En aften i biografen

Pludselig blev Giselles hånd revet ud af hans. Han drejede hurtigt hovedet, for at finde ud af, hvor Gis var blevet af. Hun lå på jorden. Og hvem var den mand? I et kort sekund blev han forvirret, men så begyndte hans hjerne at arbejde. En mand, lænet hen over Gis. En overfaldsmand. Ret hurtigt fik han scannet omgivelserne. Der var 4 mænd udover den mand, som stod lænet ind over Gis. De så allesammen ud til at være ældre end Cameron. Bortset lige fra en enkelt. Han var vel cirka på samme alder.
"Hey! Hvad har du gang i?", Cameron knyttede næverne og kiggede på den mand, som havde væltet Gis. Cameron havde aldrig været god til at slås, men alligevel kastede han sig ind i slagsmål. Han kunne slet ikke gøre for det. Hvis nogen han holdt af blev truet, vækkede det hans beskyttertrang.
"Gis, er du okay?", spurgte han bekymret og kiggede ned på hende. Det ville være ubeskrivelig dumt at kaste sig ind i en kamp imod de her fyre. Dels fordi de var i undertal og umuligt kunne vinde, og dels fordi Cameron ikke kunne beskytte Giselle, hvis han blev slået ud.

Manden havde sit ansigt ganske få cm fra Giselles. Han lod en hånd glide fra hendes kind, ned af af hendes hals, indtil hans fingre ramte en guldkæde, som mindst var et par tusinde værd. Giselle så på ham med afsky, og forsøgte at skubbe ham væk. Hun brød sig bestemt ikke om hans kærtegn, og hans ansigts afstand fra hendes var bestemt ikke stor nok. Uden varsel rev han guldkæden af hendes hals. Giselle gjorde modstand og forsøgte at skubbe manden væk, hvilket resulterede i, at han slog hendes hoved ned i asfalten, for at vise hende, at hendes modstand ikke nyttede noget. Hun kom med et halvkvalt skrig, men lå derefter stille på vejen.

To af de andre mænd gik hen til Cam, og skubbede hårdt til ham. De regnede nok med, at han ville falde og ramme jorden, som Giselle havde gjort det. De ting de var ude efter, var dem Giselle havde. Guld, diamanter, designervarer osv. Men eftersom de ikke vidste, hvor meget Cam kunne spolere deres planer, valgte de at uskadeliggøre ham ved at forsøge, at skubbe ham ned på jorden, sammen med hende.


//Ved ikke liige, hvor godt det blev ^^'//

Cameron måtte nøjes med at kigge på, da manden brutalt rev Gis' halskæde af. Hun gjorde modstand, det var tydeligt at se, men tydeligvis gjorde det ingen forskel. Cameron blottede tænderne i en snerren, da manden slog hendes hoved ned i asfalten. Sådan noget gjorde ham virkelig sur. Gis...
To af de andre mænd kom over imod ham. De skubbede ret hårdt til ham. Det kom bag på Cameron, men han væltede ikke, snublede blot en lille smule, inden han igen fandt fodfæste. Irriteret og sur, skubbede Cameron den nærmeste mand hårdt i brystet. Det fik ham til at vælte. Men den anden mand gik nu til angreb på Cameron og placerede en knytnæve i maven på ham. En underlig lyd undslap ham, da luften blev slået ud af ham. Cameron hostede en enkelt gang, og følte sig egentlig en smule forpustet. Hans blik gled over på Giselle og det gav ham en form for ekstra styrke. Hvordan havde hun det? Havde manden slået hende bevidstløs?
Cameron slog hårdt manden på kæben. Han kunne høre, at der gik et eller andet i stykker derinde. Det burde der også, for nu havde han ret ondt i hånden. Cameron valgte at ryste den og træde lidt væk fra mændene, for at danne sig et overblik over situationen.

Manden som holdt Giselle nede på jorden, forsatte med at lede efter værdigenstande. Han tog hårdt fat i hendes arm og rev både en ring og tre armbånd af den, i samme guld som halskæden - et værdifuldt sæt af smykker, som i hvert fald var et par tusinde værd. Giselle kunne svagt ane, hvad der skete omkring hende. Hun forsøgte at åbne øjnene, men en skarp smerte i hendes hoved, tvang hende til, at holde dem lukkede. Hun var ligeglad med, at mændende tog hendes ting - det var komplet ligegyldigt. Det var jo bare ting. Men hvis de gjorde Cam noget, hvis de så meget som rørte ham, ville hun... hun kunne intet gøre. Hun var forsvarsløs. Hun ville ønske hun havde nogle vilde evner, som at kunne kontrollere ild.. eller vand. Men desværre var hun jo bare et menneske. Intet andet. Cam derimod var jo halvt dæmon, og det var da dem, som kunne det der med elementerne, ikk? Men han havde sikkert ikke, vidst det længe nok til at vide, hvilke evner han havde - hvis han da overhovedet havde nogle. Eftersom, han kun var halvt dæmon, kunne det jo godt være, at han slet ikke havde nogle. Hun gjorde et halvhjertet forsøg på at slippe fri, men manden over hende skubbede hendes arme væk, så let som ingenting.

Trods hans modstand, følte Cameron sig alligevel en smule hjælpeløs. Manden havde slået Gis ud. Hendes øjne var lukkede. Hvor slemt var det? Havde hun hul i hovedet? Eller måske noget endnu værre? Han ville helst ikke tænke på det, men kunne samtidig ikke lade være. Gis fyldte hans tanker. Det var for hende, han gjorde det her. Den mand han lige havde slået på kæben, var kommet med er lille hyl og havde trukket sig lidt væk. Tre tilbage...
Cameron sprang over til den mand, som stod lænet ind over Giselle. Han gjorde et forsøg på at skubbe ham væk, men det virkede ikke. "Gis...", mumlede han bekymret og sparkede denne gang til manden. Normalt sparkede han aldrig i situationer som denne, men noget var ændret. I hænderne havde denne mand Giselles smykker. Betød de meget for hende? Det ville være en skam, hvis de blev stjålet... Men lige nu, var Gis vigtigst.
Manden med smykkerne virkede ikke glad for, at blive sparket til. Han greb fat i Camerons fod og hev i den, så han væltede bagover. En smerte spredte sig hurtigt i hans ryg. De to andre mænd var hurtigt ved hans side, og de begyndte at trække ham væk fra Giselle. Cameron snerrede noget uforståeligt og løftede hænderne. Det næste der skete, kunne han ikke selv forklare. En masse små iskrystaller fløj hen imod mændene. Efter deres hyl at dømme, gjorde det ret ondt. Forundret kiggede Cameron på dem, inden han sprang på benene.

Giselle mærkede med det samme, at manden ikke var ovre hende mere. Lettet over, at han ikke havde hans ansigt så tæt på hendes, og at hans hænder ikke længere var på hendes krop, forsøgte hun igen at åbne øjnene. Hendes hoved føltes som om, det kunne springe når som helst, og hun kæmpede en hård kamp, for at holde øjnene åbne. Men det syn der mødte hende, fik hende til at glemme smerterne. Grunden til, at manden havde ikke længere havde sin opmærksomhed på hende, var pga. Cam. Han havde taget fat i hans fod, og Cam ramte jorden med et alt for højt brag.

"Cam!", råbte hun halvkvalt. Hendes stemme lød fremmed for hende, og der gik et par sekunder, før hun opdagede, at det var hendes egen stemme. Den lød ikke som den plejede. Den var fyldt med angst og frustration. Angst, fordi hun var bange for, at der skulle ske Cam noget, og frustration over ikke, at være i stand til at hjælpe ham. Hun gjorde store øjne, da han fremanede iskrystallerne. Hun troede slet ikke sine egne øjne, og regnede med, at det måtte være hendes hoved, der gav hende syge hallucinationer. Men igen, Cam var jo halvdæmon. Så måske, havde han også kræfterne? Den tanke havde jo sådan set strejfet hende før, og det var jo beviset på, at han havde magiske kræfter..

Cameron løftede hænderne og kiggede på dem med store øjne. "Hvad i al...?", han nåede ikke at gøre sætningen færdig. Den mand, som havde væltet ham, ramte Camerons kæbe med et hårdt slag. Han kom med en halvkvalt lyd og trak sig hurtigt lidt væk. Hvis bare han havde lært, hvordan man slog ordenligt igen. Han burde nok have tilkaldt politiet, men der havde bare ikke været tid. Han tvivlede også lidt på, at det overhovedet ville gøre en forskel. Var de her fyre bange for politiet? Han vidste det ikke, og der var ikke umiddelbart nogen mulighed for, at finde ud af det. Et opkald ville kræve dyrebar tid. Tid spm han ikke havde. Desuden var der ikke mere strøm på hans mobil. Havde Giselle sin med?
Ligemeget. Det gjorde ingen forskel. Cameron ømmede sig kort, inden han igen rettede sig op. Han kunne ikke regne med en gentagelse af isnummeret. Han anede faktisk ikke, hvad han havde gjort. Nej. Han måtte slå den her mand ud på god gammeldags maner.
Han begyndte bare at føle sig lidt træt. Det var ikke godt. Camerons vejrtrækning var tung. I en hurtig bevægelse fejede han benene væk under manden, så han endte på ryggen, og i samme proces slog hovedet ned i asfalten.
Cameron vendte sig om imod Giselle. "Gis?", sagde han bekymret. "Er du okay?". Manden havde smidt smykkerne, da han angreb Cameron. Dem proppede han nu ned i lommerne på sin jakke. "Kom", sagde han stille og fik hende på benene. Langsomt begyndte han at gå. Han bar det meste af hendes vægt, men nu vejede hun ikke specielt meget, så det gjorde ikke den store forskel.

Giselle opfattede ikke særligt meget, eftersom hun var ret slået ud. Smerten i hendes hoved irriterede hende grænseløst, for den forhindrede hende i, at sikre sig, at Cam var okay. Men de stærke arme der hjalp hende op, og lod hende støtte sig til sig, var ikke til at tage fejl af. Cam havde det godt - godt nok, til at hjælpe hende i hvert fald. Hun lagde en arm om ham, for at støtte sig lidt bedre til ham. Øjnene havde hun selvfølgelig åbnet igen, eftersom det ellers ville være ret svært, at gå.

Giselle kom i tanke om, at Cam sådan set havde stilt hende et spørgsmål, som hun end ikke havde besvaret.
"J-jeg.. har det fint", svarede hun stille. Hun var enormt rystet efter det pludselige overfald, og det, at hun havde smerter gjorde det bestemt ikke bedre. Hun var virkelig glad for, at hun havde Cam. For hun havde bestemt brug for ham ligenu.

Cameron rystede let på hovedet, da han hørte hendes svar. Det var jo tydeligt, at hun ikke havde det fint. "Løgner", mumlede han. Nu bar han også det meste af hendes vægt, så hun havde det ikke fint. Hvis hun havde haft det 'fint', kunne hun selv gå. Cameron stoppede helt op og fik forsigtigt Giselle løftet op i hans favn, så han faktisk bar hele hendes vægt. "Så går vi, prinsesse", sagde han stille og begyndte igen at gå. Han var lidt bekymret for hendes hoved. Manden havde slået det ret hårdt ned i jorden. "Hvordan har dit hoved det?", spurgte han bekymret. "Og du skal ikke lyve. Hvis det gør ondt, så sig det", tilføjede han hurtigt. Hvis ikke han fik det at vide, kunne han jo heller ikke gøre noget ved det. Der var en hel del ting han gerne ville spørge hende om, men det var nok bedst, hvis de tog det en ting af gangen.

Giselle sukkede - man behøvede ikke ligefrem at være professor, for at regne ud, at hun rent ud sagt havde det af helved til.
"Jeg ville bare ikke gøre dig bekymret", svarede hun - nu havde hun lidt mere kontrol over sin stemme, og da han stoppede op og løftede hende op i sine arme, blev smerten i hendes hoved også lidt mindre, fordi hun ikke selv, skulle bevæge sig. Hun kunne ikke lade vær' med at putte sig lidt ind til ham, imens hun sad/lå der i hans arme.
"Mit hoved føles som om, det er ved at eksplodere", svarede hun - ærligt, som han havde bedt hende om. "Men, det bliver bedre. Jeg kan i det mindste snakke, uden at det gør ondt", skyndte hun sig at tilføje. Hendes stemme var stadig ikke, som den plejede at være - men en svag udgave af den. Men hun var sikker på, at der nok ikke var noget alvorligt galt.

Giselles ord bekymrede ham faktisk en del. Eksplodere? Det lød slemt. Men nu havde han jo selv bedt om sandheden. Den fik han her. Serveret på et sølvfad. "Nå.. Det er da i det mindste noget", mumlede han, da hun tilføjede det sidste. "Nu tager vi hjem til mig, og så skal jeg nok kigge på dit hoved", sagde han roligt. "Medmindre du hellere vil på skadestuen?", tilføjede han så lidt tvivlende. Lægerne på skadestuen havde nok en del mere styr på skader, end Cameron havde, men hvis hun ikke mente, et hospitalsbesøg var nødvendigt, var der ingen grund til at gå derhen.
Hendes stemme lød ikke helt normal, hvilket også bekymrede ham en smule. Måske var det bare chokket, som fik hende til at tale på den måde? Cameron havde egentlig lidt ondt af Giselle. Hun var blevet brutalt overfaldet, og næsten berøvet. Hvad ville der være sket, hvis Cameron ikke havde været der? Og endnu vigtigere, hvis de krystaller ikke var dukket op. Han havde stadigvæk ikke helt forstået, hvad der egentlig var sket, men det var ikke så vigtigt at vide lige nu.

Hun nikkede og et lille smil kom frem på hendes læber. Hvis hun var sammen med Cam, kunne det ikke gå helt galt. Ganske vidst gjorde hendes hoved ondt, men så slemt var det altså heller ikke, at hun behøvede skadestuen. Desuden var Cams hjem en del mere fristende end en kold stue på et endnu koldere hospital. Et hospitalsbesøg var i den grad ikke nødvendigt. Slet ikke.

"Jeg har det bedre - et hospitalsbesøg er slet ikke nødvendigt", svarede hun ham. Hendes stemme var tæt på, at lyde som den plejede. Og hendes hovede begyndte da også at føles en lidt mindre som om, det ville eksplodere. Hun var glad for, at Cam havde været ved hendes side ved overfaldet. Hvis han ikke havde været det, hvad kunne der så ikke være sket?
"Cam.. der var nogle iskrystaller... var det dig.. der fik - du ved - .. fremanede dem?" Hun var lidt i tvivl om, hvordan hun skulle formulere sit spørgsmål, så der kom da også en masse pauser undervejs. Men hun fik da skruet en nogenlunde sammenhængende sætning sammen.

Cameron nikkede langsomt, da han hørte hendes svar. Til hans lettelse lød hendes stemme lidt mere normal nu. Måske havde hun det allerede bedre? Det ville være godt, hvis det var tilfældet, men han var stadigvæk ret bekymret for Giselle. "Hvis du siger det, Gis", sagde han stille og fortsatte bare med at gå. Hvad hvis de blev overfaldet igen? Han var ikke sikker på, at han kunne klare det. Ikke så hurtigt igen. Forhåbentlig nåede de sikkert hjem til lejligheden. Uden flere problemer.
Da hun igen snakkede, lyttede han efter. Også selvom sætningen var lidt hakkende på grund af de mange pauser. Det lykkedes ham dog alligevel at forstå spørgsmålet. "Det tror jeg. Jeg aner bare ikke, hvad jeg gjorde", sagde han stille og drejede ned af en lille vej. "Du ved... Det skete bare, ikke?". Det var umuligt at forklare noget, han ikke selv forstod en pind af.
Cameron sukkede lavt. "Det er mystisk", han bed sig i læben. Der var ikke så langt hen til lejligheden. Cirka 7 minutters gang, eller måske lidt mere. De havde allerede gået et godt stykke. Selvfølgelig gik der busser fra lejlighederne til biografen, men han nægtede at bruge dem. Ham og busser var ikke ligefrem gode venner.

Giselle smilede, og lyttede efter, imens han svarede på hendes spørgsmål.
"Ja, det skete bare - gad vide, om du kan andre seje ting, som kan bruges til, at slå overfaldsmænd ned med", hun grinede. Efter det med overfaldet følte hun, at de nok havde brug for at få lettet stemningen lidt. Hun trængte i hvert fald til et godt grin, og regnede med, at Cam også gjorde det. Selvfølgelig kunne det godt være, at han helst foretrak, at hun ikke lavede sjov med det ligenu, men hun tog chancen og håbede på, at det ville gøre ham lidt mindre bekymrede og lette hans humør lidt.

"Tak, fordi du gider at bære mig forresten", takkede hun ham med et smil. Uden et ord, havde han jo bare løftet hende op, og nu bar han hende til deres bestemmelsessted uden så meget, som at sige noget der kunne minde om en klage. Det var utroligt sødt af ham. Og omsorgsfuldt. Og ikke mindst hjælpsomt. Sådan var Cam bare. Han var simpelthen intet mindre end vidunderlig.

Cameron lo blidt af hendes kommentar. "Ja, hvem ved. Måske kan jeg flyve", han rystede let på hovedet af sig selv. Det kunne dog være sejt, hvis han kunne flyve. Da han var mindre, havde han altid drømt om at få vinger. Det ville skabe en enorm frihed. Tænk at være så fri. Det måtte være fantastisk. Helt igennem fantastisk. Det gjorde ham i lidt bedre humør, at Gis lavede sjov. Også at hun var i stand til det. Det betød, at hun havde det bedre. Bare tanken alene gjorde ham i godt humør.
Hendes næste sætning, fik ham til at smile. "Intet problem. Skulle der være en anden gang", sagde han blidt. Det var slet ikke noget problem for ham at bære hende. Hun vejede jo ingenting. Desuden måtte det være rart for hende, ikke selv at skulle gå.
"Vi er der lige om lidt", oplyste han med et smil. Han lavede et lille hop, så hun kom til at ligge bedre. Lidt længere fremme kom en 3 etagers bygning til syne. "Jeg bor på 2. Sal", sagde han og sendte hende et blidt smil.

"Det kunne være sejt! Så fri.. tænk på den frihed, man havde. hvis man kunne flyve. Så kunne man bare flyve væk, hvis man lige havde lyst. Hvis jeg havde vinger, tror jeg aldrig at mine fødder ville komme til at ramme jorden igen..", sagde hun med et smil på læben. Hun lod sit hoved hvile mod Cams bryst, og lod sig berolige af hans rolige hjerte-banken.

"Jeg håber da ikke, jeg bliver slået ned på åben gade, så du er nødt til at bære mig hjem igen", svarede hun ham med et grin. Hun havde det faktisk bedre. Hovedpinen havde nok bare været pga. sammenstødet med jorden. Men overfladisk. Hvilket ville sige, at hun ikke regnede med hjernerystelse eller andet i den stil.

Det gik op for hende, at hun rent faktisk aldrig havde været hos Cam før. De havde altid været i byen, eller hos hende. Hun blev på en måde overrasket over, at han forklarede hende, hvor han boede og sådan. Men det var jo fordi, hun ikke havde været der før.. så var det da virkelig også på tide!
Hun nikkede blot, for at vise ham, at hun havde hørt det, og lod smilende sit hoved forsat hvile på hans bryst.

Cameron sendte Giselle et bredt smil, da han hørte hendes ord. Det var jo næsten det han selv havde tænkt på. Det måtte egentlig være ret hårdt at flyve. Udmattende for vingerne. Hvis man altså havde vinger. Superman kunne jo flyve, og han havde jo ingen vinger. Men jo. Det ville være ubeskriveligt fantastisk at flyve. Så var man heller ikke så afhængig af offentlige transportmidler. Eller en bil. Som Cameron ikke ejede. Gad vide om Giselle havde en bil? Hendes forældre havde nok en, men hvad skulle Giselle bruge en bil til? Hun var ikke gammel nok til at køre i den. Men hun havde måske en privat chauffør?
"Åh.. Nej, det var heller ikke det, jeg mente", sagde han hurtigt, men sendte hende så et smil. "Men det ved du vidst godt", han blinkede til hende og fortsatte så fremad. De nåede helt hen til bygningen og han stoppede op ved trappen. "Så", sagde han og satte hende ned på jorden. Han begyndte at rode sine lommer igennem, for at finde nøglen til bygningen. Så gik det op for ham, at der skulle bruges en kode. Han grinede kort af sig selv og tastede så koden ind. Døren brummede og gik op. Fra den ene lomme hev han et nøglebundt frem. Igen samlede han Giselle op fra jorden og begyndte at gå op af trapperne.

"Jeg hader offentlige transportmidler.. og siden du ikke kan flyve.. hvad for en slags bil ønsker du dig til din fødselsdag?", spurgte hun ham med et grin. Men inde bag grinet var der alligevel noget alvor. Hun havde jo pengene, og Cam ville da sikkert elske at have en bil, når han nu afskyede busser så meget, som han jo gjorde. Hun havde uden tvivl selv haft en bil, som hun ville køre dem begge rundt i - hvis hun nu lige havde været to år ældre. Hun havde da privat-chauffør og alt det der. Hun kunne ringe, og hun ville blive hentet. Men hendes forældre "brugte" ham nu, eftersom de var ved at blive kørt til lufthavnen, så det kunne ikke betale sig, at ringe til ham. Ellers, havde hun uden tvivl gjort det, så Cam ikke behøvede at bære hende hele vejen hjem til hans lejlighed.

Hun grinede og betragtede ham imens han kom i tanke om, at han slet ikke skulle bruge en nøgle, men i stedet for, en kode. Hun smilede taknemmeligt til ham, da han løftede hende op og begyndte at bære hende op af trapperne. Hvor var det sødt af ham, at han bare løftede hende op, og forsatte med hende i armene, som om det var lige så normalt, som at svinge en taske over skulderen.

Cameron lo kort, da han hørte hvad Giselle sagde. En bil. Helt ærligt. Men ja. Hun var rig. Ingen tvivl om det. Slet ingen tvivl. Om hun lavede sjov, eller rent faktisk mente det, tænkte han ikke videre over. Han ville ikke have, at hun købte ham en bil. Hvis han endelig skulle have en bil, ville han selv betale for den. Med sine egne penge. Han havde egentlig aldrig brudt sig særlig meget om, når folk gav ham dyre gaver. Han var tit i tvivl om, han kunne give en ligeså god gave.
Turen op af trappen gav ham næsten sved på panden. Næsten. Nu var han i okay god form, så det var ikke nær så slemt, som det kunne have været. Men med Giselle i armene... Det blev en smule tungere. Da han var overbevist om, at han nu ikke kunne mere, nåede han enden af trappen. Han åndede tung ud og løftede lidt op i hende, så hun lå bedre igen. "Vi er der næsten", lovede han og gik af gangen. På hver side af gangen var der døre. En del døre. Cameron gik hen til en af de brune døre. Nummer 17. Uden at sætte Gis ned på jorden, stak han nøglen ind i nøglehullet og drejede nøglen om. Han skubbede døren op og gik derefter sidelæns ind af døren. På den anden side af døren satte han hende ned, og tog så nøglen ud af nøglehullet.

"Tak fordi du gad at have mig på slæb hele vejen", takkede hun ham med et smil på læben, da han satte hende ned igen. Hun kigged rundt i lejligheden, hvor hun faktisk aldrig havde været. Her var rart, hyggeligt og personligt. Her var der ikke kæmpestort og tomt, som i den villa hun boede i, som mest af alt lignede et slot. Nogle gange var det bare rart, at det hele var lidt mere nede på jorden. Og der var vidst ingenting hjemme hos Giselle, som var nede på jorden. Alt var jo så fint og dyrt. Og pokkers godt overvåget. Der var jo en million værdigenstande inde i den villa. Hendes forældre havde forsikret alting, og regnede ikke med, at blive bestjålet. Det var endnu ikke sket for Dragomir'erne. Altså lige bortset fra da Giselle Dragomir blev slået ned på åben gade, og blev frarøvet sine designer-smykker. Hvor var de egentlig henne ligenu? Det var egentlig også ligemeget. Efter hendes forældres målestok kostede et sådant sæt, ikke meget mere, end en pose slik. Utroligt hvor de kunne smide om sig med penge - men de havde jo sådan set også rigeligt at smide om sig med.

Smilende tog hun frakken af, og hang den henover en stoleryg. Hvor hun ellers skulle gøre af den, vidste hun ikke, så hun valgte bare, at hænge den der. Der generede den vel ikke nogen. Stadig smilende kiggede hun rundt i lejligheden igen. Her havde Cam da fået indrettet sig godt..

Cameron lukkede døren efter dem og sendte derefter Giselle er smil. "Velbekomme", sagde han smilende. Han tog jakken af og hængte den på en knage. En raslen fik. Ham til at rynke panden. Hvad var nu det? Så nikkede han let for sig selv. Han stak sin ene hånd ned i lommen og fik fat i smykkerne fra tidligere. Han var glad for, at han havde husket dem. Ret hurtigt sparkede han sine sko af og gik ind til Giselle med et stort smil på læberne. "Her", han rakte hende smykkerne og tog derefter hendes jakke fra stolens ryg. Han hængte hendes jakke sammen med sin egen.
Camerons lejlighed var ikke specielt stor, men der var plads nok til Cameron. Han ville dog gerne have noget større at bo i. Han kunne godt lide at fylde. Væggene var hvide, og møblerne enkle. Stuen og køkkenet hang sammen. Badeværelset var ude på gangen, bag en dør. "Lad som om du er hjemme", sagde han smilende. Stuen bestod af en sofa med et lille bord foran. Der var også en bogreol fyldt med bøger, en kommode og så nogle andre små møbler. Rundt omkring var der billeder, fotografier og andre personlige ting.
"Hvordan har dit hoved det?", spurgte han forsigtigt.

Giselle hørte også den raslende lyd og lyste op i et smil, da han gav hendes smykkerne. Ikke, fordi de for hende var så værdifulde, men fordi han havde sørget for, at hun fik dem tilbage. Det beviste jo bare, hvor meget, han holdt af hende. Smilende lod hun smykkerne ligge i hånden og betragtede dem stille.

"Cam, nu gjorde du ikke noget farligt, for at få dem her tilbage, vel? Jeg har så mange smykker, et par stykker fra eller til gør ingen forskel. Men jeg har kun en af dig. Du kan ikke erstattes. Og du er mere værd end dem her", sagde hun, imens hun forsat betragtede smykkerne i hendes hånd. Hun tog armbåndende på det venstre håndled. Ringen på den venstre finger, og naturligvis halskæden tog hun om halsen. Hun lod en hånd glide igennem det brune hår, og bed tænderne sammen, da hendes fingre berørte en meget øm bule, som asfalten havde efterladt sig.

"Jeg er vidst sluppet med en bule", svarede hun, på hans spørgsmål om, hvordan det gik med hendes hoved. Det var blevet betydeligt bedre, siden han spurgte sidst, og hovedpinen var betydeligt mindre.

Giselles ord gjorde smilet på hans læber bredere. At få ting som det her at vide, var altid rart. At man var uerstattelig. "Næh...", sagde han lidt svævende og kløede sig i nakken. Hændelsen var allerede ved at fade lidt ud. Helt præcist hvad der var sket hvornår, huskede han ikke klart. Kun at Giselle var blevet overfaldet, at han havde kæmpet, skydt med iskrystaller og derefter var de flygtet. Men hvornår? Han rystede let på hovedet af sig selv. Det var ikke så vigtigt. Det vigtigste var, at de var sluppet væk i god behold.
Han nikkede let, da hun nævnte bulen. Det var langt bedre, end han havde håbet på. Cameron trak hende tæt ind til sig i et kram. Et rigtig bjørneknus. "Hvor er jeg glad for, ar du er okay, Gis", mumlede han. Hun ville måske ikke høre det, men der var en ret god chance for, at hun ville.
Efter lidt tid slap han hende igen og trådte et enkelt skridt bagud. Han lod hurtigt blikket glide over imod vasken, og kunne lettet konstatere, at han havde gjort rent. Så havde han ikke det at tænke på. "Er der et eller andet du har lyst til?", spurgte han og kiggede igen tilbage på Giselle. "Noget at drikke? Eller spise? Eller er der måske noget, du har lyst til at lave?", spurgte han roligt. Han ville stå til hendes rådighed, og give hende lige det, hun ville have.

Giselle kunne ikke lade vær' med, også at smile bredere, da Cam gjorde det. Hun var så glad for, at hun havde ham. Han var så omsorgfuld og beskyttende overfor hende. Han havde reddet hendes liv og selvom han også selv var kommet lidt til skade, havde han båret hende hele vejen hjem til sin lejlighed, som om, det var noget han gjorde hver dag. Han havde taget det som en selvfølge, at han gjorde det for hende. Han var virkelig den bedste ven man kunne ønske sig - eller bror, var nok efterhånden en mere rammende beskrivelse, selvom de ikke biologisk var i familie.

Hun smilede stort, da han trak hende ind til sig et bjørneknus. Hun lagde armene om ham, og nød det bare. Det føltes så dejligt betryggende at være i hans arme. Hun hørte, hvad han mumlede. Og hendes smil blev om muligt endnu større.
"Det er din skyld, at jeg er okay. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig", mumlede hun tilbage. Dog en anelse højere, som hun var sikker på, at han kunne høre det.
"Et glas vand, ville være rart", svarede hun, på hans mange tilbud. Han lød næsten som om, at han ville gøre alt for hende. Men et glas vand, var altså det eneste hun behøvede.

Cameron rystede afværgende med hånden. "Lad være med at tænke så meget over det. Selvfølgelig beskyttede jeg dig", sagde han med et lille smil. Et glas vand. Ville hun virkelig ikke have andet? Nå, det var da dejlig nemt. "Selvfølgelig", sagde han smilende og gik ud i køkkenet - eller den ende, der fungerede som et køkken. I et af skabene fandt han et blåt glas. Det satte han på bordet, hvorefter han lukkede skabet. Igen samlede han glasset op og tændte så for vandet. Da det bar tilpas koldt, fyldte han glasset op med det kolde vand. Inden han ik ind il Giselle igen, slukkede han for vandet. "Værsgo", sagde han og rakte hende glasset. Han regnede med, at hun ville tage imod det, da alt andet ville være en smule underlig. Hun havde jo bedt om et glas vand.
"Lad som om du er hjemme", sagde han og slog ud med armene, for at omfatte hele lejligheden. "Du må godt overnatte, hvis du har lyst. Jeg har kun en seng, men den må du sove i. Jeg tager sofaen", han sendte hende et blidt smil. Om hun ville tage imod tilbuddet, var helt op til hende. Cameron vidste, at hun så bare ville komme hjem til det store tomme hus. Måske med undtagelse af rengøringen, men det var bare ikke det samme, var det?