Oh alcohol you understand me.

Kulden var langsomt begynde at ligge sig i tynde lag hen over Terre by, de fleste ville ligge derhjemme og sove da natten var ved at ebbe ud til morgenen. Men da solens tider var ved at skifte, var natten ved at være ved sin fulde magt og fik krævet mere tid til sig selv. Så før da solen allerede var ved at titte frem omkring firetiden, ville den mange gange først vise sit ansigt når klokken var ved at nærme sig de syv. Men spørgsmålet var om solen havde kræfter nok til at bryde igennem de mørke tunge skyer, som prydet hen over nattens himmel og gemte de blinkende stjerner væk. Dråberne var begyndte at falde med hastighed imod de kolde gader, dette fik nogle krystal grønne øjne til at blinke skeptisk mens at de kiggede opad. Vækket fra regnen der begyndte at slå imod hans ansigt, lod hybriden sig dog ikke flytte af den smule vand der prøvede at få ham væk fra hans side sted på bænken. En stille knurren undslap hans strube, men han følte sig ikke stærk nok til at fjerne sig fra stedet. Byen havde taget hårdt på ham denne nat, han havde efterlad sine venner ved diskoteket for at vende snuden hjemad. Dog var han ikke kommet særlig langt da bænken han nu sad på, nærmest havde kaldt på ham, kom og lig på mig, du har jo alligevel ikke kræfter til at gå videre. Med et let black out hvordan aftenen egentlig havde foregået og hvorfor han var endt her, var ham dog stadig en gåde. Han tog en dyb indånding, mens at to af hans fingre lige så stille lagde sig mellem hans næseryg ved øjnene. Med en tilvant metode for at få hovedpinen som der kastede sine lange arme rundt omkring hoved og pressede til, som havde han en cykelhjelm rundt om sine tindinger der blev ved med at blive spændt ind. Hans anden hånd blev langsomt ført ind til hans jakke lomme, hvor han opdagede at en flaske var blevet placeret i den store lomme i hættetrøjen. Med et blik der fortalte, ja hvorfor ikke, hæv han flasken ud og så at det var vodka. Hvornår fanden havde han fået den? Små glimt af ham der havde vadet ind i en døgn kiosk og råbte at han bare skulle have den største og bedste vodka de havde, bryde nethinden for det disede tilbageblik forsvandt igen. Hans mund lavede en lille krusning ned af, mens at tankerner nærmeste fortalte ham, at når han nu alligevel havde den, kunne han vel også drikke af den. Så den velkendte lyd af et skruelåg der blev skruet af en flaske kunne høres i den tømme gade, hvilket nu når han kiggede sig rundt, lignede gågaden. Med et skuldertræk førte han flaskehalsen for munden, og mærkede hvordan at den dejlige fornemmelse af den stærke spirtus gled igennem spiserøret og varmede hans mave op. Låget blev igen skruet fast og efter dette var gjort, krammede han flasken ind til sig som var det en lille dreng der havde fundet sin bamse efter at have prøvet af sove. Så lige så stille lukkede de tunge øjenlåg sig i igen og søvnen overtog langsomt den sanseløse krop.
Der sad han så, en tresårig gammel hybrid, blanding mellem varulv og dæmon. Og sov sin rus ud, midt på gågaden som en eller anden hjemløs der havde fundet komfort i sin vodkaflaske og bænken han sad på. Hætten var trukket hen over hans askeblonde hår, selvom at hans tøj dog ikke lige frem skreg hjemløs, da det var en relativ dyr mærkevare hættetrøje han havde på, dyre Diesel bukser samt converse som dækkede hans fødder. Kunne man med første blik godt tro at dette var tilfældet, at den unge mand på bænken ikke havde noget andet at tage hjem til og sove på.

Aftenen og den sene nat var blevet brugt på café og forskellige barer, med veninder. Hun havde dog forladt dem, da de alle sammen var blevet til et bytte for de forskellige mandlige væsener, der florerede på barerne. Hun havde intet imod det. Hun var bare ikke selv i humør, til selskab og ikke mindst den der pinlige tavshed der fulgte morgenen efter, hvor man vågnede op, nøgen og sårbar, med hovedet dunkende i smerte med sorte huller i hukommelsen og en evig kvalme der sad fast i halsen dagen igennem. Hun havde valgt ikke, at drikke i aften. Om det gjorde byturen mindre sjov, syntes hun ikke. Hun havde aldrig holdt af, at drikke hvilket mange faldt underligt og sindssygt mærkeligt. For hun lignede en, der hver weekend var ude på løjer, som altid var festens midtpunkt og som fyrene slikkede sig op af, som var de spyfluer. Dette var dog det modsatte af hvad virkeligheden var. Hun kunne sagtens hvis hun ville, blive festens midtpunkt, men hun brød sig ikke om opmærksomheden. Hun ville hellere sidde i et hjørne, fordybet i hyggesnak med en interessant person, end at blive jagtet på dansegulvet. Hun havde altid set dansegulvet som en slags savanne, fyldt med vilde dyr, på jagt efter at et bytte, man kunne tage med hjem. Hvis man ikke kom hjem med et bytte havde man fejlet og byturen var forgæves. Hun brød sig ikke videre om det.

Hendes høje hæle klikkede hårdt og højt mod brostenene, da hun begav sig ned af gågaden. Der var ikke mange ude på dette tidspunkt af døgnet. De fleste ville ligge derhjemme, under de lune snehvide dyner, trygt og sikkert. Hun længtes selv efter sin egen seng. Der var dog et stykke vej, at gå endnu. Fødderne var dog hårdt medtaget, efter de mange timer og hun måtte erkende, at hun aldrig ville komme til, at mestre kunsten i at gå i høje hæle. Så hun stoppede op, trådte ud af skoene og besluttede sig for, at gå barfodet hjem. Så med skoene placeret i hånden, betrådte hun de yderst kolde og ikke mindst beskidte brosten. Hun stoppede dog et kort øjeblik op, for at vende sine yderst blå øjne, som flere havde beskrevet som iskrystaller, mod himlen, hvor de dunkle nærmest faretruende skyer, hang over Terre by og skjulte det ellers så fantastisk syn af de tusinde stjerner der glimtede så smukt, i det der syntes som en uendelighed. Hun havde altid holdt af nattehimlen.
I det samme ramte en dråbe hendes pande, efterfulgt af en til, og en til og det fik hende til, at begynde at gå igen. Hun satte farten op da regnen havde i intention om at gøre det samme. Men flere hundrede meter nede, stoppede hun meget pludseligt op igen. Hun havde fået øje på nogen på bænken, hvilket virkede lettere besynderligt da hele gågaden var tom. Skulle hun ignorere ham og gå videre? Eller skulle hun gå hen til vedkommende? Dialogen med sig selv kørte rundt i hovedet på hende. Det kunne jo selvfølgelig også bare være en hjemløs, men da hun tog et par skridt tættere så det mere ud som om, at vedkommende havde valgt at sove sin rus ud på bænken. Han lå og krammede flasken med vodka indtil sig og et kort øjeblik mindede det hende, om en lille dreng der sov med sin bamse. Det gode i hende tog dog beslutningen. Hun ville vække vedkommende, bare for at være på den sikre side.
”Er du… okay?” spurgte hun højt men med et tøvende klang i stemmen. Hendes nu våde isblonde hår, klistrede sig til hendes yderst kønne ansigt der var lagt i bekymrede folder. Hun vidste, at hvis hun ikke vækkede vedkommende, eller bare gjorde noget ved situationen så ville det nage hende de efterfølgende dage. Det var pisse irriterende, men sådan var hun og det var ikke rigtig noget hun kunne gøre ved det.