Back from the dead - Mimi Jackson

Regnen trommede lige så stille imod vinduerne på husende der stod i en lang række ned af gyderne, små plask kunne høres når dråberne ramlede ned i vandpytter som der samlede sig i store plamager rundt omkring på asfalten. En sort støvle trådte ned i en af vandpytterne, som udgjorde at det sprøjtede rundt omkring støvlen, da dråberne allerede gled ned af det lange skaft. En kat der rumsterede rundt i en skraldespand for at lede efter noget mad, var at høre lidt længere henne, men ellers var det en meget stille aften. Med hænderne stukket ind i læderjakkens lommer, forsvandt skikkelsen ind i skyggerne så den ikke var at se længere. Nu lå gyden fuldstændig øde, eller gjorde den? Man kunne aldrig være helt sikker når man befandt sig i disse områder af Di Morga, og alligevel var der så mange der valgte at mødes her?

Skikkelsen dukkede frem igen lidt længere ned af gyden foran en dør, øjnene flakkede fra side til side for at sikre sig at der ikke var nogen som fulgte efter hende og bankede så tre gange på døren, en skive blev trukket til side, og to skov grønne øjne kiggede ud af aflangt firkantede hul i døren, hvor efter en dyb stemme kunne høres.
,,Hvem der?''

Skikkelsen sukkede, og himlede med øjnene helt ærligt hvem havde de ellers regnede med det var? Munden lavede et lille twist for at vise at dette bestemt ikke synes dette var tilfredsstillende, men lod så de slanke fingre fange hætten som var blevet trukket hen over hoved og øjnene for så at hive den væk fra ansigtet. Dette afslørede tydeligt at skikkelsen var en kvinde, med håret trukket stramt tilbage i en hestehale som der lå ned af hendes skulder og fortsatte videre ned af hendes jakke over brystet. Hendes ansigt var aflangt hvor man tydeligt kunne skimte de høje kindben. Læberne var fyldige, og glitrede en smugle fra det sidste lipgloss som hun havde putte på. Hun fugtede hurtigt læberne, og lagde hoved lidt på skrå.

,,Evelyn? Jeg har en tid med Greg'' sagde hun uinteresseret, men næverne blev knyttet i jakken. De grå øjne, hvor det grønne spillede rundt omkring hendes iris kiggede stift ind i de grønne øjne, hvor hun kunne se at dens iris udvidet sig en smule da personen hørte navnet Greg, om det var af frygt eller om det var overraskelse var ikke til at vide, men lågen blev skubbet til. Hurtigt efter kunne man høre hvordan en masse låse blev slået fra, ind til at døren endelig blev åbnet. Manden trak døren helt op mens hans ryg blev presset imod væggen så hun kunne komme forbi ham. Manden var et hoved højere end hende, langt blondt hår der var blevet hævet op i en knold, et stærkt karatisetisk ansigt, med høje kindben, smalle læber, og stærke grønne øjne som skinnede igennem selv i mørket i hallen, der kun var oplyst af en lampe der ikke virkede ordenligt. Han var iført en rød skovmands skjorte, og nogle stramme blå jeans og støvler. Dårlig så han da bestemt ikke ud, hun smilede kort da hun kunne mærke hvordan at manden betragtede hende når hun gik forbi, det var ikke fordi at hun havde de fleste former, men et par gode jeans gjorde der underværker. Inden hun var gået fra lejligheden, var hun trukket i nogle stramme grå jeans som fik selv den fladeste røv til at se rund og flot ud. Hun vente hurtigt hoved imod manden med et hævet øjenbryn.

"like what you see?'' sagde hun med et grin, mens at manden ikke kunne lade være med at sende et kækt smil tilbage, inden han vente sig væk fra hende for at låse døren igen, well hun kunne da bestemt lide hvad hun så. Men der var ikke tid til at gå videre med den idé, og ventede på at han var klar til at følge hende videre igennem korridoren og hen til Greg, en gammel bekendt som der før havde trukket tjenester fra hende når det kom til støre penge deals. Havde hun ikke udtrykkeligt sagt sidst de sås at hun ikke længere var interesseret i hans jobs? Hun var færdig, med alt det kriminelle sidste arbejde han havde givet hende havde betalt hende så godt at hun ikke havde behov for at arbejde i meget lang tid, og alligevel havde hun sagt ja til at mødes med ham? Hun sukkede og rystede på hoved, old habits die hard, tænkte hun for sig selv og rullede lidt med skuldrene.

,,Greg er her inde'' sagde manden som havde lukket hende ind, hun sendte ham et smigrene smil, og lagde hånden på hans brystkasse, hvor hun næsten måtte lægge låg på et grin der var på vej ud af struben da hun så hvordan at han spjættede ved hendes berøring, stillede sig på tå og lændede sig imod hans øre og hviskede sagte ind i det:
,,Hvis du har lyst er jeg at finde på den glade sigøjner senere''
,,Lad den stakkels mand være Swift og få din søde lille røv her ind, vi har ting vi skal snakke om!'' lød det inde fra døren, hun slikkede sig hen over læben, og trak på skuldrene. Hendes hånd blev lagt på dørens hårde træ og skubbede den op.
,,Du giver mig hellere aldrig lov til at have det sjovt Greg'' sagde hun og betragtede den lige så flotte mand, bare ham her var en del mere sofistikeret end manden med det lyse hår. Manden hvis navn var Greg sad foran hende, med blikket rettet imod en masse planer af huse, hvordan deres rum var opdelt alarmer og ting der var værd at vide når man skulle bryde ind. Han havde kort klippet brunt hår, hvor pandehåret lagde sig hen over det venstre øjenbryn. Skægstubbe var at se på ansigtet, som var udstyret med en stærk kæbe, en smal næse og nogle gennemtrængene skindende grå øjne hvor man næsten havde det som om at de kunne kigge igennem ens sjæl og opsuge den hvis man kiggede for længe i dem.

Hun sank en smule spyt og trak hendes læder jakke af, for så at smide den hen over stolens ryg og plantede så røven i sædet.
,,Hvad så Greg? Jeg tror jeg gjorde det meget klart sidst at jeg ikke ville hjælpe dig længere'' sagde kvinden irriteret og lagde armene over kors.

,,Tsk tsk, min gode Evelyn.. Eve, vi ved begge at du har lige så meget brug for dette job som du har brug for at få lov til at synge.'' Greg rejste sig op, og tog sig ikke af at hun sendte ham nogle dræbende øjne over at have brugt hendes fornavn, han vidste hun hadet det, og trods hendes had til det navn som hendes mor havde skænket hende havde hun ikke kunne finde styrken til at få det ændret.
,,Jeg har de penge jeg har brug for, hvorfor fanden skulle jeg været interesseret i at lave flere jobs for dig? Sidst, så vidt jeg husker så advarede du ejeren, og jeg ende med at bruge 2 dage i fængsel, TO DAGE!'' Greg stillede sig bag hende, og lagde hænderne på hendes skuldre, for så at bevæge hoved ned imod hendes øre og hviske ind i øret.
,,Så vidt jeg husker så gjorde jeg båd på det.. ikke også?'' hvis man ikke skulle vide bedre, skulle man næsten tro at Eve's kinder blev en smule røde. Hun hvæsede af ham og skubbede hænderne væk.
,,Hvad er det så du har brug for at jeg stjæler denne gang?'' mumlede hun stille, og gad ikke indrømme at hun elskede dette job, den adrenalin som der pumpede igennem hendes åre når hun fuldførte et godt stykke arbejde, det var en følelse man hurtig blev afhængig af.

Greg grinede triumferne
''Jeg vidste der ikke skulle meget til at overtale dig, men før vi begynder, så er der lige en sidste gæst jeg venter på inden at vi kan begynde.'' Eve hævede det ene bryn men sagde ikke yderligere, fiskede i stedet sin cigarret pakke frem, en smøg blev hurtigt hævet ud af pakken og sat i mundvigen, men inden hun nåede at finde sin lighter havde Greg allerede skabt ild for hende, hun kiggede op på ham med sine øjne og blev et kort øjeblik fanget ind i hans smukke øjne der tiltræk hende mere end noget andet. Hun sukkede kort og sugede så til for at tænde hendes cigarret, og måtte lukke øjnene af nydelse da den velkendte røg flød igennem hendes hals og ned i lungerne. Nu var der jo intet andet at gøre end at vente på denne mystiske gæst dukkede op.

Det var en regn musical at komme ud i dette stormvejr af en regn, de konstante trommende lyde der varierede for hvor hårdt slaget var, genkaldte en form af afrikansk stemning i sindets tankeværk. Det var lige før man kunne hører de afrikanske stemmer, og med et udbrød Toto’s velsignede sang Africa, i hovedet og en rolig, atmosfærer kunne ikke undgå at blive skabt i kroppen. Hvis de trommende lyde, havde været noget mere rytmisk, ville folk sikkert springe frem fra hver en krog og begynde at danse den ene sydafrikanske dans efter den anden. En form for hyldest, til regnens hårde smæld, der blev ved med at kredse rundt omkring en hvilken som helst skikkelse, der nu vovede sig ud i dette våde spektakel. Selv de mange gadehunde forsøgte at søge læ et eller andet sted. Dog dem der var på udsultningens rand, trodsede sine egne hadske idéer, og ledte i hver en afkrog for at få noget i maven. Det virkede næsten helt unaturligt, og en hver med et dyrehjerte i sig, ville sikkert tage dem alle med sig, tilbage til enten lejlighed eller hus, for så at fodre dem til de sprækkede. Det virkede så længe siden det sidst havde været et så dårligt vejr som dette. Det ville bestemt ikke være en utænkeligt hvis det blev ved, og havnen blev oversvømmet. Det havde jo været sket før, så hvorfor ikke nu, hvorfor ikke i morgen? Det var skam kun et spørgsmål om tid, før end folk ville jamre op omkring den næste store dommedag.

Det ene plask efter det andet bekendt gjorde at der var en skikkelse der luskede rundt i gyderne. En hvilken som helst person ville sikkert ikke betro sig til denne skikkelse som nu vandrede afsted sent om aftenen, de fleste ville sikkert beregne vedkommende som en pusher af en eller anden art, for ikke at tale omkring den ellers mørke beklædning vedkommende bar. En kort mørkebrun slidt læderjakke, med en sort dyb hue, udgjorde noget af hendes beklædning på overkroppen. Inden under, bar hun en sort nettrøje, som havde en mørkegrå top inden under. På underdelen var nogle velklædte lysegrå skinnyjeans, som selvfølgelig var total gennemblødte, men hun var ligeglad. Faktisk skulle hun kun lige se på en gammelkunstners lejlighed, beregne afstanden mellem boligblokkene. Så vidt hun kunne se, var der omtrent 3,5 meter imellem. For en altan til en anden altan omtrent 2,8 meter. Dette ville være en fin afstand for en kastekrog, så man kunne sagtens glide på langs med snoren, uden det krævede en større afstand. Beliggenheden var helt fint, og var givet vis kun, nogle fem minutter væk fra hendes egen lejlighed, dette betød givetvis at hun kun havde en fem sekunders teleportering væk.

De krystal blå øjne opdagede en skikkelse længere fremme, velkendt som den dog så ud, betragtede hun den med stigende nysgerrighed. Det var vidst ingen hemmelighed mere, at kvinden der gik der, med de høje kindben, og det let firkantede, men en smule spidse ansigt havde en kæmpe umættelig træng til at vide alt, om alle; men lige dette var en ganske særlig lejlighed, eftersom denne skikkelse førte an imod den vej hvor hendes eget møde fandt sted. De korte spinkle ben fulgte efter skikkelsen ind i gyden imens hun betragtede den mindre ballade der foregik. Og med et var skikkelsen inden døre. Vedkommende bagved døren, krævede sikkert at man skulle have særlig tilladelse før end at man kunne få mulighed for at træde indenfor. Og hvem nu om dage ville da ikke også det? Der foregik så meget i denne by, at man nærmest hellere skulle kalde det for et mindre land. Di Morga, var hel genre for sig selv, det lignede ikke alt det der foregik uden for byens egentlige grænse, det havde sine egne kampe, krige, nationer, og hemmelige gåder som man egentlig ikke burde lægge sig ud med.

Dog vidste hun hvor denne dør egentlig førte hen, hun vidste hvem der var bag den, og hun var ganske sikker på hvem der netop lige var gået ind ad den. Med et kort suk, knækkede hun nakken inden hun selv gik hen imod stedet. Faktisk havde det hele tiden været planen af at hun skulle mødes med Greg igen, selvom hun aldrig havde brudt sig om ham, hun havde ikke brug for ham, hun havde sin egen investering, men han havde sagt det var vigtigt; at der lå gode penge bag det, og hun ville blive rigt belønnet. Desuden sagde kvinden sjældent nej til penge, bestemt ikke for hendes egen fornøjelses skyld, men hun nød at bruge penge på bedre udstyr når det var hun var ude og finde nye malerier. På den måde havde hun også en meget bedre tilgang til at kunne bryde ind. Hun havde allerede sat sig for et mål med en trådløs deaktivering til tyverialarmer, eller bare alarmer i det hele taget. På den måde slap hun for at kontakte folk inden for diverse brancher som også handlede fra hende på det sorte marked, mest af alt fordi hun så skulle give dem en sum af pengene, hvilket hun aldrig havde brudt sig om. Hvis der var noget som Mimi Jackson rent igennem hadede, var det at dele sine penge op, og give ud til andre. Hun ville under alle omstændigheder selv beholde alle sine penge.

Gyderne sang en sidste sang for kvinden inden hun begav sig hen til døren, og bankede atter på, den lyshårede mand kom til syne endnu engang, og brummede et; ”Ja?!” som om han var irriteret over de konstant kommende gæster. ”M. Jackson, Greg og jeg har en aftale..” svarede hun køligt, og betragtede ham med sine isblå øjne. Hendes hud passede perfekt til, bleg, kold, og lettere irriteret holdning. Manden mumlede et eller andet og åbnede igen døren for vidt gab. Mimi trådte inden for, skrantede kort hendes omgivelser inden hun kastede et blik på manden, ”Hent mig et håndklæde og noget kaffe.” befalede hun inden hun gik ind til det næste rum, men stoppede så i døråbningen og kiggede frem og tilbage på Greg, og hendes tidligere elsker Eve. Hvilken fantastisk oplevelse hun dog havde fået sig anskaffet. Hendes næver blev kort knyttede næverne. Dørvagten kom hende til undsætning og gav hende håndklædet hvor efter hun tørrede sine lokker, og derefter noget af sit ansigt, imens hun satte sig over på en stol og knaldede benene op på bordet. ”Fantastisk genforening hva’, G?” Svarede hun pisse irriteret, og havde lyst til at trække sin pistol og skyde knobben af ham. Håndklædet blev lagt til hvile på nakken, inden hun kiggede frem og tilbage imellem dem begge to. Evelyn som var hendes tidligere elsker, deres brud havde ikke haft det bedste afkast, og Greg gjorde det ikke ligefrem bedre.

Manden som havde stået i døråbningen kom tilbage med den kop kaffe som hun havde bestilt, og hun kunne mærke det prikkende stikkende blik fra Greg, fordi hun behandlede hans sted som om hun ejede det. Men efter Mimi’s hoved var det dem der ejede ham, han kunne ikke gøre noget som helst uden at skulle have enten Evelyn eller hende raget ind i sagerne. Og hans hjælpeløshed, var en værdifuld genstand, for hendes præmie reol. Hun brummede lidt, imens hun tog sin kaffe op i hænderne og pustede let på den med en kølig ånde, så den blev en smule koldere, og var nu til at kunne drikke af. Hendes blik vandrede fra Eve, og hen imod Greg. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, og måtte egentlig have noget varmt ned igennem halsen.

Til sidst satte hun sig ordentligt på stolen, og stillede kaffen på bordet, ”Skal vi få det overstået?” spurgte hun så til sidst, ret så nøgternt, da hun egentlig gerne ville videre, i stedet for at sidde her sammen med hendes tidligere elskerinde, som hun havde noget kørende med år tilbage, da de havde en minde bande sammen. Eller det var egentlig ikke deres fælles bande, med de var begge involveret, og da de endelig var gået hvert til sit, havde de vel begge håbet at det var eller ville blive den sidste gang de skulle se hinanden igen. Men der tog de vidst grueligt fejl. Ak ja, intet var så sødt som den brændende, og nærende irritation der åd en op indefra, omkring hvordan den egentlige plan om at undgå hinanden så vidt muligt, var røget i fiasko.

Et eller andet sted var hun stadig imponeret over hvordan Evelyn havde vækket hendes interesse for mange år siden, hun modstridte nogle af de vigtigste ting hun kunne lide ved kvinder, formerne. Men til gengæld var hun en vidunderlig skabning at skulle dominere. Det havde man sikkert ikke troet omkring en engel eller dæmon, at disse to modstridende racer kunne finde en form for forelskelse, eller nærmere tiltrækkelse til hinanden. Ingen fra banden gik dog op imod dem, da de vidste det der foregik imellem disse to. Og ganske vidst var Mimi ikke ligefrem den fødte kampmester, eller særlig god til nærkamp, men hun var en man skulle passe på når man så endelig befandt sig i marken, og hun var skytten. Det var dog en af de ting hun nød allermest.

Med et afventende og skarpt blik betragtede hun Greg imens det irriterede hende mere og mere, at uvisheden omkring dette ikke-ønskede møde fandt sted.

Stilhed, stilhed kunne være godt, stilhed kunne dræbe, stilhed kunne kreere.

Uret på væggen tikkede langsomt frem ad, tyve i ti, det var næsten som om at sekundviseren næsten ikke flyttede sig.

''Du kan godt glemme det'' kom det fra Greg mens han kiggede ned i nogle papirer, hvilket fik Eve til at kigge op på ham med et forundret blik.
''hvad mener du?'' sagde hun med et hævet øjenbryn, med en let uskyldighed i stemmen.
''Hvis du smider de våde støvler op på mit skrivebord, så tæsker jeg dig med en træske'' med et grin himlede Eve med øjnene, den mand, man skulle næsten tro at han var tankelæser, hvilket hun stærkt troede ikke var tilfældet, men han kunne jo altid overrasket.

Stilheden faldt igen over dem, det eneste der var at høre var igen det store ur der hang bag ved Greg's skrivebord som langsomt tikkede der ud af, der var nu ingen længere ventetid end at skulle vente på nogen, hvor man ikke en gang var sikker på hvornår skulle dukke op? Eve pustede langsomt røgen ud igennem hendes næsebord, hendes øjne fikserede ned imod spidserne af hendes hår og sukkede dybt, hun burde virkelig få klippet dem af, egentlig var det jo ikke videre noget problem at gøre det selv, men hver gang man begyndte ende der altid med at ryge mere af end man havde regnet med, og det var vidst ikke nogen hemmelighed at Eve altid havde været en smugle øm omkring hendes hår, generelt bare hendes udseende betød utrolig meget for hende. Alle de penge der gik til skønheds produkter for at huden var perfekt fugtet, ikke fordi hun gik så meget op i make up, nej hun havde altid været meget mere inde i at se så naturlig smuk ud som overhoved muligt. Men den løgn kunne hun jo blive ved med at fortælle sig selv, tanken om hvordan hun ville se ud hvis hun ikke brugte hendes evner på at stjæle andre kvinders livs energi og skønhed: Det løb hende koldt ned af ryggen da denne tanke lige så stille krøb ind i hendes tanker, der gik ikke få sekunder før at den blev skubbet væk og pakket ned i en af de mange æsker der lå og rodet ind i hendes minder, minder som der helst skulle glemmes, ind til at hun var nød til at gå de midler igen.

kvart i ti.

Rummet de befandt sig i var lille, kedeligt og gråt, ingen private billeder, kun plantegninger af flere forskellige banker, boliger der indeholde værdigefulde genstande, flugtveje, lister over hvornår politi ruterne gik igennem de forskellige ruter. Pludselig blev stilheden brudt af radioten på Gregs skrivebord begyndte at skratte, og få sekunder efter kunne man høre en kvinde stemme som der sende en politi vogn afsted imod St. Johns gade.

Eve skulle lige til at sige at hun ikke havde tid til at sidde her og vente på at en eller anden person havde tænkt sig at dukke op, da hun hørte en meget velkendt stemme, men måtte alligevel dreje hoved for at se om hun havde hørt rigtigt. Rigtigt nok, der stod hun i egen høje person; Mimi Jackson. Eve kiggede ned, men et lille smil bredte sig hen over de fyldige læber, et eller andet sted elskede hun at høre den irriteret tone i Mimi's stemme, og kunne ikke dy sig og før hun tænkte sig om.
''Come on Mim, det er over et år siden, du kan da virkelig ikke stadig bære nag over det? Business is business y'know'' og det samme irriteret blik som Mimi havde fået, blev nu fikseret på Eve i stedet som sukket opgivende.
''Fint..'' brummede Eve ''fint jeg skal nok spille sød'' kom der uden at Greg overhoved behøvede at sige noget til hende og vente øjnene væk fra Mimi, hvis det virkelig var hende hun skulle arbejde med, måtte hun vel gemme hendes eget jeg væk, og spille sød, i hvert fald ind til at jobbet var gennemført.
''Bossy like always I see'' mumlede hun stille og vente derefter sin fulde opmærksomhed imod Greg som rømmede sig for at komme i gang med at forklare jobbet.


''Den eneste grund til at jeg kaldt jer begge ind til dette møde, er fordi at dette er et store gig end hvad mine andre mænd kan klare, det er en ny udstilling der vises frem på Terre Museum, de har fået lov til at låne Malerier fra Louvre, dette betyder de dygtigste kunstners malerier er lige til at tage som slik fra en slikbutik. Eller, hvis man kan finde ud af sikkerheds systemet.'' Greg holde en kort pause og gik hen til de mange planer som hang på væggen og kradset sig lidt i skægget, han gik tilbage til skrive bordet og fandt nogle papirer op og gav dem hver en kopi af sikkerhedssystemet.

''Vi har med x-ray scanners, og metal detektors at gøre, indforrødt lys, berørings følsomme overfalder, lad os bare sige sådan at alt sikkerhedssystem er blevet fordoblet, og derfor har jeg brug for jer begge til at gå ind, få så mange af malerierne ud som muligt, i har en spille tid på 120 sekunder før at vagten vil komme og tjekke på malerierne, inden da skal i være ude af syne, og det er slet ikke til diskussion, kunden kræver at man aldrig kommer til at se jer, hellere ikke på kameraerne'' afsluttede Greg og vente derefter de sølv grå øjne imod dem for at se om de havde fået det hele med.

Eve rystede på hoved.
''Hvor lang tid har vi til jobbet?'' spurgte hun så, mens hun bladrede igennem de sidste sider og lod sine øjne glide over på manden som stod og kiggede på dem.

''Som jeg sagde, udstillingen kommer op og køre i overmorgen, og det skal klares inden ugen er omme..''
''Er du sindssyg?! Sådan et job her kræver grundig planlægning, det ville mindst kræve en måned før at det virkelig ville gøre det!'' Eve havde rejst sig op og smidt papirerne på Gregs bord, hvad fanden havde han forventet? Det kunne godt være de var gode, men dette lignede jo nærmest et selvmords forsøg, og så uden at blive set på kameraene, de havde en reaktions evne på under 10 sekunder. Hun rystede på hoved, og vente ryggen til dem begge mens hun kløede sig i nakken, og tog en dyb indånding.

''hvad er udbyttet?'' spurgte hun så til sidst, og vente fronten imod Mimi og Greg igen.
''omkring 5-7 milioner hver'' kom det fra manden, inden han satte sig ned i læder stolen og foldede hænderne sammen, mens han kiggede fra den ene kvinde til den anden for at afvente om det var noget han kunne forvente de var med på.

Den unge kvinde, lod sine øjne glide fra den ene til den anden, sådan som det hele foregik. Ganske vidst fulgte hun ikke så meget med, sikkert ikke så meget som hun i realiteten burde. Faktisk tænkte hun mere over de penge hun ville kunne få ud af dette lille kup, som de var i færd med at planlægge. En klassiks scene foregik inde i hendes hoved, en scene hvor hun selv fremstod, og svømmede i penge, som den gamle tegneserie, med Joakim Von And. For hende var de tre små ballademager, af nogle nevøer, Greg, og Evelyn. Selvom de sikkert ikke brød sig om denne betegnelse. Efter en lille stunds dagdrømmeri, vente hun tilbage til virkelighedens verden, og genoptog den egentlige forretnings tale som nu var blevet arrangeret. Kvinden tog en dyb indånding, og tænkte det hele nøje efter. Udstillingen ville komme op om to dage, reaktions tiden var 10 sekunder. Altså ville det også kræve at der var nogle flere folk, som altså kunne skygge for dem, nogle bag kameraerne. Ikke fordi det var den største nødvendighed, men hvis alle malerierne skulle ud, uden der ville komme den helt store opsigt på det. Da det var en givetvist selvfølge for alle sikkerheds folk, at gennemtjekke kataloget for om noget skulle mangle. Hvis de fik så meget ud som overhovedet muligt på én dag, for ikke at sige det hele, og dermed også havde mulighed for at få forfalskede billeder ind i rammerne, ville det være en endnu større bonus for dem.

Mimi tænkte lidt over selve museets opbygning, og mindre i bemærkede kroge som kunne anskaffe dem en større mulighed for at tømme stedet. Hvis de begge fik tøjet som rengørings personale, og kunne sætte nogle bånd hegn op, som gjorde at folk ikke ville komme ind på stedet, ville det være en fordel for dem. På den måde kunne de sige at gulvet var glat. Men hvis de var heldige, kunne de bryde ind natten før udstillingen. I tilfældet af at udstillingen ville komme natten inden, den store åbning. Langsomt lagde hun hovedet på skrå, og rynkede brynene lidt. ”Hvis vi skal gøre dette, skal jeg vide, hvornår malerierne kommer ind på museet, vi skal have adgang til uniformer til rengøringspersonalet, og sikkerhedsvagterne.  Og vigtigst af alt, vil jeg ikke have noget imod en bygningsplan over museet, og hvor denne udstilling kommer til at foregå.” Svarede hun så, imens hun kiggede lidt ned i bordet, inden de lyseblå øjne vendte sig op imod Greg. Mimi brød sig ikke om ham, og havde ganske vidst aldrig gjort det, men dette krævede dyb gennemtænkning. ”Har du nogle som kan være til hjælp når vi skal til vagtstuen, og forfalske vores ID, og give adgangskort?” Spurgte hun så, imens hun afventede svar, rejste hun sig op med sin kop kaffe og gik lidt frem og tilbage. Hun ville ikke kommentere sagens håbløshed. Eftersom kvinden jo forfanden var som hun nu var, og elskede når det kom til risikoer, og en farer på færde. Hvis Greg ikke selv havde nogen der kunne hjælpe hende med sagen, måtte hun vel spørge nogle af sine kunder angående nogle mulige anbefalinger, som kunne hjælpe dem i gang med denne sag. Hun vidste at Evelyn havde protesteret. Men også at hun sikkert ikke kunne modstå denne indbydende gevinst til at få så mange penge indtjent selvom risikoen var så stor som overhovedet muligt. De var nød til at planlægge alt til bunds, den følgende dag. De personlige årsager, måtte gemmes væk til en anden gang, hun havde jo sådan set ikke set Evelyn i lang tid, og ja hun burde sikkert ikke stadig være sur på kvinden, men lige på daværende tidspunkt havde det nok også nærmere været hendes stolthed der var blevet såret.

En hånd gled igennem det mørke sorte hår, og trak det tilbage, så det ikke sad ned over hendes øjne. Hun gik lidt frem og tilbage imens hun endnu spekulerede over tingene, som om det var en hel ny æra for hende. Selvom det langt fra var det. Men hun gik udover sine egne grænser, og hvis der var noget Mimi elskede, så var det at teste sig selv hele tiden. Hun ville hele tiden udvikle sig som person, men også færdighedsmæssigt. Efter lidt tid knækkede hun dog nakken, og kiggede lidt rundt omkring det trænge rum, og lod sine tanker kredse sig omkring et rum der var fem gange større end dette. Der gik ikke længe før end hun tog en sidste slurk, af den efterhånden halvkolde kaffe, og stillede den på en kommode inden hun vendte sig om imod de andre.