Freedom, At last

Privat: Orianna
Sted: Di Morga Vest
Tid: Midt på dagen, relativt lunt
Område: Abadonné Banlieue - Nogle få mennesker der kigger frem fra nedslidte ruiner af huse.
Påklædning: En lettere beskidt, hvid kjole

Iglen var væk, nu var hendes chance. Smelt tremmerne der holdt hende inde og flygt. Hun samlede sine kræfter og fokuserede den til en flamme mellem hendes hænder. Hun tog et skridt frem mod tremmerne og holdt flammen op mod dem. Hun gav den en stor mængde energi på en gang og sendte flammen ind i metallet og fik det til at sprede sig. Hun tog et skridt tilbage og rettede hænderne mod tremmerne. Energien der strømmede fra hende smeltede hurtigt tremmerne og hun gik udenfor. Det var midt på dagen, og det var lunt.
Artanis så sig omkring og så ikke andet end elendighed. Folk sad i noget der ikke kunne blive betegnet som skure, de boede i dem. Hun rystede på hovedet og det sorte hår viftede kort ved bevægelsen. Hun kunne ikke fatte at nogle folk boede sådan et sted her. Ingen mad, ingen vand, overhovedet ingen hygiejne. Lugten fra de omkringliggende, improviserede, toiletter begyndte nu at trænge sig ind på Artanis. Af en eller anden grund havde hun ikke været i stand til at lugte det inde i det ’fængsel’ Iglen havde smidt hende ind i. Men hvorfor?
”Magi” tænkte hun ved sig selv. Magi var det åbenlyse. Men der var ingen tid til at gå og bekymre sig om lugten af alle mulige ubehagelige ting, hun skulle skynde sig væk inden Iglen kom tilbage, hun skulle væk. Men hun var sulten og tørstig og der var hverken mad eller drikke tilovers i området.
”Jeg må bare klare mig uden” sagde hun stille til sig selv alt imens hun begyndte at gå. Der var sten og jern i massevis rundt om på jorden, men det var småstykker og hun måtte være forsigtig for ikke at træde på noget og skære undersiden af hendes fod op.

Hun gik videre i næsten en halv time men syntes ikke at komme meget længere. Ruinerne lignede hinanden en hel del, men det var dog tydeligt at de var forskellige. Alligevel så det ikke ud som om hun kom meget tættere på vej væk fra stedet.
”Kan området virkelig være så stort?” tænkte Artanis og skærmede for solen med den ene hånd og kiggede så lang væk hun kunne. Hun kunne svagt skimte noget i horisonten, bygninger måske? Et sted hvor hun kunne søge ly og måske få noget at spise?
Hun vidste det ikke om det virkelig var det hun så, men det var det hun gik efter.

Hvilket latterligt væsen ville dog tage her ud for at gemme sig? Og så for en af de personer som nok var mest frygtet blandt de fleste mennesker. Mennesker trådte til side, bare ved synet af denne kvinde. Det var ikke fordi hun var hæslig og grim, faktisk var hun ufatteligt smuk, men.... Hun var en falden engel og ikke ligefrem en god en af slagsen. Hun havde uden tvivl flere drab på nakken, end al den tid hun havde været i live. Hendes blik gled rundt på folkene omkring hende *Beskidte, klamme mennesker!* tænkte hun mens hun fortsat fulgte vejen, som gik gennem de gamle ruiner af den forstad som engang var der.

"Hvad laver du her! Kan du komme væk! VÆK SAGDE JEG!!!!" lød en stemme ikke langt fra hende. Kvinden gik mod stemmen og så en ældre kone, som havde fået mad og et barn, som stod ved hende og tikkede om mad. Hun rystede kort på hovedet over det og stoppede bag barnet "Ved du ikke grådighed er en af de 7 dødsynder? Hvis du bliver ved på den måde kommer du i helvede.. Det ønsker du vel ikke vel?" lød kvindens stemme idet hun tog noget mad ud af den ældre kones hænder og gav til barnet, som hurtigt skyndte sig væk. Den gamle kone så på kvinden foran hende og gik så nogle skridt tilbage "O..Orianna... Du er ikke død?! sagde hun og var ved at falde bagover "Mig? Død er du dum? Jeg er falden engel.. Der skal meget til før jeg dør.. Lad mig nu være!" sagde hun og vendte sig om og gik igen af vejen for at finde det hun var kommet for.

Ruinerne i det her område var større end dem Ártanis havde været fanget i. De var mere hele, ikke nær så sammenstyrtede og ødelagte.

Artanis gik videre, kiggede sig omkring og lagde mærke til vordan folkene der boede her var i bedre stand end dem hun gik forbi tidligere. De var do stadig bange og nervøse, og undgik helst øjenkontakt med hende. For dem var det åbenbart sjældent at man så en de gik med hvad de ville betegne som stolthed. I virkeligheden var det træthed for Artanis. Mangel på mad og vand havde tappet hendes kræfter og hun gik lettere foroverbøjet, men dette var næsten ingenting i forhold til hvordan andre folk gik rundt omkring her. Nogle humpede, andre gik og støttede sig til kæppe for bare at holde sig oprejst. Ikke en af dem havde det ligeså godt som Artanis havde det.

"VÆK SAGDE JEG!"
Ordene hørtes tydeligt gennem den nærmest isnende stilhed. Artanis vendte sig efter lyden men kunne ikke se nogen.
"Det var have været på den anden side af det sammenstyrtede hotel der" tænkte hun mens hun stod vendt mod det sted hvor råbet var kommet fra.
Nysgerrigheden trak i Artanis. Den havde altid været et svagt punkt for hende, hver eneste gang der skete noget usædvanligt ville hun med det samme finde kilden til det og forsøge at forstå hvorfor. Ikke fordi det sidste skete så ofte som det første.

Hun udførte delvist sin metamorphosis og fik de store læderagtige vingerne til at vokse frem. Med et hop og nogle få kraftige slag med dem, samt en smule magi til at skabe en updrift af varm luft, skaffede hun sig højde og begyndte at flyve opad, mod toppen af hotel ruinen. Hun landede atletisk og foldede vingerne sammen, men uden at fjerne dem.
Hun kiggede ned og så en kone og et barn der løb væk og en... Hvad?
Artanis kunne ikke tro sine egne øjne, men dernede, ved siden af den gamle kone stod en Engel. Men ikke en normal Engel. Hendes vinger var mørke lilla, næsten sorte.

Forundret men også lettere bekymret over den fremmede engels tilstedeværelse forholdt Artanis sig i ro og veg ikke blikket fra englen.