Sv: ~Your Jar of Hearts~

af **Ahngel** Fre 1 Nov 2013 - 14:56

Ma’lakels grønne øjne ville spottes så snart de var overlagt vampyren – som fandtes der en ægte sans for at detektere overværelser.. Og hvert et øjeblik, som Ma’lakel brugt med blikket imod Ahngel var en uvelkommen gestus, som blev gengivet med et blik lignende det, som Vetis var blevet givet; Stramt og foragtende! Og med Ma’lakels svar på Ahngels åbenlyse krav, samledes hans iltre udtryk sig blot endnu mere og forvrængede hans skønhed til skarpe, kolde linjer. Aldrig blev den dog brudt – Aldrig ville Ahngel kunne danne et ansigt, som ikke var udsøgt at overvære. Måske var det derfor han lod sig selv undervurdere? Han havde ikke samme sans for udseendemæssig forvrængning som hans gale fader. I stedet fandt man en individuel stolthed, som hverken baseredes på hans status, embede eller ophøjethed. Faktisk var det ikke til at sige hvad der drev ham og holdt hans hoved højt. Han værdigede knapt de noble og royale mere end det levne og mængedes ej heller ikke i pompøsitet. Han var friet fra sit miljøs snobberi og fordomme.. Og dog bukkede han ikke hovedet selv nu hvor han intet materielt eller fysisk havde tilbage. Kun Ma’lakels rådne selskab og de såkaldte valgmuligheder han blev givet.

Ma’lakels forsikring om at Ahngel ville omkomme uden skrupler fra dæmonens side, var en ignoreret kommentar dog. At regne med Ma’lakels ’venlighed’ var et skud i tågen, hvis pistolen var ført i den modsatte retning af sit mål. Der var intet tilbage at regne Ma’lakel for og mindst af alt ville det være nåde efter en beskidt sejr. Hans ord rørte ikke vampyren før hans sidste og da opspærredes de røde øjne arrigt og den nærmeste kasse blev slynget imod døren, som Ma’lakel forlod ud af!

”Fanden tage dig!” Vampyren slyngede en sidste, desværre inkompetent forbandelse efter Ma’lakel i det sidste øjeblik han ville have dennes opmærksomhed igennem døren. Blev han da efterladt som forventet, ville Ahngel bevæge sig tilbage i sin siddende position imod den sprukne kalkhvide væg. Her førtes begge hænder over hans ansigt i en glidende, problemrig bevægelse. Begge hænder faldt da slapt til gulvet og vampyrens ulmende, røde blik stirrede foran sig i foragt. Alene tanken… Da genfandt han dog det mentale billedet af brevet, som han engang havde modtaget via Asmas vedkommende, Abira, samt fotografiet fra forgangne tider. De sorte vinger mistede deres styrke omkring vampyren igen og Ahngels nakke vippedes tilbage så hans øjne rettedes imod loftet. Da startede den fornægtende lille, velkendte messen, som ikke kunne høres, men måske læses fra diskrete læber.

”Hun begik ikke selvmord… Det var ikke hendes ønske… Det var mord… Mord.”

Han åndede ud og lukkede øjnene med en pinagtig tæthed over hans øjenlåg, som pressede han en hovedpine på afveje. Sandheden var, at han havde benægtet sig selv siden han havde fået brevet, løjet til sig selv og vendt og drejet hans syn på tingene. Fortrudt. Havde han dog bare været hurtigere med sin beslutning om Asma, havde han været i stand til at beskytte hende! Ikke bare fra Ma’lakel men også hendes egne illusioner! Hendes snigende, mentale forvirring. Hun havde ikke vidst hvad hun havde ment eller sagt! Hun havde bare haft brug for tid… Tid og beskyttelse… Det var alt…

… Hun havde ikke haft brug for andet.

Han havde ikke haft brug for andet.

af **Malakel the Vanquished** Fre 1 Nov 2013 - 20:48

Flittige skarpe tandsmil kom frem fra både Vetis og Nicor; den ene var en afspejling af grådigheden selv imens at den anden var yderst tilfreds med sin herres dom om at lade blodsugeren uddø i det varme rum. Nicors grådighed bundede i at plukke endnu flere hårtråde fra vampyrens skalp o flette dem sammen med den udødes hjørne tænder, til en perfekt gave tiltænkt dets ejer. Den sidste sådanne gave havde jo været yderst velset – efter det lille kræ’s mening. Hver især med deres egen nederdrægtige plan, imens at Ma’lakels neutralitet ved hele emnet blev til en tydelig ligegyldighed. En gengældt ligegyldighed lod det til fra alfahannens side.
Kassen fik gjort en ende på dets liv idet den blev slynget igennem rummet med sin retning imod døren, imod jætten der havde kommenteret på sandheden om englens manglende tilstedeværelse i nuet. Den ramte ikke, men slog til gengæld imod dørkarmen med et brag og gik i stykker. Nicor gav et ynkeligt lille gip fra sig da den voldelige handling skete, og trak sig væk ligeså hurtigt som han var kommet; på samme kravlende facon. Ma’lakel undslap en underholdt mærk klukken fra sit stemmebånd, inden han ville bøjede hovedet og træde ud på gangen, ganske som lovet. Vampyren fik sin ensomhed tilbage. Vetis kravlede på samme tid ned fra sin plads på dørens håndtag og greb fat om siden på døren; han trak den lukket imens den sang med sin forfærdelige skringre heliums stemme: dø, dø, dø – du lille søde ile – dø, dø, dø – du grimme blodsuger!
Dens røde øjne vendte sig imod Lucifer en sidste gang og med et højlydt hysterisk grin, inden et spark fik den til at lette og den fløj væk med et hyl. Døren smækkede i.
Låse blev slået til igen og håndtaget drejet om. Atter kunne Lucifer nyde sin tilbagelukkethed i enrum, havde det ikke været for to gyldne øjne der tittede ud fra imellem de ødelagte rør i væggen.

_

Langt fra Lucifer’s rum blev endnu en dør smækket i og tunge skridt blev taget over et gulv af træ bredder i stedet for beton. Et varmt skær fra en flakkende kamin kastede et dunkelt lys over hvad der lignede en primitiv stue opsætning; gamle sofa møbler var stillet op om et smalt fjernsyn. Der var reoler og et spisebord med alskens mærkelige genstande og rod. Værktøj lå spredt ud over alt, motordele, oliepletter sågar hvad der lignede læge redskaber. Bøger lå smidt, nogle ved kaminen der tilsyneladende havde en diæt som bestod af dem, andre lå usorteret ved reolerne og på et par af stolene. Der var ingen malerier eller personlige genstande som sådan og væggene havde de samme huller som inde i vampyrens ”celle”. Varmerør løb igennem også disse vægge. Og den kamin der afgav en uudholdelig hede var omkranset af et kæmpe fyr der strakte sig fra gulvet og forsvandt op i loftet. Den store kamin eller rettere det bål der var under den, syntes at holde det varmt og lade vandet indeni koge til en skoldende temperatur.
Ovre foran kaminen sad et yderst mærkeligt kreatur dog. Et ligblegt genfærd med hud der manglede alt form for pigment. Dets krop var tilsyneladende af en menneskelig art, men man kunne tælle dets ribben og se små pikke der brød huden som torne. En lang takket hale havde vokset frem fra dets haleben og forenden sad en skorpions brod. Lange spinkle fingrer, var i gang med at sætte ledninger sammen som tilhørte en mekanisk genstand foran den. Et tjavset halvlangt hvidt hår hang fra dets hoved og dækkede for øjnene men afslørede en lige næse og smal mund, der var vansiret med sår og snit.
Ma’lakel trådte hørbart ind i rummet og gik op imod spisebordet, forbi skabningen på gulvet der ikke ænsede den ophidsede jætte en tanke før denne stod lænet over spisebordet, hvor en kvindekrop lå iblandt det massive rod. Hendes kønsdele og mave parti manglede. Ma’lakel stirrede ned på det makabre syn; en respirator var sluttet til hende og muliggjorde en vejrtrækning imens et drop var stukket i hendes arm. Hun levede og dog burde hun ikke leve.

,, Jeg sagde jo det ikke nyttede.”, talte det morbide væsen. ,, Du skulle hellere give den til mig og få det overstået.”
,, Hold kæft.”, afbrød Ma’lakel.
,, Hmm…", kom det fra den som overvejede den det. ,, Hvorfor trak du det med herned? Den har sikkert andre flagermuse der leder efter den.”

Et brag kunne da høres idet jætten greb fat om bordets kanter og væltede det i et desperat forsøg på at få forløsning for sine frustrationer og på det faktum at væsenet sagde lige præcis det, Ma’lakel selv godt vidste.
,, Hvorfor helvede er den kælling så vigtig?!”, hvæste han.
En næsten psykotisk vandren igennem rummet begyndte.

,, De gør den slags, kvinder, det er det de kan.”, den nikkede bekræftende for sig selv. ,, Hvorfor vil du have den? Den er jo ødelagt alligevel? Slip den fri, vi har ikke plads til at den skal sidde og dø der.”
,, Hun valgte selv! Det var hende der bad om det! Det var hende der –”
,, Du blev brugt som syndebukken, og meget nemt.”
,, Hun ville dø!”
,, Ved den det? At slå den halvt ihjel og føre den hertil var en fejl – du har bare hjulpet den til at tro mere på kvinden. Få den så ud.”

Ma’lakel vendte sig imod den:
,, Nej.” – svarede han afsluttende. ,, Han skal blive her. Og sulte! Han kan få lov til at sulte ihjel!”

,, Du prøver at hævne dig på den, men den har ikke gjort noget?”
Da slog det klik i jættens allerede ødelagte sind og de næste ord blev råbt med en sådan inderlig intensitet at det endelig fik væsenet til at ’se’ op fra sit gøremål:
,, DET VAR LØGN!”

_

Dagene ville da passere, langsomt uden at Lucifer ville blive tynget af andre end hans eget selskab og de observerende gyldne øjne der aldrig syntes at sove, men sagde heller ingenting. Da månen stod på midten af himmelen igen ville håndtaget atter blive drejet rundt og låsen kunne høres slås fra på den anden side.

af **Ahngel** Lør 2 Nov 2013 - 22:11

Tiden ville da indhente Ahngel og accelerere forbi ham – passere ham og efterladende ham i hvad der føltes som et langsommeligt trykkammer. Timer af den første nat blev agtet i vrede og krafter ville blive spildt på at søge udveje eller små svagheder i rummets vægge: Rør ville blive løsnet og maling blev krattet af i lange, tørre stykker. Indgangen til den lille overværende imp blev lukket til med kasserne fra den improviserede seng og snart var rummet bragt til et større kaos end det før havde været. Denne stræben efter en udgang løb tør dagen efter og snart var tapetresterne på gulvet kun små minder fra en daværende brændende ild af rebelsk stædighed. Nu sad Ahngel på madrassen med ryggen strakt imod loftet og med sit hoved hængende. Øjnene stirrede imod hans hænder, som bukkede ned i tekstilet og skabte rynker deri, imens et åndedrag påstartedes i et øjebliks søgen af mod. Han åndede ind og holdt det imens hans krop begyndte at ryste af hvad der lignede smerte. Et højt knæk fra vampyrens ryg bragte hans mund åben igen og fremtvang en pinefuld og mørk tone fra hans strube. De sorte vinger bevægede sig individuelt og forsøgte sig på at træde tilbage til sit fangeskab i vampyrens ryg, umuligt som det så ud. De bukkedes og brækkedes, men kom knapt nogen vegne trods deres nærmest spasmelignende forsøg – Desperate, som var de virkelig et andet væsen, som blot underlagde sig en syg symbiose med vampyren. Og umuligt føltes det. Den kraft, som i sin tid havde ladet vingerne fremtræde og tilbagetræde, var væk. Tilbage var den ulidelige blottelse af en beskadiget smertetærskel, som var kød og årer pillet fra og efterlod hans nerver åbne for ild og syre. Ryggen splittedes med en tør lyd og de første, umindeligt dyrebare striber af tilbageværende blod løb ned langs vampyrens side og dryppede til madrassens overflade. Huden brækkedes som tør læder og blodet flød forsinket, som var man nødt til at lede før man kunne finde hans inderste lager. Tilbage lå en rødlig lilla nuance, der farvede den blottede inderside og efterlod en sjælden blottelse af vingernes rødder, der morbidt havde integreret sig i Ahngels egen, ellers menneskelige ryg. Alene tanken, at de kunne befinde sig inde i hans krop, virkede utrolig grotesk og smertefuld… Det kunne knapt være sagen?

Vingerne nåede knapt at rykke sig før Ahngel endte up liggende på siden på madrassen med tænderne bidt sammen og øjnene lukkede! Han gav op… Vingerne rørte sig ikke længere. Havde han været i stand til at udholde smerten, havde transformationen efterladt ham mere drænet end han var, og nu gjaldt enhver dråbe desværre. Det var en risiko han, med fanden bebrejdet, ikke kunne løbe. For nu måtte de forblive en last, ubrugelige grundet svagheden og uundgåelige af samme grund.

….

Dagene der fulgte voksede sig mere og mere tavse. Væggene blev ikke fortsat pint og ligeså ville Ma’lakels guløjede lakaj ikke møde yderligere vanskelligheder, hvis den fortsatte sin mission om at holde øje med vampyren. Vampyrens ryg blødte ikke, men holdt sig åben og sårbar ved vingernes rødder og langsomt spredtes en smertende bakterie og tørhed grundet den ulidelige varme. Heldigvis fulgte der en uforudsigelig bones ved vampyrens faldende livsenergi og udefra ville det virke ulogisk: Hans dagssøvn blev udvidet betydeligt og selv efter nattetimerne lod sig passere, ville der ikke gribes nogen handling. Til formålet var sengen halvhjertet samlet igen og da tredjedagen ville gennemføres, flyttede vampyren sig ikke fra sin plads. Én vinge var lagt over ham som supplementet til det beskidte lagen, der endnu blev brugt som en beklædningsgenstand af primitive proportioner. Hvad havde han ellers? Tid ville gå hvor han ikke flyttede – Lå blot med lukkede øjne og lod de fire vægge omkring sig gætte på hans bevidsthed. Andre gange ville han se imod de gule, observante øjne og oprette en øjenkontakt. Der var dog ingen fjendtlighed at finde længere. Faktisk skulle impen være særdeles heldig, hvis den fangede blot en enkelt gløde fra øjne så mørket, som størknet blod over groft stof. Man kunne knapt udskille pupillen fra irissens favntag. Var der overhovedet farve tilbage?

Dystre tanker blev tænkt i løbet af de dage. Dystre dog tunge og filosofiske i sit eget særprægede billede. Det havde han dog stadig tilbage. Det var stadigvæk hans, selvom det sagtens kunne laves om på. Han regnede derimod ikke, at han ville have meget tid til at tænke tilbage og fortryde. Men han kunne mærke det allerede: Hvordan hans krop langsomt lukkede ned indefra imens hans livsenergi slippede op. Han ville dog ikke dø af sult så simpelt som Ma’lakel havde bedt ham fundere over. Han ville falde hen i en dyb søvn når tiden var dertil – når hans blod ikke havde andre muligheder end at stå stille i hans krop. Så ville han gå i hi. Simpelt som en bjørn ville forlade vinteren for at spare på sine reserver. Forskellen var, at når tiden var inde for bjørnen, ville den vågne til våret.. Men Ahngel ville ikke vågne. Han ville fryses fast indtil en enten gjorde det af med ham eller viste ham nåde. Normalvis, var det ikke nåden man kunne regne med.
Da tog Ahngels tilbageværende kreativitet fat og overvejede mulighederne for en sådan eventyrisk søvn. Hvad ville der ske med hans krop, kunne Jean ikke finde frem til den? Og hvordan ville han overhovedet kunne? Ma’lakels grusomhed ledte da Ahngels overvejelser videre. For ham kunne han ligge der og rådne for evigt? Og hvor lang tid føltes for evigt i søvne?

Var sådan en lang søvn sin tid værd?

Lyde bragte Ahngel ud fra et medfølende mørke af tankespind og udmattelse. Selv efter så meget søvn føltes det som om han ikke havde hvilet i evigheder… Og netop derfor tog det sin tid for de røde øjne at åbnes imod den intetsigende væg på østsiden af rummet. Hvad var det for en lyd? Da genkendte han dørens toner, men han vendte ikke hovedet før han ville høre den åbne. Tomme øjne ville søge foden af døråbningen. Var der et ansigt, kunne hans øjne ikke nå det fra vampyrens nærmest permanente liggende position.
”….?”

af **Malakel the Vanquished** Søn 3 Nov 2013 - 1:12

Døren blev åbnet med en beklagende lyd der hintede til dets alder, dog uden fare for at den var lettere at bryde igennem af den grund. Fra den lille lyse sprække som blev skabt grundet dette, kunne man se et par små hænder; klør – der langsomt lagde sig over dørens kant og skubbede den op. Et skær a lilla fulgte da, fra den glatte overflade af impens skællede hud. Det rød øjede fabeldyr kom dog ikke til syne som det første men kunne høres pile i den anden retning; videre ude på den anden side af Lucifers fængsel.

En hånd blev lagt imod døren på anden side og denne blev presset åben. Den brede silhouette af Ma’lakel kunne da skimtes for de øjne der kunne se. Det orange lys flakkede fortsat bag ham og indrammede hans krop med et næsten exotisk skær. Han bar de selv samme klæder som tre dage før han havde set til Lucifer, den eneste forskel var overdelens farve der var ændret til en sort.
Han bukkede hovedet ned for at undgå at støde panden imod den øverste dørkarm og rettede sig først op da han kom ind og så imod Lucifer, der blot lignede en fugle-hybrid der havde skabt sig en rede af den bløde madrass. De grønne øjne gled da til de skaldede vægge hvor de glohede vandrør kunne ses overalt; de kastede et meget svagt orange lys ind i rummet men kunne ikke regere mørket så midten af rummet var henlagt i sort. Han trak på smilebåndet; ganske underholdt af vampyrens destruktive afreagering elle var det i et forsøg på at finde en udvej? Han behøvede ikke at kende svaret for at finde adfærden morsom. Men det asymmetriske smil var ikke stort; det bar ikke dets sædvanlige præg af arrogance og bedrevidenhed – et simpelt smil, der ikke betød mere end det det viste. Det mørkegrønne blik flyttede sig da ned på Lucifer som han lå der; på gulvet med en sort vinge over sit væsen. En ravn der beskyttede sig, eller prøvede at udelukke virkeligheden? Et tilflugtssted der kun kunne skabes i sindet alene. Lucifers tanker forblev hans egne; det eneste Ma’lakel absolut ikke kunne tage fra ham. En hånd blev lagt på den anden side af døren efter Ma’lakel havde taget nogle skridt indenfor; den blev lukket og mørket omklamrede dem begge. Jættens muskuløse fysik kunne skimtes i mørket og rørenes genskær i hans hud fik det til næsten at ligne bronze. De grønne øjne lyste op som et rovdyr i nattens skød og man kunne høre hans åndedrag; roligt og regelmæssigt. De gyldne øjne holdt sig observerende og stædigt stille. Da bevægede han sig og brød den velsignede tavshed med lyden af hans tilstedeværelse. Det var som at overvære en kødæder der cirkulerede dets bytte, men ikke gjorde det af med det med det samme. Til gengæld kunne man vente i ængstelse på det korte jag af smerte, og så ville alting være forbi. Men Lucifer fik ikke lov at slippe så let. Ikke før Ma’lakel havde fået klarhed. Rørte Lucifer ikke på sin vinge ville den ru hånd gribe fat i den og tvinge den væk fra Lucifers krop, så de gule øjne kunne se ned på sin liggende skat. Hans trofæ – nej hans mest værdigfulde ejendel. Så smuk, selv som døende.
Han stod ved siden af madrassen som Lucifer ville ligge på og overværede ham i nogle sekunder inden han ville sætte sig på hug foran vampyren; hvile sine albuer på sine knæer og lade hænderne hænge frit.

,, Har du fået nok af stilheden nu?”, spurgte han.
Med en stemme der var ligeså empatiløst som hans blik, og dog ville hans øjne og tone blive forrådt af hans handlinger.
For ville Lucifer lade det sket ville en af de varme hænder søge at gribe nogle hårtråde fra vampyrens pande og stryge dem væk, for at Ma’lakel bedre kunne se hans ansigt. Man kunne misforstå det som et ønske om at kærtegne vampyren og ikke blot at være et selvisk krav om at se mere af ham. Men måske var det i virkeligheden en blanding.

,, Eller har du brug for flere dage?”

af **Ahngel** Søn 3 Nov 2013 - 16:52

Der var ingen modstand at hente fra den ellers beskyttende vinges flid for at holde vampyren nogenlunde dækket. Men trods der ingen kamp lå tilbage i deres bevægelser, bragte Ma’lakels hånd den tilbage med et pinet sæt fra vampyrens overkrop. Han sagde dog ikke noget. Kun et forskudt åndedrag lod sig flygte fra hans tørre løber og udforme et midlertidigt gisp. Det gjorde ondt – Så meget var tydeligt. Og alt andet ville være ulogisk. Vinges rod lod sig rokkes i hvad der lignede en gradvist udformet kanal ned i Ahngels krop: Huden kunne ikke lukke sig derom og såret lod sig kun udvides med den fortsættende bevægelse. Vingen faldt til siden, blev den ladet alene og endte bag vampyrens krop som den kappe den var blevet reduceret til. Så meget havde Ma’lakel dog opnået ved sin første interaktion med vampyren: Hans åndedrag var igangsat lidt igen og begavede Ahngel med et falsk tegn på liv. Det var dog kun indtil smerten aftog og en tung dunken i hans muskler blev sat i dens sted. Ahngels blik faldt mod dæmonens fødder siden de ikke kunne nå meget andet endnu og bag de mange ravnetråde lå hans blik følelsesløst hen. Som en hånd ville bevæge håret væk, ville øjnene dog drejes og søge opad igen – dog aldrig værende helt i stand til at nå Ma’lakels blik. Hans ord kom til vampyren med lange forskydninger og først efter et øjeblik af komplet stilhed og uvidenhed, lod Ahngel sig opsuge hans ord. Endnu et valg? Var der virkelig flere tilbage? Var det ikke meningen, at han skulle ligge der og ’sulte’ sig igennem mange årtier endnu? Det var trods alt på falderebet, men hvad ville Ma’lakel dog vide om det? I hans øjne var Ahngel vel sagtens allerede på dødens rend og trods hans skønhed endnu stod sublim, kunne man let tænke det.
Da Ahngels ansigt lod sig fremvises lå skyggen af hans underskønne ydre hen som en tørret blomst… Og om hans øjne hvilede et gråt mørke, samt overlagdes hans ansigt af en overfladisk tyndhed. Det var dog ikke nok til at fremvise hans kranies form eller ødelægge overbevisningen om hans overmenneskelige ydre. Hvis blot Ma’lakel vidste hvordan en døende vampyr, ledt af sulten, kunne komme til at se ud i sine sidste timer. Ahngel lignede et væsen sprudlende i sit ungdomsår i forhold dertil. I forhold til sit normale udseende dog… Der så han ganske patetisk ud.
Ahngel tog sin tid.. Måske skulle tankerne samles eller hans vågne sind tilføjes. Ligegyldigt hvad fik Ma’lakel ikke et prompte svar. Langt fra, men han ville få et, til trods for de første ord blev hvisket væk af en stemme, som ikke havde været i brug i en tid.

”… Ikke flere dage.” Talte han i stemme, som ville få Ma’lakels til at lyde som torden. Hans øjne lukkedes langsomt og forblev sådan i en tid for så at genåbnes igen, stirrende imod ingenting.
”Jeg er klar.” Da ville hans slappe arme genvinde deres animation og sætte hænderne imod madrassen. Han pressede sig selv op med en langsom bevægelse, som fik ham til at synes tyndere og mere skrøbelig end han rent faktisk var. Han var mange ting, men skrøbelig var en af de sidste. Ma’lakel kunne fortsat tæve ham til ukendelighed og livet ville stadig ikke berøves fra ham. Ahngel ville da sætte sig op i en knælende stilling og med hovedet hængende. En sidste bevægelse rettede ham op og førte hans øjne imod Ma’lakels ansigt – Frygtløs i sin kolde passivitet. Havde samme væsen virkeligt kastet om sig med ornamenter og hvæset som en kat i et hjørne for kun få dage siden? Det virkede som en ond cirkel: Først kom følelsesløsheden i hans perfekte maske, dernæst det dyriske, følende under den.. og til sidst en sandfærdig bestyrtelse af hans emotionelle drivkraft. Denne gang behøvedes der ingen maske.

af **Malakel the Vanquished** Man 4 Nov 2013 - 20:33

Glas forekom stærkere end alfahannens nuværende fysiske ydre. Der var ingen maske som blev slået i stykker under denne genforening og dog var der stadig små brud stykker overalt , i de tråde der skulle forestille at holde fast på noget yderst værdifuldt. Men hverken brystet eller de blodige hjertestrenge, lod sig pine ved synet af Lucifer. Tvært imod manglede der en basisk medmenneskelighed – noget der kunne bevidnede den mindste hjertesorg over at se et individ, jætten anså som alt for dyrebar til blot at myrde, faktisk eksisterede. At der var en følelse bag det sorte kammer af intethed og ligegyldighed i hans blik. Men Lucifer var ikke ubetydelig; havde han været ubetydelig var han ikke blevet taget med. Havde hans eksistens betydet så lidt for Ma’lakel var der ingen risiko for at halv-bæstet overhovedet havde reageret så voldsomt, som denne havde gjort. Han var kendt for at have temperament, men det gjaldt om at fine de tynde hudlag på en armeret krop – og det var en kunst som de færreste mestrede.

Næsten porcelæns tynd . Ma’lakel så til imens at Lucifer satte sig op med en kropsholdning der var som støbt ud fra en metal pæl i hans rygsøjle. Lucifers sidste tvang af sine lemmer for at se op, blev belønnet med at møde de gyldne øjne, der så imod ham med en illusion af varme på grund af rørenes svagelige skær. Følelsen forblev dog den samme – uændret. Ligesom hans siddende position. Hånden var trukket til sig og i stedet var det øjnene der rørte ved Lucifers fugtige skind; åd af ham med blikket og frarøvede ham enhver chance for at genvinde sin ensomhed igen. Ikke flere dage var ønsket, og ikke flere dage var givet. Lucifer var klar, men til hvad? Hvad var meningen med galskaben egentlig; selv ikke engang vampyrens dommer kendte til juryens tanker.

Hans øjne endte ved vampyrens læber efter at have berejst hans ansigt: de sidste øjeblikke inden en tyk forvirring bosatte sig i hans øjne. Da søgte han øjenkontakt, inden han talte med en for en gangs skyld personlig gnist i øjnene:

,, Jeg slog hende ihjel.”, kom det fra ham bekræftende.
En konklusion der allerede var blevet sat lås på, men der var mere.
,, Men hun ville dø. Kan du fatte det? Havde det ikke været mig havde det været den skarpe side af den nærmeste kniv eller noget helt tredje. Formentligt dig selv.", han kneb øjnene sammen. ,, Hun ventede på dig af en grund! Hvis du tror du kunne have talt hende fra det, så skal du ikke være så forbandet sikker. Selvmordere har ikke andre i hovedet end dem selv!"

Han rejste sig med en stigende aggressivitet i kropssproget imens han så ned på den knælende Lucifer.
,, Død på grund af 'kærlighed'. Hjertesorger.", et nedladende fnys kom fra ham. ,, Ikke engang for, men på grund af - uden at gøre det mindste for at opnå sit eget utopia. Se hvad helvede det har bragt med sig, andet end hun er sluppet af med sine bekymringer, imens andre skal lide for at hun kunne være så fandens romantisk!", en frastødt følelse blandede sig med de grønne øjnes milde forvirring og tomhed.

,, Hun sagde ingenting, gjorde hun? Hun legede katten efter musen uden at give noget som helst hint. Men sandheden, Lucifer, er at hun elskede sin pinsel højere end hun hævdede at elske dig! Hvorfor ville hun ellers efterlade dig med ingenting, andet end tabet over hende?", han tippede hovedet på skrå med et undersøgende blik.

,, ... og fortrydelse? Måske."

af **Ahngel** Man 4 Nov 2013 - 21:19

Hverken vampyrens øjne eller fokuspunkt blev flyttet den næste lange tid. Ma’lakel blev betragtet med en ildevarslende følelsesløshed og tomhed i hans blik. Tænk, man kunne forestille sig, at Ahngel langsomt forvandt fra hans krop i værelset for at komme tilbage et stykke tid efter. Der var intet at hente i hans blik, end ikke efter Ma’lakels ord omdrejedes en nærmest blasfemisk tankegang, der underligt nok havde en drejning, som Ahngel ikke havde regnet med. Men overraskelse var der intet at spotte og ligeså boblede den samme vrede ikke fra Ahngels krop, som den havde gjort de par dage før. Enten lukkede han sig selv inde bag tremmer og stolper, eller også havde han ikke midlerne til at frembringe sin anger og eksplosive sorg. Han tav igennem Ma’lakels ord of lod sig knapt røre af dem, stolede man på de fysiske tegn. Asma var død… Fuldkommen borte og ventede kun på den langsomt helende tid til at oversvømme Ahngels hjertebrist. Som Lucy ville hun blive et minde han kunne leve med, men med kvaler i brystet for hver tanke der gled over hendes endeligt eller berørte de minder, som burde være lyksagelige. Det var en løgn, hvad man sagde om glædesrige minder… De ville aldrig kunne bringe én trøst efter døden var indtrådt og selv nu følte Ahngel sig utrøstelig. Men han ønskede heller ingen trøst. Han bar skyld og vrede som en rustning og løj ikke om sin hjerteknuste rolle…

Det var flere år siden allerede.

”Hun efterlod mig ikke tomhændet…” sagde vampyren endeligt efter Ma’lakels frastødte meldinger faldt over englens endeligt. Hans øjne faldt imod det overophedede rør ætsede vanddråber væk fra sin overflade uden det mindste spor af vandets eksistens. Kun en så gloende varme kunne slette alle spor af de kølige dråber på så kort tid. Da vendtes Ahngels læber sig i et svagt smil, hvis formål var svært at tyde. Arrogance? Sørgmodighed? Måske tilbageholdelsen af en hemmelighed. Det var dog ikke et smil ebbende af den mindste glæde dog og det forsvandt ligeså hurtigt som den næste dråbes tilintetgørelse.

”Du bortforklarer din lemlæstelse af hende… Hvorfor?” De mørke øjne bevægede sig tilbage imod Ma’lakels ansigt og trods de sigtede imod dæmonens øjne, så Ahngel ikke på ham. ”Mener du det faktum, at hun befandt sig i sin sidste psykose, giver dig rollen som den barmhjertige samaritaner? At det var din ærbødige pligt at tage hendes liv?” Ahngel holdt en kort pause imens hans fingre samledes på hans knæ. ”Du slog hende ikke ihjel, Ma’lakel.” Et mindre lys tændtes i vampyrens øjne som han talte. ”Du gennemtævede hende og brækkede hendes vinger… Du flåede hjertet ud af hendes bryst med tænderne og du pissede dit territorium af efterfølgende ved at efterlade dit forbandede sæd i hendes døde krop.” Trods hans ord vaklede væk fra deres passivitet, mistede han ikke mælet. Havde han overhovedet styrken til at forvrænges i arrigskab eller sørgmodighed længere? ”Så er det min tur nu?” Spurgte han endeligt. ”Vingerne er ganske vidst ikke brækkede, men du har vel godt af lidt variation… Og mit hjerte må være lidt tørt nu, men der er sikkert nok blod deri til at sponsere din flugt fra samtlige franske vampyrer på kloden.”

af **Malakel the Vanquished** Man 4 Nov 2013 - 22:22

Tankevækkende at noget så ubetydeligt som et kvindelig kunne ende ud i så anspændt et drama; Ma’lakel var ikke vellykket i at skjule sin påvirkelse af emnet; måske mest af alt fordi at det pirrede ham at hun havde en sådan betydning? Måske fordi han blev nød til at tænke over en konsekvens af et irrationelt øjeblik – nej, flere irrationelle handlinger, drevet udelukkende af hævngerrige hænder? Samtlige dæmoner han indeholdt var blevet sluppet løs og nu blev han konfronteret med sin ufuldkommenhed. Men det var ikke engang så dybsindigt; det var ganske simpelt og ligetil at regne ud, for den der bare holdt et godt nok øje med det adfærds mønster jætten led under. Den sygdom der løb i hver en afkrog af hans inficerede sind.

Forvirringen blev gjort større idet Lucifer benægtede at kællingen havde forladt ham tomhændet. De mandelformede øjne blev indsnævrede og mistroiske; han forstod ikke hvad alfahannen mente. Det betød tæt på ingenting dog da de røde øjne søgte det lækkende rør og betragtede det hemmelighedsfuldt, med et smil der lagde sig over de hvide læber. Det var nok til at skabe en gnist i de gyldne øjne; vrede. Avlet af en sygelig skinsyge - og lige da sitrede det i hans hænder for at få lov at ligge dem om vampyrens hals; knuse hans luftrør, hans nakke, hans stemmebånd. Selvom det sikkert ikke engang ville gøre en ende på hans liv.
Mørke tanker. Alt for mørke.

Smilet forsvandt men det gjorde det skadefro ønske om harm ikke. Ma’lakel lyttede men med blinde øjne. Han stirrede på Lucifer som han talte; stirrede med en morderisk intention og en serie af muligheder for at lukke de blege læber for evigt. Og i det øjeblik overvejede han hvorvidt han skulle lade vampyren syne hen til sin evige søvn, så han kunne voldtage ham og langsomt se ham syne hen til ingenting, for at overbevise sig selv om at det var det han var: ingenting.
Men netop som disse tanker blev tænkt nåede Lucifer’s ord ind under den tykke skalp og Ma’lakel vågnede fra sit destruktive tankespind: han blinkede og det var som så han først rigtigt på Lucifer. Genkendte hans stemme og ansigt. Den ustabile passivitet i de sidste ord fik halvdæmonen til at rynke på brynene - endnu engang henlagt i forvirring.

Han ville ikke gentage misgerningen. Det var jo netop derfor Lucifer var her. Det var jo netop derfor at han ikke havde efterladt ham eller befamlet ham, ligesom dennes forbandede skøge. Der var krig i det splittede sind og det kunne fornemmes på den måde de gyldne øjne ikke kunne holde sit fokus ordentligt: tvivl. Tanker der før havde været låst væk begyndte at strømme til og forlange a blive hørt! Ærlighed var ikke en mulighed og det havde det ikke været længe, men alligevel trak det i hans stemmebånd på samme måde som løgnene hobede sig op. Men han sagde ingenting. Han blev forstenet; hver en del af ham lukkede langsomt ned og det føltes som en ubehagelig glemsomhed. Hans øjne signalerede et tilbagetræk ind i eget sind: han flygtede. Endnu engang. Han blev fraværende og stod stille i flere sekunder, inden de gyldne øjne gjorde modstand og skubbede alle tanker væk endnu engang. Fortrængte dem og nægtede så meget som at acceptere deres bosted i hans hoved. Han så tilbage imod Lucifer da, hans blik omkranset af den forvirring der nu blev til aggressivitet.
,, Hun skulle dø!”, knurrede han.
,, Ødelægges!”

Hun skulle dø! Det var derfor, der var ikke nogen forklaring! Hun ville selv dø og hun skulle dø, det havde hun vidst!
,, Men dig …”, agressionen i stemmen forsvandt gradvist.

De gyldne øjne henlagde sig i en uhyggelig følelseskold paralyse igen og stirrede på vampyrens blege ansigt med en manglende tilstedeværelse: en tilbagetrædelse fra virkeligheden – som ønskede han at beskytte sig selv og dog talte han stadig:
,, Jeg gjorde det for dig."

Han hviskede det med sammenbidte tænder, som prædikede han blasfemi.
Foragt i stemmen for denne svaghed kunne høres.

,, Hvad ville du have gjort hvis hun havde flæbet til dig? Gengældt hende? Fortrudt at du nogensinde -..”, han stoppede sig selv og pupillerne indsnævrede sig i et hurtigt ryk; så de kun var en prik imellem alt det gule. Han bed sammen, det afslørede de spændte kæber og skønt øjnene tydeligvis talte videre kom der ingen ord.

af **Ahngel** Man 4 Nov 2013 - 23:03

Ma’lakels første, barnagtige kommentar til Ahngels ord stemmede ikke just for Ma’lakels indbildte uskyld. Ahngel sænkede hovedet da Asmas domme blev gentagede, oversat fra en korrupt dommer. Hvad havde overhovedet bragt ham til en sådan overdreven grusomhed dengang? Hvad havde været kernen til lemlæstelsen og uhelliggørelsen af det døde legeme? Ahngel tav og sad stille hen imens Ma’lakels ord omdannedes til forsikringer om, at det var gjort for ham. De røde øjne søgte endelig op fra intetheden og han stirrede på Ma’lakel. Stirrede i en sådan måde, at man måtte lade omgivelserne blive en del af de øjne. Ahngel i helhed, hvor han sad og hvordan han tog sig ud: Brækket, drænet og døende i sin egen forstand. Gjorde det for ham? Virkelig? Ahngel rystede langsomt på hovedet imens hans øjne fortsat skød igennem Ma’lakels krop og ud bag væggen bag ham – penetrerede ham, selv med den svage styrke… Men intet slog gennemførtheden af ekspressive øjne og ordene de fulgtes med.

”For mig…?” Hans stemme oversvømmedes i en nærmest bedrevidende skepticisme, som var Ma’lakels ord forventede. ”Tror du virkelig, at jeg stadig er så naiv efter disse år?” Hans spørgsmål var selvfølgelig retorisk. De sorte vinger vågnede blidt fra deres søvn og bevægede sig ganske langsomt omkring vampyrens nøgne overkrop – dækkede den beskyttende, men desværre kun halvhjertet. ”Havde Asma mødtes med mig inden du krydsede hendes vej, havde jeg taget ringen fra min lomme og givet hende.” Han nikkede langsomt og mekanisk. ”… For det havde været den perfekte løsning på mange af mine problemer… Så kunne jeg med tiden lære at elske hende på samme måde hun elskede mig og jeg kunne tage vare på mine dæmoner uden problemer fra senatorene.” Vampyren pausede og lod blikket dale til sit skød – Han åndede ud og mindedes ikke hvornår han overhovedet havde taget luften ind. ”… Og lamgsomt glemme…” Hans blik gled tilbage imod Ma’lakel – udtryksløst og koldt.

”Du har aldrig gjort noget for mig. Det har heller aldrig været dit ønske.” Et sørgmodigt lille smil prydede igen hans trætte ansigt. ”Jeg ved ikke hvorfor du foregav hvad du gjorde. Måske havde du en bagmand? Hyret til jobbet af korrupte medier, som ville bringe mig i sænk. Måske er din sadisme motivation nok?” Hans positur ændredes og han knælede ikke længere. Hvad han havde ventet på fra Ma’lakel var forsinket og hans ben gjorde ham ondt. Nu sad han blot og lagde lagenet bedre om sin underkrop. ”Og dog… Én ting har du hjulpet mig med…” Sagde han og løftede kort en finger for at understrege hans tilføjelse. ”Ved at tage hende, rev du dig selv med i faldet… For trods det åbenlyse ved din forsvinden, var det ikke let at acceptere at du var væk. Specielt ikke efter du lagde mit liv i grus ved vores sidste komsammen. Da Asma døde… Fyldtes den tomhed du havde efterladt…” Hans hoved lænedes tilbage og hans tænder fremviste sig imod loftet i et tomt tandsmil i et øjebliks tavs psykose. ”… med en så vidunderligt bedøvende hævngerrighed.” Et skarpt, næsten gispende åndedrag slog sprækker i Ahngels ord og efter et øjebliks ubalance sad han igen bøjet over og med en rystende hånd støttende imod madrassen.

af **Malakel the Vanquished** Ons 6 Nov 2013 - 15:35

Lucifers drænede kølighed blev til modelementet der slog imod Ma’lakels aggressive ild. De røde øjne var udtryksfulde og fuldkomne, som de havde søgt de gule øjne der var det stik modsatte. Magnetfelter der ikke kunne andet end afviste hinanden; og det havde hver vært vel vidst fra start. Lucifer’s stemme blev hurtigt det moment der skulle ændre hans status fra offer til jury, for skønt Ma’lakel havde prædiket sin egen retfærdiggørelse, forblev Lucifers øjne og væsen uændrede – tynget af en helt anden sandhed.
Menneske hybriden stod nu overfor ikke bare én forbrydelse men op til flere. Lucifer talte og Ma’lakels angst blev realiseret igennem hans ord. Ikke det første eller det der fulgte men det tredje. Langsomt men roligt gik det op for ham at i hans glemsomme ihærdighed, havde han skåret sig selv ud fra alfahannens hjerte med en kniv der besad en rusten ægge. Ma’lakels øjne flyttede sig i samme øjeblik vampyren nævnte ringen og favntagelsen af det patetiske pigebarn. Ansigtet var vendt, så man skulle tro at Lucifer havde slået den markante kind. I stedet for at se imod den blege necromancer var de gule øjne rettet imod det glødende rør. Hverken betænksomhed eller overvejelse var at finde i det gyldne blik, kun tomhed. En altædende tomhed, der var et vel opsat skjold. Lucifer ville lære at elske hende, sætte sig for det og med tiden måske endda lykkes. Ligeledes at glemme.
Da de røde øjne søgte halvdæmonen efter den første sætning, stod han stadig med ansigtet vendt væk. Den solkyssede hud var oplyst af det rød-orange skær fra de glohede rær og man kunne se huden’s fugtige refleksion; som ædel metal der skabte et genskær fra sin blanke overflade. Ma’lakels kindben og den side af ansigtet man kunne se gjorde det samme, imens at de gule øjne bevidnede en unaturlig indblanding fra et umenneskeligt DNA. Den sorte tatovering syntes at røre på sig; de mange snoninger og spidse takker gav en illusion om bevægelse under det rødmende skær. Men ingenting ændrede sig; Ma’lakel stod som et stilbillede taget i et dunket miljø og dog kunne man se det muskuløse bryst bevæge sig roligt, i takt med en kontrolleret vejrtrækning. Levende, selvom han virkede forstenet og fastsat i tiden. Men det skulle snart ændres – for da talte Lucifer om halvdæmonens manglende vilje til at gøre noget for ham, og at denne aldrig havde haft viljen til at gøre det. Øjenlågene sænkede sig i et langsomt blink. Han vendte sin opmærksomhed tilbage imod fuldblodet og gengældte dennes forgangne stirren med en udtryksløs en af slagsen. Hørte han overhovedet hvad der blev sagt? Eller var han så langt inde i eget sind at man ikke kunne nå ham? Ingen af delen, han var i virkelighedens ganske blottet overfor Lucifers ord og ved deres ende og fremførelsen af det psykotiske tandsmil og de ord som fulgte, ville Ma’lakel ikke lade Lucifer sænke hans ansigt eller fuldt ud ændre hans statur. Den ru hånd greb fat om vampyrens blege, glatte, hage og holdt derved hans ansigt og forhåbentligt øjne oprejst. Taget var overmandende men ikke harmfuldt. Smerte blandede sig ikke i taget men truede med det. De gyldne øjne lagde sig over vampyrens ansigt; kortlagde hver en form, hver højtelsket detalje, lige fra næsens diskrete og svage krumning og til øjnenes og brynenes form. De bløde læber han forbød sig at berøre med tommelfingeren, i den vished om at Lucifer ganske sikkert ville finde det en perfekt mulighed for at bide og måske tilrage sig et par dråber livsessens?

,, Du er god til at bedrage sig selv.”, sagde han i en hårrejsende rolig tone.
,, Du elskede hende ikke igen, og det er det der plager dig mest. Lad være med at lade som om, Lucifer. Du ville ikke have lært dig selv at elske hende, men at flygte når hun kom for nær – finde genveje og flere kompromiser – indtil du skulle tvinge dig selv til at ligge med hende. Og langsomt, ville du have kommet til at foragte hende. Trække dig væk fra hende og søge at skabe afstand. Du ville gerne redde hende, så du ville ofre dig selv for ikke at knuse hendes hjerte – i stedet for at være ærlig overfor dig selv; du kunne ikke have reddet hende.”

Han ville da give slip på den bløde hage med et svagt skub; tvingende vampyren en smule bagud. Han trak sig dog ikke væk men blev stående foran ham med sine empatiløse øjne der konstant søgte det blege legeme. Fingrene der havde rørt ved den hvide hud sitrede kælent, i et ønske om at mærke mere. Befamle mere.

,, Jeg ville været kommet tilbage til dig, som jeg forsøgte i kirken. Men tid betyder mere for evigt-levende end jeg først antog, åbenbart.”

af **Ahngel** Ons 6 Nov 2013 - 23:14

Det pludselige tag i vampyrens kæbe bragte de røde øjne mere åbne og udtryksfulde end de havde været i en tid – Slået ud af et øjebliks psykose og Ahngel havde nu evnen til at se tilbage på små uintentionelle handlinger. Dette blik af udtryk forsvandt dog langsomt som Ma’lakel talte om hvordan en sådan alliance med Asma kun ville lede i fordærv. Men hvor var problematikken? I århundreder havde adelen ægtet uden den fysiske lyst til sin partner. Man ville med tiden kunne elske dem som man burde elske en ægtefælle. Det var kun et spørgsmål om tid, og tid var noget af det Ahngel havde mest af. Men uden indhold, hvad var et evigt liv overhovedet? Tanker så dystre og patetiske havde ellers aldrig været en del af Ahngels normale livssyn.. og trods alt følte han at Asma var en værre kujon for at have givet op på livet. Eller også var det en markværdig form for skinsyge. Ligegyldigt hvad, forstod Ma’lakel ikke konceptet og appellerede til Ahngels såkaldte egoisme. Hvorfor kaste sig ind i ilden for at skåne en andens hjerte? Men Ma’lakel havde ikke set, at det ikke var blot et bankende hjerte, som ville have været skånet med den beslutning. Asmas liv ville endnu være der og Ahngel ville være i stand til langsomt at tvinge Ma’lakel ud af sit system.

Det lille skub bragte Ahngel ud af en i forvejen forfærdelig balance. De hvide hænder søgte madrassen i støtte for ikke at lade vampyren dumpe tilbage ned i en liggende position. Hans ansigt vendtes væk og betragtede i et øjeblik intetheden imens en kold kind blev vendt imod Ma’lakel. Da proklamerede dæmonen sin oprindelige intention og den lod blot Ahngel ryste tungt på hovedet. Endnu et af de små malplacerede smil pyntede over hans læber. Igen langt fra lyksageligt.

”Vi lever ikke evigt.” Svarede han kortfattet og genvandt sin forhenværende positur. ”Havde omstændighederne… været anderledes, havde jeg ventet årtier på at se dit ansigt igen.” De røde øjne førtes op til omtalte kropsdel. Han beskuede Ma’lakels ellers underskønne – I Ahngels overbevisning – og ufuldendte træk. ”… Jeg havde nok ventet naivt i evigheder imens du ville finde nye måder at skyde mig i sænk… Og jeg ville tage dine grusomme former for livstegn til mig med kyshånd og bede om mere...” Et foruroligende langsomt blink bragte vampyrens ansigt i et øjebliks utilstedeværelse, men inden man måtte se vampyren falde sammen under udmattelsen, åbnede han øjnene igen og lod dem læne imod Ma’lakels silhuet. ”… Og du ville hore og dræbe og brænde… Besudle krypterne for dem jeg har elsket og æde af deres levende slægtninge.” Et pludseligt ’heh’ blev presset igennem Ahngels tandsæt, som fandt han en humoristisk vending midt i den tragiske fremtidsudsigelse. ”Og så en dag ville du finde mig i en af de krypter fordi ikke engang de satans hjerne-igler kunne rette op på min sindssyge…!”

Vampyrens talestrøm standsede brat og han satte sig tilbage med rank ryg, dog hængende hoved og vidtstirrende øjne rettede nedad. Man kunne høre et hæst åndedrag forsvinde fra ham. For et øjeblik var han lysår væk – fanget for en stund i den mulige virkelighed han havde fremvist for Ma’lakel. Havde Asma ikke fået hans øjne op ved at dø i dæmonens grusomhed… Havde han så fortsat sin stræben efter Ma’lakel? Stadig endevendt familiære hjørner og steder, som han måske kunne forestille sig han ville gemme sig på? Ahngel kunne ikke vide sig sikker, men han havde en krybende fornemmelse af, at det ville være sagen… Og endnu mere beskidt følte han sig, som han erkendte at Asmas død havde haft en opklarende effekt. Men det gjorde ikke op for savnet og hadet…

af **Malakel the Vanquished** Tors 7 Nov 2013 - 23:41

Misvisende smil og halvhjertede reaktioner blev gengældt Ma’lakels momentere ærlighed; det var alt han kunne blive givet fra det nu skeptiske og drænede sind af alfahannen, der mere en én gang havde gjort hybriden opmærksom på hvilken lidelse, hvilken sygdom, separationen havde været for ham.
Han led utvivlsomt under et indadvendt synspunkt, noget Ma’lakel ikke kunne prale med ikke også at have en del af – men det efterlod ham med en følelse af utilstrækkelighed og en realisering af den angst der havde haft plantet sig i brystet siden han valgte at frarive sig den komplikation han havde set forholdet til vampyren som. Men det handlede ikke så meget om det. Lidt efter lidt, dikterede Lucifer Ma’lakels såkaldte grusomhed, prædikerede hans ondskab og svage morale. Forvirring havde lige fra starten af samtalen været en uvelkommen distraktion, og den blev ved med at vokse. Hvad Ma’lakel havde set som en gestus af affektion var blevet opfattet som en stille straf; en skarp negl imod et betændt sår, der borede sig ind til knoglen og kun forvoldte megen mere skade end hvad godt var. De få gode intentioner der havde været var blevet lavet om til en hånlig gestus, der havde vokset som en svulst i vampyrens hjerne og ledte ham ind i en vrang forestilling om at Ma’lakels grusomhed var fuldendt, og forevigt brændt i hver en handling han nogensinde havde foretaget. Han havde ikke lidt, ikke sådan som Lucifer havde det – det var mere eller mindre den del der blev afklaret.

Hun havde ødelagt alt. Blindt, havde han i sin selviskhed hjulpet hende med at fjerne ham fra vampyrens hjertestrenge og gjort ham til et nemesis, i Lucifers overbevisning.

Forvirringen nåede de ellers følelsesløse øjne og man kunne se tvivlen i det gyldne blik; pupillerne udvidet sig til en menneskelig størrelse og Ma’lakels øjne begyndte så småt at flakke til siderne i forvildelse. De søgte de glohede rør såvel som gulvet. Til slut da Lucifers sidste ord var sagt kunne man fornemme ordrene på de smalle brune læber. De formede dem, men næsten uden lyd:

”Grusomme livstegn?”
Han så endelig op da ordrene blev mere eller mindre mimet. Det ville være en underdrivelse at kalde de øjne der fæstnede sig på den udøde for udtryksfulde. Inde i dem fandtes der hvad end for destruktiv følelse man kunne forestille sig; had, hævngerrighed, begær, fortvivlelse, desperation, ect. Men mest af alt, var det forvirringen over at skulle håndtere dem. Over det Lucifer's ord fik bragt med sig og gjorde ham til: såret, ja endda tristhed kunne spottes deri.

De gule øjne var ikke længere bare gyldne, men en eksplosiv kombination af magma lysende farver der vidnede om hybridens galskab. Skinsygen havde båret frugt og fået lige præcis det den ville have fra halv-bæstet: fortabelse. At han havde tabt sin resterende selvkontrol, og skønt at han havde et hvert ønske om at lade Lucifer slutte sig til sin højt elskede engel, var der en gennemsigtig hinde over hvert øjeæble. Den lå som en lys stribe langs de mandelformede øjne, markerede dem og gav dem et fugtigt ydre, som blot gjorde det gylden-orange blik endnu mere intenst. Han nåede ganske sikkert ikke at møde den smukke gengangers blik, før denne allerede sad og stirrede imod gulvet.

,, Så had mig, sådan som du tydeligvis ønsker det.”
Hans stemme var først hæs og næsten ikke hørbar, før den blev højere og komponeret igennem sammenbidte tænder. En foragtende stemme overtog og efterlod hybridens bøn tydelig for vampyriske øre.
Hans øjne slog dernæst gnister, inden hans hånd rakte ud for at gribe det sorte hår i et langt fra kærligt tag og rev ham svagt opad for at rette Lucifers blik op ligeså:

,, Når det nu ikke ændre noget, så tillad mig endnu et lille øjebliks ’grusomhed’.. hm.. Deres Nåde!”
Og med de ord knælede han imens at et overmandende ryk ført af det stærke tag i de sorte, silke tråde, ville sende vampyrens baghoved ned imod madrassen. De varme ru hænder ville skifte deres mål og tvinge det fugtige lagen om vampyrens underliv væk; flå det i stykker om nødvendigt! Derefter greb de fat om Lucifer’s bløde lår og søgte at sprede dem. Han greb fat i de måneskins blege hofter og trak den billedskønne alfahan over madrassen; tættere på ham selv. En mørk skygge ville kaste sig over Lucifer fra Ma’lakels krop der ville tårne op over ham, imens en ildevarslende raslen fra dennes bælte talte sekunderne til smerte.
Alt imens vampyrens mange fordomme imod den mand han så ihærdigt kaldte for morder, blev realiseret.

af **Ahngel** Fre 8 Nov 2013 - 0:54

Der var ingen modstand at finde i Ahngels krop da Ma’lakels tag i det sorte hår blev bragt over sig. Den hvide kæbe skød op og frem og formede den spidse hage som et slæbet klippestykke. Ahngels øjne var imod loftet inden de tillod sig selv at dale ned på dæmonens ansigt. Han havde ikke hørt hvad han havde sagt før taget var lavet, og det var også lige meget. I Ahngels øjne var der ikke overraskelse, men en sælsom forudanelse om Ma’lakels gerninger. Det var kun et spørgsmål om tid… Men Ahngel havde dog alligevel håbet på, at rækkefølgen havde været ens som med Asmas endelige. Ordene, som Ma’lakel lod falde var skarpe i samme facon som dæmonens gule øjne og jog uden tvivl et lyn af angst ned ad vampyrens rygsøjle. Men han sagde intet.. Udtrykte intet og ej heller som det smertefulde tag bragte vampyren tilbage imod madrassen, hvor hans ryg trykkedes imod vingernes rod, som havde lagt sig i en akavet position. Et knæk kunne høres højt og tydeligt – Som en gren der gav efter for vægt eller styrke. Om det kom fra vampyrens ryg eller vingerne var ikke til at vurdere ud for det enkelte smertetegn vampyren fremviste: Stramt lukkede øjne og et tvunget åndedrag løbende fra hans læber som steppebrand. Ahngels hænder greb lagenet omkring sig med lukkende hænder, men trods alt var der ikke flere potentielle låse at finde i vampyrens fingerled. Alt var rustent og svagt, som var Ahngel en maskine, der ikke havde været smørret i flere årtier. Knapt fungerende. Stoffet ville selvfølgelig rives derfra og tilbage var vampyren efterladt, som han så ud da han vågnede – Kun med sin egen marmorhud som rig beklædning og med det rustrøde skær fra omgivelserne badet ned over sig. Det følgende ryk i vampyrens krop bragte det næste og sidste ulidelige knæk fra hans ryg og bragte endelig de hvide læber fra hinanden i en vokal klage! Han bed den dog i sig som Ma’lakels skygge faldt over ham og lidende øjne rettedes op med forsikringen om Ma’lakels forudsigelighed.

”Jeg tror ikke du ved hvad tilladelse betyder… Eller nærmere.. Det betyder ikke noget for dig.” Ahngel kunne ikke benægte den sælsomme sindstilstand han befandt sig i. Den var ny og latterligt tragisk. Ligegyldig faktisk, og han mente at han havde hørt om den før, men hvor? Hvem havde udtalt sig? Det havde ikke kun været en enkelt stemme, men flere. Faktisk helt tilbage til tider, hvor man kun huskede farver og instinktive beskeder. Man forstod ikke sprog og man forstod endnu mindre følelser og tanker.. Hvad ens hjerne kunne forringes til med det rette skub på vejen.

”Det ville tage mig årtier at dø af sult herinde…” Hviskede han så endeligt og lod blikket falde til siden, unormalt ligeglad med Ma’lakels blasfemiske tilnærmelse. Da vendte det dog hurtigt tilbage imod Ma’lakels ansigt med en underlig utilstedeværende stræben i øjnene.

Så længe havde han kaldt dem kujoner. Så længe havde han spottet dem, som ikke kunne håndtere verden som mænd! De havde været ofre for Ahngels forbandelser og selv hjertesorger – Større grunde til at spytte på deres gravsten. Men han huskede dem bittersødt.. Hver og én, som havde fortalt om denne sindstilstand. Denne mærkelige tåge, som påtog én i det sidste ubærlige løb. Han huskede deres ansigter og måtte indse, at de var langt for mange til at tilføje til. Men der var ikke mere tilbage, for som sagt, hvad var et uendeligt liv uden indhold? Det havde jo været afklaret ved starten af Ma’lakels besøg? Ahngel havde da allerede sagt at han var.. ’klar’?
”Slå mig ihjel.”

af **Malakel the Vanquished** Fre 8 Nov 2013 - 1:52

Det betød ikke noget om Lucifer indvigede eller ej; uanset hvad ville det blive det det var, en voldtægt af det vampyriske samfunds allerhelligste ejendom – og end ikke den ældste senator kunne forhindre de solkyssede hænder i at glide op langs de marmorhvide lår. Strejfe knæhaserne og videre, for at dø ud med to fingerstrøg over fuldblodets ankel. Det han ikke kunne få ville han ødelægge, ganske som det var forudset af vampyren selv. Bæltet blev løsnet: den klirrende lyd fra spændet der holdt det sammen endte i samme nu som lyden fra bæltets glidende bevægelse over buksernes stof, begyndte.

En fri hånd blev placeret ved siden af den smukke gengangers ansigt og pressede ned imod madrassen, der bøjede indad i underkastelse for vægten. Den anden hånd trak bæltet væk fra dets rette plads og kastede det hen imod de hede rustne rør, der hidsigt hvæste idet metal og læder mødtes. Selv samme hånd der havde kaster bæltet, bevægede sig derefter tilbage til buksernes kant og åbnede dem. Lucifers ligegyldighed, hans første ord, ramte et usynligt skjold af en lige så stærk ligegyldighed fra hybridens side. Det betød ingenting: ord, handlinger – det var fuldstændig og komplet irrelevant. Han kunne ikke ændre på det faktum at Lucifers øjne var blinde nok til at tro på hendes gunst. Han var en morder i den historie der blev fortalt; han var skurken der havde skåret halsen over på prinsessen, i jalousi over hendes kærlighed til prinsen. En romantiseret metaphor, men den syntes næsten virkelig i det kaos der formede sig i det edderkoppe net der var Ma’lakels tankespind.

Han så på ham. Betragtede ham med en årvågen intensitet, der lod en vide at han ikke overså den mindste ændring i vampyrens ansigts udtryk. Og et meget fjernt ønske om at denne ville tigge ham om at stoppe var at finde bagerst i det splittede sind. En grund til at lade være, det var alt han ville have. En underkastelse, uanset art eller form. Men det skete ikke. Selvfølgelig ikke. Lucifer var ikke svag, til trods for hans krop der forrådte den teori. Han var tvært imod stærkere end det mest hårdføre ædelmetal, og langt mere hypnotiserende end noget andet verden kunne byde på. Man kunne ikke beskrive Lucifer, men man kunne beskrive ting med Lucifer.

Han vidste godt hvad han gjorde, og var pinefuldt bevidst om hver centimeter af hud hans fingrer berørte; hver en sensation der pilede ned af rygraden for bare at få lov at besudle det blege legeme under ham. Og skønt vampyrens ord ikke indeholdt kærlige erklæringer, nød han at høre hans stemme. Det var en forbandelse i sig selv! Denne higen efter noget så banalt som en krop, en lyd, et par røde øjne.

Efter den næst sidste sætning lagde halv-dæmonen sig over den blege krop. Hånden der havde støttet ham og presset ned imod madrassen, ændrede sin position og havde til formål at holde Lucifers hoved ét sted, så denne ikke pludselig besluttede sig for at synke sine tænder i den fremviste nakke og tilrage sig næring. En familiær varme pulserede fra den solkyssede krop; skyllede over den fugtige blege hud og efterlod en overvældende følelse af berøring. Overalt. Deres ansigter ville være overfor hinanden med kun få centimeters afstand, efter Lucifers sidste bøn, med en sådan længslen efter samme i øjnende at det fik de intimiderende gyldne, til at give en svag pulsering fra sig. Han ville da se Lucifer direkte i øjnene imens hans manddom ville skubbe imod vampyrens åbning: varslende hvad de næste sekunder ville bringe med sig af harm. Næsten med en barnlig, sadistisk undren i blikket ville han svare Lucifer’s bøn:
,, Nej.”

Et ganske svagt, triumferende, smil malede sig over de brune læber.
,, Du skal leve Lucifer.”, hviskede han som var det en dødsdom.
,, Om det så tager dig årtier at sulte eller ej.”

Han lænede sig yderligere ned; så hans kind var imod vampyrens, så man kunne mærke hans ånde slå imod dæmonens øreflip.
,, Du kommer aldrig… nogensinde til at dø helt. Halvt måske. Op til flere gange. Og hver gang –”, han pressede sine læber imod den blege kind, ’kærligt’. ,, - vil jeg være der til at genoplive dig. Du for ikke lov at dø med hende.-”, hans stemme forvandlede sig for misledende kærlig og til et passivt aggressiv toneleje. ,, - Du for ikke lov til at dø for hende! Eller som hende!”
Det var det sidste, før de gule tænder pressede sig imod hinanden. Hånden der havde et tag i det sorte hår, knyttede sig. Og den frie hånd greb om vampyrens bløde lår, og skabte mærker i det ellers marmorhvide skind. En mørk vokal satte sig i hybridens strube. Alt sammen idet han indtog Lucifers legeme.

af **Ahngel** Man 11 Nov 2013 - 21:06

Denne døsige form for sikkerhed i Ahngels blik lod sig langsomt visne som Ma’lakels øjne knapt varslede den slags sadisme vampyren var ude efter. Nej… Han ville overgå døden og lade Ahngel gennemtvinges af de endelige prøvelser, som han havde ønsket sig fri af med dette dystre ønske. Ma’lakels afslag var et stik i hjertet i sig selv. Selv efter al den lidelse han havde bragt med sig, var døden ikke længere en mulighed? End ikke efter han selv havde dømt ham til en sultedød i disse kamre? Ahngels opstrammede blik brudtes i småstykker og lukkedes tæt sammen imens han lyttede til den nye dom, fremført og frit fortolket af Ma’lakel han selv imens han med overmod i hjertet grænsede sig op af den næste ydmygelse han kunne bringe Ahngel igennem. Et ubekvemt center af mental sygdom samlede sig i vampyrens korpus, bragt til live af hvad han endnu havde at gå igennem. En sidste grænse Ma’lakel ikke havde tvunget sig over og Ahngels tilsyneladende endelige afsked med al selvejerskab. De lukkede øjne strammedes om sig selv, men udgjorde ikke et frygtsomt ansigtsudtryk. Han bed det nærmere i sig, som et kanylestik, der skulle overstås og var bedre accepteret uden øjnene lagt på nålen. Men der var ikke megen trøst at hente som Ma’lakels stemme gled nærmere og Ahngel mærkede dæmonens ansigt imod hans eget. Han vendte sit til siden og førte begge hænder imellem, hvor de selvfølgelig knapt kunne frembringe et strejf af den styrke han engang havde haft. Selv hans tyndeste fingre havde haft så meget potentiale engang… Og nu? Nu fandt han besvær i blot at holde sin ryg rank og øjne åbne.

Imens han mæskede sig i det selvfremkaldte mørke lod Ma’lakels ord sig svinge som en bøddels økse imod den ulogiske stræben efter den endelige og intetsigende tilstand. Han ville ikke lade ham? Han nægtede ham en død lignende Asmas? Ahngel ønskede ikke en lignende og derfra opsnusede han dæmonens jalousi… Men han var for træt til at bide ordentligt mærke i det og for træt til at se mulighederne deri. Han var for optaget af fremtidssynet om mere smerte, trods det aldrig ville gøre ham klar eller afholden ved dens fremkomst. Det hårde tag i det sorte hår og fingerspidserne, som borede sig dybt ind i huden på vampyrens hvide inderlår var kun en mild anelse om den følgende ’lemlæstelse’… Og Ma’lakel flåede et glastyndt klagestøn fra Ahngels læber som hans egne ville males med sin sadistiske nydelse. Enhver nerve skreg, selv da Ahngels klynk sygnede hen og blev til en stædig sammentrykning af øjne og læber. Hans krop gav efter i et helhjertet sæt som han modvilligt smeltedes sammen med Ma’lakel og blev bestjålet af sit sidste selvejerskab… Men selv her var der knapt en eneste svaghed bevilliget. Ahngel skreg ikke. Hævede end ikke sin stemme, som i få øjeblikke af den ypperste lidelse kun skød hæste prust igennem sine blottede tænder. Hans hoved var drejet væk og hans øjne lukket tæt sammen. Ingen illusion blev tilbage om en udvej, hvis han kæmpede bragt nok. Der var knapt styrke nok tilbage i hans ben til at lade ham gå af sig selv, så hvad var der andet at gøre end at bide det i sig og vente til kun den bitre ømhed var tilbage? En hånd ville dog lægge sig imellem hans eget ansigt og Ma’lakels, forblev det ved dets tæthed – Endnu armeret med skarpe negle og stærke knogler, trods der knapt var den mindste styrke at finde deri! Den anden skubbede imod Ma’lakels skulder, hvor tøj ville rives i stykker i de øjeblikke, hvor vampyrens smertetærskel mistede sin stolthed!

af **Malakel the Vanquished** Ons 13 Nov 2013 - 22:58

Det var en nydelse der blev forfulgt af en usaglig pinsel; indtrængelsen af vampyrens legeme var ikke så ligetil og konsekvens løs som man skulle tro. Det havde en pris med sig, i form af at hvert et stød ville forårsage små flænger. Øjeblikke af en balanceret smerte der gjorde nydelsen mere genkendelig og langt mere eftertragtet. Men det kunne aldrig blive en behagelig elskov for nogen af dem.
Ma’lakel bukkede hovedet nedad, så hans mund og hage pressede imod Lucifer’s nøgne skulder. Hans øjne klemte sig sammen og hans ansigtsudtryk var langt fra et af utopi. Kæberne var holdt i en anspændt krampe, da tænderne endnu blev tvunget imod hinanden, med al den kraft hybridens kæbemuskler besad. Hans mavemuskler blev markeret i øjeblikket hvor han tvang sig ind. Dog lykkedes det ham ikke at give noget verbalt udtryk for eget ubehag – men han hørte Lucifer. Hørte hans sunkne stemmes stædig krav om ikke at lade sig højlydt komponere en hårrejsende lyrik. Det fik hans lem til at dunke i et moment af sexuel opstemthed, fra noget så grusomt som at høre den smukkes monarks gemte lyrik. Lysten var der, til trods for vægteren der dikterede balancen imellem smertetærsklens vold og den bedøvende overflod af endorfiner. Adrenalin begyndte at pumpe sig ud i dæmonens åre. Hans læber separerede sig fra gengangerens skulder og han rettede hovedet op igen. Det skabte en afstand imellem dem, som gjorde det muligt for dæmonen at beskue hans erobring. Men det ønske blev gjort problematisk. For en bleg hånd lagde sin håndflade over næse og mund, og strakte sine fingre op til hans øjne, der ville stirre med en dyrisk rasen ned på den rødøjede monark. Det svage stof der dækkede Ma’lakels skulder blev med lethed revet i stykker af Lucifer’s negle. Den svage modstand blev taget med ligegyldighed fra Ma’lakels side.
Den hånd der havde fat i det blege, bløde, lår lod dets tag blive blidere, ligesom det jerngreb der havde haft fat i de sorte hår tråde. Han stoppede først sin indtrængen da roden af hans manddom pressede imod Lucifers åbning. Herefter gav han slip fra låret og rettede i stedet sin opmærksomhed på den hånd der lå over hans ansigt. Hans fingre lukkede sig om den og ville fjerne den – udfordre alfahannens ikke eksisterende styrke. Deres hænder blev ledt hen til siden af Lucifer’s ansigt.

Øjeblikke ville gå hvor Ma’lakels bryst bevægede sig i opstemte ryk og man kunne fornemme kroppens uhæmmede lyst. Uden den mindste samvittighed, ville Ma’lakel eliminere den sidste del der adskilte dem: deres ansigter. Han lænede sig ned og pressede sine tynde læber imod vampyrens kindben; nervepirrende nænsomt. Bedragerisk kærligt! Hans fingerled, udfordrede Lucifers og forsøgte at bukke dem bagover i en harmløs, selv-opfundet, leg. Man kunne høre hans vejrtrækning. Mærke den slå imod huden. Føle varmen fra hans krop. Et overvældende sanseindtryk af en uvelkommen nærhed! Den bronze-skinnende hud der gled over Lucifers marmor skind. Den ru overflade i hans hænder, idet han legede med Lucifers. Om han hånede dennes forsøg på at skubbe ham væk eller ej, var op til en fri fortolkning. Alfahannen ville da kunne mærke Ma'lakels lyst vokse indeni sig; i meget mere end hvad der før havde været synligt for vampyren at anskue, havde han haft sine øjne åbne. Ma’lakels læber ville søge Lucifers kæbelinje, danse over den med små behændige nap og orale kærtegn.

Han lukkede øjnene: et kort øjeblik dannede der sig en illusion af Lucifers villige krop inde i hans hoved. Det blev klart for ham at hans sadisme og denne grusomhed, var halvhjertet. Det faktum blev foragtet, lige så højt som tanken om at hans elskede Lucifer ville gå i døden sammen med den forbandede engel!

Uden at tænke, næsten uden at tale fik han fremmanet en frygtsom erklæring i en utroværdig kold stemme. Den var stadig underlagt momentets frustration og skindsyge, og det føltes mere som en anklage end et egentligt udtryk om angst.

,, Du for ikke lov at forsvinde.”
Det var de sidste ord, inden torturen begyndte: den velkendte rytme der var kendetegn for kødeligt forfald. Hofterne trak sig i en langsom bevægelse og strakte smerten såvel som nydelsen. Det udfoldede sig som optakten til en storm; først roligt og så tog styrken til – vindens vold og tordenens rasen, der flåede hustage fra gavlen og efterlod kun et åbent skellet. Den mørke hud ville skinne som varmt ædelmetal i rørenes orange skær, imens den blev fugtet af varmen og kroppens forsøg på at nedkøle sig selv. Han åd fra Lucifers skind; overdækkede ham i lydløse hengivne erklæringer, selvom den alt dominerende smerte der jog sig op i vampyrens underliv, sikkert ville fylde mest i dennes tankespind. Ma’lakel derimod lod sig kun svagt høre med mørke støn og hæse vejrtrækninger. Uanset tid, ville overgrebet blive fuldbyrdet og ’den sidste grusomhed’ bragt til sin slutning.

af **Ahngel** Tors 14 Nov 2013 - 23:00

Ahngels fingre blev fjernet nærmest uden den mindste form for modstand. Eller modstand var der nok af, men ikke styrken til at fuldføre hans ønske om distance. Det var en af de store sandheder, som skulle smides ud til alle alt-for-håbefulde sjæle i verdenen. Uden styrke, var der ikke noget at hente længere. Styrke var alt man kunne have at blomstre fra. Et stærkt hjerte? Sind? Styrken i blodets renhed eller styrke i en gennemført vilje. Men hvad var noget af det værd hvis ens krop ikke kunne følge med længere? Så blev man en knapt bevægelig mannequin, som trods god vilje og stærke ambitioner, ikke engang kunne skride ud af sin nuværende position. Ma’lakel havde taget det hele.. Hver en bid i løbet af de sidste par dage – forudsagt at det kun havde været dage. Tiden i kirken kunne sagtens være flere uger siden da vampyren havde mistet al fornemmelse af tid og orientering. Der var ikke mere tilbage af tælle af efter eller at lade sig lede af. Ingen stjerner, som kunne føre ham hjem eller vinde, som fortalte om det kolde nord og varme syd. Han havde kun en vag ide om nat og dag, som var hans vampyriske forbandelses sidste gave til ham, men lige meget hjalp den ham nu hvor han sov mere end nogensinde. Han ville ønske at han endnu sov. At det bare var endnu en vrangforestilling, men denne gang befandt han sig i en virkelighed tæt på dagens rædsler.

Imens Ma’lakel udførte sit misbrug fokuseredes Ahngels tilbageværende styrke på sin stemmes tilbageholdelse. Selv tykt indsmurt i en krybende galskab, forstod han nemt hvor meget Ma’lakel ville nyde tonerne på Ahngels lidelser. Det lykkedes ham ikke. Ikke fuldført. I stedet for dybe og uforudsigelige smertestøn var det dog reduceret til skarpe udåndinger og indelukket åndenød. Små lyde som brød igennem når han ikke kunne fatte omfanget af Ma’lakels pinefulde bevægelser. Ansigtet, som var vendt imod siden var som sømmet fast og ganske uafhængigt liggende trods Ma’lakels hånd pressede sig derimod af sikkerhedsmæssige årsager. Sandheden var, at Ahngel knapt kunne løfte hovedet hurtigt nok til at udføre et voldsomt angreb med kæber og tænder. Ahngels frie hånd ville dog søge forskellige retninger omkring sig, som kunne han finde komfort i en armstrækning eller bare den mindste foranderlighed på hans konstante pine. Alt imens hans hånd ville føres over gulvet ved siden af madrassen, hvor fragmenter af rummets mere skrøbelige genstande kunne findes sparsomt. Lampen var ikke den eneste, som havde lidt under Ahngels vrede den første dag af bevidsthed: Madrassen var kradset åben og fjedre var trukket ud – Stof var revet fra hinanden og selv sort hår fra vampyren selv beklædte gulvenes overflade sammen med glas og indmad fra deres nuværende underlag. Et sparsomt rod, men det var alt han havde været i stand til at afreagere på.
En pludselig følelse af overværelse bragte vampyrens øjne åbne og rettet op og imellem Ma’lakels fingre. Hans blik flygtede forbi Ma’lakels silhuet og imod den smule af loftet han kunne skimte. Dømmende øjne, udfordrende øjne, som dem af en sejrherre, der foreslog sit offer at bede om barmhjertighed. Eller et væddemål – Øjne, som spottede ham og sagde uden ord, at han ikke turde! At han var en kujon! Da vedlagdes Ma’lakels giftige hvisken og den korte tilstand af forundring blev revet væk som et slør, der præsenterede en alt for virkelig farvepallet af smerte. Som brød Ma’lakel hul på noget indefra – knækkede en knogle eller rev en lang flænge i hans inderste – lukkedes Ahngels læber op og jog et skarpt og besværet støn fra sig. Denne gang ganske tydelig og videredelende et ryk i hans krop, som i små eksplosive bidder lod den sidste dyriske styrke rykke lidt på deres positioner… Dog uden at gøre en ende derpå. Ahngel ville fortsat være fanget under dæmonen – Nu med den holdte hånd fast klemmende om Ma’lakels, ikke i et forsøg på nærhed, men nærmere en måde at gøre op for smerten med en personlig anstrengelse, som når man bider ned i et stykke tøj for ikke at bide tungen af sig selv… Igen. Den frie hånd søgte tilbage imellem dem, søgende den samme form for markværdig støtte imens Ahngels hoved forsøgte at rette sig en smule op. Bevægelse! Bare noget, som kunne bringe hans krop en smule trøst! Ingen ville dog finde ham… Og da den mere voldsomme reaktion fra vampyren stilnedes og blev mere regelmæssig med sine små lyde og spjæt, vendte Ma’lakels ord tilbage til ham. Trods han havde følt det værre var han ikke i tvivl.. Trods han havde været tættere på døden, var han ikke et øjeblik i tvivl… Men hvorfor tøvede han så? Han kunne vende det… Bringe det i en mere retfærdig retning, men hvad ville der så blive af dem? En sultedød. Regelmæssig voldtægt og giftige ord?

Ahngels øjne åbnedes igen, pupillerne dirrende og blikket rettende sig imod Ma’lakel. Stumt. Kun reaktionerne på smerten kunne findes deri og en særpræget form for opgivelse. Men han vendte ikke blikket væk benægtende. Han kunne ikke vente til det var ovre og klamre sig til en intetfølende eksistens indtil det gentog sig. Den skæbne Ma’lakel havde tiltænkt Ahngel var desværre for familiær. For velovervejet i andre situationer. Ahngels blik søgte igen loftet efter svar på sine spørgsmål, men han så ikke øjnene igen. Ikke dem, der var så røde som hans egne. I stedet hvilede stjernelignende pletter over loftets slørede underside. Revnerne deri var blot skygger og faldt i et med denne underligt farvede himmel. Han kunne vende det… Men det ville ikke tilfredsstille nogen.. End ikke Ahngel. Måske hans sadistiske skytsengel derimod.. Men nej.
Ikke mere…

Ahngels hånd knyttede sig og løftede sig en smule imellem Ma’lakel og ham. Selvfølgelig fik Ma’lakels bevægelse ned imod vampyren hånden til at følge, men ikke helt medvilligt. Noget sad imellem, men ikke nok til at afbøde Ma’lakels pressende overkrop. Hurtigt og rent. Ahngels vejrtrækning blev hul og uafhængig af Ma’lakels hårde stød. Lang og gispende inden en tilbageværende krampe skød igennem Ahngels krop. Igen ude af takt til det smertemønster Ma’lakel havde skabt for ham. Da ville Ma’lakel være i stand til at mærke hvordan det blev vådt imellem dem, som blev der prikket hul på et vandskind, der var fastgjort deres personer. Det var dog ikke sagen… Lod Ma’lakel sig distrahere af den pludselige fugtighed imellem dem og Ahngels yderligere kropstegn og dermed se imellem dem, ville han finde vampyrens hånd liggende over venstre side af brystkassen. Under den sprang kilden til den klistrede fugtighed og langsomt blev brystet tildelt en løbende rød farve. Nok den sidste af slagsen. Og under hånden og det nye år i hans håndflade, lå et glemt glasfragment fra Ahngels tidligere angreb på dæmonen.. Eller nærmere toppen af det, da resten tilsyneladende var forsvundet ned i Ahngels krop.

Lod Ma’lakel ikke den lille ændring forandre hans fokus ville han i stedet lade sig velsigne af vampyrens langsomt opbyggende fysiske afslappethed og anderledes, mindre tilbagetrykkede, dog langt mere langsommelige, fordeling af smerteudbrud.

af **Malakel the Vanquished** Lør 16 Nov 2013 - 3:21

Kødets tilkendegivelse af det banale jeg, blev gjort til kende under denne blasfemiske kollision af dødt og levende legeme. Hvis det lyder smukt skal det undskyldes, for det er ikke sådan det skal forstås. Det er en blodrød stribe henover et antikt maleri. Et ødelagt arvestykke der har været fremavlet igennem generationers stræben efter en magtfuld perfektion. En perfektion som nu blev perverteret af adel-løse hænder, som udførte et gement hærværk imod kunstværket. Måske skyldtes det en mangel for forståelse af dets skønhed og skrøbelighed? Skødesløshed, sådan som rakkerpak kun kunne udvise. Uintelligente, uoplyste, skabninger med en lav moral og et forskruet livssyn. Men sådan var det ikke. Måske var det netop opdagelsen og åbenbaringen om selve den royale perfektion der fik den lavere stillet tigger, til at ønske denne død? Det var på grund af den fremmede forståelse af den skønhed som denne repræsenterede at rationelle handlinger og tanker blev skubbet væk, i blind skindsyge, vrede eller lyst. En vækning af den dyriske glemsomhed, der fik hjernen til at lukke ned for menneskelig tanke og efterlod en skald af den person der engang havde været. Netop fordi at det almene tyvepak ikke kunne begribe dets gennemførte skønhed. Det blev jaloux, besættelses gal og ønskede et enevældigt ejerskab over det royale. Det glinsende. Det smukke.

Lucifer var denne underskønne genstand. Et objekt for mangt ærefrygt og beundring. Noget der altid havde været udenfor rækkevidde af de arbejds-straffede hænder der havde sit greb i de smukke sorte tråde og om den smalle hånd med de musikalske lange fingrer. Han begravede sig selv levende over den måneskins blege hud og druknede i følelsen af det utopi der kom ved samlejet med den sydeuropæiske skønhed. Det betød næsten ingenting om denne var villig, bare handlingen var gennemført og nydt. Og for det solkyssede kød der havde lagt sig ovenpå det hvidt smilende, var der ikke andet end netop denne fuldkommenhed. Til trods for det regelmæssige jag af smerte som halv dæmonen også led under. Det kuede ham dog ikke, og gjorde ham ikke mindre beslutsom i at fuldbyrde sin forbrydelse. Muskler spændtes i en ekstatisk krampe, imens at hofterne muliggjorde penetreringen af den kalkhvide vampyr. Kroppen simrede af en overflod fra endorfiner – naturens lykkepille. Man glemte anstrengelsen i selve akten og tiden var ikke længere relevant. Der var en sælsom vægtløshed i kroppen der fik den til at føles som et utømmeligt kar, der aldrig lød sig dræne for kræfter fuldstændig. Og for hver påmindelse om den krop der blev krævet, igennem et øjebliks flygtig strejfen over dennes hud eller en overfladisk berøring, lyd eller lugt – blev begæret fodret og lysten voksede. Mest af alt lysten til at høre mere, mærke mere – et behov der ikke kunne tilfredsstilles af uvillige kroppe. Han ville klamres til og tigges, så at han derved kunne føle sig som herre over gengangerens tanker og styre hans nutid, i håb om at kunne efterlade et permanent fingertryk på hans fremtid. Kødelige skævl i ren ekstase løb igennem kroppen, imens at hans læber formede lydløse ord.
Ligesom han skulle til at ligge sine læber om øreflippen og bide ned i dets bløde hud, fik en helt anden fornemmelse pludselig grebet om hans sanser og lugten af blod nåede ham før åbenbaringen om den hjerteknuste monarks mordforsøg. Rytmen stoppede brat, men med en vedvarende lyd fra hybridens opstemte åndedrag. De mørke grønne øjne åbnede sig og rettede sig først imod madrassens overflade, før han trak sig en smule og så ned imod vampyrens nu blødende bryst. De gyldne øjne slog gnister i arrigskab. Han greb hånden der havde holdt mordvåbnet, som nu lå dybt gemt i vampyrens bryst. Jog den væk fra området, nærmest som med et kast før han satte sig op og spejdede ned over det blødende område. Endnu engang var der en tydelig tomgang i hans blik; forvirring blandet med en ukendt følelse – men én ting var sikker, handlingen stoppede det sexuelle overgreb for nu. Derimod rettede han sit fokus på Lucifers ansigt med en direkte ondskab der kun kunne findes i de færreste mennesker. Han sigtede ydersiden af sin hånd og ville slå den sort hårede skønhed på den ene side af hoved; overkindbenet. Et velplaceret slag, der ville få det til at synge kort for det sensitive øre. Dernæst greb han fat i Lucifers skuldre, hejste ham op, så hår spidserne kun lige strejfede madrassen idet han rystede ham voldsomt, nærmest som et desperat barn der var så frustreret at ord ikke længere rakte.
,, Hvad er det du laver?!”, spurgte han arrigt og sammenbidt.
,, Hvad helvede tror du at du laver?! Du har ingen ret! Fatter du det?”
Herefter ville han kaste Lucifer ned imod madrassen igen;
,, Jeg knuser dine forbandede hænder!”, forbandede han lavmælt men introvert.
Han trak sig fra vampyrens underliv for at rive et stykke af lagnet med et åbenlyst henblik på at bruge det til at sørge for at Lucifers hænder ikke længere blev et selvdestruktivt redskab!

af **Ahngel** Lør 16 Nov 2013 - 17:35

Hadet, der skød fra Ma’lakels øjne kunne knapt nå det gradvist fjernere og fjernere røde blik. Som blev et tomrum lige så stille skabt deri, dannende en kold opbevaringsgenstand for dæmonøjnenes torden. Ingen fortrydelse kunne ses i Ahngels ansigt. Bag den åbenlyse smerte var et stædigt blik, som meget hurtigt blev jaget på afveje af Ma’lakels slag imod vampyrens hoved, der for en kort stund bragte ham i en nær-bevidstløs tilstand og førte vampyrens ansigt til den modsatte side af slagets momentum. Hans hoved rullede tilbage med Ma’lakels hejsende bevægelse og de voldsomme ryst gled forbi på samme måde som slaget: Forskudt og mærkeligt bedøvet trods hans fulde krop jamrede sig og langsomt gav efter til en stilfærdig panik. Hans ord bevægedes ligeså. Ahngel hørte ham godt, men lydende kom i brænder, som tonerne efter en kirkeklokke var slået; Hårdt imod hørelsen, men beskyttet af en mærkelig form for boble af forskydning og mumlende lyde. Som var der et lag af vand imellem dem, som bukkede deres stemmer og holdt dem lige foran grænsen til utydelighed. Men han forstod ham… Han benægtede Ahngels rettigheder.. Her af alle steder?

Ahngel mærkede først hans musklers yderligere anger da han var smidt tilbage på madrassen og dæmonens ord udspyede mere harme imens vampyrens behændige kunnen blev immobiliseret. Ikke at han havde styrken til at forvolde mere skade. Ma’lakels stød imod Ahngels krop havde været trykket bag glasset og således den eneste mulighed for at spidde huden og kødet som det skulle. Og nu var det gjort… Og Ahngels hænder skulle aldrig bruges igen. Aldrig spidde eller kradse. Aldrig spille pianoforte eller stryge fingrene over hår, hud eller pels. Ikke mere regn eller sne. Ikke flere lysreflektioner fra malet glas i Point Du Lacs storsale. Ikke flere pensler, penne eller knive. Ikke flere mareridt og dødelige spil. Ikke flere maddiker eller dødt blod. Ikke mere…
Ikke mere…?

Ahngel ville løfte armene imod loftet, hvis han kunne… Sprede dem velkommende og hilse på det sagnomspundne hvide lys. Men han så det ikke. Intet hvidt lys, kun et langsomt formørkende syn. Langsomt slørende og hakkende. Som en spillefilm, hvis kvalitet forringedes imens filmen brændte i projektoren. Her faldt hans øjne igen på Ma’lakels silhuet, som var flerskyggede og ringe animeret. Han kunne dog endnu se ansigtsudtryk og øjne i hans hoved og mellemrummene i hans fingre. Det gik ikke hurtigt nok. Det eneste, som havde sin ønskede styrtning, var blodet, der piblede frem fra Ahngels bryst og mødte sine brøde og søstre i lange, smukke og dybrøde striber ned af hans sider og maveskin – bugtede sig som slanger over skælvende muskelsektioner og bløde kurver. Man skulle tro han frøs, men den milde rystelse blev aldrig bragt til hans åndedrag, der til gengæld var overordentligt militant og tvunget taktfuldt… Langsomt, som mildnede det pinen.

Og da lå han der med øjnene rettede imod Ma’lakels vrede og ulykkessøgende krop. Med stilnende øjne og et ligegyldigt kludedukke-stadie imens hans hænder ville forbindes. ’Point of no Return’, var vel hvad fænomenet blev kaldt indenfor de filosofiske rammer; Dér, hvor al indløsning var for sent og ens sidste beslutning blev sin endelige.

”Ma’lakel…?”

Hans stemme var fattet trods hans blik fyldtes med illusioner. Samlet og underligt spørgende trods det virkede langt nærmere som et simpelt ønske om at sige hans navn. Et mærke dannedes langsomt og blev blåligt over hans kindben – lignende de trykkede mærker over hans lår og hofter. Anden ende af hans ’spørgsmål’ kom ikke frem til overfladen. I stedet forblev han i en stilhed, der syntes smittende over hans ansigtsudtryk med øjne der bevægede sig sparsomt og nysgerrigt på en visuel ændring, som kun han kunne se. Mærkeligt smertefrit udseende dog.. Det ville sige, indtil glasset blev rørt eller lignende. Da ville en forpint og hjerteknusende jammer blive sendt imod loftet. Nok til at overdøve lyden af dunkende rør og dampende udåndinger. Da ville han blive i et med rørværkerne. En del af hvilke maskiner de understøttede… Og fodrende dem med hans hjerteblod og klagestøn.

af **Malakel the Vanquished** Lør 16 Nov 2013 - 18:40

De blege hænder der rakte imod det hvidkalkede loft som var det porten til himmerige og frelse, blev grebet. Derved blev de frarøvet muligheden for at nå det imaginære tilflugtssted og bundet af resterne fra det hvide lagen. En ihærdig forbinding der strammede om Lucifers håndled og ville gøre pulsens dunken mærkbar, var den forøget. Efter at havde gjort det umuligt for ham at yderligere skade sig selv, lod Ma’lakel blikket dale til det åbne sår i det hvide bryst: det så så forbandet surrealistisk ud. Den røde farve der gled ned over et hvidt kanvas og farvede det i sin hidsige ærgerrighed. Hungrende efter at få lov til at omslutte hele det hvide legeme i sin blodrøde favntagelse og forevige Lucifer i en langsom vuggedød. Langt mere fredfyldt end dennes elskede engels bortgang, langt mere ulykkelig end den selvopofrende matriak nogensinde havde formået at være i hele hendes miserable levetid. Om hun blot var død ved fødslen havde ingenting hent. Ma’lakels øjne var udspilede og disorinterede, de faklede over såret med en dominant desperation og mangel på korrekt handling. Det var ikke meningen. Det havde ikke været meningen! Man kunne se det i måden han tøvede på. Hans krop sitrede efter at flå de blege lemmer fra hinanden og høre kødet flække, musklerne revet fra deres slægtskaber og knoglerne knække i en forstyrrende tilfredsstillende symfoni – bare så han kunne få udløsning for den frustration, den vrede der lå til grunde for slaget imod Lucifers kind, torturen af hans underliv og den verbale vold. Han måtte ikke forsvinde. Han måtte ikke ophøre med at eksistere. Blive væk, så verden pludselig føltes so uoverskueligt stor, med så umådeligt lidt indhold! De rasende øjne blev våde, ikke af rummets fugt men af kroppens eget saltvand. Han stirrede paralyseret imod det blødende sår, før den svage oplysning af hans navn fra svage marmorblege læber, fik hans øjne til at vågne. Han rettede sine øjne imod de falmende røde og hans ansigt fortrak sig i en stædig mine. En upåvirket maske der knækkede og fik de grønne øjne til at virke usikre. Hans strube komponerede en vibrerende, mørk, trussel der kom til udtryk i en bæstlig men lavmæl knurren. Han rakte ud for at gribe fat i Lucifers hænder og førte dem op over hans ansigt. Han holdt dem der, imens at de dyriske pupiller lod sig formindske kort. Han så vagtsomt imod det falmende blik inden han greb fat i den lille del af glasset der stak op. Den ekstreme ændring i Lucifers person ved berøringen af dette, fik ham kort til at give slip igen. Han rynkede brynende og sendte det blege ansigt et bebrejdende blik: det var hans skyld! Det var hans eget værk! Ma’lakels fingrer lukkede sig igen om glasset og ville forsøge at rive det op og ud fra dets skadelige bo! Han holdt hans hænder nede og pressede den udøde krop imod madrassen med vægten fra hans egen idet han gjorde det.

Lykkedes det ham, ville han smide mordvåbnet væk og hurtigt presse en finger imod såret for ganske langsomt at lade det brænde; ilde kravlede levende ind i selve såret og brændte alle vægge men holdt sig fra hjertet, var dette blevet beskadiget under selvmords forsøget. Efter det var gjort ville Ma’lakel trække sin hånd fra det nu brændte og ikke blødende bryst sår, der ikke desto mindre så ligeså grotesk ud som før.
,, Det her er din skyld!”, hvæste jætten sammenbidt.
”Det er alt sammen din skyld!”, råbte han anklagende.
Den første og eneste salte dråbe ville slå imod den udsultede vampyrs, forslåede kind.

af **Ahngel** Søn 17 Nov 2013 - 13:56

Hvor han dog ønskede det havde været hurtigt og smertefrit. Hvor han dog havde ønsket at glasstumpen var lang nok til at nå den anden side af hans ryg igennem stikket. Så havde der gået sekunder… Højst et minut i stedet for dette. Men det var gjort og vampyren kunne ikke fortryde, end ikke da Ma’lakel greb hans hænder og foretog en barbarisk akut-operation af vampyrens bryst. Glasstumpen blev tvunget op med pine ætsende ud af vampyrens krop, der knapt kunne huse det kraftige bevægelser han havde ønsket som distraktion: Et sted at lede smerten hen og en sidste komfort i dets brændende midte. Glassets forhenværende titten fra Ahngels bryst havde blot været toppen af et isbjerg og fra sit skjul bragte den blodige tråde og et kantet, improviseret daggerblad. Ahngel hørte det slå imod gulvet og splintres da det var skudt igennem luften og et malplaceret savn opstod sammen med den forvirring, der bragte hans øjne åbne og vidt stirrende selv inden en brændende hånd blev lagt på såret. Man blev igen mindet om hvorfor vampyrerne søgte væk fra ilden under alle omstændigheder: Så let kødet ville brænde – det bad nærmest om det og satte fart på selv en pyromancers ihærdighed. Og med dig fulgte et spor af sølvlignende sandkort og aske, og som tributten dertil ville selv den mest følelseskolde udøde vride sig i smerte og kaste sin stemme imod loft og himmelhvælving. Knivstikket fra glasfragmentet var en ting! En forholdsvis langsom og sikker penetrering af hud og kød, der til trods for stor pine, ikke bredte sig som en steppebrand, men lod kroppen glide langsomt tilbage imod sin dødelige bedøvelse. Ild derimod… Dens forskel til den ’normale’ blodsudgydelse var mere end tydelig. Som var vampyren pakket i et naturligt skind af gasolin. Og hvad der var endnu mere tragisk var, at han ikke engang kunne bringe sin krop friheden i at vride sig således. Som hjalp bevægelsen i en sær måde udover at søge en flugt. Den eneste flugt, som var værd sin frihed, var vampyrens stemme, som sikkert ville nå udenfor de krakelerede vægge og rejse som ekkoer igennem rørgangene og ventilationen.

Tilbage lå Ahngel med ansigtet vendt imod ingenting. Brændt, spiddet, voldtaget og drænet. Var der mere der manglede i hans fysiske lemlæstelse? – Sådan spurgte han sig selv uden ord, men med svagt bevægende læber. Alt imens Ma’lakels beskyldning faldt imod Ahngel, der vendte hovedet langsomt imod ham. Sølvasken havde skabt sit tag i luften omkring dem og få, distraherende korn satte sig i Ahngels øjenvipper og under dem bevægedes næsten sorte øjne sig for at undersøge Ma’lakel, hvis tåre havde ramt Ahngels mælkehvide kind. Han havde fået øje på noget usædvanligt, men det havde ingen betydning som det var nu. Men det føltes ikke rigtigt. Ikke endeligt. Nærmere afventende trods han kunne mærke blodet krybe fra et endnu beskadiget indre… Og da han åbnede hans mund igen fandt det sin vej – ned af hans kind og hals i en diskret, rød linje.

”Ja det er...” svarede han i en stemme der havde besvær med at holde sit fokus. Eller nærmere hans hoved. ”Tand for tand.” tilføjede han trods han havde mistet sammenhængen. ”Men du kan være rolig… For jeg kommer ikke samme sted som hende.” De mørke øjne førtes igen imod loftet.

”Ma’lakel…?” Han lod blikket falde og lukkede øjnene. Hans ansigt tonedes en smule af en ufysisk smerte. Her ville man søge en tåre fra hans øjne, hvis hans tårekanaler ikke var tørrere end hans ødelagte brystkasse, hvor glinsende støv prøvede at dække over uhyrligheden ved hans brandsår: Formen var hugget ind i og hvad der engang havde været den venstre brystvorte var nu et sølle hint af en forhenværende normal form. Alt forkullet og endnu brændende ifølge de små hop i vampyrens stemme og sammentrækninger i hans ansigt.

”… Ved du hvorfor?” …

af **Malakel the Vanquished** Søn 17 Nov 2013 - 19:42

En blodige arv fra ukendte forfædre ravlede igennem hybridens årekar og truede med at sprænge sig selv, i et desperat forsøg på nedkøling. Det skabte et brusende tryk inde i hovedet, der arbejdede på at flække Ma’lakels ranie og permanent lade ham dø ovenpå gengageres bryst. Den blege alfa, havde på dette tidspunkt allerede sygnet hen til et gennemsigtigt gespenst. Et hjemsøgende fantom vis krop var blevet uretfærdigt forulempet. Hans lagesang var blevet rørt på den anden side af rørene og kastet videre til de mange gange og andre rum der befandt sig deri. Men ingen kom. Ingen fodtrin kunne høres på den anden side og ingen god samaritaner ankom for at befri Lucifer, ej heller viste den sort klædte personificering af døden sig, for at vise ham det endelige mørke og Lilliths sidste velsignelse for den udøde race: den sidste søvn.
Vrede. Vrede overtog alting som en steppebrand inde i jættens hoved. Han så ikke længere på Lucifer efter at have råbt sine anlager. Han lænede sig tvært imod forover, med sine håndfader trykker imod madrassen så den bøjede nedaf. En arm på hver sin side af den forslåede og misbrugte vampyr. Hans hoved hang ned fra hans skuldre, som var hans hals ledløs. Man kunne ane skulderbladendes bakker på den muskuløse ryg og fornemme en benægtelse af tanker, sandheder! Hans øjne var lukket i og det spændte kæbe parti hintede om tændernes kollision med hinanden. Frustration, desperation – de tog alle sammen overhånd. Inde i hans hoved var det ikke længere un Lucifers skyld; det var englens fordi hun absolut skulle dø så fandens romantiseret, Kilias fordi kællingen var død under fødslen af det uønskede afkom, Vladimirs fordi han havde prædiket at Ma’lakel skulle ligge sin opmærksomhed på samværet med den belastende horeunge - og nu skulle Lucifer så også til at forsvinde. Der var ikke mere tilbage at jagte eller længtes efter, der var ikke mere at tage af. Nu var glasset tomt og verden i sig selv tabt. Så ulideligt stor, med så smertende lidt indhold.
Men så kom Lucifer’s stemme. Den greb om struben på Ma’lakels opmærksomhed og tvang ham til at lytte, selvom han ikke længere ville. Han vigede mentalt fra den virkelighed han selv havde skabt, velvidende at det netop var skabt i hans billede, og hans billede alene. Men Lucifer erkendte sin skyd. Jætten så op med blanke øjne, hvor det æggehvide øjeæble var tynget af små røde tråde af blod. Der var ingen hjertesorg at hente i det tomme ocean der forevigt afspejlede de vinduer man så ind af i håbet om at få et glimt af den forrådnede sjæl, der stædigt husede en krop der skulle være forgået for mange århundreder siden. Det var Lucifers skyld? Tand for tand? Pupillerne indsnævrede sig ved benævnelsen af englen igen. Hun var stadig uberørt, stadig den helgen vampyren så hende som, og Ma’lakel havde ikke rykket på den illusion det mindste. Frustrationen tog til og der manglede ikke mere før Lucifer fik skubbet hybriden over hende en kant. Hans navn blev sagt, som var det en sidste erklæring om en synd inden det sidste åndedrag og Ma’lakel stirrede usympatisk på den lidende vampyr. Hans krop rystede i mindre spasmer fra et ødelagt sind der slog gnister. Det sidste spørgsmål blev ham givet og han svarede uden den mindste tøven i sin krop, i sin stemme:

,, Hold kæft!”, hviskede han ildevarslende.
,, Jeg er ligeglad med dit patetiske savn til den rædselsfulde kælling! Hun er vel sagtens kommet til himmerige inde i dit hoved og du skal til helvede, og så kan i aldrig være sammen mere. Hvor trist! Og hvor FUCKING TRAGISK!”, råbte han i et øjebliks blind psykose af vrede.

Han kunne ikke holde det ud! Tanken om hendes vigtighed! Hendes favntag over noget der var hans. Og nu var det ligegyldigt hvor meget han selv havde længtes, overvejet og ganske stille lidt. Han var skurken i foretagendet, så selvfølgelig var der ingenting i hans bryst. Han besad ikke ting som savn, længsel eller sorg. Kold-hjertet, det var hvad Lucifer anså ham som. Tog ham for at være. Og ganske vist hans handlinger bekræftede alting, for det var sådan det skulle være. Det var det vampyren ville have; en syndebuk. En forbandet Judas!

af **Ahngel** Søn 17 Nov 2013 - 20:47

Et sekunds ærlighed blev skudt væk fra Ahngels læber som Ma’lakel afslog oplysningen.. Og kun få øjeblikke efter ville Ahngel langsomt glemme at han havde spurgt ham. I stedet betragtede han dæmonen imens en overophedet vrede flød fra hans læber. Tragisk? Nej. Nærmere retfærdigt. Var der et himmerige, var der ingen af hans slags og var der et helvede, så han frem til en lettere tid. Et andet liv derimod. En ny bevidsthed. Den slags blev ikke givet til de udøde. De havde allerede opbrugt det og takket nej, ligegyldigt om de var dødfødte eller omfavnede af forbandelsen fra en hengiven eller grusom mester. Nej. Ingen kirkeklang eller hvide liljer. Ma’lakel… Hvorfor smilte han ikke triumferende nu hvor han havde taget alt? Brækket alt og brændt alt? Hvorfor var der endnu ikke et smil på hans tynde læber? Hvorfor kun vreden? Ahngel forstummede efter Ma’lakels tale om himmeriger og længsler og den eneste lyd der var tilbage ville være den ujævne ånde. Hans hænder bevægede sig i sit fængsel – Måske for at række ud efter noget eller nogen, men det var ikke en mulighed.

Der kunne være værre måder. Langt mere smertefulde måde.. Og langsommere. Grimmere. Gid han dog kunne sende Jean en tanke først. En der bad ham om ikke at lede efter ham og en der indstillede alle Ahngels projekter. En sluk-knap, som kunne overlægge hans livsværker i mørke og glemsel og som ville holde hævntogterne ufærdiggjorte og soldaterne utilstrækkelige. Det ville nok have været grunden til at Ahngel ville falde ned i helvedet i stedet for at finde nøglen til himmeriget og i så fald passede han og Ma’lakel vel til hinanden. Han var uværdig fordi hævngerrigheden, sorgen og utilstrækkeligheden ikke kunne gøre ham kold og grusom. Han burde have taget Ma’lakels hals da han havde ham i sin magt. Han havde den største fordel i verdenen og han lod den slippe. Og hvorfor? Fordi han var en kujon eller fordi han ikke kunne bære at finde gruset fra sin sidste sokkel. Så hellere lade sig selv knuse når de ikke længere kunne bære.

Ahngels sorte øjne forvrængedes i en tydelig hjerteknust stand. Havde han haft energien i sit sind og blodet i sin krop, havde han nok været vred – rasende udenfor skalaen og glasset havde søgt Ma’lakels hud flere of flere gange i forsøget på at vende effekten. Men han kunne ikke og der var ikke længere nogen grund til at fremvise styrke når alt af værdi var taget. Det var ironisk. Ingen af dem kunne se de bagerste refleksioner af hinanden og nu slog det dem ihjel, begyndende med vampyren, der forberedte sig på den forkerte søvn end den der ventede ham. Logikken kom og gik og øjnene mistede og genfandt deres fokus og støttepunkter – følelsesudtryk og smerteudbrud. Alt begyndte at fade og kæmpe for at beholde sig selv. Som en lampe, der næsten går ud, men udsender mange lysblink inden pæren springer. Sådan lå personen i vampyrens øjne. Og i en sådan bakkedal af sammenhold på situationen og manglende koncentration ville vampyren tale, uafhængigt skiftende til sit modersmål og blinkende ulideligt langsomt.

”Pour...quoi..? N’avezvous.. pas revenir..?” En krybende bedøvende følelse greb ham fra mellemlivet og spredte sig, foresagende et nærmest lettet suk fra vampyrens side. ”…Pour. Moi.” Alting kunne have været anderledes. Ingen ring, ingen drab, intet savn, ingen hævngerrighed, ingen kirke eller afstand. Ingen dødsdom som sidste sanktum. Og nu hånede de røde stjerner ham og lod den fulde måne miste form og blive aftagende. Små bevægelser afdæmpedes og smerteudtryk faldt i samme retning. Efterlod vampyren blødende langsomt fra munden og underlivet, men ikke længere læggende mærke til smerten. Øjnene søgte loftet, som stirrede han imod en tredje person i rummet, men som bare var en af de tykke revner i bebyggelsen.

af **Malakel the Vanquished** Søn 17 Nov 2013 - 21:29

Lydløst begyndte diverse giftspore at sætte sig i hjerne og trykket blev ubærligt. En brusende lyd, der mindede om bælger eller trætoppe grebet af en hastig vind. Den sang for jættens øre og halsen begyndte så småt at lukke sig sammen. Han trak sig væk idet Lucifer ikke sagde noget med det samme. Først satte han sig op, derefter fandt de straffede hænder vej til den dunkende skalp og de tykke fingre gemte sig imellem hårtrådende. Han lukkede øjnene og rynkede brynende som gav han efter for en ulidelig hovedpine og stille væltede han forover, så panden ville ramme gengangeres mave skind, lige inden ribbenene begynder og indikere brystets form. Den muskuløse ryg skabte en bue idet han gjorde det. De bøjede overarme strakte den læderbrune hud til dets yderste, så det blev spændt over de tydelige muskler. Det mørkebrune hår løsnede sine sammenfedtede lokker, der skød ud fra siderne i et asymmetrisk og tilfældigt mønster. Kroppen krampede og svage skævl blev forårsaget af den manglende vilje til at bruge den galskab der var kogte i hans åregange. Brint, gasolin, der længtes efter at blive antændt og sætte rummet i brand. Men det skete ikke. Den sorte tatovering bugtede sig næsten legesygt for et hvert blik, men den slangede sig ingen steder hen. Halsen lukkede sig og hjertet begyndte at banke i en ubehagelig hastig rytme. Man skulle tro Ma’lakel stod foran en hær, overfor en længe ventet frygt han ikke turde se i øjnene. Men det var ikke frygt, men angst der drev halsen til at lukke og hjertet til at hamre som hundrede vilde heste. Hans sind blev fyldt med alle de sygelige symptomer og Lucifers ord på hans modersmål blev i en tid Ma’lakels tilflugt. Han forstod ikke hvad der blev sagt. Han regnede med at det omhandlede den rød hårede angellic, eller også måtte det være en sidste bøn inden deres begges henrettelse i skærsilden.

Ingenting ville ske, Lucifer’s øjne ville få lov at vandrer i en tid hvor alting var stille. Kun lydende fra rørene og de svage lyde af Nicors skrattende klør over dem, idet den pilede frem og tilbage for at prøve at ligge mærke til om der skete noget, men den kunne bare ikke se det. Der var et tomrum, et hul hvor tavsheden var de sidste ord der ville blive talt inden stormen ville tage til eller over var den et tegn om at stormen allerede havde lagt sig?
En af hænderne blev taget fra sin plads i det fedtede hår og ledt til det skyggede ansigt imod vampyrens mave region. Ingenting kunne ses men lugten kom som en forførsk pan der spillede en afslappende tone for at lokke småbørn til sig. En krydret aroma der ville sprede sig i rummet med det samme og blande sig med duften fra varm metal og rust. Og inden længe blev et blødende håndled rakt imod de blege læber og trykker derimod; skulle vampyren nægte at indtage det varme blod, der næsten ville skolde munden og halsen idet det blev slugt. Men det ville sprede sig inde i Lucifer, tog han imod det. En steppebrand der var så voldsom og magtfuld at dets varme ville få et hvert udødt hjerte til at banke. I et desperat forsøg på at pumpe det ud igennem kroppen.

af **Ahngel** Søn 17 Nov 2013 - 22:20

Hvad der skete følgende var en oversmørelse af farver og bevægelser. Rungende lyde og den snigende følelse af at falde igennem madrassen, gulvet og ned igennem jorden indtil man faldt ud på den anden side, opstigende fra havet og ud i himlen. Havde han endnu ville række hans hænder op, kunne han slet ikke bevæge dem eller mærke den sitrende og spindende fornemmelse. Hans mund stoppede med at bløde og hans inderste kamre syntes at fryses til, selv uden frost. Som om tiden langsomt stoppede i hans krop, ventende med hovedet til sidst.

Skyggen af en duft, som normaltvis fik hele kroppen til at sitre med liv bragte Ahngels blik et mål – en stirren, som havde mere personlighed end førhen, men kun svag og forundret over duften, som om han ikke vidste hvor det kom fra. Og samme reaktion blev dannet som et blødende håndled blev presset imod vampyrens læber, der mistede sine øverste hudlag i kontakt til det skoldende blod. De lange vipper sitrede som en langsomt påmindelse hamrede imod vampyrens aftagende sanser og tanker. Han kunne ikke rigtigt placere det, men han brændte for det. Så meget at han fandt sig selv falme før tid og smide sin sidste bevidsthed imod det. Vampyrens øjne sprang. Ikke fysisk, men i sin farve, der lod sig overtage øjenæblerne i helhed og forvise det hvide indtil denne handikappede blodrus forekom. Men reflekserne stemte ikke overens og Ahngel bevægede sig som i slowmotion da han pressede læberne imod dæmonen håndled. Han bed ikke. Hans læber skiltes og hjørnetænderne udvidede sig yderligere fra deres rødder, men han kunne ikke samle sig om opgaven. Det var som havde han glemt det helt basale – det mest naturlige drifter. Enten det eller også havde han simpelthen ikke styrken dertil. En lang indånding stjal dog den himmelske duft og den rødlige tunge gled fra munden for at bevæge sig over det blødende sår. Man kunne ikke vide sig sikker grundet øjnenes pupilløse facon, men Ma’lakel ville kunne fornemme Ahngels øjne på sig samt et gram forståelse i de ellers dyriske, trætte øjne. Et øjebliks menneskelighed, som søgte ud efter Ma’lakel og accepterede gerningen. Usynlige hænder ville bevæge sig over Ma’lakels kind – kærlig og utilgivelig langsomt. Hvor den kom fra og hvor den blev af, var ikke til at rode bod i, men det næste var, at håndleddet blev kysset i stedet for bidt. Ahngels læber pressedes derimod – Ikke for blodet, men huden inden vampyrens ansigt faldt til siden og øjnene flyttede sig. Nogle minutter før, og føden havde været i stand til at bremse den vampyriske krops nulstillelse. Sin naturlige form for ’vinterhi’ hvor der ikke længere var nok blod til at tage vare på kroppen… Men Ahngel trådte over grænsen og blev bragt væk til hvor der ingen smerte var længere og ingen Ma’lakel. Ingen ulidelig trykken i hjertet, som blev et fingerbøl presset imod hjertekamrene i fare for at prikke hul derpå når trykket blev for meget. Ingen røde stjerner over hans hoved eller en dystert smilende aftagende måne. Men hvorfor smilte den når døden ville være den eneste tænkelige bremse for dens sjov og morskab? Det ville ikke få den til at smile.. Det ville for en gangs skyld gøre den stum og utilfreds.

Han stirrede på en maddike i skyggerne og mærkede sit hjerte briste. I det øjeblik hvor han troede at han skulle dø, mærkede han saltet i Ma’lakels tåre. Hvad opgav han yderligere for at miste alt savnet og hukommelse? Han havde aldrig været bange for at dø… Ikke før nu. Men man kunne ikke se hans frygt. Kun en svag dirren i hans øjne inden de ligeså mistede bevægelse og øjenlågene faldt halvt over blikket. Irisserne tog sin normale form som de gjorde. Det lille sølvkorn fra hans øjenvippe faldt ned over den spidse næse og videre ned på madrassen, hvor mørkt blod stadig blev opsuget.

”….”

Ahngel blev efterladt livløs, men trods tid ville gå, var der ikke udsigt til forrådnelse. Kun en langsom forringelse af hans underskønne helhed. Og indeni lå en kerne af umarkeret bevidsthed, som sikkert og vidst havde omfavnet ideen om døden. Begrebet. Og mørket lignede den jo. Ubevidstheden lignede, men der var ikke nok intelligens at hente i denne sorte drøm – Man kunne ikke se bag skyerne, der blot omkransede et udtømt sind. Ja, han var meget død, men blot i skindet, desværre for hans ivrige forsøg.

af Sponsoreret inhold