Gensyn (Åben)

Vejret var overskyet og ingen solstråler slap i gennem. I fem timer havde Ethan været inde et freaking hus. Han lod irritationen få frit løb.
Solen var ikke fremme lige, og det takkede han... en eller anden for. Dog havde han selvfølgelig taget en ekstra lag tøj på, hvis solen skulle finde på at lege ond. Og de fleste var desværre mod vampyrer. Mod Ethan. Han var klædt i mørkt tøj, præcis som han plejede. Grå hættetrøje med hætten trukket godt op over hovedet, lange jeans, som sad løst på hans slanke ben og hænderne dybt begravet af stof i hættetrøjens lommer. En sort læderjakke hang også fra hans arm, men det ingen grund til at blive varm. Hverken om hjertet, sjælen eller kroppen. Desuden havde han også hvide hansker på.
Han gik forbi nogle butiksvinduer og så, i forbi farten, klokken. Den vidste et kvarter over fire. Ekspidienten smilede indsmigrende til ham, Ethan kiggede væk og satte den allerede hurtige fart op.
Domkirken lå øde og alene fremme foran ham og det gik op for ham, at det var der hans rappe fødder var ved at få ham hen.
Vampyren runkede let brynene og kiggede igen på kirken. Den inde holdt mange.. farlige genstande. Men han havde altid været tiltrukket af kirken. Biblen var verdens første fantasy bog og han elskede fantasy. Hans knirkende fodtrin lod høje for hans skarpe hørelse, mens han tilbage lagde de sidste meter mellem han og eventyret.

Seri græd aldrig. Og med aldrig, menes der ikke ret sjældent. Det eneste hun græd over, var sine brødre - ikke sine forældre, de var voksne, det havde hendes syv fantastiske brødre ikke været. Det var ikke hendes rigtige forældre der lå her, det var moderen og hendes stedfar, som hun altid havde betragtet som en rigtige far. Hendes tanker blev afbrudt, selv om det var helt ovre ved indgangen, kunne hun høre de knasende skridt i gurset.
Hun rejste sig halvt op, men ombestemte sig og lod sig glide nd på sine knæ. Hun begyndte at hive alle de visne blade af planterne, og samlede dem i hænderne. Men fra tid til anden, så hun op i mod personen der nærmede sig, man kunne aldrig vide. Og sådan som alting stod til nu, måtte man altid vær på vagt.

Nogle mennesker i sort bar en kiste ud. Ethan ellers meget hardcore figur slap lidt taget i ham. Der havde altid været noget med ham og børn. De skulle ikke dø. Ikke når ikke en gang havde fat en chance i livet.

Den tynge trædør knirkede, da Ethan åbnede den. Bag den var Guds hus. Og en af forbandede var lige kommet ind i det.
Ironien morede ham og han smilede let. Menneske, der var blevet tilbage, inde rummet var kiggede alle sammen ned i gulvet. Han føltes deres eksempel, da sammensætning af mursten i kirkegulvet var utrolig spændende. De var alle sammen gamle mennesker, par, enker, enlige mænd... Altså ingen morskab. Eller eventyr.
Mere irriteret før lukkede han døren. Han log blikket glide over den døde, ordspil, kirkegård. Kun et enkelt menneske var der.
Hun var knælet ved en grav. Hunred procent et ven eller familiemedlem. Det flabede grin vente tilbage. Han satte kurs mod hende. Måske var hun et eventyr? Ud af øjenkrogen opdagede hun, at en mand ved navn Ethan var begravet der. Vampyren nikkede svagt til ham til hans afdøde navnbroder. Han måtte være en fin fyr.