New novell^^

Ja altså jeg skriver ret meget, og tænkte at jeg lige ville vse jer mit seneste værk^^ Jeg vil bliver meget glad for kritik af en hver form^^

Balkonen

Jeg stod nede på det tæt befolkede fortov og så op på den høje bygning, der udgjorde hotellet. – Det kan jeg tydeligt huske.
Folk skubbede til mig da jeg stod i vejen, og de åbenbart havde travlt. Jeg smilede svagt og trak hatten længere ned i panden, så man ikke kunne se mine øjne. Jeg var ret glad for den hat. Den var så stor, at jeg kunne samle alt mit lange hår under den, så jeg lignede en dreng. Det var nødvendigt ind imellem, det med at ligne en dreng. I hvert fald når man var mig.
Jeg snøftede en enkelt gang før jeg hankede op i tasken, og gik ind på hotellet. Hvis de bare vidste hvad der var i den taske.. Så var jeg nok ikke kommet så langt som til hotellet. De var så forfærdeligt paranoide de danskere. Egentlig så havde de vel ret god grund til det, jeg var jo ikke ligefrem på sightseen. Det kunne de selvfølgelig ikke vide, jeg lignede jo bare en ganske normal pige – eller dreng – på ferie i lille lortede Danmark. Nej hvor jeg hadede det land. Det var ikke bare sådan at jeg ikke kunne lide det, nej jeg hadede det virkelig af hele mit skrøbelige hjerte.
Jeg blev helt overvældet da jeg stod i lobbyen. Jeg var godt klar over at her ville være smukt, det var trods alt her alle de fise fornemme idioter skulle holde deres geniale møde, men jeg havde dog aldrig forestillet mig noget som det! Der var ikke bare smukt, der var overdådigt! Aldrig i mit liv havde jeg set noget som det. Jeg var jo godt nok også fra en fattig bondefamilie, men alligevel..
Nå, men anyway, jeg gik hen til skranken for at tjekke ind. Værelset var reserveret i min brors navn, Amir. Det var faktisk på grund af ham at jeg overhovedet var her i Danmark. Eller.. Egentlig var det fordi de danske soldater havde gennemhullet ham, så han ikke selv kunne udføre opgaven. Jeg havde straks meldt mig til at tage opgaven i stedet, for selvom jeg var en pige, så var jeg stadig den bedst kvalificerede. For det første var jeg Amirs tvilling, og vi lignede hinanden meget, for det andet var jeg en af de bedste til at imitere stemmer, og for det tredje.. Jo for det tredje så ville jeg have hævn.. Jeg havde intet at tabe, jeg ville jo alligevel dø inden jeg fyldte femogtyve, og ønsket om at skade de skiderikker der havde dræbt min bror brændte i brystet på mig.
Det første jeg gjorde, efter at være kommet op på værelset, var at smide mig i den bløde seng. Der lå jeg noget tid, jeg kan ikke helt huske hvor længe, og bare stirrede på i loftet. Selv loftet var smukt her.. Det var næsten en skam at det ikke ville få lov til at blive på den måde.. Næsten..
Jeg tror faktisk at jeg faldt i søvn på et tidspunkt, mens jeg lå der på sengen. I hvert fald var det blevet mørkt uden for vinduerne, da telefonen ringede og hev mig tilbage til virkeligheden. Jeg så lidt på røret før jeg løftede det op. ”Det er Amir.” sagde jeg på flydende dansk, med en stemme der lød uhyggeligt meget som min brors. Jeg sukkede lydløst, men irriteret, da det åbenbart bare var roomservice der ville minde mig om at restauranten kun havde åbent en time til. Jeg takkede for deres betænksomhed, og lagde på igen. Nu måtte jeg se at komme i gang. Der var trods alt en grund til at jeg befandt mig på det her fine hotel, og ikke hjemme på gården sammen med lille Faduma og mor. Mor havde aldrig været vild med ideen om at hun skulle miste mindst et af hendes ældste børn til familie sagen, og nu blev det begge to. Der var i hvert fald ingen, heller ikke jeg, der troede på at jeg ville forlade lille Danmark. Nej alle regnede med at en sølle pige som jeg, måske lige kunne fuldføre opgaven, og så blive fanget. Og det var selvfølgelig at sigte stort.
Det var først den næste dag, da alt var parat, at de kloge hoveder begyndte at ankomme til hotellet. Jeg ventede hele dag på mit værelse, for at finpudse de sidste detaljer. Klokken var vel omkring en 12 stykker da jeg begyndte at føle mig fanget, og indelukket på værelset. Jeg har aldrig været vild med at være inden døre, så jeg valgte den nemmeste løsning på mit problem; jeg gik ud på den tilhørende balkon. Udsigten var forfærdelig! Store grimme huse alle vegne, og gader der var propfyldte af fodgængere og biler. Og så stank det. Hørmen af bilos gjorde luften tyk og ulækker i forhold til der hjemme. Nej hvor jeg dog hadede Danmark! Alligevel stod jeg i lang tid og bare så på den største by i hele landet. København.. Bare ordet lød grimt.
Da jeg endelig gik ind på værelset igen stank mit hår af bilosen fra gaden. Jeg bandede lavmælt og satte det op i en hestehale så jeg ikke behøvede at lugte til det.
Jeg blev færdig med det sidste omkring klokken 14. Mødet var allerede godt i gang, så jeg måtte hellere skynde mig lidt. Jeg lagde sprængstoffet ned i min taske, og gik ud på gangen. Der var ingen. Hvilket jo var fint nok, men det var ikke her der behøvede at være affolket. Jeg tog trappen op. Mødet blev holdt på femte sal, og mit værelse lå kun på anden. Alligevel gik jeg ikke højere op end fjerde sal. Jeg kunne jo ligesom ikke så godt vade ind midt i mødet, placere en bombe, og så gå i igen. Nej, jeg måtte placere den lige under mødet. Til gengæld var den så stor, at der formodentligt ikke var en eneste af møde-deltagerne der ville overleve det. Jeg smilede svagt ved tanken. Hvis de bare vidste hvad der skulle ske, var de nok blevet i sengen denne morgen.
Nå men jeg nåede op på fjerde etage, og fandt det toilet hvor bomben skulle placeres. Efter at have sikret mg at der ikke var andre på gangen åbnede jeg døren og gik. Det svage smil der hang om munden på mig, forsvandt i det øjeblik jeg så ind i den massive ryg. Sikkerhedsfolk! Selvfølgelig ville der være sikkerhedsfolk, det vidste jeg jo godt, så hvordan kunne jeg dog være så dum at glemme alt om det?! Jeg trak vejret normalt, og fortsatte ind. - Jeg skulle jo helst ikke vække mistanke, så jeg smilede som om intet var galt, og gik ind i en af båsene. Hvordan skulle jeg dog redde mig ud af den knibe? Det var jo meningen at jeg skulle placere bomben, og detonere den fra mit værelse.. Jeg gik ind i en af båsene, satte mig på toilettet, og tænkte som en gal. I det samme hørte jeg døren gå, og kvindens skridt der fjernede sig fra toilettet. Jeg sukkede lettet og åbnede hurtigt tasken. Nu gjaldt det bare om at skynde sig, inden kvinden kom tilbage. Det tog mig lidt tid at placere alt sprængstoffet, da jeg hele tiden nervøst stoppede op og lyttede efter skridt på gangen. Da tasken var tom lukkede jeg den igen, og skyllede ud. - Det skulle jeg helst virke som om jeg virkelig havde været på toilet. Jeg vaskede hurtigt – men grundigt – fingre, både så det skulle virke realistisk, men også så der ikke var nogle rester af sprængstoffet på dem.
Da jeg gik ud på gangen igen bragede jeg direkte ind i en velpolstret mave. ”Undskyld.” sagde jeg hurtigt, og slog blikket ned. Jeg ville kante mig udenom, men blev grebet i skulderen. ”Du burde se dig noget bedre for pigebarn!” brummede en muggen stemme. Jeg så op, og mødte de klareste blå øjne jeg længe havde set. ”Det skal jeg huske.” nikkede jeg, hvorefter den massive kvinde brummede et eller andet, og slap mig. Jeg skyndte mig videre, og ville egentlig bare tilbage til værelset før mere kunne nå at gå galt. Faktisk så nåede jeg så langt som til værelsesdøren, før jeg kunne høre de løbende skridt ude på trappen. ”Shit..” mumlede jeg, og fik låst døren op i samme sekund den massive kvinde – og venner – bragede ind på gangen. Jeg smækkede hurtigt døren efter mig, greb min mobil – detonatoren - og løb ud på balkonen hvor jeg også smækkede døren. Jeg kunne sidde rimelig skjult derude på balkonen, og med to døre vagterne skulle forbi før de kunne fange mig, følte jeg mig rimelig sikker. Det var måske en fejl, for vagterne havde nøgler, og kom ind på værelset før jeg så meget som havde trykket det første tal. Jeg rejste mig op, desperat som jeg var, og kravlede ud over rækværket, så det eneste der holdt mig fra at falde ned på gaden var et usikkert fodfæste, og mit greb om rækværket med min ene hånd. Jeg blev opdaget med det samme, selvfølgelig blev jeg det, og de 'smarte' vagter pegede på mig med deres pistoler. De åbnede døren, jeg lod dem gøre det, de skulle jo gerne høre hvad jeg havde at sige. ”ET SKRIDT MERE OG JEG SPRINGER HELE BYGNINGEN I LUFTEN!” Jeg råbte af mine lungers fulde kraft, og holdt faretruende end finger over en tilfældig knap. Jeg bluffede big time, men jeg var nødt til at håbe på det bedste. ”Slap af. Giv mig telefonen, og så kan vi snakke om det, ikke?” Vagten der snakkede ville lægge sin hånd oven på den jeg holdt fat med, men jeg ville ikke give ham lov. Så jeg slap. Jeg ville egentlig slå ham, men jeg kunne ikke nå det før jeg fik overbalance, og faldt bagover. Det føltes som om jeg fløj. Som om hele verdenen holdt vejret, og så på mit fald. Jeg hørte vagten råbe et eller andet, og flere vagter kom til. De råbte til hinanden, eller var det til mig?.. Jeg er ikke sikker, men jeg kunne i hvert fald ikke høre hvad de sagde. Det eneste jeg kunne høre var vinden der fór om mig, mit hjerte der bankede kraftigt i mit bryst, og blodet der brusede i mine ører. Der midt i det hele, begyndte jeg at le. Jeg lo bare. Som om intet nogen sinde ville blive bedre, og det sidste jeg hørte, var min egen latter.

Må sige at jeg synes den er utrolig god ^^
Godt beskrevet og holder en til at læse den hele :]
Godt gode bare forsæt sådan!