Christophers Værker

af Gæst Tirs 25 Maj 2010 - 13:59

Jeg har valgt at lave et emne, hvor jeg så ligger al min kreativitet ud! ^^

Ja, jeg tog lige 6,94 minutters power skrivning, dette resulterede i denne indledning, jeg overvejer at komme som denne karakter til mit elskede live rollespil i lejre, nu til september! ((karakteren bliver måske beskrevet mere, hvis dette bliver til noget)) Det er dog kun power skrivning, hvilket indebærer at teksten er langt fra gennemarbejdet, der er overhovedet ikke tænkt på stavning eller grammatik. Hvilket jeg håber i vil bærer over med. Men som sagt, er det kun en indledning, og intet færdig produkt endnu.

Without further introduction:

Offerlam

Vi er avlet som får, som vin. Vi er en formue værd, sagde mor altid, vi er det, der sørger for at andre kan reagere verden, for at herre Varnack har magten over Brennin, Andros og Daionni. Vi er det der skaber sammenhold i dette udøde helvede.
Jeg husker stadig min først dag, hans tænder, hans tunge, der spillede over min nakke, legende, som en kat leger med musen inden den slog til. Bortset fra at dette intet havde med jagt og drab at gøre. Dette var det, der sørgede for at verden var holdt på plads, og i for sig, var jeg den mest betydnings fulde person i hele verden.
Øjenlågene var presset så hårdt sammen at det næsten gjorde ondt. Smerten varede kun i et enkelt sekund, hvorefter mine øjne gled op, og så døsigt frem for sig. Jeg var i teltet, det velkendte sorte telt. Hvor vi boede i sommer halvåret. Varnack stod bøjet ind over mig, med hans tænder dybt plantet i min nakke. Hans røde øjne rullede rundt i ansigtet på ham, og sveden lød ned over den kridhvide hud.
Og i det sekund følte jeg, at jeg var den vigtigste person i hele verden.

Jeg sad godt plantet på en af de mange puder i det sorte telt, stirrende ud i lyset, lyset der langsomt døde, døde hen og blev til ingenting. Det sorte telt var tæt mobleret. Puder var spredt ud over gulvet, langbordet i midten, med de mange stole omkring. Dækket op til 3, som altid. Og ikke så langt derfra, helt ud til venstre. En lang, bred kiste. I sort ibenholt. Jeg gabte og strakte mig, da jeg hørte en skratten overfra kisten. Låget blev ganske forsigtigt skubbet til side, som aftenen døde hen i det fjerne, en malerpalet af mange tusinde farver. Ligesom dette, fremtonede noget nyt, noget mørkere, noget større. Natten, og med natten rejste min herrer sig. Han satte sig op i kisten, kiggende til sin side, og smillede. Og først der så han mig, først der opdagede han hvordan jeg havde tilbragt hele dagen med rengøring, opdækning og tapning af mig selv! Jeg bed mig selv hårdt i læben for ikke at snerre af ham. Han var iklædt en blodrød skjorte, der kun lige akkurat dækkede hans bryst, samt sorte bukser. Hans hår var sort og strittende, de røde øjne gled over mig, og en lille tunge gled over spidsen af hugtænderne. En irriterende vane! Varnack var røv irriterende, hele tiden agerede han som om han havde magten! ”Du er vågen” min stemme som normalt var blid og rolig, var knotten, tvær og mut. Som efteråret der langsomt gik på held, modvilligt.
”Godnat Xaziel… Du er tidligt oppe, hvordan kan det være?” hans stemme var silkeblød, som en slange snoede han sig rundt om mig. Inden jeg nåede at blinke var han oppe af kisten, og sad ved siden af mig på en pude. Hans hænder var blege og knoglede, og da han forsøgte at røre ved mig, kunne jeg ikke dy mig for at slå ham over fingrene. Han skulle kræftædeme ikke røre ved mig! Arrogante svin. ”Er der noget galt Xaziel?”
”Nej, jeg har det FINT”
”Du lyder ikke som om du har det fint”
Jeg sukkede, det lød som elektricitet der sussede igennem natten, lyn og torden der knitrede over himlen.
”Du tænker kun på hende!” snerrede jeg imod min vilje, jeg burde ikke fortælle kongen over de tre riger hvem han burde tænke på, men det gjorde jeg nu engang, han havde så ofte fortalt mig, at det var vigtigt jeg var tilfreds. At det var vigtigt at hans lille donor ikke var utilfreds, det forpestede smagen og kræften.
”Er du misundelig?” hans stemme var blød, stik imod forventning, den var blød, omsorgsfuld og signalerede hvor meget han tænkte på mig. Selvom jeg ikke ville, selvom jeg kæmpede i mod af al magt, så nikkede jeg. Kiggende flovt ned over mig selv, klædt i hvidt, som et dyr i fangenskab, for det var hvad jeg var! Jeg var et måltid, jeg var ubetydelig! Jeg kunne erstattes så let som ingen.
”Slap nu af Xaziel… ” de knogle-agtige hænder sneg sig langsomt op af min ryg, jeg kunne mærke den kolde hud imod min mit tøj. Igennem tøjet. Som de hænder lukkede sig om mine skuldre, pressende ind imod muskel grupperne, løsnende dem op.
”Ja Varnack…” Mumlede jeg med lukkede øjne. Måske var fangenskab slet ikke så slemt?

af **Malakel the Vanquished** Tirs 25 Maj 2010 - 16:50

Sejt!!.. *tommel op!*
Det fanger min opmærksomhed lige fra starten, du har en god måde at skrive på.. det giver billeder i hovedet, og lader en forestille sig ting xD.. love it!

af Gæst Tirs 25 Maj 2010 - 16:57

nanana go vamps!!!

ej jeg elsker den tekst!!!

af **Damia** Tirs 25 Maj 2010 - 18:13

Damn hvor fedt skrevet ^^ Elsker det virkelig

af Gæst Tirs 25 Maj 2010 - 18:36

Jamen mange tusind tak ^^ Det er alt for galt! xD

af Gæst Ons 26 Maj 2010 - 12:50

Opdateret

af Gæst Ons 26 Maj 2010 - 15:54

WAUW!!! hvor !!! WAUW!!! Sitrende!! Ryster helt!!! ARGH!!!! ^^
ej det er utrolig smukt skrevet

så dejlig efterfølgende og uuuh de følser han har over for sin herre hihi
og sådan du beskriver dem på så nuttet og dog så brutalt ^^

med den krid hvide hud! love it!

af Sponsoreret inhold

Christophers Værker

Christophers Værker

Sv: Christophers Værker

Sv: Christophers Værker

Sv: Christophers Værker

Sv: Christophers Værker

Sv: Christophers Værker

Sv: Christophers Værker

Sv: Christophers Værker