What do you want? //Nathan

T: Omkring kl 23:00.
O: Ingen.
S: Aubrei’s hus nær skoven.
V: Køligt.

Aubreiane stod oppe foran spejlet på sit badeværelse. Hun havde lige været i bad, tiltrængt.. Hun nød efterhånden at komme i bad. Vandskrækken var ikke så slem som før, men havet, søer og hendes badekar var stadig på prøve. Med en let håndbevægelse gjorde hun sit hår tørt, og redte det igennem med børsten. Det bølgede blidt ned af hendes ryg, inden hun gik ind i soveværelset og fandt en sort mavetop, sorte hullede stramme jeans og en gennemsigtig cardigan.

Tænkene gik hun ned og satte sig i stuen, tog en bog frem og bladrede en smule i den for at finde frem til det sted hun var kommet. Et øjeblik virkede hun en smule tænkende. Det virkede som om der kom nogen. Jorden udenfor bevægede sig i hvert fald, så meget kunne hun da finde frem til. Måske det bare var hende..
Der kom som oftest aldrig nogen her, så hvorfor skulle der gøre det nu.
Alligevel rejste hun sig og gik hen for at se ud af vinduet. Måske der alligevel var en..

En skikkelse kom imod huset, og hun virkede en kende usikker.
Hvem ville komme her hos hende så sent?
Langsomt gik hun hen mod døren.
Åbnede den og så ud mod skikkelsen.

Åh nej... Nathan var på den igen og han kunne ikke lide det, han var bare ikke typen som var særlig badass og slet ikke på det seneste. Han havde haft sine sammenstød med Dean og nu var det for alvor slut. Han ville ikke mere, men der var dog visse ting han ikke kune kontrollere. Denne gang havde han fået et budskab i en drøm for to dage siden og han vidste han måtte handle på det hvis han ikke ønskede at ende i det underjordiske fængsel endnu engang, og det ønskede han for alt i verden at undgå, men gang var allerede en gang for meget.

Han havde en god kontakt, Johnny. Han var også Djævel men dog ikke helt så sød og venlig som Nathan. Han havde givet ham oplysningerne om denne kvinde som kunne hjælpe ham på hans mission, for opgaven han havde fået var ikke nem for ham og han kunne mærke hvordan hans mave nærmest kvalte sig selv bare ved tanken. Nathan var på alle måder en good guy, han var dårlig til kærlighed - nok mest fordi han ofte blev meget følsom hvis det gik galt. Han var dårlig til at slå fra sig. Han var god til business og god til at stå op for hvad han troede på, men når det kom til missioner for hans herre, ja så havde han jo desværre intet valg.

Nathan bevægede sig i mod det ensomme hus, han anede ikke om denne kvinde var hjemme og han anede heller ikke om hun ville blive sur eller måske gå i forsvar. Nathan havde en sort jakke hængende over skuldrende, og helt almindelige cowboy bukser. Han lignede på mange punkter sig selv. Han nåede ikke engang at banke på før han langsomt så døren gå op, han stoppede omkring tre meter fra hende og kiggede en smule usikkert i mod hende: "Undskyld men... Er du... Aubrei?" spurgte han stille og afventede hende.

Aubreiane så på fyren der stod foran hende ude på trappen. Smilte lidt imod ham, strøg hånden gennem sit hår, og nikkede af hans spørgsmål. "Ja.. Jeg er Aubrei? hvorfor spørger du?" spurgte hun langsomt og lod hovedet glide en smule på skrå. Det var lidt mærkeligt der pludselig stod en fremmed ude foran hendes dør. "Hvorfor spørger du? " Spurgte hun undrende og bed sig hårdt i læben. Han virkede som om han havde problemer. Problemer med at sige noget, og det var egentlig lidt synd.

Tøvende åbnede hun døren så han kunne komme ind. Selvom hun ikke kendte ham ville det ikke være høfligt at lade ham stå udenfor. Og hvis han virkelig havde et problem ville hun da gerne kunne hjælpe ham, selvom det måske ikke var noget hun kunne. Den eneste hun kendte der kunne finde på at sende folk hjem til hende så sent, var Johnny. Han sendte sjældent folk hen til hende, men hvis der var problemer blev de sendt hen til hende. Som oftest var det en opgave de skulle have hjælp til, og pågrund af hendes fortid som vampyr, var det nemmere for hende end de fleste.

"Kom ind.. vil du have noget at drikke?" spurgte hun let og gik langsomt ind i stuen. Lukkede døren bag sig, og lukkede derefter sin bog. Så blidt på ham og gjorde en gestus mod sin sofa.

Nathan kiggede roligt i mod hende og blev en smule overrasket over hendes reaktion, ja han vidste ikke hvad han havde forventet men han var jo ikke vant til folk i denne... Branche eller hvad man nu engang skulle kalde det. Hun så også både ganske køn og ganske... almindelig ud. Ikke typen som Nathan ville tro kunne hjælpe ham med denne opgave og et øjeblik overvejede han næsten om han måske var gået forkert. Nathan lod en hånd glide igennem sit mørke hår og trådte nærmere som hun inviterede ham indenfor.

"Bare lidt vand er fint" sagde han roligt da hun spurgte om han ønskede at drikke noget, han havde heller ikke spist særligt meget disse dage, han var dårlig til at spise når han havde det dårligt og man kunne ihvertfald på ingen måde kalde ham på toppen lige nu, nok mest fordi han var bekymret for... Så mange ting. I 2 år havde han ikke hørt fra sin Herre og nu begyndte tingene bare at ramle ovenpå hinanden som mente de at han skyldte noget.

"Jeg... Jeg har hørt du kan hjælpe?" sagde han roligt: "Ja det lyder underligt, men jeg har fået en mission fra min Herre jeg ikke tror jeg kan klare selv" sagde Nathan blot og vendte blikket over i mod hende, han vidste godt at det lød en smule underligt og han vidste godt at det var... Mystisk at søge hjælp, men han var ikke særlig god til sådan nogen ting: "Jeg tror bare ikke jeg kan klare denne alene" sagde han og kom med et lille usikkert smil imens han roligt lod sit blik danse henover hendes ansigt.

Aubreiane så smilende på ham. Hun lagde hovedet en smule på skrå og betragtede ham længe. Så det var rigtigt nok.. Et problem han havde som hun skulle hjælpe ham med. Mon ikke hun godt kunne klare det. ”En mission? Det lyder spændende fortæl mig hvad det er du gerne vil have jeg gør?” spurgte hun smilende og gik ud i køkkenet. Lidt efter kom hun tilbage med et glas vand og rakte ham det. Satte sig overfor ham og smilte.

”Du virker meget trykket over det, men jeg kan sagtens hjælpe dig.. Jeg ligner ikke en der kan den slags, men det kan jeg godt. Så hvis du fortæller mig hvad jeg skal gøre, så ser vi på det” fortsatte hun mildt og lænede sig en smule tilbage og så på ham. Han virkede da ganske sød og så heller ikke helt skidt ud. Faktisk så han ret godt ud, og hun kunne have svoret hun havde set ham før. Men lige nu kunne hun ikke helt huske hvor hun havde set ham før, måske bare mødt ham på gaden.

”Der er ikke noget galt i at bede om hjælp.. Ikke alle er skabt til f.eks. at tage en andens liv” sagde hun stille. Ville gerne hjælpe ham, for det virkede faktisk som om han var en rigtigt sød fyr.

Nathan kiggede i mod hende og sukkede så roligt: "Og du er til at stole på?" spurgte han en smule mistroisk, ja han havde da hørt venlige ting omkring hende og han havde hørt at hun var den rette til jobbet. Men på den anden side så vidste Nathan også at i Di Morga skulle man ikke nødvendigvis stole på alle mennesker man stødte ind i: "Familien Kanvas... De bor i England" sagde han blot som en hentydning til at de skulle dræbes: "To børn, to forældre" sagde han roligt og kiggede op i mod hende.

De havde forrådt den aftale de havde med Nathan's Herre og de skulle straffes, væk fra jordens overflade og bare tanken om det gjorde ondt i Nathan's hjerte: "Jeg skal selv gøre det, eller sender jeg... Down there" sagde han og pegede i mod gulvet, han havde allerede en gang været i fængslet dernede, heldigvis for lang tid siden og han havde ikke lyst til nogensinde at opleve det igen: "Men jeg har brug for hjælp" sagde han roligt og knappede roligt sin jakke op og kiggede så roligt i mod hende.

Nathan lagde let hovedet på skrå: "Hvor meget skal du have for det?" sagde han stille, England var jo ikke et land man lige rejste til på en dag, han gjorde ikke ihvertfald. Dog havde han kun fået en uges fri fra sit arbejde inde på Desiré Noir og han vidste derfor at det snart skulle overståes. Han hadede tanken, men han vidste han måtte være en mand og bare forsøge at vokse med opgaven.

”Hm.. det afhænger af om du er til at stole på? Tillid til mig er vel ikke nogen forskel fra opgaven, om jeg ikke er til at stole på behøver du ikke tænke på. Jeg udfører altid mine opgaver” svarede hun let og mødte hans blik. Strøg en tot hår om bag øret og smilte lidt imod ham. Han var mistroisk.. det var vel egentlig også helt okay.. Man kunne ikke stole på alle, og det var hun fuldt ud klar over. Den fejl havde hun selv begået en del gange. Let strakte hun sig og så en smule rundt.

”Så.. det er alle 4 der skal sendes ned? Ikke noget problem.. Det vil koste dig turen frem og tilbage + 300 euro.” svarede hun roligt og så ham i øjnene igen. Det var en fast pris, og hun plejede ikke at få brok for den. ”Er det din plan selv at tage med for at se om jeg gør det ordenligt, eller vil du helst være fri?” spurgte hun tænkende. Det var meget med forskel om folk ville med, nogle ville gerne hjælpe en smule til, mens andre helst bare ville afvente at det var gjort. Hun ville acceptere begge dele, så længe hun fik de informationer hun skulle bruge, var det ikke noget problem.

Blikket hvilede afventede på ham for en stund, inden hun fandt en bog frem. Hun skrev tænkende ned i den. Det var for at huske hvor hun skulle hen. Og hvad hun skulle have med. Ville egentlig bare gerne af sted med det samme, så hun kunne få det overstået.

"Jeg er altid til at stole på" forsikrede Nathan blot, ja faktisk var der nok ikke ret mange folk i Di Morga man kunne stole lige så meget på som Nathan, fordi han var en af de få fyre som faktisk var en god fyr og som kun forsøgte at gøre det som hans samvittighed fortalte ham, hvilket måtte siges at være en ret så stor modsætning til sin bror som bare gjorde hvad der passede ham. Det gjorde Nathan jo på mange måder også, men Nathan tænkte bare meget på andre folk og deres følelser - hvilket man vidst roligt kunne sige at Dean ikke gjorde. Det var da også derfor Nathan ikke havde det godt med at slå folk ihjel, han havde før udført mange opgaver for sin Herre, men aldrig før havde han slået folk ihjel, ikke siden sin forvandling ihvertfald og han havde heller ikke lyst til det på nogen som helst måde.

"Hør jeg har intet valg" sagde han blot: "Jeg har ikke lyst til a tage med, men jeg bliver selv sendt af helved til hvis jeg ikke gør det" sagde han blot, det var jo hans opgave og han vidste at gav han den bare videre ville han få problemer, så det var desværre ikke en mulighed selvom han ville ønske det var: "Prisen er fin" sagde han blot, og overraskende billig. Men det va rjo kun til hans fordel.

"Forresten hedder jeg Nathan" sagde han blot og rakte hånden frem i mod hende for at hilse: "Jeg dræber aldrig folk, men af og til har jeg intet valg.. og denne gang er jeg fanget" sagde han, ja han kunne intet gøre han kunne ikke engang modstille sig, eller han kunne måske godt, men det ville gå udover ham selv og det ønskede han ikke. Faktisk ønskede han bare at fortsætte det stille og rolige liv han havde her i Terre og intet andet.

Aubreiane betragtede ham med et tænkende blik. Mest for at finde ud af om hun kunne stole på ham, eller om han bare legede med hende. Det kunne i og for sig også være helt ligemeget, så længe de bare fik overstået opgaven. Så var hans problem løst og hun fik en smule afstand til det liv hun ellers levede nu. Det gjorde hende lidt opgivende af og til, at hun stadig satte pris på at slå folk ihjel. Men nogle ting ændrede sig nok bare ikke. "Rart at møde dig Nathan" svarede hun mildt og tog hans hånd. Gav den et blidt klem, inden hun smilte lidt og så en anelse rundt i sin stue. "Det er fint du kommer med. Jeg skal bare vide hvor meget du forventer jeg gør? hvis du selv vil dræbe dem, er der ingen grund for mig til at tage med?"

Det havde lydt som om han selv ville dræbe dem.. også kunne hun ærligt talt ikke se hvad hun skulle hjælpe ham med. Forstod faktisk godt at han ikke brød sig om det. "Jeg kan bedøve dem hvis du vil have det? så de ikke er vågne?" spurgte hun let og trak på skuldrene. Der var mange muligheder.. de kunne også bare forgifte dem? det tog lidt længere tid, men der var mindre at rydde op.

"Hør vil du have lidt mad? jeg har ikke spist endnu" hun gik ud i køkkenet og afventede om han fulgte efter hende eller takkede neij til maden. " Hvornår vil du så afsted?" spurgte hun efter en stund og hældte et glas vand op til sig selv. Det var meget rart at vide om hun skulle skynde sig at pakke, eller om det først var en gang måneden efter. Det havde hun oplevet, at folk kom flere uger før og spurgte, og det var jo også fint nok, men hun ville bare gerne have det overstået. Mon ikke at det var det han ville også.

Nathan kiggede i mod hende og forstod udemærket godt hendes ord. "Well, det er svært at forklare... Men jeg har det ikke så godt med sådan... Du ved" sagde han blot og trak på skuldrende, han havde aldrig drabt nogen og selvom det var hans opgave så havde han brug for at få en ekstra person med: "Jeg har det fint med du dræber dem, jeg tager med og håber jeg ikke får alt for meget ballade" sagde han blot og smilede så roligt. Han havde det forfærdeligt ved tanken om at han skulle slå nogen ihjel, for det var jo slet ikke hans stil. Han ville ikke gøre folk ondt.

"Nej det er okay, jeg er ikke sulten" sagde Nathan og rystede på hovedet. Rettere sagt kunne han absolut ingenting spise, for han havde det så dårligt ved de ting der skulle ske indenfor den nærmeste fremtid: "Det ville være fint, lad os se på det når vi kommer frem" sagde Nathan i et suk, wow hun var virkeligt sådan en rigtig iskold lejemorder? Det skræmte ham en smule, og selvom Nathan var stærk og havde stærke magier, så følte han sig bare som et lille bitte menneske og fattede stadig ikke hvorfor ondskab nu engang var til stede på jorden: "Det skal bare overståes" bekræftede han i et kort suk.

"Jeg har bestilt fly til 6.35 i morgen tidlig, hvordan passer det dig?" spurgte han roligt og lod sit blik hvile en smule usikkert på hende, han vidste snart ikke hvordan han skulle få det gjort, det var bare en meget underlig situation: "Jeg har aldrig helt sådan... Dræbt nogen" sagde han blot og smilede så i mod hende, han følte sig nærmest som et lille barn lige nu.

Aubreiane virkede en smule tænkende som hun tog noget råt kød ud og skar i mindre stykker for derefter at spise det. Så om imod ham og lod hovedet glide lidt på skrå. ”Du må tro jeg er en iskold dræber.. Well, jeg er tidligere vampyr og det viser sig at ikke alle ting er nemme at slippe af med” hun smilte lidt og spiste en bid af kødet. Det var egentlig ikke fordi hun behøvede at forklare sig overfor ham, men hun ville gerne gøre det klart at det ikke var hele tiden hun var sådan.

”Jeg skal nok dræbe dem.. Og så må vi se hvad der sker” Svarede hun mildt og spiste det sidste kød inden hun vaskede sine hænder. Så lidt rundt og trak på skuldrene. ”Det passer mig fint.. Jeg pakker lige mine ting så” fortsatte hun mildt og strakte sig. Så ham derefter i øjnene ved hans ord. ”Jeg bebrejder dig ikke.. de første par gange havde jeg det rigtigt dårligt med det.. Men af og til er det en nødvendighed, og derfor gør jeg det nu for andre.. Samtidig forhindre det mig i at myrde andre senere hen.” sagde hun let og bed sig lidt i læben. Strøg hånden gennem sit hår inden hun gik op i sit soveværelse. Fandt en taske frem og pakkede nogle enkelte ting.

Efter et stykke tid kom hun ned imod ham igen og satte sin taske på bordet. ”Til gengæld.. Har jeg aldrig været ude og flyve før” smilte hun og satte sig på stolen. Lagde hovedet på skrå, det var dejligt at skulle prøve, selvom hun var en smule nervøs. Et eller andet sted ville hun ikke have at han bare troede hun var en form for kold morder.. For det var hun slet ikke. Indrømmet det virkede sådan.

Nathan kiggede i mod hende, lige nu havde han ikke rigtigt noget indtryk af hende, men jo tanken om at hun havde det fint med at dræbe en hel familie skræmte ham måske en smule, nok mest fordi at Nathan ikke ligefrem var glad for at skulle afsted på denne mission. De var jo sikkert søde mennesker, og de ville ligesom ham sikkert bare passe på sig selv og ikke ende i klørene på djævlen: "Well sidst jeg prøvede at dræbe nogen endte jeg 3 år i Abaddon" sagde han, Abaddon, det underjordiske fængsel i helved, omringet af ild og bestemt ikke et særligt sjovt sted at opholde sig, det havde han nu fundet ud af.

Nathan smilede let da hun sagde hun ikke havde fløjet før, han kunne ikke lade være med at se hende som en lille smule menneskelig da den sætning fløj ud imellem hendes læber. "Well... Det har jeg, meget endda" smilede han, han arbejdede jo som model inde på Desiré Noir og der fløj han ofte til alverdens forskellige steder, tilgengæl havde han aldrig dræbt og tanken skræmte ham stadig fra vid og sans.

"Well jeg.. Ja egentligt vil jeg helst ikke forklare mig, jeg vil bare gerne have det overstået" sagde han og smilede skævt, han kunne tale længe om hvorfor han ikke kunne lide at dræbe folk, især folk som jo nærmest intet havde gjort, de var jo uskyldige. Men han vidste at det ikke nyttede noget for denne gang var han nødt til at redde sin egen røv, han ville ikke til Abaddon igen, ja så ville han næsten hellere slå sig selv ihjel ihvertfald.

”Nårh.. men hvis du kan li at flyve, og har prøvet det mange gange er jeg sikker på der ikke er noget i det” svarede hun smilende og lod blikket hvile på ham. Strøg sig selv en smule over armen inden hun så ned. Det virkede sikkert rigtigt dumt.. At hun bare myrdede folk, uanset hvad de havde gjort. Men han havde brug for hjælp og han virkede faktisk super sød, så derfor ville hun gerne. Det var jo ikke alle hun ville hjælpe, og slet ikke når det var en hel familie. Forsigtigt så hun på det glas vand hun sad med.

”Hvis du vil lukke øjnene lidt kan du bare lægge dig på sofaen?” spurgte hun mildt og så ham i øjnene. Det kunne godt være at han havde lyst til at lukke øjnene en smule, det var tydeligt at han var nervøs over det der skulle ske, det der kom til at ske ville heller ikke blive sjovt, men de skulle nok klare det.

Et øjeblik virkede hun en smule tænkende omkring ham igen, hun prøvede virkelig at finde ud af hvor hun kendte ham fra. Pludselig gik det op for hende og hun smilte lidt. ”Du er da ham modellen.. Det var derfor jeg kendte dig” svarede hun smilende og lod hovedet glide lidt på skrå. Grinte en smule for sig selv inden hun drak sin vand, og satte glasset fra sig. Det var egentlig meget rart at finde ud af hvor hun kendte ham fra. ”Hvor længe har vi derovre?” spurgte hun stille.

Nathan kunne ikke lade være med at komme med et lille smil: "Det er faktisk ganske okay..." sagde han: "Mest en smule kedeligt" medgav han, at flyve var ikke slemt. Men nøj hvor var det kedeligt, nu skulle de jo heldigvis kun til England som var cirka to en halv time væk, men når f.eks Nathan havde været i Colorado til et stort modeshow, så var det altså 13 timer i en flyve maskine, og efter de første 3 timer så ville han faktisk bare gerne ned igen, der skete absolut intet sjovt på et fly, heldigvis havde mange af de moderne fly internet og telefon forbindelse, så kunne man da bruge lidt tid på det.

"Nej det er okay, jeg tror jeg sover bedre når dette er overstået" sagde han med et roligt suk og lagde hovedet let på skrå, han valgte dog at sætte sig på sofaen, han kunne stadig ikke få sig selv til at forstå at han rent faktisk overvejede at få slået nogen ihjel. Nathan havde bare alt for rent et hjerte til disse ting og han havde jo heller ikke valgt at blive Djævel fordi han var ond, men fordi han var uviden og ønskede at finde sin bror, dog fortrød han det grusomt når han så tilbage på det, for Dean var ikke ligefrem nogen god bror.

Da hun pludseligt genkendte ham kunne han ikke lade være med at komme med et genert grin: "yeah... jeg arbejder inde på Desiré Noir" sagde han blot og lod en hånd glide igennem sit mørke og halvlange hår: "To dage.. Jeg har booket så vi skal derover nu, også har vi to overnatninger på et lokalt hotel..." sagde han: "Jeg vidste ikke hvor længe jeg skulle regne med" sagde han roligt og tydeligt en smule utilpas over situationen, faktisk havde han slet ikke lyst til at snakke om det og gjorde derfor et diskret forsøg på at skifte emne: "Hvad laver du? Nåh du ikke... Ja... Myrder folk" sagde han rolig tog prøvede at få det til ike at lyde alt for babarisk.

Aubreiane grinte lidt. Det lød barbarisk  når han sagde det på den måde. ”Nu lyder jeg kun lidt sindssyg når du siger det sådan” drillede hun smilende. Virkede en smule mere afslappet omkring ham nu, og det virkede da også til at han slappede mere af nu. Jovist var det ikke en sjov opgave, men den skulle jo gøres.”Hm.. Jeg kan li at male.. jeg løber meget.. også tager jeg billeder” svarede hun smilende og så ham længe i øjnene. Det var helt okay at han spurgte, de skulle jo bruge den næste tid sammen, indtil opgaven var overstået og de var hjemme igen. Blidt bed hun sig i læben og strakte sig lidt. Forstod også godt at han ikke havde lyst til at sove endnu.

”Det er godt jeg kommer ud og flyve med dig så, så kan du passe på mig” smilte hun drilsk og blinkede til ham. Sad og drejede sit glas en smule mellem hænderne. Dråberne på kanten gled stille ned mod bunden. Ville nok ikke fortælle ham om sin vandskræk, den behøvede han ikke at vide noget om. Heller ikk selvom de skulle over vand. Det måtte hun bare finde ud af at klare.

”Jeg vidste jeg havde set dig før.. Hvad laver du selv? Når du ikke er model, eller bliver sendt på mission?” spurgte hun smilende og så op imod ham igen. Det var ikke fordi det huede hende at skulle dræbe børn, men når først hun kom til det, var det som om en anden tog over i hende. Det var ikke den hun var nu sammen med ham, men den anden del der tog over. En hun sagtens kunne slukke. Og det forhindrede hende jo i at skulle dræbe for at spise, nu kunne hun sagtens nøjes med råt kød. ”Hvor kender du egentlig Johnny fra? Han plejer normalt ikke at sende folk hen til mig så sent” sagde hun mildt og så en smule spørgende ud. Han måtte kende Johnny okay godt..

Nathan nikkede roligt i mod hende: "Well jeg er nok bare lidt i chok over at en så køn pige, er lejemorder i sin fritid" sagde Nathan ærligt og smilede roligt til hende, han havde altid en udadvent, afslappet og for det meste positiv attitude. På mange punkter var Nathan bare en god dreng, der var ikke meget badboy over ham, det skulle da lige være når han drak og fik dummet sig eller noget i den stil, han va rmåske ikke sød i forhold til søde bogorme der gik i skole hver dag, men han var uden tvivl sød og venlig i forhold til sin bror.

Nathan rynkede kort på panden som hendes sætning faldt og var ikke helt sikker på om hun flirtede med ham, ikke at han havde noget i mod det, men.. De kendte jo slet ikke hinanden, udover at han kendte hende af navn for at kunne hjælpe ham og hun åbenbart kendte til hans arbejde: "Well flyvning er fint nok, men det er kedeligt" sukkede han blot: "Så en god bog" sagde han i et lille grin, ja en bog var nok ikke det som Nathan læste mest i, men lige præcist når han skulle flyve var det ofte det eneste der var at lave.

"Hmm" sagde han roligt og sukkede kort: "Jeg slapper af, går i byen... Pretty much" sagde han ærligt og trak på skuldrende, han havde ikke de vilde fritids interesser, selvom han af og til ville ønske at han havde, dog arbejdede han ofte så meget at der ikke var tid til så meget mere. Nathan blev en smule overrasket da hun spurgte til Johnny som havde ført ham til hende: "Han hjælper mig af og til, han kender til mit liv og mit.. Forhold" sagde han og pegede i mod gulvet som en hentydning til hans forhold med djævlen, og hvor svært Nathan havde det ved det.

”Sys du virkelig jeg er køn?” Spurgte hun med et smil og bed sig en smule i læben. Lod hovedet glide på skrå, og strøg hånden gennem sit hår. Han var ganske rar at være sammen med egentlig. Havde ondt af ham. De grønne øjne hvilede længe på ham som hun snakkede med ham. ”En god bog.. det må jeg hellere lige huske at pakke så.. Må man have sin taske i flyveren?” spurgte hun nysgerrigt. Mest for at vide om hun skulle have bogen med i hånden eller pakke den.

”Åh på den måde.. Det er nu oz længe siden han har sendt nogen hjem til mig, så han stoler åbenbart på dig” sagde hun mildt og så en smule ned i gulvet. ”Bare rolig Nathan.. Vi skal nok få klaret det så du kan slappe af igen” sagde hun mildt og virkede en smule stille for en stund. Han måtte kende en masse folk..

”Jeg har egentlig aldrig villet dræbe nogen.. Det ændrede sig bare da jeg blev forvandlet.. Et godt råd, du skal aldrig slå op med en vampyr” hun blinkede til ham inden hun strakte sig en smule. Han ville sikkert blive et hyggeligt selskab de næste par dage, men det var sikkert oz det. Der var aldrig nogen der ville have hende til andet end at klare deres problem også var hun alene igen. Det var en smule trist, men det var nu en gang sådan tingene var og efterhånden havde hun accepteret det. ”Har du så mange venner?” spurgte hun nysgerrigt. Når nu han var model måtte venner jo nærmest hænge på træerne. Hun kunne ikke forestille sig det modsatte.

Hendes spørgsmål kom en smule bag på ham, hvordan kunne hun dog ikke men at hun var køn? Han var tydeligt en smule chokeret: "Du kunne nemt arbejde som model henne på Desiré Noir" svarede han blot i et lille smil, Nathan var ikke god til at lægge an på folk og heller ikke til at komplimentere dem, og da slet ikke når han var ædru. Faktisk var han oftest kun sammen med nogen når han var fuld, selvom det var en smule fjollet for han kunne jo nærmest få alle han ville have, alle pigerne på Desiré Noir var jo nærmest ved at besvime bare han kiggede på dem.

Nathan trak vejret dybt da hun sagde at det hele nok skulle gå, well ja det var han ikke itvivl om, faktisk var det mere hans samvittighed han havde det dårligt over og lige nu var han chokeret over at hun ikke var.. Chokeret, urolig. Men på den anden side så var hun jo dæmon, og de havde måske et andet sind end drenge som Nathan? Måske hun manglede penge? Ja han ville ikke stå og gætte på en grund og dog kom mange tanker til ham i disse minutter: "Ja det må man" sagde han i et venligt smil omkring tasker i flyet: "Han er en fin nok fyr" sagde Nathan blot i et smil og en kort skuldertrækning.

"Vampyre? Har ikke den store erfaring med racen" sagde han i et lille grin: "Men det skal jeg nok skrive bag øret" sagde han blot, hans vennekreds bestod mest af folkene på Desiré Noir, og der var næsten ingen vampyre da det jo krævede de kunne være udenfor i dagtimerne, det eneste vampyr menneske han kendte var en mand der gjorde rent på stedet om natten: "Sådan lidt forskellige, kender mange folk" sagde han og smilede kort, tætte venner havde han nok ikke så mange af: "Så du har intet job?" spurgte han nysgerrigt og forsøgte at starte en mere afslappet samtale, overraskende nok virkede hun jo ganske sød.

Aubreiane så smilende på ham og grinte lidt. Blev tydeligt en smule genert over hans ord, det var ikke noget hun hørte tit. ”Tja.. det kunne da være jeg skulle prøve at se om jeg kunne få sådan et job. Det sikkert oz sjovere end så meget andet” smilte hun tænkende og bed sig lidt i læben. Lod hovedet glide på skrå. Han kunne med garanti få lige den han ville, de ting de skrev om ham fortalte i hvert fald at han var lidt af en player.. Men igen, når man kunne, hvorfor så ikke gøre det?

”Man skal ikke stole på dem i hvert fald.. Jeg var heller ikk særligt pålidelig som vampyr.. Faktisk har jeg oz prøvet at myrde Johnny en gang eller to.. Så det et under han stadig gider snakke med mig” grinte hun stille. Så ham i øjnene som det næste spørgsmål forlod hans læber. Stille trak hun på skuldrene og så frem for sig. ”Neij ikk som sådan.. Penge har jeg aldrig manglet, men jeg har nogle gange overvejet at starte min egen butik.. Du ved, være sin egen chef og sådan. Det sys jeg lyder meget godt” sagde hun mildt og smilte lidt. Han havde sikkert heller ikk så mange problemer med chefer.. Andet end satan selvfølgelig.. Hun havde nu ondt af ham.

”Du virker som en sød fyr Nathan.. Jeg har faktisk lidt ondt af dig.. Det kan umuligt være nemt når man er venlig, at være den race du er” sagde hun stille. Tyggede sig en smule i læben. ”Har du nogen drømme? Noget du gerne vil gøre?” spurgte hun smilende og betragtede ham. Var nysgerrig omkring ham, fordi hun ikke rigtigt kendte ham, og han var anderledes end alle de andre djævle hun havde mødt.

Nathan smilede let og nikkede så: "Jeg skal nok tale pænt om dig hvis du vælger at komme ud til os" sagde Nathan blot, hun kunne da sagtens arbejde på det store modefirma, enten som model eller som.. Assistent, sminkør... Ja der var jo mange muligheder. Nathan syntes hun var meget smuk og uden tvivl model potientale, men han havde ikke meget forstand på hvad de kloge mennesker kiggede efter når det kom til kvindelige modeller, men han kunne nu ikke forestille sig at de ville vende en kvinde som hende rykken.

"Og alligevel så vælger du denne branche?" spurgte Nathan undrende, det var jo fint for ham at hun var typen der ville dræbe for penge for det hjalp jo Nathan, men det gjorde nu ikke at han kunne forstå det, for han ahvde forventet at personen han skulle møde var en koldblodig dræber som fik nogen penge og bare foksuerede på missionen, men lige nu snakkede de to jo sammen og... ja hun virkede jo som typen der faktisk var sød og venskabelig og ikke særlig kold morder agtig.

Nathan kiggede i mod hende som han satte sig ned og et lille smil kom frem på hans læber over hendes spørgsmål og han trak så let på skuldrende: "Well jeg vil bare gerne ud af det her" sagde han: "Jeg har været fængslet i Abaddon for nogen år tilbage og det vil jeg ikke igen, men jeg vil heller ikke det her" sagde han ærligt og stille med smilede alligevel i mod hende, fængslet i helved var ikke særligt fedt og Nathan havde været der netop fordi han havde nægtet at følge ordre, men han var ikke sikker på han nogensinde kunne blive fri og heller ikke sikker på hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

Aubreiane grinte ganske stille for sig selv. Stod lidt og pillede ved en tot af sit lange sorte hår. ”Hm.. det kunne da godt være at jeg skulle overveje det så.. Det kunne være sjovt at prøve og måske egentlig også lidt bedre end at bare gå og kede sig” sagde hun mildt og lod hovedet glide på skrå. Strøg en tot hår om bag sit øre. De grønne øjne var ganske blide som de hvilede på ham. Hun var faktisk begyndt at slappe af i hans selskab. Smed sig på sofaen og sad med benene oppe til sig.

”Jaa.. jeg er bange for at min tid som vampyr har sat sine spor.. At have de her missioner, sker måske en gang om måneden, det gør at jeg kan hjælpe folk som dig ud af problemer, og at jeg kan forhindre mig selv i at dræbe andre.” sagde hun mildt. Han var sød at snakke med, og selvom han ikke forstod det, forstod hvorfor hun gjorde det her, ville han alligevel stadig gerne snakke med hende. Let strakte hun sig og pillede lidt ved sin halskæde. Det ville være rart at se mere til ham bagefter, men det var nok ønsketænkning. Hans ord fik hende til at nikke en smule for sig selv. ”Jeg kan sagtens forstå det.. ” svarede hun stille og så en smule ned i gulvet.

De blide øjne hvilede nu på ham igen. Strøg sig selv en smule over armen, inden hun sukkede lidt for sig selv. ”Hvordan når det er færdigt? Så flyver vi tilbage og sådan, jeg får min betaling og så smutter du?” spurgte hun tænkende og tyggede sig en smule i læben. Det var ikke for at være ond at hun spurgte sådan, men det var meget rart for hende at vide hvad han havde af planer bagefter.

Da det efterhånden var tid til at gøre sig klar, tog hun sine sko og sin jakke på, inden hun samlede sin taske op. ”Jeg er klar når du er” mumlede hun smilende og så ham i øjnene.

Nathan smilede og nikkede så roligt: "Jeg er ihvertfald glad for at arbejde... Sådan normalt" sagde han, han mente naturligvis det var rart at have et normalt arbejde, et arbejde hvor han ikke kunne dø og hvor han heller ikke skulle slå andre ihjel. Nathan var jo en meget sød og rolig type, og han kunne ikke lide hvis der blev for meget drama i dagligdagen, han ville bare gerne... Slappe af, være glad og tage de små udfordringer der måske kunne komme. Men alt for meget drama? Åh bare tanken gjorde ham helt træt.

"Jep.. Du får pengene når vi er tilbage" sagde han blot. Nathan stolede ikke specielt meget på folk og da slet ikke folk som gik og slog andre ihjel og det var nok derfor at han ikke ville give hende alle pengene med det samme, Nathan var stadig ikke tryg ved den mission de skulle afsted på - men han var jo desværre nødt til bare at springe ud i det.

"Jeg er klar... Lad os bare skride så" sagde Nathan blot, om ikke andet kunne han se om de måske kunne nå et tidligere fly, for han ville bare gerne have det overstået, vende tilbage til det normale liv og forhåbenligt også selv overleve det hele.

Aubreiane så en smule tænkende frem for sig. Det kunne han jo have ret i, det var sikkert meget rart at have noget normalt at lave. Det havde hun aldrig rigtigt tænkt over, men som vampyr havde det heller aldrig været noget hun kunne komme til. Som dæmon var det noget helt andet, og dermed havde hun mulighed for at lave en masse andet. Så det var værd at prøve som model, som han havde sagt hun kunne. "Jeg tror jeg tager chancen så.. Hvem ved, måske kommer vi til at arbejde sammen så" sagde hun glad og tog sin jakke på og samlede sin taske op.

Fulgte med ham udenfor hvor en taxi, holdt og ventede. Let satte hun sig ind sammen med ham og så sig omkring, mens de kørte mod lufthavnen. "Det her lyder dumt.. Men jeg glæder mig virkelig til at prøve og flyve" grinte hun opgivende og så på ham. For hende var det virkelig sjældent hun prøvede nye ting, og det var rart at det skete en lille smule.

"Hvad skal vi lave til vores fly afgår?" Spurgte hun mildt og så sig lidt omkring mens de kørte. Havde aldrig været i lufthavnen før, så det blev også sjovt at prøve. Han sys nok hun var en smule mærkelig, fordi hun så frem til sådan noget.

Nathan kunne godt mærke at hun var meget begejstret, modsat ham der ikke kunne tænke på andet end det faktum at han skulle slå et andet menneske ihjel. Han kunne ikke lide tanken og han tænkte igen og igen over hvordan denne person og hans familie måske var. De kunne jo være søde og almindelige mennesker, måske der var små børn iblandt? Åh gud bare tanken om hvis der var små børn indblandet.

Alligevel satte Nathan sig ind ved siden af hende og smilede så let som hun sagde hun glædede sig til at flyve, men han svarede ikke, hans tanker var alt for bekymrede: "Well vente? Der er butikker derinde hvis du vil købe noget" sagde han i et lille smil.

Nathan fløj ganske ofte og han var ofte ude i alle verdens kroge for at få taget billeder og bare undersøge verden: "Hvad... Laver du egentligt?" spurgte han roligt, hun levede vel ikke udelukkend eaf at slå folk ihjel gjorde hun? Tanken alene skræmte ham en smule, han mente ihvertfald kun at folk der var en smule fucked up kunne leve et godt liv på denne måde, men well... Han kunne vel nærmest kun blive positivt overrasket lige nu.

Aubreiane så tænkende på ham som de kørte. Det var tydeligt at han var meget bekymret og selvom hun virkelig prøvede at få ham på andre tanker, virkede det ikke rigtigt. Let bed hun sig i læben og nikkede tænkende. Tja.. hun kunne vel altid købe et eller andet, man var vel kvinde. Problemet var bare at hun selv skulle slæbe det hjem igen jo, og de skulle jo også hen til det der sted.

Hans spørgsmål kom en smule bag på hende, men hun smilte dog til ham. ”Jeg maler.. jeg er vel en slags kunstner går jeg ud fra man kalder det.. selvom jeg ikke helt forstår der er nogle der køber dem.. det startede bare som en hobby.. Men ellers laver jeg ikk så meget andet.. går i byen tæller nok ikk” grinte hun let og så ud af vinduet.

Kort efter så hun dog tilbage på ham. #Hvad med dig selv, hvad laver du udover model arbejde og vente?” spurgte hun let. Han virkede ganske rar, og hun var sikker på det nok skulle gå godt hans mission, også selvom han ikke nødvendigvis havde lyst.. det var heller ikk fordi hun syntes det var sjovt.. altid.. Det var desværre nok noget der hang ved efter hun havde været vampyr, selvom det snart var længe siden.