En aften i biografen

Giselle smilede. Hun var slet ikke i tvivl om, at Cam ville beskytte hende uanset hvad. Men det ændrede ikke på det faktum, at hvis han ikke havde været der, var det ikke sikkert, at hun kun var sluppet med en bule. Han havde sådan set reddet hendes liv. Hvis ikke han havde stoppet mændende, var det jo ikke til at vide, hvad de videre, ville have gjort ved Giselle. Oveni det havde Cam båret hende hele vejen fra biografen og hjem i sin lejlighed. Det havde været dejligt, at være i hans arme, da hendes hovedpine var værst, og hun kunne ikke takke ham nok, for det han havde gjort for hende denne aften. Og også for alle de andre ting, han gjorde for hende. Både store - som dette - men også mindre ting, som betød en hel del for hende. Hun var virkelig glad for, at hun havde en ven som ham. Eller, et familie-medlem, som han efterhånden var blevet, ifølge hende.

"Tak", smilede hun taknemmeligt, og tog imod glasset med vand. Hun drak lidt af det, og nød det kolde vand i hendes tørre hals. Det hjalp også lidt på hovedpinen, der stadig var der, og hun drak lidt mere.

"Jeg behøver da ikke din seng - jeg kan godt sove på sofaen", svarede hun. Hun ville hellere end gerne overnatte hos Cam - men han skulle da, havde lov til, at sove i sin egen seng. Hun kunne sagtens klare sig med sofaen. Det var ikke noget problem overhovedet.

Cameron rystede på hovedet. "Hvis du overnatter, så sover du i min seng", sagde han bestemt. Han ville gerne have, at hun sov så godt som muligt, især nu, hvor hun havde den hovedpine. Sofaen var ikke nær så komfortabel som sengen, men det var ikke som at sove på en sten. Den kunne godt gå, men den var helt klart ikke så god som sengen. "Det kan ikke diskuteres, Gis", sagde han med et smil. Det var vigtigt at smile. Så vidste hun jo, at han ikke var sur på hende. For det var han jo ikke. Langtfra. Han ønskede bare, at hun skulle sove i sengen.
Han var lidt i tvivl, om hun gerne ville sove nu, om hun ville snakke om oplevelsen, eller måske bare glemme det. Han burde nok spørge, men der virkede på en måde ikke særlig passende, så han lod bare være. For ikke bare at glo lige ud i luften, kiggede han kort rundt i stuen. Den var langtfra ligeså stor, som han ønskede. Mere plads ville være rart. Cameron havde altid været vant til meget plads. Hans familie manglede jo ikke penge, så deres liv havde været derefter. En ringen afbrød hans tanker. Overrasket glippede han med øjnene, for derefter at gå hen til telefonen ved væggen. "Hallo", sagde han og sendte Giselle et signal om, at han var nødt til at tage den. Han lavede i samme øjeblik en bevægelse hen imod sofaen, som tegn på, hun bare kunne sætte sig ned.

Giselle ville sige Cam imod, men eftersom det var ret tydeligt, at hun ikke ville få sin vilje denne gang, så sukkede hun stille og smilede til ham, som hun altid gjorde.
"Jamen så sover jeg i din seng. Men når du ikke har sovet hele natten i morgen tidlig, er det altså ikke min skyld!", sagde hun med et grin.

Hun ville have sagt noget mere, men så ringende telefonen. Smilende satte hun sig på sofaen, sådan som Cam havde gjort tegn til, at hun skulle. Hun lod en hånd glide igennem det gylden-brune hår, og undersøgte sine arme og ben for skrammer. Nogle steder var der hudafskrabninger efter mødet med asfalten. Men det var dog mest på hendes ben, fordi hun havde en lårkort kjole på. Hun lænede sig stille tilbage, og betragtede smilende Cam, imens han snakkede. Hun forsøgte at gætte sig til, hvad samtalen drejede sig om, og hvem han snakkede med. Men det var svært - næsten umuligt, og hun kom ikke frem til noget.

Cameron var travlt optaget af samtalen. "Det forstår jeg ikke. Jeg har sendt det", sagde han frustreret. Så var han stille lidt. For derefter at snakke igen. Det lød bare til, at Cameron blev mere og mere frustreret og faktisk også lidt irriteret. "Nu stopper du!", han råbte næsten. Ikke helt, men det var godt nok tæt på. "Det er jeg ligeglad med. Jeg har gæster", han var stille i et stykke tid. Telefonens ledning snoede han lidt rundt om fingeren. Derefter kiggede han ud af vinduet i stuen. "Nej! Du skal ikke komme over...", han bed sig i læben. "Ja, det er fint. Jeg lægger på nu. Vis ses", en stemme kunne høres i røret, men den blev brat afbrudt, da han smækkede røret på. Et dybt suk undslap Cameron. Opkaldet irriterede ham tydeligvis. Han havde helt glemt, at Giselle var der, så da han vendte sig om, blev han ret forskrækket.
"Gis", sagde han stille. Derefter var han stille. Han anede faktisk ikke, hvad han skulle sige. Hvad havde Gis mon fået ud af den samtale? Det bekymrede ham en smule. Men hvad pokker... Han måtte bare vente på en reaktion. Måske ville hun spørge ind til det? Hvad skulle han så sige? Sandheden var jo oplagt. Ja. Han ville helt klart sige sandheden, hvis hun nu spurgte ind til det.

Giselle så på Cam, imens han i takt med samtalens gang blev mere og mere frustreret. Nysgerrigheden tog til sammen med en bekymring for, hvad Cam mon havde rodet sig ud i. Det kunne jo være hvad som helst. Stoffer? Måske ringende personen, for at kræve penge af ham. Eller måske var det Cam der solgte, og måske ringede personen for at opkræve nogle varer. Kokain, heroin, amfetamin osv. Kokain var vidst blevet mere og mere populært i nattelivet. Men Cam, ville da ikke gøre noget, ville han? Hun stivende et øjeblik, da Cam overbeviste personen i den anden ende om, at han ikke skulle komme. Det måtte altså være en person, der vidste hvor Cam boede. Dette gjorde hende ikke ligefrem roligere og mindre bekymret.

Hun så på Cam i et lille stykke tid, efter han havde lagt på og sagt hendes navn. Hun rejste sig fra sofaen og gik hen til ham. Uden at sige et ord, lagde hun armene om ham. Lod hendes handling tale i stedet for hendes ord. Med krammet ville hun vise ham, at hun støttede ham og holdt af ham.
"Hvad er der sket? Fortæl mig om det", bad hun.

Det kom en smule bag på Cameron, da Gis rejste sig og derefter lagde armene om ham. Hendes ord kunne tyde på, at hun havde opfattet samtalen helt forkert. Det kunne han da heller ikke betænke hende i. Hvis man kun hørte den ene ende af samtalen, var det nogle gange lidt svært at gennemskue. Andre gange var det åbenlyst. Som nær han snakkede med sin mor.
Han lagde armene om hende for at gengælde krammet. "Altså...", han tøvede lidt, inden han tog sig rigtig sammen. Sandheden, huskede han sig selv på. Forsigtigt trak han sig ud af hendes omfavnelse, og trak hende med hen i sofaen. "Jeg ved ikke, hvad du går ud fra, men det var en fra mit gamle arbejde. Jeg skulle have sendt nogle tegninger, men han har åbenbart ikke fået dem", Cameron sukkede lavt. Inden han snakkede videre, kiggede han væk fra hende. "Og eh... Vi havde sådan... Noget kørende.. Det var derfor, han gerne ville over", forklarede han. Det var lidt underligt at fortælle Gis. Ja, hun vidste jo godt, at han var til begge køn. Men stadigvæk. Han kiggede tilbage på hende.
Imens han gjorde det, blev han nysgerrig efter at vide, hvad hun havde tænkt. "Hvad troede du selv?", spurgte han roligt.

Hun lod ham tøve, og gav ham den tid han skulle bruge, for at fortælle, hvad han ville have, at hun skulle vide. Hun lyttede opmærksomt, og kunne ånde lettet op, da det viste sig, at det bare var noget arbejdsmæssigt, samtalen havde drejet sig om. Men da han afslørede for hende, at han havde haft noget kørende med personen, og at den omtalte ville have været forbi, vidste hun ikke helt, hvad hun skulle føle. Hun vidste at Cam var til begge køn, og det var skam heller ikke pga. det, at hun havde det, som hun havde. Havde det være en pige, havde hun følt på samme måde. Han ville have været forbi.. men hun var her, og forhindrede det i at ske. Ville Cam gerne have, at han kom forbi? Savnede han ham? Han havde jo sagt, at han havde haft noget med ham, og dermed gjort det klart, at de ikke havde noget længere. Hun følte sig pludselig en smule i vejen.

"Hvis du gerne vil have ham herover, er det okay", svarede Giselle smilende. "Jeg har ikke noget imod, at han er her - jeg kan også tage hjem, hvis det er", skyndte hun sig at tilføje. Hvis Cam var interesseret i fyren fra arbejdet, ville hun da ikke stå i vejen for, at der kom til at ske noget imellem dem.

Cameron sendte Giselle et sødt smil. "Du må ikke gå. Jeg vil ikke have ham over. Det er ham, som vil på besøg. Tydeligvis har han ikke lige fattet, at jeg ikke er interesseret", han rystede let på hovedet, som for at vise, hvor dum fyren egentlig var. "Det er bare en fra arbejdet. Han betyder ikke noget for mig", fortsatte han med et lille smil. Svaret var i overenssstemmelse med sandheden. Fyren betød ikke noget for Cameron, og der havde aldrig været følelser indblandet. Ikke fra Camerons side, og det havde han flere gange gjort klart. Han havde kun taget ham, fordi fyren var enormt tiltrækkende, og det havde han haft brug for på det tidspunkt. Bare... sex.
"Tro mig, du er ikke i vejen, Gis", sagde han med et sødt smil og tippede hovede let på skrå, hvilket gav det en lidt nuttet effekt. "Hvad har du så lyst til at lave nu?", spurgte han. Det var ikke så sjovt at vente. Tålmodighed var en dyd. Det blev der i hvert sagt. Desværre var Cameron ikke så pokkers tålmodig, så han endte med at spørge, selvom han havde sagt til sig selv, at han ikke ville gøre det. Men nå ja, det måtte Gis bare overleve. Det ville hun sikkert også.

Giselle smilede lettet, idet det viste sig, at Cam slet ikke ønskede at manden fra sit arbejde, skulle vise sig i hans lejlighed. Det gjorde hende glad at vide, at hun ikke var i vejen. Bare fordi hun var Cams veninde, kunne han stadig godt have kærester. Hvilket køn det var, gjorde hende ingenting. Hun kendte Cam meget godt, og accepterede alt ved ham. For han var, som han var. Og hun kunne godt lide ham. Han skulle ikke være noget andet, end han var. Han var allerede præcis, som han skulle være. Hun havde intet imod hans seksualitet. Den var en del af ham, som så meget andet også var.

"Hmm.. det ved jeg ikke helt. Jeg er ret smadret. Jeg tror bare gerne jeg vil slappe lidt af", besvarede hun han spørgsmål. Hun var temmelig smadret efter overfaldet. Både fysisk og mentalt. Det hun havde allermest lyst til, var bare at slappe af.

Da han hørte hendes ord, nikkede Cameron let. Slappe af. Det lød meget fornuftigt, når hun nu var smadret. "Det er nok en meget god idé, at du lige hviler dig lidt", sagde han med et smil. "Du må gerne blive i sofaen. Jeg kan tænde fjernsynet? Du kan også ligge dig ind i min seng", fortsatte han. Cameron var ret meget i tvivl om, hvad Giselle ville syntes bedst om. Det var da også derfor, han spurgte. Gætværk ville være lidt for upræcist, men så ville han da i det mindste have et eller andet, han kunne gå ud fra. Meh... Det gjorde ikke så meget. Cameron havde ikke noget han skulle nå, og det havde Gis vel heller ikke.
"Oh, by the way, bare sig til, hvis du har brug for et eller andet, ikk?", sagde han og sendte Gis endnu et smil. Hvor træt hun egentlig var, kunne han ikke lige bedømme. Selv var han ikke som sådan 'smadret'. Der hvor slagene havde ramt ham, var han en smule øm, men det var ikke noget voldsomt. Heldigvis. Hvis det havde været værre, kunne han jo ikke tage sig af Gis. Det ville være skidt.

Giselle smilede og trak Cam med sig hen til sofaen. Hun satte sig der, og regnede med at han ville følge efter hende, og gøre det samme.
"Vi kan bare sidde her", svarede hun ham. Hun havde ikke tænkt sig, at sove eller noget endnu, men hun ville gerne slappe lidt af - sammen med Cam. Der var sket så meget i aften, og hun trængte bare til at slappe af - og allerhelst i selskab med hendes bedste ven. Eller som så mange andre gange før, besluttede hun sig for, at rette "ven" til "bror", eftersom, dette var mere beskrivende.

"Jeg skal nok sige til, hvis der er noget", lovede hun ham. Det var virkelig sødt af ham, at han gjorde så meget ud af, at hun havde alt, hvad hun behøvede. Og det havde hun nu. Hun havde trods alt ham, så det kunne ikke gå helt galt.

Da Gis trak Cameron med hen i sofaen, fulgte han bare efter hende, og satte sig ned ved siden af hende. "Sagtens. Hvis det er det, du ønsker", sagde han og sendte hende et smil. De kunne jo altid bare snakke. Eller måske være helt stille. Meh, det ville tiden vel vise. Det gjorde den altid i sidste ende. Efter hun igen havde snakket, nikkede han. "Fantastisk", svarede han med et stort smil.
Han satte sig lidt bedre til rette i sofaen, og kiggede på Gis. "Nå. Gis. Du er sådan set ret lækker", sagde han lidt drillende. "Har du så en lover?", den drillende tone var fortsat tilstede i hans stemme, men på samme tid ville han faktisk gerne kende svaret. Inderst inde ville han vel gerne godkende personen, hvis der altså var en. Det var vel nok bare hans beskyttertrang, som kom til syne på den måde. Men han var også lidt nysgerrig. Giselle var jo en smuk ung kvinde, og hun havde sikkert fyre rendende efter sig. Men dem var han lidt ligeglade med. Han ville gerne vide hvem hun rendte rundt efter. Nysgerrig betragtede han hende, og ventede på et svar.

Giselle smilede, da Cam satte sig i sofaen hos hende. Hun lænede sig op af ham, og slappede af. Hun gjorde det på ingen måde, for at lægge an på ham, eller for at prøve på noget. Det var udelukkende venskabeligt ment, og hun havde bare lyst til at være tæt på ham. Bror-søster-forholdet havde skam ikke ændret sig, fra hendes side af. Hun så ham ikke, som andet end en rigtig god ven - eller bror. Det ville ligefrem virke forkert, at have noget med ham, eller at lave noget med ham, for han var jo som en bror for hende. Det ville virke ligeså forkert, som hvis hun rent faktisk havde haft en bror, og lavede noget med ham. Det ville hun naturligvis aldrig gøre, og derfor faldt det hendes slet ikke ind, at gøre det med Cam.

Giselle grinede højt, over Cams bemærkning, og besvarede dernæst hans tilføjende spørgsmål.
"Jeg er singel. Lidt endnu", svarede hun drillende. "Ej, der er ikke rigtig nogen, jeg kigger efter ligenu.. Eller.." Hun kom i tanke om Matthew, og måtte indrømme, at der nok var nogle følelser for ham, indeni hende et sted. "Matthew er da meget sød..", konstaterede hun så med et grin. Hun vidste, at hun ikke behøvede at fortælle Cam om Matthew, for han vidste allerede hvem han var - eller Matthew vidste hvem Cam var, så hun regnede med, at det også måtte være omvendt.

Cameron mærkede en svag vægt imod sin skulder, hvilket så fik ham til at kigge ned. Giselle havde besluttet sig for at læne sig op af ham. Han havde bestemt intet imod det. Både fordi det vel egentlig var lidt hyggeligt, men også fordi han udmærket vidste, at der intet var i det. For at hans arm ikke faldt i søvn, trak han den fri og lagde den istedet rundt om Giselle. På den måde lå hun også bedre end før, så det var bedst for begge parter.
Lyden af hendes grin fyldte næsten stuen. Det fik et smil til igen at brede sig på hans læber. Han lyttede til det hun sagde. Singel? Det kunne da ikke passe. En pige som hende? Meh... Der var vel mange single mennesker rundt omkring i verden, så hun var ikke den eneste. Måske var hun bare meget kritisk i sit valg? Men Giselle snakkede videre. Der gik lidt tid, før hendes ord fandt sig tilrette inde i hans hoved og ligesom gav en mening. Matthew. Ham havde Cameron da mødt. Den gang i biblioteket. Eller.... 'dengang' var måske en overdrivelse, da det ikke var helt så lang tid siden. "Nå? Så du er forelsket i Matt?", spurgte han drillende. Han gik i hvert fald ud fra, at de talte om den samme Matthew. Nu kendte Cameron ikke hans efternavn, så det kunne ikke ligefrem undersøges nærmere. Ikke på den måde i hvert fald. Hvis de begyndte at tale om hans udseende, kunne de nok godt få det afgjort. Men i hvert fald.... Matthew havde virket flink nok. Måske ville han og Gis være et godt par. "Kan han også godt lide dig?", tilføjede han så nysgerrigt.

Giselle smilede, da Cams arm fandt vej rundt om hende. Hun vidste også, at han intet lagde i det, og hun kom også til at ligge meget bedre, af at han lagde den om hende. Hun elskede deres søster-bror forhold. Hun kunne slet ikke forestille sig en hverdag uden ham ved siden side. Han var jo - som før sagt - den person der stod hende tættest. En erstatning for en familie, eftersom hendes forældre ikke var de bedste, til at påtage sig den rolle.

Forelsket og forelsket.. hun var ikke helt sikker på sine følelser. Eller jo, det var hun. Men det var som om, det var sværere at få det sagt, end at tænke det. Hende og Matt havde været venner i lang tid, og noget kunne tyde på, at venskabet, var ved at udvikle sig til noget mere. En udvikling, hun på ingen måde havde noget imod. Tværtimod; hun kunne godt lide det, eftersom hun var gået hen og blevet forelsket i ham.
"Ja, det er jeg vel", svarede hun smilende på Cams spørgsmål. "Og jeg er ret sikker på, at han gengælder mine følelser", tilføjede hun, som svar på hans andet spørgsmål.