The Masquerade // Lukket // xxx

L: Nord Amerika
O: En smuk have og et stort hus, med en skov i baggrunden.
V: Fulde måne, stille vind og stjerneklar himmel.
S: Alliéra's hus.
T: 20:15
Påklædning:


Det var en dejlig aften, gæsterne skulle komme om fem minutter, alt var klart og musikken var sat på. Miranda var på vej ned ad trapperne da en af hendes butlere kiggede mærkværdigt på hende. "Kan jeg hjælpe dem?" Spurgte Miranda med et ondt blik. Butleren sagde intet og rystet blot på hovedet. "Jamen hvad står du så der for? Gå hen til døren, og åben begge låger! Og tag Charles med! Han kunne bruge noget frisk luft," Smilede hun lumsk. Hun gik ind i den store bal sal, smukt som aldrig før, dette kunne skyldes at hun sjældent brugte den. Nu var det jo heller ikke hver dag man holdte maskebal. Hun sukkede let. Hvilket fik en af tjeneste pigerne til at komme hid. "Er der noget galt, Miss. Alliéra?" Miranda kiggede på hende og et smil som hverken var lumsk eller sødt kom frem på læberne. "Ja, har du sørget for at Alicia og Aron har fået mad? Mine små børn skal have det godt!" Mirandas smil forsvandt og hun kiggede irriteret på pigen. "Skal ske deres nåde," Hun nejede og tog afgang mod værelset, hvor Mirandas dyr var.

Nu var det nu, folk begyndte at strømme ind og alle hilste, der var ingen der kendte til Mirandas hemmelighed med at være vampyr. Hun var også meget god til at gemme det. Musikken begyndte og folk snakkede og dansede. Miranda stod ved et af de borde man kunne side ved og drak en lille drink, den smagte fint nok, men det ville have været meget bedre hvis det var blod, dog havde Miranda næsten lige fået noget at spise (blod), så hun kunne holde sig i nogle timer endnu. Der var nogle flotte gentlemen rundt omkring, nogle med kvinde på, andre med venner. Normalt ville Miranda forfører dem, men de så ikke ud til at være lige hendes type, og desuden havde hun ikke brug for nogle lige nu. Ikke en gang en at danse med. Hun ville bare nyde sin drink lige nu.

9 timer før Idun skulle med til maskebal, sad hun foran sit stod spejl og betragtede sig selv. Hendes øjne strålede af glædelse + nervøsitet. Hun havde aldrig været med til et maskebal før, og da hun havde åbnet brevet fra sin ven, som boede i Nord Amerika, havde hun løbet rundt i huset og skreget op af glæde. Selvom det var en pokkers lang rejse, tog hun ikke så tungt med, at flytte væk et stykke tid fra sin far, som alligevel havde andet at beskæftige sig med. Hun havde lagt makeup på og havde taget sin meget farverige maske frem. Rød, gul og blå, var de farver, som var på masken. Hun havde selv malet den, og selvom den var lidt gammel, havde den holdt sig. Lidt efter rejste hun sig op fra stolen og betragtede sin flotte, blålige kjole, som gik til anklerne.

"Den ser pragtfuld ud, skat." sagde Liam i døråbningen og smilede. "Tak, far." sagde hun og smilede lidt skævt. "Forresten," fortsatte han; "så flyver jeg med dig hele vejen derhen og holder lidt ferie der." fortalte han storsmilende, men Iduns humør sank hurtigt. Hvorfor skulle han nu med? Hun kunne altså godt klare sig selv nu, tænkte hun og sukkede stille. Senere, da de endelig var landet i Nord Amerika, fandt de en taxi og fandt omsider frem til adressen, hvor der skulle holdes maskebal. "Hun må være temmelig rig, hva?" sagde Liam overrasket, mens Idun steg ud af bilen og for indenfor i entreen. "Velkommen til, Idun. Du ser pragtfuld ud." sagde Hans, en af Iduns bedste venner. "Tak, lad os gå helt ind og tag en drink. Derefter kan vi hilse på Miranda. Hvis hun ellers vil." forklarede Hans og fulgte hende hen til baren.

Det var sent på aftenen. Ayou var hos en af sine venner i det nordlige Amerika. Ayou’s ven hed Hugo, og han var inviteret med til et maskebal, og inviterede derfor Ayou med der hen. Ayou nikkede som svar, og smilede. ”Kommer der mange?” Hugo trak på skulderne, og grinede. ”Det ved jeg ikk, men du kan nok godt finde nogle stykker der måske kan blive dine venner.” Ayou smilede, og gik ind på værelset ved siden af Hugos for at klæde om. Han havde aldrig før været til et maskebal, og vidste derfor ikke hvordan man skulle komme. *Hm, mon ikke at en skjorte og et par bukser er fint nok? Jo det er det i hvert fald nu.* han skyndte at klæde om, og gik ud til Hugo igen. ”Så er jeg klar, tror jeg…. Jo det er jeg” de gik sammen ud af huset, og tog en limousine over til der hvor der var fest.

Ayou steg ud af limousinen med Hugo, og gik op af de få trapper op til døren. Hugo gik direkte ind, og Ayou fulgte med inden for. De tog deres overtøj af, og gik ind i den store balsal, hvor Ayou så sig rundt. Der var mange i salen som snakkede med hinanden. Ayou gik med et stort smil og selvsikre bevægelser ind i rummet. Nu skulle der festes igennem. Det var første gang han var til et maskebal, og derfor vidste han ikke helt hvordan det foregik til sådan noget. Han måtte bare prøve sig lidt frem. Han skulle måske finde værten og hilse en gang. Han så sig rundt efter Hugo som allerede var smuttet ind, og var faldet i snak med nogle drenge og piger. Ayou trak på skuldrene, og gik ind i midten for at finde nogle at snakke med.

Miranda hilste på mange flere som kom, og inden længe føltes det som om hun havde hilst på alle, hun satte det tomme glas fra sig og lod et suk glide fra munden. En butler kom hen til hende, "Miss. Alliéra, frøken Alicia nægter at spise sit måltid," Han stammede det. Han virkede både nervøs og bange. "Jamen dog, har du prøvet med noget andet af den gode mad som kokken påstår han laver?" Hun virkede lidt vred. "Hvis hun nægter at spise noget som helst fra køkkenet, menneske eller mad, så kom til mig igen, forstået?" Han nikkede og skyndte sig videre ud til køkkenet. Mænd.. Hvad kunne man stille op med dem? Ikke det store, lignede det.

Miranda sneg sig ind blandt menneskerne og hørte nogle snakke hist og her, der var dog en samtale der fandt hendes interesse. "Har du ikke hørt det?" Sagde en herres stemme. "Hun kommer lang vejs fra, og hun var ikke en gang familie medlem med dem som boede her før," Den anden persons stemme lød meget mere interesseret. Miranda kunne ikke lide al den sladre, specielt ikke når det var om hende, hun fandt mændene som snakkede om hende og bød herren som tydeligvis kendte hende godt, op til dans. "Så, fortæl mig du mystiske fremmede, hvor kender de mig så godt fra?" "Hvad mener de frøken Alliéra?" hans stemme var gået hen og blevet nervøs. Miranda kom nærmere og hviskede i hans øre, "Hvis jeg fanger dig, snakke om mig igen, så har jeg en alt ædende løve som godt kunne bruge deres selvskab," Hun fjernede sig og smilede skævt. Han sank en stor klup og nikkede til det hun sagde.
Da dansen sluttede fandt Miranda noget mere at drikke og gik så ud på sin balkon for at nyde månes smukke skær.

Idun stod og beundrede alle de fine gæster, som indimellem trådte ind af døren. Der var alle mulige farverige kjoler alle vegne, og herrerne så nu heller ikke værst ud. Var værtinden mon iblandt alle de mennesker, eller var hun gået et andet sted hen? Hun tog en sidste tår af sin filur og gik spankulerende rundt i mængden af mennesker, mens Hans stod tilbage og faldt i snak med en vældig køn dame. Pludselig var der alt for mange mennesker, til hun kunne holde ud at være derinde, så hun kiggede rundt for at finde et hjørne for sig selv, men der var ingen. Der var dog en balkon derovre, og det så ud til, at hun nok ikke ville være alene, hvis hun gik derud.

Hun listede stille derud og stillede sig et lille stykke væk fra den smukke, unge kvinde, som havde en drink i hånden. Var hun mon værtinden? Hun vidste ikke, om hun turde spørge, men ellers vil hun heller ikke få svar på det. Hun kiggede op mod månen og sukkede stille for sig selv. "Undskyld, men er De værtinden?" spurgte hun stille, men høfligt og studerede hende lidt. Det var en pæn kjole, hun havde på, tænkte hun og smilede lidt.

Ayou gik længere ind i rummet og ind blandt alle menneskerne. Han havde ikke noget imod mange mennesker. Han så sig rundt, og gik langsomt længere ind. En ung blondine fik øje på ham, og kom over mod ham. hun havde tydeligvis allerede drukket lidt for meget, for hun kunne ikke gå helt lige. Da hun kom helt hen til ham smilede hun og sagde med en sukkersød stemme. ”Hej smukke, lyst til at snakke lid?” hun gik tættere på ham, og lagde armene rundt om ham. Hun var en smule for nærgående i betragtning af at de lige havde mødt hinanden for mindre end to minutter siden. Han smilede til hende, og fik sig blidt snoet ud af hendes arme. ”Beklager meget men nej, jeg skal lige finde min ven en gang.” han begyndte at lede, og kunne lidt efter hører folk råbe. Den ene lød lidt som Hugo. Han var tydeligvis ved at komme op at slås. Den anden lød som en kvinde. Hvad havde han gang i? ”Du …. Udenfor og….. mig” han kunne ikke helt høre hvad hun sagde men han fik dog fat på at de gik udenfor. Ayou klemte sig hurtigt forbi alle folk. Det var ikke så klogt at Hugo kom op at slås med nogle. Han var bare et menneske, og næsten alle var stærkere end ham. Ayou kom hurtigt ud, men de sloges allerede, og folk var samlet rundt om dem.

Hugo stod med løftede parader klar til at slå, og kvinden stod bare helt afslappet og så på ham med et hånligt smil som gjorde Hugo sur. Han løb frem mod kvinden, og slog hende med en knyttet næve lige i ansigtet. Kvinden blev bare stående og så ikke ud til at tage sig af slaget. Hendes smil blev mere hånligt, og hun grinede kort. ”Ha, kalder du det der et slag? Se det her” hun slog ham lige i fjæset, og man kunne høre at hans næse brækkede. ”Se det er et slag der vil noget.” blodet dryppede fra Hugos næse, og han farede lige imod kvinden igen. Kvindens øjne skiftede farve fra gyldenbrun til en mere rødlig farve, men det lagde Hugo ikke mærke til. ”Dumme menneske, du kan intet stille op mod mig” sagde hun, og greb fat i ham lige da han var helt henne ved hende. Man kunne tydeligt høre et højt knæk fra Hugos nakke. Kvinden stak tænderne i hans nakke og drak grådigt.

Da Ayou hørte knæk lyden standsede han brat op. Det var for sent at rede Hugo nu, men måske kunne han hævne Hugos død, eller skulle han lade være? han havde altid fået at vide af sin mor at vold ikke skulle løses med vold, og det sagde hans to halvdele også, men den sidste del af ham sagde, at han skulle hævne sig og dræbe kvinden, men hvad var det rigtige at gøre?.

Miranda kiggede på hende, et nyt ansigt som så mange andres, "Ja, ja det er jeg," Svarede hun. Miranda kunne høre noget pårstyr indenfor, "Jeg er meget ked af at forlade dem frøken, men jeg må lige ind og ordne noget, nyd festen," Smilede hun flinkt.
Der gik ikke længe før Miranda havde fundet vej hen til larmen, som nu havde forsat udenfor, ikke at det betød noget, mange menneske lag faktisk ikke mærke til det, hvilket var meget positivt eftersom hun havde i hovedet at få fjernet larmen permanent.
Miranda kunne se slås kampen starte, hun sukkede meget højt og irritabelt. *En vampyr.. her? Til min fest? Hvad går folk dog rundt og tror de kan tillade sig?!* Tænkte Miranda. Hun var blevet meget irriteret og vred i dette øjeblik, hun fløjtede stille. Miranda kom frem og smile skævt til kvinden mens hun klappede i hænderne, "Bravo! Sikke et show," Hendes smil var meget lumsk da hun holdt pause. "Og hvor har de så tænkt dig at gøre af liget?" Smilede hun irriteret. Hurtig som hun var kom hun bag fra og holdte godt fast om hende. Alicia kom flyvene fra et sted man ikke kunne se. "Alicia min skat? Hvad er det vi gør med ting vi ikke kan bruge?" Sagde Miranda meget hånligt. Alicia kastede en flamme med ild på det døde lig. "Ingen grund til at vække ham til live igen,". "Og dig!" Sagde hun til kvinden hun holdte om, "du kan vælge at tag ansvar for det du har gjort, eller.. Jeg kan vælge at slå dig ihjel, lige her og nu!" Det var sjældent Miranda gav nogen valg, men hun var i et meget tilfreds humør i dette øjeblik.

Idun smilede igen til Miranda. "Det er i orden." svarede hun, mens Miranda var gået indenfor. Det lød meget voldsomt derinde. Nej vent, udenfor nu. Hun kunne se fra balkonen, at der var et voldsomt slagsmål nede ved døren. Kvinden, som manden sloges med, var vampyr? Den arme mand havde ingen chance for at overleve vampyren, og hun havde medlidenhed med manden, da hun hørte et knæk. Av, tænkte hun forfærdet og holdt hænderne op foran munden, og fik lyst til at kvæle vampyren. Til sidst hørte hun endnu et knæk, og denne gang var manden ikke længere blandt dem. I hvert fald ikke psykisk. En tåre faldt fra hendes kind. Pludselig mærkede hun nogen, som holdt om hende.

"Det er bare mig, Idun." sagde Hans sørgmodigt og trøstede hende. "Jeg aner virkelig ikke, hvad der sker her. Skal vi køre hjem?" spurgte han. Idun rystede på hovedet. "Nej. Jeg vil se, hvad det her ender med. Vampyren skal dø! Jeg håber, Miranda gør noget ved hende." sagde hun med en lidt rystende stemme.

Ayou så at der kom en ny person. En ung smuk kvinde. Hun fik standset Kvinden som havde dræbt hans ven. Kvinden der lige var kommet kom hurtigt om bag den anden kvinde, og fik låst hende fast. Ayou hørte vingeslag, og kiggede op i samme nu som der kom en lille drage. Den spyede ild på Hugos lig, og Ayou så det gå op i flammer. Hvem var den nye vampyr der nu var kommet? Kunne hun være værten af festen? Han vidste det ikke, men skulle nok finde ud af det.

Brenda, vampyren som havde dræbt Hugo, så overrasket på den anden vampyr. Brenda fik to valgmuligheder, og hørte tydeligt en snakke oppe fra balkonen. Kvinden der oppe ville åbenbart ha at Brenda døde, så derfor spurgte hun så ”hvordan tage ansvar? Jeg vil gøre alt for at slippe.”

Ayou gik et lille stykke tættere på. Han vil helst ikke blande sig i sagerne, men han ville gerne ha at hun skulle dø. Hun havde jo lige dræbt hans bedste ven Hugo, og det skulle hun nok komme til at bøde for, det svor han ved sit blod. Hvis den nyankommende vampyr ikke dræbte hende, skulle han nok selv gøre det på et tidspunkt.

"Ansvar... Hvor heldigt, han led, hvorfor skulle du ikke gøre det samme? Når man er et fjols på min grund, graver man sin egen grav!" Sagde Miranda med en sjov nok venlig tone.
Hun kunne se den unge herre komme nærmer, Miranda havde lidt på fornemmelsen at han var hævngerrig og ville se blod, eller retter aske. Hun kiggede op og ned ad ham. "Hvis du ønsker at dræbe hende, forslår jeg at du finder en spids kæp, men helst ikke alt for lang, for jeg ville ikke dø, og du ved muligvis godt at du skal ramme hende i hjertet ikke?" Hun kiggede håbefuldt på ham. Miranda havde ingen våben på sig og Alicia som stadig fløj rundt i luften kunne ikke spyd ild på vampyren, for så ville hun ramme Miranda. Det var lidt et dilemma, men alt skulle nok gå hvis blot man fik lidt hjælp, og hvis han ikke kunne få sig selv til at gøre det, måtte Miranda gøre sit bedste på at få en af sine tjeneste folk herud, uden at råbe så det forstyrrede maskeballet. Alicia måtte hente mennesker hvis nødvendigt.

Idun lyttede og kiggede spændt på alt det, der skete dernede. Hun vil derned, men var bange for at blive indblandet i "kampen", men hun længtes ligeså med at slå hende vampyren ihjel, for det havde hun virkelig også fortjent. "Hans, jeg må derhen og gøre samfundet en kæmpe tjeneste." sagde hun fast besluttet og kom ud af hans favn og gik stille udenfor, stadig en smule bange. Det var ikke kun det, der skete mellem Miranda og vampyren, men hun var også bange for den drage, som fløj rundt. Hende Miranda var temmelig humørsyg og glad lige for øjeblikket, og det var tydeligt, at hun nød det her. Hmm, en spids kæp? Hey, der lå en derovre, tænkte hun hurtigt og gik hen og tog den op. Ikke for lang, ikke for kort, men den passede helt fint. Hun gik forsigtigt og nervøst hen til Miranda og vampyren og ham den unge mand. "Her. Du kan bruge denne kæp. Den passer fint til det, Miranda har beskrevet." sagde hun stille og gav kæppen til den unge mand. Så længe, at hende vampyren blev slået ihjel, var hun ganske tilfreds, og hun fortjente den straf. Hun smilede på mystisk vis stort.

Brenda vendte hovedet og prøvede at se på hende som holdt fast i hende. ”Så lige meget hvad jeg havde sagt ville du ha dræbt mig. Har jeg rat?” sagde hun med en spydig stemme. ”Men nu du holder mig, kan du jo ikke dræbe mig” nærmest spandt hun, men havde helt glemt at Ayou var til stede.

Ayou så sig om efter en passende pind, men kunne ikke lige se nogle. Han fik øje på en ung pige som kom ud inde fra feste. Hun fandt nemt en tilpas pind, og Ayou havde lidt på fornemmelsen at hun ville dræbe vampyren, så han blev overasket da hun gav ham pinen. ”Tak skal du ha” sagde han og smilede til hende inden han tog pinden og gik over til de to piger. ”Du slipper ikke af sted med at dræbe min ven.” sagde han spydigt, og jog pinden ind i hendes mave. Han var udmærket godt klar over at hun ikke ville dø af det, men han ville ha hende til at lide lid. Han hev den ud igen, og det så ud som om Brenda krympede en smule. ”Nu dør du” viskede han med et ondskabsfuldt smil og blik i øjet. Han tog pinden og jog den ind i hjertet på hende så hun døde. Han slikkede sig tilfredst om munden.

"Ja det passer meget godt," Smilede Miranda tilfreds. "Nej, jeg kan ikke men han kan," Hun kiggede mod den unge herre.

Da han jog pinden ind i maven på Brenda kunne Miranda godt mærke at han ville have hævn, men Miranda var ikke tilfreds med hans måde at gøre det på, ikke at det var slemt det han gjorde, faktisk var det ikke nok. Desuden var Miranda ved at være træt i armene og ville bare gerne have det overstået. Alicia, Mirandas drage, fløj væk, så nu kunne ingen se den. Da han endelig slog Brenda ihjel gav Miranda straks slip og bakkede et skidt tilbage, "Det var de længe om hr." hun kiggede op på ham da Brenda var blevet til aske og gav ham et opgivende blik. "Skal vi alle ikke se at vende tilbage til festen? Det ville nok være en god idé, der er sikkert nogen som leder efter jer," Smilede hun. Miranda gav ingen af de mennesker chancen for at svare og forsvandt indenfor. Hun kunne se at der var nogle få som stadig danset, og der var mange der faktisk kom og sagde farvel til hende, ud af alle de mennesker var der kun to som havde drukket sig selv under bordet, hvilket var heldigt for dem at Miranda ikke havde tid til at gøre noget ved. Hugo var den ene som var død, så det var fungeret vel. Den kvinde som var fuld, havde nogen af tjenestes folket taget sig af, det var jo et maskebal og Miranda prøvede at holde den så meget tilbage i tiden som muligt, og det vidste de fleste godt, derfor var det sjældent man fandt nogen være fulde eller uansvarlig til Mirandas maskebal. Og de som var, fandt man aldrig igen.

Der var stadig nogen tilbage, de som hun så udenfor og en flot herrer, plus nogen af Mirandas tætteste venner, der havde fået lov til at blive og overnatte. De kendte dog atter ikke til Mirandas hemmelighed, men de respekteret hende for alt sin viden, og så meget tilbage i tiden som hun prøvede at holde sig.

Idun kunne mærke den glæde og lettede følelse i sig, da den unge herre jog kæppen ind i vampyren. Hun levede sig så stærkt ind i det, at hun følte lidt, at hun var den unge herre, som bare stak den hårdt ind i vampyrens mave og dernæst hjertet. Derefter følte hun sig rolig og tilfreds igen, og lyttede til det Miranda sagde, og så hende smutte indenfor til gæsterne, som faktisk var ved at forlade festen. Hans kom løbende hen til hende, efter at have set "drabet" på vampyren. "Jeg håber så sandelig, at du er okay, Idun? Din fader bad mig om at passe på dig, og at du IKKE skulle komme til skade." fortalte Hans lidt alvorligt og lagde armene over kors.

Idun rystede opgivende på hovedet. "Du er ikke min far, Hans, men derimod min ven. Jeg skal nok klare mig selv, og jeg behøver ikke altid hjælp. Jeg skulle jo også helst kunne klare mig, når jeg flytter hjemmefra, på et tidspunkt." fortalte Idun lidt opgivende og gik indenfor. Det var virkelig irriterende, at blive tjekket i hoved og røv, bare fordi hun absolut var "fars lille pige", som mange påstod. Hun tog sig en drink og satte sig på en stol.

Ayou så på Brenda som nu lå på jorden efter at Alliéra havde sluppet hende. Ayou så op i det Alliéra smuttede ind igen til sine gæster. Ayou blev stående lidt, men gik så også ind. Han kiggede rundt, på jagt efter den pige som havde givet ham kæppen. Han fandt hende ret hurtigt, og gik over til hende, så han stod lige foran hende. ”Hej, og tak fordi du gav mig den pind. Mit navn er Ayou, og hvad er dit så?” han så nysgerrigt på hende. Måske var der en ny ven i hende her, eller måske ikke. Men man kunne jo kun finde ud af det ved at prøve. ”Er det enlig første gang du ser en vampyr dø, eller har du set det før?” han ville gerne lige tjekke hvor maget hun havde oplevet gennem tiderne.

Miranda lyttede ganske nysgerrig efter hvad Ayou snakkede om. "Miranda, de stakkels børn snakker jo om at dræbe, hvor barbarisk," sagde en meget vældhaven snob som Miranda lod som om hun var veninder med. Miranda vendte hovedet mod hende og kiggede hende ind i øjnene, "lad dem, hvis det er det de unge går og snakker om nu til dags så lad det være det," smilede hun venligt. Kvinden så noget oprørt ud, "jamen i orden så, jeg må også tag at komme videre, tjeneste folket og børnene venter på mig," smilede hun selvsikkert. Miranda nikkede svagt og bød hende farvel, det var lidt irriterende at det meste af aftenen havde hun brugt på intet og alt, hun havde ikke en gang danset med noget. Miranda gik hen til dem der snakkedede (Ayou og Idun), og lige efter den unge frøken var færdig med at snakke, afbrød Miranda. "Har i noget imod at snakke laver, hvis i akkurat skal snakke om død, det lyder barbarisk i mine venners øre!" Hviskede hun vredt til dem. Som om de var de eneste til stede? Tsk! Sådan noget snakkede man bare ikke om i det åbne! Hvor kom de mennesker dog fra!?

Idun smilede venligt til Ayou. "Hej, og selv tak. Jeg vil bare gerne have, at hende vampyren skulle have sin straf. Hyggeligt at møde dig, Ayou. Mit navn er Idun. Tak fordi du gjorde samfundet en tjeneste, for hun var virkelig væmmelig. Nej, jeg har aldrig set en vampyr blive dræbt på den måde." svarede hun roligt. De to kunne måske blive venner? Det var ikke sikkert, men man havde vel lov at håbe på det. Så slap hun også for at høre på sin fars overfladiske venner, som bare røvrendte ham. Hun fik lidt efter et chok, da Miranda dukkede op, og lyttede til det, hun vredt havde hvisket. "Jo, vi skal nok dæmpe os. Undskyld, Miranda." sagde hun og følte sig en smule dum og ydmyg. Hendes venner var måske fine på den, eller hvad? Kunne de ikke tåle at høre om død?