Are you alright?

Sted: Parken
Vejr: Mørkt men varmt
Tid: 22.00
Omgivelser: Højest 2-3 mennesker

Det var aften, faktisk var det snart nat og Dean sad for sig selv under et træ. Gadelygtens skær gjorde at han kunne se noget og lige nu sad han og skrev på et brev, et brev som han ellers aldrig havde håbet han skulle side og skrive på, mest fordi han ikke have lyst, men han blev nok nødt til det, der var jo ting i livet han var nødt til at vide og ting han var nødt til at rode ud. Han havde været en idiot i sin fortid det vidste han godt og det var en af grundene til at han var flyttet fra england. Han følte sig ensom i Frankrig, han kendte faktisk ingen mennesker og han kunne knap nok forstå hvad nogle af dem sagde, men alligevel vidste han at det nok var det rigtige at flytte, han skulle bare lige finde ud af hvordan. Han var ikke en speciel god engel det vidst ehan godt og mange var nok skuffede over ham, af og til var han næsten bange for han endte med at være en falden engel, men han kæmpede og prøvede at hænge i, også selvom det i perioder var svært. Han kiggede på brevet foran ham, ordene ville ikke ned på papir og han vidste knap nok hvad han egentligt burde skrive. Han sukkede og smed skriveredskaberne fra sig, måske han bare skulle gå ud og drikke så kunne han måske glemme det brev han skulle have skrevet for om ikke en stund.

Mørket var faldet på og dagen var gået. Den påbegyndende nat havde lagt dets dulmende tæppe af mørke over omgivelserne, og hvis det ikke var for månen, eller den moderne elektricitets skyld, havde man ikke kunne se frem for sig. Det var dog lysere og varmere tider jordens uendelige dans om solen, nu var nået til. Dens uendelige solostykke var nået til forårets akt. Den tid hvor kærlighed var i luften og blomster poppede frem alle vegne. Fuglene sang og folk begyndte at smile igen. Sådan plejede det at være, men ikke i dette tilfælde. En silhuet bevægede sig igennem parkens brede område, og blev i ny og næ oplyst af lygtepælenes gullige lys, som gav parken et svagt idyllisk skær, men det var kun dem som iagttog den slags, som ville bemærke det. I det kvindeskikkelsen passerede de få lygtepæle som fugte den snoede grussti, blev hendes skikkelse oplyst. Hendes ansigt var lagt i en koncentreret og fraværende grimasse. Det var tydeligt at hun grublede over noget som irriterede hende grænseløst. Egentlig var hun bare smågnaven – som sædvanlig. Hun var altid irriteret og besværlig for andre, så derfor holdt hun sig altid for sig selv og var praktisk talt pisse asocial hvis man skulle sige det. Dog – set bort fra hendes barske udtryk og ubehagelige aura – var hun slet ikke så stor og farlig. Taget i betragtning af omstændighederne, var det nok ikke det mest oplagte sted at opholde sig på et tidspunkt som dette, i disse tider. Især ikke for et menneske som hende. Hun sukkede tungt og stoppede op i lyset af en lygtepæl. Hun bandede lavmælt over at måtte skyde genvej gennem parken. Hun havde endelig fået fri fra arbejde, og var på vej hjem, men var blevet nød til at skyde genvej gennem parken, eftersom en bande ville have berøvet hende – hvis de kunne komme til det. ”Ak ja.. intet er som det har været” mumlede hun tvært og begyndte at lede i sine lommer. Hun var iklædt en lynlåstrøje med print på, et par lavtaljede militærprintede bukser og sine militærstøvler. Hendes halvlange sorte hår med de svage slangekrøller, hang omkring hendes lyse ansigt. Hun fik endelig fundet en pakke cigaretter frem og fumlede med lighteren. Prøvede at få ind på smøgen, men det syntes ikke at lykkes særlig godt for hende. Hun prøvede at holde hånden op foran lighteren, så vinden ikke pustede den ud, men heller ikke det hjalp. ”årh for helved!” mumlede hun irriteret og sukkede. Hun holdt lighteren op for sig og sendte den et surt blik. ”er du nu også imod mig?!” sagde hun og stirrede kort tavst på den – næsten som om hun forventede at den ville svare hende. Derefter strakte hun armen bagud og smed den defekte lighter ad helvedes til. ”billigt skrammel”, efter dette snurrede hun om på hælene og fortsatte videre – dog denne gang i et forværret humør. Intet ville efterhånden gå som hun ville det. Ikke engang noget der lignede. Man skulle næsten tro Vorherre havde set sig ondt på hende. Ja om det var Satan selv eller Jahve, kunne vel være det samme.

Dean sad bare for sig selv og kiggede ned på brevet, han vidste godt han burde få skrevet det, måske var det en smule gammeldags at sende et brev, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle gøre det, en SMS var for kort og en email for mærkelig, det var nødt til at være et brev og han va rnødt til at få det skrevet. Han havde ikke engang været i nærheden af en postkasse eller en posthus de sidste mange år, han var for gammel - eller rettere forung til at sende breve, det var der jo ingen der gjorde mere, breve var gammeldags og kedelige, det var fortid ogikke ligefrem noget han orkede at bruge tid på, men for en gangsskyld følte han skyld og han følte at han skyldte at sende et brev og forklare sig, især fordi han frygtede at der en eller anden dag ville komme en flok drenge til Frankrig for at banke ham eller det der var værre, han vidste godt han nok ikke var den bedste engel og det ærgede ham vel en smule.
Han kiggede op da han bemærkede en skikkelse gå rundt i parken, der var ikke særligt mange mennesker og på et eller andet punkt var han vel en smule paranoid, da han bemærkede at personen tændte en cigerat kunne han ikke lade være med at være en smule misundelig, han kunne godt bruge en smøg lige nu, men han havde ikke fået købt nogle og alle de butikker han indtil videre kendte i byen havde lukket. Han sad bare og stirrede efter hende, en virkeligt dårlig vane han havde og han gjorde det desværre ret så ofte til stor irritation for mange mennesker. Han sukkede let og kiggede ned i jorden indne han kiggede op på hende igen. Han kunne godt bruge den smøg.

Nanna - som var navnet på menneskepigen - pakkede muggent smøgen ned igen. Øv, så måtte hun vente til hun kom hjem med at ryge. Fandens også. Det var hårdt nok at hun ikke måtte ryge på sit arbejde, men at hun så heller ikke kunne få en cigaret når hun så endelig fik fri, det var da for galt! Hun stoppede op. Havde hun overhovedet en lighter som virkede derhjemme? Hun tænkte det igennem.. overvejede at gå tilbage hvor hun kom fra og købe en ny, men droppede det. Det var alt for farligt for hende at opholde sig i byen på dette tidspunkt. For helved. Hun flyttede snart. Så snart hun fik råd til det, var hun outta here! Det var slemt nok da hun stak af hjemmefra, og endte her, men at hun nu måtte flytte igen var da bare nitten. Hun sukkede og proppede sine feminine hænder i lommen på trøjen - i håb om at de ville opnå bare en smule varme. Det kunne godt være at det var blevet varmere, men hun frøs alligevel. Hun stod lidt og betragtede omgivelserne, men hendes nattesyn var for dårligt til at hun kunne spotte andet end træernes sulhuetter. Hun sukkede endnu engang og forbandede parkens imponerende areal. Hun burde da være nået til parkens munding? Eller.. skulle hun være drejet til venstre istedet for højre?.. Hun førte forvirret en hånd op i det sorte hår og så grublende rundt. Hun måtte nok vende om.. "ÅRH! hvor ånssvagt!" brokkede hun sig, og endte med at dumpe tungt ned på en af parkens bænke. Hun begravede udmattet ansigtet i hænderne og lod albuerne hvile mod hendes lår. Sådan blev hun siddene.

"Yeah, tingene du er irriteret over bliver helt sikkert bedre af at du råber af dem" sagde Dean koldt og med den sarkastiske stemme som var indprintet i ham, det var ikke fordi at han gerne ville være ond imod folk eller gerne ville virke som en arrogant nar som så mange efterhånden havde kaldt ham, nej faktisk så var det fordi at han ikke havde det filtr som normale menensker måske havde, det der filter der gjorde at de vidste hvad der var rigtigt at sige og hvad der ikke var rigtigt at sige, han sagde det bare fordi han kom i tanke om det og fordi han ville være ærlig overfor folk, på samme måde kunne han heller aldrig finde på at rose folk for noget han ikek mente, generelt havde han bare svært ved at rose folk og det var ikke så ofte han gjorde det, men han var ikke så lukket når folk først lærte ham at kende, de skulle bare lige finde de punkter han havde, også fandt de vel også hurtigt ud af at han ikke var så slem som han kunne virke når man ikke kendte ham, følelser var bare ikke noget han viste også viste han helst heller ikke hvis han var sårbar, hans ego betød mere for ham end noget andet og han hadede at tabe stolthed, og det gjorde ham nogengange ondt, og det var en af grundene til at han var flyttet til frankrig, for at starte forfra. Han fortrød et øjeblik det han havde sagt til den fremmede pige, han var jo kommet til frankrig for at starte forfra, og det der var måske ikke den bedste start.

I det en stemme brød tavsheden, så hun op fra sit 'skjul'. Lod sine gule øjne klatre op ad den ukendte skikkelse, og så temmelig provokerende på ham. "pas på jeg ikke også begynder at råbe ad dig, ligesom alt andet der irriterer mig" Svarede hun spydigt og så hånligt på ham, egentlig uden at være særlig arrogant eller særlig bedre end denne fremmede. Men hvem fanden troede han lige han var? Kong gulerod, ved at udpege hendes -lidt latterlige- tilsagn til alt det som ikke lige lykkedes for hende? Nanna lænede sig tilbage i bænkens ryglæn og så mod den fremmede. Studerede ham, og kom da i tanker om noget. "Men øhm.. du har vel ikke en lighter, vel?" spurgte hun og prøvede at virke en smule venlig, selvom hun mest af alt havde lyst til at give ham fingeren og gå. Sådan var hun bare. Pisse provokerende og havde altid en helvedes mange spydige kommentare liggenede i ærmet. Men.. Det var vel altid forsøget værd. Hun var jo trods alt ikke uden fejl, hun var jo 'bare' et menneske. Om det overhovedet var nogen undskyldning, var vel egentlig også uden betydning. Det var det meste efterhånden.

Dean kom med en lille lyd der vel mest af alt lød som et kort grin:"Når du nu både har spurgt pænt og truet med at råbe af mig, så jo det har jeg..." sagde han og kiggede på hende med et glidende blik, mest lige for at tjekke hende ud, som alle andre var han vel et ego og super overfladisk, sådan kunne han ivhvertfald godt virke på mange:"Men kun hvis du har en smøg?" sagde han og klappede en enkelt gang på sin lomme, jo den var god nok, der var ikke nogen. Han var lige ved at gå til, han ville så gerne ryge lige nu, han ville faktisk næsten give sin højre arm bare for at rygeen lilel bitte smule. Han kiggede overpå hende med et lumsk blik, han kunne umilbart ikke se hvem eller... hvad hun var. Men han syntes ihvertfald hun så ganske fin ud, han bedømte ikke folk på om de så imødekommende og flinke ud, det gjorde de nu altid i hans øjne, der var ingen folk der var stærkere end hans ego, det mente han ihvertfald selv, det kunne for nogen være dårligt, men for andre betød det også at han va rligeglad med om folk kom hen og opfavnede ham eller bare smed spydige kommentare efter ham.

Nanna betragtede ham med en blanding af misfornøjelse, mistænksomhed og ren og skær interesse. Som næsten alle andre mennesker, var hun temmelig nysgerrig, men da der ikke var særlig meget der interesserede hende, var hun for det meste temmelig ligeglad og endte faktisk med at være ganske apatisk det meste af tiden. "Du er vist ikke helt til at løbe om hjørner med.. " sagde hun en smule anerkendende og men mest af alt tilfreds med at hun endelig kunne få bugt med hende intense og uudholdelig trang til nikotin. Så længe at hun fik ild på en smøg, var det lige meget om det kostede hende én eller om det så var en hel pakke. Hun hev pakken op fra hendes store lommer og fandt en smøg frem. Placerede den ene mellem hendes blege og bløde læber, og holdt pakken hen imod den fremmede så han kunne tage en. Hun hævede let det ene øjenbryn og så afventende på ham. Det lignede ellers ikke Nanna sådan at tage kontakt til andre - eller i dette tilfælle var det jo ham som havde taget kontakt til hende - men det var faktisk skide hamrende ligemeget. Der var jo tale om hendes forfærdelige stærke afhængihed af cigaretter , så kunne en enkelt undtagelse vel ikke skade. Desuden, så han faktiosk hverken særlig uroligende, eller imponerende ud. Til gengæld kunne hun heller ikke sætte markat på ham. Kunne ikke bedømme hvad han så end måtte være. Han var ham - en fremmed som hun byttede ild-for-en-smøg med, og hverken værre eller bedre var det heller ikke. Hvad kunne det skade?

Dean tog en smøg ud a pakken og stak den ind i sin mund og tændte den imens han tog en dyb indånding, det var lige hvad han havde haft brug for hele aftenen, at trække vejret igennem en smøg, nu kunne verden godt gå sin vej, han havde fået hvad han manglede. Han tænkte lighteren og rakte dne frem imod hende så hun også kunne få tændt sin, det havde han jo lovet. Hvad angiv hendes spydige kommentar så valgte han at ignorere den, det kunne han lige så godt, ellers ville han bare ende ud i en 'hvem kan komme med det mest flabede svar' konkurrence, og det vidst ehan godt kunne tage et par timer, ihvertfald for hans vedkommende:"Forresten hedder jeg Dean" sagde han og tænkte at han vel lige så godt kunne komme med bare en eller anden form for sætning, han kendte jo faktisk ikke nogen i byen og det ville vel ikke gøre nogen skade bare at kende en eller anden, fortælle noget til nogen eller bare få nogle venskaber, eller uvenskaber op at stå, om det så var på den ene eller den anden måde. Han tog endnu et sug af sin smøg og sukkede dybt af glæde, det var nok den bedste smøg han havde fået længe, også selvom det ikke var den første han havde fået den dag,og den første smøg plejede ellers altid at være den bedste ifølge ham.

Nanna kunne mærke den kriblende følelse skyde igennem hende, efterfulgt af et par kuldegysninger af ren utålmodighed. Bare synet af den fremmede da han fik ild på smøgen og den hvide tykke røg, som han pustede ud. Det gjorde hende næsten helt kraftløs. Hun tog et par dybe indåndinger for at opfange nikotinlugten fra smøgen, men kom hurtigt på andre tanker da han endelig, efter det som syntes som hundrede år, holdt lighteren hen imod hende. Hun lænede sig hen imod hans udstrakte arm og tændte smøgen. Hun bappede på den et par gange og tog et par dybe hiv af smøgen. Holdt vejret et kort øjeblik og lod den salige fornemmelse skyde gennem hendes krop som hendes nikotinbehov blev tilfredsstillet. Hun måtte beherske sig for ikke at drage et saligt suk, men for fanden hvor var den smøg tiltrængt! Ubemærket trak hun svagt, ganske svagt på smilebåndet – hvilket ellers var et sjældent syn fra hendes side. Hendes ellers fraværende blik blev vækket fra dens apatiske dagdrømme idet han præsenterede sig. Egentlig var hun rent ud sagt fuldstændig ligeglad med hvem han var og hvad han ville, men efter han lige havde – det som lignede at redde hendes dag- gjorde det hende ikke noget at ’helten’ fik et navn. Hun hævede endnu engang et øjenbryn og gav ham elevatorblikket. Egentlig temmelig uhøfligt, men det tog hun sig ikke af. ”Jamen halløjsa Dean” Sagde hun blot med et skævt smil og lænede sig atter tilbage i bænkens ryglæn. Svang det ene ben over det anede, og tog endnu et hiv, ved at lukke læberne om smøgens filter og suge. Trak vejret gennem den giftige tykke røg. Hun lukkede pege- og langemand om smøgen og fjernede den på den måde fra hendes læber. Hun lavede et par røgringe, som hun sendte op imod hans ansigt. Man plejede ellers at rejse sig ved andres tilkomst, men han kunne vel lige så godt sætte sig, hvis han havde tænkt sig at blive hængende. ”Slå dig ned Dean… inden jeg gør det” Sagde hun og så faktisk temmelig alvorlig ud. Det var hun dog ikke, hendes sjældne smil som var med til at gøre hendes ansigt ganske yndigt og kønt, var endnu engang forsvundet. Og det så ikke ud til at det ville komme frem foreløbig. Selvom Dean havde præsenteret sig, mente hun egentlig ikke at hun var forpligtiget til at gøre det samme, så indtil videre lod hun det ligge. Så blot op på denne Dean med et ulæseligt udtryk malet i hendes dybe gule øjne.

Dean kiggede ned på det endnu ikke færdige brev der lå på jorden, han overvejede et kort øjeblik om det bedste bare var at krølle det sammen og smide det ud, men istedet valgte han at træde på det en enkelt gang og dereter sætte sig ned:"Hvis du tør" sagde han og smilede let for sig selv, hendes øjne lyste næsten op i natten, han kunne ikke helt finde ud af om de så uhyggelige og katte agtige ud, eller de rent faktisk var ganske flotte og specielle, men ligemeget hvad så var der noget over de øjne, sådan et par øjne havde han ivhertfald ikke sidende i hovedet:"Hyggeligt at møde dig..." sagde han og smilede i et forsøg på at være venligt."Skal vi snakke om vejret?" sagde han sarkastisk, han var virkeligt dårlig til small-talk, men han havde alligevel fundet ud af at en samtale om vejret vel altid var ret så god, også selvom det måske var en smule mærkeligt, det var jo ingen mening i at snakke om hvordan vejret var, alle vidste jo godt at solskin var godt og regn var skidt, ihvertfald for de fleste. personligt kunne Dean godt lide regn, men det var mest fordi det mindede ham om både gode og dårlige tider hjemme i London, for man kunne jo bestemt sige at det regnede en del i London, især om vinteren, men det var vel en del af charmen eller hvad man sagde."Jeg aner intet om byen, så tag dig ikke af hvis jeg ser retaderet ud hvis du en dag ser mig gå rundt nede i byen" sagde han og nikkede let for at konstartere at han altså var nytilflyttet, han tog et sug pås møgen og pustede langsomt den grå røg ud igen, det havde da næsten reddet hans aften.

Nanna så ud i luften. Eller rettere igennem den, da hun ikke registrerede at hun rent faktisk så på den, imens han satte sig. Hvis hun turde. Tjoh, hvis han rent faktisk havde villet hende ondt, havde han nok gjort det tidligere. De fleste psykopater var alt for utålmodige til at lege rovdyr. Nanna nikkede blot til hans intetsigende høflige sætning om hvor hyggeligt det var at møde hende. Tjoh.. ”Du og din lighter, er da heller ikke så ringe” svarede hun blot, men så fortsat ikke på ham. Hun fnøs noget der mindede om et svagt hånlig grin, i det han forslog deres samtaleemne. ”Det er mørkt, hverken koldt eller særlig varmt.” konstaterede hun, for på den måde at destruere dét samtaleemne. Hun drejede hovedet og så hen på ham. En mørk tot hår faldt skævt ned i hendes lyse ansigt, men hun tog sig ikke af det. Det ville jo bare falde ned igen hvis hun fjernede det. ”Du kunne jo fortælle mig hvad du er for én?” Foreslog hun med et indgående blik. Dette forslag kunne ende med 2 svar. Det menneskelige, hvor han blot fortalte hvem han var. Men hun kunne også opnå et svar om hvad han var, hvis han var ikke-menneskelig. Jo, hun kendte godt til de overnaturlige væsner som syntes at have lavet en hel koloni af en stikkende bisværm i dette område. Men hvad kunne hun gøre? Ikke noget lige på nuværende tidspunkt. Nanna førte endnu engang smøgen op til munden og tog endnu et hiv. Smagte nydende på røgen. Lod den fylde hendes lunger i et kort stykke tid, så hun på den måde fik optaget så meget nikotin som muligt, som hendes hjerte kunne pumpe rundt i hendes krop via hendes blod. Herligt. Som dødelig, gik hun ikke særlig op i de helbredsvilkår som fulgte med denne temmelig dårlige vane. Hun havde et temmelig afslappet forhold til rygningen. Hvad der ikke slog dig ihjel i dag, skulle sku nok gøre det i morgen. Hun vendte atter hendes øjne imod ham og låste dem denne gang på ham. Hun besad et par store pupiller som var omgrænset af en varm, lysegul iris med et orange skær i. Ikke noget man så hver dag, men hvad var efterhånden normalt i denne egn?
Nanna smilede skævt og skælmsk ”Bare rolig. Jeg konkluderede du var retarderet, på lang afstand.” sagde hun, hvorefter hun rettede smilet og ansigtet væk fra ham. Det lod til at denne omvej slet ikke var en så dårlig idé alligevel.

Dean grinede en smule af hende, hun virkede lige så mærkelig som ham, og måske endda en smule mere, det var dog mest det faktum at hendes øjne så ud som de gjorde der fik hende til at tro at hun var mærkelig, det kunne jo på ingen måde være normalt. Da hun spurgte indtil ham mumlede han bare lidt for sig selv, han var ikke så glad for at snakke om sig selv og personlige ting, han ville gerne have en form for afstand til folk, også selvom han egnetligt manglede nogen at snakke med."Jeg er lige flyttet hertil fra England" sagde han og så ud i luften imens han tog et par sug på sin smøg, det var lige hvad han havde manglet og han var glad for at få den smøg, det var det eneste han tænkte på lige nu:"har boet her i... en uge tror jeg" agde han og kiggede igen ud i ingenting, han savnede England, og nok mest meneskerne der, men han vidste godt at det var det rigtige at flytte og det rigtige at være i frankrig, ihvertfald hvis han ville undgå at tingene skulle gå mere skævt end de allerede havde gjort:"hvad med dig? Hvem er du?" sage han og kiggede på hende, han kunne godt gætte at hun nok boede i byen og måske havde gjort det lidt mere tid end han havde, og det gjorde jo at hun måske kunne hjælpe ham lidt mere med byen:"indtil videre kender jeg kun indre by i Terre og stripbaren" indrømmede han og huskede godt den nat hvor han vidst gik en smule for meget amok,han mente faktisk var den første dag han var ankommet til stedet:"Og lad nu være med at tal som en åbenbog, jeg har sarte øre" agde han pludseligt da hun skulle til at tale, han kendte godt til piger der bare talte forevigt og som man næsten ikke kunne få til at sige stille igen fordi de skulle fortælle om hver eneste lille deltaje i deres livshistorie.

Nanna lyttede med et halvt øre, da hun egentlig var ret ligeglad med ham og hans livshistorie. Hm.. hun havde nok ikke noget at frygte. Han virkede sikker nok. Det havde hun vænnet sig til som det allerførste når hun mødte folk – hvilket efterhånden var en sjældenhed – da hun helst holdt sig for sig selv. Tjekke om de var på det ”gode” hold eller det.. mindre gode. Hun skulle ikke nyde noget af flere freaks eller væsner. Hun fik en dårlig smag i munden ved tanken og fik trangen til at spytte af dem, men holdt det dog dæmpet. Da Dean endelig vendte hendes spørgsmål og fik kastet det tilbage til hende selv, tog hun sig tid til at tænke over svaret, forinden hun svarede. Ligesom han selv havde gjort, svarede hun også i små bidder, da hun egentlig ikke brød sig særlig om at snakke åbent og i lange drag om sig selv, eller bare i det hele taget med fremmede. Men han virkede nu fint nok… især ved hans sidste tilføjelse. I første øjeblik blev hun temmelig fornærmet, da hun ikke selv syntes hun kunne kategoriseres inde under dén slags tøser. Hun hadede faktisk den slags mennesker… eller bare mennesker generelt. Derfor, var hun ikke så begejstret for selv at være en af slagsen. Dog havde hun under ingen omstændigheder planer om at ændre det til noget, der i hendes øjne var meget værre. ”bare rolig, jeg er ikke den store taler selv.” svarede hun blot og tog det sidste hiv af hendes smøg, inden hun bøjede sig forover og slukkedes den imod grusstien. Rettede sig atter op og vendte tilbage til overvejelsen om hvad hun skulle svare. ”Jeg er også temmelig ny..” Hun havde godt nok boet her i snart… 4 måneder? Men der var – heldigvis – stadig mange steder hun ikke havde været. ”Men så snart jeg kan komme til det, flytter jeg fra dette helvede” Svarede hun med en bitterhed i stemmen. I starten havde området virket temmelig normalt. Hverken specielt eller anderledes. Bare endnu en by et sted i verden. Men der havde hun taget så uendelig fejl. Det havde hun måtte erfare selv.. på den hårde måde.. Gang på gang. Det var næsten forporten til helvede. Ja det skulle ikke undre hende hvis der et sted i dette hul, var en dør som førte direkte ned til Satans rige, bygget på menneskernes fordærv og derefter deres velfortjente pinsler. Hun sukkede og tværede skoddet ud under hendes skosål.

Dean sad bare og kiggede ned i jorden imens hun snakkede, hun agde ikke så meget som nogle af de piger han efterhånden have mødt i byen, men han va rnu også ligeglad, det var han jo nærmest altid, af og til blev han overrasket over sig selv, der skulle ret meget for at få ham til at blive sådan meget interesseret i et emne eller en person eller generelt bare en samtale:"Nå jamen så er det jo ikke dig jeg skal spørge efter de gode steder" sagde han og et tog et sidste sug af smøgen inden han smed den ud i parken. Han kiggede overpå hende imens han afventede svar og han kunne igen mærke hvordan hendes øjne fangene ham, ikke som sådan på nogen bestemt måde og igen vidste han ikke om det var på en god eller dårlig måde, han kunne bare ikke lade være med at stirre på dem, hvilket vel i længden måske var en smule flabet, men på den anden side så kunne hun jo også bare lade være med at løberundt med sådan nogle øjne.
Han kiggede op på en af gadelygterne og jo længere tid han kiggede på den jo mere kraftigt begyndte den at lyse, den kom aldrig op i fuld styrke og sådan at man blev blændet, men mere og mere af jorden lyste bare op, han kiggede væk fra den igen og lyset gik tilbage til normalt, sådan gik det når han kedede sig, så legede han med lyset.

Nanna trak foden til sig, da hun var færdig med at tvære de sidste levninger fra hendes cigaretskod ud på grusstien, og betragtede hvad der nu var tilbage af det. Lidt tobak, ikke noget imponerende. Hun lænede sig atter tilbage på bænken med et svagt suk. Lod blikket glide langs stien og vurderede hvor vejen mon egentlig fulgte hen, når den nu havde vist sig at have været en anden, end den hun havde troet. Hun drejede hovedet idet Deans stemme atter lød. Hun lagde bemærket og nok mere som en refleks, hovedet svagt på skrå, så noget af hendes sorte hår delvist faldt ned foran det lyse ansigt hun besad. ”Næ… Men så længe du ved hvor stripbaren og kiosken ligger, ser du ud til at klare dig udmærket.” sagde hun og kvalte et smil. Det lignede hende ellers ikke at være så kæk af kommentarer, hun plejede at være langt mere spydig, men åbenbart ikke i aften. Det måtte være lettelsen efter at have fået sin længe savnede smøg, efter hun havde fået fri fra arbejde. Nanna forblev tavs. Havde ikke mere at sige, og det virkede det heller ikke som denne ’Dean’ havde. Hun placerede tvært albuen mod sit lår, og lagde hagen i hendes åbne håndflade. Automatisk blev hendes underlæbe skubbet frem, og fik hende til at se en smule utilfreds og betuttet ud. Da Dean så begyndte at lege med lygtepælens lys, glippede hun først forundret med øjnene. Troede først det var et synsbedrag, men da hun så fik øjnene op for at det var lygtepælen der drillede, slog hun blikket op imod dens lys. Det flimrede og tiltog i styrke. Den måtte være gammel og slidt. Det slukke ikke undre hende hvis pæren ville sprænge inden længe. Da lygtepælens underlige opførsel endelig hørte op, vendte hun atter opmærksomheden tilbage på Dean. ”Sig mig… hvad laver du overhovedet herude på dette tidspunkt af natten?” Spurgte hun og så ham an. Han var en pudsig type. Hun vidste ikke om hun skulle være betaget af ham, eller tage afstand fra ham, så i stedet iagttog hun ham svagt. Ikke overdrevet eller uhøfligt, blot fordi hun ventede et svar. Han kunne vel spørge hende om det samme, men det var jo en anden side af sagen… Efter hendes mening. Hun kunne vel også være fuldkommen ligeglad.. Tja, det plejede hun at være… Men ak, forandring fryder siger man jo. Det måtte vel komme an på en prøve.

Dean kiggede bare ned i jorden imens han sad i sin egen verden og tænkte, det gjorde han af og til og noget han aldrig gjorde var at dele sine tanker med andre, det var ihvertfald meget sjældent. Han sukkede og trak let på skuldrende, det var faktisk kun Mel han havde åbnet sig bare lidt for, det var ikke fordi han ikke va rærlig, det var han ofte, desværre lidt for ofte, han så verden som sort eller hvid, der var ingen grå zoner, det var han overbevist om, der var gode ting og dårlig ting, der var ikke blandinger og ligemeget hvad folk prøvede at overbevise ham om så sagde han imod, der var ikke gråzoner, ihvertfald ikke i hans liv, han havde aldrig oplevet en mellemting af godt eller skidt, verden var bare som verden var, hans verden var sort, alle andres var hvid, sådan følte han det og sådan havde han det.
Han kiggede på hende da hun talte og trak så let på skuldrende:"Jeg er vel bare nattemenneske" sagde han:"Jeg kender ikke så mange, og det bliver kedeligt i længden bare at sidde hjemme og stene TV" sagde han og smilede let. Han kiggede ned i jroden og spyttede en enkelt gang."HVad med dig? Er du også natte menneske?" sagde han med et lille smil.

//SOrry længden, er i skole :3 //

Nanna der sad lænet tilbage mod bænkens ryglæn, vippede let fraværende med sine fødder og betragtede sine militærstøvler. Sukkede lettere irriterede da hun fik øje på at hendes snørebånd var gået op – igen – men det var nok også fordi hun aldrig gad binde det ordentligt, så hun lod det også være denne gang. Det ville jo bare gå op igen, så hvorfor overhovedet binde det? Det gav jo ikke mening. Desuden, hvis hun bandt dem, skulle hun jo bare binde dem op – igen - når hun engang kom hjem. Om det blev denne nat, eller morgen anede hun ikke, men håbede blot at hun ville komme hjem i ét stykke. Helvedes til lortested. Nanna sad tavst og forbandede Di Morga og omegnen i sit knapt så stille sind i et kort stykke tid, før hun atter vente opmærksomheden mod Dean, da han valgte at svare, på hendes ret så ligegyldige, spørgsmål. Han havde sgu nok ret – at det blev kedeligt at sidde derhjemme og lave ingenting – i længden. ”Nattemenneske..” gentog hun lavmælt for sig selv. Tyggede svagt på ordet, og rystede dernæst på hovedet. Hun havde været nattemenneske – før i tiden – men nu, foretrak hun dagen. Om dagen foregik der knapt så meget. Der var mindre chance for at blive berøvet, voldtaget, eller blive fanget. Men man var vel aldrig helt sikker. I hvert fald ikke som menneske. Den tanke fik hende til at føre hånden op til hendes hals, hvor hun forsigtigt lod to fingerspidser glide henover de to runde ar der var blevet efterladt på hendes hals. Heldigvis var der ikke hændt andet end dét… og det var vel til at leve med. Hun virrede på hovedet og kastede tankerne fra sig, førte sit hår frem så det hvilede mod hendes bryst, og så det skjulte arene bedre. Hun så tilbage på ham ”Hvis natten er stille, er jeg” svarede hun endelig og temmelig udtryksløst. Hun drog et lille suk, hvorefter hun strakte sin spæde og svagelige krop. Hun rejste sig og snurrede omkring, så hun atter stod med front mod denne Dean. ”Du’øh…” Hun stoppede sig selv. Han kunne nok ikke svare på hvilken vej hun skulle, siden hun var faret vild.. Nanna så ned ad stien.. og derefter til stiens anden vej. Overvejede kort hvilken vej hun skulle tage, men havde ingen anelse. Det var da underligt hun ikke var nået til parkens munding? Nå.. Det kunne han vel godt svare på. ”Hvilken vej er ud?” spurgte hun og pegede i stiens to retninger og lagde hovedet svagt på skrå. Han måtte jo også være kommet ind, én af de to veje. Han kunne vel ikke være fløjet derind!...

//sorry det sene svar! o.o//

Dean lænede let hovedet tilbage imens han med en rolig bevægelse lod en hånd glide igennem sit sorte hår, det var nu dejligt vejr i forhold til det han normalt havde oplevet i London, der regnede det altid, det var irriterende og vejret ville aldrig helt som han ville. Han satte sine hænder i skødet og kiggede så overpå hende imens han bemærkede at hun tøvede. Han havde allerede for flere minutter siden konstateret at hun var en køn pige og det var da også det der gjorde at han sad og kiggede på hende også selvom ingen af dem sagde noget. En lille kold vind kom forbi dem begge og han trak let sine skuldre sammen, det var nu allievel en smule koldt når først vinden kom og han fik derfor hurtigt konstarteret at den godt måtte blive langt væk, kulde var ikke ham, han ville hellere have sommer og sol, dejligt vejr, ikke blæst og regn som han ellers havde levet under alle de år i London.
Dean kiggede på hende da hun snakkede og pegede diskret på den ene af stierne som første ud af parken:"Hvor skal du hen?" sagde han, ikke fordi han ville stalke hende, også allievel så kedede han sig ret så meget og var lige nu klar på at gå på museem hvis det endeligt skulle være, ikke at han lige regnede med hun var typen der gik på museem, men mere pointen og forståelsen i at han kedede sig. Han kiggede ned af den mørke sti, lyset i parken var begrænset og kun de få gadelygter der stod langs stien kunne fortælle hvilken vej man skulle gå og sikre en fra at gå ind i buskadset. Han var allerede nu glad for at bo i byen, også selvom han ikke kendte så mange. Folk virkede mere venlige og åbne end han havde været vant til I london, London var en fin by, men folk havde travlt og snakkede aldrig sammen, også lå der bare så mange dårlige minder hjemme i London at han prøvede at glemme alt om byen.

Nanna hævede let skuldrene som en kold vind passerede dem. Fik hendes mørke hår til at hvirvle i luften et kort øjeblik, hvorefter det lagde sig, som vinden gjorde det. Hun puttede hænderne i lommerne på hendes hættetrøje. Fandens også at hun havde glemt jakken.. Det ville blive en kold tur hjem, sådan som vinden havde taget til. Hun så i retningen vinden blæste fra og skulede et kort sekund i retningen, selvom der ingenting var at nedstirre. Egentlig ret latterligt, derfor slog hun også straks blikket hen på stien Dean havde udpeget for hende. Så havde hun altså gået for langt. Hun måtte være noget distræt til aften.. eller også var det bare hendes forfærdelige dårlige nattesyn. Hun sukkede indestængt. Der var foredele ved at være… et monster. Men det var slet ikke noget hun kunne drømme om at overhovedet bare overveje at blive! ALDRIG.
Nanna glippede let med øjnene idet Dean talte til hende, hvorefter hun propmte rettede blikket imod ham. Hvor hun skulle hen? Hun hævede svagt det ene øjenbryn og lod hans spørgsmål genlyde i hendes hoved. Selvom det nok var et ganske uskyldigt og ligegyldigt spørgsmål, var hun alligevel så pokkers mistænksom. Hun rystede tanken af sig og lynede hættetrøjens lynlås helt op. Hun skulle egentlig hjem.. Men det var vel heller ikke helt forkert at svare ”Terre… ind til byen.” Svarede hun og rømmede sig kort. Hun vidste ikke helt om hun skulle invitere ham med eller ej. Dean virkede ikke som typen der var særlig… entusiastisk og spontan.. Men virkede dog som typen som var temmelig ligeglad med underholdningen når han kedede sig, bare der skete ét eller andet. Desuden.. naarh.. Det ville nok bare lyde mærkeligt… men.. til gengæld kunne man jo spørge ’hvad er normalt’?
Det endte med at hun stod tavst og diskuterede med sig selv indeni. Hun sukkede og fandt opgivende sin pakke smøger frem - igen – og fumlede med den. Fik til sidst fat på en cigaret. ”Gir du ild på hjemturen?” Spurgte hun. Hun havde godt nok lige røget en, men hvad gjorde endnu en så? Det var meget ’hyggeligt’ at ryge på gåturen, så hvorfor ikke? Hun lænede sig frem og tættere på ham, og holdt sin smøgpakke ud. Det samme princip som før.

Dean sad bare og kiggede en smule undrende på hende, hunv ar nu meget sød men af en eller anden grund virkede hun en smule forsigtig, men nu vidste han jo heller ikke hvad for nogle hankøn der boede i nærheden, efter hvad Mel havde fortalt var mange af dem ikke særligt flinke,han havde egentligt lidt dårlig samvittighed overfor Mel men han prøvede at glemme det."Ild? Tjah... Hvad med selvskab?" sagde ham, han anede ikke hvor hun skulle hen men det var vel bedre end bare at sidde og glo. Han kiggede på hende med sine store brune øjne:"Arbejder du egentligt?" fløj det nærmest ud af ham, selv havde han endnu ikke fundet job i byen, men det var måske ikke så underligt eftersom han ikke rigtigt søgte efter noget.
Alligevel havde han en fed lejlighed ikke så langt fra parken, men man kunne ikke ligefrem sige at det var en han havde sparet op til, tværdimod havde en gammel ven skyldt ham nogle narkopenge fra før han havde været i fængsel og for dem havde han købt lejligheden, han var der dog ikke så ofte, han blev hurtigt ensom og endte bare med at sidde stiv og skæv derhjemme imens han så et eller andet underligt i TV på et sprog han alligevel ikke forstod.
Han kiggede igen kort ned i jorden inden han kiggede overpå hende igen imens han tog sin lighter frem og tog en smøg frem fra hendes æske, denne gang gav han hende dog lightern i hånden da han i sit eget hoved allerede var igang med at gå væk fra parken sammen med hende også kunne hun jo lige så fint holde lighteren som han kunne. Han spyttede en enkelt gang ned i jorden, slim fra at ryge sad altid fast i hans hals og han hadede det. Han kiggede afventende på hende og frygtede lidt en lussing, det havde han snart vendet sig til, for af en eller anden grund var det blevet sådan man sagde nej i London.

Deans svar overraskede hende egentlig en del, hvilket tydeligt afspejlede sig i hendes ansigtsudtryk. Hun rynkede svagt undrende øjenbrynene og overvejede kort om han tog gas på hende, men det gjorde han tilsyneladende ikke. Hun havde ikke mødt nogen som Dean på disse kanter… men det var nok fordi han ikke var fra området. Hun kvalte omhyggeligt et påbegyndende smil og tog bestemt lighteren ud af hans hånd. ”Jeg er ligeglad. Det er jo bare en gåtur” svarede hun kynisk og tændte smøgen. Hun havde svært ved at svare ordentligt til folk, som egentlig fortjente et pænt svar, sådan var hun bare, og i sidste ende endte det altid med at hun fik dårlig samvittighed. Så meget menneske var hun alligevel, og nå jah… så var hun opvokset i en almen menneskefamilie hvor man opdrager på børnene og giver dem en samvittighed. Som hun egentlig helst ville være foruden. Hun fik ild på cigaretten og tog et langtrukkent sug. Holdt vejret et øjeblik og åbnede derefter munden og pustede lidt af røgen ud – resten sivede ud gennem hendes næsebor. ”tænk hurtigt” Sagde hun og kastede egentlig lighteren inden hun havde færdiggjort sætningen. Hun vendte siden til og begyndte at sjokke af sted. Stoppede kort op og så sig over skulderen og tilbage på ham. ”Kommer du?..” Hun smilte svagt ”Hvis du tør” tilføjede hun og lod smilet brede sig en smule, så det blev langt mere ubehageligt og slesk, hvorefter hun vendte ryggen til ham igen og fortsatte videre. Hun havde en dårlig vane med at sige dramatiske og platte ting. Eller… man kunne vel ikke kalde det en vane.. for hun havde egentlig kun gjort det med folk hun kendte eller var tilpasse med… og sidst hun havde været det.. var vel da hun boede hjemme. Inden den dag hun stak af hjemmefra.
Nanna vendte blikket ned imod grusstien og hendes fødder som upåvirket vandrede af sted under hende. Hun lyttede til lyden af gruset som blev presset sammen under hendes militærstøvler og vindens hylen. Her var egentlig ret fredeligt.. Utroligt. Det var længe siden hun havde vandret rundt i natten, og ikke spurtet af sted. Hun førte cigaretfilteret op til hendes blegrøde, orange læber, som så blidt og vanepåvirket omfavnede det, hvorefter hun trak vejret gennem smøgen. Inhalerede, og fjernede atter filteret fra hendes læber. ”Så… hvor kommer du egentlig fra?”

"Jamen hvis du alligevel er ligeglad køber du så ikke lige ti flasker vodka og smider tøjet også?" sagde han provokerende og flabet, sådan var han og det havde han altid været, en af grundene til nogen mennesker ikke kunne fordrage ham og en af grundene til at andre elskede ham, hans varemærke og alligevel noget han ikke altid bemærkede han selv gjorde før det var sket også måske fortrød han af og til havd han havde sagt, mest fordi at gamle mennesker og børn ikke altid var med på hans halv perverse kommentare der bare fløj uden af ham uden noget filter.
Dean kiggede op da han fik en lighter i hovedet, så hurtigt tænkte han alligevel ikke og et grin kom frem på hans læber, hun var da heller ikke rigtig klog:"Flot" sagde han ironisk og samlede den op inden han rejste sig op:"Hvor skal vi hen?" tilføjede han da han kom op på benene. Han grinede let for sig selv, som om han ikke ville turde gå med hende, han regnede ikke med hun ville spise ham til frokost, det håbede han ihvertfald ikke, så farlig så hun heller ikke ud. Desuden lignede hun et menneske, han havde ihvertfald hverken set vampyr eller varulve træk og engel var hun ikke, det ville han kunne fornemme.
Han kiggede på hende da hun talte til ham:"London" sagde han og smilede let imens han lod en hånd køre igennem det sorte hår:"Men det er en lang og fortids præget historie" sagde han og nikkede, ikke noget han nød at tale så meget om, han var flyttet for en grund og det ville han foraltid være, han skulle aldrig tilbage til London, det vidste han med sikkerhed, der var intet godt for ham i London og alt dårligt som han havde oplevet var sket hjemme i London:"Hvad med dig?" sagde han og kiggede på hende imens han begyndte at gå.

Hun drejede halvt om og så sig over skulderen i det hans flabede kommentar nåede frem til hende. ”Ja det kunne du sikkert lide hva?” Hun drejede helt om, så hun stod med front imod ham og placerede hænderne på hofterne, for at se fornærmet ud, hvilket hun egentlig ikke var. Hun hævede øjenbrynene og spidsede læberne idet hun lagde vægten på det ene ben. Stod tavst et øjeblik og så på ham med en blanding af forargelse og afsky, men blødte dernæst op i et skælmsk smil, og det samme gjorde hendes holdning. ”Jeg er flad..” sagde hun og klappede en enkelt gang på hendes bukselommer. ”Og du ved jo at det sjove først begynder når virkningen fra alkoholen gør” sagde hun og knipsede kort med hendes frie hånd, hvorefter hun pegede på ham med samme hånd, som nu var ’formet’ som en pistol. Hun snurrede endnu engang omkring og fortsatte ned ad stien. Traskede af sted i hendes sædvanlige sløsede og fraværende holdning. Ikke noget hun tog sig særligt af. Hun tog endnu et hiv af hendes cigaret, inden hun svarede ”ind til byen, sagde jeg jo?” Det var Terre hun snakkede om, hvilket hun også tidligere havde nævnt. Hun hævede sin frie hånd og førte den igennem hendes hår. Lod fingrene glide langsomt igennem det, og fik det på den måde redt tilbage så flyvske lokker ikke generede hendes synsfelt. Mørket lå tæt nok i forvejen. Et vindstød, fik hende til at slå armene om sig selv. Kulden syntes at tage til som natten tog til. Hun bandede lavmælt for sig selv, og tog endnu et hiv af hendes smøg. Lod den side mellem hendes bløde læber og proppede straks hendes feminine hænder ned i lommerne på hendes hættetrøje. Hvorfor havde hun også været så genial at glemme hendes jakke på arbejdet?
Hun vendte sine særprægede og sjældne øjne hen på ham i det han svarede på hendes spørgsmål. London.. Hun lod blikket glide ned ad ham og lod det derefter klatre op ad ham igen. Om det overraskede hende eller ej, kunne hun ikke helt bedømme, men hun valgte dog ikke at spørge mere ind til det. Hun tågede et øjebliks tid om London, men vågnede dog op da han sendte hendes spørgsmål tilbage til hende selv. Hvor hun var fra. Tjah… ”Langt væk.. ” svarede hun bare. Gad ikke snakke om hvor hun kom fra, hvad hun gjorde her, og hvorfor. Gad ikke have hans medlidenhed en den slags.. Hun skævede til ham. Ja hvis han da besad den evne til at føle sådan. Eller overhovedet at føle. Hun vidste stadig ikke om han var menneskelig eller… mildt sagt anderledes… Men det var også lige meget, så længe det ikke gik ud over hende, så kunne han være en alien, eller en cirkusklovn hvis det var dét. Hun kunne da være ligeglad?

Dean grinede bare af hende og rystede så let på hovedet, det var dog ganske typisk piger, også selvom hun ikke blev rigtigt fornærmet, eller hvad man nu kunne sige det var hun blev, så skulle de altid lige fortælle at de altså havde ret til at blive fornærmede over kommentare som jo i bund og grund var et kompliment, også selvom de ikke altid så det sådan. Dean lagde nu heller ikke så meget i det, selvom han af og til kunne være et meget sexuelt betonet menneske så havde han det også godt med at have venner han kunne feste og have detsjovt med, han havde ikke ret mange af dem i byen, nok mest fordi han ikke havde boet der så længe, men også fordi mange af de piger han havde mødt ikke lige frem havde nogen intenstion om at ville være venner med ham.
"Jeg giver" sagde Dean da hun hentydede til at hun var fattig, han var egentligt ligeglad om hun skulle ind til byen og på druk eller de bare skulle vandre gaderne igennem og snakke om de mange mærkelige, triste og sjove episoder i deres liv som nogle mennesker nød at tale om, lige for tiden havde han penge nok, efter han va rkommet ud af fængslet følte han sig næsten rig, hvor mange penge skulle man bruge nå man sad bag træmmer? Ikke ret mang ehavde han hurtigt fundet ud af og det var han jo bare glad for nu, for det havde gjort at han havde fået en fed lejlighed og nogle dejlige ting til lejligheden, slet ikke så dårligt ifølge ham.
Dean kiggede en smule undrende på hende."Er det en hentydning til at jeg skal stoppe med at spørge eller til at jeg skal spørge noget mere indtil du som den pige du er overgiver dig og fortæller mig det alligevel?" sagde han flabet, mest fordi han efterhånden ikke kunne finde ud af hvad det var piger mente når de talte, så kunne han jo lige å godt fra starten af spørge hvad de ville og hvorfor, ihvertfald når det galt sætninger som den hun lige havde sagt, for enten betød det at hun gerne ville sige det men ikke indrømme det, eller at hun bare syntes han skulle skride af helvedes til.