Memories

En flot stjerneklar nat, vinden havde lagt sig, mens frosten langsomt havde omfavnet Di morga i sine kolde arme. De nedfaldende brune blade skinnede frem under gadelampens belysning, gaden var henlagt i stilhed, og derfor var det så ekstra tydeligt da et bar sko begyndte at bevæge sig hen over fortovet. En skikkelse som først blev oplyst da personen stoppede op lige under gadelampen. En cigarret ramte fliserne, hvor efter at den mørke støvle trådte på den og stoppede gløde fra at brænde mere. Skikkelsen af en kvinde, hvis brune øjne som viste en kort forvirring over hvor personen var henne, betragtede den flotte domkirke som tårnede sig op ved siden af den gade hun befandt sig på. Det brune hår bølgede med elegance ned over den marine blå frække som hun var iført, mens hænderne var godt begravet ned i dens lommer, men selv disse var iført nogle sorte læder handsker. Forvirringen som før var blevet hentydet i de dybe chokolade brune øjne, blev i stedet erstattet med en nysgerrighed, og der gik ikke længe før at fødderne igen fik lov til at flytte sig, og atter opfyldte gaden med lyden af kun dem. Hånden blev lagt på den kolde gitter låge, som nu var den der skabte en hyldende lyd da hun lige så stille skubbede den op. Hvis man læste historierne ville dette nok være et mærkeligt syn, en kvinde som hende burde ikke befinde sig på så hellig en grund som en kirke. En kvinde som hende, mentes herved en vampyr, så langt tilbage hun kunne huske havde der altid været skrevet omkring, film der var blevet lavet, var det altid kristendommen der gik igen for vigtigste ting at huske på, hvis man skulle holde en ubuden gæst væk.

Men så igen, hun havde aldrig været vider kristen, hun kunne huske at hun var opvokset den kristne tro som lille, mens hendes mor stadig havde levet, men efter hendes bortgang, havde hendes far aldrig gået forfærdelig meget op at gøre noget ud af det. Det ville også have været komisk at tænke på at en mand som hendes far, ville gå op i bordbøn, at gå i kirke og huske at takke gud for de goder man fik her i livet. Nej, han var en mand der tog det han ville have, og skilte sig af med de ting der irriteret ham på de mest grusomme måder. Måtte han befinde sig godt nede i helvede, hvis gud virkelig skulle eksistere. De brune øjne lagde sig hen på gravstenene som næsten lyste op som tusindvis af smukke stjerne, da frosten også havde sat sig på dem, et lille smil i form af læben krummede let opad, viste sig på kvindens unaturlige kønne ansigt, inden de vente sig tilbage på Domkirken. I følge Di Morgas historie bøger, var denne kirke blevet ødelagt tilbage i den store krig mellem modstandsgruppen og magten fra Abbadon. Men nu, stod det næsten smukker end det var beskrevet i bøgerne, måske havde menneskerne fundet i deres hjerte at de havde brug for et sted, en bygning så smuk at det kunne overskygge lidt af alt det grusomme og onde der gik rundt i Di Morga's gader. Hun sukkede kort, overvejende, skulle hun gå ind? Det var som om, at noget dybt inde fortalte hende, at hun måtte, at der var noget dér inde som hun skulle, men hvad? Med et hævet øjenbryn, gav hun dog efter, og lige så stille bevægede hun sig hen imod døren.

klik
Lyden af døren som gik op, og synet der mødte hende, et lille suk og øjnene som spilede let op over hvor smukt noget kunne være. Draget af kirken, trådte hun ind, lukkede døren efter sig. Betaget, og fuldstændig optaget af at gå rundt og kigge, bevægede hun sig helt ind i kapellet.

Natten var endelig kommet og kirken ville være tom. Det var dette tidspunkt Lavi havde helt for sig selv. En nødvendighed for hende, hvilket hun benyttede sig flere gange om ugen.
På en pude foran alteret sad hun knælende med hænderne foldet i sit skød. Det lange lyse hår faldt ned langs begge sider af hendes ansigt og skjulte det i et halvmørke. De blå øjne var gemt under fyldige øjenvipper og vingerne vibrerede diskret imod hendes skulderblade. bunden af dem lå imod det kolde stengulv, afslappet.
Foran hende ville man kunne se kirkens symbol på hvad de troede på. En mand hængende på¨et kors. Det ultimative offer nogen ville kunne gøre. At ofre sig selv for andre var uselvisk og smukt.

En dyb indånding lød fra hende samtidig med at hun hørte hvordan dørene til kirken gled op. Klikket var unaturligt høj i det stille rum, men Lavi vendte sig ikke for at se hvem der var kommet ind. Hendes tanker og sind var et helt andet sted på dette tidspunkt. Et sted hvor hun kunne bede om tilgivelse for hendes handlinger.. For hendes liv. At leve som et menneske var ikke synderlig morsomt, og hun ønskede sine krafter igen, men som alle andre nætter.. Intet svar fra oven.
Vingerne sank en anelse mere for at hjælpe til det opgivende kropssprog. Det var kun på dette tidspunkt at hun tillod sig selv en anelse selviskhed. at bede om noget for sig selv og ikke for andre. Denne ene gang, hver nat inden hun normalt ville glide op i tårnet og kravle i seng.

Lave fodtrin kunne høres i det fjerne af hendes sind og en svag tåge gled igennem blikket på Lavi. De uformede konturer flashede forbi hendes øjne endnu engang, og hendes pande fandt hurtigt frem til håndfladen, der pressede sig imod denne. Billederne nægtede at tage hel form, men nægtede også at forsvinde. Lavi kunne ikke lade være med at tænke over det. Intet skete uden grund og der måtte være en mening med disse 'syn'.
Ikke en lyd kom over hendes læber. Ikke at det ville kunne lade sig gøre hvor meget hun end ønskede det. At tale var ikke muligt for hende. At fortælle om himmerige, endnu mindre. Hun vidste hun havde været der, hun vidste at hun var blevet forvist. Hun kunne stadig mærke hvordan faldet havde brækket den ene af hendes vinger, skønt den var healet fuldstændig nu.
Svedperler trådte frem på hendes tindinger, da hun forsøgte at tvinge tågen til at tage fuld form, men alligevel svømmede den blot videre, indtil den langsomt forsvandt igen efter et lille minuts tid.

Som hendes tanker klarede op, og hånden faldt tilbage i Lavis skød, hørte hun det tydeligt. Skridtene var der.. Det havde ikke blot været noget i hendes hoved.
Langsomt lod hun hovedet dreje en halv omgang for at kunne kigge på kvinden, der netop var trådt ind igennem døren. Eller trådt ind for noget tid siden. Vedkommende var tydeligt betaget af kirkens udseende.
Lavis bare fødder satte tæerne imod stengulvet, inden hun rejste sig i en lang og glidende bevægelse. Vingerne blev rystet afslappet for at fjerne støv og hvad der ellers skulle have placeret sig i dem i løbet af dagen, inden hun vendte sig med fronten imod den mørkhårede kvinde.
Hun ville gerne gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, men kunne ikke gøre det ved hjælp af tale. Derfor bøjede hun knæet en anelse, og stampede den bare fod imod gulvet, så en rungende lyd gled igennem kirken, spredte sig, som ringe ville sprede sig i vand. Et smil trådte langsomt over hendes læber, venligt og imødekommende.