Drawing in the Dark

Mørket var faldet en smule på og den tidligere orange himmel havde fået et pænt stjerne tæppe på. En skyfri himmel fyldt med blinkene stjerne oplyste svagt parken, men dog nok til at kunne fremvise et enkelt lille nattevæsen der tittede frem. En lille rødhåret tøs luntede ind i parken, mens hendes hår dansede let i den ikke eksisterende vind. Klædt i skringene neon grønne bukser, en lilla top, sorte støvler og en lille mørkerød jakke, luntede hun rundt I parken mens hun kiggede op på de nu tydelige stjerner. Ligepludselig stoppede hun brat op, og dumpede derefter ned på numsen og sin taske foran sig, mens hun stadig kiggede op på stjernerne.

Det var blevet aften igen. Og Cameron var udenfor. Igen. Hvorfor han egentlig var det, havde han ikke helt styr på. Men han var i godt humør. Rigtig godt humør. Sådan et smilende og hoppende humør. Han hoppede dog ikke. Det ville se ret underligt og dumt ud. Så han lod være. Her til aften havde han et par lyseblå jeans, en blå trøje og en sort jakke udover. Og så selvfølgelig hans sneakers. Dem gik han ingen steder uden. Aldrig.
Parken var blevet hans destination. Stjernerne på himlen så helt fantastisk smukke ud. Det fik et smil til at brede sig på hans læber. Det så ikke ud til, at der var andre i parken. Og dog. Der sad en pige på græsset. Lygtepælen oplyste hende ikke helt, men den lyste nok, til at han kunne se hendes skikkelse. Fantastisk. Så kunne han få sig noget selskab. "Goddag", hilste han venligt, da han nåede hen til hende. Et smil blev sendt i hendes retning, inden han vendte blikket imod den stjernefyldte himmel.

Michella sad lidt i sin egen verden fordybet i stjernerne, da hun hørte en stemme tæt ved sig. Det gav et lille sæt i hende, da hun rev sig ud af sin egen lille drømmeverden og skulle tilbage til virkeligheden. Hun kiggede forundret rundt, da hun tydeligvis ikke havde hørt nogen komme og fik så øje på den nytilkomne.
"Dag og dag, det ville jeg nu ikke kalde det" sagde Michella med et smil og et glimt i øjet til manden der stod ved hende "Men "godnat" til dig også". Hun grinte lidt mens hun snakkede og i det hun sagde ordet 'godnat' lavede hun gåseøjne med fingerne.
Hun klappede blidt på græsset ved siden af hende og flyttede tasken om bag ved hende.

Cameron lo let af sin fejltagelse. "Ja, godnat er måske mere passende", sagde han smilende. "Jeg tænkte ikke lige så langt. At klokken er så mange, er vidst ikke feset ind endnu", han rystede let på hovedet af sig selv og sendte så pigen endnu et smil. Da hun klappede på græsset, satte han sig ned. "Smukt syn, ikke sandt?", spurgte han og kiggede igen op i himmelen, så der ikke var nogen tvivl om, hvad han mente. "Må jeg spørge, hvad du laver herude så sent? Er du slet ikke bange?", spurgte han tænkende og vendte igen blikket imod pigen. Hun så ud til at være lidt ældre end ham selv, men han var ikke helt sikker. Farven på hendes hår var ret kraftig. Om hun havde farvet det, eller om det var naturligt, vidste han ikke. Men det klædte hende uden tvivl helt fantatisk.

Michella hævede et øjenbryn da han spurgte om hun var bange, men det spørgene ansigts udtryk ændrede sig hurtigt tilbage til det glade hun havde før. "Hmm... Bange... Altså jeg syntes nu ikke der er så meget at være bange for." mumlede hun lidt mens hun fjernede noget af sit hår fra ansigtet. "Nej, nej, der kommer jo ikke bare en bjørn midt inde i byen, vel?" sagde hun med et lille grin på læben. Hun kiggede væk fra drengen og op på himmelen igen. "Altså grunden jeg er her er for at finde inspiration og for at få noget frisk luft."
Michella greb fat i sin taske, åbnede den og begyndte at rode rundt i den, dog til syneladen uden held. Hun sukkede dybt og smed den til side for igen at kigge på drengen. "Hvad laver du så herude?" sagde hun og puffede blidt til ham med hovedet.

Pigens ord overraskede ham en del. Ikke noget at være bange for? Der var en masse ting at være bange for. "Næh... Ingen bjørne", mumlede han. Hvis der var bjørne, ville det overraske ham en del. Især hvis den pludselig sprang ud fra en busk. Han skulle til at sige noget, men så snakkede pigen igen. Inspiration? Han kiggede nysgerrigt på hende, da hun begyndte at rode i tasken ved siden af hende. Det lod dog ikke til, at hun fandt, hvad hun søgte. Ikke ud fra hendes reaktion at dømme. "Det er et udmærket spørgsmål. Et spørgsmål som jeg desværre ikke kender svaret på", sagde han som svar på hendes spørgsmål. "Men er du slet ikke bange? Ikke for bjørne, men vampyrer måske?", spurgte han og tippede hovedet let på skrå. "Jeg hedder forresten Cameron Leroy, men kald mig endelig Cam", sagde han smilende. Nu ville hun vel så fortælle sit eget navn. Måske. Han havde før oplevet, at folk glemte at præsentere sig. Eller med vilje undlod det. Meh, der måtte de jo selv om. Det kunne ikke være hans problem.

Drengens snak om at være bange overraskede lidt Michella hvilket tydeligt kunne ses i hendes ansigtsudtryk i et kort øjeblik. Dog som sidstegang forsvandt hendes forundret ansigtsudtryk hurtigt igen og blev erstattet af et smil, og et hævet øjenbryn. "Vampyrer..." mumlede hun en smule lidt for sig selv mens hendes blik vandrede. Lidt drømmende så hun væk, men rystede derefter på hovedet kort efter og kom til sig selv. Man kunne tydeligt se at hun 'smagte' lidt på ordet og legede lidt med tanken. "Ej, de rører nok ikke mig. Jeg er jo bare en tøs i parken" sagde hun lidt undrene.
Igen tabt i hendes egne tanker kiggede hun rundt. Hun blev igen vækket af drengens stemme der præsenterede sig.
"Ej, ups undskyld. Det var en smule uhøfligt at dagdrømme sådan. Michella Wigand. Jeg har ikke noget kælenavn, så du kan bare kalde mig hvad jeg hedder." sagde hun med et smil på læben og et glimt i øjet.

Pigens svar, fik Cameron til at smile skævt. Bare en tøs i parken. "Ja, det er det jeg mener", svarede han. Pigen var vel et let offer, var hun ikke? Men det var han vel også selv. Det lod til, at pigen forsvandt ind i sig selv et kort øjeblik. Han sagde dog ikke noget til det, for selv det samme skete nogengange for ham. Istedet kiggede han bare op i himmelen og betragtede stjernerne. Et stjerneskud fløj henover himmelen. Han ønskede ikke. Der var en gang en ret dyster fyr der havde fortalt ham, at stjernen allerede var død, præcis ligesom hans ønske. Det havde lagt noget af en dæmper på humøret.
Da hun så svarede på spørgsmålet, kiggede han tilbage på hende. "Det er helt i orden", sagde han og sendte hende et smil. "Så kalder jeg dig bare Michella. Det er da også et smukt navn", tilføjede han med et skævt smil. "Du kan også kalde mig Leroy, hvis det er, hvad du ønsker. Bare helst ikke Cameron. Jeg er ikke så pokkers vild med det navn", han sendte hende endnu et skævt smil.