en lille lommetyv i center (Åben)

Hun kom langsomt på plads ved hans side, og sank ned på knæ foran drengen, imens hans ord forsøgte at trængen ind, rigtigt, så hun kunne forstå hvad han lige havde sagt. Engel..?
" du er en engel, en blandning af en slags? " mumlede hun og hendes store isblå øjne fangede hans. " Zardon... Gør det ondt det der ?" spurgte hun og hentydede til lyset der kort tid forinden, havde strømmet fra hans hænder -og lod blidt en hånd røre ved en af hans.Hun var komplet uvidende om engle, hell...hun troede ikke engang på en gud.Og nu sad hun her ,med et barn....et helt særligt et af slagsen.
" hvad var det for en lys ?"

" jeg er hallv lysengel og halv skydesengel: og nej det gøre ikke ondt kun nogen gang vis lyset er for stærk, eller jeg ikke ha for mange kræfte i kroppen " sadge Zardnon. Og så på sine hænder de små mønster han havde i sine hænder, var meget tyrlig lige nu efter lyset

" halv lysengel og halv skydtsengel" gentog hun en smule monotomt.
Hun havde ingen ide om havd det indebar, og følte sig tåbelig uviden som hun sad der...overfor ham, som om at deres roller var ændret og nu nu var barnet med behov for guidening.
Men sålænge det ikke gjore ondt, og det kunne da umuligt være farligt!
En tanke kom snigende..." spiser du helt almindelig mad ?"
Der var nok mange væsner der havde en særlig diæt,mente hun g resten måtte hun jo ellers finde ud af hen af vejen.

" jeg kan spise. At det som du også kan spise " sagde Zardon og så ned han viste ikke hvad der, skete med hans kræfte på det sidste havde han kunne forsvinde forøjen af vagtern i center. og nogen gang forvire han dem også uden at han viste det,

" Jamen det lyder jo godt.Og mit køleskab er fyldt med mad som du bare tager af,lige som du har lystbtil, skal vi ikke sige det? " hun så lidt på ham og i sit stille sind undrede hun sig lidt, hvorfor så hun ikke et væsen når hun så på ham? Alt hun så var denne skønne lille dreng.
" såå en engel, cool hva! " prøvede hun ,for at få ham til at føle sig velkommen og hjemme.
" Har du så en ...opgave eller nogen du passer på? Jeg ved ikke så meget om det" indrømmede hun, selvom Zardon sikkert havde luret det.

" jeg har ingen opgave. Eller nogen jag skal passe på jeg er kun et barn endnu og det skulle, være min far som skulle finde på nogen eller en som jeg skulle passe på. Og hjælpe " sagde Zardon stille og så rundt

Han så såmhjælpeløs ud, som han sad der og hn lyst til at trække ham ind til sig, men undlod da hun ikke ville jage ham en skræk i livet.
" hvad er der sket...med dine forældre Zardon, siden du pludselig er alene her?"
Hvad skulle der tilnfør engle mistede deres liv? Kunne de dø af de samme ting som mennesker, eller levede de evigt som vampyrer.Åh gud....hun manglede en manuel på den dreng ' engle børn for dummies ' , mon der fandtes sådan en, tænkte hun ironisk.

" det skete for mange å siden. Jeg var knap nok 1 år gammel da det skete jeg havde være syg i nogen dage, og min far havde ind gå i aftale for at få penge til at købe medicin til mig. og da jeg så var nogenlunden var rask angreb en flok varulve vores, hjem min mor når lige at gemme mig før de også fandt hende. jeg hørte dem kæmpe inde i stuen og der efter ingen ting og da, solen stod op og varulven var væk lå mine forælder fuldkomme lemlæste på gulver. Jeg var så bange at jeg ikke kunne gøre nogen før børnehjemet kom og hent mig, og siden har jeg være der " sagde Zardon

Hun stirrede på ham. måbende.
Varulve! Varulve nedlagde hans familie.
Hun anstrengte sig...hårdt...for at se helt normal ud da hun sagde" vent her lille skat...jeg er tilbage om to sekunder" .
Corinne kom på benene og var hurtig som en gazelle , ude i sit køkken .Der fandt hun en flaske vin der lå på køl, og med noget shaky hands , fik hun den åbnet og satte den ivrigt til sine læber....og drak! Hun drak...næsten en halv flaske, uden pause af nogen slags.Og først da hun mærkede en begyndende varme i hendes krop, fik hun sat flasken fra sig.
* tag dig sammen, Rinna...tag dig sammen ! * formanede hun sig selv.
Hun lod en hånd aftørre de våde læber, og rettede lidt på tøjet, inden hun igen gik tilbage i stuen - og satte sig på gulvet, foran Zardon.
" varulve....siger du....for pokker du har haft det hårdt.Men nu vender det !" sagde hun blidt, og hikkede en enkelt gang.

" jeg håbe på. At jeg en dage kan finde ud af hvorfor mine forælder skulle død på den voldesome måde, og finde dem som gjorde og får dem stille til regenskab for det " sagde Zardon. Og så ned i gulvet i mens tåren atte kom til syne i hans lille ansiget, han saven sine forælder så meget at han ikke kunne tænke på ander end dem.

Corinnes hjerte snørrede sig sammen.
Hvorfor opførte folk og væsner åbenbart, sig som direkte bæster.
Hvorfor var det nogen trivedes og voksede sig stærke ved at lune sig fra ondskabens brændende flamme? Det var....grusomt,ondt.
Hun rakte ud efter Zardon og hvis han ikke gjore modstand, ville hendes arme trække ham ind til sit bryst, hvor han ville kunne finde varme og tryghed.
Hendes hånd ville glide igennem hans pjuskede hår, gentagende gange og trøste ham og tilbyde nærhed.

" Zardon Lille skat, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig- og passe på dig" sagde hun og knuede ham ind til sig.

Zardon havde ikke få. Sådan et varmt knus siden han var helt lille og han putte sig ind til hende, hun havde den modelige varm son han saven og han begyndte svaget. At falde hen han var så træt og lille at han ikke kunne holde sig vågen mere nu,

Corinne kunne fornemme hvordan hans lille krop , langsomt men sikkert , begyndte at slappe af i musklerne. Hun sad stille, sagde ingen ting men vuggede ham blidt.Hendes ene hånd lå på hans baghoved og den anden om livet på ham.
Til sidst gav Zardon helt efter forntræthed og udmattelse, og faldt stort set i søvn i hendes arme.
Selv om han bare var fem år, var han alligevel pænt tung for hende at rejse sig fra gulvet med.Men hvor der er en viljener en vej - og hun kom op og stå og bar knægten ind på hendes seng, hvor han fik stoppet dynen trygt og lunt omkring sig.
" Hey Ally.... Nunligger du stille ,så du ikke vækker ham" hviskede Corinne , da Zardon fik selvskab af Corinnes kat oppe i sengen.
Den rullede sig sammen ,til en lille pelskugle, og lagde sig tæt opmaf Zardon.
Corinne selv, gik ind og lagde sig på langs i sofaen.Dog havde hun lige været en tur i køkkenet igen, og derfor kunne hun nu ligge og svinge et glas vin i sin ene hånd.
" du gode gud...en engel ! " hviskede hun ud i luften.

Zardon lå med Rinnes kat Ally. Ved sin side han nusse den stille i søvne han elske dyr siden han varf lille, og den kat ar så lille og blød at rør ved så han sov som den lille engel han var. Og hans lille ansiget havde et lille svaget smil,

Imens tog hun seletøjet af hendes tanker, og lod dem løbe frit omkring.
Hvad skulle hun dog stille op ?
Hun kunne jo ikke kontakte hverken politi eller børnehjem, hvilke ellers ville være det mest normale at gøre, i sådan en situation.
Og ingen på fem år, kunne velmklare sig selv? Selv ikke en engel.Hun sukkede.
Hun havde jo ikke noget valg at træffe,intet at vælge eller vrage.Zardon måtte nødvendigvis blive hos hende, indtil han selv måske mødte nogen han hellere ville bo hos. Og det var jo ikke fordi hun hev kærester med hjem hver og hver anden dag.Faktisk havde hun ingen haft på besøg endnu. Og hun havde enda haft lejligheden i næsten 10 måneder nu.
Hun lukkede sine øjne. var der noget at sige til hun savnede nogen?
En favn at søge tryghed i og en man kunne debatterer ting med.En at give kærlighed til. Hvorfor skulle hun også være så......kræsen?

Zardon begyndte at drømme. Og det var ikke nogen gode drøm det var et mararidt, han vendt og dreje sig som besat han sov ikke så got lige nu da hans genså og genhørt. Sine forælders død efter så mange år

En ukendt lyd bragte hende til hurtigt at komme op af sofaen og se sig omkring.
Damn...hun måtte have været faldet lidt hen...slumret som man kaldte det, selv om det lød åndsvagt. Hun lagde hovedet lidt på sned, forsøgte at skærpe hørelsen....dér ....der var den igen. Hun gik mod sit soveværelse, og der fandt hun kilden til de nyankommende lyde.Zardon lå uroligt og sov, og disse små klagende lyde, der undslap hans lille mund fra tid til anden, var dem hun havde opfanget, halvt søvne selv.
Hun listede over og lagde sig meget forsigtigt ned ved siden af drengen.
Hun sørgede for at dynen var stoppet tæt om ham og bagefter lagde hun sig selv ned. Corinne lagde en arm omkring hans mave, trak ham blidt ind til sig og hviskede.." sov bare videre lille skat, det var kun en drøm....en dum drøm"

Zardon begyndte at sove mere rolig. Og han havde det bede nu efter hun havde får løsene, dyne så han ikke ville blive hvilke ind i den og kvalt og det måtte ikke. Ske for da han havde et lange liv foran sig vis han overleve sin barndom,