Pigen med Klumpfoden

Dette er en stil jeg skrev under sidste terminsprøve i år, så den er ikke så gammel. Desuden fik jeg 12. Stilen går ud på, at man skulle skrive en erindring om en ung kvinde, der mødte en ung mand, hvor dette skulle have betydning for hende senere hen. Problemet var bare det, at kvinden/pigen har en klumpfod, altså en psykisk og fysisk byrde. Dette skulle bygge på en lang tekst fra en dagbog, hvor man følger manden igennem dette møde. Desværre har jeg ikke dette uddrag af dagbogen, så det kan være en smule forvirrende, men her kommer det:

Pigen med Klumpfoden
Jeg havde skænket det en tanke, men jeg ville ikke gå for vidt. Det var som at sige, at der var noget i vejen, og alligevel bar jeg kun skammen over mig selv. Mine handlinger. Tilbageblik på fortid, og så den nutid for mine dybe blå øjne, gjorde ingen forskel for mig. Jeg havde det, som var der kun ganske få ting af betydning, og alligevel gav de mig min mening til ende. Jeg havde dog aldrig i mit liv forventet, at noget kunne ske for mig, der ville bære betydning. Sommerens smukke lunefulde færd drog mig. Ikke på en måde, som vil danse for mine øjne nu, men langt efter jeg endnu ikke stod der længere også. Intet. Intet andet end drømmene dominerede i de tider, hvor nøden var størst. Penge var der tilfredsstillende af, men det er det under overfladen af det gode liv, der bekymrede mig. Det faktum, at jeg ikke var helt normal, da han så mig, ønskede at følge mig af sted ned af den forbistrede trappe. Det var der, at jeg fik det, som jeg aldrig i mit liv vil kunne glemme… Følelsen af at blive kastet ligegyldigt af sted, efterladt af de skarpe tanker, der fulgte sommerens formildede mønster.

Han stod dernede under sommerdagens tidlige sol. Han spejdede udover vandets uberørte overflade, hvor skibe gyngede let i den friske brise. Jeg så ham for mig, venlig og rar. Og dog. Mine tanker gav ekkoet et strejf af liv, liv og ungdommelig skønhed til det frie. Strejf efter strejf af brisens kærtegn, gav jeg nuet en ekstra chance. Det blev opløftet af de forhåbninger, der legede med de friske blomster af kærlighed. Blå friske blomster, samt to af dem blev lokaliseret som mine dybe øjne. Blikket gled ned, og forsamledes med mit livs chok. Jeg huskede den stadig, da det ikke gav en grund at råbe hurra for. Sukkene kom hver for sig. En efter en genlød det af selvbebrejdelse i mit stille indre.
Friskt gled mine øjne søgende mod landskabets livlige vidundere. Det kaldte på mig, men jeg lyttede ikke. Omtåget af sorgen, lod jeg mig trække frem af glæderne, der end ikke stod malet fremme. Jeg mærkede min fod noget så tydeligt, men den skulle ikke stoppe mig fra en god sommerdags tidlige kælen mod min hud. Det forslog mig indvendigt, ud fra den betragtning at jeg altid havde en sorg med mig, som ikke kunne tages væk, eller for den sags skyld bare gemmes. Jeg satte min egen front imod ham. Da røg blikket fra ham mod mig, søgende, mens refleksen i mig reagerede rent og skært naturligt, gled mit blik søgende ud mod horisontens stilhed. Alt skreg. Stilhed, sorgerne, glæderne, vreden og sågar havet skreg efter en mening med det hele. En stille bøn blev stille hvisket, men ingen slog ørerne ud for at lytte. Mine egne ører åbnedes, men ikke af hensyn til bønnerne. Snarer var det vendt mod ham, da han satte kursen mod bænkens trygge siddeplads længst fra mig.
Stilheden fra det ensomme ville blive brudt. Tavs som graven, betragtede jeg ham roligt, og fornemmede noget så tydeligt hans omsværmede blik, som så han noget utroligt, han ikke kunne tro sig selv til. Det var der tidspunktet kom, at vi brød ud i snak skønt som det foregik i ro og mag. Intet brød uden om begge vores meninger og lutre smil. For hvert blik jeg havde på ham, stjal jeg en smule af hans indre skønhed, der svagt trængte frem mod mig. Jeg fortrød. Det var slet ikke meningen, den måde vi snakkede så frit og åbent sammen. Under en af hans sætninger, bed jeg mig ganske svagt i min underlæbe. Jeg var dybt fascineret over hans talemåde. Selv det sprogvalg, han valgte at følge, gik dybt i rødderne på mig med stor intention om venskab. Hans måde at snakke på var så fri, så spændende. Smilet krøb oprigtigt om mine læber, så selv mine øjne funklede som små fine, dybe diamanter.
Jeg gjorde et lille slag med mine lyse lokker, mens det dansede i takt med vinden frembringende mønster. Det var her det skulle brydes, det var jeg ret sikker på. Ikke andet end vandets stille slag mod vandkanten hørtes. Idet der lød et råb fra baggrundens stille facade, hvilket satte ham i gang med den frygtelige samtale, der før havde været så åben og fantastisk. Det dybt fascinerende lukkede pludseligt af, og nysgerrigheden fra hans side blev endnu større. Hans dybde til samtalen vippede af, og nu genlød med en rungende styrke fra tusind små sølvklokkers advarsel. Advarselen i hendes hoved.

Det rørte på sig dybt nede. Ordet ”hun” legede for mit lettere slørede blik. Forskrækkelsen stod stadig malet i mit ansigt. Forestillingen kom pludselig mig selv i forkøbet, som en tredjeperson, end den jeg virkelig sad her og var. Tankerne søgte efter en anden end mig, men umuligt lå det hele til kajen. Skibene var et andet alternativ. Så pludseligt dukket op ud af det blå, lå ønskerne på, at ville være en af de frie både på havets blå overflade. Da åbnedes hans mund i en påmindelse om råbet, som jeg febrilsk prøvede at flygte fra. Han ville garanteret se min fod, se dens klumpede eksistens, der gjorde mig ude af stand til at gå normalt. Andet kunne der ikke siges om sagen. Det var, som ville han hive mig med. Tvinge mig frem, og vise mit jeg under den smukke ydre maske, jeg så fint havde holdt oppe. Blikket slog jeg ned, da jeg hørte hans ord. Vreden rørte på sig i mig, idet han slyngede ordene vildt omkring. Bandt mig fast til stedet med en klage, som ikke ignoreres. Fri var jeg, men bundet af ord. Jeg afviste ham med det simple ord, nej, som det eneste svar jeg kunne finde passende og forstående til ham.
Vores øjne mødte hinanden i ganske få sekunder, inden jeg atter blot kastede blikket væk. Kostbart så sandt at sige. Smilet dinglede usikkert over mine læber i sekundet inden hans næste ord brød frem. Det var skjult i den takt, jeg havde blikket et helt andet sted hen. Atter var det havets frihed, jeg havde søgt efter. Det gav den smukke stilhed en pift af det forførende i den friske sommerdag. Naturen kaldte på selskab, men jeg ønskede ikke at vise den det, den søgte efter. Selv da lysten var der. Alt var en stor søgen på det uopnåelige. Små vippen med foden, den klumpede af slagsen, gjorde mig næsten helt øm. Vejret blev trukket stille ind, til det nåede helt op i lungernes fulde effekt, hvorefter det atter blev pustet ud med elendigheden med foden. Mit kvindelige instinkt fik mig til at kaste blikket mod ham ud af øjenkrogens sikre betragtende magiske stund i smug for hans ord og nysgerrige blikke. Der hun hørte det, lyttede og næsten fortrød sin måde at kigge efter ham på.
Håbet om at skjule foden gled ud i sandets våde korn. Han brød atter stilheden. Denne gang med den undskyldning, der fik tårerne til at vælde op i øjnene på mig. Jeg vendte mig bort, skamfuld over den hulkende scene, der fik sit greb. Det var ikke sådan det skulle have været. Jeg kunne bare ikke klare mere. Han troede vel, at det hele drejede sig om, at blive forelsket i en nydelig smuk morgens milde sol og brise? Sagen var en hel anden tæt på os begge. Det var som en dæmning var brudt for mine øjne, der med dette tegn lod tårerne gå sin gang over kinderne. De dannede de striber, som de næste tårer i rækken kunne følge ganske enkelt. Jeg greb ud efter mig lommetørklæde, og skjulte da mit ansigt i det. Jeg mærkede hans blik stift mod mig. Der var intet han kunne eller ville gøre. Omstændighedernes ligeglade mine, var blot endnu en del af den lille pinlige scene.

Han valgte rejse sig op, og kastede et enkelt kort blik på ”hende”. Jeg følte mig mere tryg ved ordet af en anden, end ved det ene ord, som jeg kun kunne vælge for mig selv. Sukket dannede sig i halsen på mig, men med en tilbageholdelseskraft, forblev sukket fast nede i halsens mulm og tunge mørke. Jeg så efter ham, hvordan forsvandt mellem skovens trygge grene, der stod prægtigt med de grønne, smukke blade, der valgte at kaste sin skønhed hen over ham. Selvom han intet havde fortjent af denne Naturens Skønhed. Hovedet genlød af hans latter, hans tryllebindende ord og tilmed hans indre skønhed. Følelserne bar på intet og alligevel alt. Der var intet, men samtidig alt. Der var sorg, men glæden førte an. Hvad skete der? Jeg selv kunne intet mærke end forvirringen, der instinktivt trådte frem fra skjulet.
Jeg gemte hovedet i lommetørklædet, mens tårerne strømmede ned. Fornyende voksede tårerne sig en lille smule større for hvert øjeblik. Det genlød af anger i mit oprørske indre, men jeg kunne alligevel intet gøre. Sukket hørtes forfra af min hals, inden jeg satte skridtene væk med den humpende gang, jeg var tvunget til at skulle følge. Blikket mærkede jeg komme bagfra. Det der sendte smerten voksende på ny i brystet på mig. Det var, som kunne jeg fornemme hans indre hån. Menene satte sig på mit indre. Han påmindede mig de ord, som jeg ikke ønskede indblik i. De havde været det rene ingen ting for mig, men han havde gjort det klart. Sendt smerterne frem til det punkt, hvor det hele måtte briste eller bære. Dagen mindede mig om en ulidelig stor forhindring, som jeg førhen havde ladet mig selv forsvinde direkte forbi. Jeg havde gemt mig bag det pæne ydre, som tiltrak sig opmærksomheden væk fra foden.
Jeg mærkede fortsat hans blik mod min ryg, da jeg humpede min vej. Det gik direkte igennem mig, og frem til tankernes kerne, i øjeblikket hvor hans blik forblev et lille sekund ekstra mod mig. Så forsvandt hans blik langsomt ind i skovens tryghed, og forlod mig alene tilbage på strandens stille sang af sommerens fugle og stemningens stilhed.
Tanken slog mig forunderligt hurtigt, og uventet stod det, som skrevet på himmelens blå bue over mig. Jeg fulgte denne bue ud til horisonten, hvor ordene stod klart for mit fantasifulde blik, der med stor røst og forskrækkelse, fik mig veget en smule tilbage;
- For evigt den yndefulde pige med svagheden. Altid ”Pigen Med Klumpfoden”.