Why does this always happen to me?

Efter en nat fuld af hylen og knurren, havde stilheden endelig lagt sig over skoven, man ville kunne smide en nål og stadig høre den mod den bløde jord, så stille var der. Alle dyrene havde trykket sig væk fra lysningerne og holde sig mest til sig selv. Man kunne vel sige de stadig kunne fornemme rovdyrene der lurede rundt omkring dem, forklædt som mennesker. På trods af fuldmånen allerede var væk og solen nu var på vej op, var der intet dyr i sigte. Midt i en lysning i skoven, omringet af blod, knogler og et par lig lå en ung mand. Fuldkommen dækket af blod fra top til tå, lå han og sov. Det var først da solen ramte mod ham, han stønnede og fik rullet sig om på ryggen, blot denne handling fik alle hans muskler til at trække sig sammen og smerten skød op i ham.
Den metalliske blodsmag hang stadig omkring hans mund, og blodet der efterhånden var godt tørt fik hans hud til at føles stiv og klam. Det tog ham lang tid blot at vænne sig til morgnen skarpe lys, men blot det at komme i bevægelse ville tage ham det længere tid. Hele hans krop var fuldkommen drænet for energi, og dette kom fra en som var blevet bidt i en alder af 18, hvilket alligevel var en del tid siden. Det var som om hele hans krop var lavet af beton, og hver eneste af hans bevægelser sendte en bølge af smerte igennem ham.
Det tog ham næsten en halv sommer bare at komme op og sidde, men så rent faktisk at blive siddende, ja det var en helt anden historie. Det var som om hans koordinationsevner, og evnen til at kunne bevæge sine muskler ordenligt, ikke helt fungerede helt optimalt. Da han endelig kunne sidde stille, gav han sig til at undersøge sine omgivelser, og det tog ham ikke lang tid før han bemærkede ligene, hvilket kun betød en ting, han havde helt klart slået ihjel i nat, og det var nok ikke hans eget blod der dækkede hans krop.
Med en del besvær fik han på en eller anden måde rejst sig op, hvilket kun endte ud i at han svajede frem og tilbage. Hans tanker gled tilbage på hans første forvandling, hvor bange han havde været og hvor utrolig udmattet han havde været næste morgen. Han havde brugt nærmest en halv time på bare at komme op og sidde, også samtidig at skulle holde maven i orden og koordinationen, ikke just det nemmeste. Den pludselig bevægelse han fortod sig, da han forsøgte sig med at træde et enkelt skridt frem, sendte en svimmelhed igennem ham, og lige så lang som han var, faldt han. Han stønnede og lod denne gang hver med at forsøge at rejse sig op, men blev i stedet liggende helt stille. På trods af kulden der efterhånden var trængt helt ind i hans krop, helt ind til musklerne der nu lå helt låst.