Are you alright? – Fox.

Ainsley havde sovet rimelig dårligt denne nat, så hun havde brugt meget af dagen inde i hendes lille hytte. Den var rimelig enkelt indrettet, hun havde lavet en seng med træ og blade, reoler ud af tykke grene og små pynte ting med blomster. Hytten var tydeligt lavet af en som ikke så godt havde kunne finde ud af det, men hun havde repareret den meget siden hun havde flyttet herind.
Et lille gab sneg sig ind på hende og hun strakte sig kort før hun gik ud i skoven og ville lede efter noget mad. Hun havde ikke været i bad i lidt tid, så hendes blege hud var blevet ret beskidt, samt hendes brune hår og tøj. Men det var mest fordi vandet i søen stadig var MEGET koldt.

Den lille Alba bandt hendes slidte læder støvler, børstede lidt skidt af den lavtaljede, slidte bukser, hvor hendes lange brune halefjer stak ud over kanten ved hendes lænd. Hun trak ned i den slidte sorte trøje og tog et sjal omkring hendes skuldre før hun begav sig ud i skoven og ville finde nogle bær til noget mad.

Hun spredte hendes vinger, nød fornemmelsen af vinden igennem hendes brune og grå fjer. Det var så dejligt, den bedste følelse i verden! Hun gik lidt ned i knæ, før hun satte af fra jorden og fløj op igennem de mange trækroner og op over skoven.

Hvor skulle hun finde mad henne i dag? Hun landede et stykke væk fra hendes hytte og kiggede rundt i den lille lysning hun nu stod i.

”Mad..” Mumlede hun svagt, da hendes slanke mave knurrede højt.

Fox havde ingen fornemmelse for, hvor længe han havde været ude i skoven. Den eneste måde, han havde lagt mærke til, at tiden gik, var ved at foråret langsomt havde gjort sit indtog. Der var kommet blomster i skovbunden, grønne knopper og små blade på buske og træer, de første insekter kravlede rundt og fuglene var begyndt at synge deres forårssang.

Oplevelsen med den rødhårede elver havde sat dybe spor i ham, og det som bare skulle have været en kort flugt i sikkerhed, var blevet en længerevarende tilbagetrækning fra den menneskelige verden. Siden sit formskifte ude foran Abbadon, havde han kun været menneske en enkelt gang, og hans hjerne og krop havde givet sig hen til polarrævens levevis og tankegang. Så alt hvad Fox fokuserede på, var at overleve. Æde, sove og gemme sig, når der skete noget skræmmende. Høje lyde, folk, der gik igennem skoven, rovdyr. Han havde brugt meget tid i sin hule, som han også havde bygget ud på, så den havde flere rum og flere udgange.

Men han kunne ikke blive dernede, han skulle ud og have mad en gang i mellem. Til at starte med, havde han bevæget sig i nærheden af bebyggelse og været på jagt i skraldespandene, men hans paranoia var vokset, og nu blev han i skoven. Her fangede han mus, åd ådsler og havde endda haft held til at fange en hare en gang i mellem. Han var ikke kræsen, han skulle bare have mad.

I dag havde han forsigtigt bevæget sig ud og havde bevæget sig lidt længere væk fra hulen, end han normalt gjorde. Han måtte længere og længere væk efter mad. Mus var ikke dumme, de vidste godt, at han boede der.
Der var overskyet og køligt. Hans vinterpels var begyndt at fælde og han så en smule skabet ud som den brun-grå sommerpels begyndte at dukke op i pletter mellem den hvide. Det var kun godt, for den hvide pels afslørede ham alt for meget i denne brun-grønne verden. Selvom vinterpelsen var ved at falde af, havde han ikke problemer med at holde varmen.

Med en vibrerende næse og ører der vippede fra side til side, var han på jagt. Han fik færten af en hare, der også fik øje på ham. Selvom han nok ikke ville kunne fange den, satte han af sted efter den. De løb ind og ud i mellem træerne, indtil haren for over en lysning. Fox nåede ud i lysningen, inden det gik op for ham, at der stod nogen. Han bremsede hårdt op og så på personen, der havde vinger. Hans rævehjerne var ligeglad med, hvem det var, den reagerede bare med angst over, at der var nogen. Så forsigtigt som muligt begyndte han at bakke ud af lysningen.

Ainsley kiggede op da hun så en hare fisse igennem lysningen, hun kiggede efter dem og hørte en lyd igen. Den unge Alba kiggede over og fik øje på en hvid ræv. Hun lavede store øjne da hun så den og smilte blidt.

”Nurh, en sød lille ræv.” hviskede hun kærligt og gik hurtigt på huk imens hun så på den og brugte hendes evne for at se hvordan den havde det. Hmm, bange? Det forstod hun ikke helt, men igen, sådan var mange når de så hende, hvilket gjorde hende lidt trist.

Ains satte sig helt ned i græsset, lod hendes halefjer hvile i en stor vifte bag hende og hendes vinger lod hun blot hænge ned omkring hende imens hun kiggede blidt over på ræven. Hun nussede hendes fingre foran sig, imens hun kiggede på den, som om den var en kat, hun ville have til sig.

”Kom her, lille ven, jeg gør intet.” Hviskede hun blidt og kiggede over på den. Hun havde desværre intet, mad, da hun selv var ude efter noget lige nu. Så på den måde kunne hun ikke lokke den til hende, men hun kunne vel bare håbe den var nysgerrig?

Fox var blevet opdaget. Hans lille hjerte satte farten i vejret, og han bakkede et par skridt mere, inden han gik i stå. Der var for langt hjem til hans hule. Hvis hun valgte at tage efter ham, ville hun helt sikkert kunne fange ham, nu hvor hun kunne flyve. Så hurtig var han heller ikke. Især ikke i underskoven, der var for mange forhindringer til hurtigt løb.

Hans små ører lagde sig ned langs hans hoved, og han blottede bange sine tænder, som advarsel om, at væsnet ikke skulle komme tættere på. Men det gjorde hun ikke, hun satte sig i stedet ned og begyndte at tale med ham. Det var så længe siden, at han havde hørt menneskelig tale, at det tog ham lidt tid at forstå det. Tonefaldet var lettere at tolke, det var venligt og mildt. Hans blik flakkede, som for at sikre sig, at der ikke var andre i nærheden.

Hvem var hun? Hvad ville hun?
Selvom hun virkede til at være venlig, stolede han ikke på det. Hele hans krop skreg efter at løbe, men samtidigt var der noget andet, der fik ham til at lade være. Noget, der havde lyst til at blive.
Fox havde været helt alene i over en måned, og som menneske var han meget socialt anlagt. Ensomheden havde lagt sig over ham, en tung ensomhed, og her sad et væsen og snakkede venligt til ham. Hele hendes udstråling var venlig og selvom hans instinkt sagde, at han skulle løbe, var ensomheden så overvældende, at han næsten ville have sprunget i armene på den ondskabsfulde elver, hvis hun havde sagt noget venligt til ham.

Forvirringen var så stor, at han næsten ikke kunne andet end at stå der og ryste med skræk og forvirring i øjnene.

Hun kiggede lidt forvirret på ham, hvorfor var han så bange? Hun var da slet ikke farlig? Men igen, mange dyr fandt hende skræmmende, fordi hun virkelig meget som mennesker, men hun kom jo fra dyr, ligesom dem. Hendes krop var meget spinkel, blev og tynd. Hun sukkede lidt og kiggede ned af sig selv, imens hun bed sig lidt i underlæben.

”Nok lidt underligt at jeg sidder og snakker med en bange ræv.. Men ja, man kan vel ikke lade vær når man ønsker lidt selvskab? Bare snakke med en person? Eller et andet væsen?” Hun grinte lidt trist og plukkede en blomst fra jorden af og kiggede på den, duften kort til den og lagde den tilbage ned i græsset, før hun kiggede op på røven med hendes storm farvede øjne, helt grå med små hvide pletter som sne.
Hun ville kun denne ræv det godt, siden hun nu havde skræmt dens bytte væk, så den måtte være sulten. Dog ville hun ikke rejse sig, bange for at den ville blive skræmt helt væk.

”Hvor er du fin, med den hvide bløde pels.. Hmm.. Kunne være rart hvis du ville komme herover, dog vil jeg ikke tvinge dig.” Smilte hun og bed sig lidt i underlæben.

Hun trak hendes stjal af, spredte den helt ud på jorden, da det i virkeligheden var et tæppe. Der trak hun sine støvler af og satte sig på tæppet, lagde sig helt ned på hendes ryg og sukkede svagt imens hun kiggede op på himlen, hvor skyerne var på vej væk og solen kom frem.

Det rykkede lidt i Fox ved hver bevægelse, hun lavede, men han løb ikke. Hans ører bevægede sig, da hun igen snakkede.
Der var intet truende over hende. Hun sad der bare, snakkede lidt og duftede endda til en blomst. Fox var forvirret. Han var fyldt med modstridende følelser, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved. Det hele tvang hans hjerne i gang og meget langsomt kom der mere sammenhængende tanker i stedet for kun følelser og enkelte ord. Men han var stadig en ræv. Ikke et menneske.

Til sidst lagde det andet væsen sig ned på ryggen. Nu virkede hun endnu mindre farlig og Fox' krop blev mindre spændt. Han blev stående et stykke tid, betragtede hende og forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. Stikke af? Blive? Nærme sig?
Til sidst kunne han ikke blive stående mere. Hun kiggede ikke på ham, så langsomt og så lydløst som muligt bevægede han sig nærmere. Hendes ene vinge var nærmest, og han strakte halsen frem for at snuse til den med sin lille sorte næse. Hun lugtede hverken af dyr eller menneske. Lidt af en blanding.

Han var stadig skrækslagen, men alligevel en smule nysgerrig. Han var en nysgerrig personlighed. Både som menneske og ræv, så lige nu vandt nysgerrigheden over skrækken. Mest fordi væsnet ikke virkede til at ville ham noget ondt. Ikke at han stolede på det, så han var klar til at sprinte væk så hurtigt, han kunne.

Ainsley smilte lidt, mest fordi hun tydeligt kunne høre at han nærmede sig. Hendes hørelse var utrolig god, generelt var alle hendes sanser det, fordi hun var en Alba. En gammel race som nedstammede fra en sjælden race af aber. Hun strakte sig helt ud, lukkede hendes øjne og nød fornemmelsen af solens varme imod hendes krop.

Hendes bare tær vrikkede lidt tilfreds imens hun døsede lidt hen og trak vejret tungt.
Hendes fjer var en stor blanding af brun, grå, hvid og små pletter af sort, det samme var hendes halefjer, som lå som en vifte under hendes bagdel og lår, på tæppet.

Den unge pige lagde hendes arme hen over hendes hoved langsomt og hendes trøje på maven trak sig lidt op og vidste hendes blege maveskind.

Hun vidste godt at ræven lige nu luskede rundt omkring hende, dette var en måde at vise den på at hun ikke var farlig. At blotte hendes mave på denne måde, som altid var det svageste på alle dyr, var generelt et tegn på at man ikke var farlig. Så meget havde hun lært fra dyr. Specielt at lade den komme så tæt på hendes vinger, var også en god måde at lade den tro på hende.

Da den endelig kom lidt tættere på, ville hun drejede hovedet langsom, meget langsom over imod den og hviske blidt.

”Se, jeg er ikke farlig..” Ville hun spinde blidt.

Fox fór stadig lidt sammen, hver gang hun flyttede på sig. Men der var stadig ikke noget truende over hende, hvilket gav ham lidt mere mod. Han gik lidt rundt om hende, kiggede på hendes vinger og ansigt. På afstand. Hun var en sær en, den der blanding mellem menneske og fugl. Han havde ikke nogen erindring om at have set noget lignende.

Hans ører vippede stadig hurtigt frem og tilbage, og en gang i mellem løftede han hovedet for at se ind i skoven, når han syntes, at han hørte et eller andet. Han var agtpågivende og stadig klar til at løbe ved det mindste tegn på fare. Selvom det hele virkede meget fredeligt, kunne man aldrig vide.
Elverens psykiske terror af ham, sad stadig godt fast. Selvom hendes behandling af ham, ikke havde varet ret længe, havde det været nok til at ødelægge den smule sikkerhed, han havde følt. For ham var der monstre i skyggerne, og han havde stadig svært ved at sove.

Han kom lidt for tæt på væsnet foran sig, der drejede hovedet og så på ham, mens hun sagde noget. Han sprang tilbage og krøb sammen på jorden i mellem det visne græs. Hendes stemme var så blid, og han ville så gerne stole på hende, men instinktet om at løbe og gemme sig var så stærkt. De modstridende følelser var forvirrende, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han krøb bare sammen, trykkede halen ind i mod kroppen og ørerne ned i mod hovedet, mens hans bange øjne flakkede usikkert.

Ainsley satte sig hurtigt op og så hvordan han krøb sig sammen, hun blev helt trist da hun så hvordan han krøb sig sådan sammen, blot fordi han var bange for hende.
Men han løb ikke væk? Dette forvirrede hende virkelig meget! Hun kravlede langsomt hen til ham, rakte frem og aede ham blidt hen over pelsen i en blid maner.

”Bare rolig, lille ven.. Jeg vil ikke skade dig..” Hviskede hun trist og kiggede lidt ned.

”Årh blot hvis du kunne svare.. Det ville virkelig gøre det hele meget nemmere..” Hviskede hun lavt og nussede ham blidt bag øret og ned over ryggen, sådan som hun vidste hvordan både hunde og katte godt kunne lide det.

”Jeg kunne nemlig også godt bruge en af være sammen med.. Mennesker er blot så skræmmende og svære.. De.. Er både uhyggelige og spænende..” Smilte hun lidt. Inderst inde var hun bange for mennesker, specielt mænd. Da hun engang havde været fanget ved en som gjorde at hun ikke brød sig om det, hun var blevet mishandlet grumt, på mange måder.

Fox var næsten ved at vende det hvide ud af øjnene i panik, da hun kravlede hen i mod ham og rakte en hånd frem. Men han var som frosset til jorden og kunne ikke gøre andet end at advarende blotte sine tænder. Men hun fortsatte sin bevægelse og strøg ham hen over ryggen. Hun tog ikke ved ham, løftede ham ikke i nakkeskindet, som elveren havde gjort, men rørte blot blidt ved ham.

Det var som om, et eller andet gav slip inden i ham. En stor mængde følelser væltede som en bølge igennem ham, og hvis han havde været menneske, ville han have været brudt ud i gråd. I stedet lukkede han øjnene og lod hende røre ham så meget hun ville. Hele hans lille krop rystede stadig, men det var lige så meget på grund af hans indre kaos som angsten, der ikke helt ville slippe ham.

Han lyttede til hendes stemme, lod ordene omsætte til noget, der gav mening. Han havde pludseligt lyst til at svare hende. Til at snakke med hende. Men lige nu kunne han ikke. Lige nu var han fanget i den lille rævekrop, ude af stand til at samle sig om at skifte skikkelse. Han havde næsten glemt hvordan, efter al den tid i én skikkelse, ville det ikke komme naturligt til ham.

Men måske han alligevel kunne gøre opmærksom på at han forstod hende?
Han tøvede lidt, men åbnede øjnene, så på hende og kom så med et dæmpet yap, en rævs gøen. Hvis man så godt efter, kunne man godt fornemme noget intelligens inde i de gyldentbrune øjne.

Hun kiggede overrasket ned på ham, da han kom med en lyd og hun så ham i øjnene. Forstod han hende? Det fangede virkelig hendes nysgerrighed. Et stort varmt smil brød ud på hendes læber og hun kunne ikke lade vær med at løfte hendes frie hånd op til hendes mund og holdte for dem. Et dæmpet hulken kom fra hende og klare tårer trillede ned over hendes blege og fregnede kinder.

”D-du forstår mig?” Hviskede hun blidt og lagde sig ned ved siden af ham, så hun var i samme hovedhøjde som den lille ræv. Den lille Alba puttede sig lidt omkring ham, så der var 20 cm imellem dem, men med hendes hoved ude foran hans. På intet tidspunkt, stoppede hun med den blide behandling mod hans pels.

”Jeg havde aldrig troet at en lille ræv ville kunne forstå mig.. Hvordan kan det mon være? Er du virkelig ikke en ræv? Jeg har hørt om mennesker som kan forvandle sig til dyr.. Men.. Hvorfor er du sådan der lille ven?” Spurgte hun nysgerrigt og kiggede på ham, undersøgte ham med de blide grå øjne.

Hun kunne stadig nemt læse at han var bange, det forstod hun endelig ikke hvorfor? Var der sket noget?

Fox' blik begyndte at flakke igen, da hun begyndte at græde. Det forstod han ikke. Det gjorde ham usikker, og han skubbede sig en smule bagud. Havde han gjort noget galt? Et stik af frygt skød igennem ham, for sidste gang, han havde gjort noget galt, havde det gjort ondt. Der havde været straf for at gøre noget galt.
Men det virkede ikke til, at væsnet var vredt, hun blev stadig ved med at ae på ham. Så han blev liggende og fulgte hende med øjnene, da hun lagde sig. Der var stadig ikke noget truende over hende og Fox var begyndt at slappe bare en lille smule af.

Det var underligt at ligge der, med en fuglepige, der næsen beskyttende lå rundt om ham. Hvorfor? Hans lille sorte næse vibrerede lidt, og hans ører vendte sig efter lyden af hendes stemme. At hun var kommet frem til, at han var navajo så hurtigt, var lidt overraskende, men ikke umuligt. Han havde jo lige forsøgt af afsløre sig selv.

Selvom det sikkert ville være høfligt at forsøge at kommunikere med hende, orkede han næsten ikke. Lige nu virkede hendes berøring beroligende, og han var pludseligt meget træt. Adrenalinen pumpede stadig rundt i ham, men var ved at forsvinde lige så langsomt. Lige nu kunne han ikke rigtigt overskue andet end at ligge der og finde ud af, om det var farligt eller ej.

Ainsley lod mærke til hvor hurtigt han slappede af. Hun var god til at læse dyr, da hun havde boet herude længe og havde studeret deres kropsprog meget, når hun tegnede dem. Blidt lod hun sin ene vinge bevæge sig rundt, som om hun virkelig beskyttede ham for omverdenen og hun kiggede på ham med blide øjne. Hun vidste at disse dyr, havde det bedst ved at gemme sig lidt, så her lod hun sin vinge blidt ligge sig over ham, så han lå i skygge og i skjul for andre.

”Du er virkelig fin.. Giver mig helt lyst til at tegne dig..” Hviskede hun kærligt og nussede ham mere imens hun hvilede hendes hoved på hendes arm.

”Er du sulten? Jeg var selv ude for at finde noget mad.” spurgte hun blidt og kiggede på ham, kort tid efter knurrede hendes mave lidt. Hun blev noget overrasket og rødmede kort imens hun bed sig lidt i underlæben og fniste blidt.

Fox' blik flyttede sig til vingen, der bevægede sig. Den lagde sig pludseligt ind over ham, hvilket næsten var ved at få ham til at springe op, bange for at blive fanget. Men den lå der bare og lavede en lille hule til ham. Tøvende lagde han sig helt ned i mod jorden igen. Han var ikke sikker på, at han kunne lide det, men det var heller ikke helt slemt.

Han betragtede hende med sine gyldentbrune øjne, der stadig var fyldt med usikkerhed. Uden at tænke over det, slikkede han sig om munden og smaskede kort, hvilket var et tegn på, at han ikke var totalt skrækslagen mere.

Hun snakkede om at tegne ham, hvilket han ikke var helt sikker på, hvad betød. Så meget menneskehjerne havde han ikke fået tilbage endnu. Han forsøgte at samle tankerne til noget, der gav mening, noget han kunne bruge til noget, i stedet for kaosset af instinkter, følelser og halve tanker. Det gik ikke ret godt, polarrævens skikkelse holdt ham tilbage. Hvis han skiftede til menneske, ville det helt sikkert gå hurtigere.

Da hun nævnte ordet mad, spidsede han ører. Jah, han havde været på vej ud efter mad. Han var altid sulten, sådan var det at leve i skoven. Det var ikke mad, der var mest af, især ikke på denne årstid. Selvom det var begyndt at hjælpe lidt på det. Han sukkede meget dæmpet og vidste ikke, hvad han så skulle gøre nu. Ville hun videre eller? Han kunne ikke komme nogen steder på grund af vingen, og lige nu vidste han heller ikke, hvad han skulle gøre. Løbe hjem? Det havde han ikke lyst til. Der var nogen. Lige der. Som ikke gjorde ham noget. Endnu, i hvert fald.

Efter lidt tøven skubbede han sig ind i mod væsnet, så han kunne mærke hendes varme. Det var skræmmende, og han var lige ved at flytte sig igen, men samtidigt var det en lettelse at have fysisk kontakt til nogen.

Hun kiggede ned på ham, studerede hans bevægelser og blev meget overrasket over at han lagde sig tæt ind til hende. Ainsley kiggede ned på ham smilede og nussede ham blidt på hovedet imens hun overvejede om han virkelig kunne slappe af nu.

Efter lidt tid, var der noget som fangede hendes opmærksomhed. Hun hørte nogen komme gående og et svagt gisp undslap hendes læber.

”Rolig, jeg skal nok beskytte dig.” Hviskede hun blidt, greb ræven i hendes arme og fløj hurtigt op i et træ i lysningen, som allerede havde fået sine blade. Ainsley holdte let ræven i hendes arme, tæt ind til hende, på en meget beskyttende måde.

Da hun fik sat sig på den tygge gren, lod hun sine vinger folde omkring dem begge to og hun kiggede ned i lysningen hvor tæppet og hendes støvler stadig stod. Dog kunne hun ikke nå at hente dem, da en flok jægere kom gående igennem lysningen. Det var slet ikke jagt sæson, så de måtte være ude ulovligt og sikkert nogen som ledte efter sjældne dyr. Hun holdte blidt en hånd på rævens hoved, hvis den nu skulle panikken. Hendes hjerte bankede hurtigt, da hun selv var meget bange.

Fox var ellers ved at falde til ro, lige så stille. Der var et eller andet trygt ved at være gemt væk under hendes vinge og lytte til hendes hjerteslag. Faktisk brugte han så meget energi på at lægge mærke til hende, at han slet ikke fangede, at der var andre i nærheden. Hendes gisp fik ham dog til at åbne øjnene helt og rejse ørerne op. Der var nogen. Han sprang op, men inden han kunne nå at stikke af, havde hun samlet ham op i sin favn og lettede fra jorden.

Fornemmelsen af ikke at have jord under sig, var forfærdeligt, og han ville sprælle for at blive sat ned, men det varede ikke mange sekunder, før de var så højt oppe, at tanken om at blive tabt i stedet fik ham til at trykke sig ind mod væsnet og lukke øjnene. Der blev mere mørkt og han havde fornemmelsen af, at hun havde lagt vingerne om dem. Han havde nu heller ikke brug for at se, han kunne høre mændene nede på jorden vade larmende igennem grene, blade og græs. De syntes sikkert, at de var meget stille, men Fox' ører var super følsomme.

Så han havde heller ikke problemer med at høre, at væsnets hjerte havde sat farten op, og han kunne lugte på hende, at hun også var bange. Det fandt han af en eller anden grund betryggende. Han var ikke alene om at frygte andre. Uden at tænke nærmere over det, slikkede han en enkelt gang på hendes hånd for at berolige hende.

Hun sad og holdte lidt øje med de jægere som gik rundt dernede. De mærkede knap nok hendes tæppe og støvlerne, da de var rimelig gemt blandt det høje græs og nogle små buske. Der gik ikke længe før de var væk igen og Ainsley sukkede lettet.

”De er væk.” smilte hun og nussede blidt ræven på hovedet, taknemlig for det lille slik.

”Tak for hjælpen.” smilte hun kærligt og kyssede blidt dens hoved, før hun rejste sig om med den trygt i hendes favn. Hun hoppede op i luften igen og fløj ned på jorden igen, hvor hun blidt satte sig ned på hendes knæ og satte ræven forsigtigt ned på jorden.

”Jeg er utrolig bange for mennesker.. Specielt mænd.. Der er sket meget i min fortid, så hver gang jeg ser dem, bliver jeg utrolig bange.. Min race, Alba, er meget eftertragtet, specielt som slaver og sådan. Så jeg har før været taget til fange, mishandlet og det hele. Jeg slap fri for omkring 1 år siden.. Og her er jeg nu. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg fortæller dig det..” Sagde hun lavt og satte sig ned på hendes numse igen.

Hun krøb lidt sammen, krammede hendes ben og kiggede ned på ræven imens hun hvilede hendes hage på hendes knæ. Hun følte sig på en måde tryg ved denne lille ræv. Måske var den ikke menneske alligevel, men.. En magisk ræv.

”Dejligt at kunne snakke med en sød lille magisk ræv.. Måske er du ikke menneske alligevel, ellers ville du vel have forvandlet dig, ikke?” Grinte hun og nussede den blidt på hovedet.

Fox kunne ikke så meget andet end at vente på, hvad der nu skete. Ville de få øje på dem eller ville de bare gå igen? Hans ører flyttede sig efter lyden af mændene på jorden. Det lød til at de gik. Hans tanke blev bekræftet af væsnet, der nussede på ham igen. Han åbnede øjnene, da hun gav ham et kys på hovedet. Han var lidt forvirret. Hvorfor var hun så sød i mod ham, selv når hun havde en mistanke om, at han var navajo, altså halvt menneske?
Han lukkede hurtigt øjnene igen, da hun lettede fra grenen og fløj ned på jorden. Det var virkeligt ikke særligt behageligt ikke at have fast grund under fødderne. Det var vist i øvrigt første gang, at han fløj. Han havde heller ikke været oppe i en af de der flyvemaskiner, som mennesker var så glade for.

Han sukkede lettet, da hans poter rørte jorden igen, og han åbnede øjnene for at se på hende. Hun fortalte noget om sig selv, hvilket fik det til at stikke i hans hjerte. Han havde selv været tæt på at blive slave en gang, dengang han kom til Di Morga med en mand, der havde virket flink, men som havde været kold.
Forsigtigt slikkede han hendes hånd igen for at udtrykke medfølelse.
Det var som om, at oplevelsen med jægerne og hendes redning havde flyttet lidt på ham, hans hoved begyndte at føles mere samlet. Der var flere sammenhængende tanker.

Da hun satte sig, satte han sig også, mens han stadig kiggede på hende. Hendes næste ord gav ham et stik af dårlig samvittighed. Hun virkede så glad ved tanken om, at han ikke havde en menneskeskikkelse, men bare var en magisk ræv. Faktisk gjorde det ham ked af det, for han ville ikke bedrage hende, men han havde heller ikke lyst til at blive menneske igen. Han havde ikke lyst til at skifte skikkelse, både at skræk for, at hun ville blive utryg og vende ham ryggen, men også fordi han følte sig så tryg i sin ræveskikkelse. Han så væk og lagde ørerne ned, tydeligvis fyldt med dårlig samvittighed. Skulle han skifte? Kunne han overhovedet skifte?

Den dårlige samvittighed vandt over frygten for at være alene. Han var så vant til at være alene, at hvis hun valgte at forlade ham, ville han stadig kunne klare sig. Og bare den halve times tid, han havde brugt i selskab var.. man kunne ikke sige godt, for faktisk var han blevet meget trist af det, men han havde fået noget ud af det.

Tøvende rejste han sig op og gik væk fra hende. Han ville ikke skræmme hende. Da han var nået hen til lysningens kant, så han havde mulighed for at løbe ind i skoven, hvis nødvendigt, vendte han sig i mod hende. Han lukkede øjnene og fandt sin evne et sted dybt inden i sig selv.
Hvad der nu skete var, at den lille ræv begyndte at flimre lidt, inden hele dens krop begyndte at ændre sig. Det tog ikke lang tid, før den var vokset, pelsen var blevet væk og der nu stod en 19-årig tynd og forhutlet dreng foran Ainsley. Tiden i skoven havde været hård ved ham. Manglen på nærende mad, havde fået hans allerede slanke krop til at tabe kilo. Han var skind og ben og det tøj, han havde på, hang på ham. Der var ikke et gram fedt på ham, i stedet var hans fyldt med senede muskler. Han var møgbeskidt, selvom hans pels havde været fin og ren. Hans tøj var flænset et par steder og han havde stadig t-shirten og hættetrøjen på, som han havde haft på, da Angelie havde fanget ham, og det var stadig flået og fyldt med størknet blod efter den kniv, Angelie havde kastet i mod ham, og som havde snittet ham i siden. Jakken havde han dumpet på et tidspunkt. Hans hår var blevet længere og hang krøllende ned over hans ører og ned i panden på ham, så man næsten ikke kunne se hans øjne.

Hele hans kropsholdning viste tydeligt, at han var utryg og bange. Han så kort på hende, inden han sænkede blikket igen, en smule skamfuldt. Nu måtte det briste eller bære. Han havde allerede indstillet sig på at skifte tilbage til ræv og gå alene tilbage til sin hule.

Ainsley kiggede lidt forvirret på ræven da den slikkede sin hånd og hun lod godt mærke til de mange følelser som spejlede sig i dens øjne. Hvad tænkte den på? Det vidste hun ikke helt, hun kunne ikke helt læse det på en måde, da hendes evne ikke altid virkede så godt på dyr.
Hun kiggede meget trist da den gik afsted, bange for at den kedet sig og nu ville forlade hende. Dog lagde hun hovedet lidt på skrå da den stoppede og pludselig forvandlede sig. Ainsley lavede store øjne da der pludselig stod en fyr der, i ødelagt tøj, beskidt og det hele. Hun hev kort efter vejret og kiggede forskrækket på ham.

Den lille Alba brugte kort nogle sekunder på at sunde sig lidt og overvandt hendes frygt nok til at rejse sig og gå lidt tættere på ham. Han var meget højere end hende nu, da hun ikke var højere end 150 og utrolig spinkelt bygget.

”Du.. Du er en formskifter.” smilte hun lidt, det var tydeligt at hun helt klart lige skulle vende sig til denne nye information, men på en måde var hun ikke så skræmt af ham. Hans udseende var utrolig blid.

”Skal vi ikke finde noget mad?” spurgte hun blidt og løb tilbage, hoppede i hendes støvler og greb hendes tæppe som hun roligt gik tilbage til ham med og rakte ham den.

”Her, du skal ikke fryse.” Smilte hun lidt.

Fox havde forberedt sig på skræk, afsky eller endda fysisk smerte fra den unge alba, og han blev ved med at stirre fast i jorden, mens hun besluttede sig for, hvordan hun skulle reagere. Trangen til at skifte med det samme og løbe var overvældende, og han var lige ved at gøre det, da hun endeligt kom med en reaktion. Selvom Fox ikke var specielt høj, var han en del højere end hende, og han behøvede ikke at løfte blikket ret meget for at se på hende. Hendes konstatering fik ham til at nikke og sænke blikket igen.

Han havde ikke regnet med, at hun ville reagere som hun gjorde. Som om det var det mest naturlige i hele verden, at ræven hun lige havde puttet med, var en dreng. Han var forvirret og flyttede lidt på sig. Han rynkede panden og knyttede sine hænder, da hun spurgte, om de ikke skulle finde noget mad. Mad? Han forstod ikke hendes reaktion, og det gav ham en smule angst. Men han rørte sig ikke ud af stedet, selvom hendes tur tilbage til tæppet var det perfekte tidspunkt at stikke af på.

Da hun kom tilbage og rakte tæppet frem mod ham, løftede han blikket og så overrasket på hende, med sine store gyldentbrune øjne, der havde samme farve som i ræveskikkelsen. Usikkert tog han i mod tæppet. Ikke at han frøs, men han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers lige skulle gøre. Han stirrede lidt på tæppet, inden han så på hende igen. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen. Hans stemme var ikke kommet tilbage.
Pludseligt fortrak hans ansigt sig, næsten om om, at han ville græde, og han lagde armene om sig selv og begyndte at ryste igen. Der kom mere og mere sammenhold i hans tanker og det hele var ved at blive lidt for meget.

Ainsley kiggede lidt forskrækket på ham, da han begyndte at ryste og stod der helt forpint. Hun skubbede alt hendes frygt væk og bevægede sig hurtigt hen til ham. Hun hev blidt hans arme åben og gled ind i hans favn, hvor hun blidt lagde hendes arme omkring nakken på ham, lod hendes vinger glide rundt ham også og nussede hans hår, ligesom da han var ræv.

”Rolig.. Rolig lille ræv.” Hviskede hun blidt og lukkede hendes egne øjne imens hun holdte sig selv helt i kontrol. Hun vidste at hvis han var ude på noget, så havde han en god åbning her, men hun valgte at tro på den mave fornemmelse hun havde lige nu, som fortalte hende at denne ræv ikke ville skade hende. Den var mere bange for om hun ville skade ham.


//Sorry for længden...

Hele verden føltes bare som alt for meget for Fox. Tanker og minder begyndte at vælte rundt i hans hoved. Og hans sanser var pludseligt ikke specielt gode. Polarrævens hørelse er eminent, men den fulgte ikke med i Fox' menneskelige skikkelse, så efter at have været ræv så længe, følte han sig døv. Ikke at han ikke kunne høre hende, fuglene og bladene, der raslede i vinden, men der var også så mange ting, han ikke kunne høre. Det var underligt at kunne mærke tøjet på sin krop, at stå op i den højde han gjorde.. at være menneske igen.

Han kæmpede ikke i mod, da albaen trådte ind til ham og lagde både arme og vinger om ham. Han lod bare armene falde ned til siderne og slap tæppet. I det hun begyndte at nusse ham i nakken var det som om, at han ikke kunne mere. Hulkene begyndte at flå igennem hans krop og hans ben gav efter under ham, så han stille gled ud af hendes favn og ned på jorden, hvor han trak benene op til sig, lagde armene om dem og lagde hovedet på knæene. Hans gråd var næsten lydløs, sådan som han altid havde grædt, det var mest kun hans gispen efter vejret, man kunne høre.

Det var ikke fordi, at han skammede sig over at græde, så langt kunne han slet ikke tænkt lige nu, men han havde aldrig grædt larmende. Det var bare ikke smart, når man levede på gaden.

Lige nu græd han over alt det, der var sket. Han havde forsøgt at undgå at bearbejde det alt for meget, for han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre ved det. Han græd over oplevelsen med Angelie og Mei og den lange ensomhed i skoven. Han græd over smerte og tab og sin egen elendighed. Og han græd over, at der nu var en eller anden fremmed, som ikke ville gøre ham ondt, ikke var bange for ham, men som var venlig og næsten kærlig.

Hans tynde, beskidte krop rystede for hvert hulk, og han knugede sine ben ind til sig for at holde fast til noget.

Ainsley kiggede ned da han faldt til jorden, hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu, da hun tydeligt kunne se at fyren foran hende var ked af det. Hun bed sig lidt i underlæben og hev kort efter vejret, bange for at gøre noget forkert. Hun greb tæppet og lagde det blidt omkring hans skuldre, før hun små løb hurtigt over til en busk, hvor hun kunne se der var en masse bær. Fyren ville stadig nemt kunne se hende, så hun lod ham få lidt tid selv, imens hun plukkede en masse bær og lagde den ned i en lille pose som hun havde med.

Efter lidt tid, gik hun tilbage til ham igen. Satte sig ned på græsset overfor ham, hvor hun åbnede posen og lagde den foran hans fødder. Ainsley satte sig tilbage igen, så der var en meter imellem dem og der ventede hun. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvad han kunne holde til lige nu, og hvad han ikke kunne holde til. På en måde, blev hun ret genert, da han faktisk var ret pæn og Ains havde en svaghed for skønhed.

Nu sad hun der, foran en fyr som tydeligt græd og hun anede virkelig ikke hvad hun skulle gøre mere. Skulle hun nusse ham igen? Skulle hun bare smutte? Skulle hun sige noget? Hun vidste det ikke, dog kom hun frem til en ting.

”Hvad hedder du?” Spurgte hun både genert og meget venligt.

Det var lidt en lettelse, at albaen lod ham være, mens han fik grædt ud, selvom han nu egentligt godt kunne have brugt noget nærhed og trøst. Samtidigt var det lidt lige meget, hvad hun gjorde. Der var bare så meget der skulle ud, udløst af hendes berøringer og venlighed. Da hun satte posen med bær for hans fødder og satte sig foran ham, var hans gråd ved at stilne lidt af.

Han svarede ikke på hendes spørgsmål med det samme, hans krop rystede stadig en gang i mellem af efternølende hulk. Endeligt virkede det til, at hans krop var færdig med at græde, og han begyndte at tænkte lidt mere sammenhængende igen. Hans navn? Han løftede hovedet fra sine knæ, ikke meget, og han kiggede ikke på hende. Snøftede løsnede han grebet om sine ben, men slap dem ikke.
Han åbnede munden for at svare hende, men der kom ikke nogen lyd ud. Han rømmede sig og forsøgte igen.
"F.. Fox." Hans stemme var ru efter ikke at have været brugt i så lang tid og man kunne næsten høre, at han skulle grave evnen til at tale frem dybt inde i sig selv. Forsigtigt og usikkert kastede han et blik på hende. Han var stadig usikker på hende, hvem var hun? Ville hun ham det godt? ville hun bruge den svaghed, hun lige havde set, i mod ham? Men der var ikke andet end venlighed over hendes udstråling.

Hans blik faldt på bærerne, der stod foran ham. Bær. Han havde levet af råt kød så længe, han vidste slet ikke, om han havde lyst til bær. Langsomt rakte han ned og skubbede posen lidt væk. Han var sulten, men.. han skyndte sig at gemme hovedet på sine knæ igen.

Hun kiggede lidt forvirret på ham da han skubbede bærende væk. Hvorfor spiste han dem ikke? De var friske og gode? Hun bed sig forvirret i underlæben og det var tydeligt på hende at hun lige nu kæmpede for at finde ud af hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig prøvet dette før! Det var virkelig ukendt for hende..

”Ohh, Fox, det passer godt til dig. Jeg hedder Ainsley.” Smilte hun lidt usikkert. Usikkerheden og bekymringen begyndte at blive tydelig på hende. Trangen til at tegne ham, var stor. Han var smuk, på hans helt egen måde og det kløede i hendes fingre for at få lov til at tegne ham.

”Bor du inde i byen? Eller herude?” spurgte hun nysgerrigt og greb nogle bær selv, som hun begyndte at spise langsomt. Blot for at vise at der ikke var gift i dem eller sådan noget.

Ainsley rejste sig lidt op og kiggede rundt imens hun spredte hendes vinger lidt og strakte hendes slanke krop. Hun trak ærmerne lidt op på hendes arme og kiggede ned på Fox lidt, imens hun overvejede lidt om hun skulle slæbe ham med tilbage til hendes hytte eller om de bare skulle blive her. Dog var hun ikke så sikker på dette område, da hun ikke kendte det alt for godt.

På Ains blege arme, var der et let lag tyndt pels, hvidt, dog iblandt det, var der utrolig mange ar. Kniv ar, brænde mærker og meget andet som vidste lidt forskelligt fra hendes mørke fortid.