The devil within ~ Malzahar

TID Omkring 21:00. Aftenen/Natten er først lige begyndt.
STED Quartier de Saint-Jean - Iscariots hovedsæde, De Péstis.
VEJR En kølig vind hersker i Terre's gader denne ellers så stjerneklare, skyfrie aften.  
OMGIVELSER I dette tomme lokale: Kun Raquelle og en animagus (NPC).
STARRING ~ Malzahar, en animagus (NPC) og Raquelle.
Den tydeligste kontrast var mellem farven rød og hvid. De stod som to modsætninger, der ikke brød sig om hinanden, som forsøgte de at flygte fra hinanden. Som sådan var det sandt. Blodet flygtede fra kroppen. Fra offeret. På det iskolde stengulv lå en forskræmt sammenkrøbet skikkelse, der med få centimeter af gangen fik kantet sig væk fra sin tilfangetager. Men uden held. Lænkerne om hænderne og benene forhindrede den tilfangetagne animagus (NPC) at flygte særlig langt væk.

”P-P-Please” Den ynkelige bøn brød stilheden. Ordet var blevet fremstammet svagt på engelsk med en tyk engelsk accent. Der var frygt i stemmen. Angst. Det eneste svar, der kom, var en ond, kvindelig latter. Det var en af de få kvindelige latter, der lød som sølvklokker. Latteren genlød i lokalet, der tydeligvis måtte være et lokale i kælderen. Tilsyneladende tomt, men idet rummet kun var lyst op af et par stearinlys, så syntes skyggerne at virke større. Altopslugende og skræmmende.

En ung, kvindelig vampyr stod, tårnende op over den sammenkrøbne animagus, der stadig prøvede at undslippe. Hendes ryg var rank, hendes øjne kolde og læberne trukket i et fornøjet, koldblodigt smil. De mørke lokker faldt i bløde bølger over begge skuldre og indrammede det lille og fine ansigt, der foruden følelserne eller ville virke så uskyldigt. De rødbrune øjne var tiltagende røde. Sultne endda.

”Oh, honey.. Den her aften er først lige begyndt!” Det fornøjede tonefald stod i kontrast til de koldblodige øjne og situationen. Det var et mismatch. En blodstribe løb fra den forskræmte animagus’ mund, der stod tydeligt frem, da hendes ansigt var kridhvidt og trukket i smerte. ”Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ud af dig, og alligevel har vi så lidt tid!” Raquelle lod et påtaget piget fnis slippe over sine læber, da ordene blev udtalt. Egentlig løj hun. De havde hele aftenen om nødvendigt, og det var kommet hende for øre, at denne animagus havde de informationer, hun behøvede. Der var åbenbart en vampyrrede, der lagde planer imod Iscariot, og mere præcis hendes tætte gruppe af vampyrer/løjtnanter, hun altid ønskede at få med på missioner. Havde hun virkelig skabt så mange fjender allerede?

”Du har lige de informationer, jeg ønsker..” Påbegyndte Raquelle, idet hun satte sig på hug foran den kvindelige animagus, der måtte være omtrent 20 år. Med en blid hånd lod hun sin hånd strejfe det ene øre på den tilfangetagne, der med et klynk trak sig længere sammen i en bold. Øret havde en dyb revne fra top til havvejs ned, samt der var to huller på hendes hals. Skønt Raquelle havde ryggen til døråbningen, så forventede hun intet selskab. I hvert fald ikke fra den person, der netop ville dukke op…

Malzahar havde absolut ingen planer om at være med til afhøringen af den nyeste tilfangetaget animagus som hans løjtnant var ankommet med i ly af mørket, som om han ikke allerede vidste hvad der foregik, som om han ikke vidste hvad der skete, som om han ikke vidste alt om alle missioner folk var ude på, intet løb forbi Malzahars øre, og heller ikke Raquelles hemmelighedskræmmeri. Hvilket havde sørget for at tage hende med fingrene i kagekrukke, døren ind til kælderrummet blev åbnet, faktisk nærmest sparket op.
”Raquelle Emily Gilligan” Malzahar brugte kun hendes fulde navn, når han var utilfreds eller vred over noget hun havde gjort, og dette var i sandelig noget han var nærmest vred over.
”Hvor vover du at bringe den ind her, endda uden min tilladelse, dernæst at afsløre overfor det laverestående kreatur vores sande natur, hvis jeg ikke vidste bedre Raquelle, så ville jeg tro at alt hvad jeg har lært dig har du bevidst smidt ud” Malzahars stemme var hård, direkte og kold, ikke mindst, så var den autoritær, den stakkels animagus ville havde været skræmt til døde hvis han så Malzahar, stå der og tårne sig frem. Ikke alene lyste hans øjne blodrødt, de to mægtige pistoler hang ligeså ved hans hofte, og hele hans aura stank af død, sygdom, mord ect.
”Hvorfor bragte du den der tingest hertil Raquelle? Malzahar var stadig utilfreds med hans lærlings beslutning, men hun burde være gammel nok til selv at vide hvornår og hvordan hun skulle tage sig af de opgaver hun var stillet, men ligefrem at bringe væsnet med tilbage til Iscariots hovedkvarter, dette ville indikere at de var nødstedt til at dræbe animagusen for at den ikke kunne fortælle hvor hovedkvarteret var, trods alt, som Raquelle selv havde sagt, så have væsnet information de skulle bruge, men at bringe den hjem, ville ende ud med at sporene skulle fjernes ligeså.
”Raquelle, den fysiske tortur virker godt i øjeblikket, men det knækker dem ikke…” Malzahar lukkede den store jerndør bag dem, og bevægede sig over til Raquelle og Animagusen, hans blik gled frem og tilbage mellem dem, og en lavmælt sukken blev sendt fra ham. Det kolde gulv, det svage lys, det hårde beton, rummet passede som sådan ganske godt til torturen som Raquelle have i tankerne, men som sådan var det ikke hvad de havde tid til, at knække en person psykisk tog noget længere tid end fysisk, så indtil videre måtte de nøjes med den fysiske, indtil informationen var opgivet.

Havde Raquelle haft et hjerte, der stadig slog, så havde det hoppet ud af brystkassen på hende i netop dette øjeblik. Det uventede, højlydte brag af en dør, der kolliderede med den hårde væg overraskede hende. Og det var ikke nogen god overraskelse. Raquelle havde sørget for at holde sin mission for sig selv, klare alt selv og bringe den tilfangetagne animagus til Iscariots hovedkvarter uset. Hun havde ikke regnet med, at hendes overordnede ville komme brasende ind…

Med et sæt havde hun rejst sig op, vendt sig om og i det samme blikket ramte Malzahar, så fløj blikket ned mod gulvet. Mest af alt lignede hendes statur en hundehvalp, der fik en voldsom omgang skældud. Roligt kørte hun hånden igennem håret. ”Malzahar Highlander..” Gav hun igen af svar med en påtaget ynkelig stemmeføring, der til forveksling kunne ligne det klynk, animagussen var kommet med tidligere. Selvfølgelig var det hele skuespil, og hendes skaber ville vide det med det samme.

”Åh, du forventer da ikke, at jeg viste vejen på et kort, vel?” Spurgte Raquelle i dyb seriøsitet, der tydeligvis bar præg af at være fornærmet. Malzahar havde da ikke synderligt høje tanker om hende.. ”Den kære animagus her kender ikke vejen. Ikke i den tilstand, hun blev bragt hertil i..” Forsvarede Raquelle sig selv med, der med en nu genvundet selvtillid lagde armene over kors. For første gang lod hun øjnene møde Malzahars, stædigt.

”Du har dine metoder. Jeg har mine!” Påbegyndte Raquelle sin forklaring i et stædigt tonefald, hvortil hun lod en finger pege på den ynkelige sammenfatning af en animagus. ”Jeg havde planer om at prøve at forvandle denne animagus…” Stemmen var dybt alvorlig, tonen kølig og målrettet. Det var ikke til at gennemskue, at det hele var rent bluf. Hvis Malzahar ville gennemskue hende, ville han forhåbentlig spille med. Egentlig måtte hun indrømme, at hun håbede på, at han ikke ville fatte mistanke. Den kvindelige tilfangetagne gispede højlydt i frygt, da hun hørte Raquelle’s ord. Det var det sidste, den kære animagus ville have. Det vidste Raquelle.

”P-Please.. Ikke det!” Stemmen var svag og tydeligt påtaget af de skader, Raquelle allerede havde forårsaget ved animagussen. Igen måtte Raquelle slippe sin onde latter ud, imens hun vendte sig mod animagussen. - ”Stille! Jeg står lige og snakker!” Hvæssede Raquelle af animagussen, hvortil hun gav den et spark i maven, efterfulgt af et klynk fra den tilfangetagne.
”[/b]Malzahar, min kære.. Hvor meget mere tror du, der efterhånden skal til?[/b]” Hendes tonefald var næsten sukkersødt, som snakkede de privat sammen. Igen kunne der høres en raslen fra de lænker, der holdt den stakkels animagus på plads. Hun ville væk, fri. Det var tydeligt. Raquelle smilte fornøjeligt over, at Malzahar endnu ikke vidste, at Raquelles plan var dræbe animagussen, når hun havde fået, hvad hun søgte efter. Denne tøs havde voldt nok skade allerede.

Malzahar tog ikke notits af hverken Raquelles tonefald, hendes mere spydige kommentarer eller det at hun var som klistret til loftet over hans pludselige indtræffen. Han var chefen for efterretningstjenesten i organisationen, han kendte til alting, hver enkelte lille information der var givet, hver eneste lille dråbe af rygter vidste han sandheden om, intet kunne holdes skjult fra ham, så hans lærlings forsøg på denne opførelse af at hun virkelig var så imbecil at hun troede at han kunne overlistes, det var jo næsten patetisk, i sandelig var det en hån mod ham, og ikke mindst mod hende selv ligeså, han havde lært hende alt, og hvis hun ikke kunne formå at gøre det bedre, så skulle hun vist omskoles lidt.
Selvom han ikke havde forventet at Raquelle ville svare igen så spydigt med hans navn, viste tegn på at der var noget andet i gære end hvad der var optøjer for, nærmest som om de havde deres egne lille koder for hvornår det var skuespil, og hvornår det ikke var, eller.. sådan opfattede han det.
”Nej Raquelle, men det kræver ikke en IQ svarende til et kreatur at kunne huske hvilken vej du er gået, du har garanteret ikke engang taget notits af dets evner, eller hvad den kan forvandle sig til, du har garanteret ikke engang tjekket for om den havde udstyr gemt under tøjet, vi kunne blive aflyttet lige nu” Selvom Malzahar frygtede dette, så vidste han godt, eller håbede inderligt på at Raquelle havde tjekket for disse genstande inden hun havde bragt animagusen ned i kælderen, men så igen, selv hvis hun ikke havde gjort det, så de meter tykke beton vægge ville holde ethvert signal ude, så ingenting ville kunne blive opfanget alligevel.

”Mine metoder Raquelle, omhandler ikke direkte tilfangetagelse, tortur på en så usselmåde som du planlægger….-” Malzahar stoppede pludselig da han hørte at hun ville forvandle animagusen, var det hendes joke, mente hun det? Malzahar blev en anelse i tvivl om han måtte reagere hurtigt, hastigt kastede han sig frem, og greb fat om halsen på Raquelle, og løftede hende op i luften, hun havde ingen mulighed for at kunne forsvare sig eller endda undvige det pludselige fremskudte angreb, med en aldersforskel på over 3000 år mellem dem, ville det alligevel havde været totalt håbløst på nogen måde for Raquelle at undvige ”Vi forvandler ikke Raquelle, ikke disse ting, det er reglen Malzahars stemme var kold, kynisk, og skar gennem knogler og stål som var det smør, det var nemt at opdage i hans stemme, hvis Raquelle forvandlede animagusen, så ville han ikke ty med at dræbe dem begge inden de havde nået at blinke.

Hurtigt gav Malzahar dog slip på Raquelles hals, og trak sin pistol og skød overmod, selvfølgelig ramte han ikke animagussen, skudet var dog få centimeter fra dets hoved. ”Du taler ikke før spørgsmål er blevet dig givet, næste gang, er jeg ikke så venlig overfor dig” det enorme hul fra Malzahars skud var alligevel frygtindgydende, en enkelt eller to centimeter længere mod venstre og hele hovedet ville være blæst væk.

Raquelle valgte bevidst at sukke melodramatisk, som stod hun netop på et teaters scene. Dette var scenen, der ville betyde, hvorvidt hun kunne snøre selv en, der stod hende allernærmest. Som sin skaber havde Raquelle meget respekt for Malzahar, men han havde sine metoder. Og hun havde ligeså sine egne. Hun ville ikke altid makke ret, når det kom til at følge de ting, han havde lært hende. Dette var ikke at forveksle med, at hun ikke var taknemmelig, for det var hun. Han havde lært hende mere, end hun kunne have turdet håbe på. Ofte smed hun det bare fra sig, trodsigt.
”Du forventer da ikke, at jeg lod animagussen være ved bevidstehed, da jeg bragte hende hertil, gjorde du?!” Atter var det med en påtaget fornærmelse. Skuespil lå nemt til hende, hvilket gjorde det nemmere at udholde et sådant kontrovers, der netop var opstået imellem skaber og afkom. ”Malzahar Highlander, du har lært mig meget. Et af dem er, at jeg burde gøre mine ofre bevidstløse, hvis jeg skal flytte dem fra et sted til et andet. Jeg er jo altid et skridt foran!” Denne gang var det oprigtig stædighed. Tonefaldet nærmest søgte hans anerkendelse, som var dét det eneste, hun behøvede.
”Jeg ville være et fjols, hvis jeg ikke allerede havde tjekket det mest foreliggende..” Raquelle himlede med øjnene som var det Malzahar, der havde gjort noget forkert. ”Hun kan forvandle sig til en panter, så du skal helst passe på hendes kløer. Jeg er allerede blevet revet et par gange..” Fortsatte hun, alt imens hendes hånd strejfede der, hvor panterens pote havde flænset det nederste af Raquelles sorte kjole.

Raquelle nåede knapt nok at opfatte, at Malzahar var gået i stå midt i en sætning, før hun mærkede et stramt greb om sin hals. Det pludseligt mistede fodfæste gjorde, at der kom en forskrækket lyd fra hende. I en dum menneskelig reaktion hev hun efter vejret, imens hendes hænder greb fat om Malzahars. ”Mal-zahar.. Du forstår ikke…” Kom det halvkvalt fra Raquelle, inden hun mærkede sin egen krop kollidere med gulvet. Pludselig kom verden og Malzahars skikkelse fra animagussens synsvinkel. Selv skuddet kom fra denne synsvinkel, som var hun et af Malzahars ofre.
Da Raquelle endelig kom på benene, så blev det et stykke fra Malzahar. Dette var ikke af frygt, men af respekt. Aldersmæssigt var han langt stærkere end hende, og hvis hun skulle være ærlig, så havde hun ikke en chance. Hendes chancer var kun forringet af, at han netop kendte stort set alle hendes tricks. Dette gjorde også, at det var et besynderligt grin, der endelig forlod Raquelles læber, da animagussens reaktion indtræf. Hun peb, som var hun en kat, der netop var blevet trampet på halen.
”Hvis du lod mig styre min afhøring som planlagt, så ville jeg ikke have været nødt til at snakke om forvandling…” Påbegyndte Raquelle i en fornøjet tone, dog med øjnene fast klistret på Malzahar, hvis han kunne finde på noget. ”Men nu… Nu er det en nødvendighed..” Raquelle lod være med at tage notits af, at Malzahars pistoler ville kunne skabe de samme resultater, da hun havde sine egne måder at skabe resultater på. Raquelle blinkede med det ene øje til Malzahar, inden hun atter satte sig på hug ved siden af animagussen.
”Altså… Jeg kan give dig to muligheder..” Fortalte Raquelle, der blot for at understrege sin pointe viftede med to fingre for øjnene af sit offer. ”Enten giver du mig informationer, og du får lov til at gå..” Denne gang var der kun én finger i luften. Det var understøttet af et sukkersødt smil. ”Eller også nægter du, og så er jeg nødt til at forvandle dig!” Tonen blev hårdere og koldere. Havde det været muligt, så ville den kolde tone alene have frosset lokalet til is. Raquelle kastede hurtigt sit blik op på Malzahar og holdt en afventende hånd oppe. Med en hurtig hovedrysten og endnu et blink til ham, tog hun fat i animagussen. Hendes tænder fandt vej til halsen, hvor hendes tænder tidligere havde gennemboret huden. Atter gled de let igennem, og med det samme eksploderede smagen af blod i hendes mund. Smagssansen sang af den metalliske, bløde og let syrlige smag, Raquelle syntes, animagusser havde. Hurtigt gav hun dog slip på animagussen, der med et højt klynk rystede vildt på hovedet. Nærmest nægtende, som ville hun ikke give informationer endnu…

//Jeg giver bolden videre til dig nu, ellers bliver det et alt for langt svar, og orker ikke at skrive mere nu..//

Ak den grædende tone som Raquelle altid fyrede af mod ham når hun var en anelse for sippet over hændelserne, måske havde han ikke udvist den taknemmelighed han burde, måske havde han ikke talt til hende i den tone som hun ønskede, nogle gange minde han sig selv om hvorfor han for så mange år tilbage havde valgt at forvandle hende. Dog så vendte han altid tilbage at det var det rette at gøre, han havde brug for Raquelle som hun havde brug for ham, sammen var de henholdsvis pistolen og kuglen, sammen kunne de og havde de gjort de mest forfærdelig ting gennem deres tid på jorden, og længe før Raquelle overhovedet var født, havde Malzahar ligeså begået disse uhyrligheder, en side han ikke havde tænkt sig at lægge skjul på. Spørgsmålet var stadig om dette var et skuespil eller om Raquelle oprindeligt var fornærmet, som om han havde gjort et eller andet galt.
”Min kære Raquelle, du har før begået fejl, og du vil begå fejl i fremtiden, kom og prøv at belærer mig når du engang runder de godt og vel 3000 år, derudover, så har du tydeligvis aldrig lært nok, ét skridt foran er ikke nok, ellers var du ikke blevet opdaget med dit kæledyr, personligt vil jeg altid råde dig til at være fem eller syv skridt foran alt og alle, på den måde kommer ingen og tager dig bagfra med overraskelser”
Dog så måtte han give hende ret, hun var en ganske udmærket elev, det eneste som hun skulle lære var pli, ydmyghed, tålmodighed og ikke mindst, så skulle hendes mere rebelske side forsvinde, dette var så også den side af hende som han hadet allermest, siden som havde bragt dem i fare et par gange, endda risikeret at hun var ved at afsløre for mennesker at hun var vampyr, og som han så skulle rydde op efter.
”Nådada, du har tjekket for det hele siger du? Malzahar skød øjenbryn af hende og et mere sadistisk smil på hans læber blev langsomt formet, mens hans vampyr tænder skød frem ”Så jeg går ud fra du ligeså har tjekket hende bagfra, i diverse indgange et sådan væsen nu har?” Malzahar tog et par hastige skridt over mod animagussen, næsten som var han luft ænsede jorden ham ikke engang, og med et, rev han tøjet af bæstet, dette var udelukkende for at se om der skulle gemme sig noget aflytningsudstyr på hende, desværre var der intet.
Dette måtte han dog give Raquelle hun havde faktisk tjekket hende, dog så udtænktes der straks en plan i hans hoved, så straks han hørte hvad hun kunne forvandles til ”En panter siger du? Og du var så himmelråbende naiv at tro bæstet her ikke kunne kradse?” så straks ordene var undsluppet Malzahars mund, skete det han havde håbet, animagussen forvandlede sin ene hånd til en panter pote og prøvede at kradse Malzahar, men med den ekstrem hurtige reaktion og hans allerede viden om at dette ville ske, legede han nærmest med hende, hastigt havde han afbøjet slaget og stod med sin negl og pressede den ind i panden på animagussen, blodet begyndte langsomt at dryppe ”Ser du Raquelle, når man har med dyr at gøre, så sætter man dem ikke i lænker, man sætter dem i bur, hvorfor? For at de ikke kan skade så meget, problemet er bare når de er halvt menneske og halvt dyr så er der lidt andre regler, men det at du faktisk er faldet for et så patetisk træk, jeg skammer mig næsten” Malzahar fjernede sin fingre fra panden på animagussen og i løbet af mindre end et sekundt lød der to høje knæk, tydeligt var det at se, at begge hænder på animagussen var brækket så knoglen stak ud, skrig blev der ligeså fyldt i rummet ”Ser du Raquelle, det man så gør i disse situationer er at sørge for ens fjende, ikke kan yde skade på en..” og med endnu et sekunds mellemrum, endte det med at Malzahar hev hænderne af animagussen, blodet flød ud på gulvet, og skrigene fortsatte ud i rummet, hvorpå Malzahars sadistiske latter atter indtrådte ”Målet helliggøre metoden Raquelle, og i vores tilfælde, så havde du vist nogle spørgsmål til vores lille bæst her?” Malzahar kastede de afrevne hænder fra sig, og stillede sig over til væggen med ryggen op af den, det eneste han kunne se på nu, var hvordan Raquelle ville optræde i sin rolle.

Han havde altid en lektie, hun skulle lære. Det var én ting, Raquelle altid ville huske. Han havde den evne, at han faktisk kunne få hende til at lytte, hvis bare det blev gjort under de rette omstændigheder. Dette var ikke en af dem. Animagussen var hendes stolte fangst, der uvidende om sin skæbne, netop lå klar til afhøring. Hver især havde de deres egne metoder, egne måder at tænke på, men alligevel lå mange af deres handlingsmønstre op af hinanden. Én ting var sikker: Raquelle havde en evne til tit at finde den rebelske handling, der ville få den berømte dråbe til at ramme bægeret. Og netop den dråbe havde hun udløst, om end blot for en kort stund.
Idet det virkede som en logisk handling, så lod Raquelle sit skuespil fortsætte. Hvis det blot kunne psyke den tilfangetagne om end bare en lille smule, så ville hendes job være meget lettere at udføre. Faktisk ville det kunne gå hurtigere, så Raquelle kunne komme videre med sine foretagender. Blikket flakkede et par gange imellem ofret og Malzahar, inden hun bestemte sig for, at hendes opmærksomhed ville ligge ved hendes skaber for en stund.
”Et skridt er nok, hvis du er hurtig nok til at planlægge de næste skridt undervejs. Der skulle gerne være lidt…” Raquelle holdt en kunstpause, inden hun lod blikket falde på animagussen. ”Spænding..” Afsluttede hun næsten dramatisk i en hvislen. Så man godt efter, ville man se, at den tilfangetagne netop gøs i det øjeblik. Et syn Raquelle ikke ville blive træt af. Blikket vandrede langsomt tilbage mod Malzahar med læberne trukket i et misfornøjet smil.
”Selv når jeg er 3000 år, så vil du belære mig om alt, du nogensinde har lært. Jeg vender bare ordene til egen fordel og finder mine metoder..” Skulle hun være ærlig, så argumenterede hun virkelig for sin sag nu. Spurgte Malzahar, så ville hun blot konstatere fakta. Sandheden var, at hun altid på en eller anden måde søgte sin skabers anerkendelse, om end bare det anerkendende nik, der ville vise, at hun var på rette spor. Men så hurtigt tankerne var kommet, ligeså hurtigt syntes de at fordufte igen. Et opgivende suk undslap hendes læber, da Malzahar nærmest betvivlede, hvorvidt hun havde undersøgt sit offer godt nok. Dog måtte hun tage sig selv i et overrasket udtryk, da han hev tøjet af det stakkels offer, der i forvejen frøs. Var det endda en sex-reference?
”Jeg ville aflytte hende, ikke tjekke hendes indgange.” Sukkede Raquelle, der kastede et blik af afsky på den nu nøgne animagus på stengulvet. Den ynkelige skikkelse så blot endnu ynkeligere ud nu, hvor der ikke var noget til at dække kroppen. Blikket, der i samme øjeblik blev sendt til Malzahar var næsten isnende. Hun havde aldrig brudt sig om, når han betvivlede hendes dømmekraft.
”Jeg er da aldeles ikke faldet for et patetisk træk! Jeg blev blot taget overrasket midt i panterens slag!” Det var næsten en hvæsen, kun en vampyr ville kunne lave. For en kort stund lod hun sine sylespidse hjørnetænder være synlige, blottede for Malzahar, der var i fuld gang med at sørge for, at panteren ikke ville kunne kradse med forpoterne igen. Nogensinde. Med et overrasket bryn skudt i vejret betragtede hun Malzahar, der trak sig tilbage fra ofret. Ville han virkelig lade hende lege… Helt selv? Med en skuldertrækning satte hun sig atter på hug ved animagussen, der hurtigt blottede de skarpe pantertænder.
”Åh nej, dog. Skal vi til at trække tænderne ud også?” Spurgte Raquelle i en nærmest uskyldig, sukkersød tone, inden hun satte sit knæ mod halsen på panteren. Ved at presse lidt hårdere mod halsen, syntes panteren at spjætte mindre. Raquelle satte hurtigt sit håndled op til sin mund og bed, så blodet begyndte at rende. Det blod lod hun berøre animagussens arme dér, hvor hænderne var revet af. Hurtigt begyndte såret af hele, så det mere lignede et blodigt ar.
”Nååå… Skal vi tage den på den nemme måde? Eller den svære måde?” Det onde smil viste hemmelige hensigter, der fik det til at gyse i animagussen. Hun prøvede at fremstamme en sætning, der ikke gav den mindste smule mening. Hun borede roligt sine fingre en enkelt centimeter ind dér, hvor animagussens hjerte var. Smerten fik kvinden til at spærre øjnene op med et forpint hyl. ”Gad vide, hvordan dit hjerte mon føles? Blødt? Ru?..” Der lå en tænksom tone bag hvert et udtalt ord.
”P-Please.. Jeg ved ikke n-” Mere nåede hun ikke, før Raquelle borede sine fingre længere ind. Ord blev erstattet med et højlydt, pinefuldt skrig, der skar i ørerne. Den anden hånd gled op til hendes ene øje, hvor hun satte sin tommelfinger imod. Ord var ikke behøvet, handlingen var nok. Det var, som havde Raquelle startet en lavine i selskab med Malzahar. Ord blev nærmest spyttet ud, selvom det var i en sparsom, enkel mængde.
”T-Terre. De bor på Quatre på flere værelser, de planlægger imod jer..” Tårer løb vildt ned over kinderne på animagussen, der tidligere på aftenen havde ’pralet’ med, at hun ikke ville afsløre den mindste smule information overfor hende. I et forsøg på slippe fri bed animagussen efter Raquelle, der lod sin tommelfinger trykke hårdere mod øjet, så en blodstribe løb ned langs kinden.
”Malzahar, min kære, hvad ville du foreslå, jeg gjorde ved offeret?” Skønt hun selv kunne lufte sine egne ideer direkte på kvinden, så ville hun alligevel hellere spørge sin skaber til råds. Godt nok havde Raquelle levet længe, men Malzahar havde nu en genial tankegang. Sødmen i stemmen faldt tydeligt ikke overens med det koldblodige, sadiske smil, der trak i begge mundvige.

Hun havde ret, såre simpelt var det, selv om 3000 år ville han stadig belærer hende, dog så ville han højst sandsynligt ikke være på jorden om 3000 år, med de fjender han havde skabt, spørgsmålet var, om han ikke bare en gang, ville op og se solen som sin sidste handling, 3000 år længere på jorden skræmte han en anelse, dog slog han hurtigt sine tanker væk, 3000 år var lang tid, og selv hvis han skulle overleve, ville han nok være jordens stærkeste vampyr der fandtes, han ville overgå guderne, han ville være en gud.
”Tydeligvis er et skridt ikke nok Raquelle, du er blevet snydt før, det er ikke acceptabelt, heldigt for os, har dit kæledyr lige afsløret hvor hendes venner er henne, desværre for hende, betød det blot at de intet længere havde at bruge hende til.
[b]”Raquelle, har jeg nogen sinde fortalt dig hvorfor jeg blev kaldet, No Life King?”
Der gik ikke lang tid før rummet blev fyldt med en manisk latter, og langsomt begyndte blodet at dryppe fra Malzahars mund, hvorpå hans hugtænder kom frem til sine fulde længder, dette var i sandelig et skrækkeligt syn og lyd, blodet som langsomt dryppede ud af hans mund og de ekstrem lange hugtænder ”Hun skal være heldig at opleve dette, ligesom dig Raquelle, det er lang tid siden jeg har gjort dette, men du kender min egenskaber, infection, korrekt? Jeg mindes kun at have fortalt dig om det, men aldrig vist dig det” Malzahar fortsatte med at grine manisk, mens at blodet blev voldsommer og voldsommere, lyset i rummet begyndte at blinke, hurtigere og lyden af kradsen på de tunge beton vægge begyndte, pludselig spræng lampen, ikke bare pæren men hele lampen, det eneste lys som var der ”Raquelle, jeg undskylder for dette” hastigt tog Malzahar fat i hendes arme og kastede hende over til væggen, dette var ikke fordi hun ikke måtte se, men det var bare for at bringe hende i sikkerhed.
Den kradsende lyd på væggene blev opfyldt med en mumle af noget ugenkendeligt, det var ikke ord, bare lyde. ”Ahh hvad er de for noget?!” lød det fra en soldat ude på gangen, hvorpå at man hørte nogle skud, Malzahar fortsatte stadig med at le manisk, han var ændret, hans øjne lyste blodrødt, og omkring ham havde han draget sit favorit våben i brug, de lange micro wires som fløj omkring ham, og kunne skære i alting. Hvis man fulgte med i hvad der skete, kunne man høre en knurren og en gumle udenfor, lydende fortsatte ligeså men alle skuddene var stoppet, utallige pludselig bank på døren opstod, og hænder brød igennem døren, rådne, lemmer som skar sig på den ødelagte dør, men væsnerne tog sig ikke af det ”Ah, nu kom i endelig mine skabninger!” Rummet blev hastigt fyldt ud med ghouls som stod og savlede var dækket i blod og skudhuller fra de soldater som så uheldigvis havde stået vagt, eller blot var gået forbi og spist på vejen.
Selv stod Malzahar oplyst i mørket, med blodrøde øjne, og sine wires flyvende omkring sig, man kunne se dem, eller næsten, det man kunne var flyvende glimt af noget, hvad det var, krævede at man kendte til Malzahar og hans våben.
”Ser du Raquelle, dette er en lille bivirkning når infection får sin adgang i personer som ikke er jomfruer, og vores kære, bæst der, er det tydeligvis ikke, sig velkommen bæst til dit nye liv, du vil blive en af mine ghouls” Malzahar kunne atter ikke lade sin latter være, og fortsatte med at grine som en sindssyg ”Åha, du vil dø her om lidt, og de vil ikke gøre det hurtigt, du vil langsomt blive spist af dem, de vil fortærer hver en del af dig, og når jeg stopper dem, vil du blive til en af dem, er det ikke noget lort at du fortalte os hvor dine venner er, de vil få samme behandling, takket være dig, bagefter, så går jeg over og gør det ved din familie! Dine venner! Alle sammen, på grund af din svaghed, det var sgu noget være lort var?.... og jeg byder dig farvel..” Malzahar viftede med sin ene hånd, og en af de wires han havde, borede sig langsomt ned gennem benet på hende, blodet stod op alle steder, han havde tydeligvis ramt lige gennem lår knoglen, og straks begyndte savlet og lydene fra de ghouls som Malzahar havde der, og langsomt begyndte de at nærme sig den unge animagus, før at blod og lemmer blev kastet op i luften, skrigene fyldte rummet, blodet, indvoldene sprøjtede ud til alle sider, imens Malzahar stadig stod og lo som en sindssyg over det. ”Hun skulle aldrig have fortalt det… bwhahaha!” Han havde savnet at kunne tilføre en enkelt person så meget skade, blot for morskabens skyld, han burde gøre det noget oftere, og det havde han også tænkt sig siden at de nu havde fået at vide hvor deres næste ofre var.

Lige så længe Raquelle kunne huske tilbage på sine år som vampyr, så havde dette været hovedessensen. Malzahar havde en evne til at ville belære Raquelle, og det var i det, der for hende virkede som alting. Hun måtte indrømme, at hun var ham dybt taknemmelig, men det kunne ikke skjule den kendsgerning, at hun netop i dette øjeblik agerede det rebelske, modstridende barn. Der ville aldrig komme det punkt, hvor Raquelle ville kunne belære Malzahar, for på den tid var han selv nået endnu længere. Det var som en evig leg af katten efter musen.
”Et skridt er nok, hvis du er hurtig nok til at følge med på din modstanders næste skridt! Jeg fik da fanget animagussen, gjorde jeg ikke?” Man kunne næsten høre det trodssige mmm-hmm i stemmen, som havde hun mere ret end Malzahar. Dog endte hun med at nikke forstående for hans ord. Han havde jo ret. Tit var hun blevet snydt, selvom hun ikke ville indrømme det. Der havde været op til flere episoder, hvor hun havde fundet sig selv i så kritiske situationer, at det næsten virkede umuligt at undslippe. Tit var det dumt at undervurdere sine modstandere, det havde hun erfaret alt for mange gange.
Med et fnis over navnet rystede Raquelle på hovedet. Hun havde hørt navnet før, men hun havde aldrig fået koblet historien bag navnet sammen med den egentlige virkelighed. Hun blev hurtigt hevet ud af sine tanker om de jokes, hun tidligere havde fortalt om det navn. Faktisk stod med en overrasket mine, da han lod den onde latter slippe ud. Både Raquelle såvel som animagussen gispede, nærmest i kor. Selvom det ikke berørte Raquelle så meget med blodet, så var det hele kombinationen, der gjorde udfaldet. Den rynkede næse og det overraskede blik veg ikke én eneste gang fra Malzahar, selvom hun burde holde øje med offeret ved hendes fødder.
Hvor lidt hun selv ville indrømme det, så gispede hun atter, da Malzahar tog fat i hende. Skønt han kunne have kastet hende meget hårdere hen mod væggen, så havde hun ikke opfanget situationen hurtigt nok. Hovedet kolliderede med væggen i dét øjeblik, lampen sprang. Det løb hende næsten koldt ned ad ryggen bare ved tanken om, at det altopslugende mørke omgav dem. hun tog fat i enhver sans, der kunne sikre hende overlevelse, hvis det havde været en trussel imod hende. Neglene borede sig ind i den hårde væg bag hende, da lyden af noget kom tættere på.  
Skud, gumlen, kradsen og uhygge. Det var det eneste, der løb igennem Raquelles tanker. Selvom Malzahar ikke ville gøre Raquelle fortræd, så stolede hun ikke på det, der var på vej mod dem. Hun bed sig selv hårdt i tungen, da de begyndte at banke hårdt og kradse mod den store, robuste dør. En metallisk smag bredte sig i munden på Raquelle, men hun var ligeglad. Alt hun kunne se var et sæt lysende røde øjne og et af Malzahars favoritvåben.  
”Malzahar.. hvad er det der?!” Uroen og utrygheden i stemmen var tydeligt at spore. Hun var efterhånden ved at vænne sig til mørket, hvilket betød, at hun nu kunne se dele af de væsener, der fyldte rummet. Adskillige stod tæt på Raquelle, så tæt at hun nærmest kunne røre dem, skønt de havde ryggen til hende. Hendes mave vendte sig. Selvom hun godt vidste, hvad der hang ud af de ghouls, så kunne hun ikke lide synet, ikke engang tæt på. Det røde skær fra Malzahars øjne gjorde intet godt for synet af de væsener, der fyldte rummet ud.
Værst af alt var lugten det, der ramte hårdest. Hvis ikke Raquelle næsten krampagtigt havde et tag i væggen bag sig, så havde hun holdt en hånd for næsen. De stank af forrådnelse, råt kød og ødelæggelse. Død! Hun havde ikke rigtig lyst til at svare på Malzahars ord. Ikke fordi hun ikke kunne, men mere fordi hun ikke stolede på sin egen stemme. Han skulle ikke bemærke hendes ubehag mere end højest nødvendigt, og hendes stemmeføring ville være det, der ville give hende hurtigt væk. Den ville være jævn, stærk eller forståelig, så hun nikkede blot, skønt han ikke ville kunne se det.
Bæsternes gumlen begyndte igen, da de begyndte at spise af animagussen. Raquelle havde lyst til at grine ondt, at vise at animagussen fik, hvad den havde fortjent, men alt der undslap hendes læber var et nervøst grin. Hun turde næsten vædde med, at en af ghoulsene holdt øje med hende. Det kunne også være indbildning. Alt i alt var hendes tanker ikke klare, ikke mere. Ikke med de bæster til stede.
”Malzahar..” Raquelle prøvede sin stemme af, men den syntes ikke at lystre, som hun ønskede det. Imens de mange væsener gumlede løs af den stakkels animagus, kæmpede Raquelle med at genvinde sin selvsikre, stolte og onde toneleje. Men den kom ikke. Det var, som havde en sat en prop i halsen på hende, der forhindrede hendes stemme i at nå frem, stærk og selvsikker. Hun endte med at rømme sig, hvilket blot tiltrak de nærmeste ghouls’ opmærksomhed.
”Tager det længe endnu?” Hvad der for Raquelle virkede som en svag hvisken, ville for Malzahar virke som blot en lavmælt, svag stemmeføring. Raquelle næsten skammede sig over, at hun ikke kunne mande sig mere op. Det var pinligt! Alligevel lod hun sine arme kramme sig selv hen over maven, mest for at undgå konceptet af opkast. Hun lod ghoulsene spise, Malzahar være sindssygt, så hun kunne passe sig selv og egen lille verden. Lysten til at lukke øjnene var stor, men hun endte med at tvinge sig selv til at se mod Malzahar. Hans lysende, røde øjne var et godt fokuspunkt i selv samme øjeblik, at de mange ghouls lod til at have spist færdig. Mange spørgsmål pressede sig på, men hun kunne ikke få dem over læberne. Hun ville næsten mistænke magien for at have syet hendes læber sammen, men sandheden var en anden. Hun var utryg ved situationen.

Malzahar fortsatte med at grine i mørket, og nærmede sig den døde, og afrevne animagus ”Poor little creatur” kom det fra Malzahar som straks sparkede til hende, der skete intet i starten men langsomt lænede Malzahar sig ned, og satte sin hugtænder i hende, blodet væltede ud af halsen fra hende, eller det blod der var tilbage. ”Det burde gøre det, rejs dig” Malzahar satte endnu et spark ind på den døde animagus, dog noget voldsommer, man kunne hører ribbene knække under hans spark, dog så skete der noget, en mumle, gurgle i ord fremstod på dets læber, og den rejste sig op, dækket i blod, med åbne sår alle steder, et bredt smil fortsatte med at være solidt plantet på hans læber.
Dog så var hans sanser stadig opmærksomme på Raquelle, var hun bange? Havde han virkelig formodet at skræmme hende, hastigt tog Malzahar en afreven hånd og kastede den over til hende, så han var sikker på hun greb den ”Tag dig en bid min kære, du ser lidt bleg ud” Malzahar grinede og ledte sin lille skare af ghouls ud af døren, hvorpå han vendte sig imod Raquelle som stadig stod limet op af væggen ”Kommer du, som sagt, så har jeg planer..” Malzahar fortsatte med at grine mens han gik op af trappen, men sin hær af ghouls, og inden længe lød der en velkendt stemme over højtalerne ”Attentionen! Soldater af Iscariot, vi er under angreb af de uddøde, indtil videre, er kælderen, stuen og første sal overtaget, al levende personale holder skanserne ellers hvis i ser en mulighed for det, så søg tilflugt på anden sal, Vi beder jer, tag ingen unødvendige handlinger, General Kommandør L, har sagen under kontrol, I vil blive reddet.”[/b] Malzahar havde selvfølgelig sørget for at alle de medlemmer som havde svoret ham troskab ikke var i huset, enten var de ude på missioner, ellers var de bare blevet fortalt til at holde sig lagt væk, Malzahar havde startet en krig mod General Kommandøren, og han havde dræbt alle hans tilhængere, nu var det hans tur til at shine, hans tur til at omforme Iscariot i hans billede.

Lyden af skud fyldte huset, der lå døde kroppe alle stede, og ghouls som enten sad og gnaskede i dem, med blodet sprøjtende ud over det hele, den ellers pæne stue etage var forvandlet til en horror film, lig, kadavere som gik rundt, blod, afrevne lemmer, lugten af død og forrådnelse, selv lyset var de fleste steder sprunget, og ikke mindst, utallige skudhuller i både væg og i nogle stadig levende ghouls.
”Ser du Raquelle, jeg har valgt at genskabe Iscariot i mit billede, og folk svor mig ikke troskab, jeg regner med, at jeg har din støtte?” faktisk så undrede det ham meget, at Raquelle ikke havde opdaget endnu at der ikke var så mange soldater da hun havde bragt animagussen tilbage, at hun endnu ikke havde fornemmet blodudgydelsen, lugten af råddent kød der hang overalt, og ikke mindst, at hun her de sidste par dage ikke havde fornemmet de mange lyde og kradssen på de forskellige døre i kælder levelet.
Men så igen, han beskyldte hende ikke for det, trods alt, så var dette ikke en side af ham, han viste særligt tit, den eneste grund til at han gjorde det nu, var netop fordi han skulle overtage Iscariot.

Malzahars maniske latter fortsatte og inden længe, kom der en lille gruppe af soldater hen til Malzahar og Raquelle [i]”Første Kaptajn, Første Løjtnant, det er en slagmark herude, hvad lav..-” andet nåede den stakkels soldat ikke at få sagt før hans hoved var blevet revet fra hans krop, til soldaternes forskrækkelse stod Malzahar med hovedet, og lod sin tunge drikke af hans afrevne hoved ”Hvad, dette er min plan, og i dør nu” Soldaterne kiggede på hinanden og til deres store forbavselse over det, som om de ikke troede på det, kunne det virkelig passe, havde Malzahar forrådt Iscariot?
Hurtigt tog soldaterne deres våben og begyndte at skyde Malzahar, han flyttede sig ikke skudende fyldte hans krop og fløj endda igennem ham, Malzahars maniske latter stoppede langsomt mens han faldt ned på gulvet, hostende og spyttende med blod henvendte han sig så til sit afkom Raquelle ”Har.. jeg nogensinde fortalt dig hvorfor jeg blev kaldet true immortal?” andet fik Malzahar ikke sagt, før at hans krop langsomt forsvandt op i luften, som om den blev opløst med hans død.
Soldaterne begyndte langsomt at grine, de troede virkelig de havde sejret. Malzahars latter fremstod atter, og fyldte rummet, og der gik ikke lang tid, før den lille gruppe af soldater fløj ud til alle sider og blev impalet på de forskellige ødelagte møbler og dyrehoveder som hang på væggen, og bag dem rejste Malzahar sig op, og smilede stadig bredt, som om han virkelig var tilfreds ”Jeg siger dig Raquelle, den Malzahar du har set, er her ikke længere” det var som om han var ændret, nej han var ændret, dette var vampyren Malzahar, og han var ligeglad med sine fjender, alle der stod ham i vejen ville langsomt forsvinde.

Der var ikke den mindste smule ved situationen, der gjorde hende tryg. Alting havde en modvirkende effekt på hendes selvsikkerhed og stolthed. I dette lokale med de bæster var hun ikke i sikkerhed. I følte sig tilfangetaget, som ville der komme en ghoul og overfalde hende hvert øjeblik, det skulle være. Selvom hun inderligt stolede på Malzahar, så kunne hun ikke få de lysende, røde øjne ud af hovedet. Det her var ikke den skaber, hun kendte. Det var ikke den mand, der havde oplært hende. Mest af alt gjorde de utallige ghouls hende usikker. Flere gange nærmest mærkede hun sin mave vende sig, som ville hun snart kaste op. Heldigvis havde hun en vilje og en stædighed, der tog til. Hun ville ikke, ønskede ikke, at vise svaghed på den måde.
”Uuurgh..” Det var mere end lyd end det var et ord. Skønt Raquelle ikke havde noget imod lyden af knækkede knogler, så var det mere synet af animagussens fortærede krop, der gjorde udfaldet. Den kvalmende lyd af et ribben, der knækkede, var understøttet af de synlige knogler, huden der hang og den indsmurte krop i blod. Det var hele essensen af kannibalisme, der fik hendes mave til at vende sig. Godt nok kunne det ses som en form for kannibalisme at et tidligere menneske, nu vampyr, drak blod for at overleve. Men én ting var at drikke blodet, en anden var at spise kødet.
Ganske vist greb Raquelle den afrevne hånd, men i det samme kastede hun den tilbage efter Malzahar. Hun skulle ikke nyde noget, selv ikke noget af den ellers lækre blod, der endnu ville være at finde i den stump hånd. Animagus-blod smagte godt, det vidste hun. Øjnene fulgte Malzahar med et isnende blik. Hvor vovede han overhovedet at kaste den stump hånd hen til hende? Kunne han ikke se, hvor skidt hun havde det? Dog undlod hun at sige noget, ord ville ikke slippe stærke over hendes læber alligevel.
Da ghoulsene havde forladt lokalet, gik Raquelle i samme retning som Malzahar. Død og ødelæggelse afslørede tydeligt, hvor han var gået hen. Ghoulsene lagde nærmest en form for brødkrummer i form af afrevne lemmer og ødelæggelse. Selv skrigene gjorde det nemt at følge med i, hvor hun skulle gå hen. Der gik ikke længe før hun atter havde fundet Malzahar, som hun med et forundret blik fulgte med øjnene. Hvad var det lige, der foregik? Havde han virkelig i sinde at overtage Iscariot nu? Og selvfølgelig var dette, hvad han havde i sinde. Det var jo tydeligt. Alle stemmerne over højtalerne skreg af, at Malzahar havde erklæret krig mod General Kommandør L. Men hvorfor havde hun så ikke opdaget det noget før?
”Selvfølgelig har du min støtte! Jeg ville være en tosse, hvis jeg ikke stod på din side!” Raquelle lød næsten forundret og beklagende overfor Malzahar, at han overhovedet havde behov for at stille hende det spørgsmål. Hun ville være ham tro fra nu og så til verdens ende. Alt i alt var Malzahar hendes skaber, lærer og ven. Han havde lært hende alt, hvad hun kendte til. Ethvert kløgtigt træk fra Raquelle bare altid en del af Malzahar med sig, som var han en evig del af hendes beslutninger.
Efter Raquelle for alvor havde fået bekræftet, hvor Malzahars planer var på vej hen, så kunne hun ikke lade være med at genvinde sin selvsikkerhed. Blot ved at blive benævnt som Første Løjtnant gjorde, at hun bukkede flabet for de soldater, der var i lokalet. Åh, de havde slet ikke kendskab til, hvad han kunne gøre. Han var en sådan trussel, at det ville blive værst for dem selv, det kunne hun se allerede nu.
”Malzahar!” Selvom Raquelle godt inderst inde vidste, at han havde en plan og en måde at slippe for døden på, så kunne hun ikke få det syn ud af hovedet; Ham der lå på jorden, hullet flere gange og netop nu langsomt forsvandt op i luften. Med et gisp trak hun en unødvendig, dyb indånding ind. Hun nåede aldrig kaste sig ned på knæ, mest af alt for at undgå skuddene fra soldaterne. Deres skudretning var på vej mod Raquelle, der mærkede en bidende, intens smerte fra sin arm, da et skud ramte. Dog med sin fart kom hun hurtigt væk, lige i tide til at se Malzahar, der ”genopstod”. Selvfølgelig var hun blot blevet ramt i et øjeblik af uopmærksomhed.
”I sandhed er dette en anden Malzahar..” Stemmen var svag, men ikke fra hverken smerte eller svaghed. Dette var af erkendelse. Stadig med et overrasket blik fulgte hun ham med øjnene, betragtede den måde han netop var en anden på. Han var ikke sig selv, og alligevel kunne hun genkende ham. Dette var et syn, hun ikke var vant til. Overraskelse og en form for afstand. Skønt hun stolede på ham, kunne hun ikke lade være med at holde sin afstand. Trods alt havde hun aldrig set ham sådan før…

Malzahar klappede sit afkom på hovedet og ruskede kort hendes hår ”Nu begynder du vel ikke at græde, gør du?” Malzahar smilede til hende, dog var det ikke det ellers venlige smil, mere dæmonisk, dette var den frygtelige Malzahar som historierne bevidnede om, endnu et navn som han havde Black Death, han havde vadet gennem Europa og lagt lande, landsbyer øde, dræbt alt hvad der havde en levende puls, og dette var bare fordi han kedet sig, for at få morskab, for at dræbe.
”Enten er du med i kampen stump, ellers står du i vejen og jeg vil ikke tøve med at dræbe dig for at nå mit mål, forstået?” Malzahar havde vendt sig og løftede sit øjenbryn, godt nok havde hun sagt at hun var på hans side, men når Malzahar var på den her måde, skulle han bare opfylde sit mål, og det var at overtage stedet, hvis hans afkom ikke deltog i kampene med blot stod og måbede, så var hun i vejen.
”Tre, to, en, og slut” kom det fra Malzahar hvor alt lyset forsvandt i huset, dog så kunne de som vampyrer sagtens stadig se, og Malzahars øjne lyste stadig rødt.
Dog så duede højtalerne stadig ”Attention, Først Kaptajnen og Først Løjtnanten har indledt krigen, ses de vær yderst forsigtige, skyd for at dræbe, tag ingen chancer” ahh det så ud til at nød systemet havde slået til, endnu en del af Malzahars plan, snart havde han overtaget det hele, hvert enkelt medlem der stadig var i live ville langsomt dø, og ikke mindst, så ville han have magten.
”Ser du Raquelle, huset her er så genialt opbygget at selv ikke jeg kan trænge ind hvor de har blokeret og låst dørene, og nej du kan heller ikke, ikke så længe der stadig er levende derinde… men som sagt, jeg er altid foran” Malzahar drejede om hjørnet og stod foran den store metal dør, total uigennemtrængelig, og selv hvis det på en eller anden måde skulle lykkes for nogen at trænge igennem den så var der yderligere døre man skulle igennem, dette rum var totalt forseglet, så længe der stadig var mindst et levende menneske, eller væsen der inde.
”Desværre kan vi ikke komme ind, endnu…” Malzahar grinede atter manisk, og da gik dørene op, og det første som fløj dem i hovedet var lugten af død, de var blevet forgiftet gennem luft kanalerne ”Som jeg sagde Raquelle, så er jeg altid foran, for lang tid siden, lagde jeg gift i kanalerne, og da de isolerede dørene her, så aktiverede de min lille fælde, og se hvor langt det bragte dem” alle menneskerne derinde havde lidt en død, en død værre end hvad man kunne regne med, der var blod alle steder, nogle havde endda skudt sig selv i hovedet for at slippe for smerterne. Og andre, havde blot fået en forfærdelig smertefuld død.
”Som sagt Raquelle, altid vær foran, ellers vinder du aldrig, og et skridt er ikke nok, omkring nu, burde resten af soldaterne give op..” Malzahar gik hen til mikrofonen, og smilede manisk, han var et monster uden lige. ”Resterende soldater her, dette er Malzahar, eller tidligere Første Kaptajn, i kan stadig overgive jer, mine ghouls vil ikke æde jer, hvis i smider jeres våben, og overgiver jer, vi vil vise nåde, nu hvor jeres General Kommandør L er død..” Malzahar lagde på, og vendte sig mod Raquelle ”Jeg løj, de vil blive ædt, og selv hvis de er kloge nok, så alle de døde her, vil langsomt blive en del af min lille hær” Malzahar fortsatte med at le manisk, han havde udtænkt alting, hvert muligt træk som var blevet lavet, havde han vendt om til hans egen vindings skyld og sådan ville det stadig fortsætte resten af aften, til hvert enkelte menneske der stadig var i live, var død eller omvendt til en ghoul, han havde ingen intentioner om at stoppe nu, ikke før hvert enkelt håb, og ikke mindst kranier var blevet knust under hans fødder.

Han gjorde netop det, han ikke burde. Han tændte for den ildsjæl, der gemte sig indeni hende. Hendes skaber skulle ikke se disse sider af hende, og da slet ikke at gøre grin med dem, når de endelig viste sig. Dermed veg hun væk fra hans berøring, da han klappede hende på hovedet. Det føltes så forkert, når han var i denne tilstand. Det var Malzahar, og alligevel var han så langt fra. Det virkede absurd og forkert. Desuden burde han vide bedre. Raquelle var ikke typen, der græd. Hun kunne ikke huske sidste gang, hun havde grædt, men det var mange år siden. Glemt. Begravet.
”Du havde da ikke regnet med, at jeg ville gemme mig i et hjørne heller, vel? Selvfølgelig vil jeg hjælpe til. Hellere det end at stå i vejen!” I samme øjne rynkede hun næsen og bed tænderne hårdt sammen, idet hun prøvede at grave den patron ud, der sad i armen på hende. Da hun stod med den i hånden, kastede hun den efter den første soldat, hun fik øje på. Kraften fra kastet fik patronen til at gå direkte igennem, hvilket efterlod et mørke i væggen bag ham. Med et hånligt grin klappede hun i hænder, dog med sammenbidte tænder, da helingen stadig var i gang.
Da lyset slukkede, kneb Raquelle først som instinkt øjnene sammen. Hun genvandt hurtigt synet som en vampyr, mest hjulpet på vej af at følge Malzahars lysende røde øjne kort. Hun kunne ikke lade være med at undslippe et fornøjet, hånligt grin, da det over højtalerne blev meldt, at Malzahar og Raquelle var en trussel for Iscariot, ja, hele bygningen! Med sin vampyrlige fart fór hun over og knækkede nakken på en soldat. Lyden af nakken, der knækkede, virkede så tilfredsstillende. Mest fordi hun selv havde store ambitioner med denne mission. Og de var først lige begyndt…
”Gift i kanalerne..” Hun smagte på ideen om det og måtte tilfreds give ham et imponeret blik. Hvorfor havde hun ikke selv tænkt så langt? Hun kendte jo mange af husets egenskaber ud og ind, som var det hendes bukselomme. Trods alt, så havde hun udforsket huset utallige gange, med eller uden Malzahars tilladelse. Da døren gik op tog Raquelle sig til næsen. Pludselig var det næsten en forbandelse med så god en lugtesans som hendes. Hvis bare hun kunne lukke den ude, om end bare store dele af lugten… Selv med hånden for næsen var det en forfærdelig lugt, hun kunne fornemme.
”Det må jeg give dig, Malzahar, du er i den grad kløgtig!” Det var som et klap på skulderen, når det kom fra Raquelle. Hun anerkendte det, han havde gjort. Opsnappede hver en lærestreg undervejs og noterede den mentalt. Intet skulle gå hendes næse forbi, ikke hvis det kunne give hende intellekt. Skulle hun nævne den gang, hvor hun havde lært allermest af Malzahar, så ville denne dag klart blive nævnt.
Blikket gled rundt på al den død, der var at spore i netop det lokale, de var trådt ind i. Nogle af soldaterne havde endda skudhuller mod hovedet. Selvmord. Malzahar var i sandhed en ondskabsfuld mand, når han selv ønskede det. Dette værk var næsten grufuldt, og alligevel kunne hun ikke lade være med at bifalde det. Det var kløgtigt, ondt og taktisk adskillige skridt foran alle. Hun kunne helt sikkert lære noget!
”Jeg må indrømme, at ét enkelt skridt virker absurd nu. Selvfølgelig skal man være flere skridt foran!” Hun var næsten som tryllebundet af al den død, der var at spore. Et manisk smil trak i begge mundvige, afslørede at hun netop bifaldt det på samme niveau som Malzahar. Hun lod sin onde, fine latter få frit løb, da hun havde hørt Malzahars besked til soldaterne til ende. Selvom de ville kaste deres våben fra sig og dermed komme med en gerning af troskab mod Malzahar, så ville det ikke være nok. Dette hus havde set meget død i dag, og mere ventede lige rundt om hjørnet.
”Du har overgået General Kommandør L, nye leder af Iscariot!” Dramatisk nejede hun for Malzahar, inden hun lod de alvorlige folder finde tilbage til hendes fine, lille ansigt. - ”Klogt. Snart har du overtaget det hele! Du får dig en fin, større hær efter i aften…” Selvom Raquelle ikke kunne fordrage bare tanken om Malzahars hær, så bifaldt hun gerne, at den blev større. Det ville sikre hans overlevelse i flere år endnu, samt at han ville kunne føre sine onde gerninger ud i livet. Og som den nye leder af Iscariot, så var dette lige netop dét, der var behøvet!
Der var bare et stykke vej endnu, og flere liv at sætte en stopper for. Raquelle bevægede sig op ved siden af Malzahar, tydeligt afventende, hvad hun i dette øjeblik fik besked på.

”Kløgtig?” kom det næsten hånende fra ham, hvor vovede hun at sætte hans intellekt på prøve, hvor vovede hun at betvivle hans evner! Han skulle vise hende, han skulle vise Iscariot at de alle skulle have svoret ham total loyalitet! Han ville bryde portalen til helvede, han ville dræbe alle i verden for at vise han var den stærkeste, han ville fjerne enhver trussel fra jorden for at vise hvem der altid var foran alle andre!
Ingen skulle betvivle hans intellekt, ingen!
”Raquelle, du tager mig for givet, du ved ikke hvem du taler til længere..” Malzahar vendte sig imod hende, og tog et par skridt tættere på hende, det var som i denne form han var i, var han i en helt anden liga end hende, han var bedre, bedre end alle.
Reserve systemet til kontrolhuset startede op, hvilket han allerede havde taget højdefor ville, der var adskillige systemer som opretholdte forskellige positioner i huset, i tilfælde af at dette skulle ske.
”Raquelle, lige nu, kører det her sted, på sit forsvarsværk, soldaterne er ikke alle dumme, der er stadig rangerede derude, og ikke mindst, så er nogle af dem desværre ret dygtige, så, hvorfor ikke gøre det hele lidt sjovere?”
Malzahar gik hurtigt hen til mikrofonen, hostede et par gange, og begyndte så ”Mine kære soldater, ja, jeg løj overfor jer, mange af jer er allerede døde, og resten af jer gemmer jer i ved kontrolhuset, ganske godt valg, især fordi i tilfælde af en erobring, er det vildt sikkert sted, så tillykke, i havde bare ikke lige regnet med en lille ting… Jeg byggede huset her, og der hvor i er.. ja, hvis i hurtigt tager et kig, så vil i se sprængstoffet, det var alt.. bye bye” Malzahar vendte sig atter mod Raquelle og hev detonatoren frem fra en skuffe. Han havde tænkt på alt, han vidste alle deres træk, han vidste hvordan de tænkte, ja ligeså hvordan Raquelle tænkte, der havde været en grund til at han klappede hende på hovedet, han ville netop vække denne ildsjæl hun besad, hun måtte da ikke gå glip af morskaben bag overtagelsen af Iscariot.
Og så skete det, en eksplosion ramte kontrolhuset, rystelserne kunne nemt mærkes af Malzahar, og garanteret også Raquelle, ingen kunne overleve en sådan eksplosion, der havde været totalt mayham, alle der havde befundet sig der, var døde.
”Raquelle, nu hvor jeg har begået højforræderi, og du ligeså, så skal vi finde en som kan ændre vores spor, hvad siger du til at være lederen af efterretningstjenesten? Kaptajn?” Malzahar havde ingen intentioner om at beholde sine ghouls, det krævede alligevel meget af ham at holde en så stor hær, så når tiden var inde, havde han beordret dem der havde vist ham loyalitet til at bortskaffe dem alle, bortset fra de tyve stks som stadig var på hans værelse, backup, hvis det skulle ske at han døde, når han havde fjernet de nuværende i huset.
”Raquelle, du skal ikke være hånlig, disse ghouls, er ikke mere værd end menneskerne vi dræber, de skal bortskaffes når tiden er inde, jeg har ingen intentioner om at bibeholde dem her” hvad Raquelle ikke vidste, var at Malzahar allerede havde startet udryddelsen af dem, flere soldater kom ind i bygningen og skuddene begyndte igen, man kunne hører gryntene, hylen og skrigene fra de faldende ghouls som blev slagtet hvorend de blev fundet, Malzahar var i sandelig kløgtig, han havde gennem længere tid, erstattet kuglerne fra de nu døde soldater med almindelig kugler, og givet sølvkuglerne til hans egne loyale soldater, som så kunne skille sig af med bæsterne, derfor havde hans ghouls overlevet så lang tid.
Han kunne altid skabe flere, og ikke mindst, så skulle alle beviser for dette angreb fjernes, det ville jo se dårligt ud, hvis Iscariot var under angreb fra dem selv, derfor måtte ghoulsene dø, netop fordi de var fjender af Iscariot, på den måde tabte de heller ikke ansigt.
”Raquelle min tøs, husker du dengang, hvor du blev forvandlet?” Kom det pludselig fra Malzahar, det var nok den eneste gang, hvor han faktisk mindede om ham nu, da han skødeløst havde dræbt dem alle, bortset fra hende, det passede faktisk ikke, der fandtes andre gange gennem tiderne, hvor han havde været et monster, men ikke ligesom nu, langt fra ligesom nu, men dengang hun blev forvandlet, mindede nok mest om det.

Det overraskede ikke Raquelle, at hun netop havde fornærmet ham med sine ord. Men hun var ligeglad. Han kunne gøre hvad han ville, så længe hun slap væk med livet i behold. De havde trods alt sammen, eller mest Malzahar, formået at overtage Iscariot. Han havde dræbt alle de soldater, der tidligere havde sikret deres sikkerhed, når de var spærret inde om dagen. En for en væltede de som dominobrikker i Malzahars spil. Han var spilmesteren, han havde kontrollen. Det sidste ord lå ved ham. Den sidste handling.
”Malzahar, min kære. Hvordan kan du overhovedet tro, at jeg nogensinde ville tage dig for givet?” Nu var det Raquelle, der var fornærmet. Hun havde til tider sine egne måder at vise loyalitet på, selv når det kom til hendes rebelsk, spontane sider. Raquelle var ikke den type, der viste hengivenhed og følelser. I hvert fald ikke for tit. Det burde han vide, nu hvor de sammen havde oplevet over 600 år. Tider var skiftet, mennesker kommet og gået. Men de to; De stod endnu. Og i dette øjeblik var de parat på kamp, hvis situationen skulle spidse til.
Alligevel gled en følelse over de rødbrune øjne, der aktivt fulgte med i situationen. I de øjeblikke, hvor de strejfede Malzahar, blev det med en længsel. Han var derinde et sted, men han var ikke til at se. I dette øjeblik var han et sandt monster. Han udryddede alt, der stod i vejen for ham. Selv hende, hvis hun viste sig at være et bump på vejen. Blikket gled over i mørke, dybe huller, inden de gled væk fra ham, nægtede at møde hverken hans blik eller hans krop. Han var ikke til stede.
”Jeg vil elske at opleve noget mere sjov! Trods alt, det burde en situation som denne jo at være!” Hun bifaldt tydeligvis hans ide. Hun fandt den betagende, spændende og værd at vente på. Hun fulgte han bevæge sig ud af øjenkrogen, imens blikket reelt var rettet fast mod de indgange, der var til rummet. Et bredt, ondskabsfuldt smil bredte sig, da hun hørte Malzahars ord over højtalerne. De resterende soldater ville snart lide samme skæbne som sine kammerater. Stedet ville ulme af død og ødelæggelse, men det ville være det hele værd.
Blikket endte nu endnu en gang nysgerrigt på Malzahar, da han hev en detonator frem. Selvfølgelig havde han ikke løjet om situationen. I selvsamme øjeblik trykkede han på detonatoren, og et brag kunne høres. Rystelserne var ikke synderligt voldsomme, men Raquelle kunne høre det. Det ville være umuligt for noget menneske eller væsen at overleve en sådan eksplosion, som Malzahar netop havde sørget for. Huset ulmede af ødelæggelse! Det morede hende, det var tydeligt. Et stort, fornøjet smil spillede om læberne på hende.
Det kom som en overraskelse. Raquelle havde regnet med, at hun skulle kæmpe hårdt for at kravle videre op ad stigen, selv med Malzahar bag roret for Iscariot. Overraskelsen var tydelig i de store, rødbrune øjne, der et par gange blinkede, inden hun opfattede sagens alvor. Selvfølgelig ville hun tage imod tilbuddet, og hun ville bevise overfor Malzahar, at han ikke kunne finde nogen bedre til jobbet! - ”Selvfølgelig! Malzahar - Det vil være mig en ære!” Respekten, Malzahar så tit havde ledt efter, var i stemmen. I dette øjeblik. Alt, hvad han håbede på at sit afkom, ville hun vise, at hun kunne præstere. Dette var ikke bare et job, men chance for at vise, at hun netop kunne tage lektionerne til sig.
”Så du styrer dem bare, men du ser dem ikke som værende noget værd?” Egentlig var det mest et retorisk spørgsmål, Raquelle var nødt til at stille sig selv. Det var en lettelse at høre. Hun skulle ikke leve side og side med de klamme ghouls, der bare ved tanken stadig kunne sørge for, at hun nemt ville kaste op. Hun var stadig blegere end normalt, især nu ved tanken om de ghouls, han havde. Med en dyb indånding nikkede hun blot af hans ord, taknemmelig og lettet. Lydene ude på gangene havde skiftet en smule. Der lød atter skud. Hun nikkede for sig selv. Det var allerede begyndt, udryddelsen af ghoulsene.
Raquelle følte, at hun var taget med det forkerte ben ude af sengen. Hun trak vejret dybt ind, en vane hun havde, når hun var blevet meget overrasket over en situation. Først nikkede hun blot til hans ord, imens minderne om hendes forvandling truede med at hive hende tilbage til en tid med død og ødelæggelse. Hvordan kunne man glemme, hvordan sine trofaste ansatte blev slagtet? Hvordan kunne man nogensinde glemme det største blodbad, Raquelle nogensinde er løbet ind i. Eller, i hvert fald i løbet af hendes menneskeår. Hun havde kæmpet for sine ansatte. Kæmpet for sin bror. Han var den første, der havde ladet livet. Raquelle slog blikket ned.
”Hvordan kan jeg nogensinde glemme den dag, den tid?” Et nostalgisk element var at spore i stemmen. Stædig forblev blikket mod gulvet. Hun huskede død, afrevne lemmer og blod. Det var over det hele. Den arkæologiske udgravning, hun havde ledet, var endt i kaos. Alt liv den dag var udryddet. Undtagen hende. ”Hvorfor da?” Nysgerrigt lod hun sit blik falde på Malzahar igen, søgte stædigt hans blik. Hun virkede næsten overrasket over, at hun nogensinde ville komme til at se den side af han igen. Den side der gjorde, at hun var blevet ved ham i alle disse år.

”Hvorfor da?” Malzahar skød øjenbrynet i vejret, og var næsten en anelse skuffet over hendes udsagn.
Der havde altid været grunde til hans spørgsmål, også selvom grunden ofte havde været svært at spore, så var der en grund, alt hvad han gjorde, alt hvad han sagde, alting havde et formål, han var altid foran.
”Fordi skat, at dette kun er tredje eller fjerde gang du oplever mig sådan her” Malzahar tog sig ganske kort til hovedet og satte sig ned, hans kræfter var ved at blive opbrugt, han var træt sårbar, han kunne fjernes nu, eller næsten da, derfor var han sandelig glad for at Raquelle var på hans side, selvom hun stadig var svagere end han var, så kunne hun alligevel forvolde væsentlige problemer for eventuelle indtrængende der ville rydde ham af vejen i tumultet.
Denne aften/nat, ville være det bedste tidspunkt at fjerne ham på, hvilket havde bragt ham i en farlig position, han måtte være mere obs.
”Mine ghouls, er ikke andet end døde mennesker, de er væsner som kun tænker på at dræbe og æde, de er en pestilens, de er en sygdom som skal fjernes, og det sker skam” Malzahar trak endnu en detonator frem, og smilede til Raquelle, man kunne godt se på ham at han var udmattet, godt nok ikke meget, men han begyndte at trække vejret en gang imellem, det havde tæret meget på ham at opretholde så mange ghouls og kontrollere dem, samt at sørge for at de ikke dræbte hans soldater, at liste gennem huset som en ghoul og sørge for at finde de resterende overlevende personer som stadig var der, og ende deres miserable liv.
”Ser du Raquelle, jeg havde soldaterne, altså de andre som ikke er mine, fået plantet en lille bombe i dem, ganske vel placeret ved halsen” Malzahar pegede på hvor aortaen ville sidde, og straks trykkede han på knappen, samtlige soldater der ikke var hans, ville nu ikke længere udgøre en trussel.
”Og boom, så var der kun vores tilbage, igen, tillykke kaptajn, du fortjener æren af din geniale plan” som sådan var han ligeglad med om Raquelle fik æren for den sidste del af hans plan, det gjorde ham intet, faktisk var hans plan at hun skulle få æren af en så snedig plan, at hun skulle blive frygtet af soldaterne ”Inden længe, så vil du blive kaldet The Crimson Vampire, for din eksplosive plan, min kære” Malzahar kastede detonatoren over til hende, spillede hun mon med, eller ville hun ikke tage æren, som han praktisktalt serverede til hende på et sølvfad.
”Sig mig kære, dengang du blev forvandlet, fortryder du det, ville du hellere være død, sammen med din bror og dine ansatte?” Malzahar satte sig ned på hvad der var en bunke af lig og afrevne lemmer, som faktisk viste sig at være ganske behagelig at sidde på, han havde længe gået og tænkt på at han gerne ville rive op i fortidens sår omkring hendes forvandling, og måske endda undskylde for sin handling, selvom den var over sekshundrede år gammel, så fortjente hun den nu stadig, hvis det var det hun ønskede.
Malzahar var ved at vende tilbage til sit eget jeg, dog så var han stadig den kolde kyniske morder, der ikke tænkte på andre end sig selv, men hans handlinger talte anderledes, han var ved at være sig selv igen.
Den Malzahar, som Raquelle kendte, og ikke den hun frygtede.