ville han trække hende med hen imod indgangen til biografen, så de kunne finde den sal de skulle være i. Han stoppede op. "Du bliver nok nødt til at vise vej", sagde han med et grin. "Jeg har ikke rigtig været her før".

"Nej, men gjorde det alligevel", svarede hun ham med et grin. Hun havde ikke noget imod, at betale for ham. På ingen måde. Hun smilede til ham, imens han snakkede igen. "Ja, selvfølgelig. Men idag skal du ikke betale for noget!" Selvfølgelig havde han penge nok til, at betale for ham selv, det vidste hun jo godt. Men idag, ville hun simpelthen ikke give ham lov til at betale. Det skulle hun nok gøre. Med et stort smil, tog hun hans hånd, og lod ham føre hende ind i biografen. Hun havde slet ikke selv holdt øje med klokken, men efter at have kastet et blik på uret, som hang på muren udenfor biografen, kunne hun konstatere, at de nok skulle skynde sig lidt.

En lille latter, lykkedes det ikke Giselle at holde tilbage, da det pludselig gik op for Cam, at han ikke anede, hvor han var på vej hen. Smilende gik hun forrest, så det i stedet for var ham, der førte hende afsted, hende, der førte ham afsted. Således, at han blot skulle følge hende, og så ville de - forhåbentligt - ende det rigtige sted. Hun havde været i den biograf mange gange før, og kendte den tilsyneladende meget bedre, en Cam gjorde. Hun førte ham ind af indgangen, og ind i en "kiosk", hvor man kunne købe noget at spise og drikke til filmen. Hun havde lyst til nogle popcorn, og dem kunne hun vidst godt nå lige at købe, inden filmen startede.
"Har du lyst til noget? Cola? Popcorn? Eller noget andet?", spurgte hun ham, med et smil på læben.

"Arh, Gis, du behøver ikke betale for alting", sagde han hurtigt. På en måde følte han, at det ville være en belastning for Giselle, og desuden var han ikke venner med hende, på grund af de penge hun havde. Cameron havde aldrig nogensinde haft intentioner om at udnytte hende. Aldrig. Men altså... Han havde vel ikke det store valg. Når Gis først havde sat sig for et eller andet, så gjorde hun det. Hun var ikke typen, der bare skiftede mening.
Han sukkede lettet, da hun overtog styringen. Hvis han bare var fortsat med at gå, var de sikkert endt et eller andet underligt sted. Hun førte ham ind i en kiosk. Eller, det lignede det i hvert fald. I den lille butik var der en masse slik, sodavand, popcorn og hvad man ellers kunne spise og drikke til en film. Cameron havde aldrig brudt sig specielt meget om slik.
"Jeg kunne godt tænke mig en flaske vand og nogle lakridser", sagde han med et lille smil. Han havde aldrig opfattet lakridser som værende slik. Hvad de så var, havde han ikke tænkt videre over. Men lakrids kunne han rigtig godt lide. Især lidt salt lakrids. Så blev det ikke alt for sødt og vammelt. "Hvad skal du selv have?", spurgte han nysgerrigt og sendte hende endnu et smil. Han var virkelig glad for at se Gis igen. Det her var perfekt. Og den film lød rigtig sjov. Det var svært at forestille sig en bedre måde at tilbringe sin aften på, end sammen med Gis og en film.

"Det ved jeg godt - men i aften gør jeg altså!", grinede hun, og var glad for, at han ikke forsatte med, at argumentere for, at han godt selv kunne betale. Det var hun udemærket godt klar over. Hun vidste også, at han var typen der ikke var så vild med, at tage imod penge fra andre. I hvert fald ikke, fra hende. Måske var han bange for, at det virkede som om, han kun var sammen med hende for pengenes skyld. Men i så fald, vidste Giselle godt, at for ham havde hendes penge ingen værdi. Hun vidste godt, at han holdt af hende præcis som hun var. Havde hun været færdig og boet på gaden, havde det ingen ændring gjort, i deres venskab.

Hun kiggede selv lidt rundt i "kiosken", imens hun ventede på, at Cam fandt frem til, hvad han kunne tænke sig.
"Så gerne!", svarede hun ham, efterfulgt af en latter. Hun hev en pose lakrids ned fra hylden, med en elegant bevægelse. Den saltede slags, som hun vidste at Cam, godt kunne lide. Sammen med en flaske vand, lagde hun det op på disken, hvorefter hun gik i gang med sine egne "forsyninger".

"Jeg tager bare en popcorn og en cola", svarede hun Cam, men beskeden var også halvt henvendt til manden bag disken, som med det samme gik i gang med at lave en omgang popcorn til hende. Selv hentede hun en sodavand og lagde den op på disken, sammen med Cam's lakridser og vand. Hun betalte varene, og tog colaen og popcorn'ene. Smilende førte hun Cam ind til salene. Hun tjekkede på billetten, hvilken sal de skulle ind i - sal 2 - og førte an ind gennem døren ind til den. Hun var overbevist om, at det nok skulle blive en god aften. Det kunne ikke blive andet, når hun var sammen med Cam.

Cameron kunne ikke gøre andet, end at betragte Giselle med et smil. Hun var sært nuttet at se på. Gad vide om hun havde en kæreste? Ikke en han kendte til, men mon ikke hun havde sig en del beundrere? Hun var jo en utrolig smuk og sød pige. Han havde aldrig nogensinde tænkt over, om Gis og ham selv, måske kunne være blevet noget andet end bare venner. Hun var jo som en søster for ham, så selvfølgelig havde han ikke tænkt sådan på det.
Han bemærkede glad, at hun tog nogle salte lakridser.
Da hun fortalte, hvad hun skulle have, nikkede han smilende til hende. Det var dog tydeligt, at hun ikke kun havde snakket til ham. Manden bag disken skyndte sig at lave de popcorn, hun havde bestilt. Ligeså snart hun havde betalt, tog han flasken med vand og posen med lakridser. Derefter fulgte han bare med Giselle ind imod salene. Alle de mange plakater, mennesker og farver, afledte hans opmærksomhed. Hvis han havde været alene, var han stoppet op, men det var lidt svært, når Gis havde fat i hans hånd.
Sal 2. Pragfuldt. Han kiggede ned på billetten for at se, hvor de skulle sidde. Sæderne kunne han vel godt finde. Et kort grin undslap ham, da han trak hende med op af den lille trappe. "Jeg er næsten sikker på, at vi skal den her vej", sagde han grinende og gik ned af en sæderække. Det ville være ret pinligt, hvis han alligevel var gået forkert.

Giselle sendte Cam et af sine store smil, da hun lagde mærke til, at han betragtede hende. Hun havde godt nok glædet sig helt ubeskriveligt meget til denne aften. Hun havde ikke set ham i så lang tid, og hendes forældre var som sædvanligt bortrejst. Han var som en storebror for hende, som altid havde været der for hende. Holdt hende nede på jorden, så pengene aldrig fik steget hende til hovedet. Hendes forældre havde næppe hjulpet til dette, eftersom de gav hende alt, hvad hun overhovedet kunne drømme om. Men Cam, holdt hende nede på jorden, så hun ikke blev til en forkælet møgtøs, der troede at solen drejede rundt om hende, i stedet for jorden. Hun kunne ikke takke ham nok, for at være der for hende, og minde hende om de sande værdier i livet, som intet havde med materielle ting at gøre.

Giselle grinede sit søde grin, idet Cam pludselig kom i tanke om, at han åbenbart skulle være forrest. Hun grinede lidt mere, da han meddelte, at han næsten var sikker på, hvor de skulle hen.

"Jeg ved ikke, om jeg tør lade dig vise vej endnu engang", drillede hun ham, men lod ham alligevel føre an, og bevise overfor hende, at han ikke var så elendig til at finde vej alligevel.

Cameron smilede skævt, da han hørte Giselles ord. "Nu skal du ikke være fræk, moster", sagde han smilende og fortsatte sin vandring ned af rækken. For at være på den sikre side, kiggede han endnu en gang ned på billetten, for at tjekke sædenummeret. Derefter kiggede han ned på det sæde, han stod ud for. 2 numre fra. Han gik to sæder hen, og stoppede så op. Med et smil vendte han sig om imod Giselle. "Ta da!", han smilede stort. "Det er her vi skal sidde, jeg har tjekket numrene". Det var rent faktisk lykkedes ham, at finde de rigtige sæder. Cameron satte sig ned på sædet, og placerede sin vandflaske i den lille kopholder, som var ved armlænet.
Sædet var behageligt at sidde på, og de havde et godt udsyn til lærredet. Medmindre en giraf satte sig foran dem. Det havde Cameron før oplevet. Ikke lige i den her biograf, men i en masse andre. Så satte enten en meget bred, eller meget høj person sig foran Cameron, hvilket gjorde, at han intet kunne se.
Han sendte igen Gis et stort smil. Der var ikke så lang tid til, at filmen startede, og det sidste mennesker var nu ved at finde vej ind i biografen. En tanke slog ned i ham. Hvornår skulle han sige det? Hvornår ville det være passende? Cameron var lidt i tvivl. Kendte Gis overhovedet til den her verden? Eller ville hun få sig et kæmpe chok. Han besluttede sig for, at vente til filmen var slut. Så ville det ikke ødelægge hele deres aften. Forhåbentlig ville hun ikke føle sig forrådt. Han havde jo ikke selv vidst det, før her for nylig, så hvordan skulle han have været i stand til, at fortælle hende det?

"Moster?", endnu en latter forlod Giselles fyldige læber. Hun lod sig føre igennem biografen. Smilende. Det skulle nok blive en helt fantastisk aften i hans selskab. Hun smilede, da han stoppede ved et af sæderne, og viste hende, at han havde fundet det rigtige sted.

"Haha! Du fandt det", grinede hun og satte sig på sædet ved hans side. Hun satte colaen i kop-holderen og lod popcorn'ene hvile på hendes ben.
Eftersom hun kendte Cam så godt, kunne hun godt mærke, at han sad og grublede over et eller andet. Hun vidste ikke hvad - naturligvis, gjorde hun ikke det. Altså, det var jo ikke fordi hun var tankelæser eller noget. Men hvis han sad og tænkte over noget, han ville dele med hende, ville han jo nok gøre det. Der var jo ingen grund til at presse ham til, at spytte ud med noget, han måske ikke ville have, at hun skulle vide. Så hun slog det hen, og besluttede sig for at nyde filmen og aftenen med ham, i stedet for. Filmen begyndte, og uden at flytte øjnene fra det store lærred, tog hun en popcorn og puttede den i munden.

"Selvfølgelig gjorde jeg det", sagde han smilende. "Undervurder aldrig Hr. Leroy!", det blev efterfulgt af et grin. Han rystede let på hovedet af sig selv, og vendte ansigtet imod lærredet. Heldigvis gav Giselle sig ikke til at stille nogle spørgsmål. Han var slet ikke i tvivl om, at han så en smule tænkende ud. Det her var en af grundene til, at han syntes så godt om Gis. Hun lod være med at spørge ind til det.
Cameron lagde posen med lakridser fra sig, og tog sin jakke af. Jakken lagde han om bag sin ryg, så den fungerede som en slags støtte. Det her gjorde han altid. Så havde han jakken tæt på sig, og den var dejlig blød imod ryggen.
Filmen begyndte, hvilket fik Cameron til hurtigt at åbne posen med lakridser. Så ville han ikke larme midt inde i filmen. Han kunne ikke selv holde ud, når andre folk gjorde det. En larmende pose midt inde i filmen, kunne virkelig bare ødelægge hele oplevelsen. Derefter lænede han sig afslappet tilbage og holdt bare øjnene på lærredet. Og af og til lagde han en ny lakrids på tungen. Selvom det garanteret var usundt, kunne han godt lide at lade dem smelte på tungen. Ikke tygge på dem, bare lade dem smelte. Lige siden han havde været helt lille, havde han gjort det, og hans mor havde altid bedt ham om ikke at gøre det.

"Jeg skal prøve at lade vær'", drillede hun og begyndte også at grine. Idet Cam begyndte tage sin jakke af, kom Giselle i tanke om, and hun egentlig også selv, havde en på. Popcornene stillede hun på gulvet foran sædet, og rejste sig hurtigt op, for at smide Burberry-frakken. Hun foldede den sammen en enkelt gang, og lagde den på et tomt sæde ved siden af hende. Hun tog popcornene op fra gulvet, og lod dem igen støtte på hendes ben, og genoptog spisningen af dem. Alt det nåede hun heldigvis inden filmen startede. Hun vidste at det ville irritere de fleste, hvis hun gjorde det under filmen - ikke mindst Cam, som nok ville være den af alle inde i biografen, som ville blive mest irriterende. Hun betragtede ham kort, med et smil på læben, i det hun nævnt ham i sine tanker. Han sad og spiste lakridser som han altid havde gjort. Lagde dem på tungen, og lod dem "smelte". Istedet for bare at tygge dem. På den måde, holdt en pose af hans lakridser forbavsenede længe.

Igen, vendte hun de kønne "bambi-øjne" mod den begyndende film, som - ifølge hende - startede ud med, at være sjov. Endnu engang blev hun sikker på, at deres aften nok skulle blive god.

Cameron måtte indrømme, at Gis havde valgt en god film. Han morede sig kongeligt. Lige når han troede, det sjove var overstået, kom der noget nyt, som var endnu sjovere end det forrige. Han var ikke i tvivl om, at han var en af dem, som lo højst, men han kunne ikke lade være. Tårerne trillede ned af hans kinder, imens han lo.
Da han nu var blevet tørstig, tog han vandflasken og skruede låget af. Efter først at have sikret sig, at der intet sjovt var i gang med at ske, førte han flasken op til munden, tippede den let, og lod det kolde vand løbe ned i hans hals. Det var dejlig forfriskende. Efter det skruede han låget på igen, og satte flasken tilbage i kopholderen. Kvinden ved siden af Cameron sendte ham et underligt blik, hvilket bare fik ham til at sende hende et stort smil.

"Årh, genial film, Gis!", sagde han glad, da rulleteksterne begyndte at rulle. Han havde virkelig haft det sjovt. Hele vandflasken var tom, men der var massere af lakridser tilbage. Det var der stort set altid. Når han købte en pose lakridser, holdt den virkelig længe. Han rejste sig op og tog sin jakke på.

Giselles popcorn slap op halvvejs inde i filmen. Hun havde kun købt en lille - dog ikke af slankende årsager. Hun var overbevist om, at hun kunne spise så meget usundt, som hun overhovedet ønskede at gøre, uden at tage et gram på. Heldige gener, var grunden til dette. Og så det faktum at hendes udseende var langt mere perfekt, end det var menneskeligt muligt pga. elver-genet, som vist nok var fra hendes mors side af familien. Cola'en derimod var det ikke lykkedes hende at drikke helt under filmen, og imens rulleteksterne kom frem på lærredet drak hun det sidste. Filmen havde været en af de sjoveste film hun nogensinde havde set. Hun havde grinet meget - men dog ikke så meget, som Cam havde gjort det. Og så alligevel; hans latter smittede så meget, at det næsten var umuligt ikke, at grine med, når han var begyndt på det.

"Ja, den var virkelig sjov!", tilføjede hun, og var enormt glad for, at Cam havde syntes om, hendes valg af film. Giselles brune øjne strejfede lakris-posen, som var - præcis som hun havde forventet - langt fra tom. Lyset i salen blev tændt, og hun rejste sig op fra sædet, rakte ud efter Burberry-frakken og tog den på igen. Det var en smule varmt, at have den på indendørs. Især i biografen, hvor der var så mange, at luften hurtig blev varm. Men hun vidste, at udenfor ville det blive ganske anderledes.

"Kan du selv finde ud herfra igen?" spurgte hun drillende.

Da Giselle igen drillede ham, rakte han tunge af hende. "Ja" Hvad sagde jeg før filmen? Undervurder aldrig Hr. Leroy", han lo varmt og puffede let til Giselle, så hun begyndte at gå. Kvinden ved siden af ham virkede utålmodig efter at komme ud af biografen, men det kunne hun ikke, så længe Cameron stod i vejen. Men Cameron kunne ikke komme ud, før Giselle flyttede sig. Det var ligesom en form for kædereaktion. Eller domino, måske? Bortset fra, at ingen af dem væltede.
Men til sidst kom de ud af sal 2, og Cameron tog igen føringen. Heldigvis kunne han godt huske vejen, så han kunne uden problemer føre hende ud af biografen. Den tomme vandflaske havde han smidt ud i en skraldespand, på vejen ud af salen. Lakridserne havde han stoppet ned i lommen på sin jakken.
Ligeså snart de kom udenfor, tog Cameron en dyb indånding. Inde i biografen havde der lugtet ret sødt, men også ret indelukket. Det var vel hvad der skete, når man proppede en masse mennesker med parfume, slik og popcorn sammen i ét rum. Og så uden frisk luft. Ja, det var vidst meget godt, at det var slut nu. Men filmen havde været sjov. Cameron sendte Giselle et stort smil. "Godt valg", sagde han glad.

Giselle grinede. "Jo, det sagde du jo" Hun begyndte at gå, idet han venligt puffede til hende. Hun blokerede jo vejen uden, for en masse andre, udover hende selv. Smilende lod hun ham endnu en gang før an, for at finde vejen ud. Han var åbenbart ivrig efter, at bevise for hende, at han altså var i stand til, at finde vej. Men det var da irriterende, at hun ikke have det, at han ikke kunne finde vej, at drille ham kærligt med. Den tomme "popcorns-kasse" og den tomme cola-flaske var endt samme sted, som Cams tomme vandflaske.

Da de kom ud på gaden, stod Giselle et øjeblik og nød den friske luft. Godt nok var det koldt, men efter at have været lukket inde i et rum med så mange mennesker, gjorde det nu ikke så meget, at det var lidt små-koldt udenfor.
"Tak", smilede hun, da Cam komplimenterede hendes valg af film. Hun havde også regnet med, at han ville kunne lide den. Så det var jo godt, at det viste sig, at hun havde ret.

Cameron sendte hende et sødt smil, da hun takkede. "Jeg havde ikke regnet med, at du ville vælge en lorte film", sagde han smilende. Det havde hun aldrig gjort før, så hvorfor skulle hun pludselig begynde på det?
"Hvad så nu?", spurgte han med et smil. "Vil du med hjem til mig?", han tippede hovedet let på skrå. Hvis han huskede rigtigt, havde han gjort rent for nylig, så hun ville ikke blive helt chokeret over rod. Der var jo så mange ting, han gerne ville snakke med hende om. De kunne også blive stående her, men det ville nok blive lidt kedeligt i længden. Det han havde tænkt over inden filmen startede, tænkte han nu på igen. Han havde lovet sig selv, at han ville fortælle det, når filmen var slut. Filmen var slut nu.
"Gis? Vil du høre noget skørt?", han gav hende ikke mulighed for at svare, før han fortsatte. "For et lille stykke tid siden, fandt jeg en kusine, fra min fars side af familien. Og ved du hvad? Hun er så en dæmon, og det viser sig så, at jeg er en halvdæmon", han lo kort. "Skørt, ikke?", derefter førte han sin ene hånd op i nakken.

"Man ved jo aldrig", grinede hun. Men faktisk, var Giselle ret sikker på, at de havde nogenlunde samme smag, når det gjaldt film. Hvilket også var grunden til, at hun bare havde valgt filmen, uden at vente på ham først, så han kunne være med til at vælge. Sandsynligheden for at hun valgte noget, han også ville se, anså hun for at være ganske stor. Og det blev jo kun bevist at hun havde ret, ved at han syntes godt om filmen.

Giselle smilede. Hun ville hellere end gerne med hjem til Cam. For hendes skyld, kunne de sådan set sagtens havde været hos hende også - hun var jo alene hjemme igen, igen og havde kæmpe-villa'en for sig selv. Men i aften havde hun egentlig allermest lyst til at være hos ham, så hendes svar blev naturligvis derefter.
"Det vil jeg da gerne"

Hun åbnede munden for at svare på Cams spørgsmål om, om hun havde lyst til at høre noget skørt. Men inden hun kunne nå, at svare, havde han allerede fortalt hende det. Hun havde fortalt ham for lang tid siden, at hun havde nogle elver-gener, fordi hendes farmor vist havde været en elver. Så han vidste godt, at hun ikke var et helt almindeligt menneske - hvis det da ikke var tydeligt nok i forvejen, idet hendes udseende var mere fejlfrit end det var menneskeligt.
"Jeg ved ikke hvor skørt det er.. der er jo også noget elver over mig, du ved", svarede hun. "Hvordan har du det med det?", spurgte hun smilende. Hun vidste ikke, om han var glad for det eller ej. Men umiddelbart virkede det da som om, at han havde det fint nok med det.

Det gjorde Cameron glad, at Gis gerne ville med ham hjem. At han så havde gjort rent, gjorde ham lettet. Men på den anden side; hvis han nu ikke havde gjort rent, regnede han ikke med, at Gis ville dø. Hun kendte ham jo godt. Også alle hans dårlige og svage sider. Såsom hans frygt for busser og fly. Det kendte hun også til. Hun kendte til det hele.
Cameron lo kort. Det var også rigtigt. Det havde hun jo fortalt. Han havde ellers lykkeligt glemt alt om det. Der var noget elver over hende. Tænk at han kunne glemme noget så vigtigt. "Ja, det sagde du jo", han sendte hende et skævt smil og tog hendes hånd. Derefter begyndte han at gå væk fra biografen, hen imod den lejlighed han boede i.
"Jeg er lidt irriteret over, at ingen har fortalt mig det", indrømmede han. "Altså, det er jo en ret stor ting. Nogle burde have sagt det", han sukkede lavt. Det var som at vide, at hele livet havde været en løgn. Han var slet ikke den person, han havde troet, han var. "Men jeg klarer den. Jeg har ikke ændret mig. Jeg er stadigvæk den samme Cameron Leroy, ikke?", spurgte han med et lidt usikkert smil. Inderst inde ville han gerne høre Gis sige, at han stadigvæk var den samme. At hendes holdning til ham ikke havde ændret sig. Det ville virkelig lette byrden fra hans skuldre en smule.

Giselle var ligeglad med, om Cams hjem var ryddet op og gjort rent eller ej. Hun vidste godt, hvordan der så ud, når der ikke var ryddet op og sådan, og hun syntes ikke, at de havde nogen betydning overhovedet. Hvis nu ikke det var fordi Giselles forældres rengøringshjælp var så effektiv, ville Cam sikkert også have set hendes hus være rodet. Men det var det naturligvis aldrig. Men alligevel; de kendte hinanden så godt, og vidste stort set alt om hinanden, så om huset var rodet eller ej, var jo ligemeget. Hun regnede i hvert fald med, at Cam havde fortalt hende det meste. Hun havde i hvert fald ingen hemmeligheder for ham.

Giselle smilede og fulgte efter ham. Hun følte sig tryg, når hans hånd var i hendes. Hun betragtede Cam imens han snakkede, og fortalte hende, hvad der tilsyneladende gik ham på. Det måtte vel have været det, som han havde siddet og grublet lidt over inden filmen begyndte i biografen. Hun lod ham fortælle, hvad han havde på hjertet, inden hun selv sagde noget. Da han spurgte hende, om han stadig var den samme, stoppede hun op og stoppede samtidigt ham. Hun vendte sig mod ham, således at de stod overfor hinanden. Hun lod en hånd fjerne noget af hans pandehår fra hans ene øje, ved let at stryge det til siden. Hun så ham direkte i øjnene imens hun talte.
"Du er præcis den samme Cameron Leroy, som du altid har været". Hun smilede varmt til ham, imens hun talte. Det var vigtigt for hende, at han forstod, at hun mente præcist hvad hun sagde, for det virkede som om, at han havde brug for at høre det. Så hendes svar, skulle gøre det klart for ham, at han ikke havde ændret sig - for det havde han ikke. Slet ikke.

Cameron lod Gis stoppe ham. Han havde jo ikke noget imod at blive stoppet. Så ville hun måske svare på hans spørgsmål, ikke sandt?
Han blinkede langsomt, da hun strøg noget af hans hår til siden. Et lettet suk undslap ham. Det var rart at høre. Rigtig rart. "Det er derfor jeg elsker dig", sagde han med et smil og trak hende ind til sig i et kram. Byrden på hans skuldre lettede, som var den en lille fugl, på en el ledning. Den tanke gav ham et underligt billede i hovedet. En hel masse fugle, som sad på den samme ledning, og så lettede de. Allesammen på en gang.
Han rystede let på hovedet, og billedet forsvandt. "Tak", sagde han stille og slap hende derefter. Igen tog Cameron hendes hånd, for den havde han sluppet, da han krammede hende. Han sendte hende et smil og begyndte så igen at gå. Han følte sig afsindig lettet. Intet havde ændret sig imellem dem. Absolut ingenting. Det var fantastisk. Det værste der kunne ske, var hvis hun havde skubbet ham væk, eller måske var blevet sur over, han intet havde sagt. Men hvordan skulle han have sagt det? Han havde jo ikke vidst noget selv.

Giselle smilede, og tolkede hans svar som, at han var blevet lettet og glad. En byrde var uden tvivl blevet fjernet fra hans skuldre - det føltes fantastisk, at være skyld i sådan en lettelse og glæde. Hun lagde armene om ham, idet han trak hende ind til sig i et kram. Han havde sagt, at han elskede hende før - og hun vidste naturligvis godt, at det var på bror-søster-måden. Det behøvede ingen af dem at tilføje. Men hver gang han sagde det, blev hun gladere, end hun i forvejen var i hans selskab.
"Jeg elsker også dig, Cam", svarede hun ham med et kæmpe smil, og lod ham tage sin hånd i sin, og lod ham føre hende.

Giselles chokolade-brune øjne betragtede skiftevis Cam og vejen foran dem, imens hun gik. Der var ikke så mange mennesker/væsener omkring dem, og hun lagde ærligt talt også mere mærke til hende og Cam, end deres omgivelser. Hun havde ikke lagt mærke til, at der gik en gruppe af mænd i 20'erne bag dem. Og havde hun endelig lagt mærke til dem, havde hun ikke mistænkt dem, for at ville gøre hende noget. Hun bemærkede først noget, idet hun mærkede et hårdt skub, som fik hende væltet om på jorden. Uden varsel stod en mand midt i tyverne over hende, og holdt hende på jorden. Der var 4-5 af dem, og derfor var Giselle og Cam naturligvis i undertal.