Ensomhed og kedsomhed

Sted: Forêt - skoven
Tid: 20:01
Dato: 10. April 2010
Vejr: Månen er fremme og himlen er så klar, at man allerede kan se stjernerne på himlen. Vejret er dejlig lunt, næsten helt lummert og varmt. Engang imellem kommer der dog en kold vind og køler en ned.
Omgivelser: Lidt højt græs, noget mos, som er inde i en lysning, omkring er der træer og skovens dyr osv.


Den spinkle rødhårede pige kiggede fra den ene ende til den anden. Her havde hun nu spadseret rundt, i en tid, som hun næsten fandt uregerlig, der var intet at tage sig til, jo… danse? Men hun vidste ikke helt om hun skulle, hun havde en trang til det, men et eller andet holdt hende tilbage, og det vidste hun ikke engang selv hvad var. En fløjtende lyd kom frem, da hun havde spidset sine læber og var stille begyndt at gå rundt i nogle cirkler, hun nærmest… ja dansede rundt i cirkler, mens hun fløjtede, det lignede lidt at danse, men får hende, var det nærmest bare som at gå. Langsomt, da hun havde danset sådan rundt i lidt tid og følte at det var nok, stoppede hun op, hendes fløjtende blide toner, der stadig kom ud fra hendes spidse læber, blev dog ved. Hun begyndte at dreje rundt om sig selv, mens hun bredte sine arme ud til siden, hun lænede sit hoved bagover og så op i himlen. Langsomt stoppede de fløjtede lyde, så hun til sidst bare stod og så op i himlen, samtidig med hun snurrede rundt i ring.

En skygge kom langsomt snigende langsomt med jorden, skyggen blev langsomt mere og mere menneskelig og snart kom der en kvinde på de 18 år ud af buskende, det havde været månen der skinnede på hendes spinkle krop som så havde kastet skyggen alle mulig steder hen. Faith sukkede lidt og skød underlæbe frem hun havde ikke haft den mest behagelige dag og alligevel var hun ubeskrivelig glad, men sådan var det nogen gange havde man haft den bedste dag også var man bare ked af det og lagde kun mærke til de dårlige ting i der var sket, som egentlig kun var meget små. Luften blev trukket langsomt ned i lungeren og pustet ud igen mens Faith forsigtigt og næsten uden lyd gled igennem de mange buske og blomster der var i kanten af den tæt begroede sti, den var svær at se men den var der. I favnen havde hun en masse blomster og hun havde tænkt sig at hun for en gangs skyld ville gøre huset lidt mere i mødekommende som om at hun virkelig mente at hun gerne ville have at der var noget dejligt og smuk ved huset og ikke bare alle de mange maleriger og skulpturer der var i galleriet af hendes hvor hun havde lavet det meste selv og nogen af tingene havde hun købt på aktion af kendte kunstner som Picasso, Da vinci og mange flere som hun godt kendte men bare altid glemte navnet på, oh jo Van Gogh. Hun trak igen den kolde luft ned i hendes lunger og kunne ikke andet end at smile over denne dag, hun havde fået en helt ny livsglæde efter hendes 'genfødsel' der var så mange miner og tanker som lå så langt fra hende nu, og nu havde hun jo også Seth også kunne hun egentlig heller ikke forvente mere. Hun rynkede dog brynene og stoppede op da hun hørte nogen spille på en fløjte og gik langsomt mod lyden da hun havde fået vækket hendes nysgerrighed, der var ikke særlig mange der spillede på fløjte mere, og den fløjte lyd havde hun savnet i mange år, når Asparaerne og elverne var stået sammen og såret for den dejlige musik til de mange dansende, også var Asparaerne også begyndt at danse og ingen kunne måle sig med dem. Hvor hun dog savnet disse dage med de væsner der ikke længere viste sig kun i skyggen, og kun overfor andre væsner, menneskerne havde bare fået for meget kontrol og det kunne hun ikke lide. Igen sukkede hun og smilede skævt og begyndte at små løbe lidt da hun kunne hører at fløjte lyden var ved at aftage ikke fordi at hun ikke løb i den rigtige retning men fordi at spilleren ville stoppe med at spille. Men inden længe var hund er dog alligevel og stod og kiggede på en kvindelige aspara der stod og dansede i cirkler for sig selv, et bredere smil kom frem på Faiths læber og hun lagde hoved lidt på skrå mens hun bare i stilhed betragtede den dansende kvinde.

Alicia blev ved med at dreje rundt, hun havde ikke opdaget den spinkle pige, som stod og så på hende. Langsomt stoppede hun med at snurre rundt, for i stedet bare at stå stille, med hoved bøjet bagover, hun lod sine arme falde ned mod jorden, se de hang slapt ned langs hendes side. Efter kort tid retter hun sit hoved ned og lader sit blik falde ned på jorden. Et kold vindstød kommer inde fra træerne og giver hele lysningen kulde for en stund, hvorefter at varmen tager over igen og giver hele lysningen den varme, som den havde før, tilbage. Et smil bredte sig på Alicias læber, da hun kort mærkede vindstødet mig sin hud, hun sukkede kort og lod sine øjne lukke sig i, så alt blev sort for hende blik. Hun følte sig glad, men på samme tid vred. Vred? Hvorfor var det hun var vred? Det vidste hun ikke, måske var det det, der gjorde hende vred. Hun åbnede sine øjne. Et kort irriteret suk lød over hendes læber, før hun lod sine ben føre sig over til et træ, hvor hun satte sig ned op ad det. Hendes blik begyndte at strejfe fra den ene side til den anden, det ramte den spinkle pige, der havde stået og betragtet hende, men hun regstrede det ikke rigtig, før hun tænke over det, derefter for hendes blik tilbage på den spinkle pige. Hendes øjne åbnede sig lidt mere end før, mens hun sad og så på hende. Det eneste hun var, var tavs.

Hun blev ved med at kigge på pigen som dansede selvom hun godt viste at det var ret ubehøvlet at gøre sådan, men hun kunne som sagt ikke rigtig for øjnene fra hende. Det var ikke på grund af hendes udseende men fordi at hun ikke havde set en aspara i danse i meget meget lang tid, og det fik hende bare til at savne de tider hvor væsnerne kunne leve frit, som sagt uden at gemme sig væk og holde deres indentitet hemmelige for alle og en hver, det kunne godt være ret provokerende i det hele, men sådan havde verden udviklet sig og hun håbede stadig at der en dag ville komme nogen som kunne skabe den tid som du havde haft for tilbage men sådan var det ikke altid, måske skulle hun også bare gøre noget selv i stedet for at håbe på at der var nogen som ville komme og gøre det? Men hun havde bare ikke rigtig overskud til at samle alle væsner og så få dem imod menneskeheden, få tilbage de kongerige som var deres, og derfor skabe at væsnerne da bestemt ikke var væk eller udryddet! Og de ville slå tilbage med den kraft som menneskerne i den tid havde gjort mod væsnerne, eller egentlig ikke man burde være mere storsindet og gøre det med fred og ikke med vold, se om det kunne lade sig gøre. Og der var gandhi jo et utrolig godt eksembel omkring at man godt kunne klare tingene uden vold, han gjorde jo næsten hele India uafhængig af england uden vold fra hans side. Hun opdagede at hun havde stået i sine egne tanker og bare stiret ud i luften og derfor ikke opdaget at kvinden eller mere pigen? Det måtte nok mere være kvinde lige meget hvor ung at en aspara så ud så havde der for det meste mere på bagen det samme med engle, men jo mere hun tænkte over det virkede det nu ikke som nogen særlig gammel aspara.Men hun havde ikke lige lagt mærke til at hun var stoppet, og da hun blinkede lidt med øjnene og kom tilbage til virkeligheden så hun at der ikke længere var nogen der stod og dansede, og derfor flyttede hun øjnene lidt rundt, og da de faldt på træet så hun ind i asparaens øjne "Damn, opdaget" grinede hun let og smilede skævt til asparaen "det er jeg ked af jeg ville ikke stå og stirre på dig, men du mindede mig bare om nogle gode tider, så jeg ville ikke forstyre" kom det fra Faith og hun vite ikke helt om hun skulle blive stående eller ikke, hun begyndte at gå lidt ind der hvor hun havde danset og kiggede lidt rundt mens hun mumlede noget for sig selv på græsk.

Asparaen blev bare siddende på jorden. Hun sad helt stille og betragtede kvinden der stod stille, hun syntes det lignede, at kvinden tænkte, men hvordan skulle hun vide om det var rigtigt? Træets bark skar sig nærmest ind i hendes ryg, så hun blev nød til at rykke sig lidt til siden, da den stadig blev ved med at skære sig ind i hendes ryg rejste hun sig, hendes fokus blev derfor fjernet fra kvinden, der var kommet, og rettet imod at rejse sig op. Da hun så op igen, hørte hun, at kvinden sagde noget. Hun lagde sit hoved på skrå og betragtede kvinden, lyttede til hvad hun sagde, og hun begyndte selv at smile over kvinden.
”Du er opdaget må man sige,” svarede hun stille kvinden, ” du skal ikke være ked at det, du vidste jo ikke, at jeg var her måske, og vidste ikke engang om du så mig… og skoven er jo et fælles areal, så ikke sig undskyld…” rigtig hadede hun når nogen sagde noget med, at de var kede af det eller undskyldte, medmindre det virkelig var noget man skulle undskylde, men hun lod dog være med at kommentere det mere, eller med en mere irriteret tonefald, da hun trængte til at snakke med noget. Hun fortsatte med at snakke: ” Hvilke gode tider?” Smilede hun til kvinden. Hun stod bare stille helt henne ved træet, og så på kvinden.

Hun smilede stille "hmm" sagde hun til at hun ikke skulle sige at hun var ked af over at hun bare havde stået at gloet "jamen jeg er da ikke ked af at jeg er her selvom du er.. jeg er ked af jeg stod og overbegloet dig" grinede Faith og fandt heller ikke man skulle sige undskyld for noget som alle havde ret til at gøre, som for eksempel at gå i denne skov, egentlig var skovens sin egen og menneskerne havde glemt dens skønhed og ville ikke længere kendes rigtig ved det, hvilket faktisk var utrolig surt at man glemte hvor man i virkeligheden kom fra, og hvad man skal huske på også har følelser og faktisk kunne føle når man fældede skovene rundt omkring. Hun lagde langsomt sin hånd på træets stamme og sukkede lidt "den gang hvor alt åndede fred mellem mennesker og væsner og at væsnerne ikke behøvede at gemme sig væk i skyggen af de mange mennesker som nu har glemt at der overhoved eksistere personer som dig og mig.. den gang hvor folk dansede sammen, og ingen var uvenner ud over elverne og dværgene selvfølgelig" grinede hun og smilede skævt til pigen og gik nu langsomt over til hende "jeg hedder forresten Faith.. Faith Jável" sagde hun stille og smilede skævt til hende og satte sig over for hende stadig med de mange blomster i favnen som skulle blive hendes pynt i huset, hun havde stadig rødderne på så de kunne holde sig lidt endnu, men hun var dog snart nød til at tage hjem for at skære dem af og sætte dem i vand ellers ville de visne inden hun fik noget at beundre deres skønhed i hendes hjem.