The feeling through the wind. - Dai.

Sted: Skoven.
Tid: 20.00
Vejr: let blæse vejr, klar himmel og lidt lunt.
Omgivelser: træer, træer og lidt flere træer.

___________________________________________________________________________________________

Aira kravlede ud af hendes hule og gabte svagt, hun havde lige fået sig en lur og var nu klar på at flyve lidt rundt i skoven. Hun rejste sig og strakte hendes krop og hvide vinger med et stort gab. ”Ahhhh~ ” Den lille Alba gik lidt ned af den lille bakke, hvor hendes hule var, hun hoppede kort og fløj derefter op i et træ, satte sig ned på huk og kiggede rundt, imens hendes hvide sommer kjole bevægede sig lidt i vinden.

Det var en stille aften, lige efter hendes smag. Hun hoppede frem, fløj igennem luften og landede på en ny gren. Sådan forsatte hun nogle gange indtil hun kom til en lysning, hvor hun satte sig på grenen og foldede hendes vinger på ryggen. Hun smilede svagt og kiggede op på himlen imens hun vippede hendes halefjer svagt.

Det var virkelig en rar og stille aften.

Dai havde lige fanget en lille mus i sin ørneskikkelse og fløj nu afsted mod sit normale spisested. Dog fangede han en bevægelse ud af øjenkrogen, og drejede skarpt. Han fløj tættere på og så at det var noget hvidt stof. Han satte sig på en gren lidt væk fra det hvide stof, og kiggede uforstående på det. Hvorfor mon der hang et stykke hvidt stof? Pludselig lagde han mærke til at det ikke bare var hvidt stof, men at der var en pige inde bag stoffet. Han kiggede indgående på hende. Han kom i tanke om sin mus, og spiste den.

(undskyld det korte svar .-.)

(Det er okay xD)

Aira så noget bevæge sig ud af hendes øjenkrog og så ørnene. Hun smilede svagt og fniste lidt. ”Hejsa.” Hun åbnede hendes hvide vinger og fløj over i samme træ som hvor ørnene sad og landede på grenen under den. ”Hvor er du smuk~” Hun smilte varmt og stod let og elegant på grenen med hendes bare fødder. Hendes hale vippede svagt og hjalp hende med at holde balancen på grenen. ”Det er godt nok sjældent at jeg ser sådan en som dig, her ude.” Hun kiggede nysgerrigt på den med hendes store og mørke øjne.

Dai kiggede på hende, da hun fløj over over til ham. Han skreg en enkelt gang som et hej, før han betragtede hende lydløst igen. Hendes stemme var fantastisk. Dai kiggede efter andre som hende, men kunne ikke se nogen. Han lagde hovedet på skrå og havde lyst til at forvandle sig tilbage. Han gjorde det dog ikke, men flyttede sig i stedet tættere på den unge kvinde. Han strakte en vinge ud som en indbydelse til at hun godt måtte nusse ham forsigtigt.

Hun kiggede meget nysgerrigt på ham og lagde hovedet lidt på skrå. ”Du virker ikke som andre ørne..” Mumlede hun med en undrende stemme, hun trak på skuldrene og kig langsomt hen og lagde forsigtigt hendes hånd på hans lille hovedet. ”Du så fin..” Hviskede hun kærligt og fniste svagt.

En svag vind brusede omkring dem og fik hendes hår og kjole til svagt at bevæge sig. Hun vendte sig lidt om og kiggede ned i lysningen. ”Nogen gange kommer der folk her forbi.. Men det ser ikke ud til at der kommer nogen i aften.”

Dai skreg en enkelt gang igen, og baskede så med vingerne, som for at give hende ret. Han overvejede at forvandle sig, men han var rimelig sikker på at han ville falde ned hvis han gjorde det. Og så ville han da slet ikke få snakket med denne mystiske pige. Han stødte hovedet mod hendes hånd, som en kælen kat ville gøre det.
Han kiggede undrende på hende, ville ønske han kunne afsløre sig selv, uden at hun blev forskrækket. Hun virkede så uskyldig og ensom. Dai overvejede om hun kendte til andre væsner eller kun til hendes egen race. Han tænkte på at han kunne flyve væk, lande og så komme gående i menneskeskikkelse, men var usikker på om hun så ville snakke med ham.

”Det er faktisk ret sjovt at se de folk som kommer herude.. Mennesker er ret underlige.. Der er mange forskelige typer af dem.. Nogen kan forvandle sig til store ulve ting, hvor nogen ser meget blege ud og dræber andre..” Hun gyste lidt og satte sig ned på huk på den gren hun stod på. En smerte løb igennem hendes krop og hun gipsede. ”Ugh.. Jeg har vist ikke brugt mine kræfter..” Stønnede hun. Hun lagde hendes arme omkring hendes krop og stønnede igen af smerte. Koldsved begyndte at trille ned af hendes ryg og pande og hun blev mere bleg end før. Hun vendte pludselig det hvide ud af hendes øjne og faldt om og ned af grenen.

Dai kiggede forskrækket på hende, da han så at hun blev dårlig. Han prøvede at berolige hende, men kunne se at det ikke havde nogen virkning. Da hun faldt, lettede han og fløj ned under hende, hvorefter han vendte sig med ryggen mod jorden, og forvandlede sig til sin tigerform, for at sikre at hun landede blødt. Han hamrede mod jorden og kunne mærke et skarpt knæk i sin ryg og fod. Han forsøgte at forvandle sig tilbage til sin ørneform men kunne ikke. Han håbede ikke at pigen var kommet tilskade, men han var heller ikke vild med at hun skulle vide at en stor grå tiger havde reddet hende, og nu lå på ryggen med hende på maven.

”Ugh..” Hun bevægede sig svagt, men vågnede ikke op til at starte med. Hun var utrolig let, hun vejede kun 45 kilo, men det var også fordi hun jo havde vinger osv, og skulle kunne flyve. Aira åbnede hendes øjne svagt, registrere ikke at han havde reddet hende til at starte med. Hun stønnede af smerte og løftede hendes hånd. ”Kom.. Nu..” Stønnede hun og åbnede hendes hånd. En stærk vind skød ud af hendes hånd flade og fløj igennem lysningen og fik træerne i den modsatte ende til at bevæge sig rimelig meget. Aira smilte tilfreds og træt. Hun besvimede dog igen, men havde lidt mere farve i ansigtet.

Dai så hvordan hun fik træerne til at bevæge sig. Han prøvede at bevæge sig, men kunne ikke. Han vidste at han ikke havde brækket ryggen, da han stadig kunne mærke smerten i sin bagpote. Han blev dog ved med at prøve at få rykket sig bare lidt. Han kom til at tænke på hvad der ville være sket med denne utrolig lette pige, hvis han ikke havde været der. Han kunne se hende for sig; liggende med næsten alle knogler brækkede og øjnene stirrende op i luften uden at se noget. Han gøs indvendig og slikkede hende på kinden med sin store ru tunge. Han var blevet enig med sig selv om, at det var bedst at hun fik det at vide med det samme.

Hun stønnede svagt efter nogle minutter og vågnede ved at mærke nogen slikke sig på hendes kind. Aira satte sig op og kiggede rundt. ”Gad vide..” Hun kiggede rundt efter fuglen, men mærkede noget blødt under sig. Hun blinkede et par gange og kiggede ned. Hun opdagede den kæmpe store tiger som hun netop lige nu sad på. Hun stivnede og blev helt bleg. ”e-e-e-e-n ti-tiger?!” Hun gispede og sad helt stille, kunne ikke flytte sig overhovedet.

Dai kiggede op i himlen, ville ikke kigge på pigen. Han peb stille, men kunne mærke at hans skader var ved at hele. Man kunne høre at han havde ondt, og at det nærmest kom i bølger. Hans pels krampede og man kunne se i tigerens ansigt hvor ondt det gjorde. Han prøvede at skjule sin smerte men kunne ikke, og han kunne da slet ikke stoppe de små pibe lyde som kom fra ham. Han kiggede bedende på den unge kvinde.

Hun samlede sig og fløj af ham og op i træet. Det var tydeligt at hun havde en side som en fugl engang imellem. Aira, satte sig på huk og kiggede ned på tigeren. Hvordan havde den havnet der? Hvor kom den fra? Og hvor var den fine fugl? Den var sikkert fløjet væk i det hun faldt. Aira hævet hendes vinger, klar til at flygte hvis den skulle angribe hende. Hun var dog lidt fascineret af den skønhed, og det var grunden til at hun stadig var der. Pokker tage hendes nysgerrig side, men hun var nød til at se den bevæge sig, se den skønhed.

Dai kiggede efter hende, og kunne efterhånden bevæge sig igen. Han haltede dog stadig. Han rejste sig og rystede sig kort før han kigfede op på den lille alba med et trist udtryk. Han sprang op i luften - den modsatte retning af hende - forvandlede sig til en ørn og satte sig op i et træ, hvor han havde okay udsyn til pigen, som var blevet så bange for ham. Så bange at hun ikke engang havde sagt tak. På den anden side var han jo også stort set okay igen allerede efter et par minutter.

Hun så ham skifte og lavede store øjne. Aira rejste sig op og kiggede over på fuglen igen. Hun åbnede sine vinger og fløj forsigtigt ned i lysningen i midten hvor man nemt kunne se hende. De hvide fjer, hår og kjole lyste op i lyset af månen. Hun lagde hovedet på skrå og nærstuderede fuglen. ”Jeg.. Har set sådan en som dig før.. Der var en mand, han lignede et menneske, men forvandlede sig til en mus, på få sekunder..” Hun tog et skridt fremad. ”Det.. Var skræmmende på et punkt, men også.. Utrolig interessant.” Hun kiggede op på ham med store øjne. ”Kan.. Du også blive menneske?”

Dai kiggede på hende med et nærmest afvisende udtryk. Han fulgte hende med øjnene, samtidig med at han rykkede længere ind mod stammen. Han havde tænkt sig at forvandle sig til menneske om lidt, han skulle bare være rimelig sikker på at han ikke ville falde ned. Det ville se kønt ud at han som lige havde reddet denne pige uden navn, for så selv at falde ned af et træ og slå sig halvt fordærvet. Da hun kom med spørgsmålet om han kunne forvandle sig til menneske også, nikkede han og forvandlede sig. Kort efter sad der en ung mand, hvor ørnen før havde siddet.

Aira havde et billede af at dyret var en pige og ventede på at pigen dukkede op, men hun var utrolig overrasket over at se en dreng dukke op i stedet. Hun rødmede lidt og stod lige og skulle sluge den. Aira åbnede derefter hendes vinger og fløj over til ham, hun stod i luften foran ham og rakte hendes hånd frem. ”Brug for hjælp?” Hun smilte varmt, men også virkelig genert til ham, da hun slet ikke på nogen måde var van til hankøn OVERHOVEDET. Hun kunne nemt bære ham ned på jorden, da hun bare skulle bruge hendes luft evner lidt.

Dai smilede skævt da han så at hun rødmede. "Rolig nu. Jeg spiser dig altså ikke." Han grinede lavt. Han rystede på hovedet da hun spurgte. "Nej jeg kan sagtens flyve ned selv. Er du forresten ok efter dit fald før? Jeg håber jeg kom nok ind under dig, til at du ikke kom til skade? Og undskyld jeg forskrækkede dig, men jeg kunne ikke rykke mig, grundet den skade jeg fik da jeg ramte jorden." Dai plaprede løs, var ved at komme sig over chokket, ved at smide sig ud fra et træ og lande på ryggen. I det mindste havde han da overlevet.

Aira nikkede bare til hans plapren og smilte sødt til ham. ”Ja, tak fordi du reddet mig. Jeg skylder dig en tjeneste for det.” Hun fløj lidt tilbage så han selv kunne flyve ned. Hun smilte svagt og kiggede op på ham. ”Jeg hedder for resten Aira..” Hun flyttede en løs tot hår væk fra ansigtet og tilbage om bag hendes øre. Aira havde det meget akavet med fyre, hun vidste aldrig hvordan hun skulle være overfor dem, men sådan havde hun det faktisk med begge køn..

"Du behøver ikke undskylde. Jeg kan ikke lade folk komme til skade. Eller det kan jeg, men ikke folk, som jeg ikke har et udestående med." Han smilede bredere og lod sig vælte baglæns ned af grenen, for så at forvandle sig til en ørn og flyve ned til lysningen. Lidt før han ramte jorden, forvandlede han sig til ulveform. Kort efter forvandlede han sig dog tilbage til menneske form. Han kiggede op på hende med et bredt smi. "Mit navn er Dai. Dai Akaido. Bor du herude? Alene altså?" Han så forundret ud. Han havde ikke været på skovbunden, i denne del af skoven før.

Hun smilte svagt og fløj efter ham. Hun landede elegant på jorden og gik over til ham og nikkede. ”Ja, jeg bor i en grotte et stykke herfra, og ja, alene.” Hun holdte hendes små hænder foran sig og kiggede på ham. ”Dejligt at måde dig, Dai.” Hun rakte hendes hånd frem, som hun havde set så mange andre mennesker hilse før, og hun var rimelig glad for at hun havde lavet hendes undersøgelser.

Dai smilede tilbage og strakte også sin hånd frem. Han tog fat i hendes og rystede den en enkelt gang. "Er det ikke ensomt at bo herude helt alene? Og du risikerer jo at blive spist, eller at nogle af varulvene skader dig? Hvor længe har du egentlig boet herude?" Dai satte sig i skrædderstilling på græsset og smilede op til hende, som en invitation om at hun skulle sætte sig ved siden af ham. Han vidste ike hvorfor, men han havde lyst til at beskytte hende fra alt ondt. Det føltes ikke som en forelskelse, men var nærmere det han havde følt for sin bror.. Den gang for så længe siden..

Hun smilte lidt roligt og satte sig ned ved siden af ham og trak hendes ben op under hende. ”Jeg har boede herude i nogle måneder nu, jo det er ensomt..” hun kiggede væk og gemte hendes ansigt lidt. ”Og nej, jeg bliver ikke spist.” Hun grinte svagt og plukkede lidt græs. ”Jeg gemmer mig for det meste, og jeg er rimelig hurtigt.” Hun strakte hendes slanke ben ud foran sig og rakte smidigt ud og rørte hendes fødder med let hed. ”Bare rolig, jeg har klaret mig fint herude, det eneste der plager mig, er nok ensomheden..” Hun pillede lidt ved kanten af hendes kjole. Den var efterhånden ved at være rimelig slidt.

"Forståeligt. Jeg er også meget herude. Det er ikke så normalt at der render en tiger eller en ulv rundt i byen. Og.. de fleste skyder efter mig når de ser mig i den form." Dai tog et græsstrå op og studerede det før han systematisk begyndte at splitte det ad. "Grunden til at du besvimede.. Var det at du ikke har brugt dine kræfter? For hvis det var, burde du så ikke bruge dem, så der ikke sker noget igen?" Han smilede skævt over til hende og grinede lavt da han hørte hvad hun sagde. "Det var nu også mest for sjov. Hvis du var blevet spist ville du jo ikke sidde her sammen med mig." Han tog endnu et græsstrå op og splittede også det ad. Han blev ved med denne rytme med at splitte græsstrå ad. "Jeg.. Jeg kender godt til det med ensomheden. Jeg er for det meste alene. Snakker ikke så meget med andre. Har følt mig ensom siden mine forældre døde. Det vil sige.. Det startede allerede da min bror døde. Jeg savner at have en familie." Dai smilede. "Hvad laver du så herude? Bliver det ikke ensformigt med tiden?"

Hun lyttede til hvad han sagde og nikkede bare. ”Jo, det var fordi jeg opbyggede for meget energi, og så gør det rimelig ondt. Og jo, jeg burde bruge mine kræfter noget mere, men man tænker bare ikke sådan rigtigt over det ofte.” Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på hans hænder, når han pillede ved græsset. ”Joo.. Det gør det nok. Men jeg kan ikke være andre steder.” Hun lagde sig ned på ryggen og kiggede op i himlen og rørte åndsfraværende ved hendes vinger.