Sweet revenge ...

Sted: Et sted inde i Allées' labyrint af gyder.
Tid: Natten til den 28. juli, ca. klokken halv 1.
Vejr: Luften er lun og klam,
luftfugtigheden er høj og det støvregner.

Et tykt tæppe af tætte, små dråber vand var blevet kastet over byens slumkvarter, snoede sine lange fangearme om ethvert væsen, der vovede at træde ind under det og forsøgte at trænge helt ned i lungerne på en, kvæle vedkommende med den tunge luft som hang og sitrede i atmosfæren og gjorde det næsten svært at trække vejret. Det ville ikke komme som en overraskelse, hvis det blev torden senere. Der havde været optræk til det stort set hele aften, og det var kun blevet værre og værre. En tynd, høj skikkelse, som ikke just havde det mest glædesfulde ansigtsudtryk, løftede i en dorsk bevægelse sin ene hånd, førte den påfølgende op til starten af sin pande og fik kørt hånden indunder det ravnesorte, tjavsede og lange pandehår. Med lidt besvær fejede han et par indfiltrede, halvvåde totter væk fra de sløve øjne, men der var ikke gået mere end højst et minut, før de atter faldt ned foran hans sygeligt blege, marmorhvide ansigt og generede hans syn. En blanding mellem et irriterende suk og opgivende støn sivede ud imellem hans smalle læber, der næstens smeltede sammen med resten af hans hud, hvorefter han lod hånden falde slapt på plads ned ad den ene side, vidste det ikke nyttede at prøve på at tæmme sit hår. Det var så godt som umuligt, - hvis han havde haft en saks, havde han klippet det af uden så meget som at tøve et splitsekund. Eithan lod sit blik vandre en kort tur rundt i de nærmeste omgivelser, før han fik kridtet skoene og sjoskede ind i en ny gyde med dovne, slæbende skridt. Mørket omfavnede ham med et stramt greb og bød ham velkommen, trak ham videre hen ad den ujævne asfalt. Han hævede atter hånden, og brugte denne gang håndfladen til at tørre dén fugt, der havde omsluttet hans ansigt som en ishockey-maske, væk. Møg-regn. Skulle det absolut regne hver eneste gang, han ville ud og gå en tur? Åbenbart. Med sammenknebne øjne skulede han olmt op til de sataner til skyer, og han syntes næsten at kunne høre en svag, hånende latter fra dem. Vent, hvad? Han nåede ikke at få vendt den tanke mere end én gang, før det næste tordenskral lød og et lyn meget kort efter flækkede himlen i to. Med et dødt udtryk i øjnene og stenansigt rettede han sit blik fremad, inden han øjeblikket efter satte hælene i jorden og stoppede op. En, to, tre og ... Eskader af regn styrtede ned fra himlen, som en kæmpemæssig spand fyldt med vand der var blevet vendt på hovedet, og gjorde alt drivende vådt på ingen tid, inklusiv ham. Tøjet klæbede straks ind til hans benede krop og klamrede sig til hans lemmer som gjaldt det liv eller død, fik det til at se ud som om den sorte T-shirt var malet på ham. "Så-sgu-da-for-fanden-til-helvede-med-det-fucking-lorte-pisse-vejr!" svovlede han knottent, forbandede indvendigt de højere magter, men genoptog så omsider sin vandren, dog med en yderst utilfreds grimasse, som bestemt ikke hjalp til med at lægge skjul på hans had til omverden - for var han først sur over én ting, skulle der intet til for at sætte hans pis i kog. Den tikkende bombe indeni ham, kunne eksplodere når som helst, blot ved ét lille pust til den glødende lunte. "Det er kraftedme e-..." Mere nåede han ikke at få sagt, inden hans mave misfornøjet afbrød ham med en højlydt, knurrende rumlen. Rrrg. Han stoppede for anden gang op og pressede automatisk en hånd imod sin mave, for at få den til at tie stille, men til ingen nytte; den svarede bare igen med en endnu højere knurren. Eithan snerpede læberne sammen, så hans mund nu ikke bestod af mere end en tynd streg, og kastede flygtige blikke rundt omkring, ledte tilsyneladende efter et eller andet - eller en eller anden - som var bare nogenlunde spiselig. Rrrrr.

Den pludselige kraftige regn kom noget bag på den lille pige der havde bevæget sig gennem gyderne. Hun havde været der et stykke tid. Bare gået frem og tilbage i labyrinten af vægge og bygninger. Hvorfor havde hun også ladet sine ben føre hende denne vej? Hun vidste ikke mere hvor hun befandt sig. Ikke udover at hun befandt sig det forkerte sted. Og tilsyneladende også på det forkerte tidspunkt. Hendes lange brune hår opsamlede hurtigt den regn der faldt omkring hende og hang efterfølgende tungt og fladt omkring hendes hoved. Få totter havde klistret sig fast til hendes kønne ansigt. Hun var ikke det mindste beæret over naturens gang denne nat. Men samtidig kunne hun ikke lade være med at nyde den kølige effekt dråberne havde på hendes krop der hele dagen havde absorberet en masse af solens varme. Hun stoppede dog ikke op bare på grund af en smule vand. Hun forsatte med at sætte den ene fød foran den anden og sørgede for ikke at gå for meget ind foran sig selv. Hendes skridt havde dog blevet ubetydelig hurtigere og den tykke luft der omgav byen gjorde det en smule sværere at trække vejret ordentligt. Hun lød nærmest allerede forpustet på den måde hun af og til tog en dyb indånding for at føle hun blev kvalt.
Amelia’s store skyldige øjne søgte desperat omkring efter noget hun kunne genkende. En vej eller bare en container eller noget som kunne fortælle hende at hun var på rette vej. Hun havde gået denne vej et par gange før. Uden hun farede vild. Men hvorfor skulle i nat være anderledes. Alt imens hun gik videre hen over den lettere ujævne asfalt fik hun rettet sit blik mere ned af sig selv. Og i en kort bevægelse trak hun ud i den bordeaux røde trøje der før havde hængt løst over hendes spinkle bygning og de former der tilhørte den. Den var gennemblødt sammen med alt andet af hende. Og den klamrede sig til hende som havde den en pludselig højdeskræk. Og idet hun slap sit tag i den fandt den atter sin plads ind mod hendes mave. Det generede ikke super meget men hun kunne ikke vente til hun kom indenfor igen. Nok var hun en af naturens væsner så var hun ikke den helt store regn-elsker. Hun lænede svagt sit hoved tilbage og så mod himlen der blot lignede et mørkt maleri med den enkle detalje der bestod af månen der næsten ikke var tydelig mere. Et suk løb over de bløde læber der havde begyndt at få et mere blåligt skær på grunden af kulden der var kommet med bygen. Dog syntes hendes læber hurtigt at få den friske røde farve bare ved at hun rørte tungen hen over dem. Som hun så endelig fik rettet blikket mere fremadgående faldt det med det samme på den høje skikkelse ikke langt fra hende. Lige langt nok til at en mørke skygge lå over personen men ikke langt nok til hun ikke ville kunne se personen. I forundring blev hendes øjne spærret op og hun kunne med det samme se hvordan hun nærmede sig ham. Der gik ikke længe inden hendes hurtige skridt blev til løb. Hun tog sig i nuværende øjeblik ikke af hvordan de gennemblødte sko svuppede og hun glemte samtidig hvor hun var og hvilke folk der befandt sig her i gyderne.
”Hey!” Hendes stemme lød gennemtrængende i stilheden men stadig kvalt af fugtigheden i luften. Hun satte tempoet mere ned som hun kom tættere og tættere på skikkelsen og stoppede først da hun kunne fortælle dette var en dreng. Eller mere en ung mand. ”Undskyld.. Kender du..øh..vejen til Logenment her fra?” Hun kunne mærke hvordan hun blev mere nervøs og fortrød et øjeblik at hun faktisk havde spurgt om vej. Atmosfæren omkring denne person virkede rystende men også genkendelig. Hun blev dog stående og så mod ham med de dådyrs lignende øjne hun havde siddende under det våde pandehår. Og var det ikke et lille forsigtigt smil hun havde, kunnet få presset frem?

En sagte lyd af fodtrin fik et øjeblik hans krop til at stivne, som om han frøs til is på ét sekund, stod som var han boltret til den våde asfalt og lyttede med ørene på stilke. Hvem havde været så dum at gå ud i det her lorte vejr? Ja, altså, udover ham selv for det var han ganske klar over. De lette skridt blev kort efter hurtigere og hurtigere, afslørede at den endnu ukendte person var sat i løb, i hans retning. Ubevist tog han en sidste dyb indånding, før han klemte læberne sammen og holdt vejret med blikket rettet stift fremad, pustede først ud igen, da en mild pige-stemme brød tavsheden, som ellers lå over de dunkle gyder. Årrg det var bare en eller anden irriterende tøs, der var faret vild. Eithan himlede diskret med øjnene, i samme nu som han drejede en halv omgang rundt for at få sat et ansigt på stemmens ejermand. "Nej og jeg gider heller ikke hjælpe-..." Han holdt straks inde, idet hans øjne landede på den spinkle silhuet foran ham, blinkede gentagende gange, før han atter fik sat tungen på gled. "... -Dig ..." Hans stemme var næppe mere end en hvisken. Dét ansigt ... hvor havde han set det før? En anelse febrilskt søgte han efter et navn som matchede det, i sit indre kartotek. Bladrede alle mapperne igennem, én efter én, og fandt omsider det han ledte efter. Amelia, dér var den. Det var ikke så tit, han rendte ind i bekendtskaber, og da slet ikke på disse kanter. Åh, søde Amelia. Måske lidt for sød, men bedre end så mange andre idioter her i byen. Det var ved at være et godt stykke tid siden, han sidst havde set hende. Wait ... havde han ikke set hende i byen for en uges tid siden? Eller to? ... Tre. Alle dage syntes bare at flyde sammen og blive til ét stort vik-vak, så han havde for længst opgivet at holde styr på, hvilken dato det var. Var det 3? Årh! Det var da forhelvede fuldstændig ligemeget, hvornår det var, pointen var, at han havde set hende. Men så vidt han kunne huske, havde hun ikke været alene. Chase, bedre kendt som verdens største nar, havde været sammen med hende den aften. Han bed tænderne sammen i en arrig grimasse og lukkede sine hænder så hårdt sammen, at knoerne lyste helt hvidt; hvis det overhovedet var mulig, at de kunne blive mere hvide. Klamme stodder. Næste gang han stødte ind i ham, så skulle han nok ... nok ... han ville ... ÅRGH, han ville brække både hans arme og ben! Et øredøvende tordenbrag fik ham revet ud af sit rimelig brutale og blodige tankespind, og løftet låget af gryden, før han kogede fuldkommen over. Eithan bed igen tænderne sammen og gjorde et lidt mislykket forsøg på at sende hende et smil, der kom til at se ret anstrengt og uægte ud. "Undskyld, jeg faldt vist i staver ..." mumlede han, så lavt, at hun skulle høre rigtig godt efter, hvis hun skulle have en chance for at høre bare halvdelen af ordene. "Øh-pøhh ... æh ... om jeg kender vejen til Logement? Jooh, ja, selvfølgelig gør jeg det ..." sagde han, en smule tøvende, men skyndte sig så at nikke bekræftende, for ikke at virke alt for usikker. Hans mave snørrede sig sammen og rumlede gnavent, hvilket han fik overdøvet ved at hoste endnu højere, slog sig selv på brystet et par gange med en knyttet næve og blottede sine tænder i et akavet, halvskævt smil. Smilet falmede dog hurtigt, men blussede så med ét op igen, da en pludselig tanke skød ned i ham. "Hey ... skal jeg ikke følge dig derhen? Jeg skal alligevel samme vej ..."

Amelia’s ansigt faldt med det samme i mere eller mindre triste folder idet alt hun fik igen var hans skarpe tone af en afvisning. Hun så et øjeblik helt fortvivlet ud som en hund der ikke kunne finde hjem. Rimelig fortabt med et skuffet udtryk i øjnene. Smilet var der i hvert fald ikke og man skulle tro hendes mundviger vendte mere ned af nu. Hun havde samtidig rettet sit blik væk fra ham og fugtede nervøst læberne. Hun fik mumlet et lille svagt ’okay’ for at acceptere hans valg ved ikke at hjælpe hende af sted. Men han lød ikke rigtig til at kende vejen så det var vel helt fint. Hun fik i hvert fald atter sat de brune øjne op mod den høje person foran sig og atter kom med et skævt, lidt undskyldende smil. ”Det..Okay så..” kom det igen fra hende som havde hun glemt hun faktisk lige havde sagt noget lignende. Det var så der det slog hende. Måske lidt for hårdt eftersom hendes hoved blev mere rodet i det. Men den før hændte følelse af bekendtskab fandt på plads i det hun så hans ansigt. Det sorte hår der faldt ned over hans ligblege ansigt. Det tynde ansigt og stikkende øjne. Dog holdt hun ikke blikket omkring hans øjne i specielt lang tid efter en ubehagelig følelse fortalte hende at kigge væk. Hun kunne ikke helt sætte et navn på ham men på et splitsekund forandrede hans ansigtsudtryk sig. Og det var ikke ligefrem et velsindet syn. Det var fyldt med frustration. Hun vidste ikke hvorfor men hun blev overvældet over de få følelser der samlede sig omkring ham. Det var som om det var en del mere end der plejede. Men hvem var han? Hun var lige ved at bare gå videre idet han atter talte til hende. Hun blev overrasket over hans pludselige mere blide tone. Eller blid og blid. Den var ikke så snærende som før. Hun fik igen spærret sine øjne op og som om lykken lige havde kommet til hende lyste hendes ansigt op i en form for taknemmelig glæde som smilet formede sig. Og det blev endnu bedre som hun ventede lidt med selv at sige noget. ”Jo! Du må meget gerne følge mig derhen.” lød hendes muntre stemme alt imens hun svagt strøg en tot af de våde pandehår væk fra sit ansigt. Uden held. Det ladt bare ned igen. ”Øh.. Jeg tænkte lidt.. Er du ikke.. Eithan?” Allerede i det hun havde fået sagt navnet faldt det hele på plads igen. Selvfølgelig var det ham. Hvem ellers? Det havde været så længe siden hun sidst havde set ham at hun næsten havde troet han ikke var i Di Morga mere. Men det var jo blot komplet idiotisk at tænke sådan. Byen var så stor at det var et under at de faktisk var stødt på hinanden her. Hun kunne næsten ikke vente på at han svarede. Selvom at hun selv var sikker på det var ham ville hun stadig høre det fra ham også. Hendes øjne så nærmest ud til at have julelys i dem som hun blev ved med at holde dem mod ham. Hun havde samlet sine hænder foran sig og smilet forsvandt ikke bare sådan lige. Hun virkede nærmest til at have glemt at det regnede. Lige inden hun hurtigt fik svunget sin arm omkring sin mund og et lille nys lød fra hende. Hun kunne ikke vente med at komme ind i varmen. Eller så varmt var der heller nu engang var hjemme ved Chase. ”Ehm.. Du må hellere vise vej..”

Et par dråber dryppede fra ned i hans ansigt fra de våde tjavser hår, da han nikkede kort med hovedet til hendes spørgsmål, og gled let nedover de snehvide kinder som næsten syntes at lyse helt op på grund af den anormale blege hud. Det så næsten ud som om, han græd. Det kom faktisk som en overraskelse, at hun kunne huske ham. De fleste havde han havde stiftet bekendtskab med, på den ene eller anden måde, havde en tendens til at glemme alt om ham, så snart deres veje skiltes; selvom det nok ikke havde så meget med glemsomhed at gøre. Nej han var ikke det rareste væsen at omgås, og det var han ikke selv blind for. Det var bare så ... svært at være sød. Han var bare ikke god til det, og uanset hvor meget han prøvede, så endte det altid i kaos. Hvorfor skulle det være sådan? Det virkede så nemt for Amelia. Det virkede ikke som om hun skulle gøre den mindste indsats for at være det - sådan var hun bare. Hans blik flakkede fraværende rundt i området, før de blågrønne øjne atter landede på asparaen og med nysgerrighed betragtede hende, som om det var første gang de var mødtes, og han ville have alle detaljer skannet ind i hukommelsen, så han ville kunne genkende hende, hvis de skulle støde ind i hinanden på et andet tidspunkt. Men det var der ikke nogen grund til; der var ikke mange i byen, hun kunne forveksles med, for slet ikke at sige ingen. De dybe, brune øjne var ikke til at tage fejl af. Heller ikke hendes kønne ansigt, som stort set altid havde et stort imødekommende, varmt smil spillende om læberne. Han kunne ikke helt finde ud af, om det pissede ham af eller ej. Det var en smule irriterende, at hun var så munter hele tiden, men som om han var en skid bedre selv. Problemet med ham var bare helt modsat hendes, og det var nok mindst så belastende, hvis ikke mere. En dæmpet brummen lød fra ham som svar til hendes påpegelse om, at det nok var bedst, hvis det var ham, der tog de første skridt og førte an, siden hun lod til at være en anelse på udebane. Var hun ikke vant til at være i den her del af byen? Hvordan kunne han overhovedet stille spørgsmålstegn ved dét? Selvfølgelig var hun ikke det. Hvilken aspara var også dum nok til at holde til her og ovenikøbet helt alene? Hun var heldig, at der ikke var nogen, der havde overfaldet hende endnu. Endnu ja. Et stik af dårlig samvittighed fik ham til at bide sig tøvende i underlæben, og han overvejede i et splitsekund blot at vende om uden et ord for at stikke af, men den ubehagelige følelse forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, og blev straks erstattet med en rumlende mave og en ubeskrivelig vrede, der så småt startede med at hobe sig op indeni ham. Han måtte bare sørge for at fokusere på grunden til dét, han om ikke mere end få minutter skulle til at udføre. Det indestængte raseri fik ham kort til at skære tænder, inden han så tvang mundvigene op ad i et påklistret smil og gjorde et kort nik med hovedet mod vejen foran dem, som for at sige, at de skulle se at komme afsted. Et lavmælt suk smuttede ud mellem hans læber, da det første han gjorde, var, at træde ned i en stor, dyb vandpyt så hans sko blev helt fyld til randen med beskidt regnvand, men han var allerede sjaskhamrende våd, så lidt ekstra vand i skoen gjorde ikke den store forskel. "Så ... hvad laver du her? Bor du ikke ude i skoven?" spurgte han, mest af alt for at bryde tavsheden, men dels også fordi han ville have bekræftet sit gæt på, hvor hun var på vej hen; Chases hus. Eithan vidste udmærket godt, hvor han boede, og netop dén gade hans grund lå på, undlod han altid at passere i frygt for at støde ind i ham. Bare ét glimt af ham var nok til at få ham helt op i det røde felt, og når han først var dér, var det ikke til at vide, hvad han kunne finde på, men han ville med sikkerhed ende op med mindst et blåt øje. Sådan en narrøv. Han puffede bevidst til Amelia med den ene skulder, eller arm var det nok mere, for at få hende til at dreje, netop som de nåede en smal gyde, der var berøvet for enhver lysgivende kilde, og blot syntes at blive mere og mere sort jo tættere man kom på enden. Tempoet var blevet sat en stor tak ned, men samtidig var hans skridt blevet mere målrette, og hans blik var rettet stift fremad mod det opslugende mørke, som han dog snildt kunne se i uden problemer. Et lidt skadefro smil trådte frem på hans læber, da han skævede til den brunhårede aspara, hvorefter endnu en knurrende lyd kunne høres fra hans mave, og han forsøgte at overdøve den ved at hoste falskt. "Den her vej er meget hurtigere," prøvede han at bilde hende ind. "Bare hold fast i mig hvis du har svært ved at se," tilbød han med et endnu mere djævelsk smil end før og prisede sig lykkelig over, at der var så mørkt, så hun ikke kunne se det. Uden at flytte sit fremadrettede blik lod han forsigtigt sin hånd strejfe hendes, inden han med et fast greb tog fat i den og fortsatte det sidste stykke, for så brat stoppe op, idet den stod højst tyve centimeter fra en tårnhøj mur. En blindgyde. Vampyrens øjne lyste helt op, som et lille barns på juleaften, men i hans tilfælde var det ikke over tanken om alle gaverne under det pyntede juletræ; nej det her var langt bedre, og han kunne næsten ikke vente længere. Hans kolde hånd gav slip på hendes varme, inden den straks efter røg op på hendes ene skulder, og han forsøgte at få vendt hende om, for påfølgende at mase hende op ad den hårde stenmur foran dem. Han stillede sig overfor hende, så de stod front mod front, og anbragte begge håndflader mod muren på hver sin side af hende, dannede på den måde et slags bur rundt om hende. "Undskyld det er ikke personligt det her. Det er bare ren hævn ..." sagde han med en stemme der dryppede af gift og hvæsede det sidste ord ud, hvilket fik hans overlæbe til at trække sig op og blottede dermed det øverste tandsæt med de to lange syle, der skulle forestille hjørnetænder. "Og så er det ret lang tid siden, jeg har fået noget ordentligt at spise ..." tilføjede han efter en lille pause, hvorpå smilet atter voksede frem på hans adskilte læber, samtidig med at han lod tungen køre henover spidsen af de skarpe tænder.

Amelia havde eftersigende egentlig vænnet sig til den stilhed der havde lagt sig over dem som de gik side om side hen ad vejen. Så idet at Eithan pludselig valgte at sige noget kom som et mindre chok. Ikke at hun ligefrem spjættede med arme og ben, men hun fik i hvert fald drejet hovedet i en vis fart for så at se, først lidt forvirret på ham indtil hendes hjerne forklarede situationen for hende. ”Øh..” startede hun ud. Måske en smule usikkert men der gik ikke længe inden at det lille smil samlede sig på hendes læber hvor efter hun rettede sit blik ned mod asfalten for at forsætte: ”Jeg er bare på vej hen til..øh..” Hun rettede så igen blikket mod vampyren ved sin side. ”.. en god ven.” afsluttede hun endelig hvor på at hendes mil bare voksede en tand mere. Det var ikke svært for hende at smile som hun gjorde, også selvom at regnen stod ned i lårtykke stråler og som allerede havde gjort hende helt gennemblødt og selvom at hun var begyndt at fryse noget så gevaldigt. Det var nok tanken om at hun snart ville komme indenfor i tørvejret, der holdt hendes humør oppe i øjeblikket. Og ikke nok med det så havde hun fået selvskab med sig. Hun trådte en smule forsigtigt som hun gik. Vejen var ujævn, som den plejede, og hendes stakkels ankler havde endnu ikke blevet vant til at gøre de bestemte bevægelser. Det skulle dog nu nok komme. Den lille aspara drejede med det samme som hun fik et lille hint om hvilken retning de skulle. Hun kendte ikke selv ikke vejen men hun følte sig nu alligevel en smule utryg omkring det pludselig tætte mørke de trådte ind i. Og trods hun havde et okay nattesyn havde hun endnu problemer med at se super godt netop her. Hun tøvede ikke med at gribe ud efter Eithan’s hånd men det så ud til at han fik gjort det noget hurtigere for hende. Hun kunne ikke andet end at lave en lille grimasse over hans tætte greb. Og af automatik så hun ned på deres samlede hænder. Hendes virkede så lille i forhold til hans. Hendes var blot som en dukkes hånd. Lille og spinkel. Stille og roligt så hun op og dét der kom hende i møde var ikke hvad hun havde forventet. De kunne tydeligvis ikke komme videre af denne gyde. ”Jeg tror vi er gået for..” Mere nåede hun ikke at få sagt inden hun så kunne mærke hans hånd mod hendes skulder og kort efter muren som blev hamret mod hendes ryg. Igen gjorde hun en grimasse der kom ifølge med et lille piv på grund af den korte smerte. Hun åbnede hurtigt sine øjne og så lettere forvirret mod Eithan der stod og tårnede foran hende. Hendes øje blev spærret en hel del op under det han sagde. Hendes mund var ganske let åben og der gik ikke længe før hun selv fik sagt noget. ”Hæ-Hævn?” Hun forstod ikke. Hendes krop var som stivnet og hun havde fået ført sine hænder op til sin brystkasse hvor de samlede sig. Som ville det gøre hende mere tryg og sikker. ”Ne-Nej…” stammede hun svagt da hun forstod hans budskab. Hun kunne ikke andet end at se frem og tilbage mod hans sylespidse tænder der nu var kommet til syne og hans blik. Skiftede hurtigt som var hun i panik. Hun pressede sig mere og mere ind mod muren bag sig som håbede hun på at hun ville ende med at falde gennem. Hendes skuldre begyndte at ryste i takt med hendes hænder, der nu havde grebet stramt om hinanden. ”Please… Don’t….” Der var ingen tvivl om at frygt havde samlet sig omkring hende. Den muntre atmosfære der før havde omgivet hende var blevet erstattet på blot få sekunder. ”Jeg..smager …ikke godt..” prøvede hun sig frem, meget forsigtigt. Hun lignede i sandhed et dådyr der stod face-to-face med en bil der kom drønende mod hende. Lige udover at hun var rimelig sikker på at dette ville blive værre end et sammenstød med en bil. Hun tog sig selv ikke af hvordan dråberne af vand fra himlen blev ved med at glide ned over hendes kønne ansigt, der så vidt muligt havde mistet en smule af en sunde glød. Hun lagde faktisk slet ikke mærke til den. Lige nu var der noget der bekymrede hende langt mere. Hun følte med det samme den samme følelse som hun havde følt for år tilbage. Forrådt? Nok ikke samme mængde men den var der. Det her kunne da ikke passe!

Frygt. Lyden af det galoperende hjerte, den høje puls og synet af hendes farveløse hud var ikke til at tage fejl af. Adrenalinen pumpede rundt i hendes krop, hvilket fik blodet til at bruse meget hurtigere gennem årene, og han blev næsten helt hypnotiseret af den rislende lyd, der fik hans tænder til at løbe endnu mere i vand end de allerede gjorde. En voldsom lyst til at bore tænderne ned i halsen på hende og tømme hendes krop fuldstændigt for blod, for dernæst at efterlade et dødt, tomt hylster, skød op i ham. Han måtte bare have det. Bare en lille tår. Trangen til den røde væske voksede med stor hast, og hans dilaterende pupiller havde opslugt irissen, så det så ud som om, han havde to store, sorte huller midt i øjnene. En klagende, rumlende knurren lød fra hans mave og fik ham kort til at snerpe de smalle læber sammen til en tynd streg inden han atter skilte dem ad, idet han lænede sig en anelse længere ned mod hende, åbnede munden mere og mere jo tættere på han kom. Hænderne der ellers var presset mod muren blev fjernet derfra, hvorpå han næsten krampagtigt tog fat i hendes spinkle skuldre og klemte til, som var han bange for at hun skulle smutte ud af hans greb som et stykke sæbe, hvis ikke han holdt godt nok fast. Den ene hånd blev dog ikke på sin plads i specielt lang tid, eftersom han måtte stryge en masse våde lokker hår, der klistrede ind til hendes hals, væk. Han strejfede kort hendes dunkende halspulsåre, da han kørte den sidste tot til side, lod hånden følge hele vejen med bag om nakken, hvor han tog en stor håndfuld hår og hev ned i det, forsøgte på dén måde at tvinge hendes hoved bagover, så hendes strube ville blive strukket helt ud. Taget i hendes anden skulder blev løsnet, og hånden fulgte kanten af hendes trøje hen til dén side, hans hoved befandt sig ved, hægtede alle fingerspidser pånær tommeltotten fast i den bordeaux røde sweater og trak så meget ned i den som stoffet tillod. Omsider kunne han sætte munden mod hendes blottede hals, lod spidsen af sin tunge spille mod den bare hud og kunne næsten allerede smage det varme blod, der strømmede rundt inde i hende. Overvældet af en stærk følelse af længsel trak han overlæben op, som når en kat hvæser, og prikkede nænsomt til hendes bløde hud med de skarpe hjørnetænder her og der, for at finde det bedste sted at bide. Med halvt lukkede øjne og et stramt tag i både hendes hår og trøje pressede han hårdt tænderne mod asparaens strube indtil de brød igennem laget af hud, spidede de sylespidse tænder så langt ned i halsen han kunne, hvilket fik blodet til at sprøjte ud fra de to huller og ind i hans mund. Tænderne blev nærmest revet ud af hendes hals igen, hvornæst hans tunge skød frem for at slikke blodet af de sår, han netop havde lavet. Det skarlagensrøde blod der blandede sig med hans eget spyt skabte en sanseeksplosion på hans tunge, og det var som om, han ikke kunne få nok af det. Det føltes som var det flere årtier han havde havde fået føde, og med en dyrisk stønnen fangede han en strime blod, der var løbet næsten helt ned til hendes kraveben, med tungen. Eithan blev ved med at hive ned i sweateren til det måtte give under, og en stor flænge kom til syne fra hendes ene skulder til ned under brystet. Uden at fjerne munden fra hendes, blodige, hud kørte han den fra strubehovedet og hele vejen hen til dér hvor hals og skulder mødes, borede atter de to hugtænder ned i hende, men lod dem denne gang blive siddende i. Han sluprede ivrigt asparaens blod i sig, der konstant piblede frem, og gav endelig slip på hendes hår, for i stedet for at ligge den i hendes nakke og pressede både dén og sin mund ind mod hinanden, som om han ikke kunne komme tæt nok på hendes hals, der forsynede ham med den søde plasma. Blodrussen havde gjort ham helt ør i hovedet, og uden rigtig at tænke videre over det begyndte han taktfast at gnide sit underliv mod hende. Al rationalitet forsvandt fra hans sind, og der var kun én ting han kunne fokusere på - at få tilfredsstillet sin blodtørst. Alle tanker om hævn blev overskygget af et ukendt begær, som fik ham til at udbryde et stakåndet støn, idet han trak hjørnetænderne til sig og i stedet begyndte at sutte blodet væk fra hendes hals. "Mere ..." stønnede han hæst, efter han havde placeret begge hænder på hendes skulderblade og maste hende ind mod sig selv, indtil al luft imellem dem blev kvalt. Han havde helt glemt, hvor godt det smagte. Hans læber der hvilede mod hendes varme hud, og fornemmelsen af den endnu varmere væske mod hans tunge samt den uendeligt søde, forførende duft af frisk blod ...

Amelia følte med det samme et knæk idet han i hev ned i hendes hånd. Det var som om at flere totter hår ville falde ud hvis hendes nakke ikke havde givet efter. Hendes øjne blev klemt sammen og hun bed hårdt sine tænder sammen inden de igen gled fra hinanden så hun igen kunne trække vejret. Tungt og med lettere besvær på grund af hendes hjerte der tydeligvis løb galop på fuld fart. Hun følte virkelig at det ville springe ud af brystkassen på hende. ”Sto-stop..” Hun kunne lige så godt sidde på knæ og bede for sit liv. Så ynkelig lød hun i øjeblikket. Hun var bange. Hun havde aldrig i sit liv oplevet dette. Hun havde ingen idé om hun ville overleve dette. Og hendes forestilling hældte mest hen mod et nej. Der var med sikkerhed inden mulighed hende at leve efter dette. Billeder fra fortiden poppede hurtigt op i hendes hoved. Hun huskede alle scenerierne af massakren. Hvorfor havde hun overhoved ladet sig selv stole på en vampyr? Hun burde vide bedre. Meget bedre. Allerede nu, som hans tunge spillede op ad hendes hals, blev der samlet vand i hendes smukke brune øje og ikke længe efter faldt tårerne ned over hendes blussede kinder. Og det var ikke bare en enkel. En gråd begyndte også at komme fra hende. Hun ville bare vågne fra det her mareridt. Og hvis det her gjorde ondt allerede, ønskede hun ikke at kende til det der kom lidt efter.
Igen blev hendes øjne spærret vidt åbne. Hun stirrede mod himlen uden noget bestemt sted at se hen. Hendes mund havde åbnet sig som stod hun og skreg, men det eneste skrig der kom fra hende var en halvkvalt udgave. Som satte lyden sig fast i halsen på hende. Flere tårer faldt og samlede sig med regnen. Den brændende smerte der hurtigt spredte sig i hendes krop kom som en stor overraskelse. Hendes hænder havde stramt spredt fingrene. Og hendes krop var i det hele taget stivnet. Mere end før. ”Hu-……Hurt…s….” kom det meget svagt fra hendes strube. Hun kunne med det samme, lugte blodet og hun kunne mærke de varme dråber glide ned over hendes skulder. Lige indtil Eithan fik fjernet dem med sin slimmede tunge. Hvor var det ubehageligt. Hendes hænder rystede som havde hun mistet kontrollen over det og hun gjorde alt for ikke at gøre eller sige noget. Øjnene havde lukket sig hårdt sammen igen og hendes bløde læber maste sig sammen. Hun kunne ikke se på ham. Hun kunne ikke få sig selv til at holde øje. Det var forfærdeligt. Ikke engang da hendes trøje blev revet i stykke og mere af hendes krop blev afsløret. Med rystende bevægelser begyndte hun at føre sine hænder hen mod ham og lige i det at hun greb ud efter hans bluse blev endnu en bølge af smerte sendt ud i hendes spinkle bygning. Denne gang kom der dog et mere brugbart skrig frem. Et skingert skrig der virkelig fortalte den smerte der blev påført til hende som vampyrens tænder spiddede sig gennem hendes fine hud. Hun forstod nu smerten hendes familie havde følt var for at beskytte hende. Mængden af tårer blev større og de klunkende gråd blev ved med at komme. Grebet omkring hans trøje blev ikke det mindste lås. Ikke engang da han pressede hende ind mod ham. Hvor ville hun ønske at hun bare var blevet hjemme denne nat. Små støn fandt sin vej frem og hendes ånde blev igen synlig i det kølige vejr. ”Sto……………Stop…” blev hun ved. Hun kradsede nærmest ind mod Eithan’s mave med sine korte negle for at adrenalinen i hendes krop kunne komme ud på en eller anden måde.
”Stop!” råbte hun hæst. Det var måske ikke så højt men i hvert fald noget man kunne høre. Med al kræft hun nu kunne lægge i, hamrede hun sit knæ direkte op i skridtet på Eithan. Hvor hun fik dette dumdristige mode og styrke fra havde hun ingen idé om. Hun tog den første chance hun havde og vred sig ud af hans omfavning. Hun satte med det samme i løb. Hun tøvede ikke det mindste. Hun ville bare væk. Også selvom at hun havde ingen fornemmelse af hvor hun var og hvor hun skulle hen. Hun løb ud af gyden med sine arme omkring hendes brystkasse som prøvede hun at dække det den ødelagte trøje ikke gjorde mere. Samtidig holdt hun sin ene hånd mod såret omkring hendes skulder. Det var lidt besværligt som hun løb men det stoppede hende ikke. Hun smed samtidig blot sine sko på vejen. De var ikke andet end i vejen. Hendes blik var sløret af tårer og det gjorde det endnu sværere for hende at se i mørket. Hun drejede brat omkring et hjørne. Hvor ville hun ende? Med ét lød endnu et skrig fra hende idet at hendes små fødder gled hen over asfalten som regnen havde gjort glat. Hun nåede lige at sætte sine hænder fra i støtte men det hjalp ikke meget eftersom hun blot blev ved med at glide lidt videre hen af vejen. Hun lå et øjeblik og kom med klagende lyde. Uden tvivl at det fald ikke havde været som at ligge på gåsedunspuder. Langsomt og usikkert prøvede hun at rejse sig op igen. Hun fik med det samme øje på hvordan hendes ene hånd havde fået et let lag af blod. Det var utroligt hvordan små sår som dem hun havde fået kunne bløde så meget. Hun kom hurtigt i tanke om hvem og hvad hun havde løbet fra og uden at tage sig af smerten var faldet kiggede hun i ren frygt hen over skulderen. Hun forventede han ville stå der men hun håbede han var væk.

Den frådende vampyr blev straks trukket ud af sin sindsforladte tilstand, i dét sekund en gennemtrængende smerte spredte sig omkring og i hans ædlere dele, hvilket resulterede i, at han per automatik fjernede begge sine hænder fra hende for dernæst at lægge dem beskyttende henover skridtet og knækkede en smule sammen i knæledene. "Ahaauv!" klynkede han med et toneleje der var røget mindst 8 oktaver op, snerpede sin mund sammen og lukkede øjnene hårdt i, inden hans ben måtte give efter, og han faldt ned på knæ, på den våde asfalt. Asparaen var flygtet for længst og havde det ikke været for den uudholdelige smerte, var han løbet i hælene på hende, men han kunne ikke engang holde sig stående på benene, så det løb var vist allerede kørt. Et tankestrejf om årsagen til, hvorfor han overhovedet havde gjort det her til at starte med fik en gryde fyldt med boblende vrede til at skumme over indeni ham. Nej. Løbet var ikke kørt, og han havde i sinde at vinde det, om det så betød, at han skulle kravle hele vejen. Eithan flyttede først den ene hånd fra det ømme underliv og lidt efter den anden, placerede begge håndflader mod asfalten og sad sådan i et halvt minuts tid, før han med en smule besvær kom op at stå på vaklende ben, der først truede med atter at svigte ham, men han fandt til sidst en stabil balance og prøvede at ignorere smerten, så godt han kunne. I starten måtte han tage meget små, forsigtige skridt for at være helt sikker på, at det her nu også fungerede, og da der ikke længere var de store problemer med det, satte han tempoet op og løb så stærkt han kunne, i den retning han mente hun var forsvundet i. Det blodtørstende dyr var så småt ved at vågne i ham igen, og den dragende duft af blod nåede efter kort tid hans næse. Vampyren stolede blindt på sine instinkter, og hans pupiller dilaterede og kontraherede skiftevis, som en kameralinse der zoomer ind og ud for at fokusere. Et piget skrig - der ikke var til at tage fejl af - bekræftede at han var på rette vej og at han ikke kunne være langt derfra nu; og ganske rigtigt, netop som han drejede om et hjørne, fik han øje på hende, ikke meget mere end højst fem meter fra ham. Hun måtte være faldet, for hun lå ned på maven og kæmpede for at komme op ved hjælp af armene, men det så ikke helt ud til at lykkes for hende. Hans pupiller blev atter spilet maksimalt ud, og han fræsede hen imod hende i turbofart, nåede kun at bremse halvt op, før han overfaldt hende. Med en arm og et ben på hver side af Amelia forhindrede han hende i at rejse sig op, hvorpå han tog fat i nakkekraven på den ødelagte trøje, hev voldsomt ned i den og tøvede ikke med at sætte tænderne i hende for tredje gang. Skønt der var en masse hår i vejen, ignorerede han det blot og fik spidet de to syle, i form af hjørnetænder, ned i halvvejs hendes nakke, halvvejs hendes hals. Han bed så hårdt, han overhovedet kunne, som når et kattedyr gør det af med sit bytte, og pressede hende på samme tid ned mod den ru asfalt, efter at have plantet hænderne på hendes skuldre. Den gnavende blodtrang var allerede ophørt, nu handlede det mest af alt bare om at fuldføre hans plan. Eithan slap hendes nakke, for kun at bore hugtænderne ned et nyt sted, som endte med at blive hendes skulder. Endnu med tænderne nede i skulderen bevægede han hovedet længere og længere ned af, så der kom to blødende revner, der strakte sig fra toppen af skulderen og nedover halvdelen af skulderbladet. Han slikkede de første dråber blod væk fra begge flænger, fortsatte med at lade sin tunge skøjte op langs hendes hals, hvor han til sidst bed sig fast og sugede på livet løs og ventede på, at hun bukkede under for det stigende blodtab.

Amelia bukkede med det samme under idet at hun følte Eithan’s vægt oven på sig. Hun følte igen asfaltens kradse mod hendes kind og bare hud omkring overkroppen og hun lukkede automatisk øjnene for at undgå at få et eller andet grus ind i dem. Hun hørte igen hvordan at hendes bluse blev revet i stykker som galt det hans liv. Hun kunne være så sikker på at den ikke ville være andet en et ødelagt stykke ubrugeligt stof bag efter. Men det gjorde vel heller ikke noget. Hun ville jo ikke komme til at bruge den igen. Ikke noget som helst stykke tøj. Allerede i det at hun kunne mærke ham komme tættere på vidste hun at det var ude med hende. Hvordan havde hun overhoved troet hun kunne overvinde ham? En vampyr? Oddsene var for lave. Hun var intet andet end en svag ynkelig aspara der ikke kunne meget andet end at sparke og løbe. Igen skød den stærke smerte gennem hende og igen skreg hun som før. Hun kunne samtidig også mærke undermundens tænder blive presset ind mod hendes hud mens at blod piplede frem fra hende. Hun prøvede med det samme at vride sig fri men hendes krop syntes ikke at reagere specielt meget. Hun følte sig en smule paralyseret. Som vidste hendes sind også at hun ikke havde den mindste chance mod dette bæst der om lidt ville have tømt hende for hendes røde blod. Hun nød det korte øjeblik hvor hans tænder igen blev trukket ud af hende. Og hun bad til at det ville være overstået. Men det hun ikke vidste, var at det blot ville blive værre. Hans tænder bed igen gennem hendes hud. Dog skete der efterfølgende noget ufattelig uventet. Hendes øjne blev spærret helt op igen og hendes strube udstødte igen et skingert skrig som bare blev ved som flængerne blev lavet. ”HVORFOR!?” skreg hun mens at tårerne igen bare faldt ned af hendes kinder. Man skulle næsten tro at hun ikke ville have mere vand i sig til sidst. Det gjorde så ondt. Smerten var enorm. Og dråberne der faldt ned i det nu åbne sår gjorde det ikke ligefrem bedre. Hendes krop faldt mere sammen da han endelig stoppede med at gøre flængerne længere og hun lå igen bare på den ujævne asfalt. Græd over ikke at kunne gøre noget ved det der. Der var så meget hun ville nå at gøre. Netop som hun skulle til at lukke øjnene og bare lade sig selv se mørket bed han ned i hende igen. Kunne han aldrig få nok!? Igen lød der er skrig og hendes krop reagerede igen ved at spænde i hver eneste musik. Hun krummede sine tær og klemte sine hænder sammen for at sende smerten væk på en eller anden måde. Hvor ville hun ønske dette bare ville blive overstået. Ganske forsigtigt og med en usikker bevægelse begyndte hun at række sin ene arm, den der ikke lige var blevet bidt godt og vel itu, frem som ville hun prøve og kravle væk. Hun så søgende og håbefuld frem ad endnu med tårer i øjnene og et forskræmt udtryk i hendes ansigt. Men hun nåede ikke specielt langt med den bevægelse inden at armen bare fald til jorden i en blid bevægelse. Sammen med at hendes hoved lagde sig til hvile. Hun så bare hen over overfladen af vejen og følte hvordan hendes blod blev suget fra hendes krop. Hun følte ikke mere smerte. Hun kunne kun høre sit hjerte hamre. Den griske lyd fra den grådige vampyr var væk. Hun blinkede en enkel gang men så ved det næste blink blev øjnene lukket helt i og den sidste tårer faldt. Hun lå nu helt stille på den kolde jord. Hun så næsten helt fredsfyldt ud i det kønne ansigt. Og hvis man så bort fra alt det blod der havde samlet sig fra alle de sår hun havde fået, lignede det næsten at hun bare lå og sov.