/åben/ The old man

S :: Havnen "Lés Porté"
O :: Havet og de mange fragt skibe, samt de enkelte fiskekuttere og lystbåde
T :: Aften solen er stadig ved at gå ned.
V :: Stille og roligt, vandet en næsten helt stille, det klukker kun ganske stille mod havne molen.

"Hvorfor bliver vi ser de på os? Hvorfor værdiger de os stadig et blik? Enkelte af dem viser enda noget der minder om ægte følelser overfor os, men jeg er kommet i tvivl om de overhoved har følelser, for hvis de havde, ville de da aldrig have tilladt at vi er blevet det vi er: Deres slaver, deres stille hengivende håndlangere, der ikke sætter spørgsmålstegn, men bare nikker og gør som alle andre, vores tanker og følelser, er blevet taget fra os og erstattet med noget vi tror er noget vi selv ønsker. Kampen for overlevelse kalder de den, modbydelig ondskab der ikke giver mening i et menneskes hjerne kalder jeg det, men denne ondskab, er ikke noget vi selv har skabt, det er noget som de har indført og belemret os med! Deres krige har ført til at vi er blevet dræbt i tusindevis, men nok er nok, jeg vil ikke længere stå mål med dether. Væbnet revolution er det jeg går indfor, lad dem alle bøde for de tusinder de har på sinde! Lad menneskene generobre denne verden! Lad væsnerne falde for vore fødder og forsvinde ned i de mørke huller de kommer fra!".

Alistair huskede den tale han havde holdt for så forfærdeligt længe siden, meget vand var løbet under broen siden, og grå hår havde gennem de sidste år vundet plads i hans ellers røde manke. Dog havde han aldrig glemt de ord han havde brølet ud over den lille forsamling af ligesindede i Abbadons vidstrakte fængsel. At han nu var den sidste tilbage af den ellers tæt knyttede gruppe på 8 var en skam, han kunne bruge alt den hjælp han kunne få, hvis han skulle hjælpe dem der var svagere end hamselv, og ude af stand til at indse at det eneste som væsnerne bragte med sig, var død og ødelæggelse.
Det havde været drabet på uskyldige under Malakels styre, som for alvor havde givet ham gløden og viljen til at dræbe alle disse væsner.

Hans ansigt var langt fra muntert, og den sorte klap han havde for øjet, gjorde at han ikke var en person, man havde meget lyst til at nærme sig af naturlige årsager. Den tætte militærdragt gjorde også sit til at han bare lignede en gammel veteran fra en af de talløse krige, som havde set for meget og nu var blevet tosset og utilregnelig. Efter Alistairs mening talte det til fordel for ham, han slap for irriterende turister og desuden gjorde det at han normalt ikke var et offer som væsenerne hurtigt ville gå efter, med mindre de var rigtigt sultne, eller ville teste deres evner. I begge tilfælde var han høje alder endnu et bevis på at han ikke var en der lige var sådan at bide skeer med, selv for et væsen der havde magiske kræfter af ofte meget store propationer. Det var egentligt utroligt, når han selv tænkte over det, hvis han talte chancerne for sin død, oversteg den hans alder med næsten tre gange. Han rystede kort ved den morbide tanke og fokuserede igen på den lille snøre der dinglede ned fra hans fiskestang.
Han havde ikke fanget noget hele dagen, men det var heller ikke så meget for at fange noget, men mere for at få lidt ro han gjorde det.

Hans cigarret vippede irriteret da der var noget der trak i snøren, så var det altså tid til at komme videre. Han trak hurtigt linen ind og kiggede på den mørke kuffert som fulgte med op. En dykker havde sat den fast og var formentlig hurtigt på vej væk igen, men det var også ligemeget, det vigtigste var at Alistair havde modtaget hans leverance og nu kunne komme væk fra den stinkende havn.

To blå øjne stirrede. De stirrede ud på havet med de få bølger. De studerede den nedgående sol, i håb om at den snart ville forsvinde fuldkommen, så hun ikke behøvede at sidde fast i kattens krop meget længere. Det lyserøde skær fra den nedgående sol, var dog fascinerende, selvom den skar i ens øjne, hvis man fastholdt blikket lidt for længe. Stanken var uudholdelig klam, men lugten forsøgte hun at skubbe væk, ved delvist at holde øje med den nedgående sol, og manden der fiskede.
Han havde siddet der længe, og katten havde tro siddet lidt bag ham, i den samme majestætiske stilling som alle. Hovedet løftet, halen slået om for- og bagben, missende øjne, enkelte ryk på næsen og ørerne højt i sky. Sådan havde hun siddet det meste af dagen, selvom det var trættende og ens arme og ben blev stive. Men det skubbede hun delvist bag sig. Lydia havde nogle hun skulle holde øje med, og den eneste tænkelige måde hun kunne gøre det i dagslys, var ved at forfølge.

”Meeow?” Selvom det hun lavede, mere eller mindre var at stalke den stakkels mand, der havde siddet og fisket hele dagen, så var det vel ikke katten i helhed, der holdt øje med ham. Og nu kunne hun bare håbe på, at han ville lægge mærke til den prægtige, majestætiske siameserkat, der nu strøg hovedet op af ham, mens en enkelt lille lyd, fortalte ham at katten var glad. Hun gav sig til at spinde, bare for at gøre det hele lidt mere komfortabelt for hende. Hun stoppede dog øjeblikkeligt, da hun fornemmede en irritation, der kom fra mennesket. Katten kneb øjnene sammen og studerede kort hans ansigt, før hun missede med øjnene og kiggede ud mod solen, der forhåbentligt snart ville gå ned, så hun kunne få lov til at have det sjovt igen. Det var egentlig også utroligt, at hun var så tålmodig. Hendes offer sad jo lige der, og efter at have forfulgt ham, siden hun var kommet til byen, forstod hun ikke sin egen tålmodighed. Hvornår fik hun muligheden for at have det sjovt igen? Han var jo et menneske, godtroende og sikkert også naiv. Gad vide, om han havde bemærket at han havde en skygge?

Katten gabte og de syleskarpe bisser kom nu til syne. Selvom man skulle tro at det var en helt normal kat, var tænderne blanke og mere skarpe end normale kattes. Hun var altså ikke helt normal. Der var noget andet end blot siameserblod i hendes årer. Det skulle faktisk ikke undre dem, der vidste hvad hun var, at hun intet blod i årerne havde. For katten ved mandens side, var ingen normal kat, men en legesyg, sindssyg og skør vampyrkvinde, der blot var ude efter at dissekere nogle, få lidt sjov ud af det og derefter dræne dem fuldkommen for blod. Denne gang skulle det være anderledes, for det var det allerede i forvejen. Hun nød at følge efter væsner med blod pumpende inden i sig, koste hvad det ville. Girls just wanna have fun.

Alistair gabte stort, på trods af at solen ikke var gået ned endnu, var det sent for et menneske... nærmere et menneske af hans efterhånden fremskredne alder. Han havde også kunne mærke på det seneste, hvordan årene efterhånden havde taget bo i ham og gjord ham bare en anelse langsommere end han engang havde været. Årene havde også sat dybe fuger, både i hans ansigt og i hans sjæl, han havde set for meget for et menneske, og han havde overlevet for meget for et menneske.
Cigarreten dirrede forsat, mens han fik halet den sorte kuffert helt op. Han kiggede hurtigt rundt, men der var ikke andet at se end katten der havde forfulgt ham gennem det meste af dagen, det var tydeligt for ham at de var en vampyr der ventede at springe på ham så snart mørket faldt på, men der var ingen grund til at vise kræet at man anede uråd, så han fulgte dagens plan, som om der ikke var noget underligt ved den.

Alistair fik et stort smil, da han vendte sig om mod katten, "Sidder du stadig der?", han bukkede sig ned og lyden af hans ryg der knækkede flere gange, ville få andre til at lave en kedelig grimasse. Alistair kløede katten bag øret, mens han fortsatte med at snakke til den med hans gammelmands stemme, "Nu skal du se hva' jeg har til dig", han stak hånden ned i den lille spand han havde haft til at stå ved siden af sig og trak 3 sardiner op og dinglede dem drillende foran katten, "De er godt nok madding, men der er ikke meget at fange her i havnen, så dem kan du få", Alistair klappede fortsat katten, mens han smilede venligt til den.
Inden i var Alistair ved at gå til af spænding, ville dyret spise sardinerne, ville han komme i tvivl om han havde fornemmet rigtigt og den var en vampyr i forklædning. Problemet var at da han havde rørt ved den, kunne han ikke mærke om den var kold, på grund af sollyset som den havde siddet badet i hele dagen, det var også pokkers han ikke havde fundet et sted med lidt skygge.

Alistair rejste sig og smilede til katten, "Jeg går nu lille kat, men jeg er tilbage imorgen tidlig ved samme tid", han kløede den en sidste gang bag øret inden han foldede sit udstyr sammen og tog spand, kuffert og fiskestang med sig og smed det bag i ladet på den gamle blå pick-up. Han var ikke sikker på om han var ved at blive skør, men den kat havde bare noget over den der gav ham følelsen af vampyr og i hans verden tog man aldrig chancer, så snart han var ude af kattens syne, puttede han sølvkugler i hans revolver og gemte den under sit sæde igen.

Dagen var i midlertidigt ved at indhente Lydia indenom, eftersom det hele skete igen og igen, ikke hver eneste dag, men hver evig eneste dag, sad hun her og holdt øje med den lidt ældre mand, der gang på gang kløede hende ved ørene og strøg hende over pelsen. Det skulle endda ikke undre nogle, heller ikke engang den skøre vampyrkvinde, hvis han allerede havde gennemskuet forklædningen. Hun havde trods alt forfulgt ham i et stykke tid, men endnu ikke angrebet. Det kunne dog ske når som helst. Og i nat kunne være et godt tidspunkt. Hvis bare solen kunne gå ned, så…
En latterlig kraftig lugt af fisk, ramte hendes skarpe næse, hvorefter hendes øjne endelig fik fokuseret på de sardiner der blev viftet drillende foran hendes næse. Hun vidst godt, at hvis hun ikke skulle afsløre sig selv yderligere, havde hun intet valg. I stedet for at spise dem med det samme, rev hun alle tre fisk ud af hånden på ham, og begyndte at jage en af dem. Hun hvæste lidt af den ene, før hun teknisk set sprang på den, og ’uheldigvis’, ’kom til’ at skubbe den ud i havet. For at sætte prikken over i’et, søgte hendes store blå øjne efter den, men hun agtede ikke at springe i vandet efter den. To tilbage.
Hun skammede sig. Kunne hun ikke bare æde dem, som en rigtig kat ville gøre? Det ville hverken vække mistanke eller skade med lidt fisk, men hun var vampyr, og tanken om rigtig mad gjorde hende dårlig. Alligevel bed hun det i sig, og tog en bid af fisken, hvorefter en væmmelse skød gennem hende. Grusomt! Aldrig i hendes liv, havde hun smagt noget så hæsligt! Uden at tænke sig om, spyttede hun fisken ud og jamrede højlydt. Hun kradsede ham på buksebenet og kiggede håbefuldt op på ham. Var det virkelig det eneste han kunne byde på?

Det blev tydeligvis ikke til flere ’godter’, da manden rejste sig op og pakkede sammen. Trofast som hun nu næsten var, fulgte hun efter ham, men standsede lidt fra hans bil. Om ikke mange minutter, ville solen være forsvundet og så kunne det sjove jo begynde igen, med mindre… Lydia havde fortsat sin gang på fire poter, men blev stoppet af et syn, som hun helst ikke havde ønsket at se. Sølv. Sølvkugler. Hvad? Vreden skød op i hende, og det blev tydeligt, at hun var opdaget. Suk. Det ville blive hårdere, end hun havde troet… For ham altså.
Solen var nu forsvundet under horisonten og katten gabte atter, før den trissede hen til bådehuset ikke langt fra og forsvandt. I stedet kom en letpåklædt kvinde til syne, med en hætte over hovedet. Forhåbentlig ville han ikke få øje på hende, ellers ville hun afsløre sig selv endnu mere. Hun listede over på den anden side af bådehuset, før hun fik fart på, og på få sekunder stod i nærheden af den blå gamle bil. En lav, ondskabsfuld latter, kom fra hendes sammenpressede, før hun trak sig helt ud af syne og stillede sig op af væggen, ventende på at høre nogle lyde, der kunne guide hende.

Der lød et lille klik da han lod hanen sidde klar på pistolen, han havde lært at selv den mindste ting der gjorde ham bare et milisekund hurtigere, var forskellen på liv og død. Hans hånd dirrede mens han gjorde det, hans liv var endnu engang på spil og det var bare en ting som man aldrig rigtigt fandt sig til rette med, ideen om at man det ene øjeblik kunne være her, nu og det næste kunne være et andet sted, enden godt eller ondt, eller måske var man bare slet ikke mere.
Han fik ondt i hoved af at tænke på den måde, men ikke destro mindre gjorde han det ofte, den filosofiske del af ham, ville bare aldrig lade denslags spørgsmål ligge.
Alt imens Alistair tænkte lidt højt for sig selv, sørgede han for at kigge rundt så han ikke skulle blive overrasket og med næsten vandt hånd, satte han nøglen i tændingen og startede bilen, det lå altsammen i at komme væk, så langt væk man kunne, så hurtigt man kunne. Rovdyrene nægtede at følge en, hvis man bare sørgede for at gøre det besværligt nok.

Ud af sin øjenkrog, så Alistair katten forsvinde rundt om bådhuset, så ville den altså komme efter ham om lidt, og ganske rigtigt, i det sekund han så solens sidste stråler forsvinde i horisonten, hørte han en latter der gav ham kuldegysninger, men også lærte ham noget om sin modstander, det var helt sikker en kvinde eller hvor meget kvinde det stadig var kunne diskuteres... None the less så var han allerede nu i styrkemæssigt undertal og der var ikke noget andet at gøre end at give bæstet kamp til stregen som det aldrig havde oplevet det før.
Der lød et smæld da han så dyret et sekund foran sig og han affyrede pistolen, hvor den havde stået, men nu tydeligt ikke stod mere. Alistair ventede ikke på at dyret skulle samle sig til et nyt angreb, han satte den lille blå pick-up i gear og trådte sømmet i bund, mens han kiggede rundt for at se hvor dyret ville komme fra næste gang.

Bilen drønede afsted op mod vejen der førte væk fra havnen, det mest kritiske stykke lå efter man var kommet over den lille bakke, for der lå der omkring 5 kilometer med åben hede til alle sider, inden man kom ind i Terre og kunne begynde at gemme sig hid og did.
Alistari var fuldt bevidst om dette og han gav derfor bilen ekstra mere gas, så han var sikker på han kun skulle befinde sig i dette ingenmands land, så kort som overhoved muligt. Noget fangede dog hans blik mens han drønede afsted, et stykke foran ham var der et eller anedet der bevægede sig på en underlig måde og jo tættere han kom, jo mere sikker blev han på hvad det var.
En eller anden stakkel var blevet taget af noget, om det var vampyr vareulv eller noget andet monsterlignenden var Alistair ikke sikker på, men det var underordnet. Idet han kom tæt nok på, trak han pistolen frem og satte to kugler i dyret som hylede som besat og derefter kollapsede i hans bakspejl, det var synd for hvem end det var der var blevet taget af dyret, men nu var der da taget hævn. Han rystede på hoved, han var nød til at tage sig af det problem der var på hånden, det var hans egen overlevelse der var på spil nu, han havde ikke tid til at bekymre sig om andre.