fuldmånens skær ved kirkegården

Andrei havde næsten lige kommet tilbage fra Grækenland, han havde haft verdens bedste ferie sammen med Ciel. En ferie som han nok aldrig ville kunne glemme, da den virkelig betød så utroligt meget for ham. Han ville have ønsket at han bare kunne blive i Grækenland, ved poolen og sammen med Ciel. Han havde bare ikke fået en særlig god velkomst der hjemme, hans forældre var rasende på ham.. truede ham med at sende ham på den lukkede igen, som han var sikker på at de bestemt kunne finde på.
Denne tanke var noget som holde hans hoved beskæftet, også selv om han slet ikke havde lyst til at tænke over det.
Han havde ikke engang fået sig til at tage hen og besøge Liam, og var sikker på at han nok ikke blev særlig glad over at Andrei bare havde forsvundet. Selv om han ikke ville indrømme det, så var han en lille smugle bange for den vampyr.
Han havde denne dag bare smuttet ud af huset, og bare gået og gået. Han havde helt glemt hvad tiden var blevet, og havde ikke engang lyst til at tage hjem. Hans skidt førte ham hen til kirkegården, et sted som han bestemt ikke brød sig om.
Han stoppede hurtigt op da han fik øje på noget, en skitse der bevægede sig rundt der inde. Han hørte en kvinde stemme som snakkede til noget, og det lød til at det var månen. Han så kort op på den, før han vende sit blik mod kvinden og gik lidt tætter på hende "hvad laver du?" spurgte han lidt genert om.

[/left]

Andrei stirrede bare underligt på hende, da hun begynde at skrige som en lille tøs. Han blev bare selv stående der, med sine øjne så store som de overhovedet kunne blive. Han havde sgu aldrig oplevet at nogen begynde at skrige, også selv om de blev overrasket over at han var der og snakkede uden de opdagede at han var der.
Han blev bare stående også når hun kom tætter på, selv om han jo godt viste at det ville være bedst at vende sig om og gå. De var jo aften og det var ikke et sikkert øjeblik at være ude, det havde han bestemt lært på den hårde måde. Han begav sig alligevel ud om aftenen, måske fordi han nød aftenen så meget som han gjorde.
Han kiggede bare op på månen, da han hørte hvad hun sagde og kunne ikke forstå hvorfor man snakkede til den. Han vende langsomt sit blik ned mod hende igen og nikkede langsomt *væsen* tænkte han og gik bare et lille skrig bagud "ja sådan er det jo desværre" sagde han og sende hende et usikkert smil, som han altid sende til folk som han ikke kendte. Han blev helt overrasket over hendes spørgsmål "mig ensom? nah, jeg kan bare godt lide at gå en tur.. en gang imellem" sagde han også selv om det var hver dag, han brød sig ikke om at være der hjemme.. være låst inde på sit værelse. Det betød ikke at han var ensom, han viste jo godt at han kunne smutte hjem til dem som han kendte.. hvornår han end havde lyst til det.

Mimi kiggede undrende på Andrei, hun vidste ikke hvorfor han begyndte at bevæge sig bagud, hun skyndte sig at forstå han måske var bange for Mimi.
Mimi skyndte sig at gå roligt frem mod ham; ”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget ondt, jeg vil bare gerne have nogen at snakke med”.
Dette gjorde Mimi lidt trist til mode, hun fik lidt tårer i sine døde øjne, hvad hun dog ikke manglede i sit liv. Hele sit liv havde hun set dem hun elskede, forsvinde foran sine øjne som dug for solen. Måske havde de ret, hun var fordømt til at leve ensomt for evigt, uden hverken familie eller venner.
Mimi kiggede op mod månen igen, og kiggede bagefter over til Andrei; ”Du må da forstå jeg ikke vil, og aldrig kan, gøre andre mennesker fortræd, om det så gjaldt mit eget liv, så ville der aldrig være noget eller nogen der kunne få mig til det, vil du ikke bare overveje at blive lidt og snakke?”.
Hvor længe skulle det varer inden Mimi, ville få sig nogle nye venner, og til dels en at snakke med, det kunne være ensomt at være et mørkets væsen.
Med disse ord kiggede hun spørgende på Andrei, og ventede på hans svar, om han ville snakke med hende eller ej, og blive hendes ven i mørket.

At fortælle Andrei at han ikke skulle være bange, for som at sige til en hund at den ikke måtte skide i græsset. Han var bange for alt og sådan var det bare, han kunne endelig ikke gøre for det ligemeget hvor meget han end prøvede. Han skammede sig jo heller ikke over at være den han var, og derfor havde han heller ikke tænkt sig at prøve på at være noget andet. Selv om han var en nysgerrig dreng og ikke lod sin frygt stå i vejen, så var den der stadig ligemeget hvad.
"mmh" sagde han bare da han ikke viste hvad han heller skulle sige, da han jo var en ret så genert dreng og derfor ikke altid sagde noget.
Han kunne godt forstå at hun gerne ville have nogen at snakke med, sådan havde han selv haft det.. når han ikke havde haft nogle venner, men nu havde han Ciel.. den kære engel. Han kunne endelig ikke ønske sig mere, og det gjorde han bestemt heller ikke "okay, hvis du siger det" sagde han og viste ikke om han skulle stole på hende, han viste at ikke alle væsner var til at stole på. Det havde han lært igennem det stykke tid, hvor han kendte til væsner.
Han vende kort sit blik væk fra hende, da hun kom tætter på ham. Han vende alligevel kort sit blik mod hende og nikkede langsomt "okay, så længe du ikke gør mig noget" sagde han og gik langsomt hen og satte sig på en bænk.