.. And everything is alright.

Tid: Midt om natten.
Sted: Banegårdstrappen.
Vejr: En smule vind, der er dækket af skyer.
Omgivelser: Der er ingen andre levende væsner der rører sig.

Zeth havde slået sig ned på trappen udenfor banegården. Her sad han så og nød mørket, betragtede himlen. Desværre kunne han ikke se nogle stjerner. Hvorfor ikke? Det måtte være skyerne.. hvor deprimerende. Han lod blikket falde fra himlen, for at binde sine snørrebånd. Han havde nogle sorte converse på, hvor han havde malet 'ZETH' på den ene side på et af dem med en hvid maling.
Han rodede sig lidt i håret. Han var vildt træt. Han var ikke engang fuld - Hvordan var han endt her? Det var nok noget med, at han havde strejfet så meget om den dag. Der var så mange ting han skulle se - Så mange ting at tage billeder af. Han havde også sit kamera med, det stod i en lille taske ved siden af ham.
Han kiggede nu på tasken. Forsigtigt åbnede han den, og tog spejlreflekset op, fik selen om halsen. Han gjorde altid sådan - Tænk hvis han tabte sit elskede kamera. Det ville være trist. Specielt fordi et sådant er ret dyrt.
Zeth gik nu ind og kiggede nogle af de billede igennem, som han havde taget den dag. Men han gik så ud fra dem, og tog istedet et billede af sine skosnuder. Hvad var nu det - Kunne det virkelig være et strejf af kedsomhed, der havde ramt ham? Det kunne ikke passe.. det var da skandaløst!
Zeth bed sig i læben og gik øjeblikkeligt i gang med at tænke over, hvad han skulle finde på. Han rodede i sine lommer, men fandt intet. Oh no - Hvad skulle han gøre?
I ren desperation vendte han kameraet og tog et billede af sig selv. Da han så det, kunne han ikke lade være med at smile - Det var sløret, og hans ansigt var.. mærkeligt. Han skar en mærkelig grimasse på billedet. Nu gjorde han det også i virkeligheden.
Zeth kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv - Han måtte være overtræt, det måtte han virkelig være, eller også var han bare ved at blive skør.

Arwen var på vej, men hun var foret vild, hun kunne ikke noget af det her, hun var lige flyttede til byen, og idag havde det vært okay vejr til at udforske den og det gjorde hun så. Da mørket var ved at falde på ville hun til at hjem, men hun kunne ikke huske vejen hjem, hvilket var virkelig sært og idiotisk, hvordan kan man glemme vejen hjem til en selv, det var umuligt, men anyways, hun gik rundt i hele byen, men uden held, hun endte til sidst på en banegård som var ødet, hun vidste ikke hvad klokken var, men det måtte være nat nu, hun var træt og orkede ikke at gå mere, hun valget at sætte sig ned på banegårdens trappe, vinde var en smule kold, hun trak sin jakke mere ind til sig, hun kunne ikke lide at sidde her, det var uhyggeligt, godt være at hun var 21 år eller rettelse 150 år, kunne hun stadig være bange, hun kiggede kort på himlen, hun kunne ikke se stjernerne, så afgjort der var skyet, hun gav et suk fra sig, og en rystelse gled gennem hendes krop.

Zeth mumlede noget for sig selv, stadig smilende, men han rejste sig så op. Han måtte hellere komme hjemad, der var koldt, og som sagt var han i fare for at kede sig, noget han bestemt ikke ville.
Da han kom op at stå, kastede han lige et sidste blik omkring sig, men han fik så øje på en pige, der sad der på trappen. Hende havde han ikke opdaget før nu; Var hun kommer før eller efter ham? Han kiggede lidt på hende og overvejede det. Hun så ensom ud.
Han begyndte at gå hen mod hende. "Hey," hilste han i det samme, og han lyste op i et stort smil, fordi han helst ville se venlig ud og gøre et godt indtryk. Hvem ville ikke gerne det?
Han holdt stadig blikket på pigen. Hun havde et fascinerende pænt hår. Hun var bleg, syntes han, og hun så virkelig ud til at fryse. Han frøs selv ikke vildt eget, men han kunne da godt mærke, at der var ret koldt.

Der kom flere rystelser gennem hendes krop, hun kunne ikke længere mærke hendes hænder, de var frosset, hun havde heller ikke vildt meget tøj på, men det tænkte hun jo heller ikke over her i morges hvor hun gik ud, hun havde jo ikke lige frem egnet med at hun ville fore vild, men det gjorde hun altså.
Hendes hoved fløj op da en mande stemme afbrød stilheden, hun fik fremstammede et

"he..j"

Hendes stemme lod venlig, men hun stammede, han så ikke ud til at fryse og det undrede hende, for efter hendes mening var der koldt, hun kiggede på ham, har så okay ung ud og godt ud.

"Du ligner en der fryser. Hvad laver du egentlig her?" spurgte han og smilede venligt mod hende, mens han gik hen mod hende, ret afslappet. Han sørgede omhyggeligt for at smile venligt hele tiden, da han gerne ville gøre et godt indtryk - Og vise, at han ikke kom for at være ond. Han var bare hjælpsom og nysgerrig. Hun lignede lidt en, der havde brug for det, nemlig, så meget som hun frøs.
"Du er næsten helt blå," tilføjede han, mens han satte sig ned på trappen ved siden af hende. Han vendte hovedet og kiggede på hende, stadig med et muntert og imødekommende smil om læberne.
Han satte kameratasken ned ved siden af sig, stille og roligt. Pillede kort ved den, før han placerede hænderne på sine lår og så på hende, smilende.
"Oh, og .. Jeg hedder Zeth," skyndte han sig at sige, rettede blikket hen mod hendes øjne.

Hun kiggede venligt på ham da han talte, det var en smule pinligt, at hun skulle sig at hun ikke kunne finde hjem, men hun havde en god nok forklaring på hvorfor hun ikke kunne efter hendes mening, hun rømmede sig en smule og kiggede ham i øjnene.

"Jo jeg er lige flyttede til byen og jeg vil gerne se byen, så er i morges, jeg jeg rundt i byen, men så kunne jeg ikke finde hjem igen"

Sagde hun venligt, hun bøjede hovedet ned og rødmede en smule, det var virkelig pinligt at skulle sige til en hun ikke kendte at hun ikke kunne finde hjem igen, det var da en smule sært, efter hendes mening.
Hun kiggede på ham, men stadig med lidt røde kinder, hun smile og nikkede til ham.

"Rart at møde dig, jeg er Arwen"

Sagde hun venligt igen og kiggede ham ind i øjnene.

Zeth lyttede tålmodig til hendes forklaring, og han lo så venligt. Men kun kort; Hun skulle ikke føle, at han grinede ad hende, at hun var dum eller lignende - Det var hun jo slet, slet ikke. Hun var i en helt normal situation. Eller, ikke helt.. men så mærkelig var den heller ikke. Kun lidt.
"Det har jeg også prøvet," svarede han og nikkede. "Det er ikke særlig behageligt - Heldigvis mødte jeg en venlig fyr, der kunne forklare mig vejen hjem igen," fortalte han afslappet. "Og jeg ville gerne hjælpe dig.. men jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan finde særlig godt rundt." Han sukkede kort, men smilede så. Hendes rødmen var sød, meget feminin, syntes han. Han håbede på at kunne berolige hende lidt med sin egen historie.
"I lige måde, Arwen.. Du har et kønt navn," lød hans svar, og hans smil nåede helt op og tog øjnene med. Han var som altid i et godt humør – og forhåbentligt kunne det smitte lidt, hun virkede ikke vildt glad. Men han kunne godt forstå det, det var ikke rart at fare vild på nogen måde.

Hun kiggede på ham og kunne ikke lade være med at grine lidt selv, hun kunne godt forstå hvorfor han grinte, og det gjorde skam heller ikke noget, havde hun selv hørt det fra en havde hun nok også grinte.
Hun var en smule glad for at hun ikke var den eneste der ikke kunne finde rundt i den her by, en beroligede hende en smule og gjorde hendes i lidt bedre humør, men hendes humør var mest nede fordi hun frøs og ikke havde et sted hvor hun kunne få varmen igen.
"For at indrømme det helt præcist, kan jeg slet ikke huske vejen hjem, jeg ved ikke engang hvordan jeg endte her" Grinede hun kort og kiggede på ham med et blidt blik, hun smilede og det ham sagde og svarede "Tak, og i lige måde" med en venlig stemme, hun kunne ikke lade være med at gengælde hans stor smil, det virkede så sødt, hun kiggede ham blidt ind i øjnene.

”Det er godt nok en uheldig situation.. det kan jeg sørme godt se,” svarede han smilende, mens han kiggede på hende. Han så blot roligt ind i hendes øjne, da hun så ind i hans, det havde han ikke svært ved – Faktisk nød han øjenkontakt, så var det bare som om, man var meget, meget tættere på hinanden.
”Tak du,” sagde han, stadig smilende.
”Hm.. Fryser du stadig?” spurgte han så, og rakte ud for at lægge hans varme hånd mod hendes håndryg, ligesom for at mærke.
”Også for at være totalt galant og alt muligt, så kan du altså godt låne min jakke, hvis du vil.” Hun frøs jo meget – Og han havde en tyk trøje på indenunder jakken. Og han kunne vel godt fryse en smule, hvis bare hun ikke frøs helt til is. Hun skulle nødig få forfrysninger, da. Og så ville han jo rigtig gerne være sød, ikke?
Han flyttede sin hånd fra hendes igen, nogen kunne jo godt synes, at kropslig konttakt blev for meget – Selv syntes han faktisk, at det var meget hyggeligt, men han sørgede altid for at huske, at andre muligvis ikke syntes om det.

Hun nikkede til hans svar og blev ved med at kigge ind i hans øjne, han havde faktisk kønne øjne, alle havde selvfølge kønne øjne, men hans øjne var bare noget specielt, noget som hun ikke havde set før og noget hun godt kunne lide at se. Hun kunne tydelig mærke hans varme hånd på hendes og hun nød det, var at kunne mærke noget varmt, hendes hånd tøede nærmest op, hun gav et kort suk fra sig og frøs mindre "Hvordan kan du have så varme hænder" Sagde hun smilede, hun grinte kort over det han sagde "Du skal ikke fryse, men jeg må indrømme at jeg godt kunne kramme en brandeovn lige nu" Sagde hun med et smil og et lille grin, men helt seriøst det kunne godt, hun ville til at lægge hendes anden hånd oven på hans for at få den varmet, men han flyttede den og hun tog hendes tilbage igen.

Øjenkontakten føltes mere og mere intens, og han måtte smile lidt ekstra.
”Jeg ved det ikke. Min mor drillede mig altid med, at der var ild i mig..” Zeth havde næsten altid en varm krop; Han var virkelig varmblods. Han kunne selvfølgelig også være kold, men det var virkelig sjældent. Han smilede tilbage til hende.
Han lo. ”Så ville du nok bare brænde dig. Men det ville sikkert være ret behageligt, yeah.” Han puffede let til hende med en skulder. Han lagde mærke til, at hun ville have lagt sin anden hånd på hans, og derfor var han hurtig og fangede hendes hånd i luften, med et lille smil. Han sænkede dem ned, så deres hænder kunne hvile på hendes lår, mens han gned blidt med tommelfingeren mod hendes håndryg, for at varme også den hånd.
”Fuck, hvor er du kold.. Hvor længe har du lige været ude?” spurgte han og hævede et øjenbryn, drillende, men han mente det faktisk. Det var da synd for hende, at hun var faret sådan vild.
Han begyndte at vride sin jakke af, uden at fjerne sin ene hånd fra hendes.
”Vi kan i det mindste dele min jakke, så,” foreslog han muntert og rykkede tættere på hende. Han begyndte at overveje, om han mon skulle invitere hende med hjem; Simpelt kun for hendes selskab. Han ville ikke virke creepy eller liderlig, det var det, han var bange for. Han var nemlig overhovedet ikke nogen af tingene.

Hun lyttede til hvad han sagde og gav en let latter op, men kun i et kort øjeblik, hun ville syntes at det ville være dejligt at være varm lige som ham, så ville hun ikke side og fryse her "Lige frem ild i dig, så måtte du jo have kogt en smule" Sagde hun med et stort smil på læben, hun fandt det en smule morsomt men grinte ikke, men hun grinte over det andet han sagde "Ja det ville jeg sikkert, men heller det end at fryse til is" Sagde du med et grin, hun kunne ikke lade være med at tænke på den dejlige varme hun kunne få fra den brandeovn lige nu, det gav et sæt i hende da han fangede hendes hånd, men det kig hurtigt over og hun smilede stort til ham, hun bare begyndet at kunne mærke hendes hænder igen takket været ham. Hun smilede til ham over det han sagde "I et godt stykke tid, nogen timer tror jeg" Sagde hun og gøs ved tanke om at hun havde vært ude så længe og havde frøst så meget "Jo det kan vi godt bare du ikke kommer til at fryse" Sagde hun med et smil og rykkede også tættere på ham.

Zeth kunne ikke lade være med at grine af det hun sagde – Han fandt det faktisk sjovt.
”Yeah – Det er nok derfor, jeg er blevet, som jeg er,” svarede han og skar en fjollet grimasse, hentydede til, at han nok var lidt skør – Han fjollede egentlig mest, da han egentlig følte sig ret normal. Han puffede blidt til hende, for at vise, at han altså fjollede nu. Han var ikke typen, der sad og rakkede ned på sig selv for at få opmærksomhed.
”Det har du selvfølgelig ret i. Godt du har mig, så det ikke går helt så galt. Måske kan jeg være en form for brændeovn?” svarede han muntert, og med et drillende glimt i øjnene. Han rykkede sig helt tæt på hende, slap hendes hånd, for at lægge jakken om hendes skuldre og en smule af hans egen. Han holdt armen om hende, inde under jakken, for at den ikke faldt ned.
”Hjælper det?” spurgte han, en smule dæmpet, da hans mund var rimelig tæt på hendes øre, og han ville jo ikke råbe hende ind i øret, vel. Der var ikke meget jakke på ham, men han klarede sig.
Det var da hyggeligt at sidde så tæt, syntes han. Om det var lidt for meget, for mærkeligt, det tænkte han ikke over – og det ville han heller ikke. Det ville bare rode for meget rundt i hans hoved. Også fordi hun var en køn pige.

Hun elskede lyden af folk der grinte og kunne ikke selv lade være med at grine, hun grinte en smule over det han sagde, men nok mest af hans grimase, hun kunne tydeligt se og høre på ham at han fjollede nu og hun nød det ganske meget, hun var selv sådan en der godt kunne finde på at fjolle på den måde, så det fik hende bare i bedre humør, hun smilede stort til ham.
"Ja, jeg er virkelig heldig at jeg har dig, og nu hvor du er så varm, kan du godt være min brandeovn, og den gode ting ved dig er at du ikke brander mig" Sagde hun med et lille grin, han var den bedste 'Brandeovn' man kunne få, ham brændte nemmelig ikke nogen. hun mærkede hans varme arm om hende og hun begyndet af få varme i resten af hendes krop, hun drejede sit hoved så hun kunne se ham i øjnene, han var meget tæt på hende, men det gjorde hende ikke noget, hun kiggede ham ind i øjnene med et blidt blik "Ja det hjælper meget" Sagde hun og smilede blidt til ham, jakken hjalp også en smule, men det var nok mest ham og hans arme der hjalp mest.

”Nemlig ja..” svarede han, med et tilfreds udtryk. ”Jeg er den bedste brændeovn i verden,” tilføjede han smilende. Han så roligt på hende, helt afslappet og godt tilpas, tæt på hende som han sad. Det var da kun hyggeligt.
”Det var godt..” svarede han og nikkede, uden at fjerne blikket fra hendes øjne. ”Det er også nedern at fryse…” Han var stille lidt, så kort ned, men holdt ellers blikket på hende. Han kunne ikke lade være; Hendes øjne var dragende.
”Måske, hvis du har lyst, kunne vi like.. gå hjem til mig. Altså. Hvis du kommer i tanke om vejen hjem inden, kan du vel bare gå den vej, altså.. yeah. Varm kakao er god til at give en varmen igen, selvom jeg ikke har en brændeovn,” sagde han så, lidt fumlende, fordi han ikke ville give hende et forkert indtryk af hvad han egentlig ville. Han smilede til hende, helt oprigtigt; Han ville bare hjælpe, og han nød hendes selskab. Hun var sød. Som i super-cute. Hun virkede meget blid og forsigtig, uden at være stille.

Hun kiggede ham i øjnene og smilede til ham, hun nikkede til hans svar med et smil på læben hele tiden, hun kunne ikke lade være med at smile "Nemmelig, du er den bedste brandeovn i verden" Sagde hun med et smil. Hun kunne mærke flere dele af hendes krop nu og det var skønt, han var helt klart den bedste brandeovn, faktisk bedre end en brandeovn. Hun fast holdte hans blik, med et blidt blik og et smil, hun lyttede til hvad han sagde og smilede til ham igen "Jeg ved ikke ligefrem og jeg kan komme i tanke om vejen hjem, da min hjerne er frossen" sagde hun med et lille grin "Men jeg vil da gerne med dig hjem" Sagde hun og smilede til ham igen, med et lidt stort, men et sødt smil, han var virkelig flink og sød, som i rigtig sød, så hun kunne ikke andet end at takke ja til hans tilbud og så ville han heller ikke selv sidde og fryse.