Solnedgang - Emmiliana

Hjemturen gik altid igennem parken, og det var noget John havde nydt rigtig meget af lige siden han startede på sin uddannelse. Med den hårde træning han kom fra, var Sombre et ideelt sted at gå hen, for at stresse af og glemme alt et kort øjeblik. På dette tidspunkt var parken dog ikke fyldt med livsglade mennesker og børn. Tværtimod var der næsten ingen tilstede. Solen var også på vej ned, hvilket forklarede en hel del. Han løftede en smule op i skjorteærmet for at se på sit guldur, blot for at bekræfte, hvad klokken var. Det var sjældent at træningen varede så lang tid, men eftersom han havde styrketrænet efter undervisningen, var klokken blevet syv om aftenen.

Han havde ikke hørt fra sin familie siden han flyttede ud, også selvom han havde været her i to måneder. Det undrede ham ikke, for hans familie havde aldrig vagt særlig meget interesse for ham, når det gjaldt ting såsom hvorvidt han havde det godt. Desuden havde de så forbandet travlt, og prioriterede ofte arbejde over familien. Det var ikke fordi det gjorde ham noget. Han var vand til den slags. Inderst inde, havde han nok bare håbet på et brev eller lignende. Det var ikke hver dag man flyttede fra sin familie, og så endda til et andet land, men hvis han kunne klare sig alene der, hvorfor så bekymre sig om ham på den anden side af verdenen.

Han blev dog hurtigt revet ud af sine tanker, da nogle mænd begyndte at råbe længere nede ved en bænk, og hvad det så ud til, både var hjemløse og drak. Forhåbentligt var de ikke ude på noget, men man vidste aldrig når folk havde fået for meget at drikke. Man måtte erkende parken så meget anderledes ud om dagen, men på denne tid blev den desværre nogen gange fyldt med disse typer.