Alone in the dark. - Chase.

En dreng som var blind, hvor det hvide vrang ud af øjnene på ham, havde gået på oplevelse på en bjergkæde udenfor Di Morga, et suk undslap fra hans læber, imens at han kiggede sig omkring, men intet kunne se, han forstillede sig hvordan det ville se ud, med uden held, bukkede han sig noget ned, inden at han gik videre, af og til gik han helt ned i knæ og næsten kravlede af sted på jorden, da han var bange for at falde og slå sig. Han havde ikke nogen stok, det nægtede han at gå med og efterhånden syntes han selv at han var blevet god til at føle sig frem. Hvorfor havde han begivet sig ud i sådan noget?! "Sikke et fjols jeg er.." mumlede han imens at han kravlede videre op af bjergkæden som et lille barn. Han stoppede op efter et stykke tid og rakte sin ene hånd ud i vejret, for at mærke om der var nogen eller noget, hvad der end kunne være som han kunne røre ved, uden at han vidste af det rykkede han sig ind i en fordybning i bjergkæden og satte sig langsomt og forsigtigt op af væggen, da han placerede sin ene hånd der for at mærke om det nu var en væg. Han trak en dyb indånding, inden at et smil dukkede frem på hans læber, han prøvede altid at se det positive i livet, om han så kom ud for nogle svære udfordringer, han gad ikke at være negativ all the time, han lænede sit hoved op mod væggen og lod sine tomme hvide øjne hvile på sten væggene. Han var iført sorte all stars sko, sorte tætsiddende bukser, hvor han havde et nittebælte lyst hængende omkring hoften, en blå T-shirt på hvor der stod; A day to remember med stor hvid skrift som fyldte udover det hele på midten af trøjen. Han lod sin tunge glide ud at slikke ved sit ene stykke metal af en læbepiercing ~ Som han havde haft i inden at han overhovedet blev teenager, han havde også et halsbånd rundt om halsen, som han altid gik med og aldrig tog af, det havde et kors som vedhæng et smukt og unikt smykke. Hans hår som havde noget lilla farve i sig. Resten sort, sad garanteret bare uldet til eller som om at det aldrig var blevet sat. Drengen hed Dakota Chevalier. Når han var blind kunne han ikke finde ud af at sætte sit hår, hele hans liv var blevet forandret siden at han blev blind.

Latterlige bjergkæde. En dæmpet banden og svovlen blandede sig med den kølige luft, der omkransede den lange række bjerge - der til tider virkede uendelig - efterfulgt af et par skingre, klingende lyde, der brød frem gentagende gange. Virkelig fikst. Hvorfor helvede havde han ikke taget højde for, at det måske ikke ligefrem var det allersmarteste at bestige bjerge med sådan nogle sko? De dér enorme militærstøvler hvor der var sømmet tykke metalplader både under selve skobundene og foran på støvlernes forreste parti, skosnuderne. Det ville nok have været klogt at vælge et andet sæt fodtøj, når det gjaldt en aktivitet, der indebar, at der skulle klatres på bjerge. "For helvede, mand! Kæft et skodbjerg!" snerrede han med stor irritation, der tydeligt fremtrådte i hans tonefald. Han standsede op i sit hjælpeløse forsøg på at komme op af den fandens klippevæg. Satans til glatte sten overflade. Efter en dels tænken og spekuleren over hvordan han ellers skulle komme derop, endte det med, at han fik stukket sin ordentlige motherfucker af en skruenøgle ned i en af de forreste lommer på hans læderlignende, sorte og tætsiddende bukser. Dernæst lænede han sig en anelse fremover, placerede sine ret behændige håndværker hænder - der som sædvanlig var halvskjult af sorte læderhandsker, hvor fingerdelene manglede - på bjergsidens hårde stenvæg. Fik med en smule besvær kommet op på den og nåede akkurat at gribe fat i en mindre klippeafsats med nød og næppe, netop som hans fødder havde været ved at glide. Mavede sig op på den og kom efterfølgende op at stå på benene. Endelig. Det værste stykke var taget. Resten lignede sgu da barnemad. Et sagte, lidt ulæseligt smil trådte frem på hans læber og forplantede sig straks på dem, kun få sekunder efter han havde sat sine hænder i siderne og ladet sit blik gå på opdagelse langs den, faktisk rimelig kedeligudseendet, bjergkæde. Eller ... måske burde han være lidt forsigtigt. Bare for en sikkerheds skyld. Han kneb sine øjne en næsten ubetydelig smule sammen, men selv dén lille smule var med til at forbedre hans syn - øgede dets skarphed og gjorde det lettere for ham at fokusere på tingene foran sig. Tog en dyb indånding og derefter en tung udånding, inden han omsider begyndte at lunte hen ad, afsted. Frem ad med ualmindeligt påpasselige skridt. "Årh, jeg har sgu styr på det her shit," mumlede han selvhøjtideligt og tilsendte den forstenede masse, bjerget, under sig et svagt, hoverende smil. Hans færdigheder på skateboardet viste sig at komme i nytte i ny og næ med jævne mellemrum. Som f.eks. nu. Det var i hvert fald et stort plus at have balancen på plads, når det kom til at klatre rundt imellem høje bjergtoppe. Han løftede en hånd og kørte derefter sine fingre igennem sit hår, hvor der bag i mindst var brugt en halv flaske hårspray. Det havde tidligere på dagen været nogenlunde sat; men nu lignede håret på hans baghoved mest af alt en høstak. Det sad ret sjusket, i hvert fald. Det havde han ikke tid til at tænke på nu. Det ragede ham sgu også en fucking høstblomst, hvad diverse personer syntes om ham. Alt og alle kunne fucking rende ham. Lige i dag kunne de. Hans øjnes opmærksomhed blev efter et hvis tidsrum, hvor han ikke rigtig havde foretaget sig andet end at gå, draget af en fordybning, hvor han i første omgang ikke havde set noget specielt, men anden gang han så efter, fik han spottet en skikkelse. Han var tilsyneladende ikke den eneste, der havde valgt at begive sig ud her. Hvad han lavede her, vidste han ikke en gang selv, nu hvor han tænkte nærmere over det. Men ... nu var der da en god grund til at blive. Eller det ville vise sig hvorvidt at det her møde ville udvikle sig til noget skidt eller gå hen og blive interessant.

Dakota kunne høre nogle skridt ikke så langt væk fra ham, det overraskede ham at han ikke længere var alene på bjergkæden, han overvejede om han skulle komme ud fra sit ’skjul’ og finde ud af hvem det var som var til stede, eller lige i nærheden, han vidste ikke hvor tæt på han var. Han bed sig diskret i underlæben og lod en masse tanker glide igennem hans hoved, mens at hans krop begyndte at ryste en smule, da han var noget nervøs for hvis han skulle komme til skade, ved at han begav sig ud fra sit skjul da han jo var blind og så var muligheden der for at han nemt kunne falde på de hårde sten. Dakota rejste sig langsomt op og begyndte at gå, imens at han støttede lidt med sine arme mod nogle sten, ”Hvem der?”, som var det eneste han egentlig kunne sige og som efterhånden var ved at blive en sætning som han hele tiden ville bruge. Hvad skulle han ellers sige? Dakota vidste ikke hvor personen stod henne og derfor vidste han heller ikke hvor stort mellemrum der var i mellem dem, da han kom ud fra den fordybning hvor han havde været, ville han sådan ønske at han kunne se alle de omgivelser der var omkring ham, de personer som han mødte på sin vej, i stedet for at røre ved dem. Normalt, hvis han fik lov ville han røre ved deres ansigt, så han kunne finde ud af hvordan deres ansigter var bygget sammen og om de havde en kold eller varm hud også videre også videre. Det var meget vigtigt for Dakota at finde ud af, men selvfølgelig hvis han ikke måtte det som han gerne ville have lov til så ville han acceptere det fuldt ud. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han bare kiggede ud i luften, de hvide øjne som kunne ses på ham at han var blind. ”Mere eller mindre.. hvem er det.. er der nogen?” spurgte han så stille og med en blid stemme, mens at et svagt smil dukkede frem på hans læber. Dakota var altid et positivt menneske som altid smilede. Han prøvede på at lade være med at tænke negativt på at han ikke kunne se. Det kunne jo også være at han på et tidspunkt kunne få synet tilbage? Eller det at han fik hjælp af nogen med at få det igen. Men.. det ville tiden vise, han ventede blot på at den person eller dem, hvis der var flere til stede at han ville få et svar.