Efterårsaften....

Dette er en dansk stil som jeg fik 12 for :D læs den og sig hvad du synes^^
Opgavens krav: Krav:
Fortsæt samme genre, som fortællingens begyndelse lægger op til.
Brug alle sanser i dine beskrivelser
hav fokus på gode tillægsord
show it, don't tell it: i stedet for at skrive, at noget er sådan-og-sådan, så vis og beskriv det, så læseren selv kan regne de ud.
Tegnsætning.
Mindst 500 ord
- Det i brunt er det som man skulle skrive en fortsættelse af :)
___________________________________________



Der står et tårn bygget i skovbrynet, et gammel, vejrbidt tårn med mos og slyngplanter op over alle glugger, med grønt mos i alle sprækker og i karmens kroge, og med vissen kaprifolie hængende som et tørt, stridt hår ned over tårnets røde sten; kun højt oppe mod øst åbner sig et eneste vinduesgab i de forvitrede mure.
Og deroppe bag vinduets dybe murkarm står en kvinde og stirrer ud mod den nat, som kommer. Hun er lille og mager, og hendes hænder, som hviler på karmen, er hvide som måneskin, og hagen er buet og bleg som kalaens blomst; men hendes øjne skinner sort som beget, der drypper fra en brændende fakkel. Hun står og stirrer ud over ud over en slette, åben som havet, mens skovbrynets råger flyver til vejrs over trætoppene og kredser og tumler ned mellem grenene og skriger dybt inde i skoven. Bag hende ligger det runde tårnkammer halvmørkt og stenkoldt, og en fårekylling piber skingrenede i en sprække.
Men ude over sletten skærrer en tuden sig igennem vinden, som en kniv gennem blødt smør. Det er en tuden, der kan give selv den mest hårdføre mand kuldegysninger. Den tudende klang bliver båret med vinden, ind imellem skovens flammerøde trætoppe. Et par fugleunger skutter sig, pipper ganske sagte inden de gemer sig under moderens brede og trygge vinger. Den tudende klang er nu langt om længe nået op til det røde tårn. Den klemmer sig vej gennem det sammenflettede kaprifolie, ind gennem sprækker og revner, for til sidst at nå tårnkammerets vinduesgab, hvor den møder kvindens blege, smalle ansigt. Kvinden krymper sig ikke i angst, tværtimod, hun smiler blot. Smilet ser malplaceret ud på hendes smalle, men perfekt formede blodrøde læber. Hun fugter dem let, inden nogle ord, så bløde som fløjl passerer forbi hendes perlehvide tænder.
”Min kære Drakan....” Sætningen dør langsomt ud i det tavse kammer. Kvinden lader sine mørke øjne spejde ud over sletten, indtil de hviler på en stor mørk ulv. Den er mere markeret, kraftig og ikke af normal størrelse, nærmere som en lille hest.
Ulven hyler endnu en gang. Denne gang en smule anderledes, der er en undertone i lyden, triumferende og sejrs bevidst. Dette kan kvinden sagtens hører, og det får blot hendes smil til at blive en anelse større. Smilet antyder en vis form for tilfredshed. ”Jeg håber det er møllerens lyshåret tøs. Hader hende” Siger hun tvært, og skar ansigt. ”Hvorfor kunne de ikke bare have ladet mig være i fred? Hvorfor skulle de pine og plage mig da vi var børn? Blot fordi jeg havde et særpræget navn og udseende.” Lavanya knytter sine hvide hænder så hårdt, at blodårerne springer frem. ”Men de ved bedre nu, nu frygtede de mig.” Lavanya ler for sig selv, men får derefter et sørgmodigt blik i øjnene og tænker tilbage på dengang det hele startede.

Det var efterår, Lavanyas ynglings tid på året. Hvor al naturen syntes at stå i brand, ligesom hendes flammende røde hår. Hun var født om efteråret, en stormfuld efterårsaften. Hendes mor havde bragt hende til verden i et flammehav af blade på skovens bund, hvilket gav hende en endnu større tilknytning til skoven og dens mystik.
Den ildrøde skov stod i alt sin pragt og overværede de små pigers leg. To piger, den ene med hår så gyldent som kornblomsten, den anden med hår som en nypudset kastanie. De løb hånd i hånd, grinende og fnisende. Pigen med det gyldne hår standsede op, hun så med et blik fyldt af afsky på en helt tredje pige. Pigen var Lavanya, hun stod halvt gemt bag et træ. Hun kiggede forsigtigt hen imod de to piger, der nu var stoppet med deres gøren. Lavanya tog øjnene til sig.
”Silla, lad os gå. Jeg brydes mig altså ikke om den der rødtop, der står der og stirrer på os. Se lige det hår! Hun har jo hår af samme farve som Gud herrens fjende, den onde Djævel.” Hun lavede korsets tegn for sit bryst, for ikke at komme til at vække djævlen.

Silla vente sig og så mod den mørkhåret pige og fortsatte foragtelsens spot mod Lavanya .
”Uha ja, Sasha, du har ret. Der kan aldrig komme noget godt ud af at rende rundt med sådan et djævleyngel. Hun har hud som et spøgelse, hår som djævlen og øjne som den sorte nat.” Silla lagde sin arm ind under Sashas og begyndte at hale afsted med hende. Det var tydeligt at de begge bare ville væk fra Lavanya. Dette djævleyngel. Lavanya så med et blik fuldt af længsel efter de to forsvindende piger. Hvor ville hun dog ønske at hun var en del af det. En tung sukken undslap hendes læber, og hun dumpede ned i de bløde blade, der havde samme farve som hendes hår.
”Lavanya...” lød vindens små kærtegn mod hendes kinder. Et lille smil tittede frem på hendes smalle læber. Nej hvad skulle hun dog også med dem? De betød intet for hende, men en dag skulle de komme til at føle hendes vrede...

Tankerne om alle dem der havde gjort hende fortræd er mange, og det eneste der river hende ud af tankestrømmen er endnu en glammende ulvetuden. Hendes blik stryger igen ud over sletten og falder på den store mørke ulv. Hendes kære Drakan, hun elsker ham, eller det var hun i hvert fald kommet til. Hendes plan om at straffe ham og leve i elendighed slog desværre fejl, hovedsageligt på grund af den skønhed manden i ham besidder. Hun bliver igen nostalgisk, hendes hænder slipper vindueskarmen, og lander på hendes kjole og hun forsvinder tilbage i sine tanker om dengang hun mødte ham.

Det var en smuk blæsende efterårsaften. Lavanya gik gennem den øde by. Hendes kjole sad tæt til kroppen, skjulte ikke hendes former, tværtimod. Manden der stod oppe på en af de smukt udformede altaner med gargoyler tårnende sig op ved hans side, lod sit blik hvile på hende. Han tog et lille spejl op, og spejlede sig selv i det. Derpå kastede han spejlet fra sig. Der var ingen grund til at have det mere. Han holdt stadig sit blik på hende. Vinden tog fat i hans hår og kappe . Legede med det, så det bølgede i vinden. På forunderlig vis pegede det i retning af Lavanya. Havde det været et tegn? Manden stilte sig op på kanten og sprang ned. I hans spring omsluttede kappen ham. Han lignede næsten en stor sort flagermus der dykkede. Hans landing var smidig, yndefuld og komplet lydløs. Ligesom alle hans andre bevægelser. Han gik hen til hende. ”Ædle frøken” Sagde han formelt. Han bukkede yndefuldt og perfekt for hende. Hans øjne havde en utrolig dybblåfarve og skinnede i skæret fra den brændende fakkel. Håret var nydeligt arrangeret på den måde det hang, bølgende ned over hans brede skuldre og fortsatte ned af hans muskuløse ryg. Han var smuk, lignede en helt guddommelighed, sådan som han kunne stå der og se så perfekt og ufejlbarlig ud. Det tog vejret fra hende, og det første stykke tid anede hun ikke hvad hun skulle sige til denne fremmede mand. Hun kom dog i tanke om sine manerer og nejede for ham. Hun følte sig lettere klodset, især i sammenligning med ham. Det gav hende imidlertid mulighed til at tænke over hvordan hun skulle tiltale ham, og endnu vigtigere, hvad hun skulle sige til ham. ”Deres nåde?” spurgte hun med en stemme, der var svær at holde under kontrol. Hun så ikke på ham da hun sagde sine ord, men hun fornemmede næsten hvordan hans fintformede mund trak op i et smil. Et smil der fremkaldte både beundring, men også en vis usikkerhed hos hende. Men hvorfor? Han var jo blot en mand. Godt nok gude smuk, men kun en mand...
Lavanya så stadig ikke på manden, der stod foran hende. Han fugtede sine læber og gjorde klar til at tiltale hende. ”Undskyld hvis jeg forskrækkede Dem skøn jomfru. Det var ikke min mening.” Han holdt en lille pause, inden han begyndte at tale igen. Han stemme var blød og mystisk som en kat der sniger sig gennem den mørke nat, men også kold som en bidende snestorm.
Det var det der fremkaldte usikkerheden hos hende, for hvad kunne en mand med sådan en stemme ikke finde på? Svaret kendte hun ikke, og hun var heller ikke sikker på at hun ønskede at vide det. Hun ønskede mest af alt bare at løbe som aldrig før. For hun ønskede virkelig ikke at gøre så smuk en mand fortræd. Selv om han ikke virkede særlig køn inden i, han havde næsten noget dyrisk over sig, som en vild ulv. Men alligevel, det var nok bedre hvis hun bare prøvede at undgå ham.
Hun tog uvilkårligt et skridt tilbage. Væk fra ham. Hans smil begyndte at blive mere selvsikkert, sejrs bevidst. Lavanya sank en klump. Ønskede blot at komme væk fra ham, hun kunne mærke sit eget raseri vokse inden i sig, og hun kunne snart ikke kontrollere sine kræfter længere. Hun drejede rundt på hælen og begyndte at løbe. Løbe som aldrig før. Hun løb ned af en masse små og skumle gyder. For så fin en herre kunne vel aldrig finde på at sætte sin fod i den del af byen. Hun stoppede op da hun troede hun var væk fra ham. Hun var forpustet, og havde svært ved at trække vejret...
Lavanya følte dog stadig hans nærvær, men inden hun nåede at kigge sig omkring, mærkede hun hans fingerspidser mod sin hals. Lidt efter kom stemmen, den overlegne selvtilfredse stemme. ”Hvad skyldes dit hastværk, min lille rose, du er jo lige til at plukke. Jeg er Drakan Gaston, helten fra dine drømme.” Lavanya kiggede trodsigt op på ham, hendes irritation begyndte at overskygge beundringen for hans skønhed. ”Hvad ved du om mine drømme ædle herre?” svarede hun sammenbidt med en blanding af irritation og beherskelse. Han var ikke spor forpustet, og selv havde hun svært ved at få sin vejrtrækning under kontrol. Hun kunne se han morede sig over hende. Hun kunne høre fornøjelsen i hans stemme. En fornøjelse der ikke kun bundede i at han stod over for en smuk ung pige. Nej, dette var en fornøjelse som når man er tæt på at vinde et spil. Lavanya havde dog ikke lyst til at deltage i hans spil.
Hun tog en dyb indånding og prøvede at tage sig sammen, og få styr på det voksende raseri. Hun trak endnu engang vejret dybt og kiggede vredt på ham. ”Jeg burde ikke snakke med fremmede herre som Dem, Drakan Gaston. Jeg undskylder for min upassende måde at gå på, men jeg var nød til det. Men hvis De nu vil have mig undskyldt.” Hun løftede den højre fød og var i gang med at tage et skridt. Hun ønskede bare at komme tilbage til sit kære tårn, hvorfor havde hun også været så letsindig at gå ind til byen. Hun vidste jo hvad der kunne ske hvis nogen generede hende. Hun ville bare ud og nyde den dejlige aften i fred og ro og kigge sig lidt omkring.
Hun skreg. En smerte så brændende og ubeskrivelig skød som et lyn ned igennem hende. Tårerne begyndte at løbe ubehersket ned af hendes kinder. Drakans finger lå nøjagtigt samme sted som før, men denne gang havde han presset hårdt på hendes nerve. Han lagde sin mund helt tæt på hendes øre og sagde med en stemme så blød og sukkersød at den var umulig ikke at blive en lille smule tryllebundet af.
”Det der ville jeg ikke gøre hvis jeg var Dem. Medmindre De har en glæde ved at føle smerte. Ingen vender mig ryggen” Et hånligt smil trådte frem på hans perfekte læber. Lavanya snøftede, hvordan var hun dog havnet i denne forfærdelige situation? Hun mærkede et hårdt skub i ryggen. Hun væltede forover og ned på den hårde kolde jord. Luften blev mast ud af hendes lunger i det hun ramte jorden. Hvad tænkte denne mand dog på, han var tydeligvis ikke fra egnen, han kendte ikke hende og hendes evner.
Drakan satte sig på hug og så drilsk på hende ”Lad os have det lidt sjov. Det er lang tid siden nogen har set så indbydende ud. Så rejs dig op. Begynd at løb. Jeg tæller” Han rejste sig og lagde hænderne for sine øjne og vente ryggen til hende. Hans enorme skygge dækkede hende helt. Tallene lød langsomt et efter et, men blev afbrudt. ”Kom nu op at stå. Jeg gider ikke bare vende mig om og så sidder du der!” lød det skarpt, men stadig ikke uden at der var en hvis morskab i hans stemme. Lavanya var målløs, hvilken frækhed, hvilken tåbe. ”Jeg advarer dig Drakan, stop denne leg inden det er for sent, jeg ønsker virkelig ikke at gøre dig fortræd.”
Lavanya prøvede at rejse sig. Først på alle fire, men det var som om hendes hænder nægtede at lystre hende. De rystede af den indre vrede, der voksede og voksede i hende, og gjorde overhoved ikke som hun beordrede dem til. Hun bed sig i underlæben og kæmpede en forgæves kamp på at komme op. Det lykkedes dog ikke. En teatralsk sukken lød over fra Drakan.
”Ynkeligt syn! Du duer da heller ikke til noget” Snerrede han, mere dyrisk end menneskeligt. Han gik over og tog fat i nakken af hendes kjole. Løftede hende op, så hun stod på sine egne ben. Så vente han sig om og fortsatte med at tælle.
Lavanyas vrede havde nået grænsen, den opblæste nar, nu skulle han bøde for sin frækhed. Den orange aura lyste omkring hende stærkere end nogen sinde. Det gjorde den altid når hun blev gal. Det var som, var der ild i hende, det røde hår blafrede i vinden. Hun gjorde sig klar og ventede tålmodigt til Drakan ville vende sig om mod hende.
”500, nu kommer jeg!” Lød hans stemme, igen fin og blød. Men stadig med et strejf af lyst til at spille. Drakan vendte sig med et triumferende smil, men smilet stivnede i en blanding af forbløffelse
og frygt. Han sank i knæ og kiggede fortvivlet og undskyldende op på Lavanya. Hun kiggede hånligt ned på den ellers så muskuløse mand, der pludselig så lille og hjælpeløs ud.
”YNKELIGT?” tordnede hendes stemme, den orange aura stod i et med hendes røde hår. Hun var smuk og frygtindgydende at se på. ”Jeg skal vise dig ynkeligt! Jeg advarede dig Drakan, jeg gav dig flere chancer. Men nej, du skulle absolut spille dit lille spil. Men nu er det min tur. Nu er det mit spil, mine regler!” Drakan krummede sig rystende sammen, han lå så hjælpeløs som et spædbarn. ”Nåde!” Bævrede hans stemme. ”Jeg vidste jo ikke, jeg ville ikke!” Lavanya lo en kold og tør latter. ”Du ville ikke hvad lille Drakan? Ingen håner mig, ingen genere mig ustraffet. Det er slut, jeg har fået nok! Du opfører dig som et dyr, så bliv til et dyr!” Hun skreg et gennemborende skrig, bredte sine arme ud, hendes fødder rørte ikke jorden mere, hun svævede let og strålede som tusinde sole. Drakan kunne ikke kigge på hende mere, det skar i hans øjne og hele hans krop synes at blive revet fra hinanden. Han sank helt om på jorden, manden var nu væk. Tilbage lå nu en stor mørk ulv.
Lavanyas fødder rørte igen jorden, hun lyste ikke mere og kiggede forundret på ulven. Tænk hun havde gjort det, det var første gang hun havde forvandlet et menneske til et dyr. Men han havde fortjent det. Hun fnøs og vendte sig for at gå. Men så tøvede hun. Han var jo meget smuk, og med lidt god opdragelse kunne han jo blive helt skikkelig tjener. Hun kunne jo altid forvandle ham tilbage til manden når det behagede hende. Hun rørte let ved ulven så den vågnede. Drakan så forvirret og forpjusket ud. Han kiggede derefter på hende med et blik fyldt af lydighed. ”Kom, nu går vi hjem.” Sagde hun med en blid stemme og begyndte at gå. Ulven fulgte troligt efter hende.

Lavanyas fingre sitrer af utålmodighed efter at Drakan skulle komme til hende. Uden nærmere tanke begynder hendes fødder at bære hende ned af den smalle vindeltrappe. Vinden slår hendes hår bagud, og leger med det. Lavanya er nede på det sidste trappetrin forbløffende hurtigt. Flor let på sine måneskinshvide fødder. Døren går op, og hun ser ulven komme springende imod hende. Hun lukker øjnene og siget nogle ord for sig selv, da hun igen åbnet øjnene, er det Drakan der let
og lydløst lander foran hende. Han er en mand igen. Han bukker elegant for hende, tager der efter hendes snehvide hånd og kysser den blidt. ”Lavanya min kære, hvor har jeg længdes efter dig.” Hans blå øjne lyser og det giver et sus i maven på hende. Hun smiler kærligt til ham og lader ham trække hende tæt ind i hans favn. ”Og du min smukke mand, jeg har også savnet dig. Lad os gå op og fejre denne smukke efterårsaften sammen, det er jo et år siden du blev min.” Drakan ler, ”Ja min skønne, og hvilket år det har været, jeg er vild med at være ulv, og jeg er vild med dig.” Han blinker til hende og løfter hende op. Sammen forsvinder de op i det tavse tårn.

Der står et tårn bygget i skovbrynet, et gammel, vejrbidt tårn med mos og slyngplanter op over alle glugger, med grønt mos i alle sprækker og i karmens kroge, og med vissen kaprifolie hængende som et tørt, stridt hår ned over tårnets røde sten; kun højt oppe mod øst åbner sig et eneste vinduesgab i de forvitrede mure.
Der oppe bag vinduets dybe murkarm står et par og stirrer ud mod den nat, som kommer. Han er perfekt, og hans hænder hvide som måneskin, hviler om livet på den smukke kvinde., hans hår sidder i en nydelig hestehale, men hans havblå øjne skinner. Han favner sin kvinde, hans elskede Lavanya, hende som gav ham hans nye liv. De går sammen ind i tårnkamret og bliver væk i hinandens arme. De hører knap de desperate skrig fra møllerens familie, der bæres over sletten i den blæsende efterårsvind. Lavanya smiler for sig selv, de skulle bare havde ladet hende være, de ved bedre nu.

fuck nessie >.< jeg hader dig for at skrive så godt/meget..

læser den når jeg kommer hjem imorgen XD

WIIIIIIIIIIIIICKKKKKKKKKKEEEEEDDDDDDDDDD!!!!!!!!! O___O
*giver dig også 12*

hehe tak^^
(øhm.. hvad er betyder wicked? :p)

skal nok tage mig sammen til at læse den på et tidspunkt! Dx også skal jeg sige dig hvad jeg synes om den :3

Og wicked er underligt, også lidt som at sige awesome o.o i geuss xD

Hehe okay^^

Nååå sådan, mange tak^^