Before the morning sun

Sted: I en lejlighed i Terre.
Tid: Midnat.
Omgivelser: Dakota.. og Cameron. ??

Hvornår var det nu? Hvor lang tid siden var det? En masse tanker strejfede gennem ham mens at han ikke helt kunne tænke klart, efter alle de ting som han tænkte på. Det var sent og alligevel gik han udenfor i gågaderne i Terre,
*Gad vide om Cam er sur på mig*.. Han havde ikke set Cameron i noget tid efter at han havde valgt sin skæbne... Men sådan var det nogle gange.. desværre. Han håbede på at Cameron ville tilgive ham, ellers vidste han ikke hvad han skulle gøre. Det eneste han kunne gøre lige nu var bare at se efter hvad der var sket det sidste stykke tid og se efter med hvordan han havde det, når de ville møde hinanden, ansigt til ansigt.
*Vil Cam mon blive bange over at se min forandring?*... tænkte han og lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe, selvom det ikke hjalp noget da hans krop blot var et dødt organisme, som godt nok udstrålede en vis skønhed.

Det kunne ende med at blive en dum vane hvis han blev ved med at slikke sin underlæbe, men nu havde han ikke gjort det så meget. Det var bare fordi han tænkte en del over tingene og angående om hvordan Cameron ville reagere når han så ham igen. Han vidste ikke om Cam havde det godt, men han håbede bare på at han ikke blev sur eller noget lignende. Han førte sin ene hånd om bag ryggen og krydsede fingre for at Cameron ville komme i det bedste humør, uden at blive skramt for hans forvandling. Dakota endte med at hoppe op på den mur hvor Camerons vindue var som førte ind til hans sove værelse... da han var nået til den bygning hvor han boede sammen med Cameron, han ville liste sig ind efter en gåtur i byen, mens at han tænkte at Cameron nok lå og sov. Medmindre at han tog fejl.. Hvilket tiden ville vise sig om han havde ret eller ej. Han regnede i al fald med at Cameron lå i sengen.. om han sov vidste han ikke. Dakota bankede forsigtig på ruden.

Et enkelt gab undslap Cameron. Han burde sove nu. Men det gjorde han ikke. I et stykke tid havde han vendt og drejet sig i sengen, men da han ikke faldt i søvn, havde han valgt at stå op igen. Hvis søvnen ikke ville have ham, så skulle den heller ikke få ham. Sådan var det. Det sidste stykke tid, havde været rimelig roligt. Jobbet havde fyldt det meste af hans hverdag, og når han kom hjem, var han altid træt og endte for det meste med at gå lige på hovedet i seng. Derfor anede han heller ikke, hvad han skulle lave, når han så endelig havde fri. Med et suk rejste han sig op fra sofaen og gik ud i køkkenet. Han åbnede køleskabet og kiggede derind. Med et ryst på hovedet lukkede han lågen igen. Det var ved at blive en dårlig vane. Han kiggede ind i køleskabet, selvom han udmærket vidste, at der ikke var noget spændende. Desuden var han heller ikke sulten.
Han lod en hånd glide igennem det sorte hår og satte kursen imod badeværelset. Cameron satte hænderne imod bordet ved vasken og betragtede kritisk sig selv. Han så vel egentlig ud som han plejede. Blå øjne, sort hår, asiatisk udseende. En smule spinkel at se på. Det var Cameron. Med et lille suk trak han sig tilbage og fandt sin tandbørste frem. Han gav sig til at børste tænder, og da det var gjort, satte han kursen imod soveværelset. Han følte sig endelig en smule træt, så måske ville søvnen tage imod ham denne gang.
Trøjen hev han over hovedet, og han skulle lige til også at åbne bukserne, da han hørte en banken på sin rude. Med rynket pande kiggede han derhen. Hvem var det? Cameron kløede sig lidt i nakken, men gik så hen til vinduet. Han trak gardinet fra og spærrede øjnene op, da han så, hvem det var. Han troede næsten ikke sine egne øjne. Han skyndte sig at åbne vinduet, men hans hænder rystede så meget, at det tog ham et par forsøg. "Dakota", sagde han stille, da vinduet var åbent. "Er det virkelig dig?". Hvis Dakota ønskede det, kunne han sagtens komme ind af vinduet.

Dakota fortrak sin ene mundvige i et forholdsvis stort smil da der endelig blev åbnet for vinduet, han var lige ved at tro at Cameron var faldet så meget i søvn at han nok selv først ville kunne ende med at komme ind næste morgen, hvilket ville ende med at blive farligt for ham angående solen. Han lænede sig lidt hen mod Cameron næsten så meget at hans hoved hvilede sig på hans brystkasse "Det er mig.." sagde han så som et svar, inden at han kiggede op på ham. Der var sket noget af en forandring. Det var der virkelig. Sidst at han så Cameron havde han selv briller på og havde lyst, hvidt hår.. Så han kunne godt forstå det hvis Cameron ikke lige kunne se hvem det var som sad foran ham. "Jeg har savnet dig...."

"Må jeg komme inden for?", spurgte han stille, med et smil der nu var blevet mindre uskyldigt set på hans læber. *Det var hvis det helt rigtige tidspunkt jeg var kommet på* tænkte han mens at han godt kunne lide den udsigt han havde. Han veg ikke sit blik fra Cameron, ikke et eneste sekund.
"Jeg.. ville se hvordan du havde det.." sagde han kort tid efter, for at der ikke dukkede en akavet stemning frem,
*Og mere end det...*, han var ikke bare kommet på besøg, han ville blive hos Cameron så meget han kunne. Langsomt førte han sin ene hånd op på hans kind, mens at han blev siddende på vindueskammen. Da han ikke bare ville vade indenfor, han ventede på at få et svar fra Cameron, og selvfølgelig ville han acceptere det hvis han sagde nej.

Cameron blinkede gentagende gange, imens han kiggede på personen foran sig. Dakota. Det var Dakota. Han så meget anderledes ud. Før havde han haft lyst hår, men nu var det sort, præcis ligesom Camerons. Han fik en smule svært ved at trække vejret, da Dakota pludselig kom meget tæt på. Cameron fik lyst til at røre ved Dakotas hår, men han lod være. Det ville der altid være tid til senere, og lige nu var ikke det rigtige tidspunkt. Eller var det? Cameron havde den største lyst til at ryste på hovedet af sig selv, men det kunne nemt misforstås, så det lod han også være med. Dakota bekræftede selv, at det virkelig var ham. Utroligt... Han var bare så... smuk... Det efterlod næsten Cameron helt mundlam. Før havde Dakota også være ret så pæn, men det var intet i sammenligning med det her.
Han åbnede munden for at svare på det Dakota sagde, men han nåede aldrig så langt. Dakota snakkede videre. Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Var Dakota kommet for at se til ham? Det var virkelig lang tid siden, han sidst havde set Dakota. Og han havde egentlig været ret bekymret for den anden fyr.
Først da Dakota rørte ved Camerons kind, lykkedes det ham at lukke munden. "Eh..", han måtte lede efter ordene. Der var så meget, han gerne ville sige, men han vidste ikke, hvad han burde sige, og hvad Dakota gerne ville høre. Han nikkede langsomt. "Kom ind", sagde han stille og rakte ud efter Dakota, for at hjælpe ham ned fra vindueskarmen. Hvis Dakota kom ind på værelset, ville Cameron slynge armene om ham og kramme ham.

Dakota blev mere glad inden i efter at hans bofælle; Cameron rakte ud efter ham, og han tog gerne imod hjælpen så han nu stod inde i soveværelset. Han blev overrasket på den gode måde da mærkede hans arme omkring sig, men kort tid efter gengældte han det. "Tak.. fordi jeg måtte komme ind" sagde han stille næsten som en hvisken mod hans øre, mens at han endelig nød at være i hans selskab igen. Han bed ham blidt i øreflippen, "Kom jeg lige da du skulle til at klæde om?" spurgte han lige ud med et strejf af sensualitet, han kiggede ind i hans øjne, mens at han blev stående. Det var ikke fordi han ville være flabet eller noget. Dakota mente skam hvad han sagde, han tog spørgsmålet seriøst, mens at han brugte sin blide tone i stemmen.

Der var ingen tvivl om at der var sket meget siden sidst. Mens at hans udseende og så var blevet en smule forandret så hadve han os modnet sig en del og han følte sig ikke direkte som et monster. Han brugte kun sine evner når han mente at det var nødvendigt. Ellers lod han som om at han var et behageligt væsen som de fleste nok ville være sammen med.
"Undskyld hvis jeg forstyrrede", han lod sine hænder falde ned langs hans ryg, så de kom til at ligge omkring hans hofte. Dakota vidste ikke hvordan Cameron ville reagere, men det ville han kun finde ud af med tiden, og han kunne jo altid skubbe ham væk, der var ikke noget der. Han smilede bare mens at han betragtede ham, "Hvad .. har du så gået rundt og lavet?", spurgte han.. Dakota snakkede godt nok en del.. men det var vel lang tid siden at de bare generelt havde snakket?

Cameron følte sig pludselig en lille smule nervøs. Det var lang tid siden han havde været så tæt på Dakota. Alt for lang tid efter hans mening. Hvordan havde Dakota det med Cameron? Han anede det ikke, og det var også grunden til hans nervøsitet. Normalt var han ellers ikke typen, der blev nervøs. Han manglede også ord. Det var megt underligt for ham, for Cameron var en meget snaksagelig person. Det mindede ham lidt om deres første møde. Der havde han også manglet ord. Det lod dog ikke til, at Dakota havde det samme problem.
"Selvfølgelig må du komme ind. Du bor her", sagde han med et lille smil. Cameron valgte med vilje at ignorere den følelse, som løb ned langs hans rygrad. Den var ikke ubehagelig. Faktisk var den nærmere det modsatte. Den var behagelig. Da han mærkede Dakotas tænder imod sit øre, kunne han ikke holde et gys tilbage.
"Eh... Du eh...", han mødte Dakotas blik. "Ja", svarede han så. Lidt mere selvsikker end han følte sig. "Jeg var på vej i seng", fortsatte han som en forklaring. I forhold til at det var midnat, var det heller ikke så underligt, at han var på vej i seng. Hvad var Dakota ude på? Der var et eller andet anderledes ved ham. Udover udseendet. Dakota virkede bare anderledes. Cameron sukkede lavt. Måske var det bare noget, han forestillede sig? Cameron slappede lidt mere af. Han var glad for at se Dakota igen. Virkelig glad. Han sendte ham et lille smil. "Hvad jeg har lavet? For det meste har jeg arbejdet. Eller været sammen med mine venner", svarede han og tippede hovedet let til den ene side. "Hvad har du selv lavet?", spurgte han nysgerrigt. For det ville Cameron rigtig gerne vide. Han gav ikke slip på Dakota. Det var følelsen for dejlig til. Han holdt ikke længere vildt godt fast i ham, som han havde gjort under krammet. Nu var hans greb lidt mere løst. Han havde lukket hænderne sammen bag Dakotas ryg, så det var mere behageligt at stå sådan.

Dakota betragtede ham, mens at han lyttede efter for hver gang at Cameron sagde noget, han nikkede så enkelt gang til at han havde ret i at han var ved gå i seng, han smilede lidt inden at Cameron stillede ham et spørgsmål. Som lød på hvad han havde lavet. Han rømmede sig mens at han så rettede blikket lidt ned mod jorden, "Ser du.." begyndte han så stille og kiggede op på Cameron igen, han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det, da han ikke ville have at den anden blev skræmt. *Gad vide om Cameron i det hele taget har lagt mærke til min forvandling?*.. var en tanke som strejfede ham. Da hans hud jo var blevet mere bleg og han havde fået hug tænder dog prøvede han at skjule sine tænder så det ikke skramte Cameron, samt hans hår havde fået en anden farve, og ..
Dakota var i det hele taget blevet til en ny person, hvor hans personlighed og så havde ændret sig lidt. Det var lige før at han endte med at stå i sin egen verden inden at han rystede svagt på hovedet. "Jeg.. har været lidt væk på det seneste, fordi..." kom det fra ham, måske kunne det lyde som om at han havde svært med at sige det, men han vidste bare ikke hvad han skulle bruge af ord.. Da der nok var en del valg muligheder.

"Ved ikke om du har lagt mærke til det.. men jeg var jo på et tidspunkt en som dig" sagde han så mens at han fastholdt sit blik på Cameron, han ville fortælle det, lige meget hvad!.. Han kunne ikke lyve over for ham og han synes bare generelt at han skulle have det at vide. Det med han sagde at 'han var en som ham', der mente han det, med at de næsten tilhørte den samme race og så dog ikke alligevel.
"Jeg.. valgt at blive forvandlet.. så jeg er en vampyr.. den dag i dag .. og det tog noget tid.. derfor har jeg været væk.." var det nu den perfekte måde at sige det på? Han kunne ikke se hvordan han skulle fortælle det ellers. Han måtte indrømme at han var noget spændt på hans reaktion.

Et undrende udtryk dominerede Camerons ansigt. Vidste Dakota nu ikke hvad han skulle sige? Eller... måske ville han ikke fortælle det. Måske havde han fået sig en kæreste, og mente ikke, at det vedkom Cameron. Han bed sig lidt i læben. Dakotas tøven, gjorde kun Camerons mistanke større. Han fjernede ikke blikket fra Dakota, men holdt det bare på ham. Tiden begyndte at trække ud. Han skulle lige til at sige, at Dakota da gerne måtte holde det for sig selv, hvis ikke han ville sige det, men så snakkede Dakota igen.
Han nikkede opfordrende, da den anden igen gik i stå. Han bed sig stadigvæk en smule i underlæben, lidt usikker på, hvad Dakota ville sige. Måske var han blevet en bankrøver? Og var flyttet sammen med en hård bande. Måske var han kommet for at sige farvel? Men Dakota havde jo sagt, at han kom for at se til Cameron, så det passede ikke sammen, medmindre han altså havde løjet overfor Cameron.
Der gik lidt tid fra Dakota endelig fik det sagt, til det sev ind i Camerons hjerne. Forvandlet? Til en vampyr? Var Dakota endelig blevet til en rigtig vampyr? Det ville forklare, hvorfor han så så bleg ud. Alle tegnene havde været der, men Cameron havde ikke sat dem sammen. Han slap Dakota og førte hænderne op til hans mund. Forsigtigt løftede han lidt op i Dakotas læbe, så hans tænder blev synlige. Hvis Cameron huskede rigtigt, havde Dakota også haft hugtænder før, men ikke nogle som dem her. De her var langt skarpere, og de så også anderledes ud.
Cameron lod hænderne falde ned og kiggede på Dakota med store øjne. For at være helt ærlig, kom det en smule bag på ham. Okay. Det var en underdrivelse. Det kom meget bag på ham. Dakota var en vampyr! Cameron vidste stort set ikke noget om dem. Ikke udover hvad han havde læst i bøgerne. Men hvor meget af det var egentlig rigtigt? "V-virkelig?", spurgte han usikkert. "Jeg eh...", han trak sig fri fra Dakotas greb og fik hen i sengen, hvor han endte med at ligge sig ned. Dakota var en vampyr. Ikke en halv vampyr, men en hel vampyr. "Wauw", mumlede han og kiggede over imod Dakota. Han følte sig ikke rigtig bange, for han regnede ikke med, at Dakota ville gøre ham ondt. Det havde han ikke gjort før, så hvorfor skulle han ville det nu?
"Jeg troede måske... at du var kommet ud i... et eller andet", sagde han stille. "Noget... slemt".

Nogle gange ville det være rart hvis man kunne læse andres tanker, og så dog ikke i længden, da det nok ville tage hårdt på den som kunne finde ud af det når man i forvejen stod med sine egne tanker.
Han kunne ikke helt finde ud af hvordan Cameron havde med det som han lige havde fortalt og små brumme lyde undslap fra ham da han førte sine hænder op til hans mund for at løfte op i hans læbe, så Cameron kunne se direkte ind på hans tænder som han nok var ude efter at se. For at tjekke om det var sandt, *Måske troede han ikke på den nyhed?*, tænkte han og holdt et mindre grinmasse tilbage, det var ikke negativt at han havde kommet med nogle lyde da Cameron førte hænderne op til hans ansigt. Det havde bare overrasket ham da det lige skete.

Dakota lod sine øjne følge efter Cameron, da han trak sig ud af hans greb af et kram. Det undrede ham en smule, over hvorfor at han pludselig trak sig sådan tilbage.. *Håber ikke at det ender sådan* tænkte han med et lille suk inden at han besluttede sig for at hen til sengen på den side hvor Cameron lå, han grinede så efter at han havde hørt ham sige at han havde troet der var sket ham noget slemt..

"Cameron.. der er ikke sket andet end at jeg er... forvandlet", han havde det lidt svært med at sige det, men sådan lå det.
Han havde håbet på at Cameron ville acceptere det.
"Er du okay?" spurgte han mens at han lagde sin ene hånd blidt ned på hans hoved. "..Jeg lover dig for at jeg ikke gør dig noget, det kunne jeg aldrig finde på", sagde han så med en bestemt tone i stemmen. Hvert ord passede angående af det som Dakota fik sagt. *Hm... Cameron er da blevet lidt mere mandig end sidst*..

Cameron følte sig sært lettet, da han hørte Dakotas ord. Han var bare blevet forvandlet. Han var ikke blevet en bankrøver eller medlem af en bande. Det var godt. Han var bare blevet forvandlet. Pff, hvem prøvede han at narre? Der var ikke noget 'bare' over at blive forvandlet. Det kunne der umuligt være. Burde det fejres? Var Dakota glad for det? Cameron kunne ikke helt bedømme det. Måske burde de virkelig fejre det? Det var vel en ret stor ting for ham. Nu var Dakota ikke kun en halv vampyr. Nej. Nu var han den ægte vare. 
"Selvfølgelig ikke", sagde til det sidste Dakota lukkede ud. Han regnede heller ikke med, at Dakota ville gøre ham noget. Ellers havde han nok ikke lukket ham ind. Eller havde han? Cameron blev helt i tvivl. Ville han virkelig være i stand til at nægte Dakota adgang? Han bed sig lidt i læben. Det var et svært spørgsmål. Han rev sig fra af tankerne og koncentrerede sig istedet om det Dakota havde spurgt om før. 
"Om jeg er okay?", spurgte han og smilede skævt. "Det burde jeg spørge dig om". Han hævede sig op på albuerne og sendte Dakota endnu et smil. "Er du glad? Er det bedre end at være en halv vampyr?", spurgte han nysgerrigt. Han tippede hovedet let på skrå, og det sorte hår faldt ned over hans ene øje. Cameron manglede ikke længere ord. Nu havde han for mange. Alt for mange spørgsmål, han så gerne ville stille Dakota. Som hvem hans skaber var. Hvordan det skete. Om det gjorde ondt. Og om han ville brænde op, når han gik ud i solen. Det ville være rimelig godt at vide, så Cameron kunne holde gardinerne trukket for. Cameron fik sat sig op, så hans skinneben var imod madrassen. "Bliver du?", spurgte han forsigtigt og en smule usikkert. Cameron kunne ikke fordrage at være alene, så det ville passe ham fint, hvis Dakota blev hos ham.

Han lod sine øjne hvile på Cameron, mens at han som altid lyttede efter, det var det mindste man kunne gøre når man deltog i et selskab om man så kun var to personer eller flere, det var lige meget hvem man omgås fra hans side af.
Men hvis Dakota alligevel skulle sige det på noget tidspunkt, så kunne han godt lide at lytte efter af hvad Cameron havde at sige.
Han lagde sit hoved en anelse på skrå mens at han undrede sig lidt over hvorfor at det var Cameron der skulle spørge ham om han selv i det hele taget var okay.
Med et svagt træk på skulderne sagde han ikke rigtig noget, end til at Cameron stillede et spørgsmål som han nok blev nød til at svare på. Han lod sine øjne glide rundt en omgang inden at han kiggede på Cameron igen "Måske er det ikke helt perfekt at sige at jeg er glad for det der sket.. men det har nok gjort at jeg er blevet mere positiv end jeg før havde været i tiden, jeg bad faktisk til sidst om at komme ind i den sidste proces.." sagde han mens at han tænkte sig om en gang inden at han fortsatte med at snakke;

"Det er bedre for mig at være den jeg er nu, end det væsen jeg var tidligere.. da de ting som drillede mig ikke længere.. er en smerte". Var det nu blevet rigtigt sagt? Han gad ikke at tænke så meget over det, andet end at han havde håbet på at Cameron ville forstå det. Han vidste ikke om Cameron kunne huske at han havde problemer med synet, og efter denne forvandling, var det blevet meget bedre. Dakota behøvede ikke at have briller på mere.
Han satte sig ned ved siden af Cameron på sengen,
"Jeg bliver.. har ikke tænkt mig at gå", sagde han kort tid efter, med et smigret smil på læberne, mens at han lod sit blik hvile på Cameron, "Du kan ligge dig til at sove.. hvis det er det du vil," Dakota kunne bare ikke sove, da han var et dødt organisme, så han kunne være vågen døgnet rundt. Han skulle kun passe på sig selv, specielt det at holde sig væk fra solens stråler, da han så kunne gå hen og død hvis han endte med at stå udenfor for længe i den varme.

Cameron sørgede for at lytte godt efter, da Dakota svarede på spørgsmålet. Han fandt det ret vigtigt. Dakota var bare vigtig. Cameron ville gerne have, at han var glad. Han bed sig en smule i læben, imens han lyttede. Så Dakota var ikke ligefrem glad. Var han tilfreds? Det kunne godt lyde sådan. Han nævnte smerten. Cameron kunne godt huske, at Dakota havde gået med briller. Og hvor skidt han havde set den dag de mødte hinanden. At sige han havde været blind, var noget af en ovedrivelse, men synet havde været slemt. Dakota havde haft problemer med at komme ind i badet for pokker! Cameron var blevet nødt til at hjælpe ham. Ikke at han havde haft noget imod det. For det havde han ikke.
Lettere diskret kiggede han ham ind i øjnene. Næh. Det så ikke ud til, at der var nogle kontaktlinser. Måske havde forhandlinger gjort synet bedre? Forbedrede det alt? Hvor måtte det være utrolig praktisk. Gad vide om Dakota stadigvæk spiste almindelig mad. Det var der en meget stor chance for, at han ikke gjorde.
Cameron fulgte Dakota med blikket, da den anden flyttede på sig. Den nye placering havde han det fint med. Han blinkede langsomt og kiggede kort ned i madrassen. Dakota havde tænkt sig at blive. Og endnu bedre... Han havde ingen planer om at gå. Det gjorde Cameron afsindigt glad. Han blev. Han blev. Først da Dakota var helt færdig med at snakke, løftede han hovedet. "Det er jeg glad for at høre... Hvis det her er bedre for dig, er jeg glad for, at du gjorde det", sagde han med et lille smil.
"Har du lyst til... At sove med mig?", spurgte han stille. Kunne vampyrer sove? Cameron havde læst en del bøger, hvor de ikke kunne, så måske kunne vampyren ved siden af ham heller ikke? "Altså... Du behøver ikke sove.. Bare... Lig sammen med mig", han sendte Dakota et smil og satte sig derefter bedre til rette i sengen, så hans skinneben ikke blev overbelastede så meget. Efter en lille tøven rykkede han tættere på Dakota og lod armene glide rundt om hans krop i et nyt kram. Camerons hoved hvilede imod Dakotas brystkasse og hans arme lå omkring hans liv. Cameron sukkede lavt og lukkede øjnene.

"...Jeg kan ikke sove", sagde han roligt, og bed sig lidt i underlæben som blot var en dum vane, det undrede Dakota at han gjorde det, men han gad ikke at tænke yderligere om det.
Selvom han ikke kunne sove så ville han godt blive hos ham, som han og så havde lovet, Cameron og han nød egentlig og så bare at være sammen med ham, og så selvom at der ikke blev sagt noget. Der var ingen tvivl om hvor meget han holdt af Cameron, han vidste bare ikke hvor meget deres venskab ville udvikle sig, udover en ting og det var at de altid ville kunne være sammen.
Vampyrer havde ikke brug for søvn, de kunne næsten være oppe i døgn drift.
Men nogle gange skulle de godt nok og så have noget hvile. Det var dog kun sjældent, hvis at de følte sig svage, sådan hang det vist det sammen, mente Dakota... Han var en vampyr og alligevel havde han ikke så meget erfaring omkring vampyrer.. Mystisk ikke?

Han smilede lidt mens at han hørte hvad Cameron sagde, han ville gerne have at han lå sammen med ham. "Selvfølgelig.." sagde han bare, da Dakota ikke kunne komme på andet at sige. Det betød meget for ham at Cameron stadigvæk ville være i hans selskab. Han var heldigvis ikke blevet sur med tiden.
Han fortrak sin ene mundvige i et smigret smil mens at han mærkede Camerons arme omkring sig da han havde rykket tættere på. Dakota løftede sig selv lidt længere ind på sengen, inden at han lige så stille fik Cameron med ned at ligge på sengen.

I stedet for at de blev ved med at sidde op. "Du må sove godt..." hviskede han stille mens at han og så lagde sine arme rundt om Cameron så deres arme nok endte med at flette sig ind i hinanden, og han lukkede sine egne øjne da han så at Cameron havde givet sig til at sove, godt nok ville det ikke hjælpe, men alle kunne vel lade.. som om?

Cameron opfattede, at Dakota snakkede til ham. Han kunne ikke sove. Hvor måtte det være underligt. Men det kunne vampyrer måske bare ikke? Cameron havde ikke den fjerneste anelse. Han huskede sig selv på, at han måtte spørge Dakota, når han vågnede igen. Da Dakota rykkede på sig, fik Cameron flyttet sine arme, så de ikke blev mast under den andens krop. Det ville være ubehageligt for dem begge to. Ubehageligt for Cameron fordi hans arme ville miste blodtilførslen, falde i søvn og dermed prikke ubehageligt. Og ubehageligt for Dakota, fordi Camerons arme ville være under hans krop og give ham ondt i ryggen. Istedet hvilede han sine arme imod Dakota på en mere behagelig måde.
Med et suk slappede han helt af i kroppen. Dakota hviskede et eller andet, men Cameron fik ikke helt fat i det. Han huskede pludselig, at han faktisk aldrig fik taget de bukser af. Dakota var kommet, inden han nåede så langt. Men hvad pokker. Han lå alt for godt, til at gøre noget ved det nu. Desuden var han blevet ret så træt. Halvvejs inde i søvnen begyndte hans hjerne at arbejde. Havde han trukket gardinerne for? Hvis ikke, ville solen så nå at ramme sengen? Ville Dakota stadigvæk være der, når han vågnede? Cameron kunne kun håbe på det, men han var langtfra sikker.
Hans tanker skiftede spor. Hvorfor var det så rart, at ligge her? Cameron havde altid holdt af at være tæt på andre personer. Det var rart. Men det her var rart på en helt anden måde. Cameron rykkede sig lidt tættere på Dakota, indtil det var nærmest umuligt at rykke tættere på. Hans ene ben blev flettet ind i Dakotas. Vampyren var som en dejlig pude. En levende pude. Eller... Så levende en vampyr nu kunne være. Cameron gnubbede sit hoved let imod Dakota, inden han endelig gled ind i søvnen. Denne gang tog den imod ham med åbne arme og omsluttede ham som et behageligt tæppe.

Dakota trak lidt på smile båndet, da han kunne mærke at Cameron ikke var faldt i søvn med det samme som han trak sig længere ind til ham. Selvom han mærkede det, gjorde han ikke modstand, da han bare forholdt sig roligt og lod sine øjne være lukket.
*Nu ligger jeg godt nok med mit tøj.. men det er der ikke noget at gøre ved* tænkte han og åbnede så sine øjne lidt og kiggede op mod loftet.
Inden at han så ned på Cameron.
"Sov nu godt videre," sagde han stille, næsten som en hvisken. Dakota havde ikke noget at sige, og alligevel havde han lysten til at snakke? Han trak sig svagt på skulderen ved tanken inden at han lod sine øjne hvile på Cameron, og betragtede ham sådan.

*Jeg er glad for at han stadigvæk vil se mig, selvom jeg er en vampyr* tænkte han. En masse tanker strejfede forbi ham, mens at han slappede af i kroppen. Og med en langsomt bevægelse lagde han sin ene hånd ned på hans kind for at kærtegne den blidt med sine fingerspidser. Han havde det lidt som om at han passede på Cameron, uden at han så negativt på det. Cameron ville jo og så gerne have at han blev og sov med ham.

Dakota rettede sit blik hen mod vinduet, mens at han bed sig lidt i underlæben *solen må ikke ramme mig, men jeg håber på at Cameron vågner rimelig hurtigt*,
solen ville ikke dræbe ham med det samme men det ville gøre ham lidt svag hvis strålerne skulle stå lige på og ramme hans hud.
Uden at tænke for meget over det, lod han sin hånd køre ned langs hans hals med et blidt strejf fra hans fingre. Han havde lyst til at køre videre ned, men så ville det nok vække Cameron i sidste ende. Og han ville ikke vække ham med vilje.

Dybt i sin underbevidsthed mærkede Cameron fingre imod sin hud. Berøringerne blev flettet ind i hans drøm på en behagelig måde. Nogle gange var han uheldig, og så blev det flettet ind i hans drømme, som så blev til mareridt. Mange gange var han vågnet med et sæt, når nogle rørte ved ham, imens han sov. Men det gjorde han ikke denne gang. De her berøringer var beroligende. Behagelige. Cameron havde ikke noget imod dem, og han ville heller ikke have, at fingrene fjernede sig. Han sukkede lavt i søvne og faldt så ind i en dybere del af søvnen.

Cameron vågnede først næste morgen. Han blev liggende et lille stykke tid, for at vågne ordentligt. Egentlig troede han, at han stadigvæk sov, for der lå en eller anden ved siden af ham. Normalt vågnede han altid op alene. Af og til med en pude i sin favn. Men det her var en anden person. En lidt kold person godt nok, men intet mindre var det en person. Cameron gned sig lidt i øjnene og åbnede dem derefter. Med store øjne kiggede han på personen under sig. En mørkhåret fyr. En meget pæn fyr. Det tog ham lidt tid, før han huskede, hvem det var.
Dakota. Det var Dakota.. Dakota som var kommet ind af hans vindue om natten, og som nu lå i samme seng som Cameron. Et skævt smil formede sig på hans læber. "Hej", sagde han stille og rettede sig lidt mere op, så han lå mere ind over Dakota. Med underarmene hvilende imod Dakotas overkrop. Det ville ikke gøre ondt på ham. Og især ikke nu hvor han var en vampyr. Det var stadigvæk ret tidligt, så solen var ikke nået særlig langt op på himlen. Strålerne var derfor heller ikke nået hen til sengen endnu. "Har du... Nårh nej", Cameron bed sig lidt i læben. Dakota havde nok ikke sovet. Cameron sænkede sit hoved ned imod Dakotas hals. "Mmm... Du er kold", mumlede han, da hans hud kom i berøring med Dakotas. Uden at tænke videre over det plantede han et let kys på Dakotas hals. Derefter trak han sig væk og forlod sengen. Han gik direkte hen til vinduet og trak gardinet for, så der ikke kunne slippe noget lys ind. Det var nogle ret kraftige gardiner, så rummet blev fuldstændig mørklagt. "Jeg kan ikke se noget", mumlede han og strakte hænderne ud foran sig, imens han prøvede at famle sig vej hen imod en lyskontakt. Den nærmeste var henne ved døren.