I just met you, and this is crazy.. {Forsættelse}

Turen mod Oliver’s foregik i stilhed. Eller det foregik sådan at Nate talte og Malou bare svarede ved enten at nikke eller ryste på hovedet. Hun kunne mærke hvordan at han var begyndt og blive lidt påvirket af hendes opførsel. Nej, det var nok bare hende selv der følte det sådan. Det havde været et godt stykke tid siden at hun rent faktisk havde taget sig tid til at være social. Denne gang havde hun bare følt at hun var nød til det. Denne unge mand havde trods alt haft et godt øje til hende. Og han var også en af de få der ikke tog sig så meget af at hun ikke talte. Det hele ville have været meget nemmere hvis bare, hun kunne sende små mentale beskeder. Og lige meget hvor meget hun nød at bare lytte, ønskede hun af og til at kunne komme med kommentarer. Bare en gang imellem. Men verdenen havde lavet om på den mulighed. Hvor dejligt! Hun så hurtigt op idet de var ankommet. Hun genkendte ikke stedet. Hun havde aldrig været der før. Men af hvad hun kunne se, virkede stedet ikke farligt. Det virkede hyggeligt og lige noget for hende. Selvom hun tydeligvis allerede havde fundet sin yndlings café. Hun kunne vel godt være den en smule utro og prøve nye steder. Det skadede vel ikke. Og nu var hun trods alt også sammen med en, som havde valgt stedet ud.

Malou smilede kort hen over det lille tomandsbord, hen mod Nate. Smilede svagt. Hvorfor hun faktisk, 100%, var gået ned til det her, havde hun selv ingen idé om i øjeblikket. Måske savnede hun bare selskab. Hun var da lidt heldig. Inden længe bøjede hun sig ned efter sin taske, hun bare havde sat på gulvet ved siden af hendes stol. Og da hun atter rettede sig op havde hun både en tyk bog, med et rødt fløjs cover, og en almen mekanisk blyant. Hun havde ikke helt tænkt over at gøre dette før nu. Det var nok også mere stille og roligt, nu hvor de begge sad ned. Og forhåbentlig kunne han ikke nå og skride. Om han gjorde, kunne det vel også være ligegyldigt. Ikke at hun gad tage sig af det. Hun åbnede bogen, som vidste sig at være fyldt med blanke sider. Hun bladrede forbi de første sider, hvor der allerede var blevet skrevet på, og stoppede på den første blanke. Endnu uden et ord, klikkede hun lidt bly ud og begyndte ellers at skrive. Hendes bevægelser var ligeså elegante som alle de andre ting hun gjorde. Hun bladrede og begyndte igen at skrive. Det gik hurtigt. Hun havde lært sig selv at skrive pænt i et godt tempo. Hun bed sig koncentreret i underlæben, bare et øjeblik inden hun så lagde blyanten fra sig, bladrede tilbage til første side, vendte bogen om og skubbede den hen mod Nate. Jeg skulle nok have fortalt det her noget tidligere.. stod der sammen med en enkel tegning af en pil, der skulle forsøge og få ham til at bladre. Jeg har ingen mulighed for at tale. Du kan kalde det ’at være stum’. Et lille smil kom igen frem på hendes læber. Nok mere undskyldende.
Hun vidste nok ikke nervøsiteten udenpå, men indeni ville hun sidde og bide negle, hvis hun ellers havde været den type. Helt stille og roligt svang hun det ene ben hen over det andet, rettede lidt på nederdelen, og satte sig så til rette på sin stol. Hun stak sin hånd ned i en af de skjulte lommer i sit flagrende skørt og trak efterfølgende en lille kapsel op. Låget blev hurtigt fjernet, og efter at have drejet den en smule, kom den røde læbestift til syne. Uden et spejl fik hun påført dette på sine læber, og det lukkedes hende at gøre det perfekt, som altid. Læbestiften blev pakket sammen igen, og imens den blev stukket ned i lommen igen, tog hun en af servietterne, foldede den let og satte den mellem sine læber. Det var blot en vane hun gjorde hver gang hun enten bare skulle have en kop kaffe eller noget og spise. Selvfølgelig kun når hun var ude i offentligheden. Hun fjernede igen servietten, hvor et rødt mærke af hendes læber var kommet til syne, lagde den blidt til side og rettede så ellers de olivengrønne øjne mod Nate igen. Afventende.