Let's start with a Walk in the Park... (Siara)

S: Parken
T: Tidlig eftermiddag
O: Nogle få folk i parken, her og der
V: Varmt, solrigt. Ganske få skyer på himlen.

--------------------

Selvom sommeren endnu ikke var nået frem, var denne dag så sommer-agtig som en forårsdag kunne blive; Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, træerne blomstrede så småt og jorden var ikke længere kold efter den lange vinter.
Sommeren var så afgjort på vej, og det bed de fleste da også mærke i - her løb en ung fyr iført tank-top og halvlange bukser, her gik et par teenage-piger iført shorts og t-shirts og ovre i hjørnet lå der endda en lille flok fra High School og slikkede sol.

Der var en god varme... men at slikke sol var måske lige meget nok.
Det mente den sortelver der sad lænet op ad et af de store træer ihvertfald.
Han sad for sig selv, et godt stykke væk fra de nærmeste personer, og holdt halvdovent øje med hvad der skete i parken.

Det var mange måneder siden han havde været i Terre... for slet ikke at tale om Di Morga - og nu hvor han var tilbage, lagde han let ud: simpelthen med en tur i parken!

Hans lange, sølvhvide hår hang løst ned ad hans tyg, og han var iført en mørkerød skjorte, et par simple, mørke bukser og et par læderstøvler.
Han lukkede øjnene og sukkede dybt, men veltilfreds.
For en gang skyld kunne han opholde sig i Di Morga og samtidig slappe en smule af...

Hvad kunne man mere bede om? Solen stod højt på himlen og der var næsten ikke en sky at se nogen steder. Trods det var ved at være sommer, så var der alligevel lettere køligt udenfor, så det med at sole sig var måske lidt tidligt, men alligevel var der nogle af eleverne fra High School, der lå i parken og tog sol. Fred være med det. Et par legende børn kom løbende forbi hende, men den ene faldt og fik slået hul på knæet. Hun skyndte sig der over og satte sig ned foran den lille pige. Uden at sige noget til pigen begyndte hun at mumle nogle ord, et gammelt sprog som kun engle kendte til, hvilket fik et lille lys til at blive skabt i hendes hænder. Med et smil på sine læber lå hun hånden på pigens knæ og efter nogle sekunder var såret væk. Pigen rejste sig og smilte taknemmeligt til hende inden hun løb over til sine forældre og pegede mod hende. Man kunne se hvordan deres ansigter viste en form for had g utryghed. Et svagt suk undslap hende inden hun rejste sig og gik gennem parken for at finde et sted hun kunne være bare nogenlunde i fred.

Denne dag havde hun for en gangs skyld ikke sat håret op, men det hang i stedet for løst over hendes ryg og bølgede, hver gang hun tog et skridt. Læberne som altid røde, makeuppen var blot en sort streg og lidt mascara, ellers var hun meget neutral denne dag. Hun lod blikket glide over de unge piger som solede sig og rystede kort på hovedet over dem. De skulle nok ende med at være syge… Hun sukkede inden hun fortsatte videre mod en bænk, hvor der ikke var nogen mennesker omkring hende. Hvad skulle hun lave? Det ville uden tvivl være sjovere hvis der var nogle at snakke med, men det ville også virke underligt, hvis hun bare gik over til en eller anden tilfældig og bare begyndte at snakke? Eller hvad. Hun kunne ikke få sig selv til det, så hun måtte vel bare sidde der og nyde vejret alene?