It's Never Good Enough! ~ Åbent Emne ~

Sted: Togstationen - Det indre af et tilfældigt tog.
Vejr: Udenfor er nattehimlen ved at tage over, og vejret er ved at blive varmere påtrods af den blide blæst.
Omgivelser: Står beskrevet i teksten..
Tid: Omkring 18:45, Starten på aftenen.

Selvom at solen efterhånden kun lå som en tynd streg på horisonten, kunne man stadig høre de forbigående toges hjul, der hylede skingert imod skinnerne. Hovedbanegården myldrede som altid af mennesker, enkelte varulve, og andre former for overnaturlige væsner med et homosapiens udseende. Det var svært nok i forvejen at skille sig ud fra de andre der stod og ventede på deres tog, især når guddommelig skønhed efterhånden var en hverdagsting. Selv for menneskene, der ellers ikke kendte en hylende fis til deres omgivelsers sande natur, var det ikke uvant med at se et elegant pigebarn med ret så veludviklede former og som kun var iført en orange kjole, der aldrig syntes at gå længere end til det halve af overlårene. Selv når hendes bjørnebrune hår, med en fin rødlig glans, kastede sig ned af hendes ene ellers blottede skulder som en drillesyg slange, var der ingen der syntes at tage notits af den nærmest eventyrlige elegance. Selv da en af de ældre mænd, der ellers havde en tendens til at være nærmest overdrevet pervers i nærheden af unge tøsebørn, snøftede bare da deres øjne mødtes, inden han sekundet efter kiggede på det runde ur ca. 3 meter fra hans - og den unge kvindes - position.

Endnu en skinger lyd skar sig igennem massen af ventende individer, og samtlige måtte holde sig for ørene, så de ikke risikerede at få en ubehagelig høreskade. Pigen også, med den orange miniature-kjole, måtte skærme for ørene med begge håndflader så de skrøbelige trommehinder ikke sprang. Malifust, som var den barfodede piges fødenavn, kneb utilpas det ene øje sammen, og lod det andet stirre glubskt på det standsende s-tog. Hun havde aldrig brudt som om de høje lyde, der altid fik hende gjort smådøv de første 2 minutter efter at hyletonen endelig forsvandt igen. Hun havde selv afslået utallige liderlige mænds forslag om et sted at bo, imod "betaling" selvfølgelig, og havde slået sig ulovligt ned på det mest lumre sted, en by kunne byde på - lige på trods af den kvalmende kloark, der aldrig ville få en renlig aroma. Men hun havde været enig med sig selv, at hendes nyere hjem var uhyggeligt tæt på at slå kloarken i at eje den mest livstruende hørm. Hun havde placeret hendes eneste ejendele, 2 små rosinpakker og en halvspist kærgården, på det bagerste toilet banegården tilbød. Efter et par timer havde hun regnet ud hvordan man forsvarligt låste toiletbåsens dør, uden at være bange for at et heldigt - bogstaveligt talt - røvhul stjal hendes eneste føde imens hun var væk. Hun lærte også, efter et par dage med en fyrsteligt øm ryg, hvordan man kunne sidde ned og falde i søvn, imens to af ens fingre klemte næsen og blokerede for den faretruende stank lokummerne (og sikkert også vaskene) udsendte.

Men nu stod hun i et tog, der gerne skulle føre hende til et nyt hjem udenfor Di Morga, sammen med hendes tilbageværende ejendele. En halv pakke rosiner, og 2 knivspids smør indhyllet i et "lånt" lommetørklæde. Hun traskede igennem den ene vogn, og endte i den bagerste del af toget. Malifust nød altid at være i den bagerste del af det hun kunne være i, da folk sjældent gad bruge deres tid på at lede efter den bagerste vogn, når der stadig var ledige sæder tættere på dem selv. Hun åbnede den tynde dør, og bemærkede 3 skikkelser, der også havde valgt at placere deres gump i selv samme togvogn. Hun tog et par skridt frem, og hvis ikke der havde været en væg at støtte sig til samme sekund hun var igang med det fjerde skridt, var hun faldet ud af vognen pågrund af et højt bump.
Underligt, tænkte hun for sig selv, og fandt frem til et ensomt sæde ved et af de venstre vinduer. Hun begyndte at overveje, hvorfor toget mon havde haft ret travlt med at komme afsted. Så ledte hendes tanker over på det pludselige hop, der nærmest havde føltes som et lille jordskælv. Men som hun havde for vane, ikke at kunne holde koncentrationen for længe på det samme sted, begyndte hun at fundere over noget helt andet.

*Hvordan mon det nye sted vil blive..?*

Blaine vaklede igennem det rumlende tog med et søgende blik på de ledige pladser. Selvfølgelig var der kun ledige pladser ved siden af de ulækre typer. Han sukkede, og bevægede sig længere ned af toget, nærmende sig den bagerste togvogn.
Grunden til hans togtur var enkel. Han manglede frihed til at tænke over nogen ting og var et tog ikke det bedste sted at tænke?
Han åbnede døren til den sidste togvogn og begyndte at gå fremad da han mærkede et pludseligt ryk i hans tøj. Han kiggede bagud og så sin lyseblå skjorte i cowboystof sidde fast i døren der havde lukket sig om det nederste hjørne af stoffet. "Forbandet" mumlede han rasende og trykkede på knappen der åbnede døren så han kunne komme fri.
Udover den lyseblå skjorte hvis ærmer var smøget op og som stod åben havde han en hvid t-shirt indenunder skjorten, et par blå jeans, og nogle papirstynde sorte converse-lowtop efterligninger som afslørede nogle gule sokker indenunder. Hans sorte manke af hår sad som det altid gjorde (profilbillede) og hans mørkebrune øjne skimtede hurtigt de få ledige pladser.
Der var et helt sædde frit overfor en køn pige der ikke kunne være meget yngre end ham selv. Han satte sig og fangede hendes blik og sendte hende så et venligt smil og et nik uden anden betydning end ren venlighed.