The Daylight Rape ~ Advarsel: Extreme Mature Content! Læsning er på EGET ansvar! ~

Stedet: Terre, den populære, enorme og åbne gade.
Omgivelserne: Bygninger i baggrunden, og så de talrige individer, der fylder stedet til randen.
Vejret: Solrigt, med en lun brise.
Tiden: Midt på formiddagen, 11:27.

"Oh. My. GOD! Someone, call the police! HURRY, GODDAMMIT! HURRY!"

Terres største, mest åbne gade vrimlede med skikkelser af alle arter. Solen skinnede stærkt, og det var et herligt lunt vejr, hvor kun enkelte hvide skyer svagt dominerede den blå formiddagshimmel. Men dog var der noget uroligt over den store plads, bygget på asfalt, som fik fuglene til at kvidre nervøst. De omstrejfende katte holdt sig på stor afstand af stedet, og selv myrene begyndte at flygte fra den enorme masse af individer, der fik stedet til at summe af liv. Der blev skreget, pivet, hulket, hvisket og stønnet, - hver person havde hver deres udtryk, og hver deres grund til at reagerer på et bestemt scenarie midt i menneskemængden, der fyldte stedets aura med rædsel.

Folket dannede en enorm cirkel, der omringede to skikkelser, der lavede nogle besynderlige bevægelser. Den spinkle af de to personer lå med ryggen imod gulvet, så asfalten skrabede mere og mere af dennes hud af, på grund af de konstante frem-og-tilbage bevægelser hen af jorden. Det var en middelaldrende kvinde, med en vom, der tydede på sen graviditet. Man kunne tydeligt se de bare ben, og den opsvulmede mave, da kvindens sommerkjole var trukket helt op over den fyldige barm, hvis brystholder var blevet bidt midt over, så den nu lå ubrugelig på stenbunden. Kvindens arme var tydeligt kvæstede, da skikkelsen ovenover hende, havde bundet dem bag hendes ryg, - hvilket gjorde, at hendes vægt og de brutale bevægelser forårsagede tydelige blodsprængninger, der fik lange røde streger til at klatre sig op og ned af hendes næsten-kvalte arme.
Svagt udstødte kvinden små, hæse støn, der på ingen måde var optimistiske. Hun var ved at blive kvalt af sit eget spyt, hvilket fik hende til at vende det hvide ud af øjnene, og kroppen begyndte at ryste med maximal kraft, - hvilket desværre kun gjorde situationen værre.

For skikkelsen ovenover den stakkels kvinde, der havde opgivet at søge efter hjælp, var en bredskuldret, veltrænet mand. Hans ansigt var præget af glubske, manisk stirrende øjne, der så ud til at kunne suge sjæle til sig. Hans mund, plasket til med kvindens saliva, spredtes i et enormt smil, der umuligt kunne blive større. Han hylede lystigt, og dunkede videre imod kvindens blottede krop, - for han var helt nøgen, helt vildt lystig, og vigtigst af alt: Han var helt vildt syg i hovedet.
Grin, som var hans navn, udstødte et tilfredst hyl af glæde og ophidselse, der fik alle til at bakke en ekstra gang bagud af frygt.

"Wuhuhuhuhahaaaaaaah!"

Et stykke væk fra folkemængden der samledes om det mærkværdige syn, syntes en ung kvinde at svæve hen over jorden, med lette, glidende bevægelser. Den korte, stramme kjole der smøg sig om hendes krop virkede ikke særligt beskyttende, og det syntes at irritere Dawn helt utroligt.

Hendes fingre gled langsomt hen over den samme flig lige under hendes bryster, og fik det til at ligne hun kærtegnede sig selv i lidt for høj grad. Hendes hofter svajede fra side til side da de lange ben trådte frem, og for hvert skridt hun trådte frem, jo tydeligere blev det at hun ikke kærtegnede sin egen krop.

Pludseligt stivnede hele hendes velformerede krop, og det var tydeligt hun havde set folkemængdens gispende myldren. Alt for hurtigt kom hun sig over chokket, og hastede så smidigt over gaden. Hun skubbede sig behændigt igennem mængden, og nåede over på den anden side uden besvær.

Hendes mørke øjne zoomede ind på manden, uden at hun syntes at tage sig af kvinden der lå på jorden. Et charmerende smil bredte sig på hendes fyldige, rødmalede læber, netop som de bløde, hviskende ord blev hvislet ud mellem hendes let adskilte læber.

"Fuck. If I had my gun, I would so kill that guy."

Mandens sære lyde syntes ikke at skræmme hende, men istedet at tænde en vredens ild i hendes solbrune krop. Kun enkelte. hastige skridt behøvedes for at bringe hende frem til parret, der var midtpunktet for alles opmærksomhed.

Hendes slanke fingre skød frem, og greb manden i overarmen, tydeligt uden omtanke for hvor nøgen og sindssyg han var. Hendes mørke øjne flammede af noget ubestemmeligt, og hendes læber var bredt ud i et skævt smil, da ordene roligt blev sagt:

"Stop the fucking raping right now. Do you hear me!?"

Hendes lange fingre strammede deres greb i hans arm, og med et hårdt ryk trak hun i ham, for at få ham væk fra kvinden. Hun prøvede at fange hans blik, og lod hovedet nærme sig nok til, at hun næsten rørte hans næse, med sin egen næse, med det samme intense blik.

Hans tunge læderstøvler lød mod bygningens høje tag, og da han nåede kanten, sprang han umenneskeligt højt op, og susede ned mod optrinnet.
Han ramte asfalten med et brag, og en støvsky bredte sig omkring ham.

Da støvskyen forsvandt igen, stod Zane der, omsluttet af en aura af sorte og lilla flammer. Hans øjne lyste af vrede, og de gennemborede lige nu Grin, som befandt sig et par meter fra Zane.
Han så på Dawn i et enkelt sekund, og nikkede anerkendende af hendes forsøg på at hjælpe den stakkels kvinde... og så:

Uden videre, greb Zane ud efter voldtægtsmanden. Hvis han fik fat, ville han slynge Grin over skulderen, og smadre ham ned i asfalten. Desuden ville Grin få alvorlige bandsår der hvor Zane fik fat.


Hvis han ikke kunne få fat i Grin, ville han forsøge at levere et hurtigt, men kraftfuldt spark i mandens ansigt.

Grin syntes kun at hyle højere, mere lidenskabeligt, da Dawn besluttede sig for at standse hans videreførelse af gener. Han standsede dog forbløffet sine dyriske bevægelser ind og ud af kvindens ædlere del, da stedet blev midlertidigt indhyllet i en støv af småsten, støv og skidt.
En skræmmende mand, selv ifølge Grin, dukkede op da det endelig blev muligt at orientere sig igen. Han så aldeles vred ud, hvilket burde have fået Grin til at flygte, men han blev bare siddende, - og smilte uforandret.

"Wuh! Wuahahah!"

Det havde været den nuværende bys mest magtfulde hoved, der havde besluttet sig for at straffe Grin, og det havde resulteret i, at Grin nu lå med ryggen imod asfalten. Der skød tydelige smerter hele vejen ned af ryggraden på ham, men det fik kun Grin til at grine endnu mere sindsygt, - og smile så bredt, som de allerede aflange læber tillod ham.
Dawn ville nok stå forbløffet og se på, imens at Grins arm, den Zane havde haft fat i, hvordan huden enten var smeltet bort, blodet strømmede ned af resten af den eksisterende hud, eller hvor man tydeligt kunne ane begyndende gule væske ansamlinger.

"Hahahahaha! What are you going to do now?! Woooouhaha! Hit me! HIT ME NOOOW! Wuahahahahahah!"

Grin vred sig på jorden, med hænderne imod maven, imens han med sin mest skingre stemme hylede og grinte, så alle hørte hans latter, der flækkede himlens ellers fredfyldte harmoni. Grins sitrende, hårde lem havde tydelige spor af væsker. Der var en anelse blod, siden han havde været ekstra brutal under hele voldtagnings-akten. Der var også en gullig væske, tydeligvis fra kvinden af, og så en gennemsigtig klistret masse, der stammede fra dem begge.
Grin blev ved med at hyle af grin, på den hårde jord han lå på.

Dawn snurrede omkring da et brag gennemrystede hendes krop, og støv og småsten omringede hele hendes krop. Hendes blik fangede en voldsomt udseende mand, med en aura der fangede alles opmærksomhed. Da han så på hende et kort sekund, opfangede hun signalet:

Hendes fingre blev revet væk fra hans arm, og hun vaklede nogle skridt bagud, for at give plads til manden med auraen. Hendes blik klistrede til scenen der hastigt udviklede sig voldsomt og blodigt, som sugede hun alle de uhyggelige bevægelser til sig, som for at lære dem og oplagre dem i hukommelsen.

Da den voldtagende lå på ryggen på asfalten, med en hysterisk, uhyggelig latter flydende fra de smilende læber, syntes alle de omkringstående at være helt utroligt skræmte - Undtagen Dawn. Hendes fyldige læber var bredt ud i et charmerende smil, og med muntert glimtende øjne.

Pludseligt syntes noget at gå op for hende, og hun drejede omkring på hælen, og faldt på knæ. Hendes ene hånd fik snoet rebet op, så hun ikke længere var fanget, og blodet kunne strømme frit til armene. Samtidig pressede hun fingrene imod blodet, så kvinden ikke forblødte.

Han hvæsede rasende ad manden på jorden... hans latter var vanvittig... og hans ondskab var ikke til at tage fejl af.

"Du har brudt en af Di Morgas love, dit modbydelige lille møgdyr... ved du hvad straffen er for voldtægt?" snerrede han og knyttede næverne.
Han havde virkelig forsøgt at ændre den her by... det her land... og det var svin som denne lille mide af en voldtægtsforbryder der gjorde det svært for ham!

"Straffen..." sagde han, og sparkede hårdt ud efter Grin's hoved,
"Er at blive slæbt ned i de dybeste fangekældre i Abbadon! Og hvad tror du der sker med dig dernede?"

"Wuahahahahaaaahahaha! Tror du virkelig selv på, at de vil blive glade for dig, af den grund? Fordi du afstraffer dem, de ikke kan lide? Bwehehehe! Så snart du har ryddet sådan nogle som mig af vejen, vil de have DIG væk! DIG! Wuheeeeeeeh!"

Grin lod endnu et skingert hyl flække den urolige stemning, og gøre publikummet noget nær paniske. Der skulle ganske lidt til, hvilket Grin havde regnet ud, og så ville de begyndte at gå amok. Alle de tåbelige, forskræmte mennesker, der aldrig vidste ud eller ind, når noget ikke gik som ventet.
Med en hysterisk latter, satte Grin sine instinkter på 'aktiv'. Nu ville han vise Zane, at selv en gammel kriger med nærmest guddommelige, endeløse kræfter, kan tabe et slag, selvom krigeren altid vinder det hele i sidste ende.

De næste 3 ting, var det eneste han foretog sig, imens latteren stadig dominerede stedets aura.
Punkt et; Da Zanes fod kom susende imod Grins hoved, tog han fat om denne fod med begge hænder, for at bruge den som hjælp til at komme hurtigt oppe at stå. Det lykkedes lige præcis, selvom Grin vaklede en anelse, de første 5 til 13 sekunder.
Punkt to; Grin begyndte, med det gyselige smil på hans frastødende læber, at springe direkte over til den nu frigjorte kvinde, som Dawn havde løsnet fra de stramme reb.
Punkt tre; Grin løftede med begge arme den gravide kvinde, og satte hans tilsavlede tænder faretruende tæt på kvindens hals, med en modbydelig fnisen. Han vidste, at det var et usselt trick, der måske endda ville fejle. Men han vidste også, at selv en hurtig kriger som Zane, kunne ikke nå at fjerne Grin fra kvinden, inden at hendes hals ville være flået halvt itu, af hans slebne tænder.

"Tsk, tsk tsk. Tænk at jeg må synke så lavt! Nå pyt.. Hihihi.. Man skal jo overleve! Wuahahaha!" Grin trykkede tænderne endnu tættere imod den nu hulkende kvindes hud. Han sikrede sig, at mindst en stor klump kød ville være i hans kæft, hvis Zane eller Dawn prøvede at fjerne kvinden med magt.
"Jeg håber du iagtog vores samkvem, lilla-hud! Den var ganske fremragende! Hehehahaha!"

Dawns fingre sørgede omhyggeligt for at kvindens blod blev i kroppen, og hele hendes opmærksomhed var derfor fuldt rettet imod kvinden på gulvet. Det var sandsynligvis også derfor hun ikke bemærkede voldtageren, før han i bogstaveligste forstand, hev kvinden bort under hendes fingre.

Dawn stivnede kort, og snurrede så omkring, tidsnok til at se voldtagerens tænder begrave sig dybt i kvindens hud. Hendes gisp hørtes alt for tydeligt, og med én lang smidig bevægelse, fløj hun op på benene, og skubbede hånden ned under skoen.

Hun afslørerede et lille rum i hælen da den blev vippet op, og en sølvkniv blev afsløret. Den blev hevet op, og i samme bevægelse som hun rettede sig op i, lænede hun sig også frem lige nok, til at hakke kniven hen imod halsen på voldtageren.

Hvis han ikke kunne afvige, ville kniven blive hakket dybt ind i hans halskød, og sandsynligvis komme ind i hans luftrør. Hælen havde allerede klikket sig på plads igen, så hun stadig kunne stå oprejst i balance. Et intest smil var klistret på hendes læber, men hun så ikke ud til at bemærke det.

Midens ord fik ham til at snerre i vrede.
Zane kunne godt leve med at idioten kunne undvige hans spark... men ordene var en direkte hån...

Da Grin fik fat i kvinden og truede hende, rakte Zane en hånd frem og mumlede: "Ann'ish!".

En lang, sølvfarvet scimitar dukkede op i hans hånd, i et lille lysglimt.
Klingen var underlig.. det så ud som om der var en konstant, let tåge af skygger, som bevægede sig rundt i selve metallet.

"Lad hende gå, eller jeg-" han blev afbrudt af en hurtig bevægelse fra Dawn.
Da han så at hun trak en kniv, vidste han at han måtte reagere hurtigt hvis han skulle redde den gravide kvinde.
Hvis Dawn fik angrebet Grin før Zane fik ham væk fra kvinden, ville det lille bæst myrde den gravide.

Derfor reagerede Zane omgående;

Selvom han stod et stykke væk fra Grin, svingede han sin scimitar en enkelt gang, med blændende fart.
Mindre end brøkdelen af et sekund efter han havde svunget sværdet, lød der en hul men alligevel skarp lyd- hvis ikke Grin flyttede sig helt utroligt hurtigt, ville han blive ramt af en lynhurtig, usynlig klinge, som var blevet sendt afsted af Zanes magiske scimitar.

Klingen ville ramme Grins mund, og smadre hans tænder mens han ville blive kastet tilbage af den voldsomme kraft.

"My, my, oh my... What is going on out here? And this early?"
Melusina havde stået i en gyde med sin dyb brune kappe over sig og holdt øje med hvad der skete. Hendes stemme var så dyb at hun umuligt kunne blive overhørt og man kunne høre forundringen i hendes stemme.

"The emperor himself is out here, hunting criminals? That's quite unusual. Isn't it the emperor who sits on his pretty throne, telling people what to do?" Hun lagde hovedet på skrå og rettede sine lysebrune øjne direkte mod Zane. "And being quite pissed too it seems. Isn't it normally the drows who enjoy inflicting pain to other weaker beings? You're quite... remarkable, Zane." Hun vendte blikket over mod Grin.

"What a laugh you can muster, mister...?" Der var en spørgende tone i stemmen som antydede at hun ønskede hans navn. "Oh and... Put on some clothes, please. It's not the most beautiful sight seeing a hairy puppy in the start of the morning."

Hun gik nu helt frem og fjernede hætten fra hovedet. Idet hun så Zane og Dawn gik til angreb reagerede hun instinktivt. Mindre end et sekund efter Zane havde fortaget bevægelsen havde hun rejst en enorm mur af blå flammer mellem Grin og kvinden og de andre. Ild som mindede utroligt meget om Zanes lilla sorte hellfire, med den ene undtagelse at den i stedet for lilla havde en naturlig rød glød i sig.

"Isn't that overreacting a bit? Throw him in jail instead. Then you can play around with him if you want to. Isn't THAT the way drows like it? Or have something changed since three thousand years ago? On the other hand, you are enganged with an normal elf if I am not mistaken, correct?" Hun havde brugt de sidste 10 måneder på at lege spilmester over et skakbræt hvor hun så hver person som en brik. Andet var de ikke, blot brikker i hendes lille spil. Zane var nu blevet kongen igen med Angelie som hans dronning. Modstanderens bræt var stadig ukendt og hun var nu gået ud for at se hvem der kunne blive de brikker hun manglede.

"Now, let's all relax a bit. Doggy, let go of the woman, if you kill her or hurt her any more, I won't stop them again." Hun stod nu mellem de to "hold" og lænede sig op af muren mens hun kiggede med sine sammenknebne øjne på Grin. "I said... Let. Go." Hendes aura voksede og rørte nu Grin. Auraen var kommanderende, mørk og mest af alt, farlig. Hun var ikke i tvivl om at hun ville slå ham ihjel hvis kvinden kom mere til.

Den beslutning Dawn tog, blev hurtigt grunden til Zanes valg, som derefter fik Melusina til at reagerer. Alt imens at de hypnotiserende bevægelser havde fanget enhver sjæls opmærksomhed, som havde kunne nyde godt af det nærmest magiske syn, hvor magtfulde kræfter var på spil, lod Grin til at være godt tilfreds.

Selvom Dawns kniv kunne have splintret hans kranie i to, og derved efterlade ham på jorden som dødvægt, ændrede det ikke hans tydeligt optimistiske udtryk, der malede hele hans gyselige ansigt. Også da Zane lod til at ville slå ham ihjel på en måde, så den gravide kvinde blev reddet, havde Grin ladet en tavs fnisen glide forbi hans klistrede tunge, og ud i luftrummet, hvor kun den gravide kvinde kunne ane dens eksistens.

Men noget som virkelig tog røven på Grin, var den sorte mur med fantastisk detaljerede røde streger på, der i sidste sekund nåede at beskytte ham. Han stod tavs, stadig med kæften fyldt op af kvindens endnu hele, varme hals. De enorme øjne, hvis øjenlåg syntes at være alt andet end eksisterende, fokuserede på den interessante 'heltinde'. Grins sædvanlige smil var blevet en hel del mindre, men den psykotiske fryd han så tit udsendte, var stadig at ane i det mindre smils kroge. Han var simpelthen chokeret så meget, at han stod nærmest ubevægelig som en statue. Betragtede bare sin 'heltinde' og dennes udenlandske, men dog forståelige ord.

Grin kunne tydeligt fornemme alvoren i Melusinas ord, og med hjælp en svag taknemmelighed fra hans ellers bestialske sind til 'heltinden', fjernede han langsomt og sikkert de slimede tænder fra kvindens stadig u-sårede hals. Langsomt vendte Grins kendetegnene smil tilbage, og han nærmest svang hovedet til siden, med blikket på den sikkert ret så ophidsede Zane. Et drilsk glimt syntes at dukke op i hans øjne.
Men han besluttede sig for, hvilket var det sikreste valg, at vende fokusset tilbage til Melusina. Et taknemmeligt, og dog stadig modbydeligt smil blev malet langs hans ansigt.

"Grin, er mit navn. Jeg takker dig, for at.. Redde mit liv." Grin prøvede hårdt på at holde en gurglende latter inde, men til sidst slap den ud med en brutal kraft, og forskrækkede endnu engang det menneskelige publikum.
Dette var i sandhed Grins bedste dag, nogensinde!

Før klingen, der harmløst glimtede i solens skær, nåede at ramme den sindssyge mand, antændtes en række af farverige flammer imellem hende og voldtageren. Hendes frembrusen stoppedes derfor øjeblikkeligt, og hun valkede nogle skridt tilbage, for at undgå flammehavet.

Smidigt skubbede hun kniven ned i en lille holder, der var skjult, da den sad fast på hende BH. Hun fjernede ikke det mørke, underligt kedsommelige blik fra den sindssyge et sekund, selv under den underlige bevægelse. Først derefter opdagede hun kvinden, der havde forårsaget flammerne.

Hendes øjenbryn hævedes kort, og de mørke øjne betragtede hende, tydeligt vurderende. Hvad var hun i stand til? Hendes fingre syntes automatisk at glide op dertil, hvor hendes pistoler plejede at hænge, godt gemt bag en læderjakke.

"And that's why you never go anywhere without your guns ..."

Den mumlende sætning var kun henvendt til hende selv, og så lav at det var usandsynligt at andre opfangede den svage lyd. Hun dansede nogle skridt tilsiden, som kunne hun ikke bestemme sig om hun troede på, at den sindssyge faktisk ville slippe grundet en ordre.

Men det gjorde han. Hendes øjenbryn fløj op i panden da tænderne forsvandt fra kvindens kød, og hendes arme slyngede sig over kors, henover hendes bryst i et stramt greb. Hun løftede blikket til kvinden der havde forårsaget flammehelvedet, og lod så de rødmalede læber glide fra hinanden:

"Who the fuck are you!? And how ... What the hell just happened?!"

Hendes stemme havde nu hævet sig, og hun trådte nogle skridt frem imod kvinden. Hendes blik flakkede kort over til den sindssyge, men siden han syntes at adlyde kvinden, så var hun nu det primære mål. Om ikke andet, så for at få besvaret Dawns spørgsmål.